Djævelens gaffel
Karl Aage Rasmussen
Djævelens gaffel
Erindringer, illusioner og hukommelsestab
Djævelens gaffe Erindringer, illusioner og hukommelsestab
1. udgave, 1. oplag
Copyright © 2024 Multivers
Omslag: Ida Balslev-Olesen
mslagsfoto: uca Bellincioni
ISBN: 97887-7917-607-2
Tryk: Totem
Printed in Poland
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.
Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Produktionen af denne bog har udledt 353 gram CO2æ. Udledningen er beregnet med ClimateCalcTM og kompenseret gennem South Pole.
Indhold
Djævelens gaffel
Små hundrede kilometer nordvest for Rom, i sydenden af kratersøen Lago Bolsena, ligger en ældgammel fiskerlandsby, Marta, med en historie som går helt tilbage til etruskerne. Og få kilometer øst for byen er et lille flydende gæstgiveri helt bogstaveligt fortøjet til søbredden – et prunkløst, charmerende sted at indtage en søndagsfrokost. I det øjemed, på flugt fra den hjemlige vinter og bosat i en nærliggende, endnu ældre etruskerby, passerede vi noget jeg ikke tidligere havde lagt mærke til: en meget høj, pæl-lignende ruin på et højdedrag, et bygningsværk der ragede mange meter op, men som kun akkurat kunne skimtes til højre for landevejen i retning mod Marta. Overraskelsen over så ofte før at være kørt forbi her uden at bemærke den besynderlige tingest var tilskyndelse nok til at komme den på nærmere hold. Og nogle hjulspor i græsset ved vejsiden antydede at andre havde haft samme hensigt. Men ingen skiltning af nogen art angav en seværdighed.
Vi satte bilen i vejsiden og begav os op ad en smal grussti der snoede sig langs bjergsiden. Der var længere end ventet, men op kom vi, dog stadig uden at kunne
få øje på det fænomen vi havde set fra vejen. Men med ét åbnede terrænet sig til alle sider, vi befandt os på et højtliggende engdrag med mange kilometers udsigt mod vest og syd. Og dér var den så, en kolossal bygningsrest der så ud som om den med to kæmpefingre udpegede noget på himlen. På en dagligdags udseende mark, mutters alene, virkede den store ruin out of this world. Det var et af den slags indtryk der bliver siddende på nethinden og i sindet som et ubesvaret spørgsmål –hvad i alverden bestiller den tingest her? Et stykke derfra var nogle længere murrester synlige, måske ruiner fra et fæstningsværk eller ringmuren omkring et borgkompleks. Var de to absurde fingre resterne af et gigantisk tårn?
Nogenlunde sådan forholdt det sig. Siden middelalderen har højdedraget heddet Monte Leano eller Mont' Alliano, og ruinen er den bevarede ene side af et højt, fritstående vagttårn, en del af middelalderborgen Castello del Leano som blev forladt allerede i 1349 efter et ødelæggende jordskælv. Ligheden med en tobenet gaffel opstod da den overliggende del af en høj åbning til lysindfald og bevogtning styrtede ned. Kilder nævner eksistensen af to kirkebygninger knyttet til borgkomplekset, men synlige spor har de åbenbart ikke efterladt, og et mere end 30 meter højt vagttårn på et i forvejen meget højt udsigtspunkt må forekomme gådefuldt. Men gåder har omringet den sære ruinrest i århundreder. Og nu står den overset eller glemt tilbage midt på en flad, opdyrket mark og er nok til nogen ærgrelse for lokale agerdyrkere.
Hvad der dog næppe er grunden til at den på egnen går under navnet La forchetta del diavolo. Djævelens gaffel.
Gaflen er et spiseredskab af nyere dato. I grækernes, romernes og også ofte i langt senere tiders spisefunktioner indgik kun en kniv og fingrene. Men tørrede dem af i brød eller i en særlig mel, heller ikke servietter var i brug. Var der en dug på bordet, tørrede man blot fingrene i den. I køkkenet vandt en stor tofork indpas, i stil med de spid der i dag anvendes ved bålstegning, og bittesmå tobenede gafler kan ses på malerier fra 1200-tallet. Men først i løbet af 1400-tallet blev gafler almindelige som bestik på linje med knive og skeer. Og de var længe en torn i øjet på kirkens mænd – den romersk-katolske kirke fastholdt at Gud har givet Guds børn fingre til at spise med. At erstatte dem med hjælpemidler var uværdigt eller ligefrem bespottende. Så i højmiddelalderen fik gaflen her og der en aura af djævelskab. Det forklarer næppe ruinens navn i folkemunde. Men dens virkning på stedet er så sælsom at tanken om mørke kræfter melder sig næsten øjeblikkelig.
