SvavaJakobsdóttir
Lejeren
MULTIVER S
Lejeren
Af Svava Jakobsdóttir
Oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen
Efterskrift af Erik Skyum-Nielsen
Copyright © Svava Jakobsdóttir, 1969
Denne udgave © Multivers ApS, 2025
1.udgave, 1. oplag 2025
Originaltitel: Leigjandinn
Published in the Danish language by arrangement with Reykjavik Literary Agency, Iceland, www.rla.is
Omslag: Emil Stephensen
Sats: Jonas Damgaard-Mørch
Forsideillustration: Thomas Andersson, Fjeld, Færøerne (1987).
Portræt på flap: Ukendt fotograf, 1972.
Tryk: Totem
Printed in Poland
ISBN 978-87-7917-705-5
www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.
Oversættelsen er støttet af Nordisk Ministerr d
Udgivelsen er desuden støttet af FONDET FOR DANSK-ISLANDSK SAMARBEJDE
Man er så utryg, når man bor til leje.
Det plejede hun at sige, når hun gjorde rede for sin og Péturs situation, hvis velmenende mennesker spurgte, hvordan det gik med deres husbyggeri, og hvornår de havde planlagt at flytte. Til det svarede hun, at det gik fremad, men at det gik langsomt, der var så meget at se til, men forhåbentlig kunne de flytte ind i løbet af efteråret. Mens hun sagde den slags ting, smilte hun og førte sig selvsikkert frem, men før hun vidste af det, havde hun tilføjet det om utrygheden og samtidig givet disse mennesker indblik i sine livsvilkår. Ikke fordi hun brød sig om at udstille sin utryghed, men midt i den slags samtaler følte hun, at utrygheden antog selvstændig skikkelse i form af denne sætning og ville trænge sig på, lige meget om hun ville det eller ej. Hun måtte bøje sig og finde sig i, at utrygheden tog magten fra hende.
Utrygheden havde dog aldrig taget magten så eftertrykkeligt fra hende som den dag, lejeren kom.
Det var om formiddagen. Hun var i gang med noget køkkenarbejde, da hun hørte pludselig støj. Hun kiggede ud i entreen, og så stod han dér med en kuffert i hånden. Han var kommet ind til dem uden at gøre sig den ulejlighed at banke
på. Hun stod forsvarsløs og kunne ikke engang fortryde det bagefter, for hendes forsvarsløshed var åbenbar: i en lejet bolig nyttede det ikke noget at låse hoveddøren, for ejeren havde en ekstranøgle, og hun var derfor hele tiden bevidst om, at en nøgle til hendes hjem befandt sig i lommen på et fremmed menneske. Hendes tryghed stod og faldt med denne ekstranøgle hos husejeren, som dinglede i hans nøgleknippe og fulgte ham rundt om i byen, uanset hvor han færdedes, og derfor vidste hun aldrig præcis, hvor hun befandt sig. Men aldrig var hun længere fra at vide det end denne dag, hvor hun stod i køkkendøren og så lejeren lukke hoveddøren efter sig og stille kufferten på gulvet. Hun stirrede på ham. Det faldt hende ind, at hun nok ikke viste tilstrækkelig høflighed. Men hun mente, at forskellige formildende omstændigheder talte til hendes fordel: for det første var manden vildt fremmed, for det andet stak hans påklædning og hele facon af fra, hvad hun var vant til. Han måtte være kommet rejsende langvejsfra. Ved første øjekast gjorde han et godt indtryk, andet kunne man ikke sige. Pressefolderne i bukserne var knivskarpe og skoene skinnende blanke. Det korte, karseklippede hår stod lige op af en åben, ungdom-
melig pande, som om frisuren skulle overbevise folk om, at her var der intet at skjule: denne mand trådte ind ad døren som den, han nu engang var. Han hilste ved at nikke, trak lynlåsen på sin frakke ned og tog frakken af, så sig så omkring efter et sted at hænge den. Uvilkårligt tog hun et skridt fremad, standsede, men fortsatte så, ligesom drevet frem af egen tøven, og uden at fjerne blikket fra ham gik hun hen til garderoben og rakte ham en ledig bøjle. Han tog imod den uden et ord og hængte frakken ind i skabet. Så gjorde han holdt foran spejlet, strøg sig med den ene hånd let over kinden og løsnede slipseknuden en smule, på samme måde som hendes mand plejede at gøre, når han kom hjem fra arbejde. Dette gjorde han roligt og naturligt, som om han var hjemme hos sig selv, men da han vendte sig om, var bevægelserne mere energiske. Han kiggede på hende, hurtigt og bestemt, og sagde, at han frabad sig eget værelse og al ulejlighed.
