Page 1

Hvordan Europa blev Europa – i EN NY BEGYNDELSE trækker Steffen Heiberg de store linjer op i knap 1000 års europæisk kulturhistorie, fra ødelæggelsen af verdensbyen Rom i 400-tallet til den sorte døds hærgen i 1300-tallet. Det er fortællingen om folkevandringer, vikingetogter, saracenerindfald og korstog, om en ny dynamik, der efter det romerske sammenbrud omformer og nydefinerer europæisk kultur. Om konger og vasaller, kejsere og paver, der kæmper om magten. Om kirke og religion, der gennemsyrer politik og samfund. Om det første store skisma mellem Vest og Øst. Men det er også historien om byer og handel, om kirkens billeder og fromme pilgrimme, om mennesker og identitet, familieliv og kvinder, ridderlige idealer og virkelighed. Og om, hvordan moderne videnskab udsprang af bestræbelserne på at forstå troen ved hjælp af fornuften. Steffen Heiberg har skrevet en stor europæisk kulturhistorie. En fortælling om den middelalder, der vævede verdensdelen sammen i et økonomisk, socialt og mentalt fællesskab, der skabte Europas historie og udvikling. Det er historien om vore egne forudsætninger.

GADS FORLAG

En ny begyndelse-smuds_2.indd 1

STEFFEN HEIBERG EN NY BEGYNDELSE

Steffen Heiberg, født 1945, er historiker, forfatter, anmelder m.m. og forskningschef ved Frederiksborgmuseet. Han har bl.a. skrevet Christian 4. (2006), Enhjørningen Corfitz Ulfeldt (1993), Danske Portrætter (2003) og Frederiksborg (2006) samt været redaktør og medforfatter af Danske Dronninger i tusind år (2003). Har herudover skrevet et stort antal historiske og kulturhistoriske artikler. Steffen Heiberg har for sit forfatterskab modtaget en række priser og legater, bl.a. Dansk Forfatterforenings faglitterære pris i 2001.

GADS FORLAG

Omslagsbilledet viser Casa Crescenzio i Rom bygget ca. 1100 som en kombination af forsvarstårn og bolig for Crescenzio-familien, en af de mægtigste i Rom. Byggematerialerne er i høj grad genbrug, hentet fra antikke bygningsværker. Bygningen er et konkret udtryk for, i hvor høj grad middelalderens kultur byggede på antikken. Foto: Mette Perregaard

STEFFEN HEIBERG

EN NY BEGYNDELSE Europas kulturhistorie i middelalderen

GADS FORLAG

18/09/08 12:42:03


Indhold Forord 6 Myten om Rom 16 Romere og germanere 33 Civilisation og kristendom 52 Kaliffer og karolinger 87 Handel, vikinger og slaver 120 Herre og vasal 140 Byzantinere og ottoner 162 Mennesker og miljø 183 Klosterreformer og pavepolitik Byerne 222 Aristokratisk ekspansion 253 Drømmen om Jerusalem 268 Vest og Øst 284 Kristendom og samfund 313 Tro og viden 339 Høvisk kultur 378 Kvinderoller 409 Byliv 436 Universalmonarkiet i krise 453 Mod renæssancen 471 Litteratur 488 Register 498 Billedleverandører 527

205


6

Forord

Forord Omtrent midtvejs mellem Marcellusteatret og Tiberen, et af de mest trafikerede strøg i Rom ligger Casa Crescenzio (se billedet på smudsomslaget). Det er ikke en af Roms kendte seværdigheder. De fleste haster forbi uden at tage notits af den noget ramponerede bygning. Huset er gammelt, bygget i højmiddelalderen omkring 1100 som en befæstet bolig for Crescenzio-familien, dengang en af de mægtigste i byen. Byggematerialerne er i det væsentlige genbrug, det gælder murstenene og facadeudsmykningen, bl.a. billedfriserne, der for det meste består af bladornamentik, sfinxer, volutter, puttier og andre figurer hentet fra antikke bygninger. Netop herved er bygningen et billede på middelalderen. Middelalderens kultur bestod i vidt omfang af elementer fra den klassiske oldtid, men sat ind i en ny sammenhæng. Middelalder betyder mellemtid og er den traditionelle betegnelse for de tusind år mellem Romerrigets sammenbrud i 400-tallet og renæssancens fremkomst 1000 år senere. Ofte bruges udtrykket negativt, den mørke middelalder, som gerne identificeres med en periode præget af uvidenhed og undertrykkelse, hvor antikkens indsigter for en stor del gik tabt, mens kirken monopoliserede al viden og lagde åndslivet i lænker. Men takket være renæssancens kunstneriske og videnskabelige genier kom udviklingen i gang igen efter det tusindårige mørke. Forestillingen om det middelalderlige mørke hænger uløseligt sammen med Romerrigets sammenbrud mellem 400 og 600. Det var dramatiske århundreder med voldsomme politiske omskiftelser, byer faldt i ruiner, mest markant var forandringerne i Rom, imperiets gamle hovedstad. Den engelske historiker Edward Gibbon karakteriserer i sit berømte værk The Decline and Fall of the Roman Empire (1776-88) overgangen fra oldtid til middelalder som “the triumph of religion and barbarism”. Fra Gibbons side var det tænkt som en årsagsforklaring, og han Forord


