Gnags:
Den blå hund
Af samme forfatter
Ild og frihed. 50 år med The Savage Rose (med Annisette) (2018)
Af samme forfatter
Ild og frihed. 50 år med The Savage Rose (med Annisette) (2018)
Henrik Marstal
Gnags: Den blå hund
Af Henrik Marstal
© Forfatteren og Multivers ApS, 2025
1.udgave, 1. oplag 2025
Danske albums redigeres af Henrik Marstal og Jan Poulsen
Forsidefoto: Genlyd, 1984
Coverdesign: Katrine Nyholm
Bagsidefoto: Gorm Valentin, 1985
Omslagslayout: Simon Lilholt, Imperiet
Sat hos Demuth Grafisk
Tryk: Totem
Printed in Poland
ISBN: 978-87-7917-745-1 www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder fx, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
For nogle illustrationer i denne bog har det ikke været muligt at finde frem til den retmæssige indehaver af ophavsretten. Såfremt vi på nogen måde har krænket ophavsretten, er det sket utilsigtet, og retmæssige krav i den forbindelse vil ved henvendelse til forlaget blive honoreret, som havde vi indhentet tilladelse i forvejen.
Denne bog er udgivet i samarbejde med
1. Sandheden starter dér, hvor den slutter:
Et album til samtiden 12
2. Forklædt som hængeøre: Et hippieband i new wave-gevandter 19
3. Hele bandet skaber sig og ryster hovedet sådan her:
Reggae og andre påvirkninger 32
4. En solopgang og et stort stykke rav:
Aarhus som mental baggrund 60
5. I det store, hvide rum: Feedback-studiet
aktion 69
6. De mulige stationer til verden: Om albummet og udvalgte numre 86
7. Billeder på nethinden: En hund bliver taget imod 109
8. Sidste træning på stadion: Albummets videre liv og et afsluttende perspektiv 125
Som far til tre mindre børn kan jeg bevidne, at når småbørnsfamilier i dag tænker på en blå hund, er det næppe titlen på et musikalbum, som først melder sig. Det er snarere en hund ved navn Bluey, hovedskikkelsen i en meget udbredt animeret tv-børneserie fra Australien af samme navn, som kan streames på DR. Bluey, som skal forestille at have en alder svarende til et barn på seks-syv år, har nemlig blå pels.
Den hund, som Gnags portrætterede på et album i 1984, kom dog først: Den var ligeledes blå, en farve som i hvert fald på danske breddegrader ellers ikke passer på hunde. Dog var den vel først og fremmest blå i overført betydning – cool, melankolsk og introvert, som den fremstod, og hvilket sangene understøttede. Det vil sige: Blå som i det norrøne ord blár, der betyder sort, og som det danske ord blå oprindeligt kommer fra. At hunden havde tillagt sig menneskelige træk ved at have en cigaret i flaben, gav albumtitlen en dobbelttydighed, man kunne tænke længe over.
Sådan havde jeg det i hvert fald, da jeg som teenager anskaffede mig Den blå hund og snart fandt mig
Under gadelygten: Gnags i sommeren 1985 ved Langelinie, året efter at Den blå hund første gang blev luftet. Fra venstre ses Ivan Sørensen, Jacob Riis-Olsen, Peter A.G. Nielsen, Mads Michelsen, Jens G. Nielsen og Per Chr. Frost. (Foto: Gorm Valentin)
selv opildnet og opløftet af det. Jeg kunne høre, at det var lavet af et særdeles stilsikkert band, som formåede at koble musikalsk og tekstlig kunnen med både humor, melankoli og sensitivitet. Det var en kobling, jeg følte mig på bølgelængde med: Albummet rummede et mørke i sig, som resonerede med mine egne præferencer for dyster alternativ rock, og selvom jeg godt kunne høre, at dette var dansk musik langt fra de hellige haller, jeg normalt selv opsøgte, var der noget i den, som fik mig til at lytte.
Jeg talte ikke alt for højt om det, for Gnags var ikke nødvendigvis videre populære blandt den lytterskare, som jeg selv primært tilhørte. Og i de danske magasiner for alternativ rock, som jeg var fast læser af, blev Gnags typisk ignoreret eller i visse tilfælde endda nedgjort. Hør blot, hvordan fanzinet 17:30 valgte at indlede en anmeldelse af albummet X (1983), forgængeren til Den blå hund: “[Gnags] er for banale, for politiske, for flippede, for polerede, for rockende, for idealistiske, for individualiserende, for kollektive, for reggaeinficerede, for gamle, for provinsielle, for smarte, for stilforvirrede, for postulerende, for naive, for dårlige musikere, for kedelige, for meget.” Ingen i min musikalske omgangskreds kunne have sagt bedre selv.
