TOMHED OG TRO
Ole Thyssen
EN LILLE BOG OM
TOMHED OG TRO
En lille bog om tomhed og tro
Af Ole Thyssen
Dansk udgave © Forlaget Multivers ApS, 2024
1.udgave, 1. oplag 2024
Omslagslayout: Jacob Thyssen
Sat hos Demuth Grafisk
Tryk: Totem
Printed in Poland 2024
ISBN: 978-87-7917-677-5 www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Udgivelsen er støttet af:
Produktionen af denne bog har udledt 268 gram CO2æ.
Udledningen er beregnet med ClimateCalcTM og kompenseret gennem South Pole.
Denne tryksag er klimakompenseret i henhold til ClimateCalc. Kompensation er købt hos: South Pole
INDHOLD
0. INDLEDNING: TRE FORSKELLE ................. 11
En lille bog om tomhed og tro 11, Væren og intet
13, Angst og begær 13, Tomhed og tro 14, En lille bog om tomhed og tro 14
I. DEN ALMINDELIGE TOMHED: TIDEN ....... 16
Udløbsdato 17, Tid er ikke valgfri 17, Refleksion
18, Det helt andet 18, Heller ikke valget er valgfrit
20, Vaner og roller 20, Overgangens tomhed: livsaldre 21
II.DEN SPECIELLE TOMHED: KATASTROFEN .................................................. 23
Kognitiv og eksistentiel katastrofe 24, Katastrofernes tid 26, Tab af selvværd 27, Filosofisk vold 28, Men hvad er en katastrofe? 29, Nulpunktet 29, Snittet 30, Flydende overgange 30, Grader 32, Ord 33, Realitet eller konstruktion? 37, At æde sig selv 38, Det valgløse valg 39, Tab af mening 40, Skyld og skam 42
III. ANGST OG BEGÆR ..................................... 44
Tomhed er nøgen eksistens tilsat tid 44,
Overbevidsthed 45, Tomhed og melankoli 47, Selvreference 48, Begær og angst generelt 50, Sammen hver for sig 53, Natur og kultur 54, Behov og begær 55, Frygt og angst 58, Tegnenes økonomi 59, Åbning og lukning 60, Opleve og udtrykke 63, Begær og angst hos det tomme jeg 64, Altid forkert 65, Slynget mellem angst og begær 66, Mangel på mod 67, At lege skjul 69, Den åbne mund 71, Angst som bærebølge 71, Den ængstede krop 72, Kampen mod angst 72, Begær mod begær 73, Tøven 74, Flugten 74, En tyv i mørket 75, Det ukendte selv 75, Begærets vold 76, Proportioner 76
IV. TOMHEDENS STRATEGIER ........................ 78
Fight or flight 78, Ekstrovert 79, Introvert 80, Ensomhed 81, Parasit 82, Autoritet 83, Maske, rolle, ironi 85, Fra fantasi til værk 89, Formgivning 91, Værket som O’s ydre form 93, Formgivning som forløb 94, Karriere 98, Markedet 101, Intimitet 104, Vejen til intimitet 106, Skønhed 107, Forførelse 109, Erotik og kropsspænding 111, Utro og klæbrig 112, Afmagt 113, Dilemmaer 115, Magtforhold 117, O har magten 118, Du har magten 120, Anerkendelse 125, Flow 127, Den lykkelige tomhed 130, Er tomhed mulig? 132, To paradokser 133, Homo vacuus – overgang til tro 135
