Ejvind Hansen Tavshedens opbyggelighed
En bog om at tie stille for at tale
sammen
Tavshedens opbyggelighed – En bog om at tie stille for at tale sammen
Af Ejvind Hansen
© Forlaget Multivers ApS, 2025
1. udgave, 1. oplag 2025
Omslag: Emil Stephensen
Sats: Demuth Grafisk
Tryk: ScandinavianBook
Printed in EU 2025
ISBN: 978-87-7917-661-4 www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.
Til Camille og Johannes. Denne bog er til jer, med tak for jeres finurlige og insisterende spørgsmål. Og jeres tålmodighed og vedholdenhed, når mine første svar ikke helt gav mening.
Indledning
...[så] ville de menneskelige forhold visselig arte sig langt lykkeligere, hvis det i lige høj grad stod i menneskets magt såvel at tie som at tale. Men nu lærer erfaringen mere end tilstrækkelig, at menneskene ikke har noget mindre i deres magt end tungen...
(Spinoza 2010: 81)
I denne bog vil jeg vise, hvordan samtale bygger på tavshed. Vi kan ikke have samtaler uden at bygge på underliggende former for tavshed. Vi er dømt til tavshed, hvis vi vil sige noget. Men hvis vi bliver gode til at forstå dette, rummer dommen en invitation til frihed. Hvis vi lærer at forstå forskellige mekanismer for tavshed, lærer vi at forstå, at tavshed kan tage mange former. Denne åbenhed har en tendens til at blive usynlig for os, fordi tavshed i samtalen er nødt til at gøre sig usynlig for at kunne virke. En frisættende tavshed kommer ikke af sig selv, vi er nødt til at opsøge den aktivt. Hvis vi gerne vil have en god demokratisk offentlighed, hvor vi reelt har noget at sige til hinanden, vil jeg derfor foreslå, at vi indfører en tavshedsfrihed som supplement til ytringsfriheden. En tavshedsfrihed, der handler om (a) at blive bedre til at lytte til de andre i samtalen, (b) at få øje på, hvad der bliver usynligt i samtalen, og (c) at blive bedre til at holde pauser fra samtalen for herefter at kunne vende tilbage med
en skævhed, der giver nye impulser til samtalen. Vi skal med andre ord lære at værdsætte tavshed, hvis vi vil have en god offentlig samtale.
Fra vi bliver født, oplever vi og lærer vi, at det er godt at snakke sammen. Den nære relation mellem spædbarnet og dets forældre får et nyt niveau, når barnet lærer at respondere på forældrenes pludren. Jeg har nogle gange tænkt på, at det også må være en “helt ok” oplevelse for barnet, første gang det lykkes med at sige et ord, som forældrene genkender som sådan. Den glæde og stolthed, som givetvis må kunne læses i forældres ansigt og kropslige reaktion, burde nok kunne overbevise selv den største livskyniker (hvis spædbørn kan være det) om, at her har man fat i noget af det rigtige. Måske skulle man prøve én gang til?
Hvis relationen mellem barnet og de nærmeste omgivelser er god, bliver dette indgangen til, at man gradvist får et sprog, et sprog som man op gennem barndom og ungdom bliver opfordret til at forfine. Barnet bliver spurgt om, hvorfor det græder, hvad det vil have at spise. Senere bliver det måske spurgt om, hvorfor det opfører sig dårligt, hvorfor det stikker til maden eller ikke vil tage noget varmere tøj på (når nu mor eller far fryser). I legen med de andre børn bliver det nødvendigt at forhandle, hvad man skal lave, og hvorfor reglerne skal være sådan og sådan, og ikke som de andre kunne ønske det.
