Monsieur_Læseprøve

Monsieur

LAWRENCE DURRELL MONSIEUR

eller

MØRK ETS FYRSTE

*

På dansk ved Torben Jahnsen

MULTIVERS

Monsieur, eller Mørkets fyrste Avignonkvintetten I

Af Lawrence Durrell

Oversat fra engelsk af Torben Jahnsen Alle bogens fodnoter er oversætterens

Originaltitel: Monsieur, or The Prince of Darkness

The Avignon Quintet © The Estate of Lawrence Durrell, 1992

Monsieur © Lawrence Durrell, 1974

Livia © Lawrence Durrell, 1978

Constance © Lawrence Durrell, 1982

Sebastian © Lawrence Durrell, 1983

Quinx © Lawrence Durrell, 1985

© Forlaget Multivers ApS, 2024 1. udgave, 1. oplag 2024

Omslag: Emil Stephensen

Tryk: Totem

Printed in EU 2024

ISBN 978-87-7917-423-8 www.multivers.dk

Tak til Finn Jensen for hjælp med korrektur og noteapparat

Tak til Lillian Surrugue for hjælp med oversættelser fra fransk

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.

Udgivelsen er støttet af AUGUSTINUS FONDEN

VELUX FONDEN

Samvær med Toby

Middag på Quartilas

Indhold

Til Ghislaine de Boysson

”Oversøisk”

Det sydgående tog fra Paris var det samme vi havde taget i umindelige tider – det samme lange langsomme tog der, som en overdimensioneret sankthansorm, trak sit lysende blå spor gennem landskabernes tusmørke. Det ankom til Provence ved daggry, ofte i et spættet månelys, der gjorde landskabet stribet som et tigerskind. Hvor jeg huskede det, hvor godt han huskede det! Den Bruce jeg var, og den Bruce jeg bliver, mens jeg kradser disse linjer ned, nogle få hver dag. Et tog, udsat for uventede standsninger, uforklarlige forsinkelser; det kunne falde i søvn hvor som helst, selv ude i det åbne land, og blive der i timevis, hensunket i tanker. Ligesom hukommelsens uregerlige hvirvler og malstrømme – tanker, der for eksempel kredsede om ordet ”selvmord” som skræmte haletudser. Vores tog er aldrig kommet, vil aldrig komme, til tiden.

Det var sådanne tanker der løb gennem hovedet på den ensomme rejsende i den oplyste tredjeklasses kupé i den bagerste del af toget. Denne mand betragter sig selv i det slidte spejl. Sådan har det altid været i det tidlige forår, sagde han til

sig selv – selv i de tidlige studenterdage med det gamle PLM. På det tidspunkt, da toget var kørt ud fra Dijons rungende banegård, var det på denne årstid næsten blevet tomt. (Han forsøgte at huske hvor længe siden det var, at han sidst havde besøgt byen; men som han sad der i sit hjørne, halvt sovende, halvt vågen, forekom det ham, at han i virkeligheden aldrig havde været borte. Eller at i det mindste en del af ham altid havde været til stede i dens skyggefulde gader og på de stille, lurvede torve.)

Men dette var en mærkelig anderledes tilbagevenden – en kravlen væk fra en nordisk vinter mod et spirende forår, tilkaldt af et blåt telegram. Og en skrækkelig årstid for en sådan rejse! Nordpå havde en byge af snestorme næsten lammet jernbanetrafikken; men hernede havde foråret nærmest besluttet at tø jorden op. Først når man har passeret det grønne morbærbælte og er kommet ind i olivenzonen, bliver manoverbevist,forselvidengråvinterkulissesdaggryhænger de gyldne mandariner i blomstrende klaser som i en af Epikurs græske haver. Hans øjne hvilte, uden at se, på de flyvende landskaber, de passerede.