At bandet på dette tidspunkt rent faktisk var tættere på både alternativ rock og new wave end nogensinde før, blev behændigt overset i forsøget på at udgrænse bandet som et, der åbenbart gjorde alting forkert. Selv var jeg mere på musikkritikeren Anders Rou Jensens hold, da han i en anmeldelse af en Gnags-koncert i Politiken i april
1984 tørt konstaterede: “Der er forskel på en vuffeli-vov og en blå hund.” Jeg var for længst begyndt at kunne skelne Plastic fra læder, sagt med titlen på sangen fra Den blå hund. Dengang kunne jeg slet ikke blive træt af albummets to indledende numre, Går med hunden gennem byen og Vilde kaniner. Og ved hver gennemlytning lyste Endnu et efterår op som et nummer, der forekom mig at være helt usædvanligt stemningsfuldt, vemodigt og altomfattende, mens afslutningslinjerne fra Gonat nu blev ved med at kredse rundt i mit tænksomme og ømtålelige teenagehoved: “Trang tid for soldater, postulater og absolutter/ sandheden starter dér, hvor den slutter.” Ordene strittede ikke så lidt, syntes jeg, for på Blue sang Gnags om ”splinter af sandhed/ spejler det glade vanvid”, mens det på Forvandlingskugler fra X lød sådan: “Ligger i græsset og drømmer mig ud på en stjerne/ vil du kende sandheden, spør’ en stemme, det vil jeg gerne/ uu-uu, den hænger på træerne”. Og på Mellem tremmerne fra Safari (1982) blev der sunget: “Sandheden blinker gennem sprækker/ sandheden hvisker lige så stille:/ Nogen at følges med/ nogen at snakke med/ nogen at dele med/ nogen at finde det hele sammen med.” Selvom sandheden aldrig blev gradbøjet hos Gnags, kunne den åbenbart have vidt forskellige udformninger. Forvirrende var det så sandelig, men også stimulerende for fantasien. Sandheden i mit eget liv var, at mit teenagejeg sled og led sig gennem de sidste par måneder af 1983, altså netop på det tidspunkt, fandt jeg senere ud af, hvor indspilning-
erne til Den blå hund gik i gang. Skræmt fra vid og sans over tidens koldkrigsretorik og frygt for en tredje verdenskrig var jeg forvisset om, at verden ikke ville nå at opleve 1984. Ikke desto mindre skulle det også blive midnat den nytårsaften i 1983, og da albummet et par måneder senere blev indlemmet i min pladesamling, opfattede jeg det som et modsvar til de dystre tider, hvor livsmodet og kropsligheden blev afbalanceret af noget mere eftertænksomt, som om mørket i denne verden ikke skulle fordrives med lys – men derimod med andre, mere besnærende former for mørke. Og så var der linjer på albummet som ”drøm om fremtiden/ drøm den smuk og flot”, der udviste ikke så lidt livsmod og derved anviste veje til at fordrive alt det, der skræmte. Albummet hjalp mig derfor til at forsone mig med verden igen, og det blev en slags amulet, der sammen med andre plader har været med mig siden da.
En række personer har hjulpet til med at give bogen om ikke fire, så i hvert fald to ben at gå på. For beredvilligt at stille op til interviews vil jeg først og fremmest takke de fire medlemmer af det Gnags, der sammen med deres to nu afdøde bandfæller Per Chr. Frost og Ivan Sørensen i sin tid skabte Den blå hund: Mads Michelsen, Jens G. Nielsen, Peter A.G. Nielsen og Jacob Riis-Olsen. Alle har de med interesse, engagement, fortællelyst og masser af energi besvaret mine mange spørgsmål.
Dernæst vil jeg takke disse personer for deres nyttige betragtninger og input: Astrid Elbek, Anders Rou Jensen, Jakob Lambertsen, Katrine Nyholm, Lis Sørensen, Johan
Zachrisson og særligt Gorm Valentin. Også tak til Anders P. Jensen, Henrik von Kruszynski, Morten Michelsen, Flemming Møller, Henrik Smith-Sivertsen og Mika Vandborg. En helt særlig tak til den norske billedkunstner Morten Juvet for at give mig lov til at afbilde hans tre malerier relateret til Vilde kaniner.
Endelig vil jeg bjæffe en tak til min vidunderlige familie: Vibe, Villum, Tøger og Just, for hvem hunde og kaniner har fyldt en hel del mere under bogens tilblivelse end ellers. Jeg logrer med halen for jer alle fire. Hvert eneste ord, hver eneste sætning, hvert eneste kapitel i denne bog er dedikeret til min tvillingesøster Ulla.