Jørgen Bentzon
1897-1951
Af Bertel Krarup
Jørgen Bentzon - Danske
Danske Komponister 24: Jørgen Bentzon
Af Bertel Krarup
© Forlaget Multivers ApS, 2025
1. udgave, 1. oplag 2025
Danske Komponister redigeres af: Jens Cornelius.
Forsidefoto: Jonals Co., København, ca. 1937
Omslag: Anton Ian Nielsen
Sat hos Demuth Grafisk
Tryk: Totem
Printed in Poland 2025
ISBN: 978-87-7917-666-9
ISSN 2596-6561
www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.
Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Udgivelsen er støttet af:
AUGUSTINUS FONDEN
FORORD
Lad mig da sige her på 90-årsdagen for Jørgens fødsel: at større og bedre musik end hans ”Symfoniske Trio” og hans kammermusik såvel som hans værker for kor (Fablerne, Skibe samt ”En romersk fortælling”) er ikke skrevet i Danmark. Han formåede at skrive eksklusiv koncertmusik ligeså godt som musik for amatører. Han var en ener, og er derfor endnu ikke fuldt ud kaperet. Han var min nærmeste ven, og at han tilkaldte mig, da det brændte sammen for ham, giver mig lov til at tro, at han følte på samme måde overfor mig, som jeg selv overfor ham.1 – Finn Høffding
Han var ubetinget den mest alsidige begavelse, jeg i mit efterhånden temmelig lange liv – jeg er nu 72! – er kommet i nærmere kontakt med […] dernæst var han ikke blot overlegen på det rent intellektuelle område, men tillige udrustet med en enestående solid og skarp hukommelse, mægtig arbejdskraft, stort kunstnerisk talent og for at intet skulde mangle, var han derhos i stand til at nyde alle livets enkleste glæder som en ganske jævn mand uden at tynges det allermindste af sin overordentlige overlegenhed og vel at mærke uden at lade sine omgivelser føle den på nogen ubehagelig måde.2 – Ejnar Hyllested
Jørgen Bentzon har ikke stræbt efter Populariteten, men han har heller ikke vundet den, og mon ikke det sommetider nager ham lidt. Ikke fordi han vil være populær som en Schlagerkomponist, men fordi han altid har været en af Forkæmperne i det folkeligt musikopdragende Arbejde, hvor hans egen Musik aldrig opnaaede at blive det mest elskede Undervisningsstof, selv om han har skrevet teknisk overkommelige Værker af elementær og indlysende
musikalsk Værdi. Sagen er den, at Bentzon af inderste Tilbøjelighed er hyperartistisk indstillet, og aldrig befinder han sig bedre, end naar han kan smide alle andre Hensyn over Bord end Hensynet til Musikens rene Væsen. – Nationaltidende 14. februar 1947
I anden halvdel af 1920’erne placerede Jørgen Bentzon sig centralt i samtidens danske musik sammen med de jævnaldrende Knudåge Riisager og Finn Høffding. Og i et senere musikhistorisk perspektiv står han som en nøglefigur inden for mellemkrigsårenes kulturradikale musik, både i dens første fase med fokus på kunstnerisk radikalitet og i dens anden fase med ”den dobbelte bestræbelse på at være kunstnerisk moderne og samfundsmæssigt relevant”.3 Han fik tidligt prædikat af intellektuel mester inden for tidens kammermusik og blev i 1930’erne tillige fremhævet for sin kormusik for amatører. Disse vurderinger har fortsat gyldighed. De er bare ikke tilstrækkeligt dækkende. For selvom hans store satsninger inden for opera og symfoni i 1940’erne ikke på helt samme måde fremstår helstøbte, rummer også disse store værker musik af varig værdi.
Jørgen Bentzon var ”en yderst sensitiv natur med dirrende følehorn til alle sider”,4 og i sine sidste år var han i stigende grad tynget af en alvorlig psykisk lidelse, der førte til hans alt for tidlige død i 1951. I dag er han næsten glemt. Det er dansk musik ikke tjent med, og ønsket om at ændre på dette og samtidig bidrage til at kaste nyt lys over hans personlighed, liv og kunst har været en afgørende spore til arbejdet med denne bog.