Den sene rejsende var mig selv, Bruce, og rejsen var ikke mit valg. Telegrammet der havde sendt mig sydpå fra Prag, var passende lakonisk. Det underrettede mig om, at min ældste og bedste ven, Piers de Nogaret, havde begået selvmord; faktisk

var han mere end en ven, for hans søster Sylvie var min hustru – telegrammet var imidlertid ikke underskrevet af hende men af familiens notar. Det havde nået mig på den britiske ambassade, hvor jeg de sidste par år havde været tilknyttet som medicinsk rådgiver. ”Bruce Drexel, MD, til tjeneste” –hvor lød det uvirkeligt nu, som et ekko af fjerne visheder, der ikke havde taget tidens hævn i betragtning! Manden i spejlet stirrede frustreret på sig selv. Toget ilede og rumlede videre.

Han måtte forsøge at objektivisere sine tanker og følelser ved at behandle dem, som man ville gøre det i en roman, men det lykkedes ikke rigtigt. I Rob Sutcliffes berømte roman om os alle, begyndte det hele faktisk sådan. Jeg var mærkværdigvis en kopi af hans hovedperson, der blev kaldt til en døende vens sygeleje (det var forskellen), som havde vigtige ting at betro ham. Sylvie var der også, midt i billedet, som hun altid havde været det. Hendes sindssyge var rørende beskrevet.

Selvfølgelig var personerne på en måde karikaturer af os; men begivenhederne var virkelige nok ligesom Verfeuille, det gamle slot, hvor vi havde udlevet dette eventyr mellem vores rejser. Bruce identificerede sig nu lidt med helten, ganske som Sutcliffeselvgjordedet,ogomhvemforfatterenengangsagde: ”Virkeligheden er nu om dage for gammeldags til forfatterens formål. Vi må satse på kunsten for at kunne genoplive den og gøre den tidssvarende.”

Ja, men hvad med virkelige mennesker i modsætning til papirfantasier? Når man er død, er man ude af billedet, men det bringer ens venner til fornuft, eller burde gøre det. Jeg

spekulerede tit over det – hvordan forener man det virkelige og det tænkte? – da jeg læste hans bog. Nu var han også død, og Pia, min søster, havde samlet alle hans papirer i arkivet på Verfeuille, hvor hele deres ægteskabs svidende ulykke kan studeres af litteraturhistorikeren. Det var heller ikke, fordi hun var en dårlig hustru, for de elskede hinanden til vanvid; det var simpelthen den triste historie om seksuel afvigelse – den havde efterladt ham hjælpeløs, uden indre resurser. Mennesker som Rob bliver for engagerede, for sårbare, og er derfor lette at få ned med nakken. Hvis min søster læste disse linjer ville hun holde hænderne for ørerne og råbe ”Nej!” Men de er sande.

Om yderligere nogle få måneder skulle vi tre have mødtes endnu en gang i Piers fødeby, for at genoptage tråden i dette bizarre venskab, der havde varet en halv menneskealder, og som kun i ringe grad var blevet forstyrret af Piers sidste forflyttelse til Delhi. Vi skulle begge gå på pension i dette år og sammen vende tilbage til Verfeuille for at udleve resten af vores tid sammen med Sylvie bag det forfaldne slots massive fæstningsvolde. For på en måde at mure os inde; for helt at trække os tilbage fra verden; for at udvikle og berige dette varige venskab mellem os tre, et venskab, der havde modstået såmangeprøvelserogstadigforblev(idetmindsteformig)det centrale i hele min tilværelse. Der var i hvert fald ikke noget andet i mit liv, der tålte sammenligning med dette venskab i frugtbarhed og styrke – en trekantskærlighed, der kun blev

skæbnesvanger, fordi Sylvie en dag gik fra forstanden og næsten havde trukket sin bror med. Piers tøvede og vaklede på selve afgrundens rand. Hvis jeg ikke havde været der, tror jeg, at han ville være gledet ned ad vanviddets lange skrænter, havde valgt det som et tilflugtssted for sine tanker om hendes sindssyge.Nuhavdealt,pludseligtogbrutalt,ændretsig.Piers var tilsyneladende død, og den mand jeg var blevet, kunne ikke se nogen vej ind i fremtiden. Min vens bortgang havde omstyrtet virkeligheden; alligevel skabte følelsen af tabet en underlig form for tåreløs løsrivelse, en følelsesløs og frygtløs ironi. Spejlet viste en barskt smilende mand. Samtidig, langt borte, gik Sylvie, svøbt i sit kinesiske sjal, omkring i de grønne rosenhaver i Montfavet, og bevægede læberne i tavs samtale med sin døde bror. Her rejser Bruce sig og løber frem og tilbage i den tomme vogn i et anfald af raseri og smerte, som et dyr fanget i en fælde.

