Jubilæumstillæg - DLF 150 år

Jubilæumstillæg

Folkeskolen

Læreren

– fra autoritet til fælleskab

Folkeskolen siden1883 folkeskolen.dk

Tillykke med jubilæet

Lærerens rolle i skolen har udviklet sig markant de seneste 150 år. Men den er ikke blevet mindre vigtig, måske tværtimod. Og opgaven er den samme: At gøre eleverne livsduelige, som lærer Nanna Væver, 29, formulerer det. Hende kan du møde på de følgende sider, hvor du kommer med ind i en almindelig hverdag i skolen anno 2024.

Du kan også møde Mogens, 93, som selv har oplevet udviklingen som lærer og skoleleder siden 1950’erne. Og du kan læse interviews med eksperter, skolefolk og endda statsministeren om lærere og underviseres rolle og historie. Alt sammen i dette tillæg, som vi udgiver i anledning af Danmarks Lærerforenings 150 års jubilæum.

God fornøjelse. Redaktionen

Tillæg til fagbladet Folkeskolen, nr. 5, 2024, i anledning af Danmarks Lærerforenings 150-års jubilæum. Tillægget er udgivet af Fagbladet Folkeskolen ApS med støtte fra Danmarks Lærerforening.

Tillægget er skrevet af journalist Emilie Palm Olesen, emo@folkeskolen.dk Foto af Mogens Jensen og Nanna Væver af Tor Birk Trads

Illustrationer til omslag og side 11/12 af Johan Nord

Redaktør: Karen Ravn, kra@folkeskolen.dk

Ansvarshavende chefredaktør: Andreas Marckmann Andreassen, ama@folkeskolen.dk

Fagbladet Folkeskolen udgives af udgiverselskabet Fagbladet Folkeskolen ApS, som ejes af Stibo Complete og Danmarks Lærerforening.

Fagbladet Folkeskolen Kompagnistræde 34, 3. sal · 1208 Kbh. K Postboks 2139 (1015 Kbh. K) folkeskolen@folkeskolen.dk Tlf.: 33 69 63 00

Man ville hellere give noget af sig selv i stedet for at spille en rolle. Vi er jo lærere og ikke skuespillere.

Mogens Jensen, 93, om sin glæde ved at være sig selv, efterhånden som lærerrollen har udviklet sig.

Den gammeldags autoritet er væk.

Heldigvis er den nye bedre

Der stod respekt om læreren, da Mogens Jensen, 93, begyndte i jobbet. I dag er lærerens rolle under forandring. Læs lærernes, statsministerens og ekspertens bud på den moderne lærer i 2024.

Mogens Jensen er bange. Han er kommet til at give en elev et hårdt dask på siden af hovedet midt i idrætsundervisningen, fordi eleven sagde ”fanden”.

Vi er på landet i Jylland i slutningen af 1950’erne, længe inden spanskrøret og revselsesretten bliver afskaffet i skolen. Et baghåndsdask som det i idrætssalen er almindeligt og fuldt accepteret, ja endda forventet. Men

Mogens Jensen er alligevel ked af sin reaktion. Det skete næsten per refleks, og Mogens Jensen går til sin skoleinspektør for at berette om den uheldige episode.

Elevens far vil sandsynligvis reagere voldsomt, lyder inspektørens advarsel. Måske vil han endda opsøge Mogens Jensen for at give igen, og det bliver med gedigne tæsk, ikke bare en lussing eller et baghåndsdask.

Så landsbylæreren bliver nervøs. Han går hjem og venter. Og han venter, og han venter.

Efter et par dage går han tilbage og siger, at faren altså ikke har været forbi med tæsk. Men så griner inspektøren. Advarslen var ment i sjov.

”Så siger han, at faren sikkert bare har givet sin søn endnu én på hovedet. For havde han fået sådan en af sin lærer, så var det nok fortjent”.

Mogens Jensen er 93 år gammel i dag og sidder i sin havestue i Juelsminde med en kop kaffe og reflekterer

over sin fortid som lærer og skoleleder. Slaget i idrætssalen er ikke noget, han er stolt af. Det er heller ikke noget, han har gjort ofte. Hverken før eller siden.

”Men det er et billede på den enorme respekt, forældrene havde for os lærere. Og tillid. De blandede sig ikke, og de forventede ikke, at man var menneskelig”, fortæller Mogens Jensen.

Mette Frederiksen vil have autoriteten igen

Mogens Jensen brugte ikke korporlig afstraffelse som pædagogisk redskab, og han husker ikke mange lærere, der gjorde det. De lærere, der gjorde det ofte og ligefrem virkede, som om de nød det, skulle aldrig have været lærere, siger Mogens Jensen. Men anekdoten tjener som

Autoritet er ikke noget, man har. Det er noget, eleverne giver til læreren.

Helle Bjerg, skoleforsker, ph.d.

gået galt i forholdet mellem elev og lærer, lyder det.

”Siden 1970’erne har I lærere bevæget jer væk fra katederet og ud i klassen. Godt. For afstanden mellem læreren og eleven var alt for stor. Men den kan også blive for lille”, siger Mette Frederiksen.

Hun citerer skoleforsker Helle Bjerg, der har skrevet ph.d.-afhandling om netop autoriteten hos lærerne:

”Læreren skal på den ene side kunne mestre et ligeværdigt forhold til eleverne. Og samtidig være en autoritet, der siger: Det er mig, der bestemmer. Det er mig, der sætter rammerne. Det er mig, der er skolen”.

