Axel Borup-Jørgensen
1924-2012
Af Anne E. Holm
Danske Komponister 24: Axel Borup-Jørgensen
Af Anne E. Holm
© Forlaget Multivers ApS, 2024
1. udgave, 1. oplag 2024
Danske Komponister redigeres af: Jens Cornelius
Omslagslayout: Anton Ian Nielsen
Forsideportræt: © Ukendt fotograf / VISDA
Sat hos Demuth Grafisk
Tryk: Totem
Printed in Poland 2024
ISBN: 978-87-7917-690-4
ISSN 2596-6561
www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.
Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Udgivelsen er støttet af:
AUGUSTINUS FONDEN
Så længe jeg har komponeret har det drejet sig om at komme nærmere og nærmere det væsentlige
Det vil sige, jeg håber at kunne nå frem til det, der virkelig er mig
Det er altså ikke en trang til originalitet, men en trang til at være ærlig over for sig selv og andre
Axel Borup-Jørgensen1
FORORD
I en tid, hvor mange sværmer om begreber som fordybelse og stilhed, skulle man tro, at Axel Borup-Jørgensens værker ville kunne finde et publikum. For mange af hans værker er tyste værker, der kræver fordybelse, og som kan berige én med en indre ro, hvis man lytter og går med ind i hans univers. Men måske er det netop, fordi mange nøjes med at sværme om begreberne, at Axel Borup-Jørgensens værker stadig mest høres af en lille kreds af lyttere med interesse for modernistisk musik, og hans musik ikke er mere udbredt.
Pianisten Erik Kaltoft har beskrevet, hvordan det at spille Axel Borup-Jørgensens værker er udfordrende, fordi det kræver en forståelse for ”ikke-bevægelse” i musikken. En forståelse af, at det handler mere om en væren i et øjeblik i musikken end om at blive ledt til et punkt et eller andet sted.
Noget lignende kunne man sige om det at lytte til Axel BorupJørgensens værker. Man bliver nødt til at finde sig til rette i nuet og opleve det som en tilstand, ikke stilstand, men nogle gange kan det jo i en tid, hvor alt går meget hurtigt, og ofte er meget flygtigt, være svært at kende forskel, og så haster mange måske gennem eller forbi en tilstand, fordi de frygter stilstand.
Axel Borup-Jørgensen blev født i Danmark, i Vendsyssel, i 1924, men voksede op i Sverige. Hans far var virksomhedsejer, og familien blev med årene ganske velhavende, men Axel Borup-Jør-
gensen valgte et liv, som i det ydre lå langt fra der, hvor han kom fra. Han flyttede til Danmark som ung, han blev pianist og komponist, og han levede det meste af sit liv af en indtægt, som ikke var imponerende – som mange kunstnere gør. Hans familie bakkede ham op, de forsøgte ikke at presse ham til hverken at overtage familievirksomheden eller få et borgerligt erhverv.
Axel Borup-Jørgensens svenske opvækst og familie, hele hans svenske liv, fyldte meget i den private del af hans liv, selv om det ikke var så synligt i den danske, offentlige del af hans liv og virke.
Axel Borup-Jørgensens gode ven og komponistkollega Pelle Gudmundsen-Holmgreen har kaldt Axel Borup-Jørgensen for musikkens poet, og det er også nærliggende at sammenligne Axel Borup-Jørgensens musik med lyrik. Hans lydhørhed og glæde ved naturen kommer til udtryk i hans musik, og han hentede megen inspiration hos digtere, både svenske, tyske, engelske og danske. Jeg håber, at denne bog kan give flere lyst til at undersøge Axel Borup-Jørgensens musik og give sig tid til at lytte.
Bogen kunne ikke være blevet til noget, hvis ikke Elisabet Selin, Axel Borup-Jørgensens datter, velvilligt havde givet mig adgang til Axel Borup-Jørgensens nodearkiv, hans scrapbøger og noter, og hvis ikke hun havde svaret på alle mulige og umulige spørgsmål.
Den var heller ikke blevet til noget, hvis ikke Jens Cornelius havde været en imødekommende og effektiv sparringspartner og redaktør.