Trætheden gjorde sikkert sit til denne nye følelse af uvirkelighed, der havde grebet mig. Det tager tid for mennesker at dø, og den døde Piers var kun lige begyndt at stille krav til sine venners erindring. Det var hans krop, ikke hans minde, der var koldt. Hver gang jeg blev rystet vågen, blev jeg, med et stik af smerte, konfronteret med hans død. Et øjeblik var der ingenting, kun et tomrum – og så åbnede hukommelsen sig som en foldekniv, og jeg indså, at han var borte, var trådt ind

i den underlige tilstand vi så konventionelt kalder døden, og hvoromviikkeintetved,dermåskekunnehjælpeostilatblive fortrolige med tanken og tæmme den.

Jeg tænkte på om han måske i sin dødsstund havde erindret den indvielse, vi havde deltaget i for så længe siden i Ægypten – forestået af Akkad, en ceremoni der tålmodigt havde udskilt essensen af ørkengnostikernes doktriner? Jeg ved, at de havde gjort et stort indtryk på ham. Jeg mener, i spørgsmålet om døden var de afgørende og utvetydige. For efter denne indvielse var det umuligt at tillægge tanken om døden nogen dybere betydning. Al individuel død havde igen fået mening ved Guds død! Jeg husker, hvordan tanken dengang forfærdede mig! Da vi tog afsked med den kærligt smilende Akkad, sagde han: ”Tænk nu overhovedet ikke på, hvad I har lært. Bliv det simpelthen så hurtigt som I kan – for det man bliver, glemmer man.”

Åbenbart hørte dette til den anden slags død, den gnostiske, der fra nu af altid ville stille menneskets rent timelige død i skygge; den død, der for Akkad og hans sekt simpelthen var en form for kropslig selvforkælelse, en mangel på kræsenhed. ”Det at dø kan blive en ren og skær tilfældighed, hvis man lader det ske, inden at man opdager det kunstgreb, der gør én i stand til at dø med udbytte,” sagde han.

Nu gentog jeg langsomt hans ord for mig selv, mens jeg stirrede ud i natten, der fløj forbi. Hvor mon Akkad var i nat? Måske var han død? Jeg følte, at mindre end et halvt pulsslag skilte mig fra Piers.

Og dog havde vi været heldige, i betragtning af de vilkår vores arbejde og rejser bød os, at kunne have opretholdt en næsten konstant forbindelse til hinanden; vort venskab, der senere udviklede sig til kærlighed, var aldrig visnet på stilken. Som ung var jeg kommet i forbindelse med broderen og søsteren, der levede et så forunderligt og anderledes liv i skønhed og fordybelse på deres ensomme slot; og fra da af havde vi knap været adskilt. Piers blev diplomat, jeg blev ambassadelæge, men trods alle skæbnens luner var vi, i værste fald, samtidigt udstationeret i lande med fælles grænse. Flere gange var vi så heldige at have ansættelse i samme by, han i den franske ambassade, jeg i den britiske. Sammen lærte vi således Kairo at kende, og Rom, og vi var fælles om Peking, Bern og Madrid.

Sylvie var vores adjudant, og når vi var adskilte, delte vi hende – hun rejste fra den ene til den anden. Men vi tilbragte altid vores sommerferier sammen på Verfeuille. Så til trods for alle forandringer i tid og sted var der kontinuitet i hele vores livsmønster (og selvfølgelig i vores kærlighed).