”Desværre lykkes nogle lærere kun med det ene. At komme i øjenhøjde med eleverne”, vurderer statsministeren.

Mudret opgavefordeling

Modsat på Mogens Jensens tid er lærerens autoritet altså truet. Det er blevet for almindeligt, at elever og forældre ikke har respekt for lærerrollen. Det ses for eksempel på mængderne og typerne af Aula-beskeder, som lærere beretter om. Det er statsministerens budskab.

Men hvad er det, der skulle true autoriteten? Og hvordan får lærerne den igen?

Helle Bjerg, som Mette Frederiksen citerede i sin tale, er i dag skoleleder på Skolen på Grundtvigsvej på Frederiksberg. Hun har tænkt ekstra meget over autoritetsbegrebet, efter at statsministeren nævnte hende i sin tale. Hun tænkte over det for nylig efter et møde med et lærerteam om en klasse med trivselsudfordringer. Lærerteamet bad om en dag til teamet, hvor de kunne udarbejde individuelle handleplaner til eleverne for at tilgodese hver enkelt elevs behov. Men det gav Helle Bjerg ikke lov til.

”Lærere i dag oplever en forventning om at møde hvert enkelt barn med fokus på barnets trivsel. En forventning, vi er med til at skabe i skolen, og som vi også møder hos forældrene. Men det er en umulig opgave, når man har ansvaret for 25 børn”.

I stedet fik teamet en dag med fokus på at afklare teamets forventninger til sig selv og hinanden.

eksempel på, hvor langt man kunne trække forældrenes tillid.

Cirka 65 år efter Mogens Jensens dask i idrætssalen står Mette Frederiksen på talerstolen i en anden sal og er bekymret for, at forældrenes tillid er blevet for lille. Det er Folketingets åbning, og i sin åbningstale siger statsministeren, at lærerne skal have deres autoritet tilbage. Forældre og elever får en opsang, ligesom samarbejdsplatformen Aula får kritiske ord med på vejen. Noget er

Helle Bjerg nævner eksemplet, fordi det viser, hvordan blikket på eleverne i høj grad er blevet individualiserende og psykologisk. Og det er det, der i disse år kan være med til at gøre lærerens autoritet usikker.

”Meget af det, der er på spil, når Mette Frederiksen kredser om autoritet, bunder i en grundlæggende tvivl

Mogens Jensen, 93, er tidligere skoleleder og -direktør. Som ung lærer i 1950’erne gjorde han noget, han har fortrudt lige siden.

om rollerne. Det er blevet mudret, hvad der er lærerens opgave og forældrenes opgave, og derfor bliver forventningerne umulige at indfri”, lyder det fra Helle Bjerg.

Det hele barn

Autoritet betyder i sin grundform retten til at bestemme over et givent område eller personer. Og Helle Bjerg fortæller, at elementer af det, der gav autoritet på 93-årige lærer Mogens Jensens tid, egentlig er det samme som det, der giver autoritet i dag.

”Autoritet er ikke noget, man har. Det er noget, eleverne giver til læreren. Det handler om, at eleven oplever læreren som retfærdig, at læreren ser eleven og har en oprigtig interesse i at flytte eleven. Sådan var det dengang, og sådan er det stadig”.

Men det svære i dag, lyder det fra skolelederen, er, at læreren i dag skal se eleven som et helt barn og ikke som en elev, hvis primære rolle i skolen er at følge lærerens anvisninger.

I 50’erne havde hverken lærere eller forældre en forventning om, at hver enkelt elev blev set og mødt, eller at læreren skulle tage sig særligt af elever i udfordringer. Læreren mødte eleven som en ophøjet autoritet. Der var hverken bogstavelig eller metaforisk øjenhøjde. Mogens Jensen beskriver det som en maske, man tog på.

”Når jeg gik ind på skolen, tog jeg masken på, og så var jeg lærer og ikke et menneske, som eleverne skulle lære at kende”.

Helle Bjerg understreger, at det er vigtigt ikke at dyrke forestillingen om, at vi skal ”tilbage til dengang”, læreren var en autoritet.

”Blik for motivation og glæde ved at lære var ikke i fokus. Så der var måske ro, men eleverne lærte ikke nødvendigvis noget. De fik lov til at sidde selv med de udfordringer, de måtte have. Det er disciplin, men ikke nødvendigvis autoritet”.

I 70’erne og især i 90’erne blev magtforholdet mellem lærer og elev blødt op. Forventningerne var, at læreren

kunne imødekomme eleverne og gøre undervisningen spændende og relevant. Lærerens autoritet hvilede nu i højere grad på pædagogik og didaktik, siger Helle Bjerg. Siden 90’erne har det hele barn fået lov til at fylde meget mere. En udvikling, både politikere, lærere og forældre har været med til at skabe, understreger forskeren og skolelederen. Og forældrene er samtidig kommet tættere på lærerens og skolens arbejde ved hjælp af Aula og sociale medier.

For lidt elev – for meget barn ”Den mudrede opgavefordeling og uklare forventningsafstemning gør plads til, at lærerens autoritet opleves at smuldre. Læreren skal være en pædagogisk og en didaktisk autoritet, men nu også en psykologisk autoritet. Der er kommet helt uafgrænsede forventninger til, hvad læreren har ansvar for. Det er dér, filmen knækker”.

