Peter Erasmus Lange-Müller
1850-1926
Af Jens Cornelius
Danske Komponister 26: Peter Erasmus Lange-Müller
Af Jens Cornelius
© Forlaget Multivers ApS, 2025
1. udgave, 1. oplag 2025
Danske Komponister redigeres af: Jens Cornelius.
Forsidefoto: Bertha Wegmann: Peter Erasmus Lange-Müller, 1908
Frederiksborg · Nationalhistorisk Museum
Omslag: Anton Ian Nielsen
Sat hos Demuth Grafisk
Tryk: Totem
Printed in Poland 2025
ISBN: 978-87-7917-694-2
ISSN 2596-6561
www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.
Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node.
Udgivelsen er støttet af:
AUGUSTINUS FONDEN
INDLEDNING
P.E. Lange-Müller vaklede i flere år, før han turde springe ud som kunstner, men han lykkedes straks med det, endda på sine helt egne præmisser. I løbet af få år viste han med sine sange, korværker, orkesterværker og operaer, at han var en ny, original stemme i dansk musik, og blot et årti senere var han blevet folkeeje. På sine gamle dage havde han status som Danmarks nationalkomponist.
På trods af den konstante succes beholdt Lange-Müller sin dybe tvivl hele livet. Det skyldtes blandt andet en kronisk hovedpine, der belastede ham voldsomt, men også psykiske pinsler som mindreværd og modløshed. ”Han var ikke nogen lykkelig Mand, for han var aldrig – bogstavelig talt aldrig – rask”, huskede en af hans bekendte. ”Utroligt, at han alligevel kunde skabe saa meget og saa smukt.”
Der har før været skrevet bøger om Lange-Müller. Omkring 2. Verdenskrig, da den nationale strømning i Danmark var meget stærk, udkom to biografier om ham. P.E. Lange-Müller – Mennesket og Kunstneren (1938) af Julius Clausen er en velskrevet, meget gennemarbejdet og finfølt bog, der bygger på hans dagbøger og breve. Den anden bog, P.E. Lange-Müller (1946) af Helge Bonnén, er løsere og mere personlig. Begge forfattere havde mødt komponisten og havde adgang til hans private papirer. Af den grund kan især Clausens pionerværk kaldes autoritativt, og det anerkendte Lange-Müllers datter Irmelin også, hvad der påpeges i bogens forord.
De to biografier præsenterer en Beethoven-agtig skæbnefortælling om kampen for kunsten gennem personlig lidelse. Der blev i det hele taget etableret et syn på Lange-Müller som tragisk, lidende nationalgeni, der virker romantiseret i dag. For selv om Lange-Müller var et ulykkeligt menneske, komponerede han hundredvis af værker, var højt respekteret, beundret, enormt velhavende, nød total personlig frihed og stiftede en dejlig familie. Og han manglede ikke vedholdenhed og energi –
allermest holdt han af at tage på lange, strabadserende vandreture i bjergene, helst alene.
En fasttømret historie har været, at Lange-Müller var en udygtig komponist, der aldrig rigtig lærte håndværket. Var han virkelig så dårlig, og forbedrede han sig ikke gennem årene? Eller skyldes hans musiks særpræg også, at han simpelthen var en original kunstner, der fulgte sine egne regler? Fra hans allerførste værker bemærkede man, at Lange-Müllers musik var personlig og nogle gange så ualmindelig, at man havde svært ved at kapere den. Det ”hjemmelavede” ved hans musik, ukorrekt eller ej, var med til at gøre ham til en original kunstner. Og i sine bedste stunder nåede han frem noget, ingen har fundet før eller siden. Lange-Müller var i øvrigt så heldigt stillet, at langt de fleste af hans værker blev udgivet på tryk og fik en meget stor udbredelse i Danmark. Musikken er naturligt nok blevet gammeldags med tiden, og man hører den sjældnere i dag end for bare et halvt århundrede siden, men i modsætning til så mange andre danske romantikeres musik er den ikke forsvundet helt. Og gennem tiden har Lange-Müllers musik løbende skabt kontakt til nye generationer, hvad man bl.a. kan se ved, at hans musik er blevet indspillet på ca. 300 udgivelser siden den første plade i 1906.
