Besættelsen_læseprøve by Forlagetmultivers

GESTAPOCHEFEN

If you can make one heap of all your winnings And risk it on one turn of pitch-and-toss, And lose, and start again at your beginnings [...] If you can fill the unforgiving minute With sixty seconds’ worth of distance run, Yours is the Earth and everything that’s in it, And—which is more—you’ll be a Man, my son!

If , Rudyard Kipling

To mænd ringer på døren en tidlig morgen. De er almindelige af udseende og iført almindeligt tøj, deres ansigter er udviskede i gryet. De siger, at de kommer fra Gestapo. Jeg griner dumt.

”Gestapo findes ikke mere.”

De to mænd samtykker, men rører sig ikke ud af stedet.

”Vær venlig at følge med,” siger de. ”Deres far er død.”

”Det ved jeg.”

”De er også død.”

Der var hele tiden bevægelse i landsarkivets læsesal, mens jeg ventede på mine akter, der viste sig at fylde flere meter; tykke pakker i folioformat bundet sammen med seglgarn. Titlerne på ryggen lød:

Gestapo i Nordjylland, Gestapo, ikke pådømte sager.

Gestapochef Fritz Bolles Akter. Ingen dom.

Jeg har levet med Fritz Bolle, siden jeg var tre år gammel. Ikke ved navns nævnelse, men som en skygge af rædsel. Fritz Bolle var i mit blod, uhåndgribelig, men lige så følelig som en sygdom, man ikke bliver rask efter. Min mor nævnte aldrig hans navn, når hun talte om min far. Bolle var kun Gestapochefen, herren over liv og død. Hvem hed i øvrigt Bolle? På dansk er navnet slang for samleje, men manden hed sådan: Fritz Bolle. Det er der ikke noget at gøre ved.

Man fandt aldrig Fritz Bolle efter krigen. To flittige danske kriminalbetjente eftersøgte ham i Tyskland i 1947. De var tæt på, de havde en mistanke om, hvor han opholdt sig, de overvågede hans hustru, Liselotte Bolle og hans datter, Erika, men de fandt aldrig Fritz Bolle selv. Ifølge deres danske afhøringsrapport forklarede Liselotte Bolle ”efter meget lange overvejelser, at hun sidste gang havde set sin mand, da han uden forudgående meddelelse opsøgte hende og barnet i juli måned, 1945, på deres daværende opholdssted på Portugisenhof ved Bodensøen”. Fritz Bolle blev hos hende i to dage og rejste igen. Hun vidste ikke hvorhen.

De to kriminalbetjente troede hende ikke, men de kunne ikke underkaste hende tortur, sådan som hendes mand havde gjort med sine mistænkte. Liselotte Bolle var heller ikke en simpel pige fra de lavere klasser. Hun var født Kress, vokset op som yngste datter af silkefabrikant Kress, en af Krefelds store tekstilfabrikanter, og hun var 20 år gammel, da hun giftede sig med Bolle i 1940. Det var ikke den store forelskelse, snarere et arrangeret parti i familiens interesse for at holde sig gode venner med Rigets nye magthavere.

Jeg sad og studerede de få fotografier, der var overleveret af Fritz Bolle. Et af dem viste en mand med uindfattede briller, han lignede en bogholder. Rasse- und Siedlungshauptamts personbeskrivelse oplyste brilleglassenes styrke: -4,05 på højre øje, -2,55 på venstre øje. Et andet foto viste Fritz Bolle i uniform sammen med en kvinde og et spædbarn. Det var ikke til at se, om barnet var en dreng eller en pige. Det sad på hans venstre arm og berørte hans SS-distinktioner med sine spæde fingre. Barnet var klædt helt i hvidt og havde vågne øjne. Faderstolthed strålede ud af Fritz Bolles ansigt. Liselotte stod ved hans højre side og berørte hans uniformsærme. Hendes ansigt var halvt bortvendt, men man anede en bred pande, en kort næse, krøllet, halvlangt hår, ungdom, moderglæde. Mon hun vidste, at Fritz Bolle få år tidligere havde haft gonorré? Selvfølgelig ikke. Fotografiet var et øjebliksbillede fra 1942 foran en ukendt husmur dækket af vildvin. Var det taget,

lige før Fritz Bolle blev forflyttet til Toulouse? Fulgte det med ham som et godt minde? I modsætning til den verden af drab og undertrykkelse, han levede i?

