Sansernes opdragelse
Steen Klitgård Povlsen
Sansernes opdragelse
Et essay om Marcel Proust
MULTIVERS
Sansernes opdragelse – et essay om Marcel Proust
Af Steen Klitgård Povlsen
1.udgave, 1. oplag 2025
© Multivers 2025
Omslagslayout: Emil Stephensen
Tryk: Totem
Printed in Poland
ISBN: 978-87-7917-710-9 www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.
Udgivelsen er støttet af VELUX FONDEN
FSC www.fsc.org
MIX
Papir I Stetler ansvarligtskovbrug
FSC® C115691
Produktionen af denne bog har udledt 150g CO2æ. Udledningen er beregnet med ClimateCalcTM og kompenseret gennem South Pole.
Påsporetafenæstetik
Ibegyndelsenaf13.ogsidstebindafdendanskeoversættelseafMarcelProusts Àlarecherchedutempsperdu (pådansk Påsporetafdentabtetid)1 venderdenaldrende digterinspeMarcel–vifåraldrigatvide,hvadhan heddertilefternavn,hvilketgiverosetsærtfortroligt forholdtilham,somtilennærven–hjemtilParisfra etsanatorieophold.Viharromanenigennemhørtlidt omnoglevejrtrækningsproblemer,hanhar,mennuer detilsyneladendeblevetsåalvorlige,atderskalgøres nogetveddem.Hanhardogsagtjatilatkommetilet eftermiddagsselskabhosenadeligfamilie,hankender, fyrstenogfyrstindenafGuermantes,ogdahantræder udafdenvogn,derharbragthamtilderespalæ, snublerhanovernoglefliserpåfortovet.Langtsenere, vedslutningenafbindet(ogdermedromanen)snubler hanigen–nunedadentrappepåvejhjemfraet andetselskab.Hanharøjensynligtlidtproblemermed balancen,ogdetermåskeikkeheltuberettiget,athan
1. Alle fortløbende sidehenvisninger i det følgende er til den danske udgave På sporet af den tabte tid, Multivers 2002-2014. Der er ikke så mange danskere, der kan læse fransk, og dem der kan, gør det ofte dårligt. Bl.a. dette essays forfatter.
tilslutkantvivlepå,omhanshelbrederstærktnoktil, athanfåafsluttetdenroman,hangårmedihovedet, ogsomhaniløbetafdenneeftermiddagbesluttersigtil endeligtatfåtagetfatpå.Deterligefrem,somomdet faktiskerdøden,derpresserværketfremiham,sådan somdetvarimegetafdenlitteratur,derblevskrevet underogligeefter1.Verdenskrig,hvormanhavde oplevetsåmegetafden2.Også Påsporetafdentabtetid er imangehenseenderetdødensværk.
Hanssnublendennedagerkunénafenrække episoderiværket,hvorenumiddelbar,uventetogspontansanseoplevelseåbneropforenerindringafstor skønhedogværdihosMarcel.SamuelBeckett,derhar skrevetenlilleindføringiProustsroman3,mente,at derheltpræcister11afsådanneepisoder–menmed nogleunderafdelinger,sommåskeogsåkunnekaldes medetbegreb,videnskabeligtknæsatafdencanadiskeJoyce-forskerMorrisBeja(dervaraffransksproget familie!),som”epifanier”4.EtbegrebProustssamtidige
2.Jegharskrevetenbogomtemaet: Dødensværk.Femkapitleromdødeni modernelitteratur,litteraturteoriogpsykoanalyse,AarhusUniversitetsforlag2000, hvorjegmærkeligtnokikkenævnerProust.
3. Proust,Multivers2023.BecketterenafdeProust-læsere,dermest vedholdendebetonerdentyskefilosofArthurSchopenhauersindflydelse påProust.Indeværendeessayeretbeskedentforsøgpåatrådebodpåden kendsgerning,atSchopenhauerermindrekendtiDanmark.
4. EpiphanyintheModernNovel,UniversityofWashingtonPress,1971.
JamesJoycebrugteomsinestilistiskeungdomsforsøgog ophøjedetiletnøglebegrebisinæstetik.
Omdervardeteneellerandetantalerselvfølgelig underordnet,mendenneepifaniibegyndelsenaf13. bindharensærligstatus.Oplevelsenernemligivirkelighedentredeltogbringerhamgennemtresanselige indtrykfremtilnoget,derfremstår”ulegemligt”og fylderham”tilbristepunktetmedjubel”(13,9).Først snublerhanoverfliserne,derefterslårhanenskemod entallerken,menshanspiseren petitfour,ogtilsidst tørrerhansigommundenmedenserviet.Alletre epifanierbringerhanserindringindomkringhansmor: førstfordihanogsåsnublede,dahanskulleindi MarkuskirkeniVenedig,hvorhanfandtetbillededer lignedemoren,ienmosaikpåvæggen;derefterhører hanenlyd,derminderhamomdenklokke,derlødi hanstanteLeonieshave,nårfamiliensvenSwannhavde væretpåbesøg,oghansmorderforkunundtagelsesvist kunnegivehametgodnatkys.Ogtilsidstfårserviettens trykmodansigtetigenVenedigsazurblåtrylleritilat stigeopihansbevidsthed,nusuppleretmedandre indtrykfrabådebadebyenBalbecogGuermanternes palæ.Defysiskeglimtbringerhamaltsåbådefremtil dødensgrænseogaltingsophør–ogtilbagetilmorenog altingsbegyndelse.Ikkesåsært,atMarceltænker:Nu måderhandles,detherskalfastholdes.
