Page 1

TED SORENSEN

PRÆSIDENTENS MAND Dansk-amerikaner var Kennedys nærmeste rådgiver. Nu fortæller han om et liv i magtens centrum.


Til mine børnebørn – Rory, Hannah, Olaf, Lincoln, Trey, Sophia – så de kan lære noget om, hvad bedstefar Ted forsøgte at gøre for den verden, de lever i.

Præsidentens mand.indd 5

30/09/10 14.05


TED SORENSEN

PRÆSIDENTENS MAND På dansk ved Stig W. Jørgensen

GADS FORLAG

Præsidentens mand.indd 3

30/09/10 14.05


SAY NOT THE STRUGGLE NAUGHT AVAILETH Say not the struggle naught availeth, The labour and the wounds are vain, The enemy faints not, nor faileth, And as things have been, things remain; For while the tired waves, vainly breaking Seem here no painful inch to gain, Far back, through creeks and inlets making, Comes silent, flooding in, the main. And not by eastern windows only, When daylight comes, comes in the light, In front the sun climbs slow, how slowly, But westward, look, the land is bright. Arthur Hugh Clough (1819-1861) Skrevet i 1849, fra The Poems and Prose Remains of Arthur Hugh Clough (1869)

PrĂŚsidentens mand.indd 7

30/09/10 14.05


Indhold

Forbemærkning xi Forord xiii Præsidentens mand Prolog 3 Del I: Lincoln, Nebraska, 1928-1951 1 Rødder 15 2 Min mor 25 3 Min far 38 4 Barndom og søskende 55 5 Uddannelse 65 6 Samvittighedsspørgsmål 73 Del II: Washington, D.C., 1951-1964 7 Til Washington 97 8 Mødet med senator Kennedy 104 9 Forholdet til JFK 112 10 Mit syn på JFK’s privatliv 127 11 Mine voksende opgaver i JFK’s stab 136 12 Taleskrivning 142 13 Min rolle i forbindelse med Mænd af mod 157 14 En katolsk præsidentkandidat? 170 15 Senator Kennedys vej til præsidentposten 182 16 Præsidentskiftet 1960-1961 215

Præsidentens mand.indd 9

30/09/10 14.05


17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28

Præsidentens særlige rådgiver 220 Præsidentens taler 223 Kennedys talentministerium 247 Mit forhold til vicepræsident Lyndon Johnson 261 Mit forhold til præsident Kennedys familie 271 Kennedys borgerretsinitiativ 292 Cubakrisen 308 Præsident Kennedys udenrigspolitik 334 Min rolle i forholdet til pressen 367 Tilrettelæggelsen af JFK’s genvalg og anden præsidentperiode 373 Præsident Kennedys død 388 Johnsons overtagelse af præsidentposten 423

Del III: New York, 1965-2007 29 Tilbage til privatliv og forfattervirksomhed 443 30 Et nyt liv i New York 457 31 Min advokatpraksis 470 32 Mit fortsatte engagement i politik 501 33 Min udnævnelse i 1977 til chef for den centrale efterretningstjeneste 536 34 Familie og helbred 557 Epilog: Betragtninger, beklagelser og bekendelser 573 Tak 587 Personregister 589

Præsidentens mand.indd 10

30/09/10 14.05


Forbemærkning

En særlig tak til Adam Frankel, kandidat fra Princeton University og London School of Economics. Igennem de mere end seks år, som arbejdet med bogen tog, fungerede han som min hovedassistent og nære samarbejdspartner – næsten bogstaveligt talt som mine øjne. Hans loyalitet og engagement gjorde bogen mulig – og hans fremragende research, organisationstalent og redigeringstalent har styrket den på utallige måder. Som Adams ven og beundrer er jeg overbevist om, at han vil komme langt med sine mange talenter. Ted Sorensen