Jeg vil også gerne sige tak til alle dem, som har hjulpet med at lede og finde og svare på spørgsmål undervejs: Marie Martens, Musikmuseet, Anne Ørbæk, Det Kongelige Bibliotek, Freddie Hallberg, Östergötlands museum, samt medarbejdere ved Tranås stadsbibliotek og Riksarkivet i Vadstena, arkivet ved Darmstädter Ferienkurse og flere andre biblioteker og arkiver.
Tak også til komponistkolleger, musikere, venner, familie og andre, som har stillet op til samtaler og svaret på spørgsmål og fortalt om deres kendskab til og venskab med Axel Borup-Jørgensen.
Anne E. Holm, Birkerød, foråret 2024
UDSPRING
Jens Axel Borup Jørgensen blev født 22. november 1924 i Hjørring. På dagen, som er mindedag for den hellige Cæcilia, skytshelgen for musikere, sangere og digtere; for instrumentmagere og orgelbyggere. Således kom hans fødselsdag til at pege frem i tiden – mod et liv som musiker og komponist – selv om det slet ikke stod skrevet, at det skulle blive sådan.
For Axel Borup-Jørgensen blev født ind i en slægt af landbofolk. Hans farfar, Peter Jørgensen, var gårdejer, mejerist og margarinefabrikant; hans farmor, Andrea Elisabeth Gay Borup, født i Sejlflod i Himmerland, var datter af en proprietær. Axel Borup-Jørgensens far, Aage, var parrets første barn. Han blev født i Hjørring i 1899, og i en folketælling fra 1921 står den 20-årige Aage opført som kærnekarl hos sin far på Hjørring Margarinefabrik. Margarinefabrikken havde Peter Jørgensen etableret i 1913.
Folketællingen blev foretaget i februar 1921. Da boede margarinefabrikant Jørgensen og hans familie på Svanelundsvej i Hjørring, hvor fabrikken også lå. Det var Hjørrings første margarinefabrik, og i en lille artikel i Vendsyssel Tidende fra 1913 kan man læse om fabrikken, at ”Bygningen, hvor Margarinen fabrikeres er ikke stor, men Lokalerne er praktiske og tiltalende. Den egentlige Tilberedning foregaar i et rummeligt, højt og lyst Lokale, der med Kærne og Blikkar og det flisebelagte Gulv meget ligner et Mejerilokale.” På det tidspunkt talte husstanden fabrikanten selv, hans kone og deres syv børn.
Kun få måneder efter folketællingen fandt sted, i slutningen af juli samme år, blev der vendt op og ned på familiens liv. Da afgik Peter Jørgensen ved døden, kun 51 år gammel. Hans enke, Elisabeth, sad nu alene med syv børn, hvoraf den yngste lige var fyldt 10 år. Sammen med sin ældste søn, Aage, drev hun fabrikken videre; i en alder af 21 år kunne Aage kalde sig margarinefabrikant. Nogle af de ældre søskende arbejdede også på fabrikken.
I november 1923 giftede Aage sig i Saltum Kirke med den fire år ældre Anna Marie Nielsen. Hun var født i 1895 i Saltum som
Anna Marie og Aage Borup Jørgensen med deres førstefødte, Jens Axel, ved dåben i december 1924 (privatfoto).
10 ∙ AXEL BORUP-JØRGENSEN
datter af skræddermester Christen Nielsen og hans hustru Else Kirstine. Året efter, i 1924, kom sønnen Jens Axel til verden. Da han blev døbt i Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring i december samme år, var det hans morforældre fra Saltum, der stod faddere.
Senere fortalte Axel Borup-Jørgensen om sin erindring om barndommen i Danmark: ”Siden barndommen havde det stået for mig, at Danmark var noget nær paradiset – og allermest morfars dueslag i Nr. Saltum. Den duft, der var derude, den genkender jeg ofte.”2
Axel Borup-Jørgensens farfar, Peter Jørgensen, havde fingeren på pulsen, da han grundlagde Hjørring Margarinefabrik. Margarinen var blevet opfundet i Frankrig omkring 1870 som et billigere alternativ til smør. Da Første Verdenskrig brød ud, var danskerne blandt de folk i Europa, der spiste og producerede mest margarine. Selv om en basisråvare i margarineproduktion er planteolie, blev det mælkeproducerende lande som Danmark, der blev storproducenter af margarine. En anden vigtig ingrediens i margarine er nemlig den skummetmælk, der bliver tilovers ved smørproduktion. I Hjørring var ambitionen at levere friskkærnet margarine lokalt. Da fabrikken blev etableret, planlagde man en daglig produktion på ca. 1000 pund.3
I løbet af Første Verdenskrig faldt margarineproduktionen i Danmark, for det var svært at skaffe den basale råvare, planteolie, og det ramte også fabrikken i Hjørring. Nogle år efter at Peter Jørgensen var død, opgav familien at drive fabrikken videre, og den blev solgt. Aage Borup Jørgensens mor flyttede til Aalborg, og i 1927 forlod Aage Borup Jørgensen sammen med sin kone og deres lille søn Danmark og flyttede til Sverige, hvor han regnede med, at det ville være lettere at skaffe råvarer og drive virksomhed.
