Udvikling af campus’ arkitektoniske principper og processen

Kompositionsprincippet fra den første idealplan blev fastholdt i den plan, som realiseredes, hvilket indebar, at campus blev bygget op over to krydsende akser. Konceptet blev skærpet over tid. Y-aksen løber i nord-syd-gående retning – parallelt med Helsingørmotorvejen – og er anlagt som en bred esplanade, der både skulle facilitere ankomst og parkering. Og en øst-vest-gående akse løber langs Anker Engelunds Vej. Aksesystemet opdelte området i fire kvadranter, én for hver studieretning: bygningsingeniør, første kvadrant, kemiingeniør, anden kvadrant, elektroingeniør, tredje kvadrant og maskiningeniør, fjerde kvadrant. Det administrative centrum, med også bibliotek og kantine, blev placeret tæt på aksernes skæringspunkt.

Byggeriet blev fra starten af holdt lavt. Kommunen havde af hensyn til udsigten fra Eremitageslottet taget en beslutning om, at bygninger ikke måtte overstige tre etager8. Kun skorstenen ved kraftvarmecentralen ragede op. Hovedparten af bygningerne blev opført som normalbygninger med kontorer og laboratorier. Der er tale om en arkitektur, som er skabt med stor sans for både helhed og detaljer og opført af gedigne og langtidsholdbare materialer. I det ydre er tegl, beton, træ og glas de dominerende materialer. De tekniske løsninger er integrerede i en nøgtern og pragmatisk arkitektur, båret af rationalitet. Merete Ahnfeld-Mollerup skriver i sin artikel i bogen DTU-Campus 1829-2029, at ”det var funktion, økonomi og teknologi, der bestemte bygningernes udtryk”9.

Facadesystemet, som blev udviklet af Koppel, var opbygget af tre elementer: et fast glasparti, et oplukkeligt vindue og et helt aflukket facadefelt i træ. Disse kunne indbyrdes udskiftes og lod sig således let tilpasse til forskellige indvendige funktioner. Inden for rammen var der stor fleksibilitet.

På et byggeudvalgsmøde den 29. januar 1959 fremlagde Nils Koppel skitseprojektets forudsætninger. I møderefaratet er hans præsentation gengivet. Her står: “Skitseforslagets hoveddisposition går ud på, ved en arkitektonisk stram, men dog yderst fleksibel situationsplan, at skabe et karakteristisk og holdningsfuldt kompleks. Den store frihed, som alle afdelinger må have, er til stede, og en ubunden udbygning kan foregå, uden at helheden forflygtiges”10. Og videre beskrives konceptet bag normalbygningerne at være: “... at der inden for standardrammerne vil være mulighed for at individualisere byggeriet”11. Allerede på dette byggemøde fremsættes ideen om at anlægge et skovbælte rundt om arealet. Ligeledes fremsættes ideen om, at der kun anlægges én vej gennem arealet, og at den placeres således, at ”man undgår at lede uvedkommende trafik gennem læreanstaltens grund”12

Det er også allerede i 1959, at man lægger sig fast på terrassering af området. Ligesom man vedtager, at området skal være åbent for offentligheden. På et møde den 11. maj 1959 foreslog Koppel, at man imellem skitseforslaget og detailprojekteringen “fik lejlighed til at se, hvad der er skabt af tilsvarende byggeri ude i verden”13.

Perspektivskitse af Danmarks Tekniske Højskole og Danmarks Ingeniørakademi, set fra Eremitageslottet. Det nye universitet skulle ikke kunne ses fra Eremitageslottet. Kun kraftvarmecentralens skorsten bryder med landskabets horisontale linje. Ole Nørgård, 1960, Det Kongelige Bibliotek.

