Landsmøde 2021
Fra ildsjæl til forandringsagent Ild var det gennemgående metafor, da vi snakkede om ildsjæle på årets landsmøde. Ilden er stærk, men kan gå ud. Den skal næres, men den kan også brænde ting ned. Så det er vigtigt at omgås ilden med varsomhed, men så kan den også være til stor nytte. Af Kirsten S. Knudsen, Foreningskonsulent
E
va Boxenbaum er professor ved CBS og forsker i ildsjæle og hvordan, de lykkes. Hun fortalte engageret om sin forskning på landsmødet. Men i stedet for et traditionelt stående foredrag efterfulgt at spørgsmål fra salen, var der dækket op til spørgsmål på scenen og refleksioner fra salen. Fra de bløde lænestole på scenen tog sekretariatsleder Henrik Christensen teten og fik Eva til at sætte ord på, hvad begrebet ’ildsjæl’ egentlig rummer, og førte os derfra videre til hvilken relevans det har for aftenskolen.
Hvad er en ildsjæl? Eva hjalp os på vej med at karakterisere en ildsjæl som en ”der brænder rigtig meget for at ændre noget i for eksempel en organisation, men det kan også være andre steder i samfundet” eller personer, som ”generelt er ekstremt passionerede omkring en alternativ måde at gøre tingene på og klar til at kæmpe for at skabe en strukturel ændring”. Med ilden som metafor tog Eva os videre med ind i oplevelsen af drivkraften hos ildsjælen. Ilden er stærk, men ikke uendelig; ilden skal næres, hