Udbetalt

Man behøver ikke gå hen i bankoklubben med det samme

Af Henrik Nordskilde Foto Petra Kleis

Jesper Skibby har allerede prøvet at gå på pension én gang, da han stoppede som cykelrytter, og det var ved at koste ham livet. Men han frygter ikke den næste pension. Tværtimod glæder han sig, for det gælder vel om at have det sjovt og fyre den af som pensionist.

NÅR MAN BLIVER PENSIONIST, ER MAN selvfølgelig blevet ... ikke gammel, men ældre. Det skræmmer måske nogen at tænke på, men sådan har jeg det egentlig ikke. At man bliver ældre, må man bare leve med. Jeg hører ikke til dem, der er bange for at skulle på pension, og som tænker: ”Hvad skal jeg dog lave?” Jeg kan godt lide at lege lidt med tanken om, hvad jeg skal lave.

JEG TROR, AT MANGE MENNESKER mister sig selv en smule, når de går på pension. Jeg har gjort op med mig selv for lang tid siden, at det ikke kommer til at ske for mig. Jeg skal bare hygge mig. Der er så mange muligheder. Og man behøver jo ikke gå til banko. Jeg vil hellere kigge en anden vej: ”Hvad har jeg ikke nået, som jeg godt kunne tænke mig? Hvad kunne egentlig være sjovt?” Jeg er godt klar over, at når jeg går på pension, er mine børn i tyverne og fyrrerne, så det er måske begrænset, hvor meget man kan komme og sige: ”Nu er far her.” Det gider de måske ikke lige, så man må finde på noget, og pensionisttilværelsen behøver sgu ikke være kedelig. Vi kan jo

1 En udkørt Jesper Skibby efter en etape i Tour de France, 1997. godt komme til at putte folk i en kasse, hvis de er pensionister. Nå, så kan de gå og hygge sig i haven med nogle krydderurter eller være med i ældreklubben. Man skal prøve at tænke lidt anderledes. Når pensionisttilværelsen starter, skal man tænke: ”O.k., hvad kunne egentlig være skideskægt at prøve?” Det kunne måske være at spille paintball med mine venner. Og jeg har altid godt kunnet tænke mig at prøve bueskydning. Hvis man ellers har det godt, skal man udnytte de muligheder, der er. Jeg kunne også godt tænke mig at bruge tid på at hjælpe andre. Jeg har for eksempel epilepsi, og måske kunne jeg beskæftige mig med det og hjælpe andre i samme situation.

JEG ER HELT MED PÅ, AT DET gerne skal gå godt med min pensionsopsparing, men jeg følger ikke med. Jeg ville slet ikke kunne finde ud af det. Jeg ved, at det er vigtigt, men det må gå, som det går. Det er ikke alfa og omega med den pensionsordning. Det er da fantastisk, at vi har pensionskasser og har den mulighed, men det skal ikke styre mit liv. Det vigtige er at have det godt i livet og gøre de ting, man har lyst til. Dem, der har knoklet hele livet og sparet op i en pensionskasse, for-

Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix

Jesper Skibby

Født 1964 og tidligere professionel cykelrytter. Han har bl.a. vundet etaper i verdens tre største etapeløb, Tour de France, Giro d’Italia og Vuelta a España. I dag arbejder han som miljøkonsulent for HC Container. Han er gift med Mette, og sammen har de en datter. Skibby har desuden en datter fra et tidligere ægteskab.

tjener fandeme at gøre, hvad de synes er sjovt. Så kan man godt sige, at jeg er privilegeret økonomisk, men det gælder om at have det sjovt.

PÅ EN MÅDE HAR JEG ALLEREDE prøvet at gå på pension, da jeg stoppede med at cykle. Og jeg vil vove at påstå, at den første gang, jeg gik på pension, var den hårdeste, jeg kommer til at prøve. Sådan bliver det ikke næste gang. For der lå så meget identitet i at være cykelrytter. At miste identiteten er det, der kan smadre os, når vi går på pension. Det skal man for alt i verden være bevidst om. Jeg har prøvet det, og det var ved at slå mig ihjel. (Jesper har i bogen ’Engang var jeg Jesper Skibby’ fortalt om misbrug og selvmordstanker). Vores politikere burde sikre, at der er et eller andet beredskab klar for at hjælpe dem, der går på pension.

MINE FORÆLDRE ER kæmpe forbilleder i den måde, de er pensionister på. De hygger sig, og de rejser og gør det, de gerne vil. Og jeg kan mærke, at de nyder hinanden. For 30 år siden havde jeg sgu ikke set det komme, at de skulle have det på den måde i dag. Det hjælper mig at se det og tænke: ”O.k., det er sådan, den skal skæres!” De har venner i Sydfrankrig og siger: ”O.k., lad os køre ned og besøge dem.” Så kigger jeg på min 83-årige mor og siger: ”Hvad har I tænkt jer?” ”Jamen, vi kører da i bil, og det tager en uge, for vi skal lige se dét og dét på vejen.”

JEG TROR, JEG VIL ARBEJDE, til jeg er 70 eller 75. Jeg har ikke tænkt mig at blive ved, til jeg er 80, eller fortsætte med at lave lidt arbejde, selvom jeg egentlig er pensioneret. Jeg kan rigtig godt lide det arbejde, jeg har nu, men jeg vil holde helt op til den tid. Jeg vil dog pleje de venskaber, jeg har fået gennem arbejdet.

MIN POINTE ER, AT MAN IKKE skal være bange for at stoppe med at arbejde. Man skal prøve noget og leve livet. Man behøver ikke gå hen i bankoklubben med det samme. Jeg tror ikke, mine forældre har specielt mange penge, men de finder en måde at gøre det på. Det inspirerer mig helt vildt.