Af samme forfatter på dansk:
Pigen fra ‘58, 2018 (Forlaget Etcetera)
Min far & Kvinden, 2020 (Forlaget Etcetera)
Årene, 2021
Simpel lidenskab, 2021
Hændelsen, 2021
Skammen, 2022
Fortabe sig, 2023
Skriften som kniv, 2023 (Forlaget Etcetera)
Den unge mand, 2023
Den anden datter, 2024
Jeg er stadig i mørket, 2024
roman
På dansk ved
Niels Lyngsø
Den frosne kvinde er oversat fra fransk af Niels Lyngsø efter La femme gelée
Copyright © Éditions Gallimard, 1981
Dansk udgave © Gads Forlag 2025
Omslag: LA Graphic Design
Forsidefoto: Archives privées d’Annie Ernaux (D.R.)
Forsideillustration: Victor Ducroquet: [French Textiles]. Paris 1863
Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-80082-8
Tak til Institut Français og støtteprogrammet PAP for støtte til denne udgivelse
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.
Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
G.E.C. Gads Forlag A/S
Fiolstræde 31-33
1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Skrøbelige og æteriske kvinder, feer med blide hænder, små husånder der tavst skaber orden og skønhed, stumme, underkuede kvinder: Hvor meget jeg end søger, ser jeg ikke ret mange af dem i min barndoms landskab. Ikke engang den næstbedste og knap så elegante model: mere en sjuske, kvinder der skrubber køkkenvasken til man kan spejle sig i den, får det bedste ud af rester og står uden for skoleporten et kvarter inden det ringer ud for sidste gang, efter at have fuldført alle huslige pligter; kvinder der er velorganiserede til de dør. Kvinderne i mit liv havde alle sammen kraftige stemmer, dårligt plejede kroppe der var for tykke eller for flade, ru fingre, ansigter enten helt uden sminke eller indsmurt i skrigende farver med store plamager på kinder og læber. Deres kogekunst begrænsede sig til stuvet kanin og riskage, endda en temmelig klistret riskage, de havde ingen anelse om at man bør tørre støv af hver dag, de havde arbejdet eller arbejdede på gårde, på fabrikker, i små forretninger der holdt åben fra morgen til aften. Der var de gamle kvinder som vi besøgte søndag eftermiddag, med deres småkager og den lille flaske brændevin til at
spæde kaffen op. Snavsede og runkne kvinder, hvis skørter lugtede af smør der stod og blev harsk i spisekammeret, og som intet havde at gøre med de sukkersøde, elskelige ældre kvinder i højtlæsningsbøgerne, der sad med deres snehvide hår sat op i en knold og pludrede kælent for deres børnebørn mens de fortalte dem eventyr, såkaldt rigtige bedstemødre. De ældre kvinder i mit liv, mine grandtanter og min mormor, var ikke så omgængelige, de brød sig ikke om at man hoppede op på skødet af dem og sad på deres forklæde, de var kommet ud af vane med den slags, bare et lille kys på kinden i begyndelsen og slutningen af et besøg, og efter det uundgåelige “Hvor er du blevet stor” og “Går det godt i skolen?” havde de ikke ret meget at sige til mig, de talte på dialekt med mine forældre om hvor dyrt alting var blevet, om husleje og beboelsesareal, om naboer, og fra tid til anden kiggede de over på mig mens de lo. Når vi besøgte tante Caroline på sommersøndage, cyklede vi over til hende ad ujævne veje, som blev fulde af mudder ved den mindste byge, verdens ende, to eller tre bondegårde omgivet af hver deres græsgange på en slette. Vi bankede tøvende på døren, hun var aldrig hjemme, Caroline, vi var nødt til at spørge efter hende i et af nabohusene. Så fandt vi hende i færd med at bundte løg eller hjælpe til ved en kælvning. Hun kom hjem, ragede op i ilden i brændekomfuret, lagde lidt kvas på, lavede et let aftensmåltid til os med blødkogte æg, brød og smør, angelicalikør. Vi kiggede beundrende på hende, “Du strutter jo stadig af sundhed, Caroline! Keder du dig ikke?” Hun lo, protesterede, “Hvad mener du med det, jeg har altid noget
at tage mig til.” Om hun nogen sinde blev bange, dér helt alene … Det spørgsmål blev hun virkelig overrasket over, hun kneb øjnene sammen, “Altså, hvad skulle nogen ville med mig i min alder …” Jeg hørte ikke rigtig efter, gik ud til dammen langs husets brandmur, der var kantet med brændenælder der var højere end mig, og rodede rundt mellem de knuste tallerkner og konservesdåser som min tante smed dér, rustne, fulde af vand og smådyr. Caroline fulgte os et stykke af vejen når vi skulle hjemad, gik ved siden af vores cykler godt og vel en kilometer når vejret var til det. Derefter så vi hende som en lille prik mellem rapsplanterne. Jeg vidste at denne firsårige kvinde, der var svøbt i bluser og skørter selv når hundedagene var hedest, ikke trængte til hverken medlidenhed eller beskyttelse.
