JØRN BORUP WOKE
Opvågnen til en
ny verden
MULTIVERS
WOKE – Opvågnen til en ny verden
Af Jørn Borup
© Forlaget Multivers ApS, 2024
1.udgave, 1. oplag 2024
Omslag: Ida Ejdal
Tryk: ScandinavianBook
Printed in EU 2024
ISBN 978-87-7917-660-7
www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.
Opvågnen til en ny verden
Da Erika Lopez Prater i en undervisningstime i kunsthistorie på Hamline University viste et maleri af profeten Muhammed sammen med ærkeenglen Gabriel fra det fjortende århundrede, var fanden løs. Selvom hun endda på behørig vis havde advaret de studerende om visning af billedet på forhånd, klagede en krænket sort muslimsk studerende til ledelsen, hvis opbakning resulterede i, at den ellers respekterede underviser ikke blev genansat. Det var ikke nok at påpege, at det på ingen måder kontroversielle billede var malet af muslimer selv. Universitetets ledelse godtog anklagen og tog den subjektive oplevelse af islamofobi for gode varer. Religiøse følelser skulle, mente de, trumfe den akademiske faglighed og frihed. Det har der de sidste år været en del flere eksempler på fra især amerikanske og engelske universiteter, men efterhånden også herhjemme. Hvornår må hvem vise eller sige hvad i akademiet?
Da Amanda Gorman med følsom stemme oplæste sit digt ’Bjerget vi bestiger’ (The Hill We Climb) ved Joe Bidens præsidentindsættelse, ville begejstringen ingen ende
tage. Superlativerne haglede ned over den unge poet, for hendes klare budskaber tændte lys i mørket. Digtet skulle egentlig have været oversat til hollandsk af en talentfuld romanforfatter, men sorte aktivisters protester fik forlaget til at ændre mening: en hvid kvinde kan ikke oversætte en sort kvinde, lød argumentet, og alene tanken herom voldte aktivisterne smerte. Det gjorde det også i andre europæiske lande. Da en dansk oversætter skulle findes, valgte Lindhardt og Ringhof da også den unge dansk-pakistanske aktivist og spoken word-kunstner Naiha Khiljee. For Gorman havde ifølge forlaget selv ønsket en yngre og brun person til opgaven. Forfattere og oversættere har siden diskuteret, hvornår poesiens farve er autentisk nok.
God litteratur kan forføre, og forfattere med skarpe penne og tunger har magt. Harry Potter-forfatteren J.K. Rowlings leg med magiske universer har forført generationer af læselystne fans med hang til udvidede horisonter. Konservative amerikanere i bibelbæltet har hjulpet til at få bøgerne forbudt med henvisning til deres ungdomsskadende anti-kristne hekseri. Bøgerne er de sidste år også kommet på bålet, men af andre grunde. Rowling er feminist, af den lidt for gamle slags. I hvert fald synes mange af hendes unge (tidligere) fans, at hun ikke har fornemmelse for korrekt kønsforståelse, når hun, endog uden at beklage, proklamerer, at der findes et ord for ’personer, der menstruerer’, nemlig kvinder. Selv tidligere Harry Potter-skuespillere markerer sig som frafaldne og understøtter anklagerne om
Rowlings transfobi. For burde en så indsigtsfuld forfatter da ikke være vakt nok til ikke at begrænse identitet til biologi?
Hvad er det, der sker med litteraturen, kunsten, videnskaben, kulturen? Er sandheder kommet på udsalg? Er følelser blevet hellige? Er aktivisme blevet uomgængelig som kommunikationsform? Ser vi i Vesten en pendant til den kinesiske kulturrevolution med naive paroler og indskrænket udsyn i letkøbt politisk ekkokammermentalitet? Eller ser vi en længe ventet opvågnen fra bevidste unge, der ikke gider mere ævl fra en syg verden? Er det en vakt aktivisme med respekt for race, køn, seksualitet og religion, som faktisk kærer sig om klima og undertrykkelse som andet end emner i politiske skåltaler og dydssignalerende skrivebordsgymnastik? Er identitet dybest set nøglen til samtidens vigtigste udfordringer? Eller er identitetsfetichisme i sig selv skaber af samme? Er det godt at være woke, eller er wokeness i sig selv en farlig parodi?
