Forord
At den finske digter Larry Silván (1955-1976) ofte er blevet sidestillet med de to danske stjernepoeter Michael Strunge og Yahya Hassan, er der flere grunde til. Den ene er åbenlys og tragisk i den forstand, at også Larry Silván forlod denne verden i en meget ung alder, da han blot 21 år gammel valgte at tage sit eget liv. Den anden er tematisk, for selvom hans karriere blev kort, så lykkedes det den unge finne – der dog selv nægtede at bekende national kulør – med sine digte at uddele syngende lussinger til det kapitalistiske samfund, han kvaltes af, i en grad der gjorde ham til lidt af en sensation, da hans første digtsamling udkom posthumt i 1977.
Larry Silván voksede op i den lille finske by Ekenäs som barn af fraskilte forældre fra den lavere middelklasse. Moren var rengøringsassistent i et supermarked og talte svensk, mens faren var dørvagt på en natklub og talte finsk. Larry selv var tosproget. Allerede som barn følte Larry sig fremmedgjort og udstødt i den småborgerlige provins, han voksede op i, og han udviklede snart et indædt had mod alt det kunstige, han følte gennemsyrede det moderne samfund. Han afskyede med andre ord alt, der lugtede af uretfærdighed, kapitalisme, overforbrug, hykleri, plastic, overfladiskhed, perfekthed, normativitet og sociale konventioner.
Løsningen blev at vende samfundet ryggen og søge tilflugt i skoven. Her boede han i et billigt, faldefærdigt hus nær lossepladsen, først med vennen Leif ”Ludde” Lundström og hans kæreste Marit, og senere med vennen Kjell ”Kranis” Österberg. Ude i skoven kunne de ligesindede venner endelig løsrive sig en smule fra samfundets krav og regler. Et egentligt arbejde ville Larry heller ikke have; han gik med aviser om
aftenen, men brugte mest mulig tid i skoven med sine digte, sin musik, sine venner og sine højtelskede katte.
Det var dog ikke alle venner, der var lige så kompromisløse som ham selv, hvilket til tider forvoldte Larry stor frustration og skuffelse. Et første eksempel på dette kan i denne samling ses i hans digte til en gammel klassekammerat, Nina, som var en ven, hvis livssyn Larry formodentlig havde haft højere forventninger til. Dog er det i digtene dedikeret til vennen Kerstin, at vi finder den måske tydeligste skildring af dette sammenstød mellem Larrys egne idealer og samfundets uomgængelighed. Kerstin havde delt Larrys politiske overbevisninger – i hvert fald som ung – men valgte alligevel med tiden at følge modellen for et temmelig traditionelt, borgerligt liv. Hun flyttede ind til byen i et hus på Stationsvägen, som også Ludde og Marit flyttede til, da de ventede barn sammen, og kernefamilien og karrieren blev prioriteret, da hun tidligt forlovede sig med Göran og senere uddannede sig til socionom. Kerstin er på mange måder et billede på det mere almindelige, usikre og ambivalente menneske, der ønsker at gøre verden et bedre sted, men som samtidig søger mening og tryghed indenfor samfundets etablerede rammer. Efter Larrys død har hans venner udtrykt overraskelse over, hvor meget Kerstin fylder i Larrys senere digte. De havde ikke vidst, at hun stod hans hjerte så nær. Da Larry på den ene side følte en stærk tilknytning til Kerstin og på den anden side et klart behov for at distancere sig fra de normer, hun selv gradvist bød velkommen, var disse modsatrettede følelser årsag til konflikt i Larrys indre. Hans relationer var ofte uforenelige med hans visioner, som man eksempelvis tydeligt fornemmer i den længere suite af digte til den ukendte – eller opdigtede – Marlene.