Præsidentens mand.indd 11

30/09/10 14.05


PrĂŚsidentens mand.indd 12

30/09/10 14.05


Forord

Jeg har skrevet denne bog af tre grunde. For det første: Da jeg skrev Kennedy, min erindringsbog fra 1965 om mine 11 år med John F. Kennedy, var jeg stadig stærkt mærket af mordet i Dallas, Lyndon Johnson var stadig præsident, Robert F. Kennedy var stadig aktiv i politik, Jacqueline Kennedy sørgede stadig, og jeg ønskede ikke at krænke nogen af dem. Tidens gang har gjort det muligt at anlægge et bredere og mere åbenhjertigt perspektiv. For det andet: En historiker fortalte mig for nylig, at faghistorikerne ved meget om Kennedys betydning for landet og verden, og noget om den betydning, mine idéer og idealer havde for Kennedy, men kun lidt eller ingenting om, hvor mine idéer og idealer stammede fra. Han tilføjede: “Du har en forpligtelse til at fortælle.” Det fik mig til at tænke på en overskrift i et blad i 1962: “Ted Sorensen: Den mystiske mand i administrationen.” Måske kan denne bog afklare, hvad der måtte være af tilbageværende mysterier. Der er ingen tvivl om, at min beretning med tiden vil blive afvejet i forhold til mange andre små oplysninger – det er det, historie går ud på. For det tredje: Amerikanerne er i dag præget af kynisme og mistro i deres syn på præsidentembedet. De fleste unge mennesker mener, at alle præsidenter i nyere tid har bedraget eller skuffet det amerikanske folk. Måske kan det have betydning at fortælle dem, at det er muligt at have en præsident, der er ærlig og idealistisk og respekterer landets grundlæggende værdier? Vi har oplevet det i hvert fald én gang – jeg var der selv. Og det har i høj grad været den politiske ledelses ynke-

Præsidentens mand.indd 13

30/09/10 14.05


xiv

lige tilstand – så forskellig fra JFK’s embedsledelse – der ansporede mig til at arbejde med bogen, genopfriske min erindring og ruske op i min samvittighed. Mens bogen blevet til, blev jeg i stigende grad opmærksom på: (1) risikoen ved at forlade sig på erindringen, der uundgåeligt vil være præget af selektivitet og bagklogskab (i min tid i såvel Senatet som Det Hvide Hus havde jeg for travlt og var for diskret til at føre dagbog); (2) min vane med at være beskeden (denne bog har krævet mere brug af første person, end jeg nogen sinde har brudt mig om, så jeg må ty til de vise ord fra en af USA’s store filosoffer, baseballstjernen Jerome “Dizzy” Dean: “Hvis man har gjort det, er det ikke blær”); (3) loyalitetsforpligtelser, der for mig vejer tungere end ethvert pres om at opgive forsigtighed, hensyn til privatlivet, diskretion og andres hemmeligheder; og til sidst (4) begrænsningerne både med hensyn til tid og plads, der har krævet, at jeg undgik for mange gentagelser og modstod fristelsen til at begive mig ud på hver eneste afstikker og omvej. Efter mit slagtilfælde i 2001 udtrykte jeg tvivl om, hvorvidt jeg med mit svækkede syn og min formindskede energi ville være i stand til at skrive bogen. En ven – og god forfatter – gav mig et råd: “Bare fortæl historier.” Jeg har altid godt kunne lide at fortælle historier, og jeg har mange at fortælle. Historikeren David McCullough har udtrykt sin bekymring for, at “vi er ved at miste den nationale erindring om USA’s historie, glemme, hvem vi er, og hvad det har krævet at nå så langt.” Denne bog skal læses som en fortælling af en enkelt mands erindringer. Den vil måske ikke stille hverken seriøse historikere eller et sensationslystent publikum helt tilfredse. Men jeg håber, at den ikke blot vil fastholde min egen historie for eftertiden, men også et interessant kapitel i USA’s historie.

Til de danske læsere Det er en stor ære og fornøjelse at få denne bog, der første gang udkom 6. maj 2008 i New York, udgivet i det land og på det sprog, der tilhører min fars slægt. Bortset fra USA, som jeg altid har elsket og tjent, er der ikke