Efter at være flyttet lidt rundt i Sydsverige – fra 1927-29 drev Aage Borup Jørgensen en isfabrik i Ramlösa og fra 1929-31 en margarinefabrik i Osby – etablerede familien sig i Mjölby, som ligger i Östergötland, på vejen mellem Linköping og Jönköping, ikke langt fra søen Vättern.
Her grundlagde Aage Borup Jørgensen i 1931 Margarinefabrikken Vega, og her kom Axel, som i mellemtiden havde fået en
lillesøster, Ellen, til at vokse op. I 1931 fik Aage Borup Jørgensen også ved kongelig bevilling lov til at sætte en bindestreg imellem Borup og Jørgensen, så familienavnet blev Borup-Jørgensen.
Det viste det sig at være en god beslutning at vælge Mjölby.
De lokale forbrugere bakkede fabrikken op, og fordi Mjölby var et jernbaneknudepunkt, var det også nemt at distribuere varer til resten af landet.4 Allerede i 1934 producerede fabrikken tre ton margarine om dagen; et stort produkt var bagerimargarine, som blev leveret i tønder til bagerier over hele Sverige.
Under Anden Verdenskrig måtte margarineproduktionen stilles i bero, fordi man ikke kunne skaffe råvarer, men så satte Aage Borup-Jørgensen gang i en produktion af æblesaft og -most, og i 1940 etablerede han en fabrik, der fremstillede gær. I 1941 grundlagde Aage Borup-Jørgensen virksomheden Poppens livsmedel, som producerede bouillonterninger og sødemidler, som også blev afsat over hele landet, men det store skridt blev taget nogle år senere, da aktieselskabet Svenskt Mjölksocker blev etableret. Basisråvaren i produktionen var valle, et restprodukt fra de store mejerier i Östergötland, og mælkesukkeret, laktosen, blev solgt over hele landet. På det tidspunkt var mælkesukker en vigtig ingrediens i produktionen af penicillin, og det blev også brugt til at producere andre varer, fx børnemad og dyrefoder.
Aage Borup-Jørgensen var en driftig og innovativ forretningsmand, og op gennem årene voksede mælkesukkerfabrikken i Mjölby – som var den eneste af sin slags i Norden – stille og roligt til at blive en stor virksomhed med eksport til og datterselskaber over hele verden.
Hvis Aage Borup-Jørgensen har troet, at hans søn en dag skulle gå i hans fodspor som fabrikant – som han selv var gået i sin fars – er det nok hurtigt gået op for ham, at det ikke ville ske. Umiddelbart lignede Axel ikke sin far, han lignede mere sin mor. Hvor faderen og datteren Ellen var familiens ”bulderbasser”, var Axel, som sin mor, af et mere roligt gemyt.
Axel havde et usædvanligt talent for at tegne og male og var meget musikalsk. Fra han var dreng, spillede han flere instrumenter efter gehør – harmonika, mundharmonika, mandolin og klaver.
Han var en ivrig spejder, og som teenager interesserede han sig for astronomi. Han lånte alle de bøger, han kunne få fat i om emnet på biblioteket, og en kalender fra det år er fuld af notater om hans iagttagelser af sol, måne og meteorer. Den unge Axel drømte om at blive ingeniør eller arkitekt.