Larry Silván selv var upoleret, ligefrem, kompromisløs og fandenivoldsk. Selvom hans karriere blev kort, udgør hans digte en både skarp og hensynsløs kritik af kapitalismen og det moderne samfund, som ungdomsoprøret fra 60’erne og 70’erne begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, men som på mange parametre næsten blev en profeti for verdens udvikling lige siden. Hans digte er således et åbent slag i ansigtet også på vores samtid, som Larry utvivlsomt ville mene har tabt forbindelsen til virkeligheden, til det naturlige og det menneskelige.
Selvom Larry levede hele sit liv som en outsider, så bliver han med sine opråb alligevel så genkendelig, og netop her rammer vi en force i Larrys poesi. Hans digte er nemlig ikke kun vrede, alvorlige og højtidelige; de er også sansende, følsomme og banale. De indeholder en dobbelthed, der tydeliggør, at der ikke kun er tale om ufiltrerede vredesudbrud fra en utilpasset ung mand; de er også et udtryk for en sjæl, hvis søgen efter sandhed, ærlighed, mening og oprigtighed automatisk gør ham så favnende. Lige så stor antipati Larry har for samfundets top, lige så stor sympati nærer han for alt og alle, der står nederst på den sociale rangstige. Hans digte udstiller således ikke kun alt det, Larry synes er galt med verden, men også hvad han finder smukt og rigtigt ved den. Og selvom han valgte at gøre en ende på sit eget liv, så fornemmer man i hans poesi en smittende kærlighed til selve livet.
Denne oversættelse præsenterer et udvalg af Larry Silváns digte og er baseret på den senest udgivne digtsamling, Jag hoppas du också är vid sjön i natt (Trombone, 2021), redigeret af Erik Jonsson, hvis grundige redaktionelle forarbejde, filologiske valg og ikke mindst omfattende noteapparat jeg er meget taknemmelig for at have kunnet benytte mig af og videregive dele af i denne udgivelse også. Der skal også lyde en stor
tak til Erik for generøs hjælp med udredning af diverse både sproglige og biografiske detaljer. Mange tak også til Larrys bror, Peter Silván, for at lade Larrys digte løfte sig ud over de finsk-svenske grænser, præcis som Larry selv yndede at gøre.
Nanna Staugaard Villagomez, 2025
Jeg vil være åben og urørlig og alene
I kan rende mig i røven
jeg ved ikke hvad jeg vil menneskene
Jeg burde skrive til forlaget men jeg har ingenting at fortælle
Jeg forstår det ikke
Jeg ved ingenting
– at ingen at alle læser hvad jeg skriver
Nu lige nu begynder mit hjerte at hamre helt vildt jeg har indset alting den største sandhed af alle at ophøre ophøre ophøre at begå selvmord
følelse af glæde
og en dejlig lykke i hele kroppen
jeg har ikke brug for noget
Herlige hvad som helst fra dette til hvad som helst her er livet livet livet
FÆDRELAND
Jeg er ikke borger i Finland
Jeg er ikke
medlem af noget skide samfund
Finland og alle lande i verden kan rende mig i røven jeg er
universets barn, solnedgangens barn jeg står alene og ser min generation fare vild i en syg labyrint af maskiner og regler jeg ser
min skov blive tromlet ned af en gade som hele tiden bliver endnu bredere og endnu længere af en by som stinker af
røde plæneklippere som er den nye kulturs pionerer
Den æstetiske skønhed fremhæves ved at udrydde alle dyr
Kultur indebærer at holde min generation for nar og spærre den inde på en tosseanstalt
Jeg gik ud af mig selv
for at se hvordan jeg ser ud indeni
og mærkede at jeg
stadigvæk var indeni
betragtende mig selv i et spejl
Nu bugter vindens sneånder sig langs isen
Nu er jeg beboer i Nordlandet en af de hvide ulve
Min sjæl er stærk lissom isen jeg går på Min ånd er sneen som vinden brydes mod den rødlige vintersol vandet under isen
Jeg går med aviser. Det sner. Helt små snefnug, så små at man knap lægger mærke til dem. Men bare følelsen, at det sner, gør mig lykkelig. En følelse af at noget virkelig sker. Pludselig forandres de til en blødere størrelse, og jeg standser og læner mig op ad porten til Anne-Mays gård. Der står jeg lidt og kigger på dem.