Vil man forstå de organiseringsprincipper, som blev valgt for opbygningen af et nyt universtitet på Lundtoftesletten, må man orientere sig bredt. Det er tydeligt, at arkitekternes dispositionsplan helt fra de første skitser hentede inspiration i samtidens kunst og arkitektur, samtidig med at de bygger på et kartesiansk koordinatsystem, som er et basalt værktøj i mange af de ingeniørtekniske discipliner, som universitetet blev bygget til at huse. Det kartesianske koordinatsystem blev integreret én til én i planen, hvor det definerede campus’ opdeling i kvadranter. Det forhold, at linjerne i koordinatsystemets grid altid enten er parallelle eller ortogonale (møder hinanden vinkelret), blev implementeret som et bærende princip i planlægningen helt fra de allerførste planlægningsfaser. Modellen dannede forlæg for, hvordan bygninger og byrum placeredes i forhold til hinanden. Kompositionsprincippet kan umiddelbart se lidt rigidt ud – men er det ikke. Linjerne i griddet danner i stedet en ramme om uendelige variationer. Systemet lægger ligesom moderne jazz op til improvisation. Kender man skalaen, takten og det melodiske – eller i dette tilfælde arkitektoniske – tema, kan man inden for den ramme, de udstikker, ekstemporere frit. I Koppel og Nørgårds systemiske plangreb er kunst og videnskab således ikke modsætninger, men komplementære størrelser. I en tale, som Poul Erik Skriver, der var redaktør på Arkitekten, holdt om det netop påbegyndte byggeri på Lundtoftesletten i 1960, talte han om, hvordan netop forholdet mellem kunst og videnskab skulle vægtes i udviklingen af campus. Kunst og videnskab skulle ifølge Skriver, ”... gå hånd i hånd – eller endnu bedre – op i en højere enhed”15

Ludwig Mies van der Rohe, IIT Master Plan, Chicago, Illinois, Aerial perspective for final scheme, ca. 1940-41, MOMA. IIT’s campusplan blev tegnet af arkitekten Mies van der Rohe i Chicago i perioden 1939 til 1941. Planen byggede videre på Chicagos eksisterende grid, med 33rd Street, som den centrale akse som campusbygninger og byrum arrangeredes på hver sin side af. Det var nøgterne to- og tre-etagers bygninger med fladt tag, opført over en næsten tyveårig periode, frem til at Mies van der Rohe forlod posten som Director of Architecture på universitetet i 1958.

Perspektivtegningen af Tapetbogens plan, dateret 14. september 1959, viser den tydelige inspiration fra IIT, men linjerne i det grid som bygningernes placering og udformning tilsammen tegner, er ikke ligeværdige som i forlægget. Hos Koppel og Nørgård gives der særlig vægt til planens længderetning. De relativt lave bygningsvolumener er således vist med lukkede gavle og facader mod den beplantede midterakse og med horisontale vinduesbånd i facader, der går vinkelret herpå. Tapetbogens omslag.

På et byggeudvalgsmøde den 7. juni 1959 blev der fremsat et forslag om en fælles studierejse til USA, Mexico og Venezuela. På et efterfølgende møde den 14. september samme år præciseres studierejsens program, og det fremgår af referatet, at Koppel og Nørgård ønskede at besøge Universidad Nacional Autónoma de México (UNAM), Massachusetts Institute of Technology (MIT), Cambridge Massachusetts, Harvard University, Boston, Stanford i San Francisco, Illinois Instute of Technology (IIT), Chicago, og General Motors, Detroit.

Koppel og Nørgård bevilgedes penge til rejsen, og af deres dispositionsforslag for et universitetscampus på Lundtoftesletten er det tydeligt, at særligt to af de universiteter, som de besøgte på studierejsen, fik indflydelse på det arkitektoniske hovedgreb, de udviklede sammen, og på de bærende arkitektoniske principper, som de arbejdede med.

IIT, som i perioden 1938-1958 var blevet opført efter en plan af Mies van der Rohe, var med sit organiseringsprincip, som rækker på tværs af skalatrin, og sin stramme modernistiske arkitektur det ene. UNAM, der blev bygget mellem 1949 og 1952 og var produktet af 60 arkitekter, ingeniører og kunstneres fælles indsats, var med sine terrasseringer og støttemure og sin udfoldede brug af kunst det andet. Arkitekterne lagde på studieturen til Mexico også vejen forbi ruinbyen Chichen Itza i Mexico, hvis sandstensarkitektur og terrasseringer utvivlsomt også har været en kilde til inspiration.

IIT, Illinois. S.R. Crown Hall, 1956. Kendetegnende for Mies van der Rohes arkitektur på IIT er de synlige konstruktive principper, der gav mulighed for at arbejde med et åbent program og med asymmetriske og åbne rumforløb inde i bygningerne. Ankomsten til bygningerne, der har et utvetydigt horisontalt præg, sikres af selvstændige, eleverede sorte ståltrapper, hvilket uden tvivl var en kæmpe inspiration for Koppel. Foto: architecture.org.