V. TRO ..............................................................
137
Tro som modbegreb til tomhed 138, Sprogspil 141, Læring 143, Hierarki og heterarki 144, Tavshed og tale 145, Religiøs og verdslig tro 148, Det gode og det onde 148, Tre slags tro 150, Fysisk tro 151, Social tro 153, Metafysisk tro handler om verden som helhed og omfatter alle dimensioner af O 155, Kulturtro er ikke en ny trosart, men en blanding af de tre, vi har set på 157, Lidenskab 158, Omslaget 161, Fra nej til ja 165, Fjender 166, Tre veje 169, Tro på sig selv: selvværd 169, Hinsides markedet? 173, Tro på Du: tillid 175, Tro på verden: helhed 178
VI. AFSLUTNING ............................................. 185 En lille bog om tomhed og tro 185
VII. RESUMÉ 189
BOGLISTE 196
NOTER 203
I mine små bøger har den bærende figur hidtil været en trekant mellem Jeg, Du og Det. Jeg er en tom form, en joker, som kan fyldes med alle og enhver, m/k og LGBT+, Du er Jegs sociale omverden, måske én, måske flere, måske i sidste ende verdenssamfundet, mens Det er Jegs fysiske omverden, også hans krop. Da Jeg i denne bog ikke er alle og enhver, men noget særligt, får han et navn som tegn på, hvad han er – O, en nøddeskal uden kerne. Tom. For den sproglige enkeltheds skyld, og fordi forfatteren er en mand, er ikke blot hovedpersonen, men også Du blevet til ”han”, skønt ”hun” eller ”hen” var mulige. Trekanten er tidligere blevet brugt i Genkendelsens under. En lille bog om iagttagelse (2014), En lille bog om eksistensen (2016), En lille bog om viljen (2018), En lille bog om hjemløshed (2020) og En lille bog om gud (2022). Når bøgerne er små, skyldes det ikke antallet af sider, men at de ser på verden nedefra, med Jegs blik.
Tak til Thomas, Robert og Jonas: mine første læsere, og til Henrik Hermansen, CBS, for hjælp til udgivelsen.
0. INDLEDNING: TRE
FORSKELLE
En lille bog om tomhed og tro er et maskespil med to personer. Hovedpersonen er O, og over for ham står Du, hans sociale omverden og nødvendige modpol: uden Du ingen O. Spillet foregår på en uendelig scene, som er Det, den fysiske verden. Tomhed er ikke den øde stemning i et forladt hus, men tomheden i en sjæl, som er forladt af alle guder. O har problemet indbygget i sit navn. Hvis det er plat at kalde en tom person for O, er svaret, at det må han hedde, når han som van Gogh har levet ”’i et hul’ hele mit liv”?1 Der er mere at sige. Det kommer. Tomhed findes i to udgaver, hvor den ene er almindelig, fælles for alle, mens den anden er speciel. Den almindelige tomhed skyldes blot, at O lever i tiden, som ændrer alt, så O både ændres med tiden og kan ændre sig selv på ethvert tidspunkt. Fortælle en anden historie om sig selv. Den specielle tomhed udløses af en katastrofe, som forenkles til en pludselig overgang til en ny tilstand, skønt den kan indsnige sig langsomt. Katastrofen er, at O forlades af Du, som er hans bånd til verden. Derfor mister han sig selv, når han mister Du, så han ikke ved, hvad han
mener, når han siger ”jeg”. Han er usynlig, ingen kan se ham og han kan ingen se. Og den anden vej rundt: han er den, som altid står udenfor, han kan ikke finde et Du eller et ”vi”, og finder han ét, kan han ikke finde ind i det.
I O’s vakuum får det velkendte tvillingepar angst og begær deres egne ansigter, angst for intet, begær efter at være. Så følger en ny forenkling: O reagerer introvert. Katastrofen kan gøre ham både angst og vred, og hver reaktion har sin egen fremtid. Er angsten stærkest, trækker O sig ind i sig selv, er vreden stærkest, udreagerer han.
Bogen følger angstens spor. Som en soldat, der væltes omkuld af lufttrykket fra en bombe, lammes
O af angst, smider sine våben og graver sig ned i et hul, han ikke kan komme op fra – ikke lykkeligt, men sorgfuldt indadvendt. Som en sidste forenkling ser vi bort fra, at efter katastrofen kan ydre forhold forstærke eller svække angsten: uventede skift, sygdom, onde og gode Du’er …
O er en type, ikke et menneske – en voldelig forenkling, mere trold end alf, ingen lystig fætter, tom og deform som en udkrammet tube tandpasta.
Vi taler filosofi, ikke litteratur eller psykologi eller sociologi. Typer er rene, mennesker er mudrede. De strider mod sig selv og ændrer sig løbende, så i går og i dag blander sig med i morgen i stadig nye miks.