I de danske sagsakter syntes Fritz Bolle at forsvinde, som om hans underordnede havde glemt hans navn. SS-officerer, der stod anklaget for grove krigsforbrydelser, tav om ham eller udtalte kun nødtvungent: ”Jeg husker ikke, om Fritz Bolle var til stede ved den lejlighed.” Eller: ”Jeg går ud fra, at ordren til tortur kom fra Fritz Bolle, men jeg ved det ikke.” Udtalelser, der var så meget mærkeligere, fordi de stred imod den gængse praksis blandt overlevende Gestapo- og SS-folk: at lægge skylden for egne forbrydelser over på deres døde kammerater. En æreløs, men effektiv undvigelsesmanøvre udført af mænd, der over for Hitler havde svoret, at troskab var deres ære.

I den levnedsbeskrivelse, der var vedlagt hans ansøgningen til Rasse- und Siedlungshauptamt om ægteskabstilladelse, oplystes, at han, Fritz Bolle, med mellemnavnene Karl Franz, blev født i Hannover-Linden den 5.10.1901, hvor hans far var embedsmand ved den hannoveranske regering. Om moren oplystes, at hun omkom ved en drukneulykke, da han var 10-12 år. Fritz Bolles levnedsbeskrivelse var håndskrevet, holdt i en spids, fremadrettet skrift og fyldte kun en enkelt side. Ud over hans karriere i Gestapo – partimedlem fra 1.4.1933, medlem af SS fra og med den 25.5.1937 – oplyste den intet om ham selv, hans barndom og ungdom og lige så lidt om hans forældre og søskende, tidligere ægtefæller og børn. Fritz Bolle tilbragte 10 år med at læse jura fra 1920-1930, men fuldendte aldrig studiet. Han ville noget andet. Bokser eller filmskuespiller? Faren opfattede sønnen som en fiasko. Filmskuespiller? ”Jeg har også tænkt på at blive bokser.” Hvilket var en af Førerens beundrede sportsgrene.

... vores stat (har) ikke til formål at frembringe kraftesløse æstetikere og degenererede ynglinge og ser ikke sit menneskeideal i ærbare spidsborgere og dydige jomfruer, men derimod i den trodsige legemliggørelse af mandlig kraft og i kvinder, der kan sætte mænd i verden ...

I begyndelsen af 30’erne gik Fritz Bolle ind i politiet og gjorde karriere som preussisk politiembedsmand – til hans fars tilfredshed. Fritz Bolle brændte, ligesom sine jævnaldrende, af foragt for de mænd, der havde accepteret fredsbetingelserne

i Versailles og af had til sejrherrerne, især franskmændene, der havde besat Rhinlandet og Ruhr-området, og han afskyede alt, hvad de stod for: frihed, lighed og jødisk bolschevisme. Fritz drømte om tysk genrejsning og kunne – som de fleste af sine studiekammerater – med skælvende hjerte citere lange passager fra Fichtes ottende tale til ’Den Tyske Nation’, dette ubrydelige blodsfællesskab, der omfattede alle tyske som én stor familie: ... dette ... af sig selv hele tiden naturligt og åndeligt skabende menneske ...