Sammen med mine to forudgående bøger i denne serie, biografierne om Jørgens yngre fætter Niels Viggo Bentzon og om hans nære ven og samarbejdspartner Finn Høffding, udgør den for mig en slags trilogi.5
Man kan ikke beskæftige sig med Jørgen Bentzon uden at vedgå en betydelig gæld til afdøde kordirigent og universitetslektor Morten Topp, hvis mangeårige arbejde med Jørgen Bentzon, både personen og musikken, fremstår som en vægtig pionergerning. Ikke mindst Topps annoterede værkfortegnelse
med tilhørerende nummerering, 1-131,6 har for mig været af stor betydning. Morten Topp havde så at sige fået dette stof ind med modermælken, idet forældrene, Margarete og Arne Topp, tilhørte Bentzons og Høffdings første hold elever i Københavns Folkemusikskole og snart kom til at stå på venskabelig fod med de to lærere og grundlæggere. Jeg vil her rette en varm tak til Morten Topps enke, Anette Juul-Hansen, for gavmildt at have overladt mig værdifuldt Bentzon-materiale fra Morten Topps samling.
Foruden eksisterende trykte kilder – noder, bøger, talrige tidsskiftsartikler og mængder af avisstof (foromtaler, interviews, anmeldelser, kronikker m.m.) – har jeg på Det Kgl. Bibliotek (KB) haft mulighed for at studere et omfattende unika-materiale. Det drejer sig om talrige breve og forskellige andre dokumenter fra håndskriftsamlingen (HS) samt manuskript-autografer fra musikafdelingen, herunder godt 40 manuskriptbøger (MSB) indeholdende værkskitser, -udkast og færdige værker og dertil – gældende for MSB 1-21 – forsynet med indledende kommentarer, som Bentzon tilføjede i maj 1946. Stor tak til KB’s personale for venlig og imødekommende hjælp i forbindelse med mine talrige besøg på bibliotekets forskningslæsesal. Desuden har jeg på Musikmuseet haft adgang til en betydelig samling breve og dokumenter fra Jørgen L. Bentzons arkiv (MMCCS arkiv 380). Stor tak til museumsinspektør Marie Martens for hjælp med adgang til dette materiale. Endelig har jeg lånt en større samling private breve af sønnen Viggo Bentzon.
Bortset fra Viggo og datteren Ulla er der efterhånden ikke mange nulevende, der har mødt og husker Jørgen Bentzon. Men heldigvis kan man få et stærkt indtryk af hans personlighed og holdninger via hans mange artikler og ikke mindst gennem hans righoldige korrespondance. Udover mange breve til forældrene og enkelte helt nære venner vil jeg fremhæve korrespondancen mellem Jørgen Bentzon og Richard Hove. Den omfatter 62 breve fra Bentzon til Hove og lidt over et dusin fra Hove til Bentzon, der tilsammen favner perioden 1929-50 og
kaster vigtigt lys over værker, begivenheder og, som årene gik, også meget personlige forhold. Richard Hove var møller og musikhistoriker og bosat i Thisted. På trods af manglende formel uddannelse i musik7 skrev han talrige artikler til Dansk Musik Tidsskrift (DMT) og Nordisk Tidsskrift og var af komponister som Bentzon og Knudåge Riisager anset som den førende kender og formidler af samtidens danske musik.
Vedrørende Bentzons allersidste leveår er den omfattende brevveksling med den 25 år yngre Ole-Carsten Green8 ligeledes meget vigtig og må især fremhæves for dens dybt personlige indhold.
