Når jeg har fri

Af Henrik Nordskilde Foto Lucas Noonan

Søren Bak rådgiver pensionskunder i Danica, og så er han under navnet ’The True Viking’ verdensmester i kampsporten MMA, Mixed Martial Arts, der foregår i et bur, hvor det meste er tilladt.

Hvordan kom du i gang

”Jeg gik til brydning som barn, og da jeg var 15 år, kom MMA så småt til landet. Egentlig skulle man være 18 år for at være med, men jeg fik lov til at træne med i klubben i Næstved, hvor jeg boede. Det viste sig, at jeg med min bryderbaggrund kunne kaste rundt med de voksne, og det hjalp jo på min interesse. Da jeg var 17-18 år, havde jeg min første kamp ved et stævne i Sønderborg. Jeg vandt i første omgang og blev tilbudt en prof-kontrakt bagefter. Det var nogle beskedne beløb. Min første kontrakt var vist 1.000 kroner per kamp og lidt senere 3.000 kroner. Men det var fint, for jeg var ung og desuden slet ikke vant til pengepræmier fra brydning.”

Hvad fascinerede dig ved sporten? ”Typisk fik jeg bank i brydning, fordi min teknik ikke var god nok, men i MMA betød viljen til at vinde meget mere. Allerede som bryder, hvor jeg sjældent var den teknisk dygtigste,

1

1 Søren Bak efter sin seneste kamp, i Paris i maj, hvor han vandt over englænderen Charlie Leary med dommerstemmerne 3-0.

2 Charlie Leary modtager en træffer fra ’The True Viking’ under kampen i Paris. vandt jeg nogle gange mod alle odds på grund af viljen til at kæmpe til det sidste. Derudover er MMA meget friere end brydning. Hvis modstanderen er overlegen på ét punkt, kan man prøve noget andet. Moderne MMA bygger på tre grunddiscipliner: Når man står på benene og kæmper, minder det om thaiboksning, hvor man må slå, sparke og bruge knæ og albuer. Hvis man er på vej ned på gulvet, og den ene forsøger at komme op igen, bruger man brydningen. Hvis man først er helt nede på gulvet, er det brasiliansk jiujitsu, der er grunddisciplinen.”

”Jeg talte med vores direktør Søren Lockwood om det forleden. Han sagde, at han aldrig ville turde, og jeg sagde, at det gør jeg egentlig heller ikke. Det bliver aldrig hverdag. Det er et vildt adrenalinsus, men jeg har lært at kontrollere den adrenalin. Og så acceptere, at når jeg står i buret, er der ingen vej ud. Men det er mega-nervepirrende. Jeg har haft snart 20 kampe, og jeg tænker hver gang: ’Hvorfor var det lige, jeg sagde ja til det her igen?’ Det er fight or flight-instinktet.”

”Ja, og det hjælper, at der er nogle ritualer omkring opvarmningen. F.eks. at min træner klapper mig hårdt rundtomkring på kroppen. Det giver nogle associationer til andre kampe, og jeg lader tankerne flyde frit, og adrenalinen begynder at pumpe. På vej ind til buret har jeg nærmest skyklapper på. Jeg lægger ikke mærke til, at der er 20.000 mennesker i hallen. Der er kun modstanderen. Det er instinkter og muskelhukommelse, der tager over, så jeg ved, hvad jeg skal.”

”Typisk er jeg sluppet for skader. Jeg havde lidt næseblod sidst, og jeg har fået et par sting i øjenbrynene. Skader er mere opstået i træningslejre. Jeg har engang overstrakt et ledbånd i knæet. Det har været det værste.”

”De fleste har selv givet op eller er blevet kvalt til bevidstløshed, så kampen bliver stoppet af kamplederen. Én kamp skiller sig dog ud. Det er den eneste kamp, jeg har tabt. Jeg blev slået ud, og modstanderen fik et kompliceret brud i hånden, da han slog, så han var ude et års tid. Der skete ikke noget særligt med mig. Jeg har aldrig fået en hjernerystelse, heller ikke i den situation, så det var mere mentalt hårdt, fordi jeg tabte.”

”I Liverpool mødte jeg Paddy Pimblett i et forbund, der hedder Cage Warriors, i en kamp om at blive verdensmester i letvægt. Han er fra Liverpool og en stor stjerne derovre. Der blev kastet mønter og telefoner efter mig, da vi gik ind til buret. Første runde gik rigtig skidt. Han fik taget kvælertag på en måde, der som regel afslutter kampen. Runden var lige startet, så han havde fire minutter til at kvæle mig til bevidstløshed eller vente på, at jeg gav op. Men der var 50 mennesker med derovre for at støtte mig, bl.a. min mor, så da jeg mærkede hans arm om min hals, tænkte jeg: ’Det skal fandeme være løgn.’ Jeg fik hevet en smule luft ind og fik bevæget mig lidt. Det hjalp. Når man ligger i et kvælertag, taler kamplederen løbende med

2

Søren Bak er født i 1992 og uddannet finansbachelor. Han blev praktikant i Danica i 2015 og var studentermedhjælper i 2016-17, inden han blev ansat på fuld tid. I MMA-verdenen er han kendt som ’The True Viking’. Derfor viser Søren sig gerne til stævner med pels over skuldrene og en økse i hånden. én og spørger, om man er o.k. Han bad mig om at give tommel op. Jeg klarede mig igennem, tævede modstanderen i de næste fire runder og blev verdensmester. Da jeg kom tilbage på arbejdet, var der lagt rød løber frem, og de havde fyldt skrivebordet med slik og chokolade.”

”Jeg nævnte allerede under min jobsamtale i 2017, at jeg havde brug for at arbejde mindre i perioder. Når der ikke er en kamp på vej, er jeg almindelig fuldtidsmedarbejder. Jeg træner efter arbejde. Op til kampe skal jeg træne både morgen og aften. Så bruger jeg noget afspadsering, og jeg har også nogle gange aftalt med HR at gå ned i tid. Det undrer mig, at ikke flere topatleter har sådan en løsning. Det er givende for mig at have både jobbet og sporten. Jeg kan bruge mine fysiske kompetencer til træning og fordybe mig mentalt på arbejdet. Derudover er der en masse positivt rent socialt ved at have en arbejdsplads.”

”Det mest håndgribelige er stresshåndtering. Jeg er da bange, når jeg går ind i buret, og der er et stort fysisk pres under kampen. Jeg tror til gengæld ikke, det er så stressende for mig at komme tilbage til en fyldt indbakke efter en ferie, som det måske kan være for andre – uden at negligere, at sådan en indbakke kan være stressende.”

”Jeg har to kampe om året, og det tjener jeg mere på end på mit job her i Danica, men den ambition har jeg ikke. Muligvis vil jeg på et tidspunkt gå permanent lidt ned i tid, så jeg ikke skal trække min chef og HR gennem det, hver gang der er en kamp på vej. Men jeg har brug for både MMA og jobbet.”

I magasinet Forsikring vil vi gerne fortælle om kolleger i branchen, også når de ikke er på arbejde.

Laver du – eller en af dine kolleger – noget lidt specielt i fritiden? Så giv os et tip, og skriv til vores redaktion på redaktionen@forsikringsforbundet.dk