FORORD
København er en by i konstant forandring. Byens gader, bygninger og pladser bærer vidnesbyrd om tidens uundgåelige gang. Men selvom byens arkitektur og landskab har ændret sig, forbliver dens sjæl uændret.
I denne bog tager Christian H. Nielsen os med på en enestående visuel rejse gennem Københavns historie. Med en imponerende præcision har han genskabt historiske fotografier af København fra nøjagtig samme vinkel, som de blev taget fra for mange år siden af nogle af danmarkshistoriens største fotografer. En af dem er hoffotograf Peter Elfelt (1866-1931), hvis enorme samling – 170.000 glasnegativer – siden 2019 er blevet digitaliseret og gjort tilgængelig for offentligheden af Det Kgl. Bibliotek. Digitaliseringen er netop blevet afsluttet, og i Christians bog er der flere fotografier, som aldrig før har været kendt af offentligheden. Det er med andre ord et unikt historisk kildemateriale, denne bog er baseret på, og som sammen med Christians billeder skaber et fascinerende møde mellem fortid og nutid, hvor byens kontinuitet og forandring foldes ud på hver eneste side.
Jeg mødte Christian første gang i vinteren 2023. Dengang præsenterede han mig for sit projekt om en bog, der ikke bare skulle dokumentere Københavns fortid, men også skabe en dialog mellem byens historie og dens nutidige udvikling. En vision, der straks vakte min interesse. Christian var ikke blot en dygtig fotograf med en imponerende teknisk kunnen, men også en dedikeret og varm person med en ukuelig kreativ skabertrang. Hans engagement og passion gjorde et stort indtryk på mig – her stod en ung mand, der allerede havde et klart blik for byens historiske foranderlighed og med en drøm om at videreformidle den med sin egen kunstneriske stemme. En stemme, han taler med igennem det kamera, han altid bærer med sig.
Det blev hurtigt tydeligt, at Christian og jeg delte samme kærlighed til København. Som historiker har jeg altid været fascineret af byens skjulte fortællinger, overleveret i arkitektur, gadenavne og monumenter. Christians fotografiske projekt åbnede mine øjne for en ny side af Københavns historie, en kærlighedserklæring til byens foranderlighed fortalt
igennem en kameralinse. Denne fælles passion for København skabte en naturlig forbindelse mellem os, og jeg har med stor glæde fulgt hans rejse fra idé til færdig bog.
Mens bogen er blevet til, har jeg haft mange samtaler med Christian, hvor vi har diskuteret hans vision, udfordringer og ambitioner. Jeg har forsøgt at vejlede ham, så godt jeg kunne, men sandheden er, at han har været en konstant kilde til inspiration for mig. Hans fantastiske evne til at udpege lokationer i byen, som har undergået vilde og overraskende forandringer, har ført til en bog, der er meget mere end blot en samling af billeder. Det er et værk, der ikke bare dokumenterer Københavns udvikling, men også inviterer os til at reflektere over vores egen forbindelse til byen og dens historie.
Christian er således ikke blot en teknisk dygtig fotograf, han er også en visionær historiefortæller. Med en blanding af kreativitet, nysgerrighed og en næsten utæmmelig energi har han formået at bringe Københavns historie til live på en måde, der fanger både forti-
dens atmosfære og nutidens detaljer. Hans tillidsvækkende person har også ført ham ind bag Københavns lukkede døre og givet ham mulighed for at bevæge sig rundt i byen og få adgang til steder som private lejligheder, lukkede tårne og andre for offentligheden utilgængelige lokationer for at fange den helt rigtige vinkel. Jeg har selv haft fornøjelsen af at bevæge mig rundt i Københavns gader sammen med Christian, på jagt efter fortiden. Det er der kommet et bogværk ud af, som ærer historien og fejrer nutiden, og som med garanti vil inspirere alle, der bladrer gennem dets sider.
Tag dig tid, bliv opslugt af billederne, og lad denne bog være en påmindelse om, at selvom verden omkring os konstant ændrer sig, kan vi stadig finde tråde, der forbinder os til fortiden.