I 1927 udkom Edgar Jungs værk Die Herrschaft der Minderwertigen, som i lige så høj grad bidrog til at understøtte denne opfattelse af nation og folk. Jung fastslog, at det tyske folk stod i fare for at gå til grunde. Der var sket en kvalitativ forringelse af folkesubstansen, fordi det kun var den laverestående del af befolkningen, der formerede sig, understøttet af Weimarrepublikkens sociale ydelser, mens fødselstallet blandt de højtuddannede var faldende. De ’bedste’ tyske mænd var døde i krigen uden at efterlade sig efterkommere, og Jung profeterede dommedag over nationen. Der var for meget dårlig jødisk sæd i omløb. Den jødiske race var en sundhedsfare for nationen. Jung konkluderede, at den påbegyndte integration af jøderne skulle afbrydes og føres tilbage til nulpunktet. Man var endnu ikke så vidt, at man forestillede sig en Endlösung, men det gærede i Fritz Bolle, når han hørte Hitler brøle:

... Hvis vi ikke får magten med vold, så bruger vi forfatningen, selv om det varer længere at nedstemme politikerne end at skyde dem ... før eller siden får vi flertallet og dermed Tyskland ...

Det var klare ord. Blev Hitler først kansler, ville han afskaffe demokratiet. At der måtte følge et blodbad, anede man også, men trøstede sig med, at det nok kom til at gå ud over de andre. Fritz Bolle levede og trivedes i denne åndelige grød af socialdarwinisme, racehygiejne, hævn- og genrejsningsdrømme, og han var ikke alene om det. Hans studiekammerater, unge jurister, læger og andre akademikere begyndte tidligt i 30’erne at træde ind i NSDAP. Fritz Bolle var 39 år gammel, da han giftede sig med Liselotte Kress. Hendes ansøgning om tilladelse til ægteskab lå ligeledes i akterne fra Rasse- und Siedlungshauptamt og var lige så intetsigende som Fritz Bolles. Hendes runde, nydelige pigeskrift afslørede intet, ud over at hun

havde gennemgået NSDAP's kursus for vordende mødre, samt at hun var født den 12.8.1920 og var 19 år yngre end sin tilkomne. Liselotte Kress opfyldte alle betingelserne for at blive en højerestående SS-mands hustru, og Fritz Bolles sædprøve viste, at hans sædceller bevægede sig normalt. Noget, der i øvrigt ikke kan være kommet bag på ham. Han var året før blevet far til en søn født uden for ægteskab, hvad han klogeligt undlod at indvie Liselotte i. Året efter brylluppet i december 1941 blev hans datter, Erika, født. Endnu et fotografi i akterne viste Fritz Bolle i civil iført plusfours og striktrøje, stående foran nok en ubestemmelig husmur. Ansigtet var opsvulmet som følge af langvarigt alkoholmisbrug. Munden surmulede. En ordinær mand, der fik lov til at sprede rædsel.

Akterne om min far, Poul Larsen, var endnu mere fåmælte end Fritz Bolles og oplyste ikke andet, end at han blev anholdt, torteret og henrettet. Fritz Bolle ledede det tre dage lange, skærpede forhør. Ingen blev senere dømt for dette forhold. Fritz Bolle var forsvundet, og de øvrige gestapofolk dækkede over hinanden. Der var ingen danske øjenvidner, og de døde stod ikke op af graven og vidnede. Var jeg ikke Poul Larsens søn, kunne jeg næsten have svoret på, at han aldrig havde eksisteret. Familiehistorierne er mere oplysende. Min far stammede fra et velhavende hjem. Hans far var direktør for cementfabrikken Rørdal uden for Aalborg. Hans mor var af landadel- og præsteslægt. Familien havde gartner og kokkepige. Barndomshjemmet lå i betragtelig afstand fra fabrikken selv og i læsiden af dens skorstene, der dag og nat udsendte en kvalmende røg, der dækkede træer og hustage inden for de nærmeste 300 meter med et gråt cementlag, der voksede år for år og havde lagt sig som en hård skal omkring alt, hvad det kom i berøring med. Frugttræer og rosenbuske blomstrede i gråt, solen skinnede igennem en gråt slør, selv de stærkeste regnskyl kunne ikke afvaske det grå cementlag.

Familien flyttede senere til Hasseris i en herskabsvilla i grå mursten beliggende midt i en parklignende have, denne gang som nabo til cementfabrikken Danias kridtgrav. Det var den have, jeg kendte. En stor blodbøg stod midt på plænen og kastede skygge over et fuglebad, mens den prangede med sin violette bladkrone.