identificerede ikke religion med barbari. Men sådan blev han forstået i den kristendomskritiske liberale tradition. Det forløb, han skildrer, var dramatisk, og de enorme materielle ødelæggelser, bl.a. af byen Rom, underbyggede forestillingen om et kulturelt sammenbrud. Men det var først og fremmest en organisation, nemlig den romerske stat, der brød sammen. Bønderne blev ikke dårligere til at producere, tværtimod blev redskabsteknologi og dyrkningsmetoder forbedret i de følgende århundreder. Måske var sammenbruddet endog en lettelse for bønderne, der ikke længere skulle finansiere den romerske hær og bureaukratiet. Omvæltningerne nærmest styrkede bevidstheden om de værdier og indsigter, der var knyttet til den antikke kultur. Middelalderens politiske, litterære og juridiske begrebsapparat var i væsentlig grad en arv fra antikken. Oven i kommer middelalderen med sin egen lange liste over opfindelser og nye indsigter, der gør det umuligt at fastholde forestillingen om en mørketid. På listen over middelalderens tekniske fremskridt finder man bl.a. vand- og vindmøller, stigbøjlen, hjulploven, ure, briller, skydevåben og bogtrykkerkunst med løse typer. Nogle af disse opfindelser er ældre end middelalderen (vandmøller) eller gjort i andre kulturkredse, men ofte var det i Europa, at mulighederne systematisk blev udnyttet. Man skal naturligvis være opmærksom på, at middelalderen er en sammenfattende betegnelse for et helt årtusind. Der var en verden til forskel mellem den tidlige middelalders småbyer og senmiddelalderens store og rige handelstæder. Internationalt, ikke mindst i engelsk historieforskning er der tradition for, at betragte middelalderens første del, århundrederne indtil år 1000, som en særlig epoke, der på grund af vor beskedne viden og det spinkle kildemateriale gerne betegnes som The Dark Ages til forskel fra den egentlig højmiddelalder efter år 1000. Når forestillingen om den mørke middelalder har været så livskraftig til trods for, at det i mange henseender nærmest forholdt sig modsat, hænger det uden tvivl sammen med, at det romerske sammenbrud er blevet tolket som udtryk for kulturelt og intellektuelt forfald, hvis årsager og konsekvenser har beskæftiget en række af Europas mest betydelige tænkere. I flæng kan foruden Gibbon nævnes Petrarca, Hugo Grotius, Montesquieu, Adam Smith, David Hume, Karl Marx, Jules Michelet, Jacob Burckhardt, Max Weber, Oswald Spengler, Arnold Toynbee og Ortega y Gasset. I flere tilfælde er der tale om store kulturfilosofiske systemer, baseret på vidtgående generaliseringer med modige sammenligninger mellem forskellige Forord

