Malin Westerlund
Mennesket og tøjet
Otte samtaler om klæder, forbrug og klima
Til Leo
Mennesket og tøjet
– otte samtaler om klæder, forbrug og klima
Af Malin Westerlund
© Multivers ApS og forfatteren, 2024
1. udgave, 1. oplag 2024
Omslagslayout: Ida Ejdal
Sats: Jonas Damgaard-Mørch
Tryk: ScandinavianBook A/S
Printed in EU 2024
ISBN: 978-87-7917-659-1 www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.
Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Udgivelsen er støttet af:
Holger Laage-Petersen og Hustrus Fond
Manufakturhandlerforeningen i Kjøbenhavns Almene Fond
Forord
Granerne står helt ubevægelige i polarkulden, standhaftige i hvide vinterkåber. De får mig til at tænke på vagterne foran slottet i det snedækkede Stockholm, i hvide støvler og med hvidt bælte om deres uldne frakker. Heroppe er det bare endnu koldere – minus 40 er vi nede på nu. Jeg kan højst være ude i ti minutter, så føles kulden som en stor kold hånd på min ryg. Og den breder sig sydpå, til Skåne og til Danmark. De viser det i nyhederne: 2000 kilometer under polarcirklen bryder bilister sammen efter i døgn at have være spærret inde i deres biler. Heroppe indstiller man togene. Hvis der sker en ulykke, vil hjælpen ikke kunne nå frem.
Jeg ser det for mig: Overlevende, der fryser ihjel i kolde togvogne.
De samtaler, jeg er taget nordpå for at redigere, føles pludselig uhyggeligt relevante. De handler om os mennesker og det tøj, vi producerer i så absurd store mængder, og med tilsvarende udledninger af CO2, at tekstilindustrien indtager de øverste pladser på ranglister over de største bidragsydere til klimakrisen.
Umiddelbart ville det dog være useriøst at give klimaforandringerne skylden for én uges ekstrem kulde i Skandinavien denne januar. Der har før været minus 40 grader i Nordsverige,
og det er ikke første gang, der er snestorm i Danmark heller. Men andre steder på jorden falder sneen for første gang, og vejret bliver mere og mere ekstremt, opfører og udvikler sig på måder, selv meteorologer får sværere og sværere ved at begribe. Vandstanden i havene stiger, floder går over deres bredder, gletsjere smelter, asfalt skrælles af veje, arter uddør, og mennesker bliver dræbt.
Inden for klimaforskningen er der efterhånden konsensus om, at forandringerne er menneskeskabte, ikke mindst forårsaget af et overforbrug. Så hvorfor skruer vi ikke ned?
Vi kunne jo sagtens klare os med mindre. Meget mindre. Når det kommer til tøj, har vi allerede så meget, at al produktion mange år ud i fremtiden kunne indstilles, uden risiko for at løbe tør. Og skulle der i mellemtiden gå hul på et par bukser eller en trøje, kan tøj jo forholdsvis nemt repareres. Af professionelle, eller af os selv, eller måske ved hjælp af det hav af DIY-guides, der allerede findes.
Alligevel er modeproduktionen på speed, og meget af den fast fashion, der sprøjtes ud, når aldrig at blive brugt, men ender på tøjkirkegårde, der skyder op som bjerge så store, at de kan ses fra rummet.
Hvad siger det om os mennesker? Om vores forhold til tøjet? Er vi i stand til at ændre adfærd? Og hvis vi er, hvorfor gør vi det så ikke?
Er tøjet virkelig for vigtig en identitetsmarkør?
En god veninde udbrød, at det er synd for fremtidens unge, at de formentlig ikke kommer til at kunne shoppe tøj, som vi gjorde det tilbage i 90’erne og 00’erne, og som mange tilsyneladende
stadig gør. Men er det virkelig så synd? Og hvad kommer en ændring af dét til at betyde for os som mennesker og for vores verden? Bliver verden mere kedelig og mindre æstetisk uden alt det nye tøj? Og hvad skal alle modedesignerne så lave? Hvor langt kan vi komme med bæredygtige materialer? Findes de overhovedet? Og hvad med et ”teknofix”? Hvad kan vi lære af historien? Og hvor efterlader det økonomien?
