Herbert Marcuse NEGAT IONER
Udvalgte essays imod kapitalismens herredømme
Oversat ogmedindledningaf
FrederikBorisHylstrupOlsen
MULTIVERS
Negationer – Udvalgte essays imod kapitalismens herredømme
Af Herbert Marcuse
Oversat og med indledning af Frederik Boris Hylstrup Olsen
Udvalgte tekster fra Negations (Beacon Press 1968)
Printed with permission of the Literary Estate of Herbert Marcuse, by Harold Marcuse, executor. The copyright is held by the Marcuse Family. Teksternes originaltitler: Philosophie und kritische Theorie (1937) og Aggressiveness in Advanced Industrial Societies (1968)
Denne udgave © Forlaget Multivers ApS, 2025
1. udgave, 1. oplag 2025
Omslag: Emil Stephensen
Sats: Jonas Damgaard-Mørch
Tryk: Totem
Printed in Poland
ISBN 978-87-7917-672-0 www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.
Aggressivitetidehøjtudvikledeindustrisamfund63
Fornuftens kritiske kraft
Marcuse som en nødvendig tænker for en aktuel kapitalismekritik
Introduktion af Frederik Boris Hylstrup Olsen
Vægringens tænker
Herbert Marcuse (1898-1979), den tysk-amerikanske filosof og socialteoretiker, der siden starten af 1930’erne foretog sønderrevnende analyser af det højtudviklede industrisamfunds udbytning af mennesket, er en af kapitalismekritikkens mest konkret samfundsnære, samtidsdiagnostiske og dermed empirisk informerede stemmer. Således har Marcuse rettet sit skarpe filosofisk og psykologisk baserede analytiske blik mod sin samtids samfund og disses kapitalistisk styrede konstitutioner samt den populær-, kunst- og forbrugskultur, som er tæt forbundet hermed.
Den aktuelle kapitalismes profitorienterede dominans over mennesker og natur har stigende og snart irreversible ulighedsskabende og klodedestruktive konsekvenser. En vægringens tænker og en negationens filosof må der til! Marcuse var en af de samfundsteoretikere, der i tilknytning til Frankfurterskolen i starten af det 20. århundrede udarbejdede den ”kritiske teori”, som netop søgte alternativer til kapitalens
undertrykkelseslogik. Marcuse er således en skelsættende stemme og en forløber for den kapitalismekritik, der aktuelt ser navne som Hartmut Rosa, Rahel Jaeggi, Søren Mau, Antonio Negri & Michael Hardt, Nancy Fraser mfl. videreføre kritikken.
Teksterne i denne bog er kritiske essays, der begge på forskellige måder udtrykker Marcuses tanker om et én-dimensionalt samfund, som skaber overflødige behov og pålægger det frie menneske markedsmaskineriets udbyttende logik.
Det tidligste af disse essays, ’Filosofi og kritisk teori’ fra 1937, er skrevet, mens Marcuse arbejdede på Institute for Social Research i New York. Dette centrale forskningscenter for kritisk teori, med øvrige medlemmer såsom Theodor W. Adorno og Max Horkheimer, var oprindeligt baseret i Frankfurt (deraf tilnavnet ’Frankfurterskolen’) og hed Institut für Sozialforschung, men blev tvunget i eksil af det nationalsocialistiske styre. Dette tidlige essay er således skrevet i den kritiske teoris spæde begyndelse og i en periode, hvor det stadig var usikkert, hvorvidt teknologiske og økonomiske fremskridt, der forsøgte at bekæmpe datidens fascistiske bevægelser, ville føre til nye sociale strukturer, som kunne bane vejen for en anden livsform end den kapitalistiske, eller om de derimod ville styrke denne kapitalisme, som netop lagde grobund for fascismens opkomst.
Teksterne i denne bog kredser alle om denne usikkerhed, men udtrykker samtidigt et håb om et mere humant samfund. Marcuse (og Frankfurterskolen generelt) identificerede netop fascismens fremkomst i det etablerede, højtudviklede industrisamfunds totalitarisme, og den kritiske teori, som kunne formå at identificere samfundets skjulte, men dog meget virkelige totalitære tendenser, var netop en første indgang til at beskrive et alternativ – en negation – til det eksisterende samfund.