I demokratiske samfund med skolegang lærer barnet og
den unge efterhånden at skulle kunne tage stilling til alle mulige forhold – både i dets eget nære liv, men efterhånden også i samfundet. Det skal have en mening, som det senere skal bruge til at træffe selvstændige beslutninger. Denne dannelse handler om, at de unge skal vokse op til at være kompetente borgere, der kan agere i et demokratisk samfund, hvor borgerne til tider skal træffe beslutninger om, hvordan samfundet skal indrettes, eller (hvis demokratiet er et repræsentativt demokrati) hvem der skal vælges ind for at bestemme over samfundets lovgivning.
Ligesom i børnenes leg er det afgørende, at demokratisk indretning af samfundet kan forklares og legitimeres overfor borgerne. Ellers risikerer man, at borgerne mister tiltroen til den demokratiske proces, hvorved demokratiet bliver ustabilt – enten fordi borgerne udskifter magthaverne uden nogen underliggende kontinuitet, eller fordi borgerne efterhånden bare ikke respekterer den lovgivning, der vedtages.
Demokrati er derfor afhængigt af, at vi snakker sammen.
Demokratisk samtale forudsætter, at alle har mulighed for at blive hørt, har mulighed for at give sig til kende. Derfor er demokrati uløseligt bundet sammen med en grundlæggende ytringsfrihed. Ytringsfrihed kan tage mange former, men den grundlæggende ide er, at alle i udgangspunktet har ret til at blive hørt i den samfundsmæssige offentlighed, ud fra en tanke om, at hvis bestemte borgere ikke havde denne ret, kunne de risikere at blive glemt, når demokratiske beslutninger skal tages. Ligesom man også risikerer, at vigtig viden eller vigtige
kritiske indvendinger bliver overset, hvorved vi ikke ville få den bedste lovgivning.
Netop fordi demokratier er så afhængige af borgernes synspunkter og samtaler, er det også et fokusområde i demokratiske samfund, at der skal skabes gode strukturer til den offentlige samtale. Det er vigtigt med skoler, der lærer borgerne at udtrykke sig – både i form af at kunne tage stilling og forklare sig, kunne beherske sproget, kunne udtrykke sig i skrift og tale, kunne navigere i de medier, der findes i samfundet. Det er også vigtigt at skabe rum til medier, der når bredt ud til borgerne med nyheder og samfundsmæssig debat, medier, som går kritisk til magthaverne, og som giver plads til, at borgere med noget på hjerte kan give sig til kende for en bred offentlighed. Derudover er det vigtigt med robust, lovsikret ytringsfrihed, pressefrihed, informationsfrihed, forsamlingsfrihed, osv.
Jeg tilslutter mig alt i denne bestræbelse. Den har imidlertid brug for at blive suppleret med sin modsætning. For meget snak fører til tankeløshed, og samtalen risikerer at ende med at gå i tomgang, hvor velkendte positioner blot står overfor hinanden og råber, at de andre skal komme til fornuft. Bare fordi vi siger noget, er det ikke givet, at vi er med til at understøtte demokratiet. Vi har også samtaler, der blot handler om at bekræfte hinanden i de allerede eksisterende positioner, hvor parterne ikke reelt er interesserede i at lytte til hinanden, og hvor vi måske er så travlt optagne af de kendte modstillinger, at vi glemmer at få tænkt over,
om vi skændes om de rigtige ting. Og hvor vi hele tiden er så optagne af positionskampene, at vi ikke tør give slip, af frygt for at “fjenden” vil vinde kampen, og derfor glemmer vi at få mærket efter, om vi faktisk får tænkt over det, som vi skændes om.
Vi lærer, at en tanke eller et synspunkt, der ikke kan forklares, ikke kan forsvares. Det er imidlertid kun en halv sandhed. For det kunne jo godt være, at den manglende forklaring bare handler om, at man endnu ikke har udviklet det rette sprog for det problemfelt, som man forsøger at pege ind i. Selvom vi naturligvis langt hen ad vejen er dømt til at kunne formulere vores tanker i sproglige vendinger. Særligt hvis vi vil formidle dem til andre, skal vi passe på med at reducere tænkningen til det sproglige.