Hun blev stående stille, hvor hun var havnet, midtvejs mellem hoveddøren og køkkendøren, dér hvor hun havde trukket sig hen, da han tog imod bøjlen. Hun fulgte hver eneste af hans bevægelser med stor nøjagtighed, som om hun ventede
på at opfatte, hvad der blev forventet af hende, hvilket blev så meget mere uforståeligt af, at det ikke lod til, at han forventede noget som helst. Lige undtagen at få sin vilje. Uden at tage sig af hendes tilstedeværelse gav han sig nu til nøje at studere sine omgivelser. Han lod blikket glide op mod loftet, som om han målte lejlighedens loftshøjde, han bankede på væggene for at afprøve, hvor solide de var, og lyttede efter slagene. Af de spændte halsmuskler kunne man se, hvordan han koncentrerede sig om at lytte, indtil lyden af slagene var døet fuldstændig hen. Dernæst gav han sig til at banke på hoveddøren, hurtigt og hårdt med knyttet næve. Han bankede på den igen og igen og lyttede til hvert slag, som om han ventede et svar, hvilket gjorde hende svag. Et øjeblik frygtede hun, ja, var næsten sikker på, at nogen ville åbne fra den anden side, og at hele hendes tilværelse ville blive vendt på hovedet, at indad ville blive vendt udad og udad vendt indad, og netop som hun var ved at miste sig selv i denne katastrofale vending, holdt han op med at banke. Ekkoet efter slagene døde hen, hendes blik standsede på manden, som nu lykkeligvis blev stående stille på samme sted og for hendes øjne blev
det eneste faste punkt i entreen, et punkt, som gav støtte midt i kaosset.
Dernæst betragtede han én ad gangen lejlighedens værelsesdøre og kiggede en rum tid på dem, som om han indprentede sig dem og orienterede sig om deres placering. Fortsatte så ud i køkkenet. Hun fulgte lige i hælene på ham, men hendes tanker gik foran dem begge på husmoderlig inspektion, både af vane og af bekymring: hun var stået sent op i morges, havde så godt som ingenting fået lavet, havde ikke ventet nogen. Lå ikke alting og flød over det hele?
I køkkenet spilkogte elkedlen (nu kom hun i tanker om, at hun havde villet til at gøre et eller andet, men hvad? hælde kaffe på kanden?). Luften var mættet med fugt. Den hvide damp, som steg op fra tuden på kedlen, slikkede skabsdørene over bordet og lagde sig som en mat hinde over malingen. Hun skyndte sig at tage ledningen til kedlen ud af kontakten, men manden var standset midt på gulvet og rynkede brynene, idet han så sig omkring. I sin befippelse greb hun nogle snavsede kopper, der stod på bordet, og stillede dem i vasken, fejede så med højre hånd nogle brødkrummer af bordet og ned i venstre hånd og smed dem i skraldespanden. Et
øjeblik troede hun, at han ville give sig til at undersøge skabene. Han så fast og undersøgende på dem alle, som om han i bevidstheden ville fremmane en viden om, hvad de rummede. Hun blev ubehageligt til mode ved dette blik, som vakte en skyldfølelse i hende over at gemme på en viden om, hvad der var i skabene: hun følte, at om lidt ville hun ikke længere have skabslågerne til at beskytte sig: hun ville flå lågerne op, åbne hvert eneste skab og vise ham det hele, men i samme øjeblik flyttede han sig. Han gik hen til vinduet. Duggen, som havde lagt sig på ruden, var blevet tættere. Dråberne sank store og tunge ned ad ruden, nogle af dem nåede hele vejen ned i vindueskarmen, andre forsvandt ind i dråber større end dem selv og fandtes ikke længere, men gled videre med strømmen. Lige indtil han strøg det hele væk med håndfladen for at kunne kigge ud.