Derfor er der god grund til at skrive en ny bog om en af de danske komponister, der har oplevet allerstørst popularitet: Peter Erasmus Lange-Müller. En virkelig fascinerende kunstner, som på trods af sin succes blev ved med at sætte spørgsmålstegn ved sig selv og meningen med det hele.
Jeg vil gerne takke seniorforsker Claus Røllum-Larsen, komponisten Jesper Koch, pianisten Mogens Dalsgaard, pianisten Christian Westergaard, koncertmester Christina Åstrand, professor, overlæge, dr.med. Toke Bek, overlæge Maria Cornelius, ingeniør Finn Nygaard, nodearkivar Mikkjal Olsen og kongelig ordenshistoriograf Jes Fabricius Møller, der har hjulpet mig værdifuldt.
En særlig tak til Augustinus Fonden for støtte til bogserien.
Jens Cornelius
DEN STORE TVIVL
København, 1. december 1925. Hoveddøren på adressen Åboulevard 4 går op, og en spinkel, gammel mand træder ud med små skridt. Han forsvinder næsten i sin store pelsfrakke og under den sorte hat. Man kører ham til Det Kongelige Teater, hvor der er festforestilling til hans ære. Det bryder han sig ikke om. Han sidder og trykker sig i sædet og er for udmattet til at overvære det hele, selv om det er hans egen musik, Det
Kongelige Kapel spiller.
Efter forestillingen overrækker Dronningen ham Fortjenstmedaljen i guld – som supplement til det Kommandørkors, han allerede bærer på sit kjolesæt. Man følger ham ud på Det Kongelige Teaters balkon, og herfra ser han et fakkeltog til hans ære: Tusinder af mennesker er stimlet sammen i mørket, og sporvognene og bilerne stopper, da en højtidelig parade med
På sin 75-årsdag bliver
Lange-Müller hentet i sit hjem og fulgt til festforestillingen af Dansk Tonekunstnerforenings formand, komponisten Hakon Børresen.
Foto: Holger Damgaard, 1925. Det Kongelige Bibliotek.
500 tændte fakler kommer vandrende fra Christiansborg til Kongens Nytorv. Et mandskor synger hyldestsange for ham, og fra balkonen bliver der holdt tale.
Selv om han står foran mængden i levende live, bliver han omtalt som en nationalhistorisk person: ”Idet vi takker dig for din rige Gave til Land og Folk, ønske vi, at denne Arv til de kommende Slægter maa leve i Folkets Sind og blive en Del af den Sangbund, der vibrerer med i alt, hvad en Nation kender som sit eget.”
Genert tager hovedpersonen sin hat af som tak, mens hurra-råbene lyder nede fra pladsen, og mandskoret bryder ud i sang.1
Denne 75-års fejring mente P.E. Lange-Müller ikke, at han fortjente. Han betragtede sin gerning som uforløst og sit liv som én lang pine. Mismodet varede hele hans voksenliv og gjaldt både professionelt og privat. Alligevel flød kreativiteten fra ham, og han skabte hundredvis af kompositioner, der gjorde ham til en af de mest spillede og elskede danske komponister nogensinde.
Ved fejringen i 1925 var han anerkendt som Danmarks nationalkomponist – men man vidste også godt, at den æra, han repræsenterede, var ved at være forbi. 1800-tallets sværmeriske romantik stod konfronteret overfor en ny og voldsom tid. Det København, som Lange-Müller kunne se fra Det Kongelige Teaters balkon, var en storby med biler, industri, telefoner, radio og flyvemaskiner. Ude i verden havde krig og revolution gjort en ende på gamle kongeriger og fyrstedømmer, og nu var den nye tid også ved at gøre en ende på den klassiske musik, som den havde været kendt i århundreder.