Langs indkørslen lå en stor, rektangulær frugthave med snorlige rækker af æble-, pære- og blommetræer. Bagved lå garagen og vognskuret og yderst i køkkenhaven op mod plankeværket, der skærmede mod blæsten fra den åbne kridtgrav, stod en række himmelblå bistader, omgivet af mægtige frugtbuske fulde af stikkelsbær, hindbær, brombær og ribs, et paradis for børn at blive sluppet løs i.

Min farmor, Charlotte Larsen, var sjældent hjemme. Hun var en af de første i Aalborg, der blev bilejer – en sort Vauxhall – og tilbragte hele dage alene bag rattet. Hvor hun kørte hen, vidste ingen, og hun talte sjældent om sine oplevelser på landevejen. Hun var en opdagelsesrejsende i modsætning til sin mand, min farfar, Aksel Larsen, der opholdt sig på fabrikken hele dagen og senere som pensionist skjulte sig i rejsebeskrivelser og stjernekort. De var fire søskende i familien, to drenge og to piger, der kom efter hinanden i vekslende rækkefølge, først en dreng, så en pige, så en dreng, så en pige.

Hjemmet i Rørdal lå godt 10 kilometer uden for Aalborg, og mens børnene gik i underskolen, blev de kørt til skole i hestevogn; da de nåede til mellemskolen, måtte de tage cyklen. Alle udviklede en overfølsomhed for modvind, regn og stejle bakker, noget, der senere skulle blive skæbnesvangert for min far. Ikke desto mindre passede de deres skole og kom sjældent for sent, selv om det hændte, at man måtte sende en eftersøgningspatrulje ud for at lede efter en af dem. Engang fandt de min far bevidstløs i en grøft med 40 i feber. Men det var undtagelsen.

Hver aften klokken halv syv samledes hele familien omkring radioapparatet og lyttede i andægtig tavshed til Pressens Radioavis fra børsnoteringer over fiskerinoteringer til vejrmelding. Familien indtog derefter sine pladser i spisestuen, og aftensmaden blev serveret og spist i tavshed. Alligevel huskede min fars søstre og hans ældre bror, Emil, deres opvækst som noget, der grænsede til det paradisiske, et frit barndomsliv uden prygl og uden den tvang, der prægede kammeraternes hjem. De fik lov til frit at lege overalt, hvor de havde lyst til det, også på cementfabrikken, hvor de morede sig med at balancere hen over de betonbjælker, der forbandt fabrikkens cementsiloer i mere end 25 meters højde. Ingen blandede sig. Fabriksarbejderne rystede godt nok på hovedet over direktørens skøre unger, men mine farforældre greb ikke ind. Måske var de virkelig af den opfattelse, at deres børn var i stand til at passe på sig selv? Kun når min far og Emil kørte tipvognene af skinnerne i kridtgraven, blev der klaget, og de blev kaldt til reprimande med

påfølgende straffe såsom inddragelse af lommepenge og stuearrest. Deres søstre måtte sjældent bøde. Det var jo ikke dem, hed det sig, der havde fundet på de gale streger.

Den mørke side viste sig først, da min far blev så gammel, at han skulle til at studere. Han var begyndt at læse biologi ved universitetet i København, men studiet kedede ham, og han ønskede at skifte til jura. Min farfar satte sig imod, da det var ham, der betalte. Min far holdt fast på sit. Jura, kriminalmysterier, sandhed og retfærdighed.

”Hvad så, når juraen begynder at kede dig?”

”Det gør den ikke.”

Min farfar forskansede sig i sin lænestol og sendte en blå sky af røgtobak ud i stuen. Studieskift var vejen til fordærv. Han havde set det blandt sine egne studiekammerater. Resultatet blev, at min far efter sommerferien blev sat på arbejde i en bank. Så kunne han sidde der og tænke sig om. Et års tid gik på den måde, indtil min far bad om endnu en samtale. Han lovede bod og bedring og fik igen lov til at tage til København og studere. For at læse biologi. Min farfar var tilfreds. Et år i en bank kunne slå grillerne ud af hovedet på selv det værste brushoved. Alligevel må der have siddet en anelse af tvivl tilbage. Engang, da min far gik i 3. gymnasieklasse, bad han sin far om et nyt sæt tøj.