Og det samme gjaldt tante Elise, der var duvende fed men levende, lidt sløset, hjemme hos hende kravlede jeg ud under sengen med nullermænd overalt på kjolen, og jeg vendte og drejede en dårligt vasket ske før jeg turde stikke den gennem det rynkede skind på min pocherede pære. Og hun gloede uforstående på mig, “Hvad er der i vejen med dig, hvorfor spiser du ikke?”, og hendes enorme latter, “Den kommer da ikke til at sætte en prop i dit lille rumpehul!” Det samme gjaldt også min mormor, som boede i en barak mellem jernbanen og trævarefabrikken i et kvarter der hed La Gaieté. Hver gang vi kom, var hun i færd med at samle mad til kaninerne eller vaske, og min mor blev irriteret, “Hvorfor kan du ikke tage den lidt med ro i din alder?” Den slags bebrejdelser gik min mormor på nerverne. Nogle år tidligere var hun klatret op til jernba-
nesporet mens hun klamrede sig til totter af græs, så hun kunne sælge æbler og cider til de amerikanske soldater efter landsætningen. Hun vrissede lidt og kom så med en kasserolle med kogende kaffe og tråde af hvidt skum, hun hældte et par dråber brændevin over sukkerknalden der sad fast i bunden af koppen. Alle kørte forsigtigt brændevinen rundt i koppen for at skylle den. De taler, igen er det historier om naboer, en ejer der ikke vil foretage reparationer, jeg keder mig lidt, ikke noget at udforske i det her lille hus uden noget omkring, næsten ikke noget at spise, min mormor slikker grådigt bunden af sin kop. Jeg betragter hendes ansigt med de fremtrædende kindben, det samme gule skær i hendes hud som i det stoppeæg af buksbom hun bruger når hun reparerer strømper. Nogle gange tisser hun stående med spredte ben under det lange sorte skørt i sin lillebitte have når hun tror hun er alene. Ikke desto mindre fik hun den bedste eksamen i sin kanton da hun afsluttede grundskolen, og kunne være blevet skolelærer, men min oldemor sagde aldrig i livet, hun er min ældste datter, jeg har brug for hende i huset til at passe de fem andre børn. En historie der er fortalt hundred gange, forklaringen på hvorfor hun ikke fik en rosenrød skæbne. Hun løb omkring ligesom mig, uden at ane hvad der ville ske, hun gik i skole, og pludselig blev hun ramt af en ulykke, fem småpiger der holdt hende tilbage, og så var hun færdig. Det jeg ikke forstod, var at hun selv senere fik seks børn, og det uden nogen ydelser fra det offentlige. Man havde ikke brug for at få skåret det ud i pap for ganske tidligt at forstå at med unger – puslinger, som alle
omkring mig sagde – så var man virkelig på spanden, det var en ren katastrofe. Samtidig virkede det som et udslag af skødesløshed, en mangel på omløb i hovedet foruden fattigdom. De store familier jeg så omkring mig, bestod af sværme af snottede unger, kvinder der bøvlede af sted med barnevogne og fyldte indkøbsnet, der gav dem en tungt vuggende gang, konstante klagesange i slutningen af måneden. Mormor var faldet i fælden, men man kunne ikke bebrejde hende, dengang var det normalt at have seks eller ti børn, nu er vi kommet videre. Og mine onkler og tanter havde i dén grad fået nok af store familier at alle mine fætre og kusiner er enebørn. Også jeg er enebarn og desuden en slags efternøler, det er det man kalder børn der bliver født som følge af et gammelt begær, en holdningsændring hos et par der egentlig ikke ville have børn eller i hvert fald ikke flere. Første og sidste, så meget ligger fast. Jeg var overbevist om at jeg havde været meget heldig.