Præsidentens mand.indd 14

30/09/10 14.05


noget land, som jeg nærer varmere følelser for eller identificerer mig mere med end Danmark. Jeg beundrer landets befolkning, værdier og rolle i det internationale samfund. Og jeg mener, at de grundlæggende danske værdier – støtten til menneskerettigheder, social retfærdighed, demokratiske principper og verdensfred – også er amerikanske værdier. I år er det 50 år siden, jeg var med til at hjælpe senator John F. Kennedy til at blive valgt som USA’s præsident, og jeg mener, at han i sine grundlæggende værdier delte de danske. En af hans første udenlandske besøgende i Det Hvide Hus i 1961 var den danske udenrigsminister, som jeg havde den ære at spise middag med på Den Danske Ambassade. Kennedys egen ambassadør i Danmark, Bill Blair, var både en ven (som jeg stadig ser) og en kort tid medarbejder i det advokatfirma i New York, hvor jeg arbejdede efter min tid i Det Hvide Hus. Der har været spekulationer fremme om, at JFK’s besøg i Danmark, før han blev gift med Jacqueline, drejede sig mere om en ung dame end om hans kærlighed til dansk øl. Dengang delagtiggjorde han mig ikke i den slags hemmeligheder, men hvis det er sandt, hvorfor så ikke? Hvorfor skulle USA’s flotteste statsmand ikke have haft en romance i et land, der kan prale af nogle af de lykkeligste og hjerteligste kvinder i verden? Der er sket meget, siden jeg skrev denne bog færdig i slutningen af 2007. Med en beskeden hjælp fra min side blev Barack Obama valgt til USA’s præsident, og han har atter bragt mange af Kennedys værdier i fokus i Washington. Værdier, der virkede stort set glemt eller ude af syne på det tidspunkt, hvor denne bog blev skrevet – værdier, såsom at lægge vægt på international lov, diplomati og alliancer i stedet for at ty til ensidig krigsførelse fra amerikansk side; engagement i social og økonomisk retfærdighed i USA og rundt omkring i verden i stedet for fortsat ulighed og ligegyldighed over for de fattiges vilkår; og præsidentiel beslutningstagning, der (også i de tilfælde, hvor jeg er uenig) igen foretages på grundlag af nationale og internationale interesser og ikke personlig eller politisk forudindtagethed. At skrive de sidste kapitler til denne bog, og også at føre valgkamp for Obama rundt omkring i USA, gjorde det klart for mig, hvor

Præsidentens mand.indd 15

xv

30/09/10 14.05


xvi

vigtigt valget af ham var, og de forbløffende mange egenskaber, han havde til fælles med JFK: En ungdommelig senator, hvis modstandere anklagede ham for at mangle erfaring; en meget berejst mand, der forstod, hvordan USA blev opfattet i udlandet; en formidabel taler, der appellerede til unge mennesker og inddrog dem i både sin valgkamp og sin administration med løfter om forandring, reformer og progressive idealer; en Harvard-uddannet intellektuel, der kunne lide at skrive om og diskutere offentlige anliggender; en ung familie til at give ligevægt og ro; og en kandidat, hvor det virkede umuligt for ham at blive nomineret af partiet og valgt af befolkningen – af irrelevante og uretfærdige demografiske grunde (i Obamas tilfælde hans hudfarve og i Kennedys tilfælde hans religiøse tilhørsforhold). Jeg fyldte 80 to dage efter at denne bog udkom første gang, men trods helbredsproblemer efter mit slagtilfælde i 2001 skriver jeg fortsat på blogs og i andre medier og rejser vidt omkring både i USA og i udlandet for at holde foredrag om bogen og mine år med Kennedy. En række dårligdomme er stødt til og forsvundet igen, så jeg er her stadig – og bekymrer mig stadig om verden og dens fremtid, om min familie og mine venner og om at holde mindet om John F. Kennedy og hans vigtigste budskaber i live i offentligheden. Jeg har stadig tilknytning til advokatvirksomheden, hvor jeg er så heldig at have et kontor og en assistent, der holder styr på min kalender og mine rejseaktiviteter. I mellemtiden har jeg mistet endnu en bror, fået et nyt barnebarn og blevet bedt om at holde mindetale over mange fremragende medlemmer af Kennedys hold, hvorfra jeg nu er så godt som den sidste overlevende. Jeg har stadig glæde af min forbindelse til Danmark, og jeg har været smigret over den interesse, danske studerende og journalister på besøg i USA har vist i at mødes og tale med mig. Nogle gange bliver jeg spurgt, hvorfor jeg ikke har sluttet mig til Obamas administration. Jeg er engageret i nye skrive- og foredragsprojekter og er tilfreds med mit nuværende liv og mit bidrag til samfundet, så jeg besvarer spørgsmålet med en sætning fra JFK’s indsættelsestale, der har endnu større gyldighed i dag end dengang: “Faklen er blevet givet videre til en ny generation af amerikanere.” Denne nye generation omfatter min pragtfulde svigersøn, Ben Jones,

Præsidentens mand.indd 16

30/09/10 14.05


som er medlem af Obamas stab, og min ven og protegé Adam Frankel, der gjorde helt uundværlig tjeneste som mine øjne, min researcher og logistiske koordinator på denne bog, og som nu er særlig assistent og taleskriver for præsidenten. Jeg misunder dem, men jeg er udmærket klar over, at det er urealistisk, at nogen i min alder og med mit handicap skulle få en ansvarsfuld post i administrationen. Desuden har antipatien mod George W. Bush og parallellerne mellem Obama og JFK skabt en fornyet interesse for John F. Kennedys liv og lederskab blandt amerikanere og i udlandet. Hvis mit helbred tillader det, håber jeg at kunne stille op til foredrag, artikler og interviews og dermed opfylde min faste beslutning om at holde hans minde i live og hans værdier i hævd.