Snefnuggene stiger pludselig i antal større og hvidere
Jeg standser, læner mig op ad porten
og betragter dem bare
Stirrer op mod gadelygten for at se dem tydeligere
Betragter dem i forskellige lysfald
Leger med dem
Lader nedløbsrøret skærme for gadelygten så jeg ser dem på en anden måde
Jeg går videre
og forsøger at fange dem med min mund, mod ansigtet i min hånd
og betragter dem når de smelter
Jeg vil ikke tage cyklen for ikke at gå glip af oplevelsen
men så tynder det pludselig ud og jeg bliver skuffet men griner for mig selv
for jeg er lige begyndt
at omdanne billederne til ord
Det var bare derfor
Men jeg ved, at jeg ikke kommer til at gå ind med det samme, når jeg kommer hjem. Jeg vil sidde og ryge lidt på trappen først.
Den brændende kulde
mod mine kinder og min hals
er pludselig vidunderlig
Men jeg ved at det kun skyldes at jeg er på vej hjem
Snefnuggene tvinger mig til at lukke øjnene og et pludseligt vindstød tager fat i mit hår og kaster det frem og tilbage
En fløjlsblød nattesky omringer mig, ikkeføroplevet, vidunderligt mørk vind
Store, hvide fnug slynges mod mit ansigt
En ny sikkerhed i mine bevægelser
En ny ligegyldighed
Vinden forsøger vist at fortælle mig noget ved hjælp af mit hår
At jeg kan gå ud af mig selv
At jeg kan elske
JEG HÅBER DU ER VED SØEN I NAT
og dette har jeg villet spørge om: at
Trykke min hud mod din en stund
Det har jeg lyst til at spørge om
Det har jeg lyst til at sige
hver gang jeg ser på dit ansigt men der er
meget man ikke tør af
frygt for ikke at blive forstået
og kan jeg røre din
hud når jeg ser et glimt af din mave
uden at gøre dig forfjamsket og mig bange for alt jeg spørger om ved at gøre det
Kan jeg vælge de rette ord og sige:
Denne hud jeg rører er ikke min
jeg kan lide at ane den under skjorten
lissom de tidlige furer i ansigtet
og smilerynkerne
jeg vil høre alt du siger
jeg vil høre dig snakke
og jeg vil se dig
Vi skulle tage os en snak om aftenen eller natten
Kom og mød mig engang om aftenen
Det er sjovt at snakke i mørket
og tag alting med dig
jeg håber du osse er ved søen i nat
og øjnene svier i vinden
Jeg plukker mange blåbær
og nægter at arbejde for kapitalismen
Jeg burde sætte en seddel på hoveddøren:
I kan alle sammen rende mig i røven og jeg ved ikke en skid om poesirytme eller forskellige poesiformer
jeg vil meget gerne forsøge at leve sammen med dig og jeg håber ikke du misforstod det jeg
skrev om silhuetten af din mave og smilerynkerne mod græsset og grønsagerne
Det er ikke et spørgsmål om noget seksuelt
Jeg kan lide at røre træer og dyr og græs
og hvad som helst jeg kan mærke et hjerte og varme i
måske gemme mig væk i
Det var spørgsmålet om at du måske var blevet såret
Vi burde have alle forudsætninger for at tale helt uhæmmet om alting engang
Men det hæmmer mig yderligere at jeg synes jeg kan mærke at du ikke er det mindste interesseret og nærmest ikke har lyst til noget i den stil og hvad fanden snakker jeg om
Du vil give ungdommen et nyt diskotek og arbejde med samfundets hjælp og jeg forstår ikke din motivation
