Der er fokus på pige- og kvindefodbold, men – lidt om baggrunden for projektet Der har de seneste år været et stigende fokus på pige- og kvindefodbold, men det stigende fokus er kun i begrænset omfang blevet omsat til, at flere piger er begyndt at spille fodbold i landets fodboldklubber. Der er flere årsager til at det forholder sig sådan. De lokale fodboldklubbers manglende synlighed i pigemiljøerne, kvaliteten af tilbuddet m.v. har betydning, men den væsentligste årsag er, hvad man kunne kalde mere ”strukturel”. Fraværet af de yngste piger i mange af landets fodboldklubber hænger i nogen grad sammen med, at deltagelse i fritidsaktiviteter i 0-2. kl. i vid udstrækning afspejler forældrenes (og for pigernes vedkommende primært mødres) foreningshistorik. Det betyder i praksis, at rigtigt mange piger i denne alder går til hhv. svømning og gymnastik. Fodbold er den tredjestørste pigeidræt i aldersgruppen 0-12 år, men er markant mindre end såvel gymnastik og svømning. Den manglende kritiske masse gør mange pigemiljøer skrøbelige, forstået som at hvis der blot er nogle få spillere, der stopper med at spille, betyder det potentielt, at der er 6-7 andre spillere, der stopper. Ikke fordi de ønsker at stoppe med fodbold, men fordi der ikke er nok spillere til et hold.
”Jeg synes Pernille Harder er cool” - fokus på ”sene startere” er en vigtig del af arbejdet med at fastholde flere spillere
I 3.-5. klasse bliver fritidsinteresser en såkaldt ”arena for selvvalg” – forstået som at pigerne i langt højere grad selv får lov at vælge, hvilke fritidsaktiviteter de begynder til. Det betyder, at der er fodboldpiger, der vælger fodbolden fra fordi de hellere vil gå til noget andet. Heldigvis er der også mange piger, der i denne alder vælger fodbolden til!
Hvem er de piger, der begynder i 3.-5. klasse?
Helt overordnet kan de opdeles i to grupper: - De piger som ”fravælger” de aktiviteter, som deres forældre ”valgte” for dem i en tidlig alder. Det er dermed piger – og forældre – som kender foreningskulturen, og som forholdsvis let glider ind i en ny foreningskultur. - De piger, der for første gang skal i gang med foreningsidræt. De og deres forældre har kun begrænset erfaring med at ”gå” til noget, og der er mange spørgsmål i mødet med den ”Kampklar-kage-ordning og sommerfest ”-kultur de møder i fodboldklubben. Uanset om man kommer med eller uden erfaringer fra foreningslivet er udfordringen for de ”sene startere” bl.a.: - De er mange timers træning, driblinger og boldberøringer bagefter. - De bliver en del af en sammenhæng, hvor de skal spille sammen med piger, som har spillet i mange år, og dermed er et sammentømret fællesskab. (Og det samme gør sig i nogen grad også gældende i forhold til forældrene!). - De møder engagerede, men ikke altid fagligt dygtige trænere, der er udfordrede på at tilbyde differentieret træning, der gør at de ”sene startere” lærer helt basale fodboldfaglige færdigheder. Disse forhold betyder at en stor gruppe af disse ”sene startere” forholdsvis hurtigt igen stopper med at spille organiseret fodbold. Dermed går de potentielt glip af mange gode oplevelser, et vigtigt frikvarter og den transferværdi, der potentielt er mellem fodbolden og resten af deres liv. Og fodboldklubberne går glip af en stor gruppe medlemmer, der potentielt kunne være medvirkende til at styrke de pt. ret skrøbelige pigemiljøer i fodboldklubberne, hvor virkeligheden ofte er, at to spilleres efterskoleophold medfører, at 10 spilleres muligheder for at være en del af den organiserede fodbold forsvinder.
Succesoplevelser styrker handlekraften både på og udenfor banen! – lidt om fodboldens transferværdi
Forløbet er søgt opbygget på en måde, hvor vi hele tiden arbejder indenfor nærmeste udviklingszone
4
Dansk Boldspil-Union / DBU Bredde