En varm tak til Viggo Bentzon for udlån af breve og fotos og ikke mindst for gæstfrit og tillidsfuldt at delagtiggøre mig i erindringer om faren og familien. Også stor tak til bogseriens fagredaktør Jens Cornelius og Langgaard-forskeren Bendt Viinholt Nielsen for god sparring og værdifulde lydoptagelser og til seniorforsker Claus Røllum-Larsen (KB) og professor Michael Fjeldsøe (Københavns Universitet) for gode samtaler med relation til Bentzon og tidens danske musikliv. Sluttelig en kærlig tak til min kone Elisabeth Dahlerup for overbærende tålmodighed med en mand, der endnu en gang var opslugt af arbejdet med en komponistbiografi.
Bertel Krarup, Taarbæk, september 2024
FAMILIEBAGGRUND OG OPVÆKST
Jørgen Bentzon blev født søndag 14. februar 1897. Ifølge moren, Harriet Bentzon, født Drachmann og halvsøster til tidens danske digterkonge Holger Drachmann, var det ”en langt strengere Fødsel end nogen af de andre [børn]. Til Gengæld oplevede jeg, hvad jeg aldrig havde troet nogen kunne opleve: 14 Dages fuldkommen Lyksalighed. I Virkeligheden var jeg vist ret syg. Lægen kom og saa til mig 3 Gange om Dagen […]
En Nat fik jeg noget med mit Hjerte (min Puls slog i de Dage kun 48 i Minuttet) og jeg troede, jeg skulde dø. Men trods det holdt jeg fast paa den underlige Lykkefølelse”.9 Harriet blev dog snart restitueret og kom efterhånden også ”ned paa Jorden igen […] Dog husker jeg, kort efter at jeg var kommet op, at Holger kom og saa til mig. Da han gik igen, og jeg stod med den lille Dreng paa Armen, vendte han sig i Døren og sagde: ’Farvel, min harmoniske Søster!’ Saa noget af det usædvanlige Lykkeskær var vel blevet tilbage.”10
Drengen fik navnet Jørgen Liebenberg Bentzon11 og var den yngste ud af en børneflok på fire. Faren var landinspektør, cand.polyt. og senere etatsråd Povl Bentzon og de øvrige søskende søstrene Inger og Edele samt broren Povl Georg.12 Seks år skilte Povl Georg og Jørgen, der udpræget var en forkælet efternøler og en tid voksede op sammen med en jævnaldrende plejebror, Svend Jensen,13 som han knyttede et nært venskab med. Derudover var der en yngre halvbror, Christian Boserup, som faren fik uden for ægteskab i 1904. Ham var der næsten ingen forbindelse til, og uagtet det senere gik ham udmærket – han blev præst – var han ”bitter på familien Bentzon, som i grunden aldrig anerkendte ham”.14
Ifølge gammel folketro var et ”søndagsbarn” højt begavet, venlig og vellidt samt i nogle tilfælde også i besiddelse af overnaturlige evner. Med sin ekstraordinære intelligens og sin selskabelige livfuldhed levede Jørgen godt op til folketroen. Faren har i et lille privat skrift15 beskrevet sønnen som ”et meget
Jørgen som fremmeligt læsende børnehavebarn sammen med den stolte far, Povl Bentzon ca. 1900, Det Kgl. Bibliotek.
12 ∙ JØRGEN BENTZON
levende lille Barn med lyst blødt Haar. Meget tidligt viste hans Sans for Musik sig. Han var vel en 6-8 Maaneder, da han blev sat ovenpaa det lukkede Flygel med Benene strittende fremefter, nydende mit Spil. Kom nogen ind i Stuen, løftede han en lille Finger og sagde ’Tys’. Blev han meget begejstret, lod han sig falde forover og anbragte et vaadt Kys i mit Ansigt.” Langt senere udtalte søsteren Inger Bentzon: ”Havde vi tre ældste ikke helt svaret til vore forældres forventninger, blev de opfyldte med efternøleren Jørgen. Alt faldt ham lige legende let.”16
Det kultiverede, bedrestillede københavnske borgerskab dannede baggrund for opvæksten, og til kredsen af familie og venner hørte flere af tidens betydelige personligheder inden for videnskab og kunst. Den fysiske ramme var en stor (nu nedrevet) villa i Ewaldsgade 7 lige op til Peblingesøen, som forældrene havde overtaget i 1895 efter Povls nyligt afdøde far, Lars Larsen Bentzon. Povl videreførte sin fars landinspektørvirksomhed, der efterhånden var blevet kendt i hele Danmark, og som faren havde han sit kontor på 1. sal i villaen, hvorfra man gennem haven foran huset havde en skøn udsigt ud i Peblingesøen. Povl var den ældste af fire brødre. Næstældst var Viggo, der tidligt blev juraprofessor ved Københavns Universitet og far til komponisten og pianisten Niels Viggo Bentzon. Næstyngst var Svend, der var jurist og far til fløjtenisten Johan Bentzon. Flokkens benjamin var Aage, der var ingeniør og far til musikpædagogen Christy Bentzon.