Helle Bjerg beskriver det som en psykologisering af lærerens arbejde, hvor eleven er for lidt elev og for meget barn.

”Min oplevelse er, at mange forældrekonflikter handler om, at forældrene er frustrerede, fordi læreren ikke ser deres barn på samme måde, som de ser deres barn. Og der skal læreren være bedre til at sige: ’Nej, det er rigtigt, for jeg ser dit barn som elev’”.

Et ændret børnesyn

Heldigvis er Helle Bjerg meget optimistisk, for hendes pointe er, at den position, som nutidens lærer kan indtage som netop en pædagogisk og didaktisk autoritet, er svaret på det autoritetsfald, statsministeren beskriver i sin åbningstale.

Men først skal vi tilbage til havestuen i Juelsminde. Her sidder det tidligere lærerpar Mogens og Inger Jensen. Deres søn og svigerdatter, som også er lærere, er på besøg. De taler om forskellen på dengang og nu. Michael Kolster Jensen og Lotte Josephsen har været lærere i 30 år.

”Det er jo et helt andet børnesyn nu. Da jeg startede som lærer, oplevede man børn som meget mere hårdføre. Og i dag bruger jeg sindssygt lang tid på forældre, der er bekymrede over alt muligt, som de forventer, at jeg skal tage mig af”, siger Lotte Josephsen.

Michael Kolster Jensen kan genkende forældrepresset.

Selvom du står alene i klasserummet, så står du i højere grad på et fælles fundament, hvor skolen eller teamet i fællesskab har besluttet: ”Sådan gør vi her”.

Helle Bjerg, skoleforsker, ph.d.

”Der har været dage, hvor der har været sure mails og utilfredse forældre i én lang række, og jeg har tænkt: Gider jeg egentlig det her mere?”, siger Michael Kolster Jensen, der netop er gået på pension.

Mogens Jensen siger det ikke direkte, men han virker glad for at være forskånet for nogle af de udfordringer, hans søn og svigerdatter taler om.

”Jeg husker ingen af de problemer, som I taler om nu. Dengang var der ingen diskussion om noget som helst, jeg besluttede. Rollerne var klart definerede”.

Selvom der er flere årtier mellem, hvornår de forskellige generationer har været aktive lærere, er de enige om, hvad der giver lærertilværelsen mening.

”Jeg oplevede arbejdsglæde, når jeg fornemmede, at eleverne forstod, hvad jeg sagde. At jeg trængte igennem”, siger Mogens Jensen, og sønnen er enig:

”Noget af det, der har gjort mig stolt som lærer, er, når jeg fik dannet et bånd til en elev. At der var noget, der gik op i en højere enhed, og at eleven fik lyst til at følge med og lære”, siger Michael Kolster Jensen.

Det skal ikke blive en forfaldshistorie

Helle Bjerg er fuld af optimisme på lærerfagets vegne.

”Det her skal ikke blive en forfaldshistorie, hvor alt håb er ude for lærerne. Ligesom vi er blevet klogere på eleven, så er vi også blevet klogere på god undervisning. Det er det, vi skal dyrke og holde fast i”.

Hun peger på, at opgaven i høj grad ligger hos skoleledelsen.

”Forældrene er bedst til at være forældre til deres børn, og lærerne er bedst til at være lærer for deres elever. Den forståelse skal bredes mere tydeligt ud. Alle, og især lærerne, skal gøre det, de er bedst til”.

En positiv udvikling, der også er med til at styrke den enkelte lærers autoritet, er, at lærerne i dag samarbejder i meget højere grad end tidligere.

”Selvom du står alene i klasserummet, så står du i højere grad på et fælles fundament, hvor skolen eller teamet i fællesskab har besluttet: ’Sådan gør vi her’”.

Helle Bjerg understreger, at der skal være plads til professionel dømmekraft hos den enkelte lærer, men valget af tilgange og metoder er i højere grad et kollektivt anliggende. Så både når det går godt, og når det går galt, så sker det sammen med nogen.

”Så historien om lærerens autoritet er i høj grad historien om læreren, der træder ned fra et kateder i ophøjet ensomhed og ind i et stærkere kollegialt og professionelt fællesskab. Og det er da i den grad værd at fejre”.

På Mogens Jensens tid var man alene, når det gik galt. Lærerteam var ikke opfundet endnu. Men selvom normen dengang var, at læreren stod alene som ophøjet autoritet med ”lærermasken” på, kunne Mogens Jensen da godt efterhånden se, at det gav mening at tage den af.

”Vi blev jo klogere. Man ville hellere give noget af sig selv i stedet for at spille en rolle. Vi er jo lærere og ikke skuespillere”. ˟

Mette Frederiksen:

Vi skal turde give klasseværelset tilbage til dem, der er uddannet til det” ”

Statsminister Mette Frederiksen vil have både forældre og politikere til at finde tilliden til lærerne frem. Hun understreger i en kommentar til Folkeskolen, at den danske folkeskole gør rigtig meget rigtig godt, men at det kan blive endnu bedre:

”En forudsætning for en bedre folkeskole er, at vi får skabt mere ro i klasseværelset. Og at vi har en større respekt om lærerne som en autoritet. Respekt for, at lærerne ved noget og kan noget.

Det gælder os forældre, der skal stole på, at lærerne ved, hvordan klasselokalet og undervisningen skal håndteres. Og det gælder os politikere, der skal skrue ned for den centrale styring af folkeskolen”.