Detforsøgerhansåidenæste80sider,somer
formet som en veritabel poetikforelæsning og, som man for længst har registreret, er stærkt påvirket af den tyske filosof Arthur Schopenhauer og dennes æstetik. Den forestilling, at al virkelig kunst har til opgave at vise ”at det ikke er menneskene, der virkeligt eksisterer og følgelig må tillægges udtrykskraft, men ideerne” (13, 68), er som snydt ud af Schopenhauers næse, der i sit hovedværk Verden som vilje og forestilling fører en gennemgående diskussion med, og polemik mod, Platon, som ikke skal beskæftige os her. Schopenhauer mente, at Platon var for idealistisk, ikke sanselig nok. Prousts idealisme er af Schopenhauers karakter, hvor meget Platon, han egentlig kendte, ved jeg ikke – men han kendte Schopenhauer5 .
Han vidste derfor også, at Schopenhauer altid understregede, at vejen til det kunstnerisk sublime – det der både hos ham og Proust i mange aspekter ligner en forestilling om ”dødsdrift” – altid går gennem sanser-
5. Muligvis mest indirekte gennem nogle lærere, han havde, da han i to omgange studerede ved universitetet i Paris i 1890’erne. Se Luc Fraisses efterord til Den mystiske brevskriver og andre uudgivne noveller, Multivers 2022, s. 100-103.
ne6 . Noget Schopenhauer hele tiden bebrejder Platon, at han ikke havde forstået. Han (Platon) troede, at man kunne skue ideen direkte – ”idea” betyder jo indblik, indsigt på græsk. Det kan man ikke med kunsten, hævder Schopenhauer. Han bruger dog fjerde og sidste del af sit hovedværk Verden som vilje og forestilling7 på at angive veje for sjælen til at løsgøre sig fra verdens fundamentale lidelse og bevæger sig i disse forestillinger vist nok ind omkring tankegange af østlig observans: hinduisme og buddhisme. Det ligger det uden for dette essays ramme at undersøge nærmere. Proust omtaler ganske vist flere steder i sit værk mystiske forestillinger og ritualer (sjælevandring etc.), men hans verden er i udpræget grad immanent. Egentlige religiøse tanker dukker kun sjældent op, men nok kirkelige ritualer.
Kun i kunsten rummes Prousts transcendentale begær, og en hengivelse til det hinsides foregår altid gennem det sanselige.
6. I den hidtil største fremstilling af Prousts værk og verden på dansk (der beskedent nok kaldes en ”lille encyklopædi”), Neal Ashley Conrads Sandhed og intet andet end sandhed, People’s 2021, følges opslaget om ”sansning”, der citerer fra den samme passage i ”Den genfundne tid”, som jeg gør, af alfabetiske grunde af opslaget om ”Schopenhauer”. Dette uden at Conrad dog bemærker, at det afgørende i den tyske filosofs tænkning er æstetikkens fundering i den sansemæssige virkelighed. Det er denne konkrete fundering, jeg i dette essay vil forfølge.
7. Verden som vilje og forestilling, Gyldendal 2004. Dansk oversættelse ved Søren R. Fauth. De fortløbende citater i det følgende er til denne udgave.
Og det gør den også i Schopenhauers æstetik. Før denne i tredje bog i sit hovedværk gennemgår de forskellige kunstformer, har han en systematisk beskrivelse af de forskellige sanser. Først er der en lovprisning af lyset og synssansen af næsten bibelske dimensioner: ”I alle religioner betegner lyset den evige frelse, mens mørket repræsenterer forbandelsen” (319). Derefter følger en gennemgang af de mere jordbundne sanser: hørelse, følesans, lugt og smag, der dog alle også gives mulighed for i den kunstneriske forklarelse at kunne løfte sig op til ideen. Det vender jeg tilbage til.
