TORVE OG PLADSER

De store byrum var helt fra starten et centralt og retningsgivende element i Nørgård og Koppels planer. Torvene og pladsernes placering og længderetning følger Esplanaden, som de ligger parallelt med. De skaber et rumligt og orienteringsgivende hierarki i planens grid. Ideen var, at:

Helt fra de første dispositionsskitser tegner torve og pladser i kraft af deres placering og dimensionering forskudte rumlige sekvenser i planens længderetning. Disse ses idag særligt tydeligt på den vestlige side af Esplanaden. Både torve og pladser var i udgangspunktet karakteriseret ved at være af en vis størrelse, og ved at de oprindeligt var tænkt oparbejdet med, hvad man anså for at være en bymæssig karakter, både hvad angår deres beplantning, belægning og øvrige indretning.

Torve.

Hver kvadrant blev fra starten udstyret med et centralt torv (disse er på kort markeret med sort skravering). Torvene har navn efter den ingeniørretning, som havde til huse i den pågældende kvadrant. Bygningstorvet, Kemitorvet, Matematiktorvet og Produktionstorvet. Hvert af disse torve var tænkt at skulle fungere som forsamlingspladser, og livet i byrummet skulle tydeligvis komme fra de aktiviteter, der fandt sted i byrummene, snarere end at reflektere aktiviteterne inde i bygningerne. Dette ses ved, at mange af de bygninger, som grænser op til torvene, kun i begrænset omfang var orienteret mod torvene. Mange steder defineres byrummene af lukkede gavle og facader. Det er i hovedreglen kun foyer- og/eller ankomstrum, der henvender sig aktivt mod torve og pladser, bortset fra ved Bygningstorvet, hvor der er dobbeltdøre direkte ud til torvet fra auditoriet. Auditorier og undervisningsrum var i den oprindelige plan således primært orienteret mod haverum og ikke mod torve og pladser.

Torvene var i udgangspunktet planlagt med hver sit særpræg og skulle følgelig beplantes med hver sin træsort. I en artikel i Havekunst 1960 foreslår Ole Nørgård dem beplantet med henholdsvis plataner, lind, hestekastanje, hvidtjørn og skovfyr. Men ingen af dem fremstår med det oprindelige præg. Torvene blev allerede i 1961 re-programmerede fra primært at være opholds- og samlingsrum til at være parkeringspladser. Beplantning og belægninger, byrumsinventar og tekniske løsninger med videre er sidenhen flyttet ind og ud, fordi flere af torvene i lange perioder har været brugt til byggepladsaktiviteter. For eksempel har Kemitorvet i forbindelse med opførelse af nyt byggeri (bygning 202 og 220),været afskærmet, og den oprindelige træbeplantning fjernet.

Pladser.

Pladserne orienterer sig i al hovedsag også i planens længderetning. Disse byrum har for hovedpartens vedkommende den kvalitet, at de løbende har kunnet re-programmeres, efter behov. Men da behovet i mange år primært har været parkering, er det kun få af pladserne, der er designet med et individuelt særpræg. Kun en enkelt af pladserne er realiseret efter tegninger af Nørgård. Dette er forpladsen til bygning 101, og den er på mange måder undtagelsen, der bekræfter reglen, fordi Nørgård her afviger fra de principper, som blev udviklet i samarbejde med Koppel. Arkitekturen er rigt artikuleret og ikke kendetegnet af samme ydmyghed, som i øvrigt gør sig gældende for byrum og bygninger. Forpladsen er det eneste sted på campus, hvor vi finder en nedsænket p-plads – denne følger planens tværretning – og ikke planens længderetning, og det samme gælder træbeplantningen. Oppdalskiferen er brugt til støttemurene, men disse har her andre højder og udformninger end på campus i øvrigt.

Bygninger opført i perioden 1960-1980, markeret med sort. (Disse følger den oprindelige struktur). 1:8000. Kort viser hovedgrebene per idag, undtaget Koppels vandtårn, som er revet ned. Kortunderlag er situationsplan 2021/22, arkiv DTU CAS.

