II LUNDTOFTESLETTENS UDVIKLING FRA ISTID TIL 1974

Det landskab, som DTU ligger i, blev dannet i sidste istid. Det er en såkaldt smeltevandsslette, som er dækket af et morænelag af sand. Da istiden gik på hæld og isen smeltede, blev landskabet mod vest og nord eroderet af dybt nedskårne smeltevandsløb, der skar sig ned i terrænet. Der er spor fra menneskelig aktivitet i området tilbage fra ældre stenalder. Også fra jern- og bronzealderen findes der talrige spor efter både bosætning og gravlæggelser. Ifølge P.V. Globs bog ”Oldtidsminder i Kgs. Lyngby og Dyrehaven” fra 19482, har der været omtrent 100 bronzealderhøje i det område, som i dag omfatter Lyngby-Taarbæk Kommune. To af disse lå på Lundtoftesletten, der hvor DTU Lyngby Campus i dag ligger. Den ene havde navnet Baunehøj, den anden Carlshøj. Gravhøjene blev begge nødudgravet i foråret 1961, i forbindelse med at anlæggelsen af det tekniske universitet blev sat i gang. Det var Nationalmuseet, der stod for udgravningerne, bistået af nogle af anlægsarbejderne, som allerede arbejdede på stedet. Deres deltagelse i udgravningerne blev betalt af byggeudvalget, som dermed bidrog aktivt til, at de forhistoriske spor i området blev udvisket.

Helt frem til, at man begyndte at bygge et nyt teknisk universitet på Lundtoftesletten, blev arealet dyrket som agerbrug. Af et kort fra 1811 kan vi se, at området på dette tidspunkt fortsat indgår som en del af en stjerneudskiftning. Flere af matrikelskellene fra denne tid er stadig sporbare i området, blandt andet længst mod syd, hvor Carlshøjvej på en del af strækningen løber langs det gamle markskel, som fortsættes helt over på den anden side af Helsingørmotorvejen. Om end gravhøjen, som Carlshøjvej stadig henviser til, for længst er forsvundet, er navnet alligevel et vigtigt vidnesbyrd om den historie, der har gået forud.

Kort 1901-1971 med fredede (rød) og ikke-fredede, (blå) fortidsminder. Den fredede Rævehøj (øverst til højre) ligger den dag i dag øst for Helsingørmotorvejen og DTU Lyngby Campus. Området blev brugt som flyveplads af Polyteknisk Flyvegruppe. Kulturarv.dk/Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering. Lundtofte

1811,

Foruden ager- og gartnerbrug fungerede en del af arealet på Lundtoftesletten i perioden 1917-1959 som flyveplads med flyveskolebygning og to hangarer. Disse var beliggende tæt på bygning 204, hvor der i dag er opsat en mindeplade. At mange af de arkitektoniske, landskabelige planlægningsmæssige hovedgreb, som campus oprindeligt blev udviklet efter, betoner områdets horisontale karakter, er med til at opretholde historien om den tid, da området blev anvendt som flyveplads. Det samme er den centrale akse i nord-syd-gående retning, der siden etableringen er blevet friholdt for byggeri i hele planens længderetning (for mere viden om de arkitektoniske og landskabelige hovedgreb og planlægningsprincipper, se side 24). Også Polyteknisk Flyvegruppes fortsatte tilstedeværelse i bygning 234 og det forhold, at vandrehallerne i bygning 101 i daglig tale fortsat går under navnet landingsbanerne, genkalder flypladshistorien, dog primært som en immateriel kulturarvdimension.

En del af områdets sydligste ende var tidligere ejet af planteskoleejer Frode Sørensen. På landbrugsarealer i Lyngby, opkøbt i 1923, grundlagde Frode Sørensen i 1938 de to gartnerier Carlshøj og Emdruphøj. Sørensens gartnervilla er i dag indrettet som gæsteboliger og er et af de få fysiske spor, der står tilbage, fra tiden før byggeriet af campus blev sat i gang på Lundtoftesletten. Gartneritidens læ- og beplantningsbælter genkaldes i øvrigt i de tværgående grønne forbindelser på campus, som løber i retningen øst-vest.