xvii

Ted Sorensen New York, 2008 & 2010

Præsidentens mand.indd 17

30/09/10 14.05


PrĂŚsidentens mand.indd 18

30/09/10 14.05


Prolog

En formiddag sidst i 1980’erne, mens Den Kolde Krig sang på sidste vers, trådte en fremtrædende russisk advokat og tidligere sovjetisk embedsmand, Fjodor Burlatskij, ind på mit advokatkontor i New York med bemærkningen: “De og jeg har korresponderet sammen.” Da vi overhovedet ikke kendte hinanden, udtrykte jeg min tvivl. Men han insisterede: “Hjalp De ikke til med at udarbejde Kennedys breve til Khrusjtjov under Cubakrisen?” Jeg smilede. “Ja,” fortsatte han, “og jeg var med til at udarbejde Khrusjtjovs breve til Kennedy.” Sikkert en overdrivelse fra hans side, for der var formodentlig mange andre i Khrusjtjovs stab, der havde det overordnede ansvar. Men faktisk er der intet øjeblik i mit liv, der har bragt mig under større pres eller i sidste ende givet mig større tilfredsstillelse end det øjeblik sent om eftermiddagen, lørdag den 27. oktober 1962, hvor USA’s præsident, John F. Kennedy, bad mig om – med hjælp fra hans bror, justitsminister Robert F. Kennedy – at udforme et brev, som præsidenten kunne skrive under, til Sovjetunionens leder, Nikita Khrusjtjov. Det var det mest afgørende brev, jeg nogen sinde skulle komme til at skrive. Jeg var 34 år gammel. Den 27. oktober var den 12. dag i det, som historikere har kaldt “de farligste 13 dage i menneskehedens historie”, den første (og teknisk set eneste) fjendtlige konfrontation mellem de to atomsupermagter, der hver især besad evnen, om ikke viljen til at tilintetgøre modparten – og som bieffekt resten af jordkloden. Krisen var blevet fremkaldt af Khrusjtjovs forhastede og letsindige beslutning om i

Præsidentens mand.indd 3

30/09/10 14.05


4

fordægtighed at etablere en kæde af ni baser med over 30 mellemdistance-atommissiler på Cuba, under 150 kilometer fra den amerikanske kyst, hvorfra missilerne ville kunne nå, ramme og udslette et tocifret, måske trecifret antal millioner mennesker i USA og på den vestlige halvkugle. Hen mod afslutningen på en intens diskussion blandt hans nærmeste rådgivere havde præsidenten – der kun var 44 år gammel – sendt sin 36-årige justitsminister og mig ud for at udarbejde brevet. Rådgiverne udgjorde Det Nationale Sikkerhedsråds eksekutivkomité, kendt som “ExComm”, og mens RFK og jeg sad inde på mit kontor og skrev udkast, var de stadig forsamlede i Kabinetsværelset nede ad gangen, hvor de holdt møde med præsidenten og ventede på vores bud. Tidligere på eftermiddagen havde RFK og jeg sammen med landets førende ekspert i Sovjetunionen og tidligere USA’s ambassadør i Moskva Llewellyn Thompson, der kendte Khrusjtjov, indtrængende opfordret ExComm og præsidenten til at udforme et kortfattet brev, der ikke besvarede begge de to breve, man havde modtaget fra Khrusjtjov inden for de seneste 24 timer, men kun det første, der var ankommet om aftenen fredag den 26. oktober. Dette brev syntes visse steder at anslå en forhåbningsfuld tone og rumme i det mindste kimen til en mulig opskrift på nedtrapning af konflikten. Vi opfordrede præsidenten til at ignorere det andet brev, der var kommet om lørdagen, den 27. oktober. Det var meget mere skarpt i tonen og omfattede et krav om, at USA omgående (vel vidende, at vi ikke ville kunne gøre det hurtigt) skulle fjerne Nato’s atommissiler i Tyrkiet ved den sovjetiske grænse, til gengæld for at Khrusjtjov fjernede sine missiler fra Cuba. Et kvart århundrede senere sendte Kennedys udenrigsminister, Dean Rusk, mig et brev, hvori han anførte, at det var Thompson, “der som den første fik den idé at ignorere det andet brev fra Khrusjtjov ... og svare på det første – en tanke, der var blevet diskuteret med Bobby Kennedy før det møde, hvor han fremkom med forslaget.” Med hjælp fra båndudskrifter husker jeg, at vores diskussion den lørdag eftermiddag sluttede omtrent sådan her:

