
6 minute read
FRIVILLIGSAMTALER
- når engagement kobles til fællesskab og skaber lokal sammenhængskraft.
Silkeborg Kommunes civilsamfund bobler med foreninger, events, netværk og grupper. Om det er idræt, kreativitet, socialt arbejde, skak, bålhygge, terapi, festivaller eller noget helt andet du brænder for; så kan vi med en frivilligsamtale guide dig til et fællesskab, som du kan lægge dine kræfter og dit hjerte i.
Advertisement
Nedenfor kan du læse fire meget forskellige beskrivelser af en frivilligsamtale og hvordan vi griber en henvendelse fra en potentiel frivillig an.
Paletten er bred
Der kan være vidt forskellige grunde til, at man ønsker at blive frivillig. Et frivilligt arbejde kan give fællesskab, mulighed for at gøre en forskel, styrke kompetencer, udfordre og skabe nye oplevelser. Nogle står i en overgangsperiode, hvor de skal skifte det vante arbejdsliv ud med pension. En ny hverdag skal formes, men hvad skal man vælge, når alle muligheder er åbne? Skal man fortsat bruge sine faglige kompetencer eller er det nu man skal prøve en hel anden boldgade af?
Her kan hjemmesiden frivilligjob.dk eller en frivilligsamtale guide dig i den retning, der passer lige netop til dig og hvor du er i livet. I Frivilligcenter Silkeborg hjælper vi dig til et godt match med en forening eller et projekt, der mangler netop dig som frivillig. Vi tager udgangspunkt i dine ønsker og forventninger til et frivilligt arbejde og guider dig gennem de mange tilbud. Er det vigtigt for dig, at dit frivillige arbejde er forankret i lokalområdet eller vil du køre for at være en del en aktivitet, du brænder for? Ønsker du at bruge din faglighed, eller vil du gerne prøve noget helt nyt og møde en målgruppe, som du ikke har været tæt på før?
Vi ser på, hvad der motiverer dig
Motivation er ikke en singulær størrelse, derfor er to frivilligsamtaler aldrig ens. Det er individuelt, hvad vi motiveres af og det forandrer sig gennem livet. For nylig havde jeg en frivilligsamtale med en engageret, ung kvinde. Hun er snart færdig med sin uddannelse. Hun er glad og spændt, men også nervøs. For en ting er at studere og vide teoretisk, hvordan en opgave skal løses, men en anden ting er praksis. Hun vil ud og få jord under neglene – bruge sin faglighed og afprøve forskellige retninger indenfor sit felt. Et frivilligt arbejde kan her bane vejen til et fagligt netværk og være de første skridt hen mod drømmejobbet. Den unge kvinde engagerer sig efter vores samtale hos en forening, der har et godt samarbejde med kommunens socialafdeling. Hos dem kan hun starte med at få en fod indenfor.
Frivilligt arbejde som integration.
For andre er det ikke drømmen om en karriere, der leder dem mod frivilligt arbejde, men ønsket om at bidrage til det danske civilsamfund, selvom man ikke endnu er dansk statsborger. I mange kulturer er frivilligt arbejde en selvfølgelighed og noget man er vant til, men uden at engagementet eller ansvaret er formaliseret, eller har mærkatet ”frivilligt arbejde”. I november kommer en mand til samtale. Han arbejder meget, men enkelte aftner i løbet af en måned og i weekenderne, vil han gerne være frivillig. Han vil gerne bidrage, hvor der er brug for det, så længe han også kan passe sit arbejde. Han lyser op, da samtalen kommer ind på frivilligt arbejde, hvor man bruger sine hænder til at hjælpe andre. Han har et godt tag på værktøj og vil gerne gøre en forskel for andre, der ikke er praktisk anlagt. Da mødet slutter, har han aftaler med Kirkernes Sociale Arbejde (KSA) Praktisk Hjælp team og en genbrugsforretning om frivilligt arbejde.