Tekstudvalget i den bog, du nu sidder med, er altså et udpluk af smertelige negationer til det etablerede, som den dag i dag kan findes lige aktuelle og beklageligt nødvendige.
Teksterne er blevet nøje udvalgt til at præsentere Marcuses grundlæggende tanker om kultur- og industrialiseringskritik; om hvordan denne kritiske impuls fordres eller lukkes af kapitalismens produktionsmåder og påvirkninger af levestandarden; om den marxistiske arv, sådan som den prægede Frankfurterskolens samfundsteori; og om filosofiske grundanskuelser som eksempelvis forholdet mellem universalistiske menneskelige vilkår og det enkelte individs behov.
Afsløringens hermeneutik
På skarpsindig kritisk vis demonstrerer Marcuse i disse essays, hvordan det kapitalistiske samfunds totalitære styre maskeres under behovstilfredsstillelsens slør; med større rigdom, bedre
materielle vilkår, flottere huse og biler og umiddelbar forvissende tryghed om krigsfred og militær oprustning opererer totalitære kræfter i en beherskelse af individet – og dette i en for borgersubjekterne nærmest samtykkende relation.
Men dette er ifølge Marcuse ikke frihed; det totalitære samfund opererer efter egen logik. Mennesket undertrykkes, og naturen udbyttes i akkumulationens navn, og menneskets tilsyneladende frihed og velstand er blot moduleret under det totalitære samfunds administration – skabt i dets billede.
Dette svækker ønsket om anderledes eksistensvilkår, større frihed og bedre økologiske vilkår og gør en negation af det bestående til en nærmest umulig udfordring for mennesket.
Mennesket i det højtudviklede industrisamfund, under kulturindustriens og de falske behovs trældom og trolddom, befinder sig altså i en position præget af en epistemologisk blind vinkel. Uligheden, udbytningen og repressionen er ikke til at se – i hvert fald ikke i det totale omfang, som på ideologisk og autoritært plan indvirker på hele menneskeheden. At belyse denne vinkel, at afsløre den tildækning, som luksusvarerne, det diskursivt lukkede sprog og den lammede kritik lægger hen over tilværelsens ”sande” betingelser, er en erkendelsessøgende strategi af afdækning og afsløring. Som den franske filosof Paul Ricœur har anført, har en ’mistankens hermeneutik’ været en gængs teoretisk tilgang for tænkere som Nietzsche, Marx og Freud, som søger at afsløre usandheder, der dækker over virkelighedens reelle betingelser
(Ricœur, 1970). Ved at forfølge mistanken om en fordækthed, for eksempel over udbytningen af arbejderklassen, sådan som Marx gjorde det, eller over en seksuel drift, som under dække sublimeres til kulturelle bestræbelser, sådan som Freud gjorde det, sættes en lid til den sunde skepsis, som således kan tillade indsigt i den skjulte sandhed.
Denne bevidsthed om overfladefordrejede omstændigheder – hvad end disse er forvrængningen af behov og disses tilfredsstillelse, forbrugerismens døsende og dulmende lindring af ulighedens og arbejdsforholdenes elendighed, reklamens forvrængning af kærlighed og seksualitet eller positivismens forestillinger om objektiv og værdifri videnskab, der baner vejen for uhæmmet teknologisk udvikling og teknokratisk udbredelse forklædt som fremskridt – må den negerende samfundskritiker tilegne sig.
Hos Marx var det eksempelvis ikke tilstrækkeligt at benytte sig af ”mikroskop eller kemiske reagenser” til at analysere de økonomiske former i det borgerlige samfund; man måtte i stedet ty til ”abstraktionsevnen” (Marx, 1970, s. 92). Marcuse lader dog ikke den samfundskritiske tanke eksistere alene på det abstrakte plan. Uafhængigheden af tanken i abstraktionen er en falsk frihed, som tjener det borgerlige samfunds fortsatte herredømme (denne bog, s. 55). Denne model af udpegning af et reservat for behersket og kontrolleret frigørelse, som så til gengæld tillader den magthavendes frie udfoldelse i alle andre områder end den reserverede dimension, er
gennemgående hos Marcuse, under betegnelsen ’repressiv tolerance’ (Marcuse, 1972). Således risikerer frigørende og revolutionære bestræbelser at slå om i deres egne modsigelser: Protestkunst og marxistiske og revolutionære bøger sælges i de store indkøbscentre. Sex integreres i forholdene på arbejdspladsen og inden for reklameverden. Hermed fordømmes oppositioner til at være ikke-radikale og borgerligt tilladelige.