Den oprindelige bebyggelsesplan lægger op til, at bygningsblokkene kobler sig vinkelret på de to hovedakser og på den flade, de er opført på. Hvor en bygning er anlagt ved et terrænspring, indoptages dette i bygningen. Bygninger tegnet af Koppel var søjle-plade konstruktioner, der skulle kunne masseproduceres. Materialevalget var enkelt og gedigent. Betonelementerne var dels præfabrikerede og dels støbt på stedet. Facader er overvejende i gule tegl med horisontale sorte vinduesbånd i træ. Der arbejdes med to bygningstypologier: normal- og specialbygninger. Programmet for disse afspejles både i de konstruktive principper og i materialevalget. Så selv om Koppels bygningers arkitektur overalt var født med nøgternt og relativt enkelt udtryk, har specialbygningerne både i overført og bogstavelig forstand højere til loftet end normalbygningerne.

Normalbygningerne, af hvilke der blev opført 25 i Koppels embedsperiode, er parallelt liggende, længdeaksiale bygninger på 50 eller 100 meter, hvis lukkede blankmurede gavle konsekvent orienterer sig mod planens store by- og gaderum. Tagene er flade, og etagehøjden overstiger aldrig tre etager, sidstnævnte var så bebyggelsen ikke skulle kunne ses fra Eremitagen, og så bygningerne ikke skulle skygge for hinandens lysindtag. Enkelte bygninger blev forsynet med en lav tilbagetrukket tagetage. Bygningsblokkenes langsider er bygget op over et enkelt facadesystem med tilbagetrukne søjler bag. Vinduerne har overalt trærammer i sortbejdset træ. Hvor de optræder i bånd, krones de af rå betonoverliggere. Facadernes brystningspartier er i tegl.

Inden byggeriet blev sat i gang, testede man en række forskellige typer tegl før man landede på en lokalproduceret gul teglsten fra teglværket Sølyst i Nivå, som foruden at leve op til de tekniske specifikationskrav, kendetegnedes ved at være “særligt karakterfuld”. Teglen bruges både ude og inde.

Indgangspartierne blev i tiden under Koppel konsekvent udskilt fra normalbygningerne. Der blev udviklet en standardløsning, hvor indgangspartier blev udformet som selvstændige, let eleverede pavilloner i beton og træ, der kobler bygninger med terræn. Inspirationen er tydeligvis hentet på IIT hos Mies Van der Rohe. Indgangspartierne blev i udgangspunktet alle forsynet med røde bagvægge, hvor bygningens nummer og navn kunne stå. Det lette pavillonmotiv blev gentaget i de forbindelsesgange, som mange steder på campus etableredes mellem normalbygninger. Disse forsynedes dog også med glas, så brugere kunne og fortsat kan bevæge sig tørskoet mellem bygningerne. Specialbygningerne på campus var i udgangspunktet opført til udadvendte, serviceorienterede funktioner. De rummer den dag i dag administration, bibliotek, idrætshal, auditorier og kantiner, samt værksteder og forsøgshaller. Her arbejdedes der i nævneværdig grad med at etablere en sammenhæng mellem ude og inde og med at løfte kvaliteter fra have- og gårdrum ind i bygningerne. Stedsidentitet er skabt af de rumlige sekvenser, trappeløbene, materialevalgene og kunsten. Et hovedprincip i Koppels plan og programmering af bygninger er, at lokaler til undervisning (audiorier/laboratorier og værksteder) og kontorfunktioner er afskærmede og næsten altid orienteret mod haverum.

DTU’s oprindelige arkitektur er formet af det arkitektursyn, som gennemsyrede Koppels arkitektoniske produktion fra start til slut. Et citat fra et interview om den arkitektur, de foretrækker, bragt i det græske tidskrift Arkitektonike kan derfor godt stå som en anvisning både for, hvordan der er bygget på DTU, men samtidig hvordan der fremover skal bygges på DTU Lyngby Campus – i hvert fald såfremt de arkitektoniske præmisser, man startede ud med, fortsat skal følges.

”Det liv, der skal leves i en nutidig bygning, vil rumme større skønhed, hvis det udspilles på en baggrund af enkle linjer og et beskedent materialevalg. Og i de fleste tilfælde vil en bygning af rustikke materialer være den, der er bedst rustet til at overleve tid og klima”29

Grønne rum/anlæg Grønne rum og haverum Gårdrum

Træer

Kort med grønne rum, have-, gårdrum og træer på DTU. Lyngby Campus. 1:8000. Kort viser hovedgrebene per idag. Kortunderlag er situationsplan 2021/22, arkiv DTU CAS.