Hamerik (Læseprøve)

Ebbe Hamerik

danske komponister

1: August Enna af Steen Chr. Steensen

2: Ludolf Nielsen af Jens Cornelius

3: Else Marie Pade af Henrik Marstal

4: Hilda Sehested og Nancy Dalberg af Lisbeth Ahlgren Jensen

5: Niels Viggo Bentzon af Bertel Krarup

6: Emil Hartmann af Inger Sørensen

7: Paul von Klenau af Steen Chr. Steensen

8: Victor Bendix af Jens Cornelius

9: Bent Lorentzen af Lars Ole Bonde

10: Otto Malling af Mikael Garnæs

11: Thorvald Aagaard og Oluf Ring af Povl Chr. Balslev

12: Tekla Griebel Wandall af Thomas Husted Kirkegaard

13: Bernhard Christensen af Peder Kaj Pedersen

14: Leif Kayser af Jørgen Ellegård Frederiksen

15: Finn Høffding af Bertel Krarup

16: Emil Reesen af Jens Cornelius

17: Diderik Buxtehude af Karl Aage Rasmussen

18: Rued Langgaard af Bendt Viinholt Nielsen

19: Johan Adam Krygell af Jørgen Hansen

20: Poul Schierbeck af Christine Canals-Frau

21: J.F. Frøhlich af Lisbeth Ahlgren Jensen

Flere titler er under udarbejdelse.

Bogserien Danske Komponister er startet på initiativ fra Magister Jürgen Balzers Fond

DANSKE KOMPONISTER

Ebbe Hamerik

Af Eva Hvidt

Danske Komponister 22: Ebbe Hamerik

© Forlaget Multivers ApS, 2024, Eva Hvidt

1. udgave, 1. oplag 2024

Danske Komponister redigeres af: Jens Cornelius.

Omslagslayout: Anton Ian Nielsen.

Sat hos Demuth Grafisk

Tryk: Totem

Printed in Poland 2024

ISBN: 978-87-7917-065-0

ISSN 2596-6561 www.multivers.dk

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Udgivelsen er støttet af: AUGUSTINUS FONDEN

INDLEDNING

Ebbe Hamerik satte et markant aftryk på sin samtid som komponist, dirigent, sejlsportsmand og som en sjælden og egensindig personlighed. Med sin opvækst i en vidtforgrenet borgerlig musikerfamilie kom han tidligt på sporet af sin metier. Noderne og musikken flød fra ham med en naturlighed, der gjorde ham i stand til at samarbejde med de største symfoniorkestre, den kongelige opera og en bred vifte af dygtige musikere og sangere.

Flere har beskrevet hans ivrige og hede temperament, når han udfoldede sig som dirigent og sejlsportsmand. Det overskyggede dog ikke den hjertelige elskværdighed, der også strømmede fra ham. Han var en god og trofast ven for sine nære bekendte, selvom han ofte søgte sine egne veje, som den enegænger han var. Han var intelligent og elitær, og satte især meget høje krav til sig selv. Hans livsindstilling var alvorlig –ligeså var den tid, han levede i med verdenskrige og store ideologiske brydninger. Hans livsbane blev dramatisk.

Som dirigent og komponist betragtede Ebbe Hamerik sig selv som autodidakt. Mulighederne på Musikkonservatoriet var ikke attraktive for ham, men han havde stor glæde af sine læreår hos dirigenten Frank van der Stucken i København og Antwerpen. Dertil kom faren Asger Hameriks sporadiske undervisning, ligesom familiens musikalitet lå som en stærk understrøm i hans udfoldelser.

Men man skal ikke tage fejl: Ebbe Hamerik var i høj grad det tyvende århundredes mand. Hvor Asger Hameriks musik var funderet i den romantiske stil, begyndte Ebbes musikalske karriere, der hvor hans fars sluttede, nemlig i det tidlige 1900tals nyorientering med Richard Strauss, Béla Bartók og Carl Nielsen som de store ledestjerner. Som ung engagerede han sig med entusiasme i den ny musiks bevægelser, og han søgte gerne inspiration i udlandet, mest Tyskland og Østrig.

Under inspiration fra renæssancens og barokkens mestre faldt han i tråd med den puritanske kunstneriske bevægelse

kaldet Ny saglighed. Med krav om klarhed og stringens forstået som en historisk inspireret gennemsigtighed lagde de afstand til romantikkens svulstighed og klunketidens tunge interiører. Tendensen kunne genkendes i mange af tidens strømninger: funktionalismen og Bauhaus-bevægelsen, Brechts Verfremdungsteater, Hindemiths Neue Sachlichkeit, neobarok og neoklassik.