Mathias C. Stougaard Historiker, Kend Din By
KØBENHAVN FØR & NU
Den første sten til dette projekt blev lagt, da jeg fik foræret et fotografi af Gammel Strand, som min oldefar Erling tog som hobbyfotograf i 1930’erne. Jeg ved ikke hvorfor, men inden i mig opstod en trang til at stille mig præcis dér, hvor min oldefar havde stået, og tage det samme foto igen. Og da jeg kom hjem og begyndte at nærstudere forskellene mellem det gamle og det nye foto, fik jeg en fornemmelse af at have rejst i tid. Det blev til en slags besættelse, som siden ledte mig på sporet af en kulturhistorisk skat: hundredtusindvis af helt nydigitaliserede arkivfotos af hovedstaden. Jeg gav mig straks i kast med at søge gennem arkiverne for at finde de mest interessante, smukke og tankevækkende billeder af København, så jeg kunne cykle rundt i byen og genskabe dem.
Genfotografering – det at genskabe billeder – er som sådan ikke nyt. De fleste har nok set noget lignende før. Det havde jeg også, men jeg undrede mig over, at mange af dem, der tidligere havde forsøgt sig med det, sjældent lykkedes med at ramme den helt
rigtige vinkel. Fra det første foto, jeg genskabte på Gammel Strand, har præcision været kernen i mit projekt. Forskelle og ligheder mellem før og nu skal træde tydeligt frem, og det kræver, at man bogstaveligt talt træder i fortidens fotografers fodspor.
Det er ikke altid let. Flere gange har jeg været nødt til at genbesøge steder for at tage et foto om, fordi jeg ikke ramte perspektivet godt nok. Listen af udfordringer, jeg har mødt undervejs, er efterhånden lang. Nogle steder har ændret sig så meget, at det kan være svært at finde pejlemærker at gå efter, når jeg forsøger at regne vinklen ud. Derudover er de steder, jeg skal stille mig for at genskabe et foto, ikke altid offentligt tilgængelige og kan være besværlige at få adgang til – eksempelvis kronen på toppen af Christiansborg Slot. Men mere om det i første kapitel.
Flere gamle fotos er taget fra vinduer i private boliger eller i erhvervslokaler. Jeg har ringet på utallige døre og bedt om adgang, velvi-
Muligvis Danmarks ældste selfie. Selvportræt af Peter Elfelt (1866-1931), kgl. hoffotograf, filmpioner og ophavsmand til størstedelen af denne bogs arkivfotos. Foto: Peter Elfelt
dende at det kan fremstå temmelig påtrængende. Men min iver efter at fange billedet fra den perfekte vinkel har på en eller anden måde altid vejet tungere end min frygt for at blive afvist. Og jeg er heldigvis (næsten) altid blevet mødt med en bemærkelsesværdig åbenhed og gæstfrihed.
Min københavnerfamilie
Mens min interesse for historiske fotos af København var støt stigende, gjorde vi i min familie i 2023 et særligt fund blandt min farmors gamle sager: en velbevaret fotografisk glasplade. Glaspladen fik jeg digitaliseret, og resultatet er et billede fra omkring 1890 af min tiptipoldemor og hendes børneflok. Dette enestående glimt fra en svunden tid blev en væsentlig drivkraft for min nysgerrighed efter at dykke dybere ned i historien. Mange af de fotografier, jeg arbejder med, stammer fra omkring samme tid som det gamle familiefoto, blandt andet mesterfotografen Peter Elfelts billedsamling, som er den, jeg har anvendt mest. Flere gange har jeg endda oplevet, at mine forfædre pludselig dukkede op
i de gamle fotos – som da jeg fandt et billede i Elfelts samling, hvor min oldefar Erling optræder. Den samme Erling, hvis foto var med til oprindelig at inspirere mig. Det har gjort Københavns histore virkelig og konkret for mig, at min families historie – og utallige andres – er vævet ind i den på uventede og fascinerende måder.