I et lille mindehæfte udgivet efter Axel Borup-Jørgensens død fortæller en barndomsven, som også voksede op i Mjölby i 1930’erne og 1940’erne, om Mjölby og egnen omkring, og om hvordan det var at være barn der.5 Han fortæller, at Axel, da han var i 11-års-alderen, sammen med en jævnaldrende legekammerat, Rune, løb på sparkstøtting ud for at besøge legekammeratens faster og farbrødre, som boede i en lille landsby seks kilometer udenfor Mjölby.
De to drenge begav sig på vej en dag, hvor ”sparkføret” var godt, og solen skinnede. Ud af byen og ud langs hovedlandevejen, forbi de små landsbyer og bygder på vejen, hen over en ubevogtet jernbaneoverskæring og videre forbi en populær kælke- og skibakke. Så skulle de bare lige forbi et par gårde, så havde de landsbyen i syne.
Farbrødrene blev lidt overraskede, da de så de to knægte komme glidende på deres sparkstøttinger, men som skik og brug var, blev de inviteret ind at spise med. Efter middagen viste Rune Axel rundt i huset, og de så det gamle trædeorgel, der stod i et af rummene – et meget usædvanligt møbel på en bondegård på den tid. Der stod også en harmonika, som Runes farbror plejede at spille på, og inden de begav sig på hjemturen, spillede farbroderen et par melodier for dem.
Hele fortællingen er en genfortælling af en telefonsamtale de to barndomsvenner havde, da de begge var midt i 70’erne. En barndomsoplevelse, som blev husket, og en fortælling, hvor to ting, som skulle komme til at få stor betydning for Axel resten af hans liv, spiller en central rolle: naturen og musikken.
I 1937 blev de to drenge klassekammerater på Samrealskolen i Mjölby. 33 elever var de i klassen. Om sommeren spillede drengene bold, og om vinteren stod både drenge og piger på skøjter, og alle, store som små, stod på ski og kælkede – og så var der musikken.
De var fire klassekammerater, som fandt sammen om at musicere: Olle, som havde lært sig at spille mandolin, Ingemar, som spillede trommer, Per på violin, og Axel, som spillede mundharmonika. De spillede til klassefester og foreningsmøder og til en julefest i ny og næ. Det lille band spillede sammen helt frem til 1944, hvor de fires veje skiltes – efter tre år på gymnasiet, Läroverket i Linköping, hvor de blev studenter, skulle de alle ind og aftjene deres værnepligt.
Udover at spille flere instrumenter på gehør havde Axel gået til klaverspil, fra han var dreng. Men det var, mens han i begyndelsen af 1940’erne var elev hos Ella Sundqvist, at der skete noget, der ændrede hans oplevelse af musikken og hans idé om, hvad han ville i sit liv.
Ella Sundqvist var født i Mjölby, hun var musiker, musiklærer og billedkunstner. Hun havde studeret både musik og maling og tegning, hun var kantor og havde taget uddannelse som musikpædagog i Wien.
På hjemmesiden Kulturarv Östergötland fortælles om ”Frøknerne på Öna”, sygeplejersken My Lindström og hendes livskammerat Ella Sundqvist, som i begyndelsen af 1940’erne begyndte at komme til Öna, fordi My Lindström var sygeplejerske for ejeren af et af husene i bygden. Med tiden fik de to kvinder selv et hus i bygden, hvor de kom om sommeren.6
Set med de lokales øjne var de to kvinder anderledes, eventyrlige og spændende. De var uddannede og berejste, og når de kom, kørte de i deres egen lille bil. Var vejret godt, havde de slået kalechen ned og var iført kørehjelme. De var begge interesserede i de gamle sagn og beretninger, der knyttede sig til bygden, og Ella kunne lide at tegne, male og skrive. Kom violinbyggeren Gunnar forbi, blev der spillet og sunget. Begge kvinder satte pris på naturen og sov altid med døren åben for at mærke naturens nærhed. De to kvinder var med andre ord ikke helt, som folk er flest.