I et interview i Dagens Nyheder i anledning af sit 50-års jubilæum i 1935 berørte Povl Bentzon nogle af de værdier, han havde videregivet til sine børn, ikke mindst flid:
Den kan bringe Folk med pæne Evner langt frem. Det er ogsaa meget vigtigt at have et demokratisk Sindelag, hvormed man kan have Glæde af at komme sammen med alle slags Mennesker. Men man skal passe paa ikke at blive Fagidiot […] [Jeg har] fire tusind Bind, som jeg alle har læst. Det er uhyre vigtigt at udvikle sig til et kultiveret Menne-
ske. […] Jeg maa sige at paa mit Omraade har jeg været mit Afkom et godt Eksempel, og de har gennemgaaende været flittige Mennesker. Det meste af deres specielle Begavelse skylder de dog deres Mor.17
Den begavede mor var knap 16 år, da Povl som nyslået student mødte hende. Hendes far, Anders Georg Drachmann, var læge og forfatter og gift to gange. I første ægteskab havde han fem børn, hvoraf de to ældste var Erna (gift Juel-Hansen, betydelig forfatter og medstifter af Danmarks første børnehave) og Holger. I sit andet ægteskab fik han tre børn: Anders Bjørn, Harriet og Martha. Som ældre gav Inger Bentzon denne karakteristik af Harriet: ”Min mor var […] liberal som faa i en Tid, der var fyldt med Fordomme – usnobbet, aldrig kedelig, altid fuld af Vitalitet. Italiensk, Fransk, Engelsk og Tysk talte hun flydende, og paa sine gamle Dage lærte hun sig ogsaa Spansk.”18 Hjemmet blev etableret i en klunketid, men var ”ganske uden klunker såvel åndeligt som materielt.”19
I 1880’erne blev der knyttet usædvanlig tætte bånd mellem familierne Bentzon og Drachmann, idet Povl blev gift med Harriet og Viggo gift med Martha. Desuden blev kusinen Ellen (født Bentzon) gift med Drachmann-søstrenes bror Anders Bjørn, kaldet ”Asbjørn”, filolog og senere kendt professor. Begge familier var kendetegnet ved høj intelligens, og umiddelbart skulle man tro, at impulserne til Jørgen Bentzons kunstneriske bane kom fra Drachmann-familien. Men i et interview fra 1927 udtalte han: ”Jo, Holger Drachmann var født musikalsk … men ellers er den Familie absolut umusikalsk […] Bentzon’erne er afgjort musikbegavede.”20 Under opvæksten blev Jørgen grundigt stimuleret og fik utrolig megen opmærksomhed og kærlighed fra begge forældre. Ifølge faren var drengen ”meget forelsket i sin Moder, talte lidt meget kælent og kaldtes til han var 7 Aar altid ’Lillemand’.” Tre år gammel kom han i Zahles børnehave, hvor han viste så stor interesse for at læse og skrive, at han efter det første år fik lov til at blive halv time ekstra hver dag for at lære
Jørgen som alvorligt følsom skoleelev ca. 1909-1910. Privatfoto.