UNAM, Mexico City. UNAM fik i sin samtid stor bevågenhed i internationale arkitekturtidsskrifter, hvilket formentlig var grunden til, at Koppel og Nørgård på deres studierejse lagde vejen forbi det nybyggede mexicanske universitet. Den måde, hvorpå bygninger her var blevet anlagt i relation til terræn, var sammen med det omfattende kunstneriske program en væsentlig inspirationskilde for campusbyggeriet på Lundtoftesletten. Foto: flickr: chrisinphilly5448.

I dansk sammenhæng var det tekniske universitetscampus, der blev opført på Lundtoftesletten, det første universitet bygget med udgangspunkt i en amerikansk campusmodel. I modsætning til den historiske europæiske tradition, hvor universiteter er opført over århundreder og er indlejret i den urbane struktur, blev DTU bygget på et areal, der i al hovedsag kunne betragtes som bar mark. Denne præmis var i følge Ole Nørgård afgørende for, at byggeriet på Lundtoftesletten ikke som Aarhus Universitet kunne blive en decideret parkbebyggelse. Campus på Lundtoftesletten måtte ifølge Nørgård snarere karakteriseres som en byagtig bebyggelse med en bred boulevard i midten og med bygninger grupperet omkring torve16. Ideen var at ”torvene vil gøre hele læreanstalten mere overskuelig og lette orienteringen. De kan endvidere tjene som parkeringspladser”17.

Et revideret skitseforslag præsenteret på et byggeudvalgsmøde den 14. september 1959 lagde op til, at etagearealet for hele det samlede anlæg kunne udvides med 70 %. Man var altså fra starten af optaget af fleksibilitet og udvidelser. I protokollen står der: ”Det er en forudsætning for det hele, at der med regelmæssige mellemrum sker en nyvurdering af byggeriets omfang” og ”... projektet er i den foreliggende form … fleksibelt over for en kommende udvikling”. På samme møde formuleres en af målsætningerne for udbygningen på følgende vis: ”... det er hensigten, at der skal kunne finde en direkte vekselvirkning sted mellem industri og læreanstalt, idet der i mange institutioner er afsat laboratorier til gæsteforskere fra industrien”18

Afstanden mellem bygningerne og højden var i udgangspunktet betinget af lysforholdene. På byggeudvalgsmøde den 21. december 1959 blev udnyttelsesgraden fastsat til 0,46. Udnyttelsesgraden er beregnet “… i forhold til den yderste grænse for det erhvervede areal”. Der vurderedes ikke at være “… mulighed for en forhøjelse af udnyttelsesgraden, for eksempel ved at bygge flere etager end de foreslåede tre, idet man så må forøge afstanden mellem blokkene og derved ændre hele hoveddispositionen. Hertil kom det æstetiske moment, at de tre etager er under trægrænsehøjde og derfor ikke vil kunne komme til at virke så dominerende i landskabet”. Træbeplantningen og den virkning, den ville få for oplevelsen af/fra bebyggelsen, vurderedes i det hele taget højt. Dette ses på Nørgårds perspektivtegninger, men fremgår også af det forhold, at hele Esplanaden beplantes allerede i årene 1965-66.

Om støttemurens udformning kan man i planlægningsudvalgets referat af møde den 1. juni 1960 se Ole Nørgård citeret for at sige: “Når teknikerne i sin tid havde foreslået og anbefalet anvendelse af terrassering, var dette sket, efter at man i USA havde set fordelene ved en sådan terrænudformning, og samtidig set, hvorledes man kunne overvinde de betænkeligheder af arkitektonisk, æstetisk art, som anvendelsen af meget store mure medførte”. På nogle af de amerikanske universiteter, som arkitekterne havde studeret, var der eksempler, hvor tilsvarende støttemure var opført med brug af granit. Forventningen var, at man ved at anvende oppdalsten i de mure, som skulle løse håndteringen af terræn og bruges i trapper, ville få en tilsvarende god, let og billig løsning. Rambøll stillede sig på mødet kritisk til, om oppdalsten var den rigtig løsning. I byggemødereferatet refererer han til, at man meget nøje havde undersøgt andre tekniske løsninger både konstruktivt og økonomisk. Han ender dog med at konstatere ,“… at helheden i projektet måtte være afgørende. Støttemurene har en væsentlig indflydelse på hele planens arkitektur, de er stærkt dominerende og er mange steder sammenbyggede med huse. Arkitekten lægger åbenbart stor vægt på, at beklædningen er af natursten. Der er intet kriterium for æstetik, den personlige vurdering er afgørende, og det må da være naturligt at følge den sagkyndige man har engageret til at varetage dette område”.