I 1930’erne opkøbte Københavns Kommune store arealer uden for kommunegrænsen, herunder flere af de gårde ved Lundtofte, der endnu ikke var blevet udstykket på dette tidspunkt, “Rævehøjgård”, “Bjælkeagergård”, “Østergård”, “Lundtoftegård”, “Søgård” og “Sognefogedgård” samt “Lille Øholm”. Gårdene blev i første omgang drevet videre med forpagtere. Lyngby-Taarbæk Kommune købte efterfølgende i 1957 arealerne af Københavns Kommune, der dog stillede en klausul om, at der på arealet skulle opføres 800 almene boliger. Boliger blev der imidlertid aldrig bygget nogle af, for mindre end et år efter erhvervelsen i 1958 blev området eksproprieret af staten, som ville opføre et nyt teknisk universitet her. På dette tidspunkt var man i de tilgrænsende områder begyndt at bygge. I 1940’erne blev Fortunbyen opført, mens der i efterkrigsårene i området nord for campus blev etableret en række nye industrier, herunder køleskabsfabrikken Atlas og Hempels skibsfarvefabrik samt Otto Nielsens emballagefabrik. Lundtofteparken blev opført i 1950.

Steen Eiler Rasmussen sørgede i 1930’erne for, at Akademirådet stillede en guldmedaljeopgave om en ny by på Lundtoftesletten i Lyngby-Taarbæk Kommune. Peter Bredsdorf fik, ligesom senere byplanchef på Frederiksberg, arkitekt Poul Wiboe, tilkendt Akademiets store guldmedalje for deres besvarelser. Peter Bredsdorf var i perioden 1944-1949 leder af Egnsplankontoret, hvor Steen Eiler Rasmussen var formand. Dette er interessant fordi Egnsplankontoret stod bag udarbejdelsen af “Fingerplanen”3. Fingerpanen byggede på en række tidligere betænkninger for trafik og grønne forbindelser, men det nye i den var, at den forsøgte at samtænke flere aspekter i byudviklingen; natur, infrastruktur, ny og gammel bebyggelse, byrum og erhverv. Hvor de andre tidligere planer belyste enkeltaspekter, forsøgte Fingerplanen at betragte hovedstadsområdet som en helhed, på tværs af administrative grænser og kommuneskel. Fingerplanen har været afgørende for at den historisk betingede bystruktur i indre by ikke blev sprængt, og for, at byudviklingen i hovedstadsområdet skete på en måde så de grønne kiler mellem fingrene blev friholdt til natur og rekreative grønne arealer, mens nye bycentre, forstadsbebyggelse og infrastruktur blev samlet i fingrene.

Anlæggelsen af et nyt teknisk universitet på Lundtoftesletten var i udgangspunktet tæt koblet på Fingerplanens hovedide, hvor man lagde byfunktioner og ny bebyggelse i fingrene, som var forsynet med tung infrastruktur. Tanken var, at man ved at lægge et universitet i en af fingrene, tæt koblet op på infrastruktur, kunne aflaste den allerede tætte bykerne. I den forstand markerede etableringen af et teknisk universitetscampus på Lundtoftesletten, som også Steen Eiler Rasmussen har anført, ”et vendepunkt” i byudviklingssammenhæng4. Campus blev anlagt i fingerplanens “lillefinger” med grønne kiler på hver sin side af den nye bebyggelse: Dyrehaven mod øst og Mølleådalen mod vest. Universitetsbyen var fra begyndelsen tænkt sammen med anlæggelsen af Lundtoftebanen, en S-togslinje, der skulle have løbet på vestsiden af Helsingørmotorvejen fra Jægersborg station via Lundtofte til Nærum. Den endte imidlertid med aldrig at blive realiseret. I 1950’erne og 1960’erne blev en del anlægsarbejder ellers udført på den nordligste del af strækningen, men herefter lå arbejdet stille og blev aldrig genoptaget. Lundtoftebanen blev officielt opgivet i løbet af 1970’erne.

Megen af den planlægning for hovedstadsområdet, som fra anden halvdel af det 20. århundrede blev gennemført i hovedstadsregionen, har bygget videre på Fingerplanens grundlæggende ideer. Men først i 2007 fik Fingerplanen status som officielt landsplandirektiv for hovedstaden. De bærende ideer var da fortsat den stationsnære udbygning ved transportårerne i fingrene og opretholdelsen af grønne kiler mellem dem. Selv om de sidstnævnte mange steder har været under pres, og der er vokset ”svømmehud” frem mellem dem i form af nye bebyggelser. Infrastrukturudbygningen tog tidligt fart langs fingrene, men den oprindelige fingerplans ideer om, at man med offentlig transport også skulle kunne bevæge sig på tværs af de store infrastrukturårer i fingrene er, sammen med stationsnærheden, først nu, mere end 70 år efter den første fingerplan så dagens lys, løst på DTU, i og med at letbanen er blevet ført ind igennem området.