Også Prousts værk begynder som bekendt med, at mørket føder lyset og den fysiske verden, herunder alle de andre sanser. Og da Marcel til slut når frem til at spidsformulere sin æstetik, er det da også det generelle sanselige udgangspunkt, han fremhæver: ”Et billede som livet giver én, kan i virkeligheden, i netop det øjeblik, omfatte en mangfoldighed af forskelligartede sanseindtryk [...] En time er ikke bare en time, den er et kar fuld af lugte, lyde, planer og vejrtyper. Det man kalder virkeligheden, er en bestemt forbindelse mellem disse sanseindtryk og disse erindringer der omgiver én på samme tid [...] en enestående forbindelse, som forfatteren er nødt til at genfinde for til evig tid at kunne sammenkæde disse to forskellige led i en sætning [...]. Ja, ligesom livet selv, begynder sandheden først når forfatteren tager en egenskab der er fælles for to
sanseindtryk og, for at unddrage dem tidens tilfældige omskifteligheder, uddrager deres fælles essens ved at forene dem i en metafor” (13, 38-39). Prousts mærkelige metaforopfattelse har været omstridt i forskningen og skal ikke beskæftige os her. Men pointen er klar nok: Det gyldige æstetiske udtryk opstår af et samarbejde mellem sanserne. Her er han helt på linje med sin filosofiske læremester Arthur Schopenhauer. Det er kendt stof8 . Hvad der derimod synes mindre påagtet i Proustlitteraturen er, at ikke alene hans grundsyn i æstetikken på kunstens ideelle rolle, geniets position og polemikken mod diverse sociale og moralske former, som kunsten i alle sine aspekter kan antage, er påvirket af Schopenhauer, men at dennes æstetik også rummer en trinfølge i kunstarternes forhold til det ideelle, som Proust efter min opfattelse overtager og delvist spiller igennem i På sporet af den tabte tid. En slags ”sansernes opdragelse”, kunne man kalde det, med en reference til Gustav Flauberts roman L’Éducation sentimentale fra 1869, som der i øvrigt henvises til (dog kun en passant) i de her omtalte 80 siders regulære poetikforelæsning, som Marcel holder, mens han står og venter på, at
8. Se fx flere bøger af Anne Henry (1934-2018), bl.a. Schopenhauer et la création littéraire en Europe, Méridiens-Klincksieck 1989. Luc Fraisses disputats L’éclectisme philosophique de Marcel Proust, Presses de l'Université Paris Sorbonne 2013, der bl.a. polemiserer mod Anne Henry, er selvfølgelig også vigtig i denne sammenhæng.
musikken i fyrstindens salon skal være overstået. Og han derfor kan gøre sin (gen)entré i det fornemme selskabsliv – og møde døden dér.
”L’éducation sentimentale” er i den danske udgave blevet oversat med ”følelsernes opdragelse”, hvilket ikke er forkert, men kun halvt rigtigt. I det franske ord ”sentimentale” ligger ikke alene følelsen (dansk: det sentimentale), men også ”sens”, sanserne, hvis betydning for følelsen, de romanske sprog har valgt at bibeholde. Og englænderne i den del af deres sprog, der har sin proveniens i den normanniske erobring. Sense and Sensibility hedder som bekendt en vigtig roman af Jane Austen. Her ligger også en tredje variant i det lille ord ”sense”: fornuft, rationalitet. Fornuft og følelse hedder Austens roman i dansk oversættelse. Jeg vil i dette essay fokusere på enheden i dette begreb: Sansernes udvikling fører til en intellektuel, kunstnerisk dannelse, der igen fremmer følelsernes opdragelse. Det er en læreproces på tre niveauer9 .
Man skal ud i de allermest overordnede aspekter, hvis man vil påstå, at ”På sporet” er påvirket af Flauberts roman, hvor hovedpersonen Fréderic ganske vist lærer noget om både sanser og følsomhed, om jalousiens
9. Flaubert spiller selv på treheden i begrebet ”sentimentale” i Følelsernes opdragelse, hvilket den danske oversætter Erik Bartholdy fint har opfanget. Se Gustav Flaubert, Følelsernes opdragelse, Rosinante 2010, s. 258.
væsen og krigens gru, men ikke går ud af lidelserne på samme måde som Prousts Marcel, og som i øvrigt er skrevet i et sprog og komponeret i en stil, der er milevidt fra den proustske diktion. Der har derfor heller ikke i forskningslitteraturen været stor interesse for at sammenligne de to romaner. Jeg har haft i tankerne at gøre det og vil komme kort tilbage til det i slutningen af dette essay, men har i øvrigt undladt dette aspekt, selv inden for komparatismen må der være grænser.
Men man kan med stor ret kalde På sporet af den tabte tid for ”sansernes opdragelse”, med den sanselige og den æstetiske opdragelse i centrum, sådan som Schopenhauer så stringent argumenterer for det. Alle kan blive enige om, at følelser i På sporet af den tabte tid er noget værre rod; betegnelsen på et af afsnittene i Sodoma og Gomorra 2, ”Følelsernes omskiftelighed” (”Les intermittences du coeur”10), er med god grund et af de mest brugte til at karakterisere hele værket. Følelsernes turbulens, dobbelttydighed og upålidelighed er gennemgående hos Proust. Her synes værkets kaotiske produktionshistorie at svare til indholdet: Alting forandrer sig, følelserne stikker af til højre og venstre, ingen relationer kan fastholdes. Ingen opdragelse af følelser synes mulig. Det samme gør sig ikke gældende for sanserne og de
10. Betegnelsen ”intermittent” blev brugt første gang i Europa i forbindelse med brugen af vekselstrøm. En særdeles nyttig opdagelse.
kropslige udviklinger, her er der i romanen en anderledes systematisk og logisk struktur. Derom handler det følgende. Min påstand vil være, at det bliver tydeligere ved en sammenligning med Arthur Schopenhauer.