Mens store dele af den nysaglige og kulturradikale kunst rettede sig mod storbyens liv, var det karakteristisk for Ebbe Hamerik, at han til stadighed søgte ud mod havet og den fri natur. I kunstnerisk og åndelig forstand lod dette sig repræsentere gennem vitalismen i 1900-tallets første del. Det handlede om dyrkelse af natur og naturlighed, instinkt og krop, gerne tilføjet æstetik og iscenesættelse. Komponisten Carl Nielsen og hustruen, billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen, var med deres værker og livsførelse typiske repræsentanter for strømningen. Billedhuggeren Rudolph Tegner, hvis knælende kvinde med lyre kom til at smykke Asger Hameriks gravmonument på Vestre Kirkegård, var en anden tidstypisk og idealiserende kropsdyrker. Med malere som J.F. Willumsen og Johannes Larsen samt forfattere som Sophus Michaëlis, Johannes V. Jensen, Thøger Larsen m.fl. antog tidens vitalistiske optagethed af nøgenhed, sommer og kropslig udfoldelse form. Vitalismen viste sig endvidere i videnskaben, i sundhedsvæsnet og i den folkelige idræt. Gud erstattedes af krop og det intense levede liv. I flere tilfælde manifesterede det sig i dyrkelse af helten, den store videnskabsmand eller kunstner, og i kvinden, som man opfattede som nærmere den elementære natur end manden. Kunsten skulle intensivere livet, og lyset træde frem på baggrund af døden og mørket. ”Naturen giver og tager; den har Rytme, Lys og Mørke. Raser eller er i Ro. Hvordan opstaar Vind? – Hvorfor bliver det Regn? – Der sker noget i Atmosfæren! – Ligesaa med Musikken.”1 sagde Ebbe Hamerik.

Den intense dyrkelse af naturens iboende kræfter og længslen efter frihed var forløsende for ham. Et mørkt øjeblik sammen-

lignede han sig en enkelt gang med Den flyvende Hollænder. En nærliggende metafor for en komponist med så stærke drifter mod havet, som han havde. Men da han senere blev spurgt til sammenligningen, afviste han det pure.

I sine fantastiske sejlberetninger var han derimod påfaldende munter, selvironisk og legende. Som om den lidt fåmælte og tænksomme tilstedeværelse i musiklivet gled til side for en mere umiddelbar del af hans personlighed. Komposition og sejlsport var to højst specialiserede områder med hver deres charme, skønhed, teknik og mangeartede specialord. Det krævede talent og stor omhu i detaljen, hvis man ville nå langt.

Som orkesterdirigent nåede han hurtigt meget langt. Koncerter med de bedste orkestre i Danmark og Tyskland fyldte store dele af hans liv. Siden sagde han, at han hadede at dirigere, at han kun ville komponere. Når han dirigerede de store værker i koncertsalen, gik han så meget op i det, at han rent glemte sin egen musik.2 Det var nok årsag til, at han med tiden trak han sig tilbage til sin egen sfære som komponist og sejlsportsmand.

Ebbe Hamerik efterlod sig ingen elever, men som komponist banede han en tydelig vej ind i 1900-tallets modernisme, der gjorde stort indtryk. Med sine musikdramatiske værker søgte han energisk at forny denne krævende genre – fra det ekspressivt-romantiske ungdomsværk Stepan over grundigt udarbejdede og mere enhedsprægede operaer med lån fra middelalderens melodik til næsten surrealistisk musikdramatik i Drømmerne. Med sine cantus firmus-symfonier udviklede han en række anvendelige, faste og velkomponerede orkesterværker, der kan stå som varige klingende skulpturer i koncertsalen. Med sine kammermusikværker skabte han en række velklingende kompositioner. Der var noget asketisk strengt over disse instrumentalværker krydret med noget pittoresk, der også findes i hans vokalmusik. Hans mange sange omfattede bl.a. en del fædrelands-, sejler- og sømandssange. Det samme gjaldt de bemærkelsesværdigt mange stykker for mandskor.

Ebbe var ligesom sine søskende døbt Hammerich i overensstemmelse med familienavnets egentlige stavemåde, men han endte med at bruge samme navn som sin far: Hamerik. Det medførte en del forvirring omkring stavemåden undervejs både i hans personlige korrespondance og i offentligheden, hvor Ebbe ofte var omtalt i aviser og tidsskrifter. Mens han var dirigent for Musikforeningen, anvendte han overvejende efternavnet Hammerich, ikke mindst fordi hans farbror Angul Hammerich sad i bestyrelsen. Som komponist endte han med at holde fast ved navnet Hamerik. Det skete gradvist, mens han komponerede operaen Leonardo da Vinci, hvor begge navneformer optræder side om side i originalpartituret.