Senere havde jeg fuldt bevidst giftet mig med Sylvie, fordi hun ønskede det. Det cementerede yderligere vores tætte tilknytning til hinanden. Og jeg handlede heller ikke som en søvngænger, for jeg var meget vel klar over, hvad denne handling indebar i psykologisk henseende. Jeg vidste også, at hun en skønne dag kunne miste sin sjælelige balance; at hun måske måtte sendes bort og leve afsondret i den grønne

stilhed på Montfavet, det store sindssygehospital, der ligger mellem Vaucluces rislende vandløb og solbeskinnede løvsale i en atmosfære, der leder tanken hen på Epidauros’ livgivende ro. Hvad det angår har jeg aldrig haft noget at fortryde. Denne trekantede lidenskab har fortryllet hele mit liv og vil følge mig på den anden side af graven. Jeg vidste, at jeg havde fundet my onlie begetters.1 Jeg genoplevede intrigen og modintrigen i Shakespeares Sonetter i mit eget liv. Jeg havde fundet min lidenskabs herskerinde. Kunne man forlange mere?

Jeg havde hele vinteren gået omkring i et land med snedækkede søer fastlåst i frostens jernkæber, hvor vildgæssene skreg natten igennem under deres flugt sydpå. Når man vandrer rundt i de grå vinterlandskaber, møder man bestandig små bunker fjer i sneen – og sneen som et uryddeligt bord i skoven. Middagsgæsten var allerede gået. Somme tider havde ræven levnet en fugls hoved, men for det meste kun en håndfuld ufordøjelige fjer. En vandring i antikkens verden, tænkte jeg, må have været noget lignende, med rester af dyreofre ved hver korsvej, i grønne lunde, ved kysten. Man bragte guderne et slagtoffer, ligesom mennesker sidenhen ofrede deres havers første frugter. Jeg følte, at Piers selvmord (hvis noget så usandsynligt var sandt) på en eller anden måde havde noget

1. "Mit livsgrundlag", citat fra dedikationen på forsiden af Shakespeares Sonetter.

at gøre med en sådan offerhandling. Men jeg troede fortsat ikke rigtigt på det. Men hvis han ikke var død for egen hånd, for hvis da? Intet af det, der var hændt os i fortiden, gav en forklaring på denne overraskende begivenhed. Ikke mindst i betragtning af Akkads gnostiske idéer, som Piers påstod at have forstået og troet på. Men vent lidt!

Jeg erindrer en af Akkads udtalelser. Den lød nogenlunde sådan: ”Mennesker af vores overbevisning lærer gradvis at give afkald på alle de krav på, hvad man kalder Gud. De forsager den tomme verden, ikke som asketer eller martyrer, men som rekonvalescenter efter et selvmord. Men man må være moden til den slags.” Pludselig er en absurd tanke faldet mig ind. Piers selvforvoldte død som led i et rituelt mord...

Vrøvl! Pludselig så jeg min ven for mig, virkelighedsfjern indtil det naive, gentage Akkads ord. Han havde altid haft en tendens til at sætte tingene på spidsen.

Og Sylvie? Hvad kunne hun mon ikke fortælle mig? Tanken om hende oppe i Montfavet nagede mig uafladeligt, som den havde gjort i de sidste to år.

Og så langt om længe at komme hjem, at traske stille og træt ind på den mennesketomme banegård – det historiske sted for hjemkomst og afrejse – men denne gang alene. Jeg har altid forbundet den med en dyb følelse af kærlighed og gru, denne lille snuskede banegård, fordi Sylvie så ofte, når jeg vendte

tilbage, spejdende forstyrret omkring sig, ventede på mig på perronen, hånd i hånd med sin sygeplejerske. Jeg kiggede velsagtens også altid efter hende. Toget går i stå med et suk, og de skrattende meddelelser fra højtalerne, i Middelhavsaccent, går i gang. Jeg står lammet mellem de oplyste vinduer og ser mig omkring.

Denforandrersigaldrig;densynessåhjemlig,såprovinsiel, så lurvet provinsiel. Man ville aldrig ud fra den kunne forestille sig eksistensen af den grumme og berømte by, som den tilhører.