Gaflen fortsatte med at rumstere i mit hoved, og halvt ubevidst tiltog den sig efterhånden et symbolsk indhold af helt personlig karakter. For de to opadstræbende ben i den vældige gaffel kom af ikke indlysende grunde til at billedgøre et vilkår i mit eget livsløb, og biledet endte med at give disse bagudvendte beretninger en titel. Tvillinge-ruinen blev et sindbillede for mig på en dobbelthed der har kendetegnet mit liv og mit timelige virke: tvedelingen mellem musik og skrift, toner og ord,
mellem udtryksmidler der er vidt forskellige og dog nært sammenknyttede. Og dertil en aldrig helt forløst mental ambivalens, en vedvarende trang til fællesskab parret med en lige så uophørlig higen efter alenehed.
Gaflens fingre peger mod højere himles harmoni, men den er samtidig udtryk for en ”djævelsk” dobbelthed, en dualitet. Og som symbol derfor også for en dobbelthed i mig selv, et ubesvaret spørgsmål om den sande væsenskerne, det egentlige virkefelt. Og ruinens folkelige navn er en sproglig gaffel – såvel det italienske forchetta del diavolo som det danske djævelens gaffel besidder en eksplosiv, vidunderligt energisk rytme der ligefuldt hører sproget og musikken til. Men Djævelens gaffel er også et stykke konkret virkelighed, den er hverken minder, toner eller ord. I hen ved tusind år har den århundrede efter århundrede stået på et italiensk højdedrag som stumt vidne til og om historiens gang. Et sandhedsvidne, for lyve eller drages i tvivl kan den ikke.
Hvad der berettes i denne bog er sandt, så langt erindring kan påstå sandfærdighed. Men erindring er noget levende og – som alt liv – noget ustadigt, noget foranderligt, ikke en samling af facts. Og i området mellem erindret sandhed og fiktion optræder en særlig fiktion: alt hvad man med tiden tror eller bilder sig ind er hændt eller sandt. Usandheder optræder formentlig, men som et grundvilkår, af vanvare, i god tro, ikke med forsæt. Jeg skændtes længe med mig selv om det hæderlige i at skildre sig selv som selvbevidst deltager i sin egen livsskildring, og en vis forlegenhed over selvbeskuelse
slap jeg aldrig fri af. For kan man overhovedet på én og samme tid se sig selv indefra og udefra? Og selvanalyse var på ingen måde hensigten, egentlig var impulsen blot en trang til at lære den ældre skrivende person bedre at kende som yngre. Tænk om den ældre kunne interviewe den yngre! Eller omvendt.
Men det ville overstige både min selvindsigt og mine litterære evner. Og mindre kan gøre det: at tage sin fortid og sine erindringer på sig, at forsone sig med sin historie og derved muligvis opdage skjulte temaer og livsmønstre, få blik for fællesskaber, blik for de gode viljer, måske endog ane en slags helhed. Det hævdes at i løbet af ti år er samtlige celler i et menneske fornyet. Men er jeg i så fald den samme som for et halvt århundrede siden? Er sjælen en funktion af kroppens celler, og er også sjælen fundamentalt fornyet hvert tiende år?
Set fra nuets perspektiv kan fortiden bøjes og strækkes så den bekræfter hvad som helst – også noget ødelæggende negativt eller måske en fundamentalt ændret indsigt. Fortiden kan definere virkeligheden, men også fortrænge den. I bagklogskabens ofte lovpriste belysning kan livsøjeblikke formentlig udvælges og sammenkædes så snedigt at livet tager sig målrettet ud; måske findes der en fortælling om alles liv der får det til at ”gå op”, så fortiden harmonerer med nutiden og forventeligt også med fremtiden. Men var dét min hensigt, måtte jeg fravælge og udelade hændelser der stadig rører, skræmmer eller undrer mig. Det vilkårlige, det tilfældige, det rodede
måtte i så fald tones ned. Tilbage er blevet et forløb af episoder og minder, uheld og lykketræf helt uden den ”drivende kraft” som enhver dramatiker angler efter.
Men så længe der er erindringer, er der bevægelse, og alt er midlertidigt. Der er ingen helhed som kan fremlægges velformet og afrundet, ingen slutning, ingen konklusioner. Kun den mulighed at skriftens fortællemodus ikke blot eksponerer det unikt personlige, men også erfaringer, overvejelser, almene oplevelser og erindrede tidsbilleder som en læser genkender sider af fra sig selv.
Hvis de rå, tilfældige, illusoriske eller kaotiske aspekter af et liv ikke i glimt kan forlenes med et opklarende, alment potentiale, vil erindringer som disse næppe løfte sig over det private.