Woke(ness) er et vanskeligt definer- og håndterbart begreb, for dets betydning synes både flygtig og flydende og altid politiseret i en polariseret diskurs. Alene brugen af ordet deler vandene. For nogle signalerer det at være woke nødvendig vækkelse til erkendelse og forandring. Woke betyder at være vågen og bevidst. Det blev brugt af sorte i USA tilbage i 1920’erne som klassekampopråb til ikke at lade sig udnytte og som advarsel mod racistiske overgreb. Som kommentar til uretmæssig anklage af ni unge afro-
amerikaneres voldtægt af to hvide kvinder i Alabama sang Lead Belly i 1938 derfor: ”I advise everybody, be a little careful when they go along through there (Scottsboro) –best stay woke, keep their eyes open”. At være woke lægger som slogan altså op til også at vække andre til erkendelse af racisme og hvid undertrykkelse. Woke er for venstrefløjen et positivt ord, der lægger op til forandringer af uretfærdigheder, der historisk har formet politiske og sociale strukturer. At være woke er tilkendegivelse af en bevidst aktivisme, der vil gøre op med en skæv verden og hele måden, vi traditionelt har opfattet den på. Begrebet blev ikke mindst udbredt efter protesterne mod racistisk politivold i Ferguson 2014 med hashtagget #StayWoke, senere populariseret i dokumentarfilmen Stay Woke: The Black Lives Matter Movement fra 2016. Efter politimordet på George Floyd i 2020 fik woke en ny kraftindsprøjtning. Amerikanere blev ’vækket’ til at se og erkende de konkrete og systematiske raceuligheder, og med de sociale medier bredte bevidstheden og den antændte indignation sig globalt. Det blev et moralsk imperativ at åbne øjnene. Black Lives Matter og kampen mod social ulighed blev universel, og begrebet woke blev approprieret af det progressive hvide segment til også at omhandle køn, seksualitet, etnicitet og religiøsitet. The Great Awokening er fænomenet blevet kaldt.
Wokeness er fysisk engagement, men i lige så høj grad erkendelsesmæssig opvågnen fra uvidenhed til indsigt og
reformation med opfordringer til at tænke og sprogligt formulere en ny verdensorden. Det er ikke helt ved siden af, når den antiracistiske woke-bevægelse af den amerikanske (og sorte) lingvist John McWhorter også beskrives som religion. ’Wokeismen’ og ’the Great Awokening’ har ufravigelige dogmer, uantastelige profeter, vidtløftige renhedsidealer, institutionelle rammer til sanktionering af bevægelsens relevans og muligheden for eksistentiel og spirituel selvudvikling (og ligefrem frelse eller fortabelse) for den enkelte. Man kan endog, påpeger han, gå bodsgang, dog uden udsigt til nogen form for tilgivelse.1
I en bredere forstand er nutidens woke aktivisme sammenlignelig med andre historiske fortilfælde, der ville afsløre skjulte sandheder og forandre verden ved aktivistisk indgriben. Vil vi, som i filmen Matrix, tage den røde pille for at erkende den smertelige virkelighed med ny klarhed, eller vil vi nøjes med at bedøve os med den blå pille og fortsat leve i den naive skinvirkelighed? Platon ville have sine landsmænd til at skue den virkelige virkelighed, hvor svært det end måtte være at kigge ud i det klare lys, når man var vænnet til hulens mørke. Indiske mystikere viste vejen for andre erkendelseselskere til at gennemskue den umiddelbart sanselige virkelighed som ren illusion, som Majas slør, der bør rives bort. Esoterikere og mystikere fra hemmelige selskaber og kristne klostre åbnede kanaler til erkendelse af selve livets mysterier bag de ydre skaller. Verdensreligioner og sekteriske bevægelser har promoveret
samme budskab; alternative religiøse virkeligheder for den enkelte og gruppen, hvis man selv vil investere i tro og praksis på vejen hertil bag den umiddelbart tilgængelige virkelighed. Luthers reformkristendom var et stort opråb til de troende og det kristne samfund (imod pavedømmet), ligesom Buddhas egen opvågnen viste vejen for sandhedssøgende asketmunke (imod præsteskabet). Oplysningstiden med de franske intellektuelles opfordring til at erkende verden rationelt udenom kirkens og traditionens spændetrøjer var et markant opråb til menigmand med voldsomme virkninger i eftertiden. Puritanske kristne vækkelsesbevægelser har til gengæld understøttet krav om moralsk løftede pegefingre til den svære vandring på dydens smalle sti. Den Store Oplysning (Great Awakening) var navnet på en amerikansk vækkelsesbølge i det 18. århundrede, og sloganet er endog brugt i nutiden af konspirationsgruppen QAnon som kampråb til massernes opvågning fra det mentale slaveri, som etablissementet har holdt dem i. Jehovas Vidners tidsskrift hedder ’Vågn op!’, for den endelige frelse findes kun ved at vende sig mod for almuen skjulte og undertrykte sandheder. Kunstnere og forfattere har provokeret os til at se bag konventionernes behagelige slør, nogle gange med gedigne spark i erkendelsesværket. Surrealisterne havde kronede dage med at få vendt op og ned på vores virkelighedsopfattelse, og mangen performancekunstner har udstillet verdens behov for mentale nybrud. 