To eksempler fra partituret til operaen Leonardo da Vinci, hvor komponisten i flæng brugte begge sit efternavns stavemåder.

Foto: Eva Hvidt.

I denne biografi er navnet Hamerik fastholdt. Desuden omtales familiemedlemmerne ofte ved deres fornavne af hensyn til klarheden. I citaterne fra samtiden er den anvendte stavemåde af efternavnet fulgt, ligeledes tidens skriftsprog, der gradvist ændrede sig. F.eks. opgav man at indlede substantiver med versaler, å erstattede aa, osv.

Komponisten Ebbe Hamerik efterlod sig et overskueligt, men karakterfuldt antal værker, en omfattende familiehistorie, få, men meget gode breve samt adskillige nyttige scrapbøger, hvoraf en stor del er stillet til rådighed af hans yngste datter, Nina Hamerik. Tilsammen giver dette interessante kildemateriale et fint indtryk af ham som menneske og kunstner og af den tid, han levede i.

Der skal her lyde en dybtfølt og varm tak til Ebbe Hameriks datter Nina for gode samtaler og lån af materiale, til niecen Elisabeth (Isa) Hammerich Haack og til vennen Viggo Starckes yngste søn, Ebbe Starcke. Tak også til programmedarbejder Jens Cornelius fra Danmarks Radio, til Claus Røllum-Larsen og Anne Ørbæk Jensen, Det Kgl. Bibliotek, til Marie Martens, Musikmuseet, til Karen Blixen Museet, Rungstedlund, Gentofte Hovedbibliotek, til Kristian Hvidt og Peter Sass.

DE DYBE RØDDER

Udgangspunktet for Ebbe Hameriks liv var en stor, lys patriciervilla i historicistisk stil for enden af Christian Winthersvej på Frederiksberg. Villaen var helt nybygget, da familien Hamerik i maj år 1900 flyttede ind, og her voksede han op som nummer to i en søskendeflok på fire. Det summede af sang og musik i hele huset, for begge forældre var musikere og komponister, og hans to søstre, Gerda og Valdis, blev operasangere som voksne. Også Ebbe tog musikken direkte til sig. Han orienterede sig hurtigt frit indenfor harmoni, rytme og melodi, han spillede cello og blev siden ferm til at spille på andre instrumenter. Den yngste bror, Manfred, var også musikbegavet, men valgte en anden, praktisk levevej, stiftede tidligt familie og bosatte sig i et hus ved Sorø sø. Omkring den nyopførte villa på Christian Winthersvej plantede Asger Hamerik over 100 velduftende roser. I haven voksede flere eksotiske planter og træer, på gavlen var musikkens genius indfældet som et overdådigt relief.3 Huset dannede

Villaen på Christian Winthersvej. Ebbe Hameriks fotografialbum, Det Kongelige Bibliotek.

en skøn ramme om det nye familieliv, og der kom ofte interessante gæster i hjemmet.

Da Valdis var blevet optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og Ebbe lagde an til studier i komposition, blev der ligefrem rift om instrumenterne. Deres far måtte leje et værelse med klaver på Gammel Kongevej 164 til Ebbe for at få rådighed over sit eget instrument igen.4

Asger Hamerik havde dog i realiteten lagt det meste af sin komponist- og dirigentkarriere bag sig, da han mere end 50 år gammel stiftede familie med sin 24 år yngre amerikanskfødte hustru Margaret. En fyldig og begivenhedsrig familiehistorie rumlede i baggrunden af den unge Ebbe Hameriks tilværelse.

Den havde rødder i kredsen omkring Grundtvig og 1800-tallets nationalliberale borgerskab. Den førte langt ud til den romantiske musiks højborge i Tyskland, Frankrig og Amerika, og den tilførtes med Ebbe eftertænksom modernisme og frihedslængsel i 1900-tallet.

Familien Hammerichs tidligere led kunne føres tilbage til Slesvig-Holsten, hvor flere var knyttede til den herrnhutiske menighed i Christiansfeld. Siden tilsluttede flere sig Brødremenigheden i København, hvor bedstefaren Frederik Hammerich og hans bror Martin kom til verden i et velbeslået grossererhjem.

Begge disse brødre var overordentlig virkelystne og blev i 1848 medlemmer af den grundlovgivende rigsdagsforsamling.

De blev dog begge mere kendte for deres faglige erhverv: Martin som sprogmand og rektor for Borgerdydskolen på Christianshavn, Frederik som indflydelsesrig teolog og kirkehistoriker.