Tøjet rejser mange spørgsmål, for tøj er mange ting og bærer mange betydninger. Og så er der noget helt særligt ved tøj: Vi er den eneste art her på kloden, der bruger det, bærer det på vores kroppe. Noget af det helt inde mod huden, som var det næsten en del af os selv.
Der er selvfølgelig meget andet end tøj, vi er alene om, som kun kendetegner os. Busser, biler og tog, vores infrastrukturer for eksempel. Som vi har indrettet vores samfund, kan vi dårligt undvære vores motordrevne transportmidler. Men i teorien kunne det godt være anderledes. Vi har jo før klaret os uden, og som bioetiker og cand.theol. Mickey Gjerris fortæller om lige om lidt, i bogens første samtale, bestemmer vi langt hen ad vejen selv, hvad der er realistisk.
Der er dog grænser for, hvad vi kan ændre på, og meget få steder på Jorden ville det reelt være muligt for os at overleve uden tøj på kroppen. Så mennesket har brug for tøj. Og det her er ikke en bog imod tøj. Det er en bog om tøjet og mennesket – før, nu og i fremtiden, baseret på samtaler med otte eksperter inden for
mode, design, æstetik, adfærdspsykologi, bioetik, tekstilbiologi, historie, kreativitet og fremtid.
Det har været mit håb, og en drivkraft for mit arbejde med bogen, at en belysning af emnet fra disse mangfoldige vinkler kan fremkalde en dybere forståelse. Af os selv såvel som af tøjet. Og for den, der har svært ved at komme over den mentale hurdle, der kan stå i vejen for at gå i sit tøj, til det vitterlig er slidt op, håber jeg, bogen kan være et lille skub på vejen.
Bogen kan altså læses af alle og ikke kun tøjdesignere eller andre, der beskæftiger sig professionelt med tøj. Vi har jo alle sammen tøj på kroppen, i hvert fald en stor del af tiden, og derfor har vi allesammen også – bevidst eller ubevidst, i større eller mindre grad – et forhold til tøj. Og en rolle at spille for fremtiden. God læsning.
Med stor tak til de medvirkende forskere Mickey Gjerris, Henrik Høgh-Olesen, Else Skjold, Marie Louise Bech Nosch, Kristine Harper, Birgit Bonefeld, Lene Tanggaard og Anne Skare Nielsen. Tak til min redaktør Jeppe Bremann for elegant at holde mig på sporet, til Gerd Illum, min kære moster, for opvakt og utrættelig prøvelæsning og til dig, kære læser, for at tage dig tiden til at læse med.
Menneskedyr, hvilket menneske vil du være?
Samtale med cand.theol. og lektor i bioetik
Mickey Gjerris
Mickey Gjerris er bioetiker og uddannet teolog. Grundlæggende mener han, vi mennesker selv bestemmer, hvad der er realistisk. Men hvad siger han til vores generelle, ekstreme overforbrug, eller ”hyperforbrug”, som han selv kalder det i sin bog Skildpaddetanker? Og hvad mener han ikke mindst om vores overforbrug af tøj? Hvad siger det om os mennesker?
Jeg tror ikke, det siger så meget om vores natur, men mere om vores kultur og det samfund, vi har skabt, og som økonomisk set i meget høj grad er baseret på et overforbrug. Vi bliver konstant påvirket i retning af at overforbruge, og derfor bliver vi væsner, der overforbruger.
