ORTOGONALT PLANLÆGNINGSPRINCIP

Det ortogonale planlægningsprincip har, som valgt model for organiseringen af universitetet på Lundtoftesletten, siden de tidligste udbygningsfaser betinget placeringen af bygninger, torve, veje og byrum på campus. Planlægningsprincippet blev udviklet med afsæt i et kartesiansk koordinatsystem. Det lå lige for at hente inspirationen i de naturvidenskabelige discipliner, som campus skulle huse. To krydsende akser opdeler området i fire kvadranter – en for hver studieretning (elektroingeniører i sydvest, kemiingeniører i nordvest, bygningsingeniører i nordøst og maskiningeniører i sydøst). Hvor akserne krydser, placeredes fællesbygninger som bibliotek, kantine, festsal og administration.

I modsætning til planer, som bygger på et ikke-hierarkisk gridsystem, havde Nørgård og Koppels plan fra starten et nulpunkt, og akserne en tydelig retning. I planens længderetning strækker

Esplanaden er hovednerven i planen. Den tegner med sine seks trærækker den længste og mest markante akse i det koordinatsystem, den er modelleret over. Esplanaden er tænkt og udformet som et generøst og langstrakt rum, som giver sammenhæng og orientering til planen, fordi mange af planens øvrige hovedgreb i den forbinder sig med hinanden – træer, støttemure og bygninger. Esplanaden har – i takt med at dens seks trærækker er vokset til – fået en udpræget rumlig karakter. De lange uforstyrrede kig mellem trærækkerne i nord-syd-gående retning understreger, i fint samspil med terrasseringen, det samlede anlægs horisontalitet og koordinatsystemets principielle uendelighed. Esplanadens rumlige gestaltning og aksialitet tilfører campus noget storslået og monumentalt, samtidig med at den fritager bygningerne fra at ivaretage netop denne rolle.

De store byrum, torve og pladser, følger med stor konsekvens Esplanadens retning, som de ligger parallelt med. Normalbygninger er placeret, så de med deres lange facader med ubrudte vinduesbånd understøtter planens tværretning. Deres gavle ligger vinkelret på torve, pladser og Esplanade.

Nørgårds vision for Esplanaden vist som principsnit, artikel i Havekunst 1960, “Polyteknikerbyen på Lundtoftesletten”. Illustrationen viser Esplanaden med en udstrækning, som rækker ud over parkeringsalléen og de seks trærækker.

1971

Normalbygninger var i den første udbygningsfase, i perioden 1960-1970, den bygningstype, som der blev bygget flest af. Normalbygningernes langsider tegner det ortogonale princips tværretning, mens deres lukkede gavle mod torve, pladser og Esplanade tegner længderetningen. Bemærk, at der ofte ligger flere normalbygninger langs samme øst-vestlige linje.

2021

Det ortogonale princip er fortsat læsbart, men står ikke længere helt så skarpt som tidligere. Der er sket en markant fortætning. Flere af de torve og pladser, som tegner længderetningen er blevet bebygget, og selv om hovedparten af de nyere bygninger, opført fra 2001 og frem, følger de nord-syd-gående og øst-vestgående retninger, som ligger i Koppel og Nørgårds system, må de klassificeres som specialbygninger. Placering, facader og form bruges som stedsmarkører, men giver ikke længere retning til planen.

Den måde, som bebyggelse, torve, pladser og Esplanade er vist på, på Tapetbogens omslag (se side 13), har dannet forlæg for de ovenstående kort. Skravering er brugt til at angive rumlige strukturer i planens længderetning, mens bebyggelse er markeret med sort. Kortunderlag er situationsplan 2021/22, arkiv DTU CAS.

I den lille publikation, som blev udgivet i forbindelse med universitetsbyggeriets indvielse den 17. maj 1974, beskriver arkitekterne selv planen som:

”… modulorienteret, konsekvent men ikke streng … alt er tænkt og indregnet i en helhed”23

Det organiseringsprincip, Koppel og Nørgård udviklede, har vist sig at være både robust og fleksibelt for udvikling. Princippet blev med stor konsekvens fulgt i de første udbygningsfaser frem til midten af 1990’erne, men det opleves fortsat som et stærkt og definerende arkitektonisk og planmæssigt greb, når man bevæger sig rundt i området. Dette til trods for, at man efterfølgende flere steder har brudt med dets logik.