Han var så hurtig i vendingen, at hun måtte gøre sig vældig umage for at følge med. Han var forsvundet fra vinduet og gået ind i stuen, før hun vidste af det. Stuen var slet ikke pæn nok, og hun fyldtes af harme over en gæst, som overraskede én, uden at man var forberedt, man kunne tro, at disse mennesker var ligeglade med pæne omgivelser, som om de ikke var tilfredse, før de havde indrettet
sig blandt naboens affald ... hun flagrede rundt i stuen, samlede i hast aviser og ugeblade, som lå spredt på borde og stole, men fjernede aldrig blikket fra manden, mens han nøje undersøgte hele stuen. Derfra gik han ud i entreen igen og ind på badeværelset, men opholdt sig derinde så kort, at han var nået ud, inden hun nåede hen til dørtrinnet.
Og nu gik han hen til den sidste dør, soveværelsesdøren, og hun standsede brat op, da det gik op for hende, hvor han var ved at gå hen. Skammens rødme bredte sig i hendes kinder: nu ville han hurtigt finde ud af, at de ikke engang ville have haft et eget værelse til ham, hvis han havde ytret ønske om det. Hun stod ubevægelig i soveværelsesdøren bag ham, og nu gav hun sig til at tale, hurtigt og ivrigt: det var kun midlertidigt, de boede sådan, det var en lejet bolig og naturligvis en alt for lille lejlighed, men de var i færd med at bygge hus, der var så mange ting, som bevirkede, at de endnu ikke var færdige med byggeriet, det tog alt sammen sin tid, og de var kræsne, de ville have det hele så perfekt som muligt, inden de flyttede, sådan at de kunne være tilfredse, fuldt tilfredse i det nye hus, de var blevet enige om at undgå de fejltagelser, som andre havde rodet sig ud i, der var så mange, der havde
forhastet sig med det, og så havde der vist sig fejl på husene, kæmpestore fejl ...
Hun talte ind i hans brede, indifferente ryg, som om hun stod og snakkede med en væg, men tav så brat midt inde i en sætning. Hvorfor blev han stående så underligt stille lige inden for døren? Hvorfor styrtede han ikke rundt i soveværelset lige-
som i alle husets andre rum? Hvad gemte der sig under denne urovækkende ro? Som et lyn slog en mistanke ned, som blev til en vished. Selvfølgelig!
Selvfølgelig havde han tænkt sig at bede om at sove dér, i forældresoveværelset. Et øjeblik vaklede hun over for en kendsgerning, som ikke kunne undgås, hun famlede efter noget at støtte sig til, som om der havde åbnet sig et krater under hendes fødder.
Hun ventede. Og lyttede. Og sansede omsider, at han stormede forbi hende, han var kommet ud fra værelset og havde ingenting sagt. Så sikker havde hun været, at hun fyldtes med undren og ikke havde åndsnærværelse til at følge efter ham. Havde han slet intet sagt om at få lov at sove derinde hos dem? Hos hende? Hendes tilbageholdte åndedræt brød ud i en uvilkårlig stønnen. Men da hun gjorde sig klart, at faren var drevet endeligt over, samlede hun sig. Hun sænkede skuldrene. Hendes mine blev hård,
bestemt. Det skulle han også bare have bedt om, ja, det skulle han også bare have bedt om!