Som Marcuse skriver, kommer abstraktheden i den kritiske teori ikke af at flygte fra den aktuelle tilstand, men af at orientere sig mod den fremtidige tilstand af menneskeheden (denne bog, s. 52). Således må den kritiske teoris transcenderende bevægelse mod en anden virkelighed ikke erstattes af blot et nyt abstraktionsniveau, men af selve den rationelle virkelighed.
Også Nietzsche var optaget af en løsrivelsesbevægelse i sin historiske, samfundsmæssige og kulturkritiske betragtninger. Nietzsche søgte at forme sin betragtningsmåde på en allokronisk og fundamental ”utidssvarende” måde, og snakkede sågar om at tyde vores ”jordeliv” ”fra en fjern klode” (Nietzsche, 1993, s. 127). Med dette placerer Nietzsche sig i en pionerende position af samfundsobservation, hvorfra han på behørig og ophøjet afstand kan overvåge kulturelle, sociale og antropologiske formationer og mønstre. ”Lige fra Platon til Rousseau” har der ifølge Marcuse eksisteret tanker om det pædagogisk opdragende diktatur, som kun kan udøves af dem, der har tilegnet sig viden om det sande gode (Marcuse,
1969, s. 58). Tanken om det såkaldte pædagogiske diktatur er en af de mere kontroversielle af slagsen fra Marcuses univers, men forestillingen om den udtrædende tænker, der netop af adskillelsen fra de givne strukturer tillades et fuldt overblik over disses mønstre (tænk for eksempel på Platons statsregerende filosofkonge), er mangfoldigt repræsenteret i den socialvidenskabelige historie.
Kapitalismeimmanensens metafysiker
Marcuse er først og fremmest filosof, og når der således tales om seksualitetens omformning til Eros, fornuftgørelsen af samfundets irrationalitet, eller om at gøre samfundets individer bevidste til at se deres individuelle interesser, og hvordan disse strider imod samfundets ufornuft, er der ikke tale om partiprogrammatiske positioneringer, men snarere om iboende uoverensstemmelser og metafysiske modsigelser, som dermed bærer på kimen til erotisk emancipation, social og arbejdsmæssig frigørelse og civiliserende bevægelser, tydet i selve kapitalens egen, immanente logik. En skelnen mellem ”sande” og ”falske” behov tænkes således ikke biologisk deterministisk eller transcendentalfilosofisk af en kapitalimmanensens metafysiker som Marcuse. Disse objektive og universelle livsbetingelser betragtes snarere som antropologiske vilkår, der strengt taget må imødekommes for at skabe et blot eksistensberettiget livsgrundlag.
Det ”sande” og det ”falske” ved behov angiver for Marcuse historisk bestemte betingelser og står i forhold til den enkeltes optimale udvikling og til optimal udnyttelse af materielle og intellektuelle ressourcer. For Marcuse er disse begreber altså strengt empiriske og objektive, og graden af sandhed og falskhed defineres således ikke af samfundets krav og står ej heller som sociale konstruktioner af relativistisk art, men er snarere universelt gyldige og henholder sig til menneskers vitale behov og frihed. To værdidomme kan siges at være knyttet til udtalelsen af sande og falske behov: For det første den dom, at menneskets liv er værd at leve, og at det bør leves. For det andet den dom, at der i samfundet eksisterer ressourcer til at opnå optimal udvikling og tilfredsstillelse af den enkeltes behov med minimum af slid og elendighed. Når Marcuse således skriver, at den kritiske teoris filosofiske begreber hverken kan reduceres til blot fagtraditionelle begreber inden for de akademiske discipliner af henholdsvis økonomi og filosofi, men at teoriens filosofiske indhold snarere skal betragtes som afledt af samfundets økonomiske struktur (denne bog, s. 25-26), skal det altså forstås sådan, at Marcuses teoretiske univers baserer sig på et strengt empirisk imperativ, hvor virkelighedens materielle forhold dikterer filosofiens karakter.