Det var hos denne Ella Sundqvist, at Axel begyndte at gå til spil, og det var hende, som efter forgæves at have forsøgt at vække hans interesse for operette- og populærmusik, satte ham til at spille Beethovens Måneskinssonate. Et værk, det vendte op og ned
på hans forhold til musikken: ”Den første musik, der betød noget for mig, var, da jeg i 16-års-alderen blev sat til at spille 1. sats af Beethovens Måneskinssonate. Det var som en omvendelse for mig, da var jeg pludselig dybt grebet.”7
Ella Sundqvist tog imod eleverne i sit hjem i Mjölby – som også var hendes barndomshjem – og Axel og hans søster Ellen var ikke de eneste børn i byen, der gik til spil hos frk. Sundqvist. På et program for Ella Sundqvists elevopvisning på Stadshotellet i 1942 optræder 49 elever, heriblandt Ellen Borup-Jørgensen med den ungarske sang Mustaleinen af Oskar Merikanto og Axel Borup-Jørgensen, der, som den sidste på programmet, inden koret synger ”Tryggera kan ingen vara”, spiller Beethovens sonate i cis-mol, Måneskinssonaten, den langsomme 1. sats, Adagio sostenuto.
Både Ella Sundqvist og hendes livsledsagerske My Lindstrøm var religiøse. Når de opholdt sig i huset i Öna, begyndte og afsluttede de hver dag med en bøn, og måske er det også det, der skinner igennem i overskriften for elevopvisningen, som er et citat af Martin Luther: ”Musik er en gave, skænket af Gud, og jeg giver hende, næst efter teologien, den højeste ære.”
Alle beskrivelser af Ella Sundqvist fortæller om et menneske, for hvem musikken – og malerkunsten – var et omdrejningspunkt i livet. Og så havde hun sin egen overbevisende måde at undervise på – eller som en anden elev beskriver det: ”Ella var inte sträng, men hennes lugna og mjuka röst övertygade mig alltid att det hon sade var det rätta. Öva, öva och äter öva och alltid tycka at det är roligt.”8
Efter den skelsættende oplevelse med Måneskinssonaten var Axel ikke i tvivl. Han ville vie sit liv til musikken. Klaverspillet blev nu hans altoverskyggende interesse. Han tilbragte mange timer dagligt ved klaveret, og som gymnasieelev i Linköping tog han til Stockholm og fik klaverundervisning hos pianisten og klaverpædagogen Sven Brandel.
I 1942 skete der en ting, som skulle få stor betydning for Axel Borup-Jørgensens hele liv og virke som komponist. Hans far købte den lille ø Björkön, der ligger i søen Sommen, syd for Mjölby, på grænsen mellem Östergötland og Småland.
Björkön, en lille, cirkulær ø på to tdr. land, ligger på søens vestside, lidt nord for byen Tranås, og Axel Borup-Jørgensen tilbragte allerede som ung mange sommerferier på Björkön. Her gik, cyklede og roede han lange ture og fordybede sig i den stilhed, der hviler over søen og landskabet omkring den.
På øen lå flere huse. Hovedhuset var et stort rødt træhus, som blev brugt til både familieferier og som repræsentativ bolig for Aage Borup-Jørgensen. Rundt om på øen lå der flere små huse. I tidens løb blev de sat i stand, og med årene blev et af dem Axels hus. Her var en lille stue, et lille køkken og et lille værelse. I stuen stod hans klaver og i værelset en køjeseng og et natbord, han selv havde snedkereret. Dette hus blev hans arbejdssted og refugium. Det var her, Axel Borup i mange år, i flere måneder hver sommer, sad og arbejdede.
På øen var der også et bådhus, hvor der lå to robåde af en særlig slags, de såkaldte Somma-skep.9 Også bådhuset og bådene satte Axel i stand. Robådene skulle males og gøres klar hvert år, inden de kunne tages i brug.
Øen blev udgangspunkt for mange roture i tidens løb, også den rotur, der inspirerede til værket ”Sommasvit” fra 1957, som er en oplevelse af søen og naturen omkring den udtrykt i musik.
Selv fortalte Axel Borup i et interview i 1981 om sine ophold på Björkön:
De indtryk jeg henter på mine udflugter i naturen deroppe, bruger jeg sjældent, mens jeg sidder og komponerer. De lægges på lager, så at sige. Naturoplevelserne virker så stærkt på mig, at de skal have tid til at bundfældes. Man kunne tale om en oplevelsens karenstid. Måske er det også sådan, at indtrykkene skal blandes med visse dele sommerlængsler, før de begynder at gro i mig (...) For mig er det afgørende ikke blot det jeg ser eller direkte oplever med mine sanser, men måske lige så meget bevidstheden om det, der er der – både det kendte og det ukendte. På en udflugt vender jeg ofte lige der, hvor jeg aner noget spændende. På den måde bliver mine landskabsop-
Værket ”Sommasvit” er dedikeret til vennen og fotografen Bror Johansson, som havde sit atelier i Tranås. Han havde i mange år arbejdet som førstefotograf hos hoffotograf Peter Elfelt i København, men vendte de sidste år af sit liv tilbage til Sverige. Billedet af en ung Axel Borup er taget i 1940’erne.
