onsdelte samfundsordning var den defineret som samfundets værgestand, hvis eksistensberettigelse bestod i, at den med våben i hånd skulle forsvare det øvrige samfund mod ydre og indre fjender. Dette bestod – foruden af værgestanden – af lærestanden, dvs. lærde og gejstlige, som tog sig af kulturen i almindelighed og gudsdyrkelsen i særdeleshed, og nærestanden, dvs. borgere og bønder, som ved deres arbejde sikrede samfundets timelige behov. Som forvalter af de kultiske anliggender ansås lærestanden frem til reformationen 1536 som den fornemste stand, mens nærestanden rangerede lavest i samfundshierarkiet. Midt imellem befandt værgestanden – den verdslige adel – sig. At føre krig i panser og plade til hest var en højt specialiseret kunst, en livsform, der krævede nærmest livslang oplæring og træning. Det var tillige en kostbar affære for den enkelte ridder at stille med én eller flere fuldt udrustede lansebevæbnede ryttere med tilhørende hjælpefunktioner. Udgiften til opfyldelse af denne værnepligt kan snarest sammenlignes med, at en moderne værnepligtig pålagdes at stille til tjeneste med sin egen tunge kampvogn, hvilket langt ville overstige den enkeltes formåen. Som kompensation for disse store udgifter fik ridderen derfor af kongen overladt større eller mindre mængder jordegods enten som len under kronen på gunstige vilkår eller som privat ejendom. Samtidig fik værgestanden skattefrihed for al fast ejendom. På denne måde opstod de grundlæggende adelige privilegier, nemlig den personlige skattefrihed og retten til at eje frit jordegods. Adelens modydelse var opfyldelse af krigstjenestepligten. Mod betaling i jord og privilegier sikrede samfundet sig på denne måde et funktionsdygtigt militært forsvar, hvilket var
hensigtsmæssigt i en naturalieøkonomi som den middelalderlige. Ved 1500-tallets begyndelse var adelen således veletableret som en militær tjenesteadel med privilegier, der gjorde standen til en af rigets bedst aflagte befolkningsgrupper. Forudsætningen for fastholdelse af denne position var blot fortsat opfyldelse af krigstjenestepligten. Her var det imidlertid allerede på dette tidspunkt begyndt at knibe. Ikke fordi adelen unddrog sig sine forpligtelser i højere grad end tidligere; men fordi den generelle militære udvikling var i fuld gang med at overhale den form for krigsførelse, som adelens medlemmer traditionelt var specialister i, nemlig den direkte kamp mand mod mand med rytterlanse eller tohåndssværd. På de europæiske slagmarker var der på denne tid dukket to nye fænomener op, der på afgørende vis ændrede selve krigens natur og format. Det ene var fremkomsten af massive fodfolksenheder bevæbnet med lange lanser, som ved deres disciplinerede optræden viste sig ridderskarerne overlegne i slagkraft og modstandsdygtighed. Dette havde med gruopvækkende tydelighed vist sig allerede i 1477, hvor en schweizisk fodfolkshær bevæbnet med lanser og leer i et slag ved Nancy massakrerede en burgundisk ridderhær til ukendelighed. Nyheden derom sendte chokbølger ud over det ganske Europa og satte for alvor spørgsmålstegn ved den beredne adels fortsatte militære effektivitet. Det var begyndelsen til enden på adelens monopol på krigshåndværket. Det andet fænomen var ildhåndvåbnenes gradvise sejr over de blanke våben, der for alvor tog sin begyndelse på nogenlunde samme tid. En fodfolksbåret musket eller hagebøsse havde en meget længere rækkevidde end en nok så lang rytterlanse, og en velrettet
Adel
11