Men vi kunne godt være nogle andre. Jeg tror ikke, vi, rent biologisk, er væsner, der overforbruger. Det er noget, vi er blevet til i kraft af det samfund og den kultur, vi har skabt, og som skaber os. Og det betyder heldigvis også, at tingene kan være anderledes, hvis vi selv vil det. Men dét kan jo være rigtig svært, hvis du lever i en kultur, hvor du hele tiden bliver målt og vejet: Hvad for noget
tøj har du på? Ser du ny og smart ud? Og hvis din selvfølelse også er baseret på dét, kan det være rigtig svært at sige, at den hopper jeg ikke på. Altså, det er jo løgn. Det kræver bare en lille smule sund fornuft at sige sig selv, at hvad et menneske har på, ikke afgør dets kvaliteter. Men når man hele tiden får at vide, at det er dét, der er tilfældet, og når vi hele tiden lærer at bedømme hinanden på, hvordan vi går klædt, så er det svært at stå af ræset og sige, at jeg gør det på min måde. Det kræver i hvert fald en masse integritet og mod. Du kan jo meget hurtigt ende med at blive den, de andre går og hvisker om. For går han virkelig rundt i de der hullede bukser? På den måde kan det være svært at holde op for den enkelte, så længe massen følger med. Men det er muligt. Og jo flere af os, der gør det, jo nemmere bliver det.
Handler det slet ikke om grådighed?
Jeg tror mere, det er usikkerhed. At vi konstant får at vide, at vi basalt set ikke er gode nok, men kan blive det, hvis vi køber det her. Og så køber vi det og oplever, at moden skifter, og så skal vi ud at have noget nyt. Det er jo derfor, moden skifter. Moden er jo ikke årstider. Den skifter kun, fordi nogen har bestemt, at det kan betale sig. For så kan de sælge en ny t-shirt til os.
Og så bliver vi usikre igen. Og så køber vi den, fordi vi har lært, at det er sådan, vi kan garantere vores egen sociale sikkerhed. Så jeg tror mere, der er tale om sådan en basal usikkerhed i forhold til hinanden. At vi er bange for at blive dømt ude, og som man spiller på i den verden, der forsøger at sælge os nyt tøj hele tiden.
Du har sagt, at klimakrisen er et udtryk for et etisk og et åndeligt problem. Det må så også gælde vores tøjkultur, hvis industri efter sigende er nummer fire på listen over de mest klimadestruktive sektorer i verden?
Ja, det er rigtigt. Vi ødelægger planeten. Vi ødelægger vores eget livsgrundlag. Vi ødelægger de fremtidige generationers livsgrundlag. Og vi ødelægger livsgrundlaget for en frygtelig masse andre arter. Og det er jo forkert. Især når det, vi gør, ikke er vigtigt. Og det er vores overforbrug af for eksempel tøj jo ikke. Så ja, vores overforbrug af tøj er et etisk problem.
Det kan være anderledes med, for eksempel, visse former for forsøg med dyr. Man kan jo mene, at i hvert fald nogle former for forsøg er nødvendige for at hjælpe mennesker med alvorlige sygdomme. Man påfører nogle dyr, der ikke har noget med det her at gøre, lidelse og smerte og slår dem ihjel. Det vil sige, man gør noget, der egentlig er forkert, men med en grund, kan man sige. For vi gør det for at hjælpe nogle mennesker. Men rigtig meget andet af det, vi gør, er jo på ingen måde vigtigt eller nødvendigt. Der er for eksempel sjældent nogen grund til, at vi skal have nyt tøj. Der er grund til, at vi har tøj på. Både fordi det er koldt, og fordi det kan være meget rart ikke at skulle se på alting. Men det behøver ikke at være nyt. Og sådan er der så meget af det, vi foretager os, som i virkeligheden er fuldstændig unødvendigt, men som vi gør alligevel, velvidende hvad vi ødelægger. Og derfor er det et etisk problem.
Det er simpelthen forkert. Det er forargeligt, og man kan ikke tillade sig det. Og så er det et åndeligt problem, fordi vi, for mig at se, ødelægger uden nogen som helst fornemmelse for, hvem vi
selv er, eller hvor vi er henne. Så er der alle de tekniske løsninger, og de kan være fine nok. Men vi tager ikke fat ved roden af problemet.
Hvad er problemets rod?