Stedets ånd
Man siger ofte, at for at forstå nutiden og fremtiden, skal man kende fortiden. Det lyder måske som en kliché, men min egen rejse gennem Københavns fortid har forandret mit syn på byen, og den har formet mit forhold til den på måder, jeg ikke havde forudset. At stå på et sted og vide, hvad der engang er sket dér, eller hvad der engang har været, har fundamentalt ændret min oplevelse af nuet. Inden for arkitektur taler man om genius loci – stedets ånd. En bygning findes aldrig i et vakuum, men er altid vævet ind i en kontekst af kultur og historie. Det er en fornemmelse af stedets ånd og af forbundethed med byens fortid, der går gennem mig, når
jeg stiller mig, hvor en anden fotograf stod for over 100 år siden. Projektet har været en måde for mig at genopdage den by, jeg er vokset op i, og jeg håber, mit arbejde måske kan minde andre om, hvad der har været før, så vi kan forstå, hvad der er nu, og hvordan vi bedst muligt indretter byen.
Med dette sagt bør mit projekt ikke opfattes som en kritik af Københavns arkitektoniske udvikling. Tværtimod er det en hyldest til den by, der har været rammen om mit liv gennem min opvækst og frem til i dag. Jeg ønsker at vise alle facetter af Københavns udvikling: Nogle steder i byen er bevaret, nogle mure er blevet forsynet med graffiti, og andre igen er blevet revet ned og erstattet af glas og stål. Det hele fortæller en historie.
Som københavner er det dog umuligt for mig at være helt neutral. Nogle steder har en vis sentimental værdi for mig – eksempelvis biografen Palads, hvor jeg som teenager arbej-
Christian H. Nielsens tiptipoldemor og hendes børneflok i 1890. Tiptipgrandonklen nederst til højre har en vis ydre lighed med bogens forfatter. Foto: Privat samling
dede, og som jeg håber vil blive bevaret. Og det er da svært ikke at føle en slags nostalgisk længsel, når jeg betragter de gamle fotos af byen. Rent visuelt synes byrummet dengang at have en form for åbenhed og ro, som i dag er svær at finde. Ligesom et hjem, der fyldes med ting over tid, er byens rum blevet tættere og fyldt med bygninger, køretøjer, hængende gadelamper og turister. Der er mindre støj i de gamle billeder, og byen var sikkert også mere stille dengang – med lyden af hestehoves klapren mod brosten i stedet for bildæks susen mod asfalt. Til gengæld har der lugtet fælt!
Repræsentation af byen
Udvælgelsen af fotos til bogen bærer præg af mit eget forhold til byen, men jeg har omhyggeligt forsøgt at udvælge materiale, der repræsenterer byens udvikling og de forskellige bydele så godt som muligt. Min proces har primært været styret af de arkivfotos, der fangede min interesse, og som jeg har cyklet rundt i byen for at genskabe. Det er vigtigt at
bemærke, at der simpelthen bare findes mest arkivmateriale fra byen inden for voldene –det fortæller i sig selv en historie om, hvad byen engang var. For over hundrede år siden var brokvartererne en slags forstadsområder, og endnu længere ude – for eksempel på Amager – var der marker og landbrug. De relativt få arkivbilleder, der findes fra Amager i den periode, jeg primært arbejder med, er ofte umulige at genskabe, enten på grund af manglende oplysninger om præcise lokationer eller manglende pejlemærker. Derfor er Indre By – set med nutidens briller – overrepræsenteret, især i sammenligning med Amager, som næsten ikke er med.
Fortidens fotografer
Og hvad med repræsentationen af fotografer? Jo længere tilbage i tiden man går, desto færre fotografer og bevaret arkivmateriale findes der. Det er uhyggeligt at tænke på, hvor mange værdifulde billeder der må være gået tabt gennem tiden. Heldigvis er visse fotografers værker blevet bevaret, og deres
billedsamlinger giver os i dag et uvurderligt indblik i fortiden. Den mest fremtrædende i min bog er Peter Elfelts samling, som primært findes på Det Kgl. Bibliotek, men også på Københavns Museum. Kvaliteten af Elfelts billeder – både fototeknisk og kreativt – gør dem til nogle af de mest spændende at arbejde med. Faktisk er det ikke første gang, at Peter Elfelts fotografier bruges i en udgivelse om København før og nu: Mellem 1915 og 1927 udgav Francis J. Zachariae sit lokalhistoriske værk om byen med titlen Før og nu – et lille tidsskrift med artikler, der beskrev datidens København sammenlignet med aktuelle fotos fra perioden. I disse artikler blev Peter Elfelts fotos omhyggeligt brugt, men dengang som samtidsbilleder.