Den eneste undtagelse var tante Solange, stakkels Solange med alle de rollinger, som min mor sagde. Hun boede også i La Gaieté, og vi var ofte på besøg hos hende om søndagen. Som én stor legeplads hvor der ikke var noget der var forbudt, og ikke nogen steder hvor vi var forment adgang. Om sommeren var jeg sammen med mine syv fætre og kusiner og deres venner fra kvarteret, og vi hvinede af fryd på vipper vi lavede af de planker som lå i stabler ved trævarefabrikken, om vinteren legede vi tagfat i det eneste store soveværelse der var, fyldt med senge. Der var en varme og tumult, og jeg kastede mig ind i det som en vanvittig, næsten så jeg kunne få lyst til at bo der.
Men min tante Solange skræmte mig, halvgammel som hun var, og altid hvirvlede hun omkring i køkkenet med munden forvredet af tics. Senere tilbragte hun adskillige måneder med at tale til os fra sin seng, hendes livmoder var begyndt at flyde omkring i maven på hende. Og så var der de gange hvor hun med stirrende øjne åbnede vinduet, lukkede det igen, flyttede rundt på stolene, og så det pludselige udbrud, hun råber at hun vil flytte og tage børnene med sig, at hun altid har været ulykkelig, min onkel sidder roligt ved bordet med et glas i hånden og siger ikke et ord eller griner hånligt, “Du aner jo ikke hvor du skulle tage hen, din idiot.” Hun stormer grædende ud i gården, “Jeg kaster mig i vandtanken.” Hendes børn eller naboerne får fat i hende inden. For vores vedkommende smuttede vi diskret ud ad døren så snart de begyndte at råbe. Da jeg vendte mig om, så jeg den yngste datter, der med åben mund lod tårerne trille mens hun pressede ansigtet mod ruden.
Jeg ved ikke om mine andre tanter var lykkelige, men de så ikke så udslukte ud som Solange, og de tillod ikke deres mænd at stikke dem lussinger. Med røde læber og kinder og i et hidsigt tempo strøg de evigt fortravlede af sted, og når jeg mødte dem, var det altid som om de var på flugt, de havde knap nok tid til at standse op på fortovet med et fast tag om indkøbsnettet og læne sig frem for at give mig et lille luftkys og højlydt sige, “Hvad går du så og laver, min pige?” Heller ingen tegn på overstrømmende kærlighed, ikke de her hønserøvsspidse munde og kælne blikke som folk har når de taler til børn. Det var nogle
lidt stive kvinder, grove og med en vrede der kunne eksplodere i eder og forbandelser, kvinder der i slutningen af en familiemiddag, efter fejringen af et barns første hellige kommunion, græd af grin ned i servietten. Min tante Madeleine lo endda så meget at man kunne se hendes lyserøde underbukser. Jeg kan ikke huske nogen sinde at have set en af dem sidde og strikke eller stå tålmodigt og røre i en sovs, de fandt forskelligt charcuteri frem fra køkkenskabet og en pyramide af hvidt papir, plettet af kagecreme. Støv og rengøring var de fuldstændig ligeglade med, selv om de kom med de rituelle undskyldninger, “Tag jer ikke af at her roder,” sagde de. De var ikke indendørskvinder, de var alle sammen udendørskvinder, vant til at arbejde som mænd siden de var tolv år gamle, og ikke engang et rent sted såsom tekstilfabrikken, men på rebslageriet eller konservesfabrikken. Jeg kunne godt lide at lytte til dem, jeg stillede dem spørgsmål om fabriksfløjten, om den kittel de skulle gå med, og værkførersken, og når de en gang imellem lo sammen i det samme store lokale, forekom det mig at de også gik i skole, bortset fra at der ikke var lektier eller eftersidninger. I begyndelsen, før jeg begyndte at beundre lærerinderne, disse overlegne og frygtindgydende væsener, før jeg fandt ud af at det ikke var noget godt job at sidde og holde øje med glas der blev fyldt med cornichoner, syntes jeg det var fint at tjene sine penge sådan som mine tanter gjorde.