Sproget er netop herligt ved, at det elastisk kan bringes til at indoptage nye impulser. Men dét forudsætter, at vi modigt og tålmodigt tør give os i kast med impulser, som vi ikke helt kan kontrollere, og som vi ikke helt ved, hvor ender. Hvis vi vover os ud i dette ukendte farvand, ligger der en trussel om, at vi taber etablerede venskaber. Til gengæld ligger der et løfte om nytænkning, en overensstemmelse mellem sprog og virkelighed, og i sidste ende et sandt demokrati, hvor vi faktisk befordrer og udfordrer hinanden til at blive væsner, der er værd at lytte til.
Sprækker mellem tanke og tale
“Har du sagt noget klogt i dag?”
Med “klogt” mener jeg ikke nødvendigvis et udsagn, som aldrig har været formuleret før. Snarere et udsagn, hvor du bragte din tilhører en smule ud af fatning, fik ham eller hende til lige at forundres, stoppe op og tænke lidt ekstra.
Mit gæt vil være, at hvis du får dette spørgsmål, vil du have brug for at tænke lidt mere grundigt, end hvis du havde mødt spørgsmålet
“Har du sagt noget i dag?”
Det er sjældent, at vi ikke uden videre kan svare ja til det sidste spørgsmål. På sjældne dage, hvor man har gået for sig selv hele dagen, kan man godt blive i tvivl, men når vi er sammen med andre, snakker vi.
Nogle gange, hvis én af os er tavse i lang tid, kan det ligefrem opleves som ubehageligt. Så kan vi finde på at spørge den anden om, hvad han eller hun tænker på. Når jeg selv, efter en længere tavshed, bliver spurgt om, hvad jeg tænker på, bliver jeg dog ofte lidt usikker. For det er ikke altid, jeg umiddelbart ved, hvad jeg tænkte på. Efter lige at have sundet mig lidt, kommer jeg som regel i tanker om det, og hvis det så er noget, der fortjener at komme ud i offentligheden (hvilket bestemt ikke altid er tilfældet), fortæller jeg om det – så godt jeg kan.
Her er det en pointe, at det netop bliver “så godt jeg kan”, for når tankerne vandrer, er det ikke altid, de uden videre kan kommunikeres videre og blive forståelige for andre. Når vi sidder i tavshed, kan det ofte ske, at tankerne bare vandrer afsted, vi tænker ikke over, at vi tænker, og hvad vi tænker.
Nogle gange taler vi om, at vi “dagdrømmer” – hvis vi tænker på noget attraktivt – men ikke altid er tankernes vandring så konkret, at det giver mening at tale om dagdrømmeri. Det kan også bare handle om, at man tænker på noget, man har oplevet, noget, man ikke helt kan få til at give mening, eller noget, man skulle gøre. Mange forskellige indtryk og ideer krydser hinanden, ofte uden en klar sammenhæng og ofte uden at vi bliver helt færdige med dem. Blandet sammen på kryds og tværs. Tankerne er ikke umiddelbart klargjort til at blive formidlet videre til andre, for de er simpelthen ikke tilstrækkeligt færdige eller meningsfulde til at kunne gøres forståelige for andre – måske endda knap nok for os selv.
Dét kan være en udfordring, når vi skal tale sammen:
Vi skal have noget at sige, og vi skal kunne sige det i en form, som er forståelig for andre. Det er i forsøget på at gøre sig forståelig for andre, at sproget trænger sig på. Når vi snakker eller skriver med hinanden, er vi nødt til at adlyde nogle betingelser for sprog og kommunikation, som afgør om kommunikationen lykkes. Der ligger naturligvis meget tænkning til grund for en samtale, men det er en tænkning, der må indrette sig efter et ekstra krav om, at man skal gøre sig forståelig. Tankerne skal altså kunne formuleres i et