”Du har rigeligt med tøj.”

”Jeg kan ikke gå til skolebal i de klude.”

”Jeg vil ikke støtte dine lapsede vaner.”

Dermed var sagen afdiskuteret, mente min farfar, indtil regningen kom fra familiens skrædder. Den lød på et sæt mørkt selskabstøj til Poul Larsen. Regningen blev naturligvis betalt, og min far fik lov til at beholde sit nye tøj, men tilliden mellem min farfar og min far havde fået et knæk. Måske var det også mit held, at jeg aldrig selv fik lejlighed til at måle min viljestyrke mod hans? På den anden side er det også et utrøsteligt savn ikke at vide, om man kunne stå mål? Min mor skabte senere det indtryk, at min fars evne til at vise gode miner til slet spil var en nødvendighed for at leve illegalt.

Da min far vendte tilbage til København for at fortsætte sine studier, var min mor ligesom alle andre af den opfattelse, at han studerede biologi. Indtil en aften efter en biograftur, da de stod i hendes gadedør. I en pause i kysseriet sagde han: ”Jeg

læser jura.” Derpå besvimede han. Han havde holdt på hemmeligheden i tre år. Nu blev det nødvendigt at underrette hans forældre. Han var så langt i jurastudiet, at det var utænkeligt at beordre ham hjem til et nyt eksil i en bank. Min farfar bøjede sig og betale regningen.

Min far drømte om at komme ind til politiet, men der var kun få ledige stillinger. Han tilbragte et par år i Glostrup som almindelige gadebetjent, indtil han i 1940 fik ansættelse som yngste politifuldmægtig i Frederikshavn. Senere er det let nok at se, hvad der var på færde i hans liv; hvad det var, der lå og ulmede under barndomshjemmets idyl. Hans opvækst var præget af familiens sorte onkler, min farmors brødre. I hans barndomshjem levede man så at sige i en daglig kamp mod onklernes skadelige gener, der biologisk set for længst befandt sig i min far og hans søskende, men for enhver pris måtte undertrykkes. Alle havde hans sorte onkler bortødet deres fædrene arv. Af uduelighed. I druk og Mousel. Det var ikke småting, der blev ødet bort. En proprietærgård, maskinværksteder med mange svende, formuer i statslån, tabt i spil helt ned til sidste brevdue, men det blev gjort med en ukuelig lystighed. Det er let at se, hvorfor min far blev dårlig af en enkel øl, hvorfor han mistede appetitten ved synet af en rest leverpostej på smørret. Dér sad de sorte onkler, med onkel Ku’man i spidsen, på kanten af det rene, gyldne smør. Der så man også min fars vej ind i modstandsbevægelsen, hans måde at leve op til de sorte onkler, til spændingen og livet. Han havde også alkoholikerens forhold til bøger. Han brugte halvdelen af sin løn på sin bogsamling til min mors store irritation. De fleste blev solgt efter hans død uden at være blevet sprættet op. Tilbage blev enkelte, hans yndlingsbøger: Visdommens syv Søjler, Lawrence of Arabias fortælling om, hvordan han rejste de arabiske stammer til oprør mod tyrkerne under Første Verdenskrig. Visdommens syv Søjler var sprættet op og læst fra ende til anden, ligesom Liddell Harts Lawrence-biografi.

Jeg var knap tre år, da han forsvandt. I min barndom skabte min mor et indtryk af min far som en stille og indadvendt mand, en rar, sød og hensynsfuld ægtemand, der i grunden ingen anlæg havde for krig og eventyr. Jeg mærkede også meget tidligt, at min fars død ikke var en heltedød, hans modstand mod den tyske besættelsesmagt fik ingen rosende omtale, de fleste i vores omgivelser var af den mening, at han burde have holdt sig væk fra den slags.