7


8

kulturer og epoker. For filosoffer og politiske tænkere blev antikkens undergang og overgangen til middelalderen eksistentielt i den forstand, at det rejste spørgsmålet om vor egen kulturs fremtid, om også Europa og Vesten engang vil gå den politiske og kulturelle undergang i møde. Heroverfor står den empiriske forskning og specialisternes skepsis over for vidtgående historiske paralleliseringer. De sidste 100 års middelalderforskning har betydet en enorm forøgelse af vor viden. Litteraturen fordeler sig på så mange sprog og forskningsfelter, at det næppe er muligt for enkeltmand at få overblik over andet end begrænsede områder. Men derved har den historiske forskning paradoksalt nok skabt problemer for historieskrivningen selv. Det er blevet stadig sværere at få alle relevante empirisk baserede forskningsindsigter indarbejdet i en bred generaliserende fremstilling, dvs. et værk, der forsøger at trække hovedlinjerne i den historiske udvikling. Forholdet mellem historieskrivningens eksistentielle og empiriske aspekter drejer sig ikke kun om muligheden for at opnå tilstrækkeligt overblik. Traditionel generaliserende historieskrivning fortolker ofte kulturudviklingen i lyset af bestemte politiske, moralske og religiøse ideer, der i sagens natur er vanskelige at begrunde empirisk. Den ideologiske historieskrivning var ofte deterministisk, dvs. præget af forestillingen om, at historien havde et formål, det kunne være religiøst betingede forestillinger, f.eks. at Romerriget gik under i henhold til Guds planer, eller politiske ideologier, der brugte historien til at legitimere sig selv. Determinismen er ikke kun knyttet til religiøse og politiske konstruktioner. Den er indbygget i forestillingen om, at udviklingen går i en bestemt retning. 1900-tallets materialistiske historieskrivning med hovedvægten på økonomiske og sociale årsagsforklaringer var i udgangspunktet et forsøg på at etablere objektive kriterier for beskrivelsen af den historiske udvikling, så man kunne komme væk fra de traditionelle nationale og religiøse dagsordener og få elimineret subjektive årsagsforklaringer af psykologisk eller moralsk karakter. Men den materialistiske historieskrivning endte i samme deterministiske blindgyde som den traditionelle historieskrivning. Derfor betød murens fald og Sovjetunionens opløsning en krise for de store udviklings- og strukturhistoriske modeller. Ganske vist var de færreste historikere marxister, men marxismen var bare en konsekvent udgave af den socialhistoriske determinisme, der dominerede historieskrivningen efter 2. Verdenskrig. Mistilliden til de store synteser har Forord


udløst en stigende relativisme og en fornyet tvivl om, hvorvidt en videnskabelig baseret generaliserende og reflekterende historieskrivning overhovedet er mulig. Det mest ekstreme synspunkt er, at når den historiske erkendelse er så usikker, kan man lige så godt opgive ambitionerne om at finde frem til en historisk virkelighed og i stedet koncentrere sig om at fortælle en god historie. Historien bliver til historier. Men relativismen har nogle konsekvenser, bl.a. at begrænsningerne i vor erkendelse kan bruges til tvivlsomme politiske og ideologiske formål, hvad blandt andet forsøgene på at benægte holocaust er udtryk for. Relativismen kan også bruges af magthaverne til at legitimere deres version af historien. Men en historieskrivning, der ikke forsøger at finde sammenhæng og et mønster i udviklingen, er uden mening. Afgørende er dét, at historikeren forholder sig kritisk og fair til kilder og litteratur. Denne bog er skrevet ud fra overbevisningen om, at generaliserende, ræsonnerende, historieskrivning er mulig, uden at man ender i determinisme eller relativisme. Med nogen betænkelighed har jeg valgt betegnelsen kulturhistorie. Problemet er, at udtrykket bruges i mange betydninger. Der er derfor et væld af definitioner, hvortil kommer, at en lang række fag og discipliner, bl.a. folkloristik, etnologi, arkæologi m.fl. forstår sig selv som kulturhistoriske. Her skal det forstås som et forsøg på at indkredse de sociale, mentale og kulturelle processer, der satte deres præg på Europa i middelalderen. Hensigten er at beskrive fænomenerne i sammenhæng og afdække, hvordan de var forbundet. I centrum står, hvad jeg vil kalde identitetsskabende adfærdsmønstre. Forudsætningen for, at en kultur lever videre, er at identiteten bliver nedarvet og gendannet i hver ny generation. Enhver kultur og ethvert samfund har derfor brug for myter, der placerer den enkelte i en sammenhæng. Myterne kan være af religiøs, politisk og social karakter. Myterne er indlejret i religiøse ritualer, sociale vaner, arkitekturmonumenter, digtning, håndværksmæssige traditioner, politiske ideer mm. Politisk begivenhedshistorie falder uden for bogens sigte, derimod er der gjort meget ud af de forestillinger og ideer, som påvirkede det politiske forløb. Bogens titel er En ny begyndelse. Hermed tænkes på den kulturelle og sociale omformningsproces, der gjorde oldtid til middelalder. Middelhavsverdenen så helt anderledes ud, da Karl den Store lod sig kejserkrone i år 800, end den gjorde 400 år tidligere. Den hellenistisk-kristne fælleskultur omkring Middelhavet var under forandring. Fra 400-tallet begyndte Romerrigets østlige og vestlige dele at glide fra hinanden og i Forord