Skal man afdække det skelet, som holder et menneske sammen, må man fjerne dets kød og blod. Her gælder filosofiens tell, ikke kunstens show. Ting vil blive sagt med overdreven skarphed for ikke at lade nuancer forstyrre. De overlades med stor glæde til kunsten. Man kan overveje, om O er en karikatur eller blot et tankeeksperiment, som har fået lov til at gå grassat, så man bagefter kan overveje, om det har gang på jorden.
O er ikke alle og enhver, ikke bare én, men måske nogle, og læseren må afgøre, om han ligner O, blot en bitte smule, eller om han står uden for buret og ser ind på et mærkeligt dyr, hvor skiltet siger Homo Vacuus. Bogen bevæger sig i et rum med tre forskelle, og da vi ikke taler krimi, kan de roligt afsløres:
Væren og intet. I katastrofen tilintetgøres O – dog ikke helt, da han mærker intetheden som et sug i sjælen. Han har ikke mødt det absolutte intet, som er døden. Hans tågeagtige bevidsthed bliver til væren, når han binder sig til en fortid, som er væk, eller en fremtid, som er ukendt. Han kan ikke slette alle spor, men dog bryde op. Med sin vilje, som sin vilje eller mod sin vilje.
Angst og begær. I katastrofen mister O sin fortid og fremtid, han tømmes, ængstes for sit intet og begærer
13
at være – men hvad? Uanset hvad han var før, er han det ikke mere, og hvad han skal blive, ved han ikke. Han står i et retningsløst nu, drænet for kraft, et ”hul i væren”,2 dirrende af uro, fuld af tomhed.
Tomhed og tro. Det modsatte af tomhed er tro, som kombinerer indre overbevisning med ydre handling. Ved at binde sig til det noget, han tror på, kan O overvinde sin tomhed. Tro affejes som hykleri eller pjat, hvis ikke han gør, som han siger, han tror. Som en knærefleks efterfølges ordet ”tro” af et andet ord, ”gud”. Men tro gælder ikke kun overnaturlige tåger. Den gennemtrænger også den lavpraktiske hverdag –ting, som O ikke ved med sikkerhed, men dog binder sig til. I en sekulær idé om tro er den oversanselige tro blot en delmængde. Over for den står den fysiske tro på verdens orden og den sociale tro på Du.
En lille bog om tomhed og tro kredser om tomheden og dens vanartede børn, angsten og begæret. Som i et spejlkabinet anskues de fra mange sider, så sarte hemmeligheder kommer for dagens lys. Selv om tomhed synes at være ens for alle – intet er identisk med sig selv og intet andet! – er den forskellig for unge og gamle, rige og fattige, enlige og sammen. Den er en passepartout, en ramme for mange billeder. Bogen er ikke akademisk, og citater bruges ikke for at demon-
strere lærdom. De er læsefrugter, som giver kolorit, anskueliggør og lyser op i egen ret.
I. DEN ALMINDELIGE
TOMHED: TIDEN
Der er mange tomheder, og vi skal se på to, den ene almindelig, den anden speciel. Den almindelige tomhed skyldes det enkle forhold, at vi lever i tid. Den rammer alle, skønt den modtages forskelligt. Tiden er ikke en serie af små skarpe atomer, fordi hvert nu er indlejret i en situation af en vis varighed. Alligevel er nu altid nyt, et ”evigt afbræk”3 og forskelligt fra det forrige, måske marginalt. Tranströmer taler om nu’et som ”en evigt strømmende plet”.4 Et nu ”tager tid”, og når O giver sig tid og husker sine nu’er, smelter de sammen i et sømløst forløb.
O’s tid er altid nu, hans sted er altid her – med den forskel, at tiden altid bevæger sig, mens rummet altid står stille, så O kan komme tilbage til samme rum, men ikke til samme tid. Nu’et er et skæringspunkt, hvor O er udsat på tidens spids. Fortiden binder, fremtiden åbner, ingen af dem tvinger, så nu’et er frihed, hvor O skal vælge, hvad han vil han gøre nu. Ja eller nej, fremtiden ængster, fordi den ikke er ”til disposition”, som teologerne siger. Den putter sig hemmeligt på én af de fremtidsstier, der åbner sig foran ham. Stier, han begærer hedt, men også stier,
han slet ikke har lyst til at følge.