Mette Frederiksen peger på den nye folkeskoleaftale som en del af det arbejde.

”Vi er også blevet enige om at skabe nogle bedre rammer for brugen af Aula. Og så giver vi meget mere frihed til den enkelte lærer og fjerner ni ud af ti af de mål, som lærerne i dag skal forholde sig til. Vi skal turde give klasseværelset tilbage til dem, der er uddannet til det”.

”Jeg bilder ikke mig selv ind, at aftalen løser alle problemer. Men jeg tror, den vil give os en folkeskole med mere lokal frihed, respekt om vores lærere og trivsel hos eleverne”, skriver statsministeren.

Hvornår holdt klasseværelset op med at være en forlængelse af kirken, og hvornår begyndte kampen om lærernes arbejdstid?

Det er 150 år siden, lærerne stiftede deres egen forening, og i den anledning dykker vi ned i nogle af de vigtigste kampe om skolen.

10 vilde kampe om skolen, lærere har kæmpet

før dig

Klasseværelset har været genstand for magtkampe i lige så mange år, som der har siddet elever på rækker og en lærer foran tavlen.

For hvad skal lærerne lære vores børn? Danmarks børn, dem, der skal skabe fremtidens – forhåbentlig bedre – samfund? Politikerne, præsterne, forældrene og erhvervslivet har gennem tiderne stået i kø for at få indflydelse på skolen og lærerne, og det har ført til iltre diskussioner og store slag.

For præcis 150 år siden oprettede lærerne en forening. I første omgang var det løn og arbejdsvilkår, lærerne ville ændre, men hurtigt fik foreningen mere magt og reel indflydelse på skolepolitikken. Og ofte med stor succes, siger professor Ning de Coninck-Smith, skolehistoriker ved Aarhus Universitet.

”I nogle perioder har DLF kunnet gå på vandet, fordi samarbejdet var så tæt med ministeriet. Og det er også blevet forventet, at lærerne skulle have mening og indflydelse på skolen. På den måde har DLF fået en helt anden rolle, end for eksempel magistrene eller Djøf har i forhold til indflydelsen på universiteter”, siger historikeren.

Lærerne organiserer sig 1874

Selvom der rundtomkring i landet findes over 100 små lokale, mere eller mindre officielle foreninger for lærere, er det 4. maj 1874, at grupperne samles, og Almindelig Forening for Landsbyskolelærere bliver stiftet. I 1876 bliver bylærerne også accepteret i foreningen, og navnet skifter til Danmarks Lærerforening.

På det allerførste bestyrelsesmøde er det lønnen, som løber med opmærksomheden og Lærerforeningens allerførste faglige kamp. En kamp, der især bliver kæmpet de følgende 25 år.

1908 Nej tak til betaling i rug og jord

Forestil dig at gå på juleferie med den søde fornemmelse af at skulle forbi chefen for at hente din årsløn. Foruden lærerens jordlod med plads til to køer og seks får består lønnen af seks tønder rug og ni tønder byg samt værdien af 25 tønder byg.

Efter 25 år med lærernes løn som vigtigste formål lykkes det Lærerforeningen at komme væk fra aflønning hovedsageligt i korn og naturalier. En ny lønningslov fra 1908 giver nyansatte lærere en mindsteløn på 900 kroner om året – 700 kroner for lærerinder.

Ligeløn mellem kønnene bliver ikke opnået før 1919. Et forslag om at kæmpe for ligeløn bliver på et DLF-møde i 1917 stemt ned med 1.821 nej-stemmer mod 1.250 ja-stemmer. Langt hovedparten af de delegerede var mænd. Det er lærer og DLF-bestyrelsesmedlem Thora Pedersen, der baner vejen for ligeløn mellem kønnene, men også andre lærerinder, blandt andre Eline Hansen, er kendt for at kæmpe for kvinders og pigers rettigheder både i og uden for skolen.

Kirken slipper taget i skolen

1930’erne

Skolen skal danne gode, kristne borgere. Sådan har skolens formål lydt i flere hundrede år. Men i 30’erne sker der flere vigtige ting, som gør skolen og lærerne mere fri af kirkens kontrol og indflydelse.

For det første kan Danmarks Lærerforening fejre, at den årelange kamp for at gøre skolen fri af kirkeligt tilsyn endelig vindes. Nu skal kirkens repræsentanter ikke længere være den primære kontrolinstans.

”Det er et vigtigt nybrud for lærerne, der på ingen måde synes, at et kirkeligt tilsyn er relevant. De vil have faglige tilsyn, som er udtryk for en gradvis professionalisering af lærergerningen. Lærerne bliver langsomt mindre konservative, og selvom de fleste stadig er troende, mener de ikke, at tilsynet skal føres af kirken, som jo har en helt anden dagsorden”, siger Ning de Coninck-Smith.

Det kirkelige tilsyn medfører også, at biskoppen har magten til at afskedige lærere, hvilket ifølge Lærerforeningen fører til flere uretfærdige afskedigelser.

Det er dog ikke før 70’erne, at kristendommen skrives helt ud af skolens formål.

For let at blive lærer

1960

Det er for let at blive lærer. Det mener både lærerne selv og politikerne. Derfor har DLF i årevis kæmpet for en bedre læreruddannelse. Ja, faktisk var det på dagsordenen ved nogle af de allerførste bestyrelsesmøder. Pres fra DLF udmønter sig i seminarieloven fra 1930 og etableringen af lærerhøjskolen i 1945. I 1966 kommer der endelig en ny læreruddannelse, hvorefter der kræves studenter- eller HF-eksamen for at komme på seminariet.