9


10

vest brød den romerske administration sammen; i stedet blev personlige troskabsforpligtelser det kit, som bandt de germanske folkeslags løsere statsdannelser sammen. De mest dramatiske forandringer kom dog i 600-tallet, hvor den arabiske ekspansion opslugte traditionelle kristne kerneområder i Mellemøsten og Nordafrika. Den gamle hellenistisk-kristne verden fik flere efterfølgere. I vest finder vi det latinske Europa, i øst den græske eller byzantinske kristendom, som mange århundreder senere skulle få et nyt centrum i Rusland, og syd og øst for Middelhavet den muslimske verden, hvor en væsentlig del af befolkningen dog længe holdt fast ved kristendommen. Hver for sig videreførte den muslimske verden, det kristne vest og den byzantinske kristendom væsentlige dele af den hellenistiske arv, men omfortolket og sat ind i nye sociale og mentale sammenhænge. I Vesten mødtes den romersk-kristne tradition med de germanske folkeslags militære idealer, mens en blanding af arabisk, persisk og græsk kulturgods blev grundlaget for den muslimske civilisation. Det er denne omformningsproces, som i den her foreliggende bog er blevet kaldt En ny begyndelse. Hovedvægten er lagt på det kristne Vest forstået som den del af Europa, som havde latin som gudstjenestesprog. Kirken bandt Europa sammen, og den er forbindelsen til antikken og oldtidens kultur. Mens den romerske administration brød sammen, formåede kirken at fastholde og udbygge sin organisation. I en tid med ødelæggelser og voldsomme omvæltninger påtog kirken sig forsvaret og ansvaret for civilitas, et udtryk, der oprindelig betød politik, men som med tiden kom til at betegne samfundet i bredere forstand, heraf civilisation. Kirken ikke alene forkyndte evangeliet, den tog ansvaret for forsvaret af samfundets moralske og kulturelle værdier i almindelighed. Den dobbelte rolle som forsvarer af civilitas og forkynder betød, at den romerske kirke i stigende grad definerede samfundets normer. Det var ikke ensbetydende med, at samfundet blev organiseret på kirkens præmisser; aristokratiets militære idealer var en kendsgerning, også kirken måtte indrette sig efter. For kirken gjaldt det om at sikre samfundets fred ved at kanalisere overklassens militære energi ind i foretagender, kirken kunne anerkende. I korstogene, der ikke kun var rettet mod Det Hellige Land, forenedes fyrstelig ekspansionstrang med ønsket om at forsvare og udbrede kristendommen. Antikken var en middelhavskultur, hvor betegnelsen Europa ikke giver mening. Derimod blev antikken takket være kirkens forsvar for Forord