68’ernes livsstil drejede sig om ego-
fikserede laid-back-nydelser, men det var også et markant generationsopgør, der med protestbevægelser råbte verden an med en vækkelseskultur, der ikke var ulig den lidt senere punkbevægelses vrede oprør med hanekam og fuckfinger. Man kunne indvende, at den moderne woke-bevægelse er af en helt anden beskaffenhed end både religiøse vækkelser, intellektuelles åndsopgør, kunstneriske provokationer og ungdomsbevægelsers konsumerismeprotester. Men der er overlap. Woke-kulturens opfordring til opvågnen og erkendelse af undertrykkelseskulturer og systemiske forvrængninger taler ind i en moderne virkelighed, men med velkendte idealer og virkemidler. Det helt nye er woke-bevægelsens fokus på frigørelse i en ny verdensorden baseret på identitet, diversitet og afkolonisering (eller som det også hedder som udbredt anglicisme, dekolonisering).
Den reformistiske tilgang er principielt fremskridtsorienteret i modsætning til en status quo-insisterende og reaktionær konservativisme. Reformbevægelser er derfor en trussel mod samfundet, indtil de bliver opslugt af det og normaliseret, ganske som det var tilfældet med religionskritiske reformer og revolutioner. Eller indtil de proklamerede afsløringer af skjulte sandheder selv bliver afsløret som konstruktion af nye fortællinger i det altid forunderlige grænseland mellem teori og konspirationsteori. Woke-ideologi og -aktivisme bliver da også brugt af den konservative højrefløj som strategisk skræmmebillede.
Kritikerne ser woke som et negativt begreb, der signalerer
puritansk krænkelseskultur og snæversynet frelsthed hos den politisk korrekte venstrefløj. Mens Joe Biden så Black Lives Matter-demonstrationerne som et wakeupcall, var Donald Trump hurtig til at udskamme og latterliggøre woke som udtryk for alt det pladderhumanistiske idioti, han ikke selv forstod. ”Woke betyder, at du er en taber, og at alt bliver til lort,” proklamerede han senere fra talerstolen i 2021. Selv det amerikanske militær har han anklaget for at være ude af stand til at kæmpe, fordi det er blevet woke. En republikaner fra sydstaterne erklærede alt woke for en virus farligere end pandemier, et bankkrak blev af Trumps søn begrundet med woke insisteren på bæredygtighed, og Floridas guvernør Ron de Santis har lavet kampagner for at forbyde alskens wokeness og undervisning i racespørgsmål i sin ’Stop W.O.K.E Act’. Han har endog stolt proklameret, at Florida er stedet “where woke goes to die.” Højreorienterede medier følger trop i den mudrede udskamning. Fox News har betegnet alt fra CIA, EU, klimaforandringer, racisme, antisemitisme til dating apps for ’woke’.2
Woke er ikke længere for ret mange en selvbetegnelse for progressiv erkendelse. Mens det før var cool at være woke, ser mange ’wokes’ i dag brugen af woke-begrebet som udtryk for ’mikroagression’ og psykisk manipulation, gaslighting. Det er nemlig blevet kapret af højrefløjen og omkalfatret til begreb for krænkelsesarkæologer i kulturelitens vagttårn, der forsøger at skjule egne privilegi-
er, og som promoverer alle elendigheder, der truer god amerikanskhed. Den intense og stærkt emotionelle kamp omkring woke og identitetspolitik var da også, påpeger eksperter, medvirkende til Trumps valgsejr i 2016 og succes frem mod valget i 2024. Kampen blev ikke mindst vundet med fortællinger fra det konspiratoriske QAnon-fænomen, der som en anden nyreligiøs bevægelse ærede Trump som frelser og sataniserede Hillary Clinton og Barack Obama som terrorister og ledere af børnesex-trafficking. QAnon kaldte selv valgsejren for The Great Awakening. I antivestlige Rusland og Ungarn har Putin og Orban endda brugt woke som symptom for Vestens (og Ukraines) forfald, til applaus fra andre højrepopulistiske proselytter.