Der er mange andre nævneværdige fotografer, hvis billedmateriale er anvendt i bogen –når ikke det er Elfelt, har jeg som regel skrevet fotografens navn i billedteksterne. Bagerst i bogen findes en fyldestgørende oversigt over alle bogens arkivfotos.
FORGÆNGERE. Det er ikke første gang, at Peter Elfelts billeder bruges i en bog om Københavns udvikling. Her ses første årgang af Francis J. Zachariaes lokalhistoriske værk (1915-1927), hvor Elfelts værker indgik som samtidsdokumentation. Titlen på Zachariaes værk var inspirationen bag Bo Bramsens berømte København før og nu – og aldrig, udgivet 1987-1991. Foto: Privat samling
Tak
Dette projekt er blevet til med hjælp fra en lang række personer og institutioner, som jeg skylder en dybfølt tak. Først og fremmest havde København før & nu slet ikke være muligt uden arkivmaterialet. Her vil jeg rette en stor tak til dem, der arbejder utrætteligt for at bevare og digitalisere vores fælles kulturarv. En særlig tak går til Det Kgl. Biblioteks Billedsamling og Københavns Museum for deres frie adgang til de digitale arkivsamlinger.
Jeg vil også takke Folketingets Service- og Sikkerhedsenhed for at give mig adgang til toppen af Christiansborgs tårn og til historiker og rundviser Emilie Vejlgård Poulsen fra Københavns Kommune for hjælp med adgang til klokkespiret i Rådhustårnet.
Tak til fotohistoriker Lennart Weber for indsigt i Peter Elfelts virke og i fotografiets historie gennem bogen Arven efter Elfelt. Tak til forskningsbibliotekar Jakob K. Meile for uvurderlig hjælp med datering af arkivfotos, billedsøgninger og faglig sparring. Tak til Mathias Stougaard for forord, Anders Waltz for omslag og tak til Jacob Bloch for dit utrættelige arbejde med bogens sats – og oldefars gamle foto fra Gammel Strand. Tak til mine dygtige redaktører, Jonas Damgaard-Mørch og Emil Stephensen på Forlaget Multivers.
Jeg er også dybt taknemmelig for min fars bidrag, ikke mindst for at have foræret mig den glasplade, der var med til at inspirere projektet, og for at have givet mig en kærlighed til byen og dens historie. Tak til familie og venner og til min kæreste, Carla, for støtte gennem hele projektet – både i med- og modvind.
Endelig vil jeg rette en stor tak til de mange privatpersoner, receptionister og medarbejdere i virksomheder og institutioner, som har åbnet deres døre for mig og givet mig adgang til udkigspunkter fra vinduer, opgange og tårne.
Jeg håber, at bogen kan være med til at illustrere værdien af arkivering og digitalisering af gamle fotos, og hvordan disse ressourcer kan anvendes til glæde og gavn i eftertiden. Hvis du som læser sidder inde med historier eller idéer til steder, der kunne have været med i bogen, så tøv ikke med at kontakte mig. God læselyst!
Christian H. Nielsen Januar 2025
I hælene på Elfelt
Da jeg i løbet af 2024 stødte på en serie af ekstraordinære fotos taget fra Rådhustårnet af Peter Elfelt i 1898, blev jeg besat af idéen om at kravle op i tårnet for at genskabe dem. Ved sammenligning med nutidige fotos fra den offentligt tilgængelige etage under uret kunne jeg konkludere, at Elfelt måtte have været helt oppe i toppen ved klokkerne for at tage billederne. Jeg måtte simpelthen derop.
I flere måneder gik jeg og ventede på, at den igangværende renovering af tårnet blev afsluttet, så stilladset kunne fjernes. Samtidig skrev jeg frem og tilbage med Rådhuset og Københavns Kommune om, hvorvidt jeg overhovedet kunne få lov til at komme helt op i spiret.
