
2 minute read
NYT PROJEKT SKABER FOKUS PÅ LIVSGLÆDE
I en verden fyldt med journaler, udfordringer, sagsbehandlinger, mål og krav, kan livsglæde risikere at træde i baggrunden eller helt forsvinde.
For hvordan kommer unge igennem en uddannelse når psyken driller eller funktionsniveauet ligger til en pension? Der er hjælp at hente, men at nå til en afklaring og forudsigelig fremtid kan for mange borgere være en svær og hård vej.
Advertisement
Nu giver et nyt projekt et ekstra værktøj til medarbejdere, der arbejder med sårbare. Projektet hjælper både ansatte og borgere med at finde ind til lige præcis dét, der giver livsglæde og energi for den enkelte. For når livet er svært og gør ondt, er det ekstra vigtigt at have holdepunkter, hvor der lades op og smil kommer frem.
”Trinvis inklusion i lokale fællesskaber” åbner op for civilsamfundets mangfoldighed. Her er plads til alle, ligegyldigt hvilken interesse, alder, uddannelse eller hårfarve man har. Frivilligcentret taler med den unge om drømme, erfaringer og ønsker for at finde lige netop dét, der giver værdi i hverdagen. I en hverdag, der er mørk og hvor drømmene er væk, kan det tage tid at finde noget, der giver mening – og det er okay. Frivilligcentret samarbejder med den unge og bostøtten om, hvad der passer ind i den unges hverdag og hvilke aktiviteter, der skal afprøves. ”Projektet er med til at styrke, at borgerne kan komme ud og få noget indhold i deres liv. Der har ikke været fokus på civilsamfundet fra vores side og civilsamfundet har nok heller ikke haft så meget fokus på os før nu” – Michael Strandgaard Krause, Funktionsleder, Team Øst og Team Birkeparken, Socialafdelingen
Michael Krause er begejstret for samarbejdet med Frivilligcenter Silkeborg og projektet ”Trinvis inklusion i lokale fællesskaber”. Her nævner han særligt de snakke, der kan blive afledt af et møde med projektet. Projektet åbner op for andre arenaer og nye vinkler med et fokus på ressourcer, glæde og indhold i hverdagen. Eksempelvis kan et møde med projektet resultere i, at en borger begynder til Rollespil i den lokale forening. Borgeren er glad for at være afsted og melder sig ind i foreningen. Dette kan aflede en god snak om budget og økonomi mellem bostøtten og borger.
Michael Krause er glad for, at der er kommet et værktøj hans ansatte kan gøre brug af, hvor livsglæde er udgangspunktet.
Helene Langgaard, Frivilligcenter Silkeborg
Kort om projektet:
Projektets formål er at inkludere psykisk sårbare i et fællesskab gennem idræt og at etablere et tværsektorielt netværk, der gennem paratgørende forløb og brobygning sikrer målgruppens fastholdelse i et foreningstilbud. I foreningslivet får målgruppen nye relationer, hvilket bidrager til at reducere social eksklusion og uønsket ensomhed.