Herhjemme er der også klar tendens til politisk og fagopdelt respons på woke-fænomenet. Mens højrefløjen typisk ser individet som ansvarligt og systemet som den udefra kommende irritationsfaktor, ser venstrefløjen et samfund bygget op af strukturer, som individet er et produkt af (og offer for). Man kan derfor være woke eller anti-woke på forskellige steder på det politiske spektrum. Fløjene i dansk politik er kridtet op med Enhedslisten, Alternativet og til dels De Radikale som de mest woke og højrefløjspartierne (især Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne) som anti-woke. Fløjene er også repræsenteret i medierne, hvor Politiken og Information har mest sympati for woke ideer, mens Berlingske og Weekendavisen er de mest woke-kritiske. Givetvis er
der flere woke-sympatisører på humanistiske uddannelser, ligesom der givetvis er flere på Roskilde Universitet (RUC) og Københavns Universitet (KU), der føler sig beslægtede med woke-idealer. Yngre er mere woke end ældre, og storby-kvinder med længere uddannelse er mest woke, mens mænd, der bor udenfor byerne og har en kort uddannelse eller erhvervsuddannelse, er mindst woke.3 Fælles for alle woke-sympatisører er, at kun de færreste herhjemme vil bruge det som selv-betegnelse, selvom mærkesagerne er identiske.
Woke-begrebet er da også ofte brugt som et skældsord, ligesom der findes woke, anti-woke og anti-anti-woke retorik. Da et bibliotek i foråret 2023 havde arrangeret et ganske uskyldigt show med dragqueens for børn, var demonstrationer og hadske kommentarer udtryk for protest mod, hvad man anså for endnu et woke projekt til forstyrrelse af verdensordenen. Kort efter blev Danmarks
Radios børneprogramfigur Onkel Reje udskammet og fik endda trusler fra fornærmede værdikrigere for at opildne til uanstændig og amoralsk wokeness med hvad der ellers kan ses som kreative finurligheder helt i DR-traditionens ånd.
Dansk Folkepartis anti-woke kampagne med budskabet ‘det er okay at være almindelig’ spiller på samme fortælling om det gæve folk, der i modsætning til den verdensfjerne elite i elfenbenstårnet ikke lader sig friste af halalmad eller multikultikultur. For er Aarhus Festuges tema for 2024, ‘udenfor normen’, dybest set, som kritikere har
påpeget, knæfald for woke ideologi? Det går heller ikke, mener Henrik Dahl som modsvar til en museumsinspektørs påpegning af vikingetidens mere flydende kønsforståelse, at gøre vikingerne til woke værdikrigere.4 Når et museum i god videnskabelig ånd med dna-analyser og kritisk refleksion foreslog hudfarven på en udgravet stenalderpige –’Lola’ – som mørk, blev dets ansatte chikaneret og anklaget for at være woke. For en rigtig skandinav er da hvid, og brunificering af fakta hører ingen steder hjemme!
Woke som retorisk kampmiddel er lige så strategisk manipulerende, som når kritikere af transpersoners deltagelse i sportskonkurrencer stemples som ’transfobiske’, når kritisk udfordring af kønskvoter udskammes som sexisme eller når kritikere af islamrelateret vold kaldes ’islamofober’. Højrefløjens anti-wokes får point på at latterliggøre venstrefløjs-wokes som krænkelsesparate snefnug, mens wokes (eller anti-anti-wokes) scorer lige så mange point ved at udskamme enhver kritik som højrefløjsradikalisme.
Ganske symptomatisk for begge fløje er, at de både ligner hinanden og lever i forskellige verdener uden megen gensidig forståelse. Woke-begrebet er direkte beslægtet med identitetspolitik, forstået som politik baseret på særlig identitet (køn, race, seksualitet, etnicitet, nationalitet, religion) med henblik på opnåelse af speciel anerkendelse eller privilegium. En sådan findes på begge sider af det politiske spektrum; fra Black Lives Matter, LGBT+ og feministiske eller muslimske grupper til Dansk Folkepar-
ti, danskhedskæmpere i Sønderjylland eller amerikansk trumpisme. Venstre- og højrefløjs-identitetspolitik har ofte mere tilfælles med hinanden, end de har med mainstream. På fløjenes ekstremer er man typisk enige om at forkaste midterpositionerne med kritisk afstand til det bestående, til videnskaben, til systemet og til den globaliserede verden. Man enes om stærkt følelsesprægede ytringer og anser kampretorik for legitimt kommunikationsmiddel. Mens den konservative højrefløj har hyldet kultur og nation som identitetsramme, udfordret af røster ’nedefra’ eller ’udefra’ (eller ’indefra’ det, som Trump konspiratorisk har kaldt ’the deep state’, eller på dansk ’staten i staten’), har de vakte på den progressive venstrefløj råbt til kamp mod det bestående ved insisteren på identitet ved race, køn, seksualitet og indimellem også religion. For i modsætning til nationale eller angiveligt universelle værdier gældende for majoritetskulturen, har netop minoriteter følt sig undertrykt på deres identitet.