civilitas i århundrederne efter det romerske sammenbrud en del af europæisk identitet. I 799 i forbindelse med et møde mellem pave Leo 3. og frankerkongen Karl den Store i den tyske by Paderborn kaldes Karl i et panegyrisk digt for pater europae, Europas fader. Digtet vidner om, at Europa var blevet mere end en geografisk betegnelse, Europa var blevet en identitet. Året efter blev Karl af paven kronet som romersk kejser, et politisk udtryk for, at den forestilling om det kristne universalrige, der var knyttet til Romerriget, nu var blevet knyttet til den frankiske kongemagt. Men samtidig var der sket en geografisk omplacering. Størstedelen af Vesteuropa havde ganske vist været en del af det antikke Romerrige, men politisk og kulturelt var Romerriget et traditionelt middelhavsimperium. Karl den Stores rige havde derimod sit tyngdepunkt i Nordvesteuropa. Det er ikke det samme, som at Italien havde mistet sin betydning. Italien var fortsat omdrejningspunktet i den kristne verden, det kulturelle og økonomiske bindeled mellem Byzans og Vesten. Men med alliancen mellem paven og Karl den Store indledtes en proces, der i det lange løb knyttede Italien til Vesten. Omkring 800 bandt Middelhavet ikke længere sammen; tværtimod var det blevet en kulturel og mental barriere mellem den kristne og muslimske verden, et skel, der stadig har betydning. Det var ikke ensbetydende med, at al forbindelse var afbrudt. Intellektuelle og kommercielle kontakter med den muslimske verden fik væsentlig betydning for Europas udvikling i middelalderen. Jeg har forsøgt at beskrive middelalderen ud fra dens egne forudsætninger, men har samtidig lagt vægt på at understrege de mange områder, hvor den stadig er synlig og påvirker os. Den er til stede overalt, i gamle landsbykirker, katedraler, borge, voldsteder og gotiske købstadshuse. Men middelalderen er ikke kun ruiner og andre fysiske levninger. Mange af vore politiske ideer går tilbage til denne tid; det gælder noget så fundamentalt som magtdelingsprincippet og den tanke, at skatter skal bevilges af en repræsentativ forsamling. Når det i dronning Margrethe 2.s titel indgår, at hun er dronning af “Guds nåde”, er det en genklang af middelalderen, hvor konger og fyrster så sig selv som Guds jordiske stedfortrædere. Også Europas politiske struktur er en arv fra middelalderen. Middelalderens store politiske idé var det kristne enheds- eller universalrige, en arv fra det senantikke Romerrige, hvis vestlige provinser mellem 400 og 600 blev løbet over ende af germanske stammer, der dannede deres egne riger på romersk jord. De germanske folkevandringsriger er udgangspunktet Forord

11


12

for det moderne europæiske statssystem. Frankerriget blev til Frankrig, og de angelsaksiske riger forenedes med tiden til England. Visigoterriget i Spanien gik under ved den arabiske erobring i 711, men er trods mere end et halvt årtusindes muslimsk styre forudsætningen for det moderne Spanien. Den politiske decentralisering blev underbygget af udviklingen af de nationale og regionale identiteter, der er karakteristisk for det moderne Europa. Men drømmen om det kristne universalrige levede videre og blev forsøgt realiseret i Karl den Stores kortvarige genoprettelse af det vestromerske rige (800) og i middelalderens løst strukturerede tysk-romerske rige. I en vis forstand er EU den nyeste version af universalriget. EU er samtidig udtryk for ønsket om at bekæmpe de nationale identiteter, som er blevet gjort ansvarlige for Europas politiske splittelse og de mange krige, som har præget verdensdelen. Også vort retsvæsen, blandt andet nævningeinstitutionen og princippet om, at ingen må fængsles uden at få sin sag prøvet ved en domstol, har rod i middelalderen. Det samme gælder universiteterne. Før 1500 var der oprettet omkring 80 universiteter i Europa. Nutidens universiteter er som middelalderens inddelt i fakulteter, og akademiske titler som doktor og magister stammer fra dengang. Også inddelingen i sogne er middelalderlig. Der er også middelalder i mange landsbynavne. Navnet Birkerød betyder Bjarkes rydning, engang blev her ryddet skov, der tilhørte Bjarke. Overalt er middelalderen med os. Det gælder også vore idealer og tænkemåde. Ridderlighed er stadig en kvalitet, og fra middelalderens ridderdigtning har vi fået den idé, at kærligheden bør have fortrinsret, når unge danner par, frem for sociale konventioner og familiernes økonomiske interesser. Fortællingerne om kong Arthur, Njals saga, Dantes Den guddommelige komedie, Boccaccios Dekameron og Chaucers Canterbury Tales er blandt middelalderens bidrag til verdenslitteraturen. Dens litterære og virkelige skikkelser appellerer i særlig grad til fantasien. Homeriske helte som Akilleus, Hektor og Odysseus er en del af vor kulturelle bagage ligesom det græske skæbnedrama. Men det er i reglen middelalderen, der møblerer og befolker fantasiens rum, i øjeblikket med Ringenes Herre og computer- og rollespil i forlængelse af Tolkiens, C.S. Lewis’ (Narnia) og J.K. Rowlings (Harry Potter) verdener. Det var ikke tilfældigt, at det var to middelalderforskere ved universitetet i Oxford, J.R. Tolkien (1892-1973), en kapacitet i old- og middelalderengelsk, og C.S. Lewis (1898-1963), hvis speciale var middelalderens høviske kærlighedsbegreb, der blev skaberne Forord


