Jesper Tang JORDBORGER
En bog om Knud Viktor
MULTIVERS
Jordborger: En bog om Knud Viktor
Af Jesper Tang
Denne udgave © Forlaget Multivers ApS og forfatteren, 2024 1.udgave, 1. oplag 2024
Omslag: Emil Stephensen
Sats: Ida Ejdal og Emil Stephensen
Trykt hos Totem
Printed in Poland
ISBN 978-87-7917-611-9
www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.
Udgivelsen er støttet af NY CARLSBERG FONDET
VELUX FONDEN
Intro 1
Knud Viktor var en dansk billed- og lydkunstner, født i Søborg den 25. november 1924, død i København 10. juni 2013, uddannet malersvend og derefter elev på Kunstakademiet i København (grafik og freskomaleri), før han i slutningen af 1950’erne med en guldmedalje og et rejselegat i lommen drog på rejser i Sydeuropa og endte med i 1960 at slå sig ned for foden af Luberonbjerget i Provence – oprindelig for at male i Cézannes og især van Goghs lys, men hurtigt overrumplet af et lille insekt, cikaden, der åbenbarede forbindelsen mellem lys og lyd for ham og bestemte den retning, hovedparten af hans skabende virke kom til at tage: optagelse og kunstnerisk bearbejdning af naturens lyde.
Mit første møde med Knud Viktor fandt sted i Provence først i 1990’erne. »Hvis du er dansker, må du kende Knud Viktor,« sagde en ung fransk komponist til mig en dag i Paris, hvor jeg havde interviewet ham som led i mit freelance arbejde med dækning af ny fransk kompositionsmusik for Danmarks Radios musikmagasin Lyt-til-nyt.
Men nej, jeg kendte ikke Knud Viktor. Da jeg åbenbart burde, gik jeg straks på jagt efter ham. De få oplysninger, det umiddelbart lykkedes mig at fremskaffe, fortalte, at han komponerede »musik« af lyde, han indfangede i naturen omkring den gamle bondegård, hvor han boede fjernt fra alting ved indgangen til en spektakulær dalslugt i den sydlige ende af Luberonbjerget.
Den første kontakt var telefonisk. Knud var straks med på tanken om, at vi skulle mødes og forberede et portrætprogram om hans arbejde i dansk radio. Faktisk foreslog han af grunde, jeg ikke kan huske, at det var ham, der kørte 100 km nordpå til den landsby, hvor jeg boede, og ikke mig, der drog sydover. Det blev til en lang aften og begyndelsen på et langt bekendtskab, til sidst venskab. I flere timer fortalte han de særeste »historier« om, hvordan han opdagede og optog de lyde i naturen, som han senere komponerede sammen til i bogstavelig forstand uhørte lydlandskaber. Han havde eksempler med på en lille kassette, som han spillede for mig. Det lød alt sammen i hans mund så naturligt, ja, selvfølgeligt, at jeg senere kaldte en artikel om ham for Det mærkelige er, det er mærkeligt.
Natten efter blæste der i mit hoved en hvirvelstorm af forestillingsbilleder, der holdt mig vågen: Jeg havde endnu ikke set det hus og de stuer, han fortalte om, eller landskaberne omkring huset. Jeg prøvede at se vinmarken med fårekyllingerne for mig, og olivenlunden, Gorge de Régalon, kaninhullet, der kom snorkelyde op af ... Spørgsmålene snublede over hinanden, indtil solen stod op på en ny måde, så da vi næste morgen
sad over kaffen og croissanterne, kunne jeg ikke lade være med at spørge, om jeg i stedet for det klassiske interview til en præsentationsudsendelse, som vi havde planlagt at optage om formiddagen, måtte komme og besøge ham og lytte til flere optagelser og kompositioner, og optage »noget længere« og mere dybtgående end det, jeg umiddelbart havde forestillet mig, og snarere i form af en samtale – måske endda over flere omgange?
For det stod hurtigt klart, at der var lige så langt mellem musique contemporaine, som nutidig kompositionsmusik hedder på fransk, og Knud Viktors originale og bevægende lydverden, som mellem et øvelokale med klaver i Paris og et mylder af slidte båndoptagere og mixerpulte på en bondegård i Provence. Knud Viktor var ikke komponist, han var en pioner på tærsklen til en ny kunstdisciplin baseret på en dengang ret nyfødt mulighed for med transportable båndoptagere at optage lyde i naturen – »på motivet« så at sige. Man kaldte bevægelsen for field recording – men Knud Viktor gik videre: Til optagelserne kom et mere og mere raffineret, i begyndelsen omstændeligt arbejde med at skabe kunstneriske universer af og til naturlydene – og måske mest af alt en hel »filosofi« omkring forholdet mellem mennesket og resten af det levendes kæde. Selv talte han altid bare om en måde at leve på.