På trods af modstand fra DLF-formand Stinus Nielsen beslutter repræsentantskabsmødet i 1961 at oprette ”en særlig fond” til konfliktformål. Alle medlemmer betaler 15 kroner om året til fonden. Ved lockouten i 2013 er der 2,3 milliarder kroner i DLF’s særlige fond.

Den moderne skole

Med den radikale Kristen Helveg Petersen i spidsen bliver en ny skolelov og den efterfølgende Blå Betænkning en betydelig omvæltning i måden at tænke skole på.

Den Blå Betænkning introducerede blandt andet mere praktisk læring og fokus på elevernes personlige udvikling, et opgør med udenadslære til fordel for mere tværfaglighed og gruppearbejde.

”Den Blå Betænkning kommer på et tidspunkt, hvor samfundet har mere overskud. Børn skal ikke ud at arbejde – børn er børn. De skal ikke bare sidde og være passive modtagere af undervisningen, de skal høres og deltage”, siger Ning de Coninck-Smith.

Danmarks Lærerforening med formand Stinus Nielsen i spidsen spiller en central rolle. Samarbejdet med Kristen Helveg Petersen sikrer, at de nye bestemmelser og anbefalinger kommer ud at leve på skolerne, og at lærerne også oplever sig inddraget.

Som lærer Ib Holdt siger om omvæltningen i Thorkild Thejsens bog ”Lærernes kampe – kampen for skolen”: ”Vi var begejstrede og arbejdede seriøst med den nye pædagogik. Vi troede på den nye, spændende skole”.

Afskaffelse

af spanskrøret

Åh nej. Til stor frustration for Danmarks Lærerforening bliver spanskrøret og retten til fysisk afstraffelse afskaffet ved lov i hele landet i 1967.

”Lærerne kæmpede til det sidste for spanskrøret”, stod der på forsiden af Socialdemokraten dagen efter lovens vedtagelse.

”Der er flere grunde til, at mange lærere ville beholde spanskrøret. For det første var den socialøkonomiske afstand mellem lærere og elever stadig meget stor nogle steder. Man ville helt fysisk kunne holde eleverne, som kom fra helt andre vilkår end lærerne, i skak. Og for det andet var spanskrøret en vigtig måde at udstråle autoritet på”, siger Ning de Coninck-Smith.

Den allerførste storstrejke

1975

Islandske sweatre og klassens time. Det er i sandhed nye tider for folkeskolen. Med Ritt Bjerregaard som minister skriver en ny folkeskolelov det kristne element helt ud af formålsparagraffen. Nu skal eleverne ”forberedes til medleven og medbestemmelse i et demokratisk samfund”. Samtidig forlænges undervisningspligten fra syv til ni år.

Men sideløbende med lærernes voksende frihed og selvbestemmelse vokser en mistillid fra det omkringlig gende samfund. Hvad lærer de egentlig vores børn? Og hvor mange timer underviser de?

Myten om den indoktrinerende, venstreorienterede lærer, der arbejder halv tid på fuld løn, vil ikke dø. I 1970’erne gennemfører lærerne deres allerførste strejke, og det er på baggrund af økonomiminister Per Hækkerups udtalelse i TV Avisen 21. marts 1973: ”… jeg vil da ikke nægte, at det betyder, at lærerne skal bestille mere inden for deres normale arbejdstid”.

Chok til selvforståelsen

1994

En international læseundersøgelse giver i 1994 danske børn dumpekarakter. Vores 3.-klasser læser væsentligt dårligere end tilsvarende børn i de øvrige nordiske lande. Undersøgelsen er et chok for lærernes selvforståelse, og syv år senere bekræfter den første Pisa-undersøgelse de bange anelser om elevernes niveau.

”Med Pisa sker der for alvor et skifte i omverdenens syn på lærerne, og politikerne får behov for at styre og have kontrol på et andet niveau end før”, siger Ning de Coninck-Smith.

Sideløbende bliver UFØ-aftalen rullet ud. Lærerens tid skal nu opgøres i undervisning (U-tid), forberedelsestid (F) og øvrig tid (Ø). Det bliver bureaukratisk, og næsten alle lærere oplever det som en uvelkommen indblanding. Mistilliden kulminerer ved Folketingets åbning i 2003, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen ytrer sin utilfredshed med skolen og lærerne:

”Det er, som om indlæring af faglige færdigheder er blevet nedprioriteret til fordel for at sidde i rundkreds og spørge: ’Hvad synes du selv?’”

Lærere på over halvdelen af skolerne i Danmark nedlægger arbejdet fuldstændig ud af det blå for sekretariatet i Danmarks Lærerforening.

Lærerne får nej til at få forbedret deres tjenestetidsaftale, og i 1981 vedtager foreningens kongres den berømte sætning om at ”fralægge sig ansvaret for folkeskolens udvikling”.

Lærerne lockoutes

2013

I tiden op mod 2013 stiger presset fra kommuner og stat for et opgør med arbejdstidsaftalen i lærernes overenskomster, men det vil lærernes organisationer ikke være med til. Den 1. april 2013 iværksætter arbejdsgiverne en landsdækkende lockout af lærerne.