Præsidentens mand.indd 4

30/09/10 14.05


Mig: “Måske kunne man pille nogle dele ud af hans første brev og så

5

bruge dem i vores.” RFK: “Jeg synes ikke, vi behøver at sige andet end: Tak for Deres tilbud; vi tager imod tilbuddet.” Mig: “Men hvis vi nu tog vores brev og satte nogle dele fra hans brev ind ... det kunne måske gøre det.” RFK: “Der er vel ingen grund til at besvære Dem med alt det, Mr. President? Hvorfor lader De ikke os komme med et udkast?” JFK: “Vi er nødt til at handle hurtigt. Der er ikke nogen, der besværer mig. Jeg mener bare, at vi er nødt til at beslutte, hvad det er for et brev, vi skal sende.” RFK: “Hvorfor prøver vi ikke på at nå frem til noget, uden at De er der og piller det fra hinanden undervejs?” [Latter] Mig: “Jeg synes faktisk, at Bobbys forslag er en god idé. Det lyder ikke som et ultimatum, hvis vi siger: ‘Vi tager imod Deres tilbud i brevet fra i går, så der er ikke behov for at tale om de andre ting’ [dvs. Nato-missilerne i Tyrkiet].” General Maxwell Taylor: “Den militære ledelse anbefaler, at det store [amerikanske] luftangreb ... senest bliver iværksat mandag morgen ... og bliver fulgt op med en invasion syv dage senere.” RFK: “Ih, sikke en overraskelse.” JFK: “Det må så være næste skridt, men lad os nu få det brev af sted til Khrusjtjov ...” Præsidenten gav opgaven til RFK og mig, bad os om at arbejde hurtigt samt rådføre os med FN-ambassadør Adlai Stevenson i New York. Han gjorde opmærksom på, at han havde til hensigt at bejle til verdensopinionen ved at offentliggøre brevet, under forudsætning af at det ikke var for krigerisk. RFK og jeg forlod derpå Kabinetsværelset for at arbejde på brevet på mit kontor, længere nede ad gangen. Jeg mærkede hele verden tynge på mine skuldre. Hvis vores svarbrev ikke formåede at stille Khrusjtjov tilfreds eller af en eller anden grund blot gjorde ham mere fjendtligt stemt, ville hans næste skridt være fuldstændig uforudsigeligt. Lige så uforudsigeligt var det, om præsident Kennedy ville være i stand til at lægge bånd på det amerikanske militær og høgene blandt de medlemmer af Ex-

Præsidentens mand.indd 5

30/09/10 14.05


6

Comm, som mente, at kun et bombeangreb på Cuba og de sovjetiske missilanlæg fulgt af en invasion for at “fravriste Cuba fra Castro”, som de udtrykte det, kunne sikre ødelæggelsen af alle de sovjetiske missiler og beskytte USA’s sikkerhedsinteresser og overlevelse på længere sigt. Uden diplomatisk skoling og med kun begrænset international erfaring påtog jeg mig ængsteligt den betydningsfulde opgave at skrive brevudkastet. Jeg fik ingen instrukser fra præsidenten, men jeg vidste med sikkerhed, at den præsident, jeg havde tjent i næsten 10 år, havde tiltro til mig, samt at jeg havde hans mandat til at finde en fredelig løsning på denne frygtelige krise. Hvis det brev, jeg formulerede under Bobbys årvågne blik, blev opfattet som skarpt i tonen eller fornærmende af Khrusjtjov, kunne vi forvente det værst tænkelige udfald. Den dystre efterretningsrapport, CIA havde forelagt ved indledningen på dagens ExComm-møde, meldte, at arbejdet på de sovjetiske missilanlæg i Cuba var blevet fuldført, at missilernes atomsprænghoveder formodentlig blev opbevaret på øen et sted i nærheden og var rede til at blive monteret, og at missilerne nu var affyringsklare. Hvis vores brev omvendt forekom resten af Nato og verden at være for vagt, eftergivende eller ydmygt, ville det være tvivlsomt, om selv vores nærmeste allierede ret meget længere ville have tillid til USA’s vilje til løbe militære risici for bevarelsen af frihed i Europa. Vores værdifulde alliancer, der var så afgørende for vores fælles sikkerhed, afhang af, at de andre lande fortsat bevarede tilliden til os. På dette tidspunkt havde Udenrigsministeriet og den amerikanske FN-delegation udarbejdet to udkast til et amerikansk svar. De cirkulerede i ExComm, men efter lang diskussion var ingen af dem blevet godkendt. Det frustrerede ExComm’s manglende evne til at beslutte, hvordan og på hvilket af Khrusjtjovs breve vi skulle svare, var forståelig. Om Khrusjtjovs hensigt med hurtigt at smugle missiler af den sprængkraft og rækkevidde til Cuba var atomkrig eller blot afpresning, kunne vi ikke vide, men vi vidste, at intet, vi hidtil havde forsøgt, havde kunnet overtale ham til at fjerne dem – hverken pres fra FN’s generalsekretær U Thant, fra verdensopinionen, vores militære blokade af Cuba eller vores advarsler. Vi havde ingen grund