Netop den klare angivelse af retning var tænkt at skulle gøre det lettere for brugere og besøgende at orientere sig i det nyanlagte universitære bylandskab.

Ved tredje kvadrant i Esplanadens sydlige ende, kan man se, hvordan Esplanaden og støttemuren sammen med normalbygningernes ensartede højder og lukkede gavle betoner områdets horisontale karakter. Samtidig giver disse elementer en klar retning til planen. Det ortogonale princip fornemmes tydeligt, men opleves ikke som strengt eller rigidt, hvilket især skyldes de store træer

Eksisterende træer på DTU Lyngby Campus, 1:8000. Kort viser hovedgrebene per idag. Kortunderlag er situationsplan 2021/22, arkiv DTU CAS.

Træsignaturen, som figurerer på dette opslag og på side 24-25 er hentet fra Nørgårds originaltegninger fra arkivet, arkiv DTU CAS.

Træer findes overalt på campus, både i randskoven, langs Esplanaden og på støttemurene, og i de mange store og små byrum og haver. Træerne er brugt til at give retning og orientering på campus. De er med til at skabe de rumlige og oplevelsesmæssige sammenhænge, som eksisterer på tværs af de forskellige skalatrin, der er arbejdet i. Nørgårds holdning til træer var:

Træer er ikke ”… dekorationsgenstande i bybilledet …” De må betragtes ”… som hjælpemidler til at opbygge den rumkarakter, man tilstræber”24

Det sortiment af trætyper, som Nørgård benyttede på campus, er relativt begrænset. Eg, bøg, lind og ahorn går igen mange steder på campus, mens andre sorter kun bruges lokalt og da til at skabe en distinkt stedsidentitet. Hvis man ser bort fra Grønnegården i bygning 101, er det for eksempel kun i tredje kvadrant, vi finder fyrretræer. De fleste træsorter er stedvist brugt til at skabe lokal stedsidentitet, indplantet i løst mønster eller geometriske design. Træer i rækker og/eller grid (primært bøg, lind og ahorn) er, bortset fra ved bygning 101 (som også på mange andre områder er undtagelsen, der bekræfter reglen) og langs støttemurene, fortrinsvis placeret, så de tydeliggør og følger den nord-syd-gående akse. Optræder træer i skovlignende bevoksninger andre steder end i randskoven, accentuerer disse som regel retningen øst-vest. De skovlignende bevoksninger består altid af egetræer. På den måde har træerne en meget vigtig rolle, fordi de i særlig grad er med til at give retning til planen og knytte del og helhed sammen. Det var en formuleret målsætning fra Nørgårds side, at bygningerne ad åre skulle fornemmes, som var de placeret i en eksisterende skov, hvor man akkurat kun havde ryddet de træer, som det var nødvendigt for at kunne bygge.

Træerne på campus er i dag vokset til, og den rumskabende karakter, som de var tiltænkt at skulle have, er i dag en realitet mange steder.

På et af de allerførste byggemøder den 29. januar 1959 fremsatte Ole Nørgård ideen om at anlægge et skovbælte rundt om det nye tekniske universitet på Lundtoftesletten. Dette greb, hvor hele campusområdet “... blev lukket inde bag en 30 meter bred hegnsbeplantning af eg”, blev begrundet med, at området alligevel “ ... ikke på nogen natulig måde kan knytte sig specielt til nogen af de omgivende bebyggelser”. Randskoven blev meget tidligt etableret og er sidenhen blevet fastholdt, og egetræerne, der i sin tid blev plantet, har nu vokset sig til en flot skov.

I den publikation, der blev udgivet i forbindelse med indvielsen i 1974, er det grønne fremtidsscenarie med blandt andet randskov og træer, som arkitekterne, og måske i særlig grad Nørgård, så for sig, beskrevet under overskriften: Når alt har taget form.

”Og når alt er vokset til. Parkeringspladsernes løvtage af platan og ahorn, bøg på avenuen, egeskovbæltet omkransende hele arealet. Det skulle snart fornemmes - de først satte træer er nu i bygningshøjde - som en by placeret i en skov, hvor man har ryddet byggetomter, men hvor skoven og skovbundens krybende stephanandra har ædt sig ind på stenbygningerne i den avede natur”25

Randskoven har været vigtig for realiseringen af den landskabsarkitektoniske intention om, at campus skulle opleves som en lysning i en skov.