Også idéen med en længere samtale var Knud Viktor straks med på. Vi startede hos ham i Les Bastides, som bostedet hedder, den 6. april 1993 og fortsatte med uregelmæssige mellemrum
frem til november 1994. Vi optog på en mono Nagra, to, tre eller fire 12 cm spolebånd à 20-25 minutter pr. seance. 30 bånd i alt.* Bånd 1 til 25 blev optaget hos Knud Viktor, enten ved et lavt, rundt bord under et prægtigt figentræ, Knuds foretrukne opholdssted på den lille terrasse foran hoveddøren, eller lige indenfor i stuen, på gulvet foran hans batteri af maskiner og bånd. Bånd 26 og 27 blev optaget på Île de la Barthelasse over for Avignon, hvor vi sad en sen eftermiddag i oktober 1994 med udsigt til Pavepaladset. Bånd 29 og 30 blev optaget på Durance-flodens bredder under den lange, ikke længere brugbare, men stadig eksisterende metalbro i nærheden af byen Mallemort. De tidligste optagelser kom til at danne basis for to radioudsendelser: Se der sidder en kanin. Portræt af Knud Viktor (Lyt-til-Nyt, Danmarks Radio p2, sendt 12-05-1993) og Kan man høre frøer i Avignon? (Lyt-til-Nyt, Danmarks Radio P2, sendt 08-09-1993).
En samtale har den fordel, at den er uformel og indeholder overraskelser og uforudsete stier og kroge. Det var hensigten
netop af få alt det med, fortalt langt mere spontant end et stramt orienteret journalistiske interview lægger op til. Ulempen var naturligvis, at der trods afsæt i konkrete spørgsmål blev sprunget meget i emnerne, og det, at samtalen foregik over flere »seancer« med indimellem lange mellemrum resulterede i mange gentagelser. Når dertil kommer, at ord ikke var Knud Viktors foretrukne udtryksmiddel (selv om han fortalte med fornøjelse), forstår man, at stoffet her er redigeret som en monolog – samlet
og koncentreret emnemæssigt, og »renset« for talesprogets (og især Knud Viktors) mange sproglige tics, halvkvalte og tøvende tænkepausesætninger, men med konstant respekt for Knud Viktors måde at tænke og formulere sig på.
Knud Viktor blev ofte interviewet i fransk radio og tv, og der er lavet flere videomontager med og om ham, men så godt som altid på fransk. Denne samtale er så vidt vides det eneste dokument, hvor Knud Viktor på dansk fortæller indgående om sit arbejde, sin »filosofi« og netop om sin måde at leve på. Når det først offentliggøres nu, er det, fordi det kun gav ringe mening at læse fortællingen om en lydverden, man ikke kunne høre. Det kan man i dag – takket være hans søn, Mark Viktov, og Institut for Dansk Lydarkæologis indsats for at restaurere og udgive LP-versioner af Ambiances (første gang udgivet af Knud Viktor selv i 1972, for længst uopdrivelig), Les Éphémères
og Le Petit Duc.
Jeg skylder Mark stor tak for også at have grebet min invitation til at afrunde denne første bog om Knud Viktor med en dybt personlig epistel.
Allekapitlerneidetfølgendeeruddragafdenlangesamtale – undtagen afsnittet Værket i ægget, der også henter tekst i den sidste båndede samtale, jeg havde med Knud Viktor på hans 80-års fødselsdag i 2004. Vi havde spist frokost på en kro i Lourmarin og sad sidst på dagen efter hans ønske og talte sammen i skumringen på Duranceflodens bredder.
*) For den, der vil have detaljerne med: Seance 1: 06-04-1993 (bånd 1, 2, 3, 4), Seance 2: 21-04-1993 (bånd 5, 6, 7), Seance 3: 04-08-1994 (bånd 8, 9, 10, 11, 12, 13), Seance 4: 18-01-1994 (bånd 14, 15, 16), Seance 5: 08-02-1994 (bånd 17, 18, 19), Seance 6: 27-05-1994 (bånd 20, 21, 22), Seance 7: 15-09-1994 (bånd 23, 24, 25), Seance 8: 03-10-1994 (bånd 26, 27, 28), Seance 9: 15-11-1994 (bånd 29, 30).