Ole Nørgård argumenterer på et møde den 17. juni 1959 for, hvorfor brugte brosten og chaussésten ville være velegnede til torvene: “… de påvirkes ikke af spildolie fra bilerne, man kan udvide pladserne, efterhånden som der bliver brug for det, uden at der fremkommer grumme skellinier mellem de enkelte afsnit, man kan ligeledes uden skræmmende ar foretage opgravninger for kabler og rørledninger o.l., som man må forudse en del af i så teknisk betonet anlæg. I det hele taget er det den parkeringsbefæstigelse, som kræver mindst vedligeholdelse, og så er den tilmed så gennemtrængelig for regnvand, at der uden særlige foranstaltninger kan vokse træer i den”. Prisen for brugte sten var tilmed billigere og “behageligere at gå på”.

Kunst blev allerede i de første byggefaser tænkt ind i bygninger, by- og haverum på campus. Inspirationen fra arkitekternes studietur til USA og Mexico syntes også på dette punkt at have sat sig igennem. Det er oplagt, at UNAM, hvor lokal og stedsspecifik samtidskunst vitalt griber ind i arkitekturen, har været afgørende for arkitekternes kunstsyn. Nils Koppel havde siddet i Statens Kunstfonds bestyrelse fra dens oprettelse i 1956, og han var på den måde tidligt engageret i at få billedkunst og arkitektur integreret, så kunsten ikke bare blev en overfladisk udsmykning, men blev tænkt ind i byggeprojektet fra starten af i et samarbejde mellem arkitekt og kunstner. De protokolførte

Oversigtsplan fra 1974 med vejnavne og bygningsnumre, brugt som guide til ansatte og besøgende. Placeringen af bygninger er på dette kort korrigeret, for eksempel er bygning 208, 204 og 101 vist som liggende på linje, hvad de i virkeligheden aldrig har gjort. DTH DIA, 197419 byggemøder vidner herom, da man allerede tidligt ønskede en dialog med Statens Kunstfond om financiering af kunstneriske udsmykninger til campus. Kunsten var således helt fra begyndelsen af, sammen med Koppels prægnante brug af signaturfarverne rød, gul, grøn og blå og anvendelsen af en nuanceret gråtoneskala, med til at skabe en række internt forbundne, men dog distinkte steder på campus. I perioden 1958-1974 anskaffedes en række værker skabt til stedet og en række mere generiske værker, hvoraf mange dog blev så velintegrerede i den arkitektoniske sammenhæng, at de idag opleves som stedsspecifikke.

I kraft af sin position som kongelig bygningsinspektør kunne Nils Koppel i mere end 27 år sikre, at der var en kontinuitet i udviklingen af en campus på Lundtoftesletten, med en stor sammenhæng i tid og rum. Fra Tapetbogens indledende tanker og ideer blev planer og bebyggelse gradvist bearbejdet og givet en fysisk form. De lave bygninger, som på de første planer var tegnet ind bag støttemurene i Esplanadens nordlige og sydlige del, forsvinder fra plankortene i løbet af Koppels embedsperiode, ligesom ankomstcenteret i aksernes skæringspunkt forskydes ud mod øst, hvorved planens aksiale princip træder tydeligere frem.

Også efter Koppel forlod embedet som kongelig bygningsinspektør fortsatte han med at sætte præg på planlægningen. Han er blandt andet anført som medafsender på den Udbygningsplan, som byplankonsulenttegnestuen Andersen & Juul Møller blev udført i perioden august 1985 til juni 1986 (se næste opslag). Edith og Ole Nørgårds engagement afsluttedes formelt efter indvielsen i 1974, da de havde afleveret det, de var kontraktligt forpligtede til. Alligevel kan man hævde, at deres indflydelse øgedes, i takt med at træbeplantningen efterfølgende voksede til.

Visualisering fra Tapetbogen, 1959. Også brugt som illustration i Nørgårds artikel i Havekunst, 1960. Tegningen, som Edith og Ole Nørgård står bag, viser den betydning som griddet og det ortogonale princip var tænkt at skulle have for organisering af såvel horisontale som vertikale linjer på campus.