Randskoven indrammer campus og markerer området som et særligt sted og markerer både ankomst og afrejse. Samtidig er randskoven en både visuel og fysisk barriere for udefrakommende. Mod vest er ydersiden af skoven afgrænset af bøgehække. I Nørgårds arkiv på DTU er der ikke fundet dokumentation for, at der oprindeligt skulle have været plantet bøgehække uden om randskoven. I randskoven er der senere anlagt en sti, som udnytter skovens rekreative potentiale. Randskoven er nært forbundet med DTU’s øvrige skovlignende egetræsbeplantning. Kendetegnede for randskoven er, at den ligger på et kuperet terræn, som skråner svagt ned mod den omgivende by.

Den arkitektoniske tilgang til, hvordan DTU skulle udvikles, byggede indledningsvist på en opfattelse af, at det var landskabet, man skulle opleve som monumentalt på DTU, og ikke bebyggelsen. En slette er per definition et fladt og åbent landområde, karakteriseret ved sin horisontalitet, om end den havde et svagt fald mod nordvest på ca. 16 meter over 1.200 meter. For at kunne opretholde denne monumentale landskabskarakter, selv når området var fuldt udbygget, udvikledes en række principielle og konsistente arkitektoniske greb. Terrænregulering er et af disse.

Der blev anlagt fire plateauer i alt. Den indbyrdes forskel mellem plateauerne svarer til en etagehøjde, og niveauforskellen kunne derfor indoptages i bygningerne. Den løsning for terrænet, som man, allerede inden DTU blev opført, lagde sig fast på, er fortsat et karaktergivende landskabsarkitektonisk greb.

”Sletten er slet ikke nogen slette, den er et tilhugget stykke land, formet i terrasser, stenstøttemure står markant og skiller dets plateauer.”26

Pressefoto fra 1965, Jørgen Rubæk Hansen/Frederiksborg Amts Avis.

Asmussens Allé set mod nord ved hjørnet af bygning 322 med vejbanens rampe fra plateau 3 til plateau 2.

Træerne er vokset og nye bygninger tilføjet. Terrænregulering og støttemure virker ikke længere som så radikale greb som tidligere.

Kotekort med støttemure i tilknytning til plateauer på DTU Lyngby Campus. Koter per 0,5 meter. 1:8000. Kort viser hovedgrebene per idag. Kortunderlag er situationsplan 2021/22, arkiv DTU CAS.

Støttemurene er et meget markant og gennemgående landskabsarkitektonisk element på campus. Det er støttemurene, der har muliggjort den gennemgribende terrænregulering, som opdeler hele området i fire terrasseringer. Den horisontale monumentalitet i campusplanen opnås i kraft af støttemurene, og den øvrige arkitektur må underordne sig den orden, de indstifter. Konceptet er gennemført på en måde, så man som besøgende skulle få en oplevelse af, at støttemurene sammen med træerne altid har været der, også selv om de ikke nødvendigvis var det første, der blev anlagt på campus.

Støttemurene er beklædt med lange smalle oppdalskifersten lagt i et horisontalt forbandt. De er konsekvent sat med smig og møder derved aldrig underlaget i en 90-graders vinkel som al øvrig bebyggelse på DTU Lyngby Campus. Dette gør, sammen med de mange trappeforløb, som er lagt ind, støttemuren til et meget vigtigt og karaktergivende skulpturelt landskabselement, som i kraft af sin udstrækning, sin materialitet og fladernes indbyrdes forskydninger er med til at accentuere den landskabelige monumentalitet, der er så karakteristisk for stedet. Støttemurenes udformning er gennemgående, overalt hvor de optræder. Der er en konsekvens i måden, de behandles på: i måden de gennembrydes, møder fladen, afsluttes på, og også i måden, de forbinder sig til planens grønne elementer på. Støttemurenes grå skifer blev i det oprindelige landskabsgreb tænkt tæt sammen med det grønne, herunder træer hvis kroner blødt rager ud over muren og kig til lavere liggende haverum.

Om støttemuren siger Rambøll på et byggemøde den 1. juni 1960, at ” … helheden i projektet måtte være afgørende. Støttemurene har en væsentlig indflydelse på hele planens arkitektur, de er stærkt dominerende”27