Men endnu levede repræsentanterne for den gamle kunst, hvis idealer om skønhed og harmoni byggede på en tradition, der var over hundrede år gammel. Publikum var stadig meget stort til Lange-Müllers musik, og hyldesten fra folket på Kongens Nytorv var oprigtig. Hans liv havde været en fantastisk succes – i hvert fald for alle andre end ham selv.
Peter Erasmus Lange-Müller kom fra det konservative borgerskab i København, hvor samfundsposition og formue gik i arv gennem generationer. Faderen var højesteretsassessor Otto Frederik Müller (1807-1882), en fremtrædende jurist, embedsmand og politiker. Otto Müllers far var biskop Peter Erasmus Müller, professor i teologi, og hans farfar Friederich Adam Müller var konferensråd, jurist og kunsthistoriker. I 1842 giftede Otto Müller sig med Charlotte Sophie Lange (1818-1859), ”en sjælden Qvinde, lige højt begavet fra Aandens og Hjertets Side”, som han ømt beskrev hende.2 Hun var datter af Københavns overpræsident, dommer og storkorsridder Michael Lange. Ved brylluppet dannede Otto Müller og Charlotte Sophie Lange det nye slægtsnavn Lange-Müller. To af landets førende familier var nu blevet én.
Otto Müller var en utrolig arbejdsom mand. Han sad i Københavns Borgerrepræsentation og blev valgt ti gange til Rigsdagen. I 1860 blev han udnævnt til assessor (dvs. dommer) ved Højesteret. Dertil kom utallige hverv indenfor så forskellige områder som Industriforeningen, pastoralseminariet, afholdsbevægelsen og Det kgl. Haveselskab. Ved sin pensionering blev han udnævnt til Kommandør af Dannebrog. Trods sit diskrete og rolige væsen må han have været en formidabel faderskikkelse for sine børn.
Peter Erasmus var familiens tredje barn. Han blev født 1. december 1850 og blev opkaldt efter sin farfar, biskoppen. I daglig tale blev han blot kaldt Peter. Han havde to søskende, Thomine, kaldet ”Thommy” (født 1846) og Emil (født 1849). I 1852 kom det sidste barn til, Ida.
Ved siden af de akademiske og kristne borgerdyder var kunst og kultur familiens interesse. Charlotte Lange havde kunstneriske talenter, hun sang godt, spillede klaver og komponerede små stykker, som desværre ikke er bevaret. Hun udgav også to børnebøger, Claus og Marie (1855) og Zigeuneren og hans Børn (1857), udgivet under pseudonymet ”Cornelia”, for-
di hun ligesom mange andre i datiden ikke mente, at en kvinde kunne tillade sig at træde frem som kunstner i eget navn. I 1849 købte parret den store ejendom ”Sommerlyst” på Frederiksberg Allé, der blev P.E. Lange-Müllers barndomshjem.3 En herskabelig villa fra slutningen af 1700-tallet, der lå på det vestlige hjørne af den nuværende Mynstersvej. Frederiksberg var dengang et ret landligt område, og bag den store villa i tre plan og dens sidebygninger var der en meget stor have med gamle træer og en sø. Grunden strakte sig næsten 200 meter nordpå mod Gl. Kongevej. Det var en stor husholdning – en folketælling fra 1855 opregner udover forældrene og deres fire børn også fem tjenestefolk og forskellige logerende og slægtninge, i alt over 20 beboere i den markante ejendom.
