STEINHOF
Fra utopi til nazilaboratorium
Essay MULTIVERS
Steinhof: Fra utopi til nazilaboratorium
Af Elo Nielsen
© Forlaget Multivers ApS, 2025 1. udgave, 1. oplag 2025
Omslag: Emil Stephensen
Sats: Silvana Nikolec
Tryk: Totem Printed in EU 2025
ISBN 978-87-7917-668-3 www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.
Udgivelsen er støttet af VELUX FONDEN
FORORD
Når man i dag står foran den pompøse indgang til Steinhofanlægget, som i dag hedder Otto-WagnerSpital, står man foran en indgang opført som en barok æresgård, så ingen vil komme på den tanke, at der bag ved den imposante bygning i barokstil med søjleorden ligger et anlæg, der engang var Europas mest avancerede sindssygehospital ”Der Niederösterreichische Landes – Heil – und Pflegeanstalt für Geistes- und Nervenkranke Am Steinhof in Wien,” som var det officielle navn. Da Steinhof blev bygget i årene 1905-1907, var det et kejserligt prestigeprojekt. Europas største og mest moderne sindssygehospital og tænkt som et utopisk selvforsynende minisamfund, en mønsterinstitution, der skulle stå som model for fremtidige institutionsbyggerier i Europa. Wienermodernismens største offentlige projekt og med alle de indre selvmodsigelser, der på dette tidspunkt følger af en kejserligt understøttet modernisme.
Men også et projekt som efter Første Verdenskrig, opløsningen af det østrig-ungarske dobbeltmonarki og Østrigs mere end tvetydige position under og efter Anden Verdenskrig, går mere eller mindre i glemmebogen. Først med de store udstillinger ”Wien 1900” i årene omkring 1990 bliver en del af periodens arkitekter og designere kendt af en bredere kulturel offentlighed og forsøgt bragt til hæder og ære. Med hensyn til Steinhof når denne proces sin foreløbige kulmination i 2013, da Christian Schuböck udsender bogen Otto-Wagner- Spital ”Am Steinhof” ein potentielles UNESCO-Welterbe. Reelt en ansøgning om at tildele Steinhof den plads i arkitektur- og kulturhistorien, som man mener med rette tilkommer institutionen. I 2021 står det imidlertid klart, at ansøgningen ikke bliver imødekommet blandt andet med den begrundelse, at en del af områdets bygninger er misligholdt og i dag ikke længere bruges til deres oprindelige formål. Men historien om Steinhof er ikke bare historien om en misligholdt institution, det er et lærestykke i, hvordan en historisk periodes radikale omvæltninger og konflikter er skrevet ind i et sindssygehospitals historie. Hvordan politiske, kulturhistoriske
og psykiatriske fortrængninger og fortielser på en række områder skærer hinanden, og hvor der skal en konkret historiserende læsning til for at afdække de mange tilsløringer og forfalskninger for at kunne læse konturerne af de smertefulde tiltag på Vergangenheitsbewältigung, som de senere år har været en nødvendig del af Steinhofs kultur og historie. Hvordan antisemitismen og mere generelt den nazistiske ideologi blev en del af historien om Steinhof, og hvordan institutionen blev en central brik i det nazistiske eutanasiprogram. I den sammen hæng bliver en kulturhistorisk og kulturpolitisk forankret læsning af Steinhofanstalten ikke blot et bidrag til afdækningen af institutionens tilslørede historie og fortrængninger, men et bidrag til et konkret stykke oplysningsarbejde, som kan medvirke til en kritisk granskning af vores fælles europæiske kulturarv, hvor den utopiske tanke fastholdes som et ideelt pejlemærke samtidig med en grundlæggende kritisk skepsis over for enhver forestilling om den realiserede utopi.