Udenfor summede mistralen. I de langsomt optøende haver stoddevelkendte,slatnepalmerideresrundkredse afspirende græs. Der var stadig rimfrost i blomsterbedene. Og naturligvis ventede en række fiacres2 , med gummihjul, på hvad der måtte være af kunder med det tidlige morgentog. Både heste og kuske så ud, som om var de halvdøde af kedsomhed og afsky. Snart ville de være luntet bort, ind i den sovende by, for det næste tog ankom først efter elleve. Det lykkedes mig at vække en kusk og nå til enighed om en pris. Jeg ville til det gamle HotelRoyal.Mendavihavdevendtogrykvisvarslingretmod brystværnene, fik en pludselig indskydelse mig til at dirigere kusken ned mod floden. Jeg følte med ét trang til at se den igen, dens eksistens syntes at bekræfte så mange ting, vores ungdoms gamle flodgud. Så vi drev ned langs de ældgamle mure uden for bastionerne. Det var bælgmørkt, og man kunne

2. Lille hestekøretøj med én hest og to hjul.

intet se. Trækroner hvælvede sig over vores hoveder. Og så kunne man pludselig høre flodens stemme sammenblandet med vindens snerren. Som katte der parrer sig. Jeg steg ud og giklangsdenlangsommevogn ogmærkedeblæstenspresmod mine skuldre.

I det grå mørke var vandet blæksort, svulmende og fyldt af isblokke, der klirrende bumpede mod bredderne.

Der var et svagt lysskær mod øst, men dagen var endnu ikke ved at bryde frem. Man kunne have troet sig i Centralasien –med en himmel med sammenflettede skyer, som ringbrynjer, og de blege glimt af måneskin. Kusken beklagede sig, men jeg ænsede det ikke. Jeg gik endda forsigtigt ud på den berømte sammenstyrtede bro, med et fast greb om både rækværket og min hat, for her blæste det fra alle kanter. Der var et svagt spøgelsesagtigt lys i kapellet, men der var ingen andagtssøgende på denne tid af døgnet. Et ødelagt og berømt levn af menneskets tro med de amputerede fingre af murværk, der pegede mod vest. Jeg tænkte på Piers. Da han engang fortolkede Akkad, sagde han omtrent således: ”Det, der virkelig dør, er det kollektive billede af fortiden –alle de timelige jeg’er, der har været til stede i rækkefølge, er nu samlet i et øjebliks fuldkommen opmærksomhed og krystalklar erkendelse, der hvis man ønskede det, kunne vare evigt.” Hvor hult klingede ikke alle disse højtravende sentenser i denne blæsende nat. Ikke desto mindre passede de måske til stedet. I hundrede år havde denne forfaldne flække været Rom, været hele kristenheden.

Det var trods alt Avignon.

Der ventede mig forvirrede meddelelser på hotellet, men der kunne ikke gøres noget ved dem på den tid af døgnet. Jeg døsedepåminsengindtilsolopgangoggikderefterud,fastbesluttet på at finde noget kaffe, og vandrede gennem den gamle by fuld af ømhed og vemod, mens jeg ulegemliggjort som et spøgelse hørte mine egne faste trin på fortovet. Avignon! De snigende katte og de matte lygter var der, som de plejede; væltede skarnbøtter, glitrende fiskeskæl, olivenolie, glasskår, en død skorpion. I al den tid, vi havde været borte på vores rejser jorden rundt, var den forblevet her, klemt inde ved sammenløbet af dens to grønne floder. Fortiden bevarede den, nutiden kunne ikke ændre den. Så mange år med at rejse og komme tilbage, med at huske og glemme den. Den havde altid ventet på os, i hvile mellem sine skumle monumenter, sine sprukne klokkers korpulence, torvenes lugt af råddenskab.

Og på en vis måde havde vi ventet på, at den skulle kalde os tilbage efter hvert fravær. Den havde overværet den mest afgørende del af vores liv – Rob Sutcliffes bortgang, Sylvies sammenbrud og nu Piers selvmord. Her lå den sommer efter sommer og blev bagt i solen, indtil dens sammensmeltede tage af forvitrede tegl fik den til at ligne skorpen på en tærte, der lige var kommet ud af ovnen. Den forfulgte én, selv om den var rådden, var dækket af fluelort af forsvunden værdighed