”Han havde jo kone og børn!”

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at være stolt af ham. Ingen af de andre børn i ejendommen havde sådan en far. Deres fædre kom hjem fra arbejde kl. 16, vaskede bil om lørdagen, kørte tur om søndagen og gik i deres undertøj, når de var inden for hjemmets fire vægge. Enkelte af mine kammerater kunne prale af en far, der var død ved en bilulykke, eller en far, der sad i fængsel, men ingen kunne prale af en far, der var blevet henrettet. Jeg syntes heller ikke, at jeg savnede ham, men jeg drømte om ham, dagdrømme, hvor han mirakuløst vendte hjem – hvorfra ved jeg ikke – men tilsyneladende efter et langvarigt hukommelsestab, rig og herlig og købte os en herregård – den højeste form for lykke, jeg kunne forestille mig. Jeg fyldte mit indre med disse forestillinger og gjorde ham til ét med Fader vor, du som er i himlen. Verden uden ham var gådefuld og farlig.

Fritz Bolle forlod det provinsielle Krefeld, sin hustru og sin etårige datter Erika i november 1942 for at drage i krig. Han gjorde tjeneste i Périgueux i Sydfrankrig, blev i september 1943 forflyttet til Toulouse, hvor han blev SSObersturmbannführer Friedrich Suhrs næstkommanderende. Friedrich Suhr var lige vendt tilbage fra tjeneste i Rusland, hvor han i halvandet år havde ledet en SS-Einsatzkommando under chefen for SS-Einsatzgruppe C, Brigadenführer Dr. Thomas’ kommando, og Friedrich Suhr talte med stor agtelse om Dr. Thomas: ”Han var en mand af høj moral og ædelt, tysk sindelag. En sand og tro nationalsocialist. Han tvang os aldrig til at skyde jøder, hvis vi ikke var oplagt til det. Han var altid den første med et menneskeligt og forstående ord, når vi var nedslåede og deprimerede over vores svære opgave. Han forstod, hvor meget vi måtte overvinde for at udføre vores pligt. Dr. Thomas pralede aldrig, sådan som den arrogante Paul Blobel, der yndede at tage sine gæster med ud på sightseeing ved Babi Yar, hvor han slog ud med armene og sagde: ’Se her ligger mine jøder’.”

Med Obersturmbannführer Suhr kom nye tider til Toulouse. Monsieur Trappler, en højtstående fransk embedsmand, der varetog forbindelserne mellem Vichy-regeringen og den tyske besættelsesmagt, huskede Friedrich Suhr som en mand, der i beruset tilstand yndede at fremsætte nedsættende bemærkninger om

franskmændene på et perfekt, næsten accentfrit fransk (Friedrich Suhr havde studeret sprog ved Sorbonne i 30’erne). Monsieur Trappler tilføjede, at under Suhrs kommando indførtes en sand polititerror med afskyeligheder, der overgik alt, hvad man hidtil havde kendt. Hvordan Fritz Bolle befandt sig ved det, er svært at sige. Kilderne tier, men hans drikkeri tyder på, at han ikke var helt tryg ved situationen. Sydfrankrig var ganske vist hverken Østfronten eller den nordafrikanske ørken, men det smagte af fugl. Hverdagen var livsfarlig. Dertil kom andre ting, der plagede ham. Under et allieret bombardement af Krefeld var Fritz Bolles svigerfar, tekstilfabrikant Kress, blevet dræbt, og Liselotte Bolle turde ikke længere blive boende hjemme med sin spæde datter. Det lykkedes Fritz Bolle at skaffe hende og datteren husly ved Bodensøen på godset Langenstein, der tilhørte en fjern bekendt af ham, en svensk greve ved navn Douglas. Imens fortsatte han jagten på jøder i Sydfrankrig, især på deres ejendom. Aktionen mod Dr. Sigismund Hirsch var yderst tilfredsstillende. Friedrich Suhrs ansigt, der var auberginefarvet af alkoholmisbrug, syntes at gløde i skumringslyset, mens han og Fritz Bolle sad på hovedtrappen til slottet St. Michel og betragtede SS-soldaterne, der bar jøden Hirschs møbler og malerier ud på lastbiler. Suhr tømte et glas af jøden Hirschs fremragende cognac og skænkede efter til sin næstkommanderende. Oberscharführer Jakob Scheid, som Friedrich Suhr havde bragt med sig fra Rusland, meldte sig og fremviste et skrin, som han havde fundet på jødens kontor. Skrinet var i udskåret træ og indeholdt en stor mængde guldmønter og smykker. Suhr stak en hånd ned og rodede rundt.

