Nagieb Khaja
Fra fjendens side
Det var 2013. Jeg havde fået den unikke mulighed som journalist at dække Afghanistan- krigen fra fjendens side. Jeg var blevet “embedded” med Taliban, hvilket betyder, at jeg havde fået tilladelse til at følge dem, og under deres beskyttelse tilbragte jeg seks dage med dem i det afghanske Charkh distriktet i Logar-provinsen. Jeg gik med en gruppe på ca. 30 Taliban-krigere og var i mine egne tanker, da Leesan pludseligt kom hen imod mig. “Nagieb, du går med Adel, når vi iværksætter vores offensiv,” sagde han. Adel var den alvorlige. Jeg nikkede bekræftende til den venlige, men bestemte ordre. Efter 30 minutters gang i mørket nåede vi frem til en moské, hvor talibanerne var samlet. Her skulle vi opholde os indtil kort før solopgang. Der var endnu flere talibanere i bygningen, ca. 50. Den store bygning lignede en typisk afghansk landsbymoské. Ét stort rum dækket med et kæmpestort rødt tæppe og fyldt med håndklædestore bedetæpper og koraner i forskellige størrelser. Nogle af talibanerne lå ned og hvilede sig, andre sad i små grupper og talte sammen, mens en anden flok læste i Kora nen. De fleste af dem havde åbenbart hørt om mig. De var ikke overraskede over min tilstede værelse eller mit kamera. De fleste kom hen og hilste pænt og venligt og spurgte, om jeg var journalisten, som var på besøg hos dem.
10
Krigskorrespondent Nagieb Khaja i Charkh i det østlige Afghanistan, hvor han optog to reportager til Al Jazeera America. Nagieb var “embedded” hos Taliban og kunne helt sensationelt dække krigen fra deres side.
Tre talibanere stod op ad en væg. En af dem var meget lav, i hvert fald under 1,60. Han havde camouflagejakke og elefanthue på. Normalt ville beklædningen gøre ham rædsels indgydende, men hans lille størrelse udlignede effekten og gav ham et småkomisk skær. “Hvor ser du farlig ud,” sagde en af tali banerne med en ironi i stemmen. To andre kunne ikke længere holde masken og brød ud i latter. Den lille talibaner kiggede opgivende på dem. Det var tydeligt, at han var vant til deres drillerier. Jeg lagde mig på gulvet. Brugte min kamerataske som hoved pude og forsøgte at få sovet en smule. Efter et par timers ventetid sagde en af talibanerne, at vi skulle afsted igen. Adel kom hen til os og sagde, jeg skulle følge med ham og hans lille deling. På vej ud af moskéen trak Hasibullah mig hen i et hjørne med et vantro blik. “Hvor skal du hen, Nagieb?” spurgte han med opspilede øjne. “Med Adel,” svarede jeg. “Er du klar over, hvad Adels rolle er i dette angreb?” Jeg lignede et stort spørgsmålstegn. “Han skal op på bjerget og affyre RPG’en [skulderbåret raketstyr],” sagde Hasibullah. Nu gik situationen op for mig. Adel og Leesan havde tiltænkt mig en rolle, hvor jeg skulle filme angrebet fra et bjerg, hvor mulighederne for at gemme sig for fjendtligt artilleri var minimale.