KnudViktorforanLesBastides,hvorstørstedelenafdesamtaler,denneboger baseretpå,fandtsted.Foto:JesperTang
Samtalen som monolog
Cikademand
Da jeg i sin tid studerede cikaderne, var der fem slags. Mindst fem slags, måske flere. Folk tror mig ikke, når jeg i mange år har brokket mig over, at cikaderne forsvinder. Selv mine venner siger: »Du skal bare komme over til mig, jeg har et træ med masser af cikader«. Og det er rigtigt, at tre cikader i et træ laver et mægtigt spektakel, men de tænker ikke på, at før var der i tusindvis. Jeg kan huske, da vi kom til stedet her: For min kone var det lovlig meget med varmen, og cikader er også tegn på varme. Så snart man gik udenfor, satte de sig på kroppen af én, de sad på husmurene og på tagene, overalt var der cikader. Det var det, der fik mig til at begynde på mit lydarbejde, for det var jo fantastisk for en maler, der var kommet herned på grund af lyset, at opdage, at lyset også indvirkede på eller i hvert fald var kædet sammen med lyden: Cikadernes rytme forandrede sig med lyset: Bare der gik en lille sky for solen, var der straks en cikade, der begyndte at hakke lidt i det, eller rytmen blev langsommere.
Det interesserede mig meget, det var rigtig spændende, men når jeg spurgte folk, hvordan cikadernes liv var, og hvordan hele det foregik, fik jeg aldrig noget svar. I virkeligheden vidste ingen noget videre om dem. Cikaderne blev brugt som symbol for landet [Provence], men folk vidste i virkeligheden ikke ret meget om deres liv. De kunne fortælle, at de som børn gik og fangede cikader og fik dem til at synge inde i hånden, når de drillede dem eller stak til dem, men derudover ... Så jeg tænkte, at jeg ville lave en film om cikaderne, og efter lange anstrengelser lykkedes det os – for det var jo hele familien, der måtte bøde for det – at få fat i et kamera, et 16 mm sort-hvid. Jeg anede på det tidspunkt ikke, hvor mange problemer det kamera skulle komme til at volde mig, men jeg var jo glad og begyndte med det samme. Faktisk var der tale om det, man på fransk kalder et escroquerie [et bedrageri], for vi afbetalte på kameraet lidt efter lidt og i dyre domme, men det blev ved med at drille mig. Det var en fotomand i Avignon, som havde fået lyst til at hjælpe mig, da han havde set nogle små 8 mm film, jeg havde lavet, og da jeg var nybegynder, troede jeg til en start, at drilleriet bare var min fejl. Men jeg opdagede efterhånden, at der var ni fejl i apparatet, og to af dem var falsk lys. Det endte med, at jeg lavede skandale. Jeg var rasende, for jeg havde spildt i en masse råfilm. Jeg havde gravet eller nærmere hugget flere kubikmeter
jord op for at finde cikadegangene under jorden, og det var lykkedes mig at filme en cikadelarve, som kravlede ud af sit hul – filmet indefra [griner], simpelthen, men den optagelse var
ødelagt af falsk lys. I begyndelsen troede jeg, at det var på grund af modlys i hullet, men i virkeligheden var det kameraet, som i øvrigt bare kunne repareres med en elastik. Alligevel gjorde det kamera, at jeg begyndte at lege med tingene – også betragtet som en fortsættelse af mine grafiske arbejder. Jeg lavede jo grafik på det tidspunkt, sort-hvid, så det var helt naturligt at forlænge det med filmen.
