I mikrobernes tjeneste
Mennesket er den mest invasive art på jorden. Der er snart ikke det dyb eller den bjergtop, hvor mennesket ikke for længst har plantet et flag og fejret sin sejr over den vilde og utæmmede natur. Den slags giver let os mennesker den fejlopfattelse, at vi har monopol på at kontrollere naturen og afgøre jordens og dermed vores egen skæbne. Men den fornemmelse, som er tæt forfulgt af troen på egne evner, er i vid udstrækning en falsk tryghed. For når antibiotika og vacciner virker, og sygdomme ser ud til at forsvinde, så kommer det helt bag på os, når nye sygdomme opstår. Mikroberne eksisterer stadig blandt os, de muterer, og nye sygdomme kommer hele tiden til. Hvis vi træder et langt skridt tilbage i vores forhistorie til dengang, det hele begyndte, så får vi et bedre overblik over, hvorfor den teknologiske udvikling, befolkningstilvækst og komplekse civilisationer i sidste ende også gjorde os så udsatte og sårbare over for epidemier og dermed mikrobernes hærgen. Vores tid på jorden er nemlig kun et øjeblik sammenlignet med de ældgamle mikroorganismer, som har befolket jordens ufremkommelige afkroge i milliarder af år. Og livet, som vi 17
Den fjerde rytter.indd 17
10.09.2020 09.03