Langt mere end min mormor og mine tanter, disse flygtige billeder, er det den hvidklædte kvinde hvis stemme genly-
der i mig og omslutter mig: min mor. Når jeg bor sammen med hende, hvordan kan jeg da undgå at blive overbevist om at det er en hæder at være kvinde, ja, at kvinden er manden overlegen. Hun er styrken og stormen, men også skønheden, nysgerrigheden efter tingene, en frontfigur der åbner fremtiden for mig og forsikrer mig om at man aldrig skal være bange for noget eller nogen. En kvinde der kæmper mod alt og alle, leverandørerne og de dårlige betalere i hendes forretning, den tilstoppede rendesten ude på gaden og de store kanoner der altid forsøger at holde os nede. Et sted i sit kølvand har hun en mild og lavmælt mand, en drømmer der hænger med hovedet i dagevis over selv den mindste modgang, men som kender en hel masse sjove historier og gåder, hundred og sytten æsler på en eng, sange som han lærer mig mens han ordner have, og jeg samler orm til at kaste ind i hønsegården: min far. Jeg skelner ikke mellem dem i mit hoved, jeg er bare hendes dukkepige, hans øjesten, deres efternøler, og det er hende jeg helst skal ligne, eftersom jeg er en lille pige og vil få bryster ligesom hende, permanentet hår og nylonstrømper.
Om morgenen er det sådan at far-tager-på-arbejde, mor-bliver-hjemme, hun-gør-rent, hun-laver-et-velsmagende-måltid, jeg hakker og stammer, jeg gentager alting sammen med de andre uden at stille spørgsmål. Jeg skammer mig endnu ikke over at mine forældre ikke er normale. Min far tager ikke af sted om morgenen, heller ikke om eftermiddagen, aldrig. Han bliver hjemme. Han betjener kunder på cafeen og i købmandsforretningen, han vasker op, laver mad, luger. Han og min mor lever sammen i én
og samme bevægelse, med mænd der kommer og går på den ene side, kvinder og børn på den anden, og alt dette udgør min verden. De har de samme indsigter, de samme bekymringer, kasseapparatet som han tømmer hver aften, hun betragter ham mens han tæller sammen, de siger, han eller hun siger, “Nå, det bliver vi da ikke fede af,” andre gange, “Det var ikke så ringe.” I morgen går en af dem hen og sætter pengene ind på deres konto. Ikke helt den samme form for arbejde, jo, der er altid nogle uskrevne regler, men deres uskrevne regler har ikke noget med traditionen at gøre, ud over at vask og strygning er min mors domæne, mens havearbejdet er min fars. Hvad resten angår, ser det ud til at have udviklet sig i overensstemmelse med deres personlige præferencer og evner. Min mor tager sig for det meste af købmandsbutikken, min far af cafeen. På den ene side trængslen midt på dagen, den skemalagte tid, kunderne bryder sig ikke om at vente, det er kvinder som står op, og som vil have alt muligt forskelligt, en flaske øl, en hvid pakke knappenåle, de er mistroiske, har brug for konstante forsikringer, nu skal De se, det her mærke er faktisk det bedste. Et skuespil, en masse snak. Min mor kommer ud af sin butik helt udkørt, hun stråler. På den anden side får man sig i al fredsommelighed et lille glas, sidder roligt ned, en tid uden ure, mænd der tilbringer time efter time. Ingen grund til at skynde sig, intet behov for at rose sine varer eller bare føre en samtale, kunderne snakker for to. Det er meget belejligt, for min far er lidt lunefuld, det er min mor der siger det. Og desuden giver folkene på cafeen ham masser af tid til andre opgaver. En