Faglighed med i livet efter arbejdsmarkedet
Kirkernes Sociale arbejde blev uventet et samtaleemne, da en mand kom ind for at høre nærmere om rollen som bisidder. ”Jeg har hørt, man kan være bisidder – det tror jeg gerne jeg vil”. Vi taler om funktionen, hvilke kompetencer der er vigtige og i hvilke situationer, der er brug for en bisidder. Han passer ind i rollen og kan lide fleksibiliteten, og at han kommer til at
møde forskellige mennesker. Han føler, han har mere at bidrage med, selvom en pension venter lige om hjørnet. Vi taler om hans arbejdsliv og hvad der giver ham livsglæde. At tale om livsglæde udover arbejdsevne og interesser giver anledning til at drøfte de mange muligheder for fællesskab i civilsamfundet. Det kan hjælpe med at be- eller afkræfte den idé, borgeren havde inden mødet. Indimellem kan det åbne for helt nye muligheder, man ikke vidste, var der.
Kirkernes Sociale Arbejde gør en stor forskel for rigtig mange. Foruden Praktisk Hjælp har de Økonomisk rådgivning. Økonomisk Rådgivning modtog Silkeborg Kommunens Frivilligpris 2019 for deres store indsats med at hjælpe borgere med økonomien. De frivillige hjælper med at kontakte kreditorer, udarbejde budget, skabe overblik over økonomien og meget mere. For at være en del af dette frivilligteam, skal man have specifikke faglige kompetencer. Gennem min samtale med manden har jeg fået indblik i, at han netop har disse evner og derfor fortæller jeg om det arbejde foreningen laver og det behov, der er for hjælpen i Silkeborg Kommune. Her kan han gøre en forskel for andre, samtidigt med, at han bruger sin faglighed. Både bisidderrollen og frivillig økonomisk rådgiver er varierende i både tid og indhold, perfekte til det nye kapitel, han snart tager hul på som pensionist.
Levet liv kan gøre en forskel for andre
Et liv med misbrug, hårdt miljø og på kanten af loven. Sådan var mit liv engang, fortæller han. Ingen skal der ud, hvor jeg har været. Manden, der sidder i stolen over for mig, har haft en hård og lang kamp væk fra et liv med lette penge, forkerte venner og stoffer. Nu er han i en helt anden verden, en verden, hvor der er over-skud. Overskud på arbejdet, overskud i familien med konen og børn, som hen elsker over alt i verden. Det overskud og hans historie, er grunden til, han vil være frivillig. Han vil gøre en forskel for et barn.

Særligt når man går ind i et frivilligt arbejde med børn, er det vigtigt at have afklaret, hvor meget tid og energi, man kan investere. Hvor længe man har lyst til at forpligte sig og i hvilken grad. Der findes frivilligt arbejde, hvor man kan lave aktiviteter for børn en kort periode og frivilligt arbejde, der skaber en livslang relation. Han vil det sidste. Han ønsker at være der for et barn, der har brug for en ekstra voksen. Han sættes i kontakt med Børns Voksenvenner, der hvert år matcher mange børn med voksne og ”store søskende”. I Børns Voksenvenner får frivillige en central rolle i børnenes liv i mange år. Det kan gøre en verden til forskel for et udsat barn at blive set og hørt.
Livet forandrer sig
Overhalingsbanen bliver udskiftet med at blive rollemodel og have overskud. Et liv på arbejdsmarkedegt ændrer sig til en pensionstilværelse. Et skridt tættere på en opholdstilladelse bliver taget og den studerende skal for første gang prøve sin faglighed af. Et frivilligt arbejde kan mange ting og der kan være mange forskellige grunde til, at vi ønsker at engagere os og bidrage. I civilsamfundet er der noget, der passer til alle, lige meget hvor man er i livet.
Vil du også have et frivilligt arbejde?
Se på frivilligjob.dk og søg efter lige netop den kategori, du finder spændende. Er det svært at finde rundt i alle mulighederne, er Frivilligcentret altid klar til at guide dig.
Frivilligjob.dk
Frivilligjob.dk er Danmarks største jobportal for frivilligt arbejde – stedet, hvor foreninger og frivillige mødes. Hvert år bruger knap 13.000 mennesker frivilligjob.dk til at finde et frivilligt arbejde, og organisationer opretter mere end 7.000 jobopslag, hvor de søger frivillige til besøgstjenester, lektiecaféer, mentorordninger, spejdergrupper, kulturelle events, som viceværter og meget, meget andet.