Efter fire uger griber regeringen ind, og lørdag den 26. april vedtager et bredt flertal på Christiansborg lov 409, der i det store og hele følger arbejdsgivernes ønsker. Ifølge lov 409 tæller arbejdstiden, fra læreren møder på skolen, til man tager hjem igen.

Lockouten er blevet kaldt kulminationen på flere årtiers mistillid til lærerne, og forløbet er beskrevet som en uærlig manøvre udtænkt i Finansministeriet for at kunne finansiere politikernes folkeskolereform. Som daværende formand Anders Bondo Christensen skrev i et indlæg i Altinget i anledning af tiårsjubilæet for lockouten:

”Der var ikke tale om et uheldigt sammenfald. De arbejdstidsbestemmelser, lærerne blev påtvunget gennem regeringsindgrebet, var, som Claus Hjort påpegede det, ganske enkelt forudsætningen for, at reformen kunne gennemføres. Der var derfor heller ikke tale om kuldsejlede forhandlinger. For der var slet ikke forhandlinger”.

Folkeskolereformen betyder flere timer og længere skoledage til alle elever. Der indføres også mere idræt/ bevægelse og obligatorisk lektiehjælp i skolen. Endelig kommer der en præcisering af de Fælles Mål for alle fagene, som i høj grad får karakter af læringsmålstyring.

Sammen om skolen.

Igen

Med nye ansigter hele vejen rundt om bordet lægger undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil i marts 2021 an til en ny samarbejdende kurs i forhold til lærerne, partnerskabet ”Sammen om skolen”. En styregruppe med KL’s udvalgsformand, Thomas Gyldal Petersen, DLF’s formand, Gordon Ørskov Madsen, skoleledernes formand, Claus Hjortdal, og ministeren selv skal genetablere en dagsorden om at udvikle skolen i fællesskab.

Samarbejdet bliver kaldt et nybrud og en reparation af de sår på tilliden, der blev skabt i 2013.

”Det er første gang i mange år, at vi står fuldstændig samlet alle skolens parter og peger i samme retning –forældrene, eleverne, KL, skolelederne, BUPL og os selv. Der skal en stærkere finansiering af folkeskolen til. KL er begyndt at lave analyser på den her baggrund på eget initiativ og på fælles initiativ. Og der står vi bare meget bedre, når vi står samlet”, sagde Gordon Ørskov Madsen for nylig til folkeskolen.dk

Foto:

↑↑ Anders Fogh på side 11: Thorkild Amdi/Scanpix

↑↑ Per Hækkerup på side 11: Folketingets Bibliotek

← Lockoutbillede: DLF/Folkeskolen

↑ PRT og GØM: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

I Esbjerg var man for længst tyvstartet, men hvornår blev det obligatorisk for kommunerne at have børnehaveklasser?

A: 1969

B: 1979

C: 1999

I 60’erne var samarbejdet så tæt mellem ministeriet og DLF-toppen, at særlig ét frokostmøde mellem undervisningsministeren og Stinus Nielsen er blevet husket for den særlige måde, der blev skrevet referat på. Hvor blev referatet skrevet?

A: På en serviet

B: På en lånt blok fra en journalist

C: På et postkort

I 2006 kom en ny skolelov, som DLF ikke havde haft indflydelse på, der blandt andet indeholdt krav om nationale test og obligatoriske elevplaner. DLF var ikke begejstret for loven og kaldte resultatet tankpasserpædagogik. Hvem var undervisningsminister, da loven blev vedtaget?

A: Tina Nedergaard

B: Bertel Haarder

C: Ulla Tørnæs

TILLYKKE MED DE

Siden foreningen blev oprettet i 1874, har der kun været én kvindelig formand:

A: Thora Pedersen (sad kortvarigt som formand fra 1919 til 1921, efter at hun lykkedes med at bane vejen for ligeløn mellem kønnene)

B: Ritt Bjerregaard, formand fra 1966 til 1970, hvor hun blev valgt ind i Folketinget

C: Anni Herfort Andersen, formand 1995-2002, blev afløst af Anders Bondo Christensen

Eleven Sarah skal lige vågne, inden lektionen begynder, og lærer Nanna Væver har som altid tid til et grundigt kram.

En af de gode dage

Lærer Nanna Væver vil gerne skabe et stærkere fællesskab i sin nyligt sammenlagte specialklasse. Kom med ind i den almindelige hverdag for en lærer anno 2024.

Nanna. Nanna. Nannaaaaa.

Klokken er omkring 8.45, og dansktimen er i gang. Det er læreren, 29-årige Nanna Væver, der bliver råbt på stort set hvert minut.

Flere af de små råb om hjælp kommer fra Victoria på ti år. Hun er utilfreds med, at makkeren Emilia har fået lov til at skrive et engelsk ord ned i opgavebogen – cat – når hun selv havde været omhyggelig med at fylde bogen ud med danske ord. Lydniveauet fra de to pigers bord stiger, og Nanna Væver bliver kaldt over for at afværge konflikten.

”Det er snyd, jeg måtte ikke skrive engelske ord, og nu går det meget hurtigere for Emilia, end det gjorde for mig”, klager Victoria, der med mundvigene vendt nedad kigger forurettet på Nanna Væver.

”Men så skal du jo bare være glad for, at du har udfyldt siderne, fuldstændig ligesom man skal”, svarer Nanna Væver med rolig stemme.

Victoria lyser op. Argumentet er godtaget.