musik af potter og pander blandet med sange fra radioen og reklamer for Nanette-Vitamine fra Banania, og når jeg omsider vågner og går ned i køkkenet, er det ham jeg finder, han er i gang med opvasken fra i går aftes. Han laver morgenmad til mig. Senere følger han mig i skole. Forbereder aftensmaden. Om eftermiddagen snedkererer han et eller andet i gården eller går om i haven med spaden over skulderen. For mig gør det ingen forskel, han er altid den samme langsomme mand, en drømmer, uanset om han snitter kartofler i smukke strimler, som krøller mellem fingrene på ham, om han står ved grillen og vender små krydrede pølser så røgen river i øjnene, eller om han lærer mig at fløjte mens han planter porrer. Et roligt og pålideligt nærvær på alle tider af døgnet. Sammenholdt med arbejdermændene i kvarteret og de omrejsende sælgere, der var væk hele dagen, var det som om min far altid var på ferie, og det passede mig godt. På de torsdage hvor mine legekammerater protesterer og siger at det er for koldt til at hoppe i hinkerude i gården, spiller vi domino eller ludo på cafeen. Om foråret er jeg med ham i haven, hans store lidenskab. Han lærer mig de morsomme navne som nogle af grøntsagerne har, en løgsort der hedder noget med Dyd, og et stort salathoved der hedder noget med Dovenskab, jeg hjælper ham med at strække plantesnoren hen over den nykultiverede jord. Sammen indtager vi et solidt mellemmåltid bestående af charcuteri og ræddiker, og vi vender tallerkenen om for at nyde et bagt æble. Om lørdagen ser jeg ham slå kaninen for panden for derefter at få den til at tisse ved at trykke på dens stadig bløde mave og pelse
den med en lyd som når man river et gammelt stykke stof i stykker. Av-far der bekymret skynder sig hen og kigger på mit blodige knæ, henter de nødvendige medikamenter og senere sidder i timevis ved mit hovedgærde mens jeg har skoldkopper, mæslinger og kighoste og læser Pigebørn for mig eller spiller galgespil med mig. Lille-barn-far, “Du er mere tosset end hun er,” siger min mor. Altid parat til at tage mig med hen på markedet eller i biografen for at se Fernandel-film, til at lave mig et par stylter eller lære mig udtryk fra før krigens tid, ord som pépédéristal og andre saftige udtryk, som jeg var henrykt over. Den uundværlige far der kørte mig i skole, holdt og ventede på mig i frokostpausen og igen sidst på dagen, han stod dér med sin cykel, lidt væk fra flokken af mødre, med cykelklemmer på buksebenene. Ude af sig selv af bekymring blot jeg var den mindste smule forsinket. Senere, når jeg bliver gammel nok til at gå i gaderne alene, holder han øje med hvornår jeg kommer hjem. En allerede gammel far der er begejstret over at have en datter. I erindringens uforanderlige gule lys går han over gården med hovedet bøjet på grund af solen og en kurv under armen. Jeg er fire år, han lærer mig hvordan jeg med fingrene skal holde fast i ærmerne på min trøje når jeg tager min frakke på, så de ikke klumper sig sammen langt oppe ad armene. Udelukkende billeder af mildhed og omsorg. Familieoverhoveder hvis ord er lov, brovtende hustyranner, krigens eller arbejdets helte, jeg kender jer ikke, jeg var datter af denne mand.
Ødipus er jeg bedøvende ligeglad med. Jeg elskede også hende.