Det er vores forståelse af naturen og af os selv. Den bliver vi nødt til at revurdere. Og ud af det kan der vokse en vilje. En vilje til både at skabe de fælles politiske løsninger, der er nødvendige, og til at implementere de teknologiske løsninger, der jo er nogle af, men som vi ikke engang bruger. Fordi vi holder fast i det samfund, vi har skabt. Fordi vi hele tiden får at vide, at det er dét, vi skal. Lykken ligger i det næste forbrug. Det er basalt set den fortælling, der kører, hvilket folk med deres fornuft sagtens kan gennemskue, ikke passer. Men når du bliver massivt påvirket hele tiden, så ender du faktisk med at løbe efter det.
Hvor bevidst tror du, den påvirkning er? Sidder der nogen backstage og holder liv i fortællingen, måske fordi der er penge i det?
Ja, selvfølgelig. Der er en grund til, at man laver reklamer. Det er fordi, det kan betale sig. Det bliver der brugt rigtig mange milliarder på, og det genererer et enormt mersalg. Tag Black Friday, det er jo den vildeste forbrugsfest. Så selvfølgelig er der nogen, der har en interesse i det her. Det kan lyde sølvpapirshat-agtigt, men der er nogen, der tjener rigtig, rigtig mange penge på det her, og der er andre, der sidder og syr t-shirts til en halv dollar om dagen. Det er en del af den kapitalistiske markedsøkonomi, og så længe de mennesker kan blive ved med
at tjene penge på det, så vil de fortsætte med at gøre det. Og det kan de ved at få os til at blive ved med at købe ting. Og så ruller maskinen, medmindre vi selv står af. For de kommer ikke til at stoppe maskinen, og vi må bare sige, at politikerne er så langt nede i lommen på det nuværende system, at det heller ikke bliver dem. Vi kan se det på de sidste 50 års miljøpolitik, der stort set ikke har betydet noget.
Så det er os andre, der skal stoppe det. Os, der ikke sidder og tjener de store penge. For dem, der tjener de store penge, kommer ikke til at stoppe noget som helst.
Vil det sige, at du faktisk tror, vi almindelige mennesker, trods vores neofile tilbøjeligheder og andre dyriske instinkter, er i stand til at beherske os og holde op med at lade os styre af alt, hvad der er nyt og funklende?
Det er rigtigt, at vi er biologiske væsner. Det anerkender jeg fuldt ud. Og ja, vi har potentialet til at blive til grådige egoistiske væsner, det er tydeligt for enhver.
Men vi har som mennesker også andre potentialer, og hvilke potentialer, vi folder ud, bliver bestemt af den kontekst, vi bliver født ind i: Din familie, din opdragelse, din uddannelse, det samfund, der er med til at påvirke dig. Og når de stort set alle sammen – måske lige bortset den nære familie –, uddanner dig til at blive en lille soldat i konkurrencestatens hær, hvor den lykke, du kan finde, er at tjene nogle penge og købe noget nyt, jamen så er det sådan nogle væsner, vi bliver. Så bliver vi dem, der løber efter det næste køb. For det var det, vi kunne blive til, inden for
de skabte rammer. Så på den måde er det biologisk bestemt. Jeg mener bare, at vi også kunne have været blevet til noget andet.
Og det gælder om at tappe ind i det nu og prøve at finde ud af, hvordan vi gør det.
Hvor meget haster det?
Vi har sindssygt travlt. Nu er vi oppe på mere end to grader over det førindustrielle niveau på enkeltdage, og seneste Emissions
Gap Report fra FN siger, at vi rammer tre grader, før det her århundrede er slut. Og tre grader kommer til at betyde alvorlige udfordringer med overhovedet at holde civilisationen kørende.
Tror du på, at vi kan nå at ændre adfærd, inden det er for sent?
Det ved jeg faktisk ikke, om jeg tror på. Jeg mener, muligheden er der. Men om vi kommer til at gøre det, ved jeg ikke. Jeg har opgivet at lade min livsglæde afhænge af, hvad der kommer til at ske. Den afhænger af, hvorvidt jeg føler, at jeg selv gør det bedste, jeg kan, og prøver at bidrage, som jeg nu kan, til det her. Og at få lov til at opleve, at jeg er en del af en fantastisk tilværelse. Og det er en fantastisk verden med ufattelig mange spændende væsner.