Visualisering af, hvordan man i 1986 forestillede sig, at en mulig udbygning af campus kunne se ud. Planen er hentet fra udgivelsen Udbygningsplanlægning for DtH/DIA, som byplankonsulenttegnestuen, Andersen & Juul Møller lavede på bestilling fra DtH/DIA i 1986. Nils Koppel var, som særlig faglig rådgiver, med på sidelinjen.

Koppel og Nørgårds planer for et nyt universitetskompleks på Lundtoftesletten byggede fra begyndelsen på et overordnet og gennemgribende landskabsgreb.

Ser man på de planer som Koppel og Nørgård stod som afsendere af – og de få tekster som de skrev – er det er tydeligt, at det er landskabet, der binder del og helhed sammen. Bebyggelsesprincippet er udledt af en terrassering af Lundtofteslettens svagt skrånende terræn. Ideen var, at højdeforskellen mellem plateauerne stedvist kunne indoptages i bygningerne på campus, mens den langs Esplanaden, som anlagdes i længderetningen nord-syd, blev reguleret af karakteristiske støttemure i oppdalskifer. Terrænregulering, støttemure og de sammenhængende rumlige forløb, der løber i planens længderetning, er alle landskabelige greb, som bruges til at strukturere planen efter. De udgør et system og er uløseligt forbundne, ikke bare med hinanden, men også med træbeplantningen og med haverummene, bygningerne, interiørerne, kunsten og typografien.

”Hvis bygningerne skal fremtræde som klart definerede kroppe i landskabet, er det vigtigt at friarealerne bliver et sammenhængende hele - et landskab ...”21

Ortogonalt

Arkitekterne udarbejdede aldrig en decideret designmanual. En systematisk udfoldelse af hovedkonceptet og de arkitektoniske virkemidler og plangreb findes ikke. Intentioner foldes ud og forklares, og enkelte greb beskrives i tekster og projekteringstegninger, mens andre primært udfoldes gennem praksis. De hovedgreb, som gennemgås i det følgende, er derfor, som berørt i indledningen, opstillet på baggrund af et omfattende research- og analysearbejde, hvor studier af det righoldige arkivalske materiale, bestående af blandt andet kort, planer og originaltegninger, er koblet til on-site registreringer og læsning af både primære og sekundære kilder og interviews og samtaler med ressourcepersoner. Præsentationen af hovedgrebene er syntesen af dette arbejde. Bestræbelsen har været at etablere en oversigt over de bærende historiske arkitektur- og planlægningsprincipper, så disse kan informere den fortsatte udvikling af campus.

Ud af de 11 hovedgreb, som denne rapport folder ud, er de otte illustreret med kort, som illustrerer de historiske arkitektur- og planlægningsprincipper, der karakteriserer det enkelte greb. Underlaget for disse kort er baseret på et digitalt kortgrundlag, som viser dagens status. Luftfotos fra 1967 og 1971 fra DTU’s arkiv, samt en oversigt over udbygningsfaser, vist per årti, er blevet brugt til at korrigere og præcisere kortene20

I den nedenstående figur er de landskabelige og arkitektoniske hovedgreb organiseret efter skala. Træer tegner de store linjer i planen og er som sådan et væsentligt og strukturerende element. Men træer virker også som selvstændige rumskabende elementer i den lille skala. Træerne har således en betydning som rækker på tværs af skalatrin. Dette er vist i figuren med det træsignaturstempel, som Nørgård brugte. Træer er alligevel markeret med et selvstændigt punkt på figuren. Det samme gælder inventar og typografi, som ret beset må betragtes som detaljerede udmøntninger af de arkitektoniske hovedgreb, som Koppel i øvrigt arbejdede med. De er markeret som selvstændige punkter på figuren, fordi de viser den store spændvidde, der ligger i det oprindelige projekt.

De centrale akser og torve

De centrale akser og de fire torve Gridlinjer der, i nord-syd-gående retning følger torve og facadelinjer fra de første byggefaser, og øst-vest-gående gridlinjer trukket langs nordsiden af normalbygninger bygget i 1960-1970. Dette fordi det er normalbygninger, der blev bygget flest af, og fordi det er dem, der tegner griddet.

Ortogonalt planlægningsprincip, 1:8000. Kortunderlag er situationsplan 2021/22, arkiv DTU CAS.

De centrale akser og torve