
2 minute read
Ungdomsnetværket: De unge skal være gode ambassadører
UNGDOMSNETVÆRKET
af Nana Erstling,
formand for Ungdomsnetværket
De unge skal være gode ambassadører
Nana Erstling
Tidligere på året fik Forsikringsforbundets Ungdomsnetværk ny formand og er nu ved at etablere sig som de unge og yngre medlemmers forum og talerør i fagpolitiske sammenhænge.
Forsikringsforbundets Ungdomsnetværk er til for dig, som er under 35 år og ansat i forsikrings- og pensionsbranchen. Netværkets bestyrelse består af unge tillidsvalgte, mens aktiviteterne er for alle unge medlemmer af Forsikringsforbundet.
Vi giver ordet til formanden for Ungdomsnetværket, Nana Erstling, som i sit job er Assistent Underwriter Transport & Spedition i Tryg:
I Ungdomsnetværket er vi i særdeleshed optaget af faglig og personlig udvikling, så Forsikringsforbundets unge medlemmer og tillidsvalgte altid vil være den bedste version af fremtidens medarbejdere indenfor forsikrings- og pensionsbranchen.
Det er en afgørende faktor, at unge kan og tør bidrage i hverdagen på arbejdspladsen, hvor deres indsats virkelig tæller. Selskabernes unge medarbejdere er fremtiden og bør derfor også være en vigtig part i at præge, hvilken vej videreudviklingen af såvel den teknologiske som faglige udvikling skal tage.
Unge skal gøre forskellen
Jeg vil gøre det helt klart, at Ungdomsnetværket ikke handler om fester og fredagsbarer, men at være med til at forme fremtidens arbejdsplads. Her kan de unge og yngre medlemmer nemlig gøre forskellen og være gode ambassadører for Forsikringsforbundet og det, man som medlem kan bruge forbundet til.
Det er derfor rigtigt vigtigt for os, der er med til at drive Ungdomsnetværket, at de unge medlemmer har kendskab til alle de gode muligheder, der er for kompetenceudvikling – både hvad angår rådgivning og ikke mindst den økonomiske støtte, som nu kan søges både lokalt i selskaberne og via Forsikringsforbundets Uddannelsespulje.
I nogle selskaber vil der være eller komme en lokal ungdomsrepræsentant. Hvis der er sådan en på din arbejdsplads, så hold dig endelig ikke tilbage, men tag fat i vedkommende for at høre om de muligheder, du har for at videreudvikle dig gennem efter- og videreuddannelse. Det er så vigtigt!
Uddannelse i en travl hverdag
I en hverdag med små børn, travl dagligdag og store ambitioner for karrieren, kan du som medlem af Forsikringsforbundet søge om uddannelse. Når tiden er knap og ressourcerne presset, så er det godt at vide, at vi i højere grad end nogensinde tidligere kan tage efter- og videreuddannelse online. Måske kan det få planlægningen af din hverdag til at gå op i en højere enhed?
Et medlemskab af Forsikringsforbundet og aktiv deltagelse i Ungdomsnetværket giver fællesskabet i ungdomsnetværket bedre muligheder for fremadrettet at sikre dig de gode vilkår, der kendetegner forsikrings- og pensionsbranchen: Attraktivt lønniveau, arbejdsgiverbetalt pensionsordning samt overenskomstforhandlet fri fredagen efter Kristi Himmelfart.
Når du aktivt støtter op om Forsikringsforbundet, er du med til at bakke op om den gode udvikling. Og er du under 35 år, så hold øje med aktiviteterne i Ungdomsnetværket. Det kan du bl.a. gøre på vores Facebook-side – søg på ”Forsikringsforbundets Ungdomsnetværk”, så finder du siden.