Han var i færd med at hive alle puderne op af sofaen, idet hun nåede ind til ham i stuen. Én for én havnede de i en uordentlig stabel i den ene lænestol. Silkepuden, som ikke tålte ublid medfart, lå sammenkrøllet nederst i stablen, den nye batikpude var landet et eller andet sted i midten og var ved at glide ned på gulvet. Disse puder, som hun glattede og arrangerede hver dag med sine påpasselige hænder, og som havde hver deres bestemte plads i sofaen efter størrelse og farve, blev i hans hænder til unyttige ting. En smertetrækning gik over hendes ansigt, da hun så, hvordan han bar sig ad, og hun skyndte sig at arrangere stablen, hun glattede hver pude ud, strøg bulerne af dem og ordnede dem derpå pænt i stolen igen. Sofaen stod og gabte, tom og øde, da den var blevet berøvet alle sine puder. En kuldegysning gik igennem hende.
Men han stod og var i gang med at trykke håndfladerne mod sofaen. Han trykkede hårdt, lige til han nåede ned til bunden, og gav så pludselig slip. Dette gjorde han adskillige gange, og hver gang sprang det fjedrende betræk op under hans hænder. Så lagde han sig. Han målte sin længde med sofaens
længde, ved at strække sig helt ud lykkedes det ham akkurat at sparke ud til gavlen. Så rejste han sig adræt op, greb fat i den ene sofagavl og begyndte at trække den ud på gulvet. Han var et sjuskehoved, det kunne der ikke være tvivl om. Han havde lige væltet sofabordet omkuld, og det var kun i sidste øjeblik, hun undgik at få det over tæerne, men næsten i det samme fik hun øje på sporene. Efter fødderne på sofaen, som han langsomt, men bestemt, trak hen over det tykke, dybe gulvtæppe, dannede der sig dybe spor, og nu kunne hun ikke længere holde forstyrrelsen ud i tavshed, hun løftede brynene og sagde, at sofaen altid havde stået dér, og hvor skulle den også ellers have været? De havde gjort sig omhyggeligt umage med at anbringe møblerne, da de flyttede ind her, og var kommet til den konklusion, at sofaen passede bedst dér, og desuden var den så stor, at der ikke var plads til den andre steder, ikke sådan at det så pænt ud ... Mens hun talte, fulgte hun efter manden og striberne, som hele tiden blev længere, indtil hun til sidst greb fat under den ene ende for at hjælpe ham med at bære. Han gik baglæns i retning af døren, og hun forlæns med sofaen imellem dem, og med ét stødte han foden imod et lille bord, hvor
der stod et askebæger fra aftenen forinden. Bordet væltede, og askebægeret røg på gulvet, cigaretskod og aske væltede ud over tæppet. En ed undslap hans læber, ansigtet blev fortrukket i en grimasse. Kunne manden have slået sig? Eller var han vred? Guderne måtte vide, at det ikke var så nemt at tolke fremmede menneskers ansigtsudtryk, men hun skyndte sig at sige, at det gjorde ikke noget, det var netop fordelen ved at have tæppe på gulvet, at askebægre ikke gik itu, selv om de faldt, hun håbede bare, at han ikke havde slået sig, og for sit eget vedkommende, ja, hun manglede alligevel at støvsuge, hun havde ikke nået det endnu, og lidt aske fra eller til i støvet gjorde ingenting, det passede hende tværtimod godt, nu hvor hun ikke havde tømt askebægeret i går aftes, naturligvis skulle hun have tømt det i går aftes eller i det mindste være gået ud i køkkenet med det, fordi hun havde røget, det var selvfølgelig også en værre uvane ... det rygeri ... hun skulle ... aldrig ... være ... begyndt ... på ... det ...
Hun talte usammenhængende, fordi hun var blevet udmattet af anstrengelse. Armene var følelsesløse, da hun omsider måtte give slip på sofaen. De havde fået den ud i entreen. Hun rettede sig lang-