Mørke
Jeg ligger i et loftskammer øverst oppe i en gammel landsbyskole. Det er vinter og dyb nat, alt lys i rummet er slukket, omkring mig er der tæt mørke. Og jeg er bange. Mørkeræd. Men det er ikke mørket der skræmmer mig, det er ikke uhygge, onde ånder, frygten for det uvisse. Rædslen er ganske konkret, jeg er bange for at være blevet blind. Bange for pludselig ikke at kunne se, når lyset igen bliver tændt. Og jeg kan ikke komme frygten til livs, for jeg kan eller tør ikke forlade sengen i det lille natmørke værelse. Jeg ligger i en kravleseng med en slags tremmekant der skal forhindre natlige ekskursioner i søvne. Og kontakten hvor lyset tændes, kan jeg kan ikke nå. Uvisheden vokser som et truende uvejr. Men jeg råber ikke om hjælp. Jeg er en stor dreng, og sandsynligvis vil alligevel ingen høre mig. Og måske er alt som det skal være. Det er det nok.
Om få måneder fylder jeg fire år.
I den alder boede jeg i længere perioder hos min mormor og morfar. Periodisk var min mor i behandling for diagnosen ”dårlige nerver”, senere var hun gravid med min lillesøster, og mit fravær fra familiens skød var be-
grundet i aflastning af min far. Morfar var landsbydegn i det dengang ret tyndt befolkede opland omkring Holstebro. Som enelærer passede han sin dont i en adskilt del af den lange skolebygning – skolestuen udgjorde den ene ende, i den anden holdt lærerfamilien til. Eleverne var delt i to klasser, de yngre og de ældre, og de blev undervist på skift hver anden dag. Mine bedsteforældres seks børn var alle vokset op i dette skolemiljø, og bortset fra den ældste (min mor) og den yngste (en tømrer), var de alle selv blevet skolelærere og havde giftet sig med skolelærere. Som børn sov også de naturligvis i de små, afsides kamre på loftet – mormor og morfar havde soveværelse nedenunder. Men som børn sov de sammen to og to. Ikke alene.
De stråtækte landsbyskolers ofte besungne charme besad Saugstrup Skole ikke, her var intet stråtag, ingen storkerede og ingen tændte vokslys i skolestuen en vintermorgen. Her var neonrør i loftet, og i skolestuens forrum blev man budt velkommen af en lang slidt vaskekumme af emaljeret smedejern og en række koldtvandshaner. I skolestuen kunne en særlig duft altid anes, linoleum, sæbe, kaminrøg og noget ubestemmeligt krydret, måske ovnsværte fra den træfyrede kamin. Jeg oplevede både min morfar og to af min mors søskende som fængslende undervisere ved katederet. Og når eleverne var gået hjem, genlød det tomme lokale af ekkoer – hviskende stemmer, morgensang, morfars tunge skridt bag katederet, dæmpet fnisen, de nervepirrende rids af negle og kridt mod tavlen. På væggen modsat vinduerne hang
et landkort der kunne trækkes ned som et rullegardin. Det lignede en fladtrykt globus og viste alverdens lande frem, og senere, da jeg tidligt begyndte at kunne stave og sætte stavelser sammen, opstod kulørte billeder fra fantasiskabte steder i min forestillingsverden – de fjerne riger på kortet havde navne der lød som trylleord. Og ved hjælp af et atlas rejste jeg vidt og bredt i fantasien, det blev en besættelse at studere landkort og derved se alverdens tider og steder for sig. En besættelse som aldrig helt har forladt mig. Jeg kan stadig bruge timer på at studere et kort over egne jeg næppe nogensinde vil få at se.
Nærmeste nabo var Saugstrup Drengehjem, et bygningskompleks kun adskilt fra skolen af en kæmpestor, kvadratisk gårdsplads der fungerede som skolegård. Forsorgshjemmet var indviet i 1918, oprindelig tiltænkt hjemløse drenge. Men efter krigen blev drenge oftest anbragt med diagnosen ”adfærdsvanskelig”, og selvom de lignede almindelige, lidt ældre drenge, var jeg forment enhver omgang med dem. Min morfar var tilsynsværge for institutionen, han ville nok undgå interessekonflikter. Men resultatet blev at jeg altid var ræd for disse anderledes drenge, i det landlige aftenmørke kunne de finde på at kyse mig med groteske vrængeansigter klemt ind mod vores ruder, mest skræmmende når isblomster bevirkede at ruderne kun var halvt gennemsigtige. Samtidig var drengene naturligvis et stærkt fascinationspunkt, min nysgerrighed gav støt voksende behov for social, kammeratlig kontakt. Men 15