Præsidentens mand.indd 6

30/09/10 14.05


til at forvente, at endnu et brev fra JFK ville nytte, og der var al mulig grund til at forestille sig, at vi stod på randen af atomkrig. Mens jeg arbejdede på brevudkastet, kunne jeg høre en splittet forsamling af demonstranter, der blev ved med at råbe ovre i Lafayette Park på den anden side af Pennsylvania Avenue over for Det Hvide Hus. Den ene gruppe var fredsaktivister med skilte, der advarede præsidenten om ikke at fremskynde menneskehedens allersidste krig, den anden vrede patrioter, der opfordrede præsidenten til at bruge Nato’s militære styrke mod den overhængende kommunistiske trussel. Den eftermiddag ville jeg have betragtet enhver som sindssyg, der havde fortalt mig, at jeg inden for få årtier ikke alene ville foretage gentagne forretningsrejser til Moskva, men også mødes til eftertænksomme, øjenåbnende “genforeninger” i USA, Rusland og Cuba med andre tidligere embedsmænd fra alle tre regeringer – inklusive min russiske ven Burlatskij – som personligt havde deltaget i denne historisk enestående krise. Den smertelige erindring om den forrige Cubakrise i Svinebugten lige i begyndelsen af hans præsidentperiode, april 1961, tyngede uden tvivl præsidenten i hans afvejning af valgmuligheder; den var heller ikke glemt af hverken hans bror eller mig. Dengang havde han skadet både USA’s og sit eget ry ved at godkende det fejlslagne invasionsforsøg med cubanske eksiltropper hemmeligt uddannet af CIA. Robert Kennedy og jeg, som ikke havde været blandt rådgiverne ved denne fiasko, blev derefter af præsidenten bedt om at deltage i møder i National Security Council1. Vi var begge to fast besluttede på, at han denne gang skulle opnå et mere gunstigt resultat i Cuba. Det mislykkede udfald i Svinebugten havde givet præsidenten et politisk blåt øje, men en fiasko denne oktobereftermiddag 18 måneder senere kunne få langt mere alvorlige konsekvenser. Den lørdag stod Kennedy og Khrusjtjov – ligesom i den gamle sang – helt bogstaveligt med the whole wide world in their hands.

7

Det var ikke det første brev til Khrusjtjov, jeg havde udarbejdet. Igennem næsten et år før Cubakrisen havde jeg hjulpet JFK med at skrive private, uofficielle breve til den sovjetiske statsleder, der havde 1

USA’s nationale sikkerhedsråd; o.a.