”Jødeguld og atter jødeguld,” mumlede han. ”Men ingen pengesedler?”

”Nej, Obersturmbannführer,” svarede Scheid.

”Lad skrinet blive her og fortsæt det gode arbejde!”

”Jawohl!”

Oberscharführer Jakob Scheid trådte af med et smæld. Hans tyrenakke grødede af sved, mens han råbte til sine underordnede:

”Weitermachen!”

”Han har sikkert stukket noget til side,” mente Suhr. ”Men lad ham. Vi deler udbyttet som i Østen. En tredjedel til os, resten til Rigsbanken. Er De indforstået, Hauptsturmführer?”

Bolle nikkede. Efter et overfladisk skøn af indholdet i jøden Hirschs lille skatkiste var der nok til at gøre både Suhr og Bolle til velhavende mænd, også selvom de måtte nøjes med en tredjedel.

”Jakob Scheid er en god mand,” fastslog Suhr. ”Mindst 2000 jøder på kontoen. De har aldrig haft den fornøjelse at se ham i aktion? Han er et naturtalent, noget så sjældent som et naturtalent, en kunstner med en pistol.”

Friedrich Suhr så på Fritz Bolle med blodskudte øjne.

”Det kan jo ikke nægtes, at der overfladisk set er en vis lighed mellem os og den jødiske race. En lighed, som det er svært ikke at blive påvirket af. Ikke mindst, når det drejer sig om børn og unge piger.”

Friedrich Suhr rejste sig og så ud i jøden Hirschs slotshave. Mørket havde sænket sig. Presenningerne på de tungtlastede lastvogne var bundet sammen og spændt. Dagens arbejde var gjort, og man kunne begive sig tilbage til hovedkvarteret med de beslaglagte kostbarheder. Friedrich Suhr tog et fast greb om jøden Hirschs skatkiste og bad sin næstkommanderende om at bære cognacflasken.

”Jeg kan betro dem, Hauptsturmführer,” sukkede han, da han satte sig tilrette på bagsædet af sin tjenestevogn. ”Der går ikke en nat, uden at jeg ser disse jødebørn. Deres øjne forfølger mig.”

Efter Wannseekonferencen i januar 1942 blev en ny operation, opkaldt efter den myrdede chef for RSHA, Reinhard Heydrich, sat i værk i Østeuropa og afløste stort set alle Einsatzsgrupper. Det hed sig, at ’Operation Reinhard’ var en direkte følge af en inspektion, som Heinrich Himmler foretog på Østfronten, hvor han overværede ’rengøringen’ af en jødisk landsby. Virkningen var så stærk, at SS-rigsføreren ikke kunne holde på sin frokost. Efterfølgende skulle han i en fortrolig kreds have udtalt, at man burde finde en anstændigere måde at udføre dette patriotiske arbejde på. Med iværksættelsen af Operation Reinhard, der dækkede over dødsfabrikkerne Sobibor, Treblinka, Majdanek og Belzec, opfyldte han dette løfte. Det officielle mindstetal på dræbte i for eksempel Treblinka er 974 000. I penge indbragte Operation Reinhard Rigsbanken 178.745.960,00 rigsmark fra de værdier, der blev beslaglagt ved jødernes ankomst til dødslejrene, fraregnet de summer, SS-vagter og andre i hemmelighed stak til sig.

Besættelsen_læseprøve

BESÆTTELSEN

NielsPeterJuelLarsen

BESÆTTELSEN

I

GESTAPOCHEFEN