Da stilladset endelig blev pillet ned, og jeg fik min tilladelse fra kommunen, var jeg ovenud lykkelig. Men turen fra det offentligt tilgængelige udsigtspunkt og op til klokkerne er ikke for sarte sjæle. Med mit udstyr på ryggen begav jeg mig op ad den ene smalle stige efter den anden gennem et tætsluttende mørke. Det snurrede i maven, da jeg skimtede lyset bag den tunge luge øverst og skubbede til.
Oppe i Rådhusets spir stod to ting lysende klart for mig: Udsigten er en af Københavns absolut smukkeste. Og perspektivet var en smule anderledes i Elfelts billeder fra 1898. Hvordan kunne det gå til?
Jeg fandt ud af, at spiret simpelthen ikke var færdigopført i 1898, da Elfelt tog sine billeder – det stod først færdigt året efter. Elfelt må derfor have stået på det stillads, der omgav
spiret under opførelsen. Efter nøje sammenligning af udsigterne fra spiret og det offentlige udkigspunkt har jeg vurderet, at han stod et par meter under klokkerne, hvor jeg var.
Nuvel, det strider nok en smule imod mit princip om præcision, men forskellen i perspektivet er forsvindende lille, og billederne er bestemt værd at vise. De giver et unikt indblik i, hvordan København har udviklet sig gennem mere end et århundrede.
Blandt de følgende udsigtsbilleder fra 1898 er der også et par fra 1911, hvor Elfelt igen besøgte tårnet. Disse er dog af ukendte årsager ikke taget fra spiret, men fra det udkigspunkt, som i dag er offentligt tilgængeligt ved rundvisning på Rådhuset.
Rådhustårnets spir under konstruktion, 1898. Foto: Peter Elfelt.
Herover udsigten fra toppen af Rådhustårnet i retning mod Kalvebod Brygge og Amager. Centralt i motivet ses Glyptoteket, stiftet af brygger Carl Jacobsen. Den første del af Glyptoteket, som ses i Elfelts foto fra 1898, blev indviet 1. maj 1897 efter tegninger af arkitekt Vilhelm Dahlerup. Den løbende opfyldning og inddæmning af Kalvebod Strand har i løbet af det 20. århundrede ændret hele områdets karakter betragteligt.
På næste opslag ses udsigten over Tivoli, som ligger på en del af de oprindelige volde, der engang omkransede byen. Glasssalen står endnu, og fregatten Sct. Georg III ligger som sine to forgængere i Tivolisøen, der er
en bevaret rest af den gamle voldgrav. Forlystelsesparken åbnede i 1843, og her kunne gæsterne bl.a. prøve Danmarks første rutsjebane, køre i karrusel, høre H.C. Lumbyes populære polkaer og galopper og se fyrværkeri om aftenen.
Tredje opslag viser udsigten ned ad Vesterbrogade i 1898 og 2024. Her står Frihedsstøtten før opførelsen af den nuværende Hovedbanegård, hvis byggeproces medførte, at monumentet blev midlertidigt nedtaget (se s. 174). På trods af utallige ændringer i byens skyline er der masser af tårne, jeg kan bruge som pejlemærker, når jeg matcher mit nutidige foto med Elfelts.
Fjerde opslag viser Rådhuspladsen og H.C. Andersens Boulevard. Dengang bestod pladsen af et lille parkanlæg med græsplæne –og ingen tænkte på, hvad bilen ville medføre af forandringer. De mest markante forskelle i øvrigt må være Central Hotel og Dagmarteatret i 1898, på hvis pladser Richshuset og Dagmarhus i dag står opført. Interessant er det også at se Palads med sin pastelfarvede facade på det nutidige foto og den gamle hovedbanegård, som lå der dengang.
Femte opslag viser fotoet fra Elfelts besøg i Rådhustårnet i 1911, altså 13 år efter serien fra 1898. Her står vi ikke lige så højt oppe i tårnet som i de tidligere fotos, og jeg måtte
genskabe det fra den offentligt tilgængelige etage.
Sjette og sidste opslag viser udsigten mod Slotsholmen i 1898 og 2024. På det gamle foto ses tydeligt ruinerne af det andet Christiansborg samt Børsens ikoniske dragespir i baggrunden.