Præsidentens mand.indd 7

30/09/10 14.05


8

indledt en hemmelig, personlig korrespondance efter at hans svigersøn, der var journalist, havde aflagt et venskabeligt thanksgivingbesøg hos familien Kennedy i Hyannis Port i 1961. Da det første brev ankom – leveret til RFK gennem en KGB-agent i Washington, Georgij Bolsjakov – havde det amerikanske udenrigsministerium, der var ængstelig over, at man med vilje gik uden om både dem og det sovjetiske udenrigsministerium, været dybt bekymrede over brevets personlige og ureglementerede tone. “Mr. President,” sagde den ellers rolige og klarttænkende viceudenrigsminister George Ball på et hurtigt indkaldt møde i Det Hvide Hus, “Deres beslutning om, hvem der får lov at udarbejde Deres svar [dvs. Udenrigsministeriet eller Det Hvide Hus], vil måske være den vigtigste enkeltbeslutning, De kommer til at træffe som præsident!” “Jaså,” sagde JFK med et smil og et nik i min retning, “sådan én tager vi nu hver eneste uge.” Under præsidentens tilsyn var jeg med til at formulere det første svar og mange efterfølgende. Jeg fungerede også, en lørdag morgen, hvor hverken RFK eller pressesekretær Pierre Salinger var til rådighed, som den kurer, der på melodramatisk vis skulle møde Bolsjakov til en i forvejen aftalt snak på et gadehjørne i Washington. Han stod med dagens udgave af Washington Post under armen og listede den fordægtigt hen til mig. Inden i avisen lå en forseglet kuvert fra den sovjetiske førstesekretær skjult. Da justitsministeren og jeg satte os ned for at skrive et udkast til præsidentens svar til Khrusjtjov, studerede vi nøje hans brev fra dagen før og funderede over den forudgående diskussion i ExComm. Khrusjtjovs brev var fuld af advarsler, trusler (“I vil blive udsat for hver eneste form for ødelæggelse, som I påfører andre”) og gentagne benægtelser af, at han havde placeret offensive våben på Cuba, men brevet rummede også oprigtige opfordringer til en fredelig løsning og nogle vage hentydninger til, hvad løsningen kunne omfatte – hentydninger så vage, at forsvarsminister Robert McNamara udtalte: Det er for helvede ikke noget tilbud! Der er for pokker intet som helst i det, der er et tilbud ... Han har ikke foreslået at fjerne missilerne ... 12 siders ren uld. Det er ikke nogen aftale.

Præsidentens mand.indd 8

30/09/10 14.05


Man ville ikke kunne underskrive den og påstå, at vi vidste, hvad vi skrev under på.

9

Min indfaldsvinkel til svaret fik jeg fra en gammel debatteknik, jeg havde lært på Lincoln High School: Man tager modpartens præsentation og fortolker den, som om den støtter ens egne mål. Mit udkast til brevet opfordrede til en “permanent” løsning (det gjorde hans ikke) “efter de retningslinjer, som De foreslår i Deres brev ... sådan som jeg læser det ... Hovedelementerne virker i det store hele acceptable, sådan som jeg forstår dem ...” Disse tomme ord var delvist bluff, idet jeg omhyggeligt bestræbte mig på at være positiv. I grunden var Khrusjtjov villig til at “forsikre” USA om, at ingen sovjetiske skibe på dette tidspunkt bragte eller ville bringe offensive våben ind i Cuba, så længe der blev ført forhandlinger i FN-regi. Dette, argumenterede han, gjorde det ikke alene muligt for USA at ophæve sin blokade (“sørøveri på åbent hav”), men også at love, at vi aldrig ville invadere Cuba, samt at vi ville afholde andre fra at gøre det. Og i så fald ville der ikke længere være behov for, at der forblev sovjetiske atommissiler på Cuba. Han skrev ikke eksplicit, at Sovjet ville fjerne de våben fra Cuba, som allerede befandt sig der, kun at “spørgsmålet om våbnene ville forsvinde”, efter at et sådant løfte om ikke at invadere var blevet afgivet af USA. I mit meget kortere svar beskrev vi hans brev som et “tilbud” om en sovjetisk tilbagetrækning fra Cuba af alle sovjetiske våben, “der kunne finde offensiv anvendelse”. Den formulering omfattede ikke alene de IL-28-bombefly, vi havde opdaget ud over missilerne, men omgik også Khrusjtjovs snedige ordvalg, hvor han insisterede på, at de våben, han havde placeret på Cuba, på trods af deres foruroligende potentiale var “tænkt” af ham til “defensiv” anvendelse og derfor ikke var “offensive”. Mit brev beskrev også dette “tilbud” om sovjetisk tilbagetrækning som noget, der skulle ske til gengæld for efterfølgende amerikansk ophævelse af blokaden og løfte om ikke at invadere Cuba. Brevet ignorerede hans “forsikring” om, at de skibe, der på det tidspunkt var på vej mod Cuba for fuld kraft, ikke havde våben om bord, og hans forsikring om, at spørgsmålet om “specialisterne” i Cuba ville “tage sig anderledes ud” for ham efter vores

