LEDER: ENGAGEMENT TRODS STILSTAND

Engagementtrods stilstand

Jeg har en drøm.

En sætning fra én af de mest kendte taler i historien. En sætning, som jeg starter dette årsskrift med, fordi vi efter 2020 får brug for vores evne til at drømme om noget bedre for vores samfund.

Black Lives Matter, MeToo, COVID-19, klimakatastrofer og et amerikansk præsidentvalg. Det kan være svært at fastholde interessen for det lokale civilsamfund i Silkeborg kommune, hvis man holder interessen op mod ovenstående verdensomspændende begivenheder. Hvis man fejlagtigt tror, at det kan sammenlignes eller sidestilles. Det kan det naturligvis ikke. Men det er heller ikke hinandens modsætning. Tværtimod ser vi i Frivilligcentret, at verdens kriser får en betydning for det helt nære engagement. Vi kan godt både være bekymret for verdenssamfundet, samtidigt med, at vi gør en lille forskel i vores eget nærmiljø.

I artiklen om frivilligsamtaler kan du læse, at trods verdens tilstand, så drømmer borgere stadig om at kunne bidrage og gøre en forskel lokalt. Nogle giver endda udtryk for, at de ikke har magt til at ændre på de store kriser i verden, men at de i det mindste kan tage ansvar for det nære og det lokale.

Foreningerne tager et ekstraordinært, lokalt ansvar for fortsat at være tilgængelige og skabe rammer for borgere i en udsat livssituation. Det nye partnerskab mod ensomhed i Silkeborg Kommune, Flere i Fællesskaber, har et væld af aktiviteter i støbeskeen og prøvede også de første generationsmøder af i 2020. Frivilligcentret er en del af indsatsen og du kan læse mere om projektet her i årsrapporten.

Varmestuer og andre former for kriseberedskab til udsatte har holdt åbent hele året. Selvhjælp laver styrkende fællesskaber for alle, idrætten og kulturen finder løsninger til, at vi kan mådes på nye måder. Men COVID har også sat nogle former for fællesskab på pause og det har vi holdt til. Og jeg tror, at vi kan holde til det lidt endnu, selvom vi er trætte og lider af afmatning.

Hvad jeg især ser hos mine medlemsforeninger, samarbejdspartnere og hos både nye og erfarne frivillige er engagement, lederskab og håb. Trods nedlukninger møder Frivilligcentret fortsat frivillige og organisationer, der finder på nye, kreative løsninger. Som jeg ser det, formår de at holde modsætninger og rumme Stockdale-paradokset:

“You must never confuse faith that you will prevail in the end which you can never afford to lose with the discipline to confront the most brutal facts of your current reality, whatever they might be” - Admiral James Stockdale.

Den amerikanske viceadmiral James Stockdale var krigsfange under Vietnam-krigen, men han mistede aldrig troen på, at han ville slippe ud i live - samtidigt med at han så den brutale virkelighed og de faktiske kendsgerninger i øjnene. Han klarede otte år i fangenskab, mens de mere optimistiske af hans medfanger bukkede under- de var simpelthen FOR optimistiske.

Vi er naturligvis ikke krigsfanger af COVID. Men Stockdale-paradokset anviser en strategi for at kunne håndtere modgang, uanset hvilken form den har.

De foreninger, borgere og frivillige, der trives bedst under COVID-krisen er dem, der formår at rumme modsætningerne i

Stockdale-paradokset, uden at bukke under for forstørret optimisme.

Frivilligcentret har i 2020 hjulpet foreningerne med at prioritere mellem modsætningerne, ligesom vi også selv har måttet prioritere. Vi har arbejdet hjemmefra, samtidigt med, at vi har hjemmeskolet, og har i perioder måttet lukke vores lokaler helt.

Dette konstante gearskifte slider på en organisation, og vi har måttet skære aktiviteter væk, som ellers er en stor del af vores DNA. Vi aflyste Frivillig Fredag og Sindets Dag, mange af vores netværksmøder, fyraftensarrangementer og foredrag. Nice to have blev erstattet af need to have og at kunne være til rådighed for foreninger, samarbejdspartnere, borgere der havde brug for hjælp, samt nye frivillige. Selvom vi har lidt afsavn, ville jeg ikke have prioriteret anderledes. Mit personales trivsel er vigtigst, og COVID er et maraton, som vi ikke må knække på. Vi må tage iltmasken på først, først da, kan vi til fulde være til andres tjeneste. Jeg anerkender samtidigt det privilegerede vilkår, at selvom vi har mærket et pres, er det langt fra dét pres, som sundhedsvæsenet og plejepersonalet i Danmark har måttet holde til. Den situation har vi ikke haft magt til at ændre, men vi har ved at lukke lokalerne i perioder gjort hvad vi kunne, for at mindske smittespredning. Jeg er ydmyg over for, at det er et lille afsavn målt i forhold til det ansvar, det kritiske beredskab har båret dagligt.

Trods afsavn og prioriteringer, gav vi aldrig slip på drømmen. Det langsigtede håb om, at vi i fremtiden igen kan mødes til netværksarrangementer, større events og festivaler. Hvor vi bevæges sammen, hvor relationer styrkes og hvor vi forbinder os med hinanden. I 2020 fandt vi nye måder til at styrke vores fællesskaber. Børn hjælper hinanden med lektierne online i net-lektiecafé, vi mødes til telefonkaffe på tværs af generationer, Danmark Spiser Sammen over facetime, Red Barnet rykker ud i lokalområdet med pakker til udsatte familier, vi mødes til webinarer og borgere får hjælp fra diverse telefon- og chatrådgivninger.

Det vil aldrig kunne erstatte det fysiske møde. Vi skal nok slippe ud på den anden side- men indtil da, må vi rette ind efter fakta. Vi bliver nødt til at prioritere fra og se de hårde kendsgerninger i øjnene samtidigt med, at vi bevarer håbet.

Imens drømmer vi. Lad os sammen drømme om en fremtid, hvor vi bevarer evnen til at prioritere, samtidigt med, at vi insisterer på, at den lille forskel også har betydning. Dén kan vi kontrollere. Vi kan bidrage lokalt og nære den lille drøm, imens den store er sat på pause.

God læselyst i årsskrift for 2020, måske kommer du i tanke om en lille drøm for dig.

Centerleder, Camilla Stenhaug Pedersen