Et nyt campus på Lundtoftesletten

Polyteknisk Læreanstalt var i midten af 1950’erne vokset ud af sine bygninger ved Østervold i København. Tilstrømningen af nye studerende var stigende, og man havde i tillæg behov for mere plads både til forskning og undervisning. Udvidelser af eksisterende faciliteter i indre by blev overvejet, men blev aldrig realiseret. I stedet gik man på jagt efter udbygningsarealer i en acceptabel afstand fra København. Flere beliggenheder blev vurderet, herunder både Ballerup, Gladsaxe og Lundtofte.

Arkitekt Nils Koppel blev i sin egenskab af Kgl. Bygningsinspektør (1956-1984) spurgt til råds i sagen om Polyteknisk Læreanstalts mulige udbygning og udflytning allerede i midten af 1950. Han blev bedt om at vurdere de forskellige mulige nye lokationer op imod hinanden. Lundtoftesletten endte efter lange og grundige overvejelser med at blive det sted, som han anbefalede, og som ledelsens valg faldt på til slut. Ikke mindst fordi ansatte og studerendes ankomstforhold med beliggenheden her - klos op ad Helsingørmotorvejen og en ny planlagt parallelt løbende S-togslinje - dermed ville være sikret. Arealet på lidt over 100 hektar, havde tidligere været anvendt som flyveplads, og ingeniørstanden havde allerede et anker her i kraft af “Polyteknisk Flyvegruppe”. Da klausulen om boligbygning ikke kunne frafaldes, endte staten i 1959 med at ekspropriere den del af området, som Lyngby-Taarbæk Kommune ejede, og tilkøbte resten. Da udbygningsprocessen ønskedes speedet op, mente man ikke, at der var tid til at afholde en arkitektkonkurrence, og Nils Koppel, der allerede havde været involveret i ledelsens tidligere overvejelser, blev udpeget som arkitekt på opgaven, som han med stor iver engagerede sig i sammen med sin professionelle og private partner Eva Koppel.

Nils Koppel pegede allerede i en meget tidlig fase på at Ole Nørgård som landskabsarkitekt skulle involveres i arbejdet med udviklingen af campusplanen, da han mente, at netop han havde demonstreret at have blik for de store linjer6. Og sådan blev det. Ole Nørgård blev sammen med sin hustru og tegnestuepartner Edith Nørgård engageret som landskabsarkitekter på masterplanen. Sammen udarbejdede parrene Koppel og Nørgård i årene frem til 1959 et idealprospekt for udbygningen af universitetet, også kaldet Tapetbogen. Navnet fik den, fordi den, i kraft af sit format og sin indbinding, vakte mindelser til farvehandlernes tapetudvalgsmapper. Det idealprospekt, som blev præsenteret i Tapetbogen, var baseret på de ønsker og behov, som professorerne på Polyteknisk Læreanstalt, som repræsentanter for hver deres studieretning, havde beskrevet.

I Tapetbogen præsenteredes det hovedkoncept, som i de efterfølgende årtier satte et markant præg på den faktiske udbygning af Lundtoftesletten. På omslaget vistes en planskitse for, hvordan bygningerne og byrummene blev tænkt organiset i forhold til hinanden. Placeringerne er ikke eksakte, men vises på et principielt niveau. Et bredt vejforløb, følger den nord-syd-gående længderetning som det 105 hektar store areal havde. På planen er vejen markeret med en skravering. Den løber parallelt med den planlagte motorvej og banetracé mod øst. På hver sin side af vejforløbet, som opdeler området på langs, er der placeret en række større byrum. Disse byrum ligger forskudt i forhold til hinanden, og deres indbyrdes placering er ikke betinget af nogen stram symmetri. Flere af dem ligger i forlængelse af hinanden. De er vist som brede skraverede bånd, der løber parallelt med det gennemgående nord-syd-gående vejforløb. De store byrum er i Tapetbogens planskitse konsekvent orienteret i planens længderetning. Bygningsmassen, indtegnet med sort på planen, har ligesom byrummene også en tydelig retning. En del bygninger er lange og smalle. Denne type bygninger er med stor konsekvens placeret vinkelret på den gennemgående nord-syd-gående akse, og dermed også på de byrumssekvenser, som løber parallelt hermed. De tegner planens tværgående linjer, mens de øvrige bygningstypologier i al hovedsag er placeret, så de accentuerer planens længderetning.

Budgettet for, hvad det ville koste at realisere Tapetbogens idealprospekt, oversteg langt statens investeringsvilje, og det var derfor efterfølgende nødvendigt at bearbejde ideerne og introducere en højere grad af standardisering og repetition i byggeriet. Det gik ud over den arkitektoniske variation i bygningsmassen, og med det nedskalerede budget var der heller ikke længere ressourcer til at implementere det enorme idekatalog, som universitetets lærerstab havde fremlagt. Principperne for, hvordan bygninger og byrum skulle placeres i forhold til hinanden, holdt man dog ved, og de er den dag i dag både synlige og vigtige retningsgivere for udviklingen af campus. Detailprojekteringen af campus påbegyndtes i januar 1960, og grundstenen blev lagt i november samme år7