
2 minute read
BEVÆG DIG SAMMEN
Jeg hørte engang en klog mand sige, at han gerne så, at vi i Danmark gik lidt tilbage i tiden, til dengang hvor man gik til naboen, familie og venner, når lokummet brændte. Når man fik et barn, blev syg, ikke havde flere penge, eller andet. NÆSTEHJÆLP kaldte han det. Han mener, at vi i dag har Førstehjælp, hvor det er det offentlige der hjælper, og tager hånd om sådanne situationer. Han vil ikke afskaffe penicillinen, respiratoren eller andre gode hjælpeforanstaltninger. Men han vil gerne tilbage til Næstehjælp, der hvor man ser ind til naboen, om der skal noget med fra Føtex, når man går alligevel, hjælper hinanden, har blik for hinanden, at vi ser hinanden. Manden hedder Jakob Birkler, og var på det tidspunkt formand for Etisk råd.
Forskning viser, at det er afgørende for vores trivsel, helbred og livskvalitet, at vi har mulighed for at være en del af et fællesskab. At vi er aktive, tager ansvar og at vi kan være til nytte for andre end os selv. Ikke kun fællesskab, men også det at bevæge sig sammen har en positiv betydning for vores trivsel, samt fysiske og mentale sundhed. Erfaringer viser, at den forbedrede trivsel desuden har en positiv betydning for mulighederne på beskæftigelsesområdet. Dette er præmissen for projektet Bevæg dig sammen. Det er et tilbud, hvor unge på Ungeguiden i Silkeborg kan få hjælp, inspiration og guidning til, hvilket fællesskab, der passer lige netop dem. Der bliver arbejdet ud fra hvilke ønsker, drømme og interesser den enkelte har. Foreningsverdenen rummer et hav af muligheder. Disse muligheder og tilbud kan dog være svære at navigere i, især hvis livet er svært. Mentorer, socialrådgivere og kontaktpersoner kan henvise unge til tilbuddet. Herefter tager brobyggeren en samtale om frivillighed, interesser og muligheder. Brobyggeren har viden om fællesskaber og muligheder i civilsamfundet og kan støtte og guide den unge ud i fællesskaberne.
Advertisement
De unge har kastet sig ud i SUP, Esport, kor, pole fitness, boksning og meget andet. De oplever, at det giver livsværdi, rutine, struktur, selvværd, anerkendelse, indhold, overskud, succesoplevelser og troen på at kunne klare et arbejde. Flere af de unge er selv blevet frivillige i foreningerne, og oplever at de kan noget, at der er tillid til dem og at det ikke spiller den store rolle, hvilke udfordringer, de ellers måtte have. De oplever sig respekteret og værdsat. De deltager i kurser og tager initiativ til nye aktiviteter i foreningerne. Foreningerne er imødekommende, kreative og gode til at se muligheder.
Mariane Bech Nedergaard, Bevægelsesbrobygger, Frivilligcenter Silkeborg
Kort om projektet:
»Bevæg dig - sammen« er et tværfagligt samarbejdsprojekt mellem Silkeborg Kommune og civilsamfundet. Samarbejdspartnere i projektet er Beskæftigelsesafdelingen (Sygedagpenge og Jobafklaring samt Ungeguiden), Kultur- og Fritidsafdelingen, Sundheds og Omsorgsafdelingen, Frivilligcenter Silkeborg, DGI Midtjylland, 3F og FOA. Den overordnede målgruppe i projektet er borgere i særlig risiko for udvikling af livsstilssygdomme, herunder borgere udenfor arbejdsmarkedet og/eller i risiko for nedslidning på arbejdsmarkedet. Borgerne rekrutteres fra: Ungeguiden, Sygedagpenge og Jobafklaring, Sundhedshuset, 3F og FOA.