Man kan forstå woke som en identitetsbaseret orienteringsramme for aktivisme, primært med sigte på positiv forandring af verden, baseret på oplevet diskrimination og undertrykkelse. Eller som der står i Den Danske Ordbog, hvor woke blev optaget i 2021, at være ’bevidst om og optaget af social uretfærdighed, racisme, manglende ligestilling el.lign.’.
Det er ganske væsentligt at understrege, at ’wokeisme’ ikke er en sammenhængende ideologi, og at ’woke’ er et
komplekst fænomen. For nogle er wokeness specifikt relateret til racediskrimination og sortes kamp for rettigheder.
For andre er kampen flyttet til at gælde mere universelle idealer i et verdensbillede, hvor alt hænger sammen. Undertrykkelse af sorte i USA kan for dem ikke ses isoleret fra værdier relateret til køn og seksualitet. I en sådan bredere forståelse er #MeToo, Black Lives Matter, klimaaktivisme og Palæstina-støtte del af samme, holistiske univers. Derfor afkrævede Copenhagen Pride, at deres samarbejdspartnere skulle markere sig i Palæstinakonflikten – indtil flere af sponsorerne truede med at trække sig, og kritikere påpegede, at Palæstina ikke har specielt meget tilovers for hverken Pride-parader eller LGBT+ideologi. ’Wokes’ har ofte en del tilfælles, ikke mindst en orienteringsramme hen imod værdier, der typisk hører til på venstrefløjen. Men naturligvis er wokes ikke enige om alt. Ikke alle på venstrefløjen mener, woke-ideologien er god. Filosoffen Susan Neiman er en af dem, der mener, den faktisk er i direkte modstrid med idealerne på venstrefløjen; at woke dybest set er reaktionær, at ’left is not woke’.5 Man kan sagtens være vakt aktivistisk på klimaområdet, men mindre engageret i repræsentationer af minoriteter i tegneserier. Man kan friskt tage på verdensomrejse eller svine til på Roskilde Festival med efterladt telt og klimamoral og samtidig kaste med snask på kunstmuseernes værker eller være på barrikaderne ved hver ytring af ’n-ordet’, ligesom man kan fordømme kalendere med barbrystede
piger samtidig med, at man smasker over en kalender med en nøgen mandlig forsanger. Der er både grader og typer af wokeness, som den enkelte sympatisør måske ikke engang vil identificere sig med. På samme måde er woke-kritikere ikke nødvendigvis enige om alt, selvom der på den radikale anti-woke-fløj synes at være et vist overlap mellem vaccineskepsis, Onkel Reje-had, #MeToonedgørelse, klimabenægtelse og generelt woke-had.6
Woke-ideologien og dens kradse modbevægelse har oprindelse og primær udbredelse i USA. Den fylder politiske diskussioner med direkte relation til indgriben i lovgivningen og skoleundervisningen, typisk opdelt i uforsonlige standpunkter fordelt mellem ’de liberale’ demokrater og ’de konservative’ republikanere. Det er ikke overraskende, at en rundspørge blandt amerikanere viste, at mens demokrater og yngre personer ville føle det som en kompliment at blive kaldt ’woke’, ville ældre personer og republikanere anse det som en fornærmelse.7 Kampen kæmpes på gaden ved demonstrationer og ’med fødderne’, som når forbrugere ytrer standpunkt ved boykot eller lovprisning af varer og symboler. Den udspilles ofte i universitetsverdenen, og alene af den grund bliver den fra højrefløjen identificeret som en elitær venstrefløjskampagne fra etablissementet i de virkelighedsfjerne elfenbenstårne. Undervisere og studerende på den vakte venstrefløj ser derimod den igangværende kamp som et nødvendigt opgør mod majoritetens magtposition. Den hvide, heteroseksuelle, kristne, midaldrende