Nanna Væver underviser i dansk, historie og valgfag i 3./4.j på Dalumskolen i Odense. Oprindeligt to specialklasser, der efter sommerferien blev lagt sammen til én og nu er en ”sød, men udfordrende broget flok”, som Nanna Væver beskriver de 11 elever.

Da Folkeskolen beder om at få lov til at komme med hende på arbejde en helt almindelig dag, er det med en advarsel om, at alt – eller intet – kan ske.

”Man ved aldrig med de her elever. De kan tænde hinanden af, eller de kan reagere negativt på noget, vi ellers

har gjort hundrede gange før. Og så kan der opstå kaos. Omvendt kan de være helt rolige, når der sker uventede ting. Det er umuligt at forudse”, siger Nanna Væver.

”Derfor arbejder vi meget med fællesskabsfølelsen, så klassen er et rart sted at være”.

Fredagsboller

Det afgørende spørgsmål for Nanna Væver, når hun møder ind hver morgen, er, om hun får succes med sin undervisning i dag. Om eleverne samarbejder. Om de har lyst til at lære noget. Om de har sovet godt og er veloplagte, eller om Nanna Væver skal bruge dagen på at tackle konflikter og trøste.

”Eleverne er sensitive og kan let trigge hinanden. Det er relativt tit, jeg må sige: Jeg ville gerne lære de her elever noget dansk, men det kan jeg bare ikke i dag”, siger hun.

Tidligere på ugen stod Nanna Væver i en historielektion og læste højt. Noget, der plejer at kunne skabe ro, men også det modsatte. Denne gang var det modsat. Eleverne stak til hinanden, de begyndte at råbe, og hver gang Nanna Væver fik ro til at læse videre, opstod der tumult igen. Pludselig sad ingen stille, og lydniveauet blev ubærligt. Så måtte Nanna Væver gå til plan B. At sætte en film på. Men ikke engang det kunne de samles om. Efter nogle forsøg fik eleverne lov til bare at sidde med deres chromebooks.

”Til sidst blev formålet at få stilhed. Det er det ultimative kontroltab og en følelse af magtesløshed. Og eleverne kan se, at man bliver desperat. Det føles hårdt for moralen. Som lærer vil man gerne flytte nogle elever og gøre en forskel, og det kan være svært at få øje på nogle gange”, siger Nanna Væver.

Det er tid til ”1’er-mad”, og fredagsboller er et af Nanna Vævers teams nye initiativer, der skal styrke fællesskabet og dermed roen. Hver fredag skal en af eleverne

have boller med til de andre, og i dag er det Sarahs tur. Pædagogen Teresa Hald hjælper med at skære og smøre de hjemmebagte boller, og imens sætter Nanna Væver et spil ”galge” i gang på tavlen.

”Kaffekop” er ordet i første spil, og det kræver næsten en hel hængt mand for eleverne at gætte. Nu vil Victoria stå for ordet, for hun har et godt ét. Hun og Nanna Væver lister uden for døren for at aftale det. Det tager lang tid, før de andre gætter ordet. De andre gætter på ”Snestorm” og ”Snefnug”, som er navnet på to af Victorias kaniner. Victoria fryder sig over sine klassekammeraters gæt, der kun bevæger sig længere væk fra det rigtige svar. Hun tager sig til hovedet og virker til at være ved at eksplodere over ikke at måtte sige svaret. Da uret siger frikvarter, må Victoria endelig afsløre ordet. ”Pingvin”. ”Tænk, at I ikke kunne gætte det!”

Når problemet ikke er et problem længere

I frikvarteret bagefter ordner Victoria og nogle af de andre piger hår på Nanna Væver, der bruger anledningen til at lukke øjnene og slappe af. Victoria fortæller, at hun gerne vil være lærer, når hun bliver stor. Ligesom Nanna.

”Men ikke helt ligesom Nanna, for jeg er meget skrappere end hende. Så jeg ved ikke, om børnene kommer til at synes, at jeg er sød”, siger hun.

Victorias temperament kan nogle gange løbe af med hende, siger Nanna Væver. En leg som galge kunne have været meget svær for hende for bare nogle måneder siden. Hun er en ”bestemt ung dame”, der godt kan lide at have ordet. Det er dejligt og giver energi, men det kan også give udfordringer i et fællesskab.

”Hun kan godt komme til at afbryde og være lidt hård ved de andre elever, hvilket gør dem sure eller kede af det. Der kan komme konflikter”, siger Nanna Væver, der fortæller, at hun og teamet har haft et tæt samarbejde med Victorias mor om at give Victoria flere sociale værktøjer.

Det med at snakke er noget, der er kommet senere, for i Victorias første år var hun meget stille. Det fortæller Christina Fjordhauge, Victorias mor.

”Det kom lige pludselig, det snakketøj. Og det var jo et problem for hende, hun kunne komme til at støde de

Det er den fedeste følelse, når man kan rose sine elever for noget, de ellers kan have rigtig svært ved.

Nanna

Væver

Victoria i den lyserøde jakke og Sarah synes, det er hyggeligt, når de voksne vil lægge hår til skønhedssalon og øre til en god snak.

andre børn fra sig. Frikvartererne blev også en udfordring for hende”, fortæller Christina Fjordhauge.

Nanna Væver indførte et system, hvor hun diskret satte en streg på en lap på Victorias bord, hver gang Victoria afbrød, eller når hun talte uden at have fået ordet. Ved siden af stregerne lå et piktogram, der illustrerer en hånd, der er oppe.