Udløbsdato. Med stadig nye indsatser tager O form i sine egne og i Dus øjne. Sådan ”er” han. Som sportens ranking points har formen en udløbsdato, så han kæmper dagligt for at pleje og forbedre sin form. Rig eller fattig, drivkraften er hans bekymrede begær efter mere, hans nervøse grådighed, og bekymringens cirkeldans omkring gevinst og tab hører først op, når han til sidst må resignere og hade de drømme, han før elskede: det var, hvad det blev til.
Tid er ikke valgfri. Tiden går, den vil intet og gør intet. Det evige afbræk skyldes ikke tiden, men fremdriften i O’s begær. Tiden kan han ikke vælge fra, den tager ham med, villigt eller modvilligt, så han hvert øjeblik må forlade sig selv, selv når han står urørlig.
Han kan ærgre sig over, at tiden går for hurtigt eller for langsomt, men ikke starte et politisk parti med det mål at sætte tiden i stå. Og han kan vælge, hvilken af de mange tider, han vil orientere sig efter: geologiens tid, som tæller i milliarder, kulturens tid, som tæller i tusinder, nationens tid, slægtens tid, sin egen livstid eller øjeblikket, som er væk, så snart det er til. Åbner vi med en sårhage nu’ets ubetydelige spalte og lægger det under et mikroskop, opdager vi, at det er fyldt med muligheder, dog kun for et O, som
17
tænker over tiden. I en jegløs verden er der kun virkelighed, ikke mulighed, kun årsager, ikke valg, kun ting, ikke tegn. Kun O kan sige, at noget, som ikke er, også er noget, som er. Og kun O kan indsætte sig i forskellige tider, som stiller forskellige krav og fletter sig med og mod hinanden, skønt den kosmiske tid er i ental. Er hans egen eller familiens tid den vigtige?
Refleksion. O er ikke uden indflydelse, når det gælder tidens indhold og tempo. Ikke alle muligheder er i hans hule hånd, men han har dog et råderum med flere muligheder, end han orker at tænke på. At bide mærke i overgangen fra det ene nu til det næste åbner for refleksionens lille forsinkelse, en tidsforskel, hvor O kan bryde hverdagens automatik. Kan det ske, kan det ske hvert øjeblik. I et flygtigt nu, næppe mærkbart, møder han sin frihed: han kunne have handlet anderledes og handler altså på eget ansvar – lidt farligt! O er på afstand af sig selv, efterlader sig selv i fortiden og står tom foran tidens løbende fremstilling af intethed. Han vil og vil ikke, angst og begær danser på øjeblikkets knivsæg, bremser op og presser på, krummer sig ind i hinanden i et rytmisk åndedræt med høj eller lav puls.
Det helt andet. Tænker O sig selv tilbage og mere tilbage, helt til begyndelsen, ender han i et uigen-
nemtrængeligt mørke. Logisk, om ikke psykologisk, må der være et første valg, som den spæde O traf i blinde, så det blev skæbne, ridset med skalpel i hans bløde kød. Det er en mærkesag, ikke en tankesag, når han skal fornemme, hvad der skete, da han stod i det bundløse, han skulle finde bund i. Her skulle han ikke blot vælge, men også vælge den bund, som vælger valget, og som han senere tager for givet. Han ved ikke hvad, han er ikke herre i eget hus, udfordret fra bunden. Men lykkeligvis, selv om han ikke vælger, vælger han alligevel og på en måde, som skaber ham, selv når han intet har at ”vælge med”.