Søskendeflokken blev opdraget til både boglig lærdom og kunstnerisk beskæftigelse. Alle fire børn spillede musik, tegnede og digtede. Peter var en meget kvik dreng, men han var ofte syg. Hans svagelighed var så generel, at familien og dens læger ikke kunne komme med en ordentlig forklaring. Det begyndte i fireårsalderen, hvor han blev ramt af koldfeber, den tids navn for en malaria, der hærgede Danmark i 1800-tallet. Senere i barndommen fik han mæslinger, den farligste af børnesygdommene, der kan give alvorlige senfølger. Hans forældre mente, at mæslingerne havde givet ham øjenproblemer, og at det var øjnene, der blev årsag til hans kroniske hovedpine. Det er dog mere sandsynligt, at hovedpinen skyldtes andre senfølger, f.eks. en form for hjernebetændelse i forbindelse med mæslingerne. Man mente også, at drengen havde arvet svageligheden fra sin mor. Hun led af tuberkulose og kæmpede med et tungsind, som familien måtte tage meget hensyn til. Et dagbogsnotat fra hendes sidste sygdomsperiode afslører en stor sårbarhed og et knugende mindreværd som både hustru og mor:
Tilgiver mig, hvis jeg har været Eder imod – indesluttet, kold, er jeg vist tilsyneladende – det kommer af et indre, der har ondt ved at finde sig tilrette, fra en dyb Sørgmodighed, der ikke vil besvære andre – fra en sygelig Sindsstem-
ning, der ikke tør indlade sig med Andre for ikke at blive vaklende og kun altfor let mister sin Fred.4
Charlotte Lange døde efter flere års sygdom i 1859, blot 40 år gammel. Peter var da otte år. Hans far ansatte efter sin kones død en ung husbestyrerinde, Mathilde Thune, der flyttede ind i huset for at tage sig af børn og hjem, mens han selv fordybede sig i arbejdsværelset på 1. sal.
Mathilde Thune havde empati og blev en vigtig person for det alvorlige, begavede mellembarn Peter, der ikke var i stand til at gå i skole på grund af sit dårlige helbred og derfor blev undervist hjemme af en privatlærer. Han voksede altså op temmelig isoleret og tilbragte især tid sammen med kvinderne i huset. Senere så han med pinlige følelser tilbage på, hvordan han i krigsåret 1864 havde siddet sammen med tanter og søstre og strikket strømper til de danske soldater – en flov beskæftigelse for en dreng på 13 år.5
Hovedpinen med dens mystiske årsag satte en stopper for et normalt ungdomsliv. Otto Müller tog sin søn til Berlin for at konsultere verdens førende øjenlæge, Albrecht von Graefe, uden at det gav noget svar. Næste forsøg blev en række kurophold i Sandefjord i Norge. Rejserne tog så meget af hans tid, at hans gymnasieuddannelse måtte udsættes. På trods af sin store begavelse var han derfor et par år ældre end de andre elever, da han som 17-årig blev optaget på Metropolitanskolen i 1867.
Tre år senere blev han student som den suverænt bedste elev på årgangen. Han fik som den eneste karakteren UG i samtlige fag, både de sproglige og matematiske. Sammenlagt gav det ”første Karakter med Udmærkelse”, som man kunne læse det i avisernes lister med årets eksaminander.6 Den samme udmærkelse havde hans far også fået i sin tid, og helt efter familietraditionen blev Lange-Müller samme år optaget på Københavns Universitet. Men traditionen blev brudt, da han stoppede sine studier efter det indledende studieår, det såkaldte filosofikum. Det var dog ikke ualmindeligt, at man begrænsede studierne til det almene filosofikum, der dengang gav graden cand.phil. og
var nok til at blive anerkendt som akademiker. Lange-Müller fik også ved denne eksamen højeste karakter,7 så hvis han var fortsat ad den akademiske vej, kunne han formentlig være blevet en dygtig embedsmand som sin far.
Men i stedet skiftede han mål. Han havde fået erfaringer som pianist, bl.a. som akkompagnatør af en privat sangforening og som medlem af et studenterorkester,8 og nu ville han forfølge sin stærke musikalske interesse og begyndte i 1871 på Kjøbenhavns Musikkonservatorium (i dag Det Kongelige Danske Musikkonservatorium). Det var altså ikke studietræthed, der fik Lange-Müller til at stoppe på universitet, men hans egen tvivl: Valget mellem en akademisk karriere eller et mere uforudsigeligt liv med kunsten. Beslutningen var overladt til ham selv, og på den måde viste Otto Müller en generøs forståelse for sin søn, der ikke var som andre unge.