I sin ungdom hørte Frederik Hammerich ofte N.F.S. Grundtvig prædike i 1820’ernes København. Det satte en helt ny dagsorden for ham i forhold til den pietetsfulde tro i Brødremenigheden, som han var vokset op med. Grundtvig og forfatteren B.S. Ingemann blev de åndelige ledestjerner, der åbnede hans blik for romantikkens idéverden og den nordiske

mytologi. Under sin studietid blev han desuden opmærksom på tidens religiøse brydninger og vækkelser, der tydeligt prægede 1800-tallets åndelige og kulturelle liv. Politisk og socialt var landet hårdt trængt i disse år, især som følge af Københavns bombardement i 1807 og statsbankerotten i 1813. Til gengæld blomstrede kulturlivet i usædvanlig grad. Det blev nationalromantikkens og guldalderens tid, samtidig med at klassicismen prægede arkitekturen.

Næret af nationalfølelsen og skandinavismen udvidede Frederik nu sine teologistudier med lektioner i historie og oldnordiske sprog. Musik var ham heller ikke fremmed, og det blev ham til gavn, da han omkring 1833 mødte sin tilkomne hustru Julie Scheuermann. Mødet opstod, da han en dag blev inviteret til musikaften i det talentfulde Scheuermann-Zinnske hjem. Julie førte an ved klaveret, mens de øvrige familiemedlemmer både kunne synge og spille opera- og kammermusik. Den tyske storkøbmand Johan Ludvig Zinn havde vundet indflydelse i København i det sene 1700-tals florissante periode. Han var bedstefar til den udkårne Julie og havde i 1765 erhvervet en stor ejendom i Kvæsthusgade, hvor familien boede i flere generationer.

Hyppige selskabelige musikaftener i de rummelige stuer førte til, at tre af døtrene med tiden giftede sig med indflydelsesrige mænd i det københavnske kulturliv. Julies kusine Emma Zinn giftede sig med komponisten og juristen Johan Peter Emilius Hartmann. De bosatte sig i en af lejlighederne i Kvæsthusgade og fik talrige børn. J.P.E. Hartmann blev boende her i hele 71 år indtil sin død som 94-årig i 1900.5

Agnes Camilla Scheuermann Zinn blev gift med komponisten og musikhandleren Emil Horneman. Sammen fik de sønnen Christian Frederik Emil Horneman, komponist og fætter til Frederik og Julie Hammerichs børn.6

Julie, der havde en vis hang til ”religiøs melankoli”, blev i 1836 viet til den nyslåede teolog Frederik Hammerich af selveste Grundtvig. I løbet af 1840’erne fik de datteren Thyra samt to sønner, Asger og Angul.

Parallelt hermed udfoldede Frederik Hammerich en imponerende karriere, der dels mundede ud i et omfattende teologisk og historisk præget forfatterskab, dels førte til en lang række kirkelige, politiske og akademiske hverv. I 1859 blev han professor i kirkehistorie. Han gik ikke af vejen for at deltage i sin tids store kampe. Under den 1. Slesvigske Krig 1848-50 forestod han som feltpræst begravelsen af flere hundrede faldne soldater ved Isted-slaget på Flensborg kirkegård. I København gjorde han som kapellan ved Trinitatis Kirke en betydelig indsats som præst under koleraepidemien 1853. Som politiker repræsenterede han Vejle amts 3. kreds i Folketinget i syv år, hvor han i 1850’erne kæmpede med de nytilkomne grundlovsindskrænkninger og den skrøbelige helstatstanke.

Mens Frederik Hammerichs liv afspejlede 1800-tallets danske åndsliv og store nationalfølelse, blev hans ældste søn, Asger, mere internationalt orienteret, end nogen anden dansker dengang turde drømme om. Ganske vist var det først hensigten, at han skulle studere teologi, men da Asger tidligt viste udprægede evner for musikalsk udfoldelse, blev tonernes verden hans eventyrlige livsbane.

Fra 1859 studerede han teori hos orgelvirtuosen og komponisten Gottfred Matthison-Hansen, klaver hos den tyske pianist Ernst Haberbier, som dengang opholdt sig i Danmark, samt komposition hos Niels W. Gade og J.P.E. Hartmann. Efter at have præsenteret nogle overbevisende, romantiske kompositioner for dem, stod det klart, at den unge mand måtte på studietur i udlandet.

I 1862 rejste han via London til den preussiske hovedstad Berlin, hvor han fortsatte sine studier i klaver hos Richard Wüerst og modtog undervisning i orkesterdirektion hos den berømte musiker og dirigent Hans von Bülow. Gennem dennes hustru Cosima, der senere giftede sig med Richard Wagner, stiftede han også bekendtskab med denne store komponistpersonlighed.