levelser – både øjeblikkets og erindringens – iblandet forventningens og fantasiens oplevelsesudvidende dimension.10
Under sine besøg på Björkön opsøgte den unge Axel violinisten og spillemanden ”Olle på öa”, eller som han hed: Olof Knut-Ekwall (1877-1965). Den landskendte spillemand boede kun en rotur væk fra Björkön, og Axel Borup-Jørgensens datter Elisabet Selin fortæller om, hvordan hendes far følte glæde over, at spillemanden ville se ham. De folkemusikalske indtryk, den unge Axel fik under samværet med Olle på öa, komponerede Axel Borup-Jørgensen senere ind i Duo for violin og viola fra 1951.
I 1944 blev Axel Borup-Jørgensen student, og i maj 1944 påbegyndte han aftjeningen af sin værnepligt. Han var blevet svensk statsborger i 1934 og skulle derfor være soldat.
Som soldat kom Axel til at følges med en anden ung mand fra det samme gymnasium i Linköping.11 Da de unge mænd skulle fordeles på kompagnier, stillede kaptajnen spørgsmålet, om nogle spillede klaver, og det fik både Axel og den anden, Gösta, til at reagere. Gösta kunne ikke spille klaver, men var 4. generation i en familie af klaverstemmere; lidt med klaver havde det da at gøre, ræsonnerede han. Således havnede de to i samme kompagni, signaltjenesten. Her skulle man lære at morse – noget, Axel tilsynela-
dende havde lettere ved end kammeraten – men det med at spille klaver, blev der ikke så meget ud af. Soldaterkammeraten fortæller om, hvordan der ved én lejlighed blev efterlyst en pianist til en kompagniaften. Trods opfordring fra kammeraten meldte Axel sig ikke. Vel kunne han spille klaver – også bedre end de fleste – men optræde med det ville han ikke.
Med i bagagen, da han mødte op til militærtjeneste, havde Axel haft sin solfege-bog – som blev fundet frem i ledige stunder, eller bare når rekrutterne sad i grøft og ventede – og når han kom hjem i ferierne, var det første, han gjorde, at sætte sig ved familiens klaver og begynde at spille. Hele dagen. Og selv om hans far satte pris på indsatsen – i hans øjne viste det, at sønnen havde ”tåga”, at han var sej og vedholdende – blev det i længden alligevel lidt for meget for familien med alt det klaverspil, og så lejede man et klaver ude i byen, hvor Axel kunne øve.
Militærtjenesten sluttede i april 1945. I løbet af værnepligten havde den unge rekrut gennemgået en signaluddannelse i tråd og radio, og han fik slutskudsmålet 10 (”meget godt”) i opførsel, 6 (”godkendt”) i almen duelighed og 8 (”godt”) for sin indsats som patruljechef i felten.
Lige så snart Axel var vendt hjem fra militærtjenesten, begyndte han at øve op til optagelsesprøven på musikkonservatoriet i Stockholm, som skulle afholdes i efteråret 1945.
Blandt Axel Borups efterladte papirer finder man en lap med en dagsplan. Den er udateret, men den fortæller noget om, at her er et menneske, som har viljen til at sætte sit liv i system:
8.00-8.45 pianospel
8.45-9.00 solfege
9.15-11.15 komp
15.30-17.30 komp
19.00-21.00 komp
Vender man lappen om, viser det sig, at det er en huskeseddel: ”6 kg malet kött, 1 kg marg, ½ kg smör, ½ kg ägg, 1 franska, 1 ½ dl grädde 2 brk Gevalia” – og så en besked fra søster Ellen: ”Hej
Axel! Vill Du vara söt och beställa de här varorna hos Johansson i morgon bitti. Vi hämter i morgen middag. K.H. Ellen På bordet står en orörd kopp kaffe”. En lap, der også fortæller om et nært forhold mellem en bror og en søster.