Og så gør jeg, hvad jeg kan. Men om vi når i mål eller ej, det lader jeg ikke bestemme, om jeg har lyst til at stå op om morgenen. Og hvis jeg gjorde, så tror jeg faktisk ikke, jeg gad at stå op, for de forskningsresultater – og dermed også den virkelighed, der foreligger – peger på, at det her ikke kommer til at blive løst, at vi kommer til at køre det her lige ud over skrænten, i ren begejstring over, at vi kan få noget nyt. Det er ret vildt.
Ja, for i virkeligheden ved vi det jo godt. Jeg kommer til at tænke på de linjer af Paulus, som du citerer i din bog. De er fra Romerbrevet og stadig spot on i dag ...
Det må være: ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke. Det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” eller noget i den stil.
Ja, lige præcis. Og nu er du jo etiker og optaget af, hvordan man bør opføre sig. Men du gør vel også selv noget, du godt ved, belaster klimaet?
Ja, masser. Man skal endelig ikke tro, at etikere er mere etiske end andre. Det vil være en stor brøler. Og vi har alle sammen vores mekanismer til at forsøge at undskylde for vores synder. Jeg har også mine.
Hvad er det for mekanismer?
Det er sådan nogle standardting, vi fortæller os selv og andre, når vi falder i og siger: ”Jamen det er jo rigtigt, man bør ikke gøre sådan, men lige i mit tilfælde var der jo en forklaring, der sådan set talte”. Nu har jeg ikke selv bil, men der er også den der med, at man ikke skal køre så meget bil, men lige i mit tilfælde kan livet faktisk ikke lade sig gøre uden. Eller jeg skal ikke købe nyt tøj, men nu blev jeg nødt til det. Faktisk skulle jeg for nylig selv ud at have en ny vinterjakke, fordi en blanding af uheldige omstændigheder og dårlige beslutninger havde gjort, at min gamle var blevet væk. Og så tænkte jeg, at det bæredygtige jo er at købe en brugt. Og så gik jeg i et par genbrugsbutikker og fandt ud af, at der åbenbart ikke er ret mange mennesker på min
størrelse her i verden, og at de i hvert fald ikke afleverer deres tøj til genbrug. Så jeg var nødt til at købe en ny, og det havde jeg det ikke særlig godt med, men kunne jo så sige, at jeg havde prøvet. Omvendt kunne jeg jo godt have købt en brugt, som måske var lidt kort på ærmerne, få dem forlænget, eller hvad ved jeg. Men så har vi de der forklaringer, der gør, at jeg gerne måtte, men egentlig bør vi ikke gøre det, alle sammen.
Jeg tror, mange mennesker fører sådan et regnskab med sig selv og siger: ”Nu gjorde jeg det rigtige i den der situation, og så kan jeg godt tillade mig det forkerte i den her situation”. Men sandheden er, at det kan vi ikke. Det viser tallene. Vi ved jo, hvor mange gigatons CO2, vi kan tillade os at udlede, hvis vi holder os inden for aftalen. Og fordeler vi dem ud på alle mennesker her på jorden, så er der et til to tons per person per år. Den typiske dansker udleder et sted mellem 11 og 17 tons drivhusgasser om året, alt efter hvilke tal, man anvender. Så det er sådan set ikke et valg mellem en ny vinterjakke eller røde bøffer, vel?