Vejen til Les Bastides
Jeg har altid været glad for det, man kalder naturen. Jeg er jo fra en ø midt i Kattegat, men i virkeligheden begyndte det i København, i Søborg. Jeg blev født i Søborg og kom til Samsø, da jeg var knap to år. Det kan jeg jo ikke huske, men det har man fortalt mig. Hele min ungdom boede jeg på Samsø, og jeg kom i lære hos min far, der var malermester. Efter krigen kom jeg til København som malersvend. I min soldatertid var jeg militærnægter og det fik jeg en lille ekstratid for, men bagefter arbejdede jeg som svend og malede nybygninger. Det var en stor forandring fra at arbejde med min far. Han var håndværker af den gamle skole, han havde været 16 år på valsen og kendte alle trickene fra hele Europa, de forskellige stilarter og dekorationsmåder og det hele. Han favnede ret bredt, men han var altså også håndværker og strukturerede sin tid efter det: Arbejdsdagen var det vigtigste i livet, og den bestod så i at lave det, han satte mig til. Men tit gik jeg ud og drømte. Jeg kan også
huske, at jeg i min skoletid havde mere lyst til at gå og se på køerne end at ligge og slås i grøftekanten efter skoletid, som det var almindeligt, og det er det vel stadig i dag på landet. Men jeg turde ikke rigtig være ved det, jeg anså mig selv for at være lidt anormal, og det er først nu, som voksen, at det går op for mig, at éns forhold til tilværelsen virkelig er éns forhold til tilværelsen og ikke de andres. Nu, hvor jeg snart bliver 70. Det kan jeg slet ikke forstå, at jeg gør, jeg føler mig jo som den samme [griner].
Eller det er faktisk ikke helt rigtigt, for jeg var alt for genert i begyndelsen af mit liv, i min ungdom. Jeg har heller ikke altid arbejdet på den måde, jeg gør nu. Da jeg var ung, var det jo ikke et arbejde, og det er det heller ikke nu, men jeg har en følelse af, at jeg nu har bedre lov til det. Og at jeg nærmest har en pligt til at være en del af naturen. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme videre i det, jeg siger her, men det er nok først nu, at jeg begynder at sige til mig selv: »Du bør gøre den lille effort, den lille indsats, at fortælle andre, hvad erfaringen har vist dig«, nemlig at mit arbejde i virkeligheden har givet et spark bagi til mange andre ting. Det rører ved et eller andet universelt. Det handler ikke om min ære eller noget andet prætentiøst, men om min pligt som jordborger – ikke menneskeborger, men jordborger – til at forbedre forståelsen i den kommende generation.
I København levede jeg altså af mit arbejde som bygningsmaler, i 15 år og også efter at jeg var startet på Kunstakademiet. I virkeligheden var jeg der ikke særlig meget, mest om aftenen, en kort periode også om dagen, men så vidt jeg husker, var det
ikke mere end tre-fire måneder af alle de år, jeg gik på Kunstakademiet. Det længste tidsrum var, da jeg gik hos professor Elof Risebye for at lære freskomaleri. Dér fik jeg til min egen store overraskelse guldmedalje for et freskoarbejde og oven i købet et legat. Så rejste jeg sammen med min kone, som havde fået et andet legat, til Italien. Til Syden.
Jeg gik også på grafisk skole og også om aftenen. Jeg kan huske, at jeg cyklede over 50 km om dagen. På det tidspunkt boede jeg i Herlev og cyklede fra Herlev til Hvidovre, hvor jeg arbejdede, og tilbage igen. Derefter cyklede jeg om aftenen fra Herlev til Akademiet på Kongens Nytorv og hjem igen. Faktisk i en ret lang periode. Over 50 km gennem Utterslev Mose.
Men så skulle vi jo have et sted at være, og i Humlebæk havde vi fundet et hus, der næsten lå i ruiner. Det arbejdede jeg på i tre år, tror jeg, og fik bygget det op og lavet det til et flot hus. Jeg lagde badeværelse ind og det hele, indimellem med venners hjælp, men det var altså mig, der stod for det. Så blev skatterne jo tårnhøje, fordi huset steg i værdi, så det endte med – det kender vi alle sammen – at bliver for dyrt for os. Der var også den omstændighed, at jeg beundrede van Gogh og gerne ville se, hvordan lyset kunne forandre en maler. Han kom jo fra det mørke Belgien, hvis man har lov til at kalde det sådan, i hvert fald fra området omkring kulgruberne, hvor der er et fuldkommen anderledes lys end i Provence.
Hovedhuset i LesBastidessetfraolivenlundenbagdensamling – i dagmereeller mindresammenfaldne – sidebygninger,somødegårdenoprindeligbestodaf.Bagdet rundbuedevinduebefandtKnud Viktorsførsteateliersig.Derskabtehansineførste lydbillederoghavdesitfotoværksted.Foto:Ukendt