af de moderne middelalderlige paralleluniverser. Men også på andre niveauer har middelalderen bud til nutiden. Mange er blevet inspireret af middelalderens kristne spiritualitet og har i denne set et alternativ til den værdirelativisering og det reduktionistiske menneskesyn, som ofte gøres til en konsekvens af vestlig rationalitet og sekularisering. Når middelalderen fylder så meget, er det fordi en række basale forestillinger om kærlighed, om ret og uret, om godt og ondt stammer fra disse århundreder, som ikke er så langt væk endda. Men når fantasien har fået sit, skal vi huske, at der også var en rationel middelalder med store tekniske fremskridt. Religionen styrede væsentlige dele af tilværelsen, men det var også i middelalderen, at man begyndte at betragte verden kvantitativt. Ure, kort, dobbelt bogholderi, noder og senere perspektivtegning var alt sammen udtryk for ønsket om at måle og inddele verden for at kunne beskrive den med størst mulig præcision. Den rationelle middelalder har ikke haft samme appel som det mystiske og eventyrlige, men Umberto Eco (født 1932), både forsker og skønlitterær forfatter, har i sine romaner – bl.a. Rosens navn og Baudolino – formået at gøre det sammensatte og modsætningsfyldte i middelalderen, spændingen mellem tro og rationalitet, til selve handlingens drivkraft. På godt og ondt blev fundamentet til den moderne verden lagt i middelalderen. Det er denne proces, som er temaet for min bog, hvor jeg har forsøgt at kombinere det ræsonnerende med det fortællende. Den tidsmæssige ramme er perioden fra Konstantin den Store og kristendommens sejr i 300-tallet til den sorte død, pesten i 1300-tallet. Enkelte temaer, bl.a. hofkultur, riddervæsen og familiehistorie er dog ført op til slutningen af 1400-tallet. Derimod er der ikke forsøgt nogen analyse af pestens virkninger, selvom den medførte en dybtgående social og mental omstrukturering af det europæiske samfund. Hermed er vi nemlig på vej ind i nyere tids renæssance og oplysning, hvilket naturligt hører til i en anden bog. Bogen har været længe undervejs, men det har været mig en udelt glæde at vende tilbage til en historisk epoke, som jeg for en menneskealder siden underviste i ved Odense, i dag Syddansk Universitet. Støtte og opmuntring har jeg modtaget fra mange sider. Frederiksborgmuseets bestyrelse skylder jeg tak for et års orlov, hvor jeg fik lagt grunden til bogen. Det danske Institut i Rom har i flere omgange bevilget mig ophold. Kunstrådets Litteraturudvalg ydede mig et arbejdslegat, der muliggjorde frikøb i efteråret 2007, så manuskriptet kunne afsluttes. Til udgivelsen Forord

13


14

er der ydet støtte fra G.E.C. Gads Fond, Direktør Esben og hustru Tanja Neergaard Dinesens Fond, Konsul George Jorck & Hustru Emma Jorcks Fond og Politiken-Fonden. Alle bedes modtage min ærbødige tak. Fagfæller og kolleger har læst og kommenteret udkast til forskellige dele af bogen. Jeg er dybt taknemmelig for de mange gode råd og den støtte og opmuntring, jeg har modtaget. Tre yngre forskere lektor Sebastian Olden-Jørgensen, forskningsstipendiat ph.d. Mikael Bøgh Rasmussen og ph.d. Morten Heiberg har gennemlæst det færdige manuskript. Alle er kommet med forslag til forbedringer, som jeg i de fleste tilfælde har fulgt. Særlig tak skylder jeg min hustru cand.mag. Lis Heiberg, der har hjulpet med manuskriptkorrektur, og som med vanligt overblik har slået ned på konkrete fejl og mindre gennemtænkte formuleringer. Frederiksborg den 6. august 2008 Steffen Heiberg

Forord

2f4532b8016941ed9ed4c17a28cf0478  

STEFFEN HEIBERG EuRopaS kuLTuRHISToRIE I mIDDELaLDEREN GaDS FoRLaG Indhold Forord Forord 6 Forord 7 Forord 8 Forord 9 Forord 10 Forord 11 Fo...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you