
2 minute read
FLERE I FÆLLESSKABER
Nyt partnerskab skal vise veje ud af ensomhed og ind i fællesskaber i Silkeborg Kommune
Flere i Fællesskaber er et nyt, stort og ambitiøst forsknings- og udviklingsprojekt, hvormed Silkeborg Kommune sætter ensomhed og fællesskaber på dagsordenen i en fireårig periode, fra 2020 til 2024.
Advertisement
I samarbejde med borgere, foreninger, skoler, erhvervsliv, lokale medier, fonde og forskere samles og udfoldes de bedste ensomhedsbekæmpende indsatser fra ind- og udland i Silkeborg Kommune. Målet er at skabe ”drømmekommunen”, hvor alle borgere kan finde vejen ud af ensomhed og ind i gode fællesskaber og samtidigt undersøge, hvilke indsatser der virker i kampen mod ensomhed samt udbrede disse til andre kommuner.
Der er mange skridt på vejen til ”drømmekommunen”
For at sikre meningsfulde og relevante tiltag vil projektet bl.a. invitere borgere, der selv har været i berøring med ensomhed til at være medskabende på aktiviteter og indsatser. Ansættelsen af en ”Fællesskabsguide”, som kan hjælpe alle med behov ind i relevante fællesskaber, er også et af projektets vigtige tiltag. Dette skal sikre, at alle i kommunen kan få hjælpen til at lokalisere et relevant fællesskab samt blive hjulpet over ”dørtrinnet” til dette fællesskab. De mange nye og styrkede fællesskaber kræver naturligvis alle stærke kræfter. Grundet dette gennemføres bl.a. en stor kampagne, som skal gøre alle i kommunen opmærksom på at give hinanden en håndsrækning til at blive del af et fællesskab. Flere i Fællesskaber vil flette forskelligartede initiativer ind i hinanden, så fx unge med tilknytning til væresteder involverer sig på lokale plejecentre o. lign. Nogle af disse sammenflettede indsatser er en del af projektets mål om at skabe generationsmøder, hvor unge og ældre kan få glæde af hinandens forskellige ståsteder i livet.
Unge og ældre mødes og styrkes i fællesskab
Udbredelsen af generationsmøder vil give unge mennesker mulighed for at spejle sig i ældre borgere med større
livserfaring, som kan give dem en modvægt til presset omkring uddannelse, karriere og socialt liv. Samtidigt vil de ældre borgere opleve glæden ved relationer til unge mennesker og erfare, at der er brug for deres livsekspertise i relationen. Billedet ovenfor er fra en samtaleaften mellem unge fra Silkeborg Højskole og ældre fra Ældre Sagen.
Vanja Horvat Pedersen, Flere i Fællesskabers sekretariat.
Det stærke partnerskab bag
Bag står Silkeborg Kommune, DEFACTUM – Region Midtjylland, Mary Fonden, Ældre Sagen, Fonden Ensomme Gamles Værn, Frivilligcenter Silkeborg, InnovationSilkeborg, Selvhjælp Silkeborg, Silkeborg Højskole, Ventilen, Jysk børneforsorg/Fredehjem, Jyske Bank, Come Together og Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden), der har forpligtet hinanden på at arbejde sammen om at bekæmpe ensomhed. Partnerne er trådt sammen, fordi der er brug for alles viden, kompetencer og kapacitet.