For Marcuse er den kritiske teori en tænkningens transcenderende bevægelse ud over det bestående, der peger mod tingenes tilstand, som de har potentiale til at være og i
streng forstand burde blive til. For at kunne gennemføre denne normativt informerede transcendens må tænkningen forsynes med almenbegreber om det universelt gyldige i forbindelse med menneskets gode liv. Begreber om det gode, det sande, det retfærdige og det rationelle, som Marcuse behandler i disse essays, tilbyder således kategorier, som tillader tænkningen at strække sig ud over det blot umiddelbart tilfredsstillede menneske i et samfund, der skaber og stiller behov som essentielle elementer i en produktions- og forbrugslogik. Denne formel til at tillade tænkningen at gå ud over det bestående udfoldes indgående i Marcuses sene hovedværk, Det én-dimensionale menneske (1969), hvor hovedtesen lyder, at produktionsapparatet i det højtudviklede industrisamfund legitimeres af dets funktion i at tilfredsstille menneskers livsvigtige behov. Det modsatte er imidlertid sket ifølge Marcuse: Produktionsapparatet har på totalitær vis sneget sig ind i alle afkroge af den menneskelige tilværelse og tilfredsstiller netop ikke de livsvigtige behov, men snarere de af den industrielle civilisation skabte merbehov, de såkaldt falske behov (Marcuse, 1969, s. 24). Tilfredsstillelse af disse behov giver muligvis den enkelte en følelse af tilfredshed, men hæmmer evnen til at erkende tilværelsens elendighed. Denne erkendelseskonstruktion som en formel til at gøre sig bevidst, hvordan mennesker beherskes af en én-dimensional tænkning, ser altså sine første analytiske og begrebsmæssige anvendelser i disse tidlige essays.
Dimensionerne
En gennemgående figur i Marcuses begrebsunivers er dimensionen. Således forstås for eksempel ’den æstetiske dimension’
som noget, der kan minde om et rige eller et sted, adskilt fra den materielle produktionsproces, hvor kunsten kan bestride den bestående virkeligheds monopol på at afgøre, hvad der er ”virkeligt”. ”Kunsten åbner en dimension”, som Marcuse skriver (Marcuse, 1979, s. 94), hvor den opdigtede, forestillede verden kan blive ”mere virkelig end virkeligheden selv” (ibid., s. 39). Lad os tage et eksempel på dette: Når litteraturen eller filmkunsten præsenterer os for forhold, som skildrer ulighed eller kønsminoriteter, der falder uden for den umiddelbart gængse opfattelse af heteroseksuelle og ciskønnede identiteter, så kan mennesker, hvis faktiske væren i verden repræsenteres af disse skildringer, muligvis se sig i højere grad reflekteret i disse fiktioner end i de ”virkelige” opfattelser og domme, som kan versere i politiske og offentlige diskurser. Benægtende udtalelser om selve eksistensen af menneskers væren i verden, for eksempel transpersoners seksualitet og kønsidentitet, om eksistensen af fattigdom eller racisme i et land som Danmark, eller om, hvorvidt den globale opvarmning og klimaforandringerne overhovedet finder sted, er således virkelighedsfornægtelser fra den faktiske virkelighed, som mystificerer og uvirkeliggør
virkeligheden. I så henseende kan den æstetiske dimension omfavne en virkeligere virkelighed.
Ordet ”dimension” kommer fra det latinske dimensio, hvilket er sammensat af præfikset dis-, som angiver en opsplitning og en spredning bort fra noget i forskellige retninger, og metiri, som betyder ’måling’. Dimensionen er altså et geometrisk begreb, som angiver en måling af udstrækninger af retninger.