Præsidentens mand.indd 9

30/09/10 14.05


10

løfte om ikke at invadere. I stedet gjorde vi det klart, at de våben, der allerede befandt sig i Cuba, skulle “afmonteres” (RFK’s forslag til formulering), pakkes ned og sendes tilbage til USSR under FNinspektion (hvilket hans brev ikke havde nævnt) eller anden offentlig kontrol, ledsaget af et nyt løfte fra ham om, at sådanne offensive våben aldrig ville blive opstillet i Cuba igen. (Det var heller ikke blevet nævnt i hans brev). De påkrævede handlinger og løfter fra USA’s side skulle ifølge vores udkast først iværksættes efter “etableringen af passende FN-foranstaltninger” til at sikre øjeblikkelig virkeliggørelse af de sovjetiske løfter. Ved diskret at bytte om på rækkefølgen af de begivenheder, der blev beskrevet i hans brev, forsøgte jeg at understrege, at nettoresultatet i sidste ende var det samme i både hans brev og vores svar. Vores brev refererede ikke direkte til hans andet brevs krav angående missilanlæggene i Tyrkiet, men anførte i stedet, at Cubakrisen var den største fare og havde højeste prioritet, og at en hurtig løsning på krisen efter de beskrevne retningslinjer “ville lette den spændte situation og gøre os i stand til at kigge nærmere på generelle ordninger vedrørende andre våben, sådan som der henstilles til i Deres andet brev”. Skønt vi opfordrede til fred og priste hans tilsvarende opfordring, gjorde vi kort sagt ingen væsentlige indrømmelser. Vi var villige til at ophæve den midlertidige blokade, der oprindelig var blevet etableret udelukkede på grund af de sovjetiske missiler, som nu ville blive trukket tilbage. Efter at de var fjernet, ville vi love ikke at invadere Cuba – en invasion, som USA (eller i det mindste den amerikanske præsident) ikke havde haft nogen intention om at indlede. Den supplerende mundtlige forsikring, der blev givet i hemmelighed samme aften af RFK under hans møde med den sovjetiske ambassadør Anatolij Dobrynin, om efterfølgende at fjerne missilerne i Tyrkiet, gav os tid til at arbejde med Nato og tyrkerne om at få udskiftet det pågældende afskrækkelsesmiddel – forældede, upålidelige og provokerende synlige førstegenerationsvåben ved den sovjetiske grænse – med langt mere kraftige, pålidelige og skjulte Polaris-atomubåde i Middelhavet. Det var et gigantisk sats fra vores side. Khrusjtjov havde letsin-

Præsidentens mand.indd 10

30/09/10 14.05


digt satset på, at han i al hemmelighed kunne skynde sig at opstille atommissiler på Cuba, uden at Kennedy lagde mærke til det eller reagerede. Dér havde han satset forkert. Vi satsede frækt på, at vi kunne få Khrusjtjov til at godtage, at vores position var i overensstemmelse med hans eget forslag til en løsning. Vores satsning lykkedes. Men en af årsagerne til vores succes – at vi “accepterede” Khrusjtjovs foreslåede træk i en form og rækkefølge, som han aldrig havde foreslået – er ikke tidligere blevet afsløret. Søndag den 28. oktober tog verden et skridt tilbage fra randen af ragnarok og har aldrig været så tæt på siden. Jeg er stolt af, at mit brev hjalp til at bidrage til den afslutning. Men det var det rene vanvid, at verden nogen sinde kom så tæt på udslettelsen. Den morgen, efter at præsidenten var kommet tilbage fra gudstjeneste, stod han og jeg og talte inde på hans sekretærs kontor uden for Kabinetsværelset, hvor ExComm ivrigt havde forsamlet sig til det formodentlig afsluttende møde. Mens vi stod og snakkede, kom en af hans dygtigste og mest betroede rådgivere, Carl Kaysen, hen og afbrød: “Nu, Mr. President, har De chancen for at afslutte grænsestriden mellem Indien og Kina.” Denne var brudt ud en uge tidligere i noget, vi havde frygtet, kunne være en del af en koordineret global krise. “Nej,” sagde præsidenten og smilede, “jeg tror ikke, at nogen af parterne har lyst til at høre min mening i den sag.” “Men, Mr. President,” protesterede Carl, “i dag kan De næsten gå på vandet!” “Nå ja,” sagde præsidenten, “det varer nok omkring et par uger.”

11

I juli 2007 kaldte Time Magazine John F. Kennedy et “tidløst ikon”, som “nationale meningsmålinger igennem de seneste 20 år hver eneste gang har placeret blandt de tre største amerikanske præsidenter ... en klog forkæmper for fred, en mand, der hadede krig og frem for alt søgte at undgå en atomkonflikt, en snedig pragmatiker ... Kennedys eksempel hjælper os ikke alene til at forstå hans verden bedre, men også vores egen.”

Præsidentens mand.indd 11

30/09/10 14.05

9c4f7e5ebb0f449da0b1b4e38a2528f4  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you