Altså, vi er dér, hvor vi, hvis vi spiser rent vegansk, i bedste fald kan gøre det for cirka 600 kilo om året. Så har du cirka et til halvandet ton tilbage, som skal dække sundhedsvæsen, infrastruktur, skole, tøj, bolig, transport. Så den der idé om, at hvis vi dropper et luksusgode, så kan vi godt tillade os et andet, den holder ikke rent faktuelt. Det må vi se i øjnene. Men samtidig lever vi i et samfund, det kan være enormt svært at bryde med. Det gælder rent praktisk, fordi vi har en fossil infrastruktur, vi skal jo fra a til b. Jeg kunne for eksempel ikke passe mit arbejde, hvis ikke jeg tog bussen eller taxaen eller andet. Så der er noget rent fysisk praktisk, og så er der det, man kunne kalde et ”socialt glasloft”. Hvis du bliver for klimabevidst, ryger din sociale omgangskreds,
for så kan de ikke holde dig ud. Så bliver du sådan en af de dér hysteriske, selvforherligende typer, der hele tiden sidder og skal give andre dårlig samvittighed, ligesom en kvinde, jeg mødte til et af mine foredrag. Hun havde foreslået sin familie, at de skulle droppe julegaverne. De havde jo alle sammen alt, hvad de havde brug for, og var der nogen, der ikke havde det, så kunne de jo bare købe det. Så egentlig udvekslede de bare ting, som endte i et hjørne et eller andet sted, mente hun. Men det forslag havde ikke været populært. Det var, som om hun havde forsøgt at tage julen fra folk. Så ja, det kan være svært socialt at være ansvarlig.
Men hvad skal vi så gøre?
Ja, det kan jo ikke være at gøre det rigtige, for det er der ingen af os, der kan. Og det er både, fordi vi lever i strukturer, der umuliggør det, men også fordi vi ikke er perfekte. Som mennesker er vi sølle, og vi er små. Men det betyder ikke, at man ikke kan prøve at gøre sit bedste hver dag. For mig at se er det den fordring, vi etisk må forsøge at leve op til, mens vi er til.
Og det at være til er i virkeligheden en ret mærkelig ting. Det har jeg tænkt meget over på det sidste. Der har jo været rigtig lang tid, hvor jeg ikke var til, og lige om lidt vil der igen være rigtig, rigtig lang tid, hvor jeg ikke er til. Så det ikke at være til, det kan jeg tilsyneladende sagtens finde ud af. Men at være til er noget specielt, og jeg er begyndt at se det at være til som sådan en slags spørgsmål, jeg har fået. Her er en tilværelse – hvordan vil du svare på at have fået den? Og der tænker jeg, at det svar, man kan give som menneske, er, at man prøver at gøre det bedste, man kan. Og der ligger forskellige ting i dét. Det ene er, at det, der
som regel sker, når man prøver at gøre sit bedste, det er, at man finder ud af, at man godt kan noget mere. Vi er jo rigtig gode til at tale om vores egne begrænsninger og sige: ”Det kan jeg ikke”, ”nej, vi kunne ikke klare det”, ”vi kan ikke leve uden bil”. Men jo, det kan vi godt. Sådan nogle ting. Det andet er, at man kun selv kan vurdere, hvorvidt man gør sit bedste. Jeg kan ikke komme udefra og sige, du ikke gør dit bedste. Det ved du kun selv. Det er dit projekt. Men det kræver, at man er ærlig over for sig selv. Og vi er gode til at undskylde os selv og sige: ”Nej, det går ikke, det kan jeg ikke". Men hvis man faktisk prøver, så synes jeg, man får en meningsfuld tilværelse. Så bliver det interessant at være til og se, hvad man kan i forhold til at prøve at opføre sig ordentligt – i det her tilfælde i forhold til klima og biodiversitet – og give plads til, at andre væsner faktisk også kan være her i den meget korte tid, de er her. For de er i samme situation som en selv. De var her ikke, og lige om lidt skal de igen ikke være her. Og så er det vigtigt at understrege, at det dér med ”at gøre sit bedste” ikke kun handler om vores private forbrug. Det er mindst lige så vigtigt, at vi også handler som borgere, der gennem politisk aktivitet, i bred forstand, forsøger at ændre de samfundsstrukturer, der står i vejen for en egentlig grøn omstilling.
Du siger, det måske allerede er for sent. Kan man vende spørgsmålet om og sige: Hvad hvis vi ikke forsøger?
Ja. Jeg tænker, at når man har fået noget så mageløst som en tilværelse, må man gøre op med sig selv, hvad man vil stille op med den. Og der synes jeg, det eneste, jeg kan være bekendt, er at prøve at bruge den så godt, jeg nu kan. Og med dét mener jeg i så