At tænke med dimensionen indebærer efter denne forståelse en anerkendelse af udstrækningernes diversitet, af koordinaternes fragmentering (for eksempel længde, højde, bredde) og af flerfoldsplaner, dvs. opsplitningen af niveauer og områder. Med andre ord er tænkningen med dimensionsfiguren som filosofisk begreb med til at tillade en overskridelse af den givne virkelighed. Når Marcuse anvender kritisk teori til at afsløre, hvordan menneskets og naturens foreliggende virkelighed står i modsætning til menneskets og naturens indre potentialer – hvordan for eksempel begreberne lykke og essens vidner om en indre splid, da disse (endnu) ikke er aktualiseret, og hvordan idéer om menneskets autonomi, inderlighed og tilfredsstillelse snarere kommer til udtryk i ufrihed, tilpasning og afkald (Marcuse, 1965, s. 10) – så påkalder han sig denne dimensionalt orienterede tænkning om et andet, endnu ikke aktualiseret værensplan.
Når først erkendelsen om den sande dimension af menneskelig lykke opnås, når sløret altså endelig er blevet løftet og én-dimensionaliteten er blevet forstyrret, konfronteres ne-
gationens kritiske tranformations- og emancipationsudøvere af endnu et problem: Så længe det etablerede samfund ikke tillader hverken at anerkende eller at virkeliggøre sandheden, kommer denne til at antage utopisk og uvirkelig karakter. For Marcuse er den kritiske teoris fasttømrede blik på menneskets sande væren en stædig fastholdelse af idéen om lykke, nydelse, fred og rationel samfundsformation. Den kritiske teori er ifølge Marcuse ikke utopisk vævende, da den drager sine aspirationer fra de konkrete tendenser i den aktuelle sociale virkelighed. Transcendensen er dermed immanent, dvs. virkeligheden bærer på kimen til aktualiseringen af dens sande potentialer.
Marcuse skrev sin habilitation om Hegels ontologi. Hegel, den tyske idealismes transcendentalfilosofiske frontfigur, som betragtede verdensånden i en uundgåelig proces mod sin egen opfyldelse. Marcuse var også influeret af Marx’ materialistiske og økonomiske filosofi. Marx, som betragtede kapitalens immanente selvudslettelse og dennes latente muligheder for frigørelse, i og med at produktivkræfternes udvikling potentielt kunne muliggøre frisættelsen af menneskets tid til at udfolde sin menneskelighed. Denne forståelse af kapitalen som en historisk omformende kraft mod sin egen afskaffelse, ganske i tråd med de historiefilosofiske forestillinger af toneangiverne Hegel og Marx, præger Marcuses tanker om realisering af menneskers sande behov og verdens sande beskaffenhed. Disse ligger hengemt og dimensionalt latent
og må og vil således bringes til overfladen. Med dette siger Marcuse imidlertid ikke, at potentialet for frigørelse altid har været til stede som en naturligt iboende autenticitet. Som Marcuse skriver andetsteds, er det daværende stadie af samfundets velstand, teknologi og produktivitet, om ikke i nærheden af at kunne måle sig med den socialistiske teoris drømme om ægte frihed og retfærdighed, så da udtryk for ”former, der i betydelig grad er udformet som potentialiteter og negationer af en kapitalisme, der endnu ikke var fuldt udviklet” (Marcuse, 1965, s. 15). Det teknologiske fremskridt, som Marcuse og Frankfurterskolen med forsigtig skepsis og ambivalens betragtede, lod altså først nu til at kunne optegne de begyndende konturer af en mulig frigørelse. Frigørelsen, som ganske vist latent og ikke-aktualiseret, men dermed ikke ahistorisk immanent i for eksempel en heideggersk forstand, er således historisk-materialistisk betinget og afhænger af samfundets virkeliggørelse af disse frihedens potentialiteter.
Negationsbegrebet
Negationer i et samfundsteoretisk og samtidsdiagnostisk perspektiv, som den kritiske teori arbejder i, er modsigelser, protest, afstandtagen og kritik (Marcuse, 1965, s. 9). Negation betyder her benægtelse, men indeholder også det element af ophævelse, som ordet ligeledes bærer på (Larsen, 2011, s. 448). Det negative vil altså ikke blot nøjes med at vægre