mere. Skolegangen blev påbegyndt allerede i femårs-alderen, hvor han kom i Slomanns progressive Latin- og Realskole på Frederiksberg og tilmed blev placeret direkte i 2. klasse. Bogligt var der utvivlsomt ræson i dette, men de sociale omkostninger var store, og Jørgen blev som følge af aldersforskellen meget isoleret i forhold til de øvrige i klassen. Inger Bentzon huskede, at ”alle vi andre havde klassekammerater hjemme. Jørgen ikke. Hans egentlige liv levedes uden for skolen med musik, sprog og tusind andre ting – eller sammen med [plejebroren] Svend. Han var lillebitte, da han købte sin første grammatik, og grammatikker var alle dage hans yndlingslekture.”21 Efter grundskolen kom han på Schneekloths Latin- og Realskole, hvorfra han med overbevisende resultat tog studentereksamen i 1914, kun 17 år gammel.
Jørgens videbegær og usædvanlige evner førte ham tidligt ind på flere forskellige fagområder. F.eks. viste han som 13-årig stor interesse for uorganisk kemi, og året efter drejede det sig om kunsthistorie og egne maleriske udfoldelser. Desuden var
han tidligt meget optaget af sprogstudier, herunder græsk, latin og sanskrit (!), og efter samtidige udsagn beherskede Bentzon som voksen 17 sprog (hvad ”beherske” så end måtte betyde).
Musikken indtog i de år en mindre fremtrædende plads. Ganske vist spillede han fra syv-årsalderen cello, men med farens ord havde han ikke anlæg i retning af det virtuose og spillede dårligt fra bladet, hvilket blev tilskrevet en usædvanlig musikalsk hukommelse, der gjorde ham i stand til efter blot én gennemlytning at huske melodier, ja hele musikstykker i præcise detaljer. Kortvarigt fik han også undervisning i klaver, men i realiteten var det først efter studentereksamen, at musikken kom til at indtage en mere fremtrædende plads i hans liv.
Efter farfarens død arvede Jørgens forældre en grund i Hornbæk, Kystvej 6, side om side med Martha og Viggo, der havde Kystvej 4. Her fik de opført en større sommerbolig. ”Bestemt ikke skønt i arkitektonisk Henseende. Vort Formaal var, saa billigt som muligt, at faa en rummelig Kasse, hvor vore
Børn kunde trives, og hvor de havde Plads til at vokse. Vi ønskede ogsaa, at vore Venner kunde glæde sig selv og os med at tilbringe nogle glade Sommerdage i Huset. Og det lykkedes.
Børnene har elsket deres Sommerhjem, og rigtig mange af dem, vi holder af, har gode Minder om ’Kurreklit’.”22 Frem til 1916 havde også Ellen og ”Asbjørn” Drachmann sommervilla i Hornbæk, og det er ikke svært at forestille sig, hvor stimulerende miljøet har været for Jørgen. Han reagerede da også kraftigt, da faren i sensommeren 1916 pludselig luftede planer om at sælge ”Kurreklit”:
Jeg kan ikke begribe, at du kan tænke dig at sælge Huset, naar det vilde bedrøve os 3: Mor, Edele og mig saa meget […] Hvad vilde du gøre med de elendige 45.000 Kr., hvis du sælger Huset? Æde dem op paa 3 Aar? Sætte dem fast og lade dem forrente 2.000 Kr. om Aaret til Brug i vor Husholdning? Købe et andet Hus paa et andet Sted, der ikke vilde bringe os nogen Fornøjelse? Sætte dem fast for min Halvbroder? Lad mig nøjes med at faa Halvdelen [el-
ler] Trediedelen af de Penge [studiepenge], du giver mig.
Jeg er villig til at spare sammen og lægge til Side til Fordel for ham […] Men lad være med at tage ”Kurreklit” fra os.
– Din egoistiske Søn Jørgen, der elsker dig.23
Huset blev ikke solgt, og tilmed flyttede Povl og Harriet i 1938 permanent til ”Kurreklit”.