O’s første valg er ikke hans eget: det skete. Han er ingen fiksstjerne, men en planet, omgivet af andre planeter, som med hver deres tyngdekraft svæver i mulighedernes grænseløse rum for at finde afsæt. Situationens klangfarve og kroppens blinde begær afgør, hvordan han møder verden og tager form. Det handler om kraftbalancer, han ikke kender, ikke fordi han husker dårligt, men fordi han er ordløs. Udfaldet bliver soklen i hans jeghus, den svært formbare grundstemning i hans liv. Han bliver O ”af en art”. Her kan Du ikke stedfortræde, og slet ikke hvis han ivrigt griber ned i visdomsposen med opskrifter på god opførsel og mening med livet. Uanset hvad Du gør, er han en del af sammenhængen, ikke dens herre, selv ikke hvis han har ansvar for at drage O op
19
fra dyr til menneske. Lykkeligvis er tidens tomhed kun eksistentiel, ikke fysisk. Verden er der, fælles for O og Du. Kun derfor kan de skændes om, hvordan den skal beskrives. Kun fordi den er i orden, kan de åbne sig for dens uorden. At målerlarven på spidsen af sit græsstrå rækker ud i intet, forudsætter at målerlarven findes, at græsstrået findes, og at målerlarven ved, hvad den skal gøre – ikke som knowing that, men som knowing how, tusindbenets mirakuløse marchtakt.
Heller ikke valget er valgfrit. Tid og valg hænger sammen, næste øjeblik er en fordring, han må påtage sig. Ikke af moralske grunde, men kan han vælge, kan han ikke lade være. Påtager han sig ikke sit ansvar, pålægges han et ansvar, også hvis han vælger intet at gøre. Men hvem administrerer de gådefulde overgange fra begær til tanke til handling? O er ikke gennemsigtig, heller ikke for sig selv, og dybt nede møder han et mudder af begær og angst, som hældt ud over verdens tag-selv-bord kan flyde mange steder hen. Han kan ikke være ”sand” mod sig selv, for han har intet selv at være sand mod.
Vaner og roller. Tiden kommer med intet og altså med tomhed. I reglen har O for travlt til at bemærke det. Tyngden af hans vaner og de roller, han spiller,
bærer ham over valgets døde punkt, så han som en smutsten danser hen over tidens overflade. Er han i tvivl, er det valgets to sider, som bekymrer ham, ikke valget selv. Når hverdagen presser sig på, bliver abstrakte spørgsmål verdensfjerne. Så han fortøjer sit gyngende skib til den faste kaj, som er hans ”jeg er” og ”jeg skal”. Selv splittet i stumper og stykker er det ham, som er splittet. At gøre hvert øjeblik til en fødsel er en overbelastning – og i øvrigt umuligt.
Der er mere at sige om vaner og roller. Det kommer senere.
Overgangens tomhed: livsaldre Tidens endeløse fremstilling af tomhed overses let i hverdagens hurlumhej, hvor O ser udad, ikke indad. Den viser sig i de mange tider, som O kan indsætte sig i, og den viser sig som brudflader i hans liv – fra alkoholiker til tørlagt, fra nomade til fastboende, fra single til familie. Og i overgangen mellem livsaldre. Hverdagens erfaring har inddelt bevægelsen fra fødsel til død i fire faser, hver med sin opgave og krise. Et barn skal lege og lære, en ung skal eksperimentere, en voksen skal tage ansvar, og en gammel skal vinde overblik. Aristoteles kalder unge risikovillige og generøse, drevet af begær, mens gamle er forsigtige og mistroiske, drevet af angst.5
Snittet mellem de fire aldre er hverken skarpt
21
eller entydigt, bortset fra overgangen til døden, som O ikke oplever, selv om han øver sig dagligt, når han umærkeligt falder i søvn. En livsalder dør, når dens dagsorden forsvinder, så O tømmes og må påtage sig en ny verden, som kan forceres af begær og forhales af angst. Det beskyttede barn må se skærmbrættet falde, den eksperimenterende unge må lægge sig fast, den ansvarlige voksne mister sit ansvar, og den forstående gamle må se sin røde tråd flagre ud i intet. Ser man nøjere efter, er alle livsaldre samtidig til stede i O, blot med forskellig tyngde. Nye opgaver udløser angst og udskydes, gamle begær kan vride sig i en langtrukken dødskamp. De uendelige variationer i vekselspillet mellem kroppens universelle aldring, kulturens livsaldre og O’s personlige valg af alder skal ikke optage os her.6 Vi har andre ting at tænke på: den specielle tomhed, som udløses af en katastrofe.