”Jeg tror, det taler til konkurrencemennesket i Victoria. Det var en overraskende god motivation for hende. Victoria vil gerne gøre det bedste, hun kan, så derfor går hun meget op i ikke at få røde streger”, siger Nanna Væver.

I dag er der ikke behov for røde streger. Victoria afbryder næsten ikke. Nu går det også bedre i frikvartererne, hvor Victoria altid har nogen at lege med.

Christina Fjordhauge er taknemmelig for Nanna Vævers arbejde med Victoria.

”Når Victoria kommer hjem og fortæller, at hun har fået ros for ikke at afbryde, så lader hun, som om hun er ligeglad med komplimentet. Men man kan alligevel se, at

det varmer hende. Og så varmer det selvfølgelig mig”.

”Som forælder kan man jo prøve at skabe et godt grundlag, men det er jo Nanna, der er sammen med hende det meste af dagen og skal håndtere udfordringerne”.

Denne fredag har Victoria deltaget i undervisningen, som hun plejer, men ikke afbrudt. Det tænker Nanna Væver på som et meget stort fremskridt.

”Indimellem kommer jeg til at tænke på noget, der var et stort problem for et halvt år siden, og jeg opdager, at det faktisk ikke rigtigt er der mere. Sådan er det lige nu med Victoria; ’gud ja, det problem har vi faktisk løst’. Det er den fedeste følelse, når man kan rose sine elever for noget, de ellers kan have rigtig svært ved”.

En lille familie

Senere på dagen til teammøde. Nanna Væver, Teresa Hald, læreren Anida Halilovic og matematiklæreren

Lasse Jensen er med. De taler om de igangværende skole-hjem-samtaler. Egentlig er samtalerne ikke officielt gået i gang endnu, men mange af forældrene har haft samtaleforløb med lærerteamet alligevel, fordi deres børn har haft særlige udfordringer i klassen. Teamet færdiggør sammen et Aula-svar til en forælder, der har

Stopuret viser minutterne i rødt, så eleverne kan følge med i, hvor lang tid de har tilbage af den aktivitet, de er i gang med.

nogle spørgsmål til en episode i klassen, som vedkommendes barn var blevet ked af.

Mere muntert begynder teamet at planlægge lejrskolen til Langeland. Det bliver helt sikkert interessant, siger Nanna Væver.

”Lejrskole kan gå begge veje. Det kan give eleverne noget fri fra de vante rammer, og så sker der noget magisk, og presset er ikke så stort. Men de uvante rammer kan også give anledning til mange konflikter og uro. Det gode kan også blive det svære. Men jeg glæder mig meget”, siger Nanna Væver.

Dansk- og historielæreren vil gerne på Langelandsfortet. Teresa Hald vil gerne se vilde heste. Sammen får de googlet sig frem til, at der ligger en minigolfbane tæt på det sted, de skal bo.

”Det kunne da være genialt”, siger Nanna Væver.

”En sjov og hyggelig dag for hele familien”, læser Teresa Hald op fra hjemmesiden.

”Det er lige os”, siger Lasse Jensen.

Efter teammødet reflekterer Nanna Væver over ugen, der er gået. Hun synes, den har været rolig, og det giver større succes med selve undervisningen.

”Og så øver jeg mig i at huske, at der heldigvis er ting, der er vigtigere end dansk og matematik. Vi må først og fremmest gøre eleverne livsduelige. Og det er netop kompleksiteten i lærergerningen, som gør mig meget stolt af min profession”. ˟

At Danmarks første kvindelige minister var undervisningsminister? Faktisk verdens første af slagsen! Hun hed Nina Bang og blev minister i 1924.

At Danmarks Lærerforening i 1961 oprettede en særlig fond til konfliktformål, og at medlemmerne hver skulle bidrage med 15 kroner om året?

At den længst siddende formand har været Anders Bondo Christensen? Han var formand i 18 år. Den næstlængst siddende formand var Stinus Nielsen, der var formand i 16 år fra 1956 til 1972.

At landsbylærere i mange år var tvunget til at deltage i kirketjeneste, og at det gav ti rigsdaler om året? Det var dog ikke en opgave, de kunne sige nej til.

I 144 år har vi forsikret lærere

Det hele startede i 1880 på Møn, hvor førstelærer Carl Simonsen fandt på idéen til at danne en brandforsikring for lærere. En forsikring, der var billigere – hvis lærerne stod sammen

En medmenneskelig og gensidig tilgang var i fokus, og det er den stadig i dag, i allerhøjeste grad. For vores medlemmer kommer altid først. Lærerstandens Brandforsikring er fortsat medlemsejet og tilbyder i dag forsikringer til lærere, undervisere og pædagoger og flere andre faggrupper.

Skal vi også forsikre dig?

år

Hvilken lærer gjorde en forskel i dit liv?

Tak for at mingoreverden stOrre

fagligt inspirerende, åbnede vores syn på om verdenen, fik fællesskabet til at vokse og hjalp til at finde en vej gennem livet.

I anledning af 150-års jubilæet for Danmarks Lærerforening vil vi gerne fejre de mange lærere, som har gjort en afgørende forskel gennem tiden.

på sociale medier – afslut med #KæreLærer

Historien om lærerens autoritet er i høj grad historien om læreren, der træder ned fra et kateder i ophøjet ensomhed og ind i et stærkere kollegialt og professionelt fællesskab. Og det er da i den grad værd at fejre”.

Helle Bjerg, skoleforsker, ph.d.