Konservatoriet i København var en ganske ny uddannelsesinstitution dengang, åbnet i 1867 under ledelse af Niels W. Gade. Den velhavende Lange-Müller-familie kunne godt have sendt den talentfulde søn til udlandet for at studere, men Gades konservatorium havde fremragende lærere. Lange-Müller blev undervist i klaver af den norske pianist Edmund Neupert og i kontrapunkt af J.P.E. Hartmann, hans store idol. Lange-Müller var godt rustet til uddannelsen, for han havde allerede som dreng fået undervisning i klaver og musikteori af den fremtrædende organist Gottfred Matthison-Hansen, og efter gymnasiet var han blevet undervist i kontrapunkt af den meget respekterede J.C. Gebauer.
Men også studiet på musikkonservatoriet afbrød han, denne gang efter bare et halvt år. Måske fordi forholdet til Niels W. Gade var dårligt. Lange-Müller følte, at Gade som musiklivets dominerende godfather undertrykte talenter med en anden smag end ham selv. Og Gade brød sig rent personligt ikke om ham, måske fordi Lange-Müller stammede fra en meget rig familie, modsat Gade, der kom fra små kår. Gades søn Felix sagde det ligeud: ”Jeg maa tilstaa, at rent personligt kunde han ikke lide Lange-Müller, uden at jeg ser mig i Stand til at anføre
nogen virkelig Grund til denne Animositet.”9 Det kom bl.a. til udtryk i en berømt og berygtet kommentar, efter at Gade havde hørt Lange-Müller dirigere en koncert med sine egne værker. Gade sagde blot: ”Den var lang, Müller.”10
Måske var konservatoriets uddannelse slet ikke den rette vej for Lange-Müller. Teoretisk set lærte han ikke ret meget, han ikke allerede vidste, og klavervirtuosen Edmund Neupert hundsede med sin elev, der næppe havde planer om at blive koncertpianist. Lange-Müller ville hellere skabe sin egen musik – bare ikke den slags, som Gade ønskede. Selv syntes han, at han manglede trædestenene for at kunne nå sit mål, og i årevis regnede han det for en håbløs drøm at blive komponist, fordi han efter egen mening ikke havde nok af hverken teknik og talent: ”Saa jeg paa de store Gamle, Hartmann og Gade (ikke at tale om de Verdensstore), saa følte jeg min absolute Umulighed: hvad Brug kunde der være for min Smule Musik i al den Rigdom?”11
Tvivlen fik ham til at vende tilbage til universitetet og statsvidenskabsstudiet, men kort efter stoppede han endegyldigt planen om en akademisk uddannelse. Efter råd fra J.P.E. Hartmann, der selv var solidt uddannet som cand.jur., satte han sig for at lære skrivning (dvs. bogføring og protokolarbejde), så han kunne få et arbejde indenfor handelskontor eller bankvæsen, der måske kunne rumme overskud til at komponere ved siden af.12 Han forsøgte sig også med maleundervisning, men blev frarådet at fortsætte, fordi hans lærer mente, at hans musikalske talent var større.13
Lange-Müller valgte nu en temmelig drastisk udvej på sit dilemma, nemlig at blive gartnerelev i Bernstorffs Slotshave. Hans håb var, at udendørslivet ville være godt for hans helbred, og hans læremester i parken roste ham også for at være den flittigste elev, de havde haft.14 Men heller ikke denne uddannelse gennemførte han. Hans trang til at beskæftige sig med musik var for stærk, og hvis det ikke kunne blive på den reglementerede måde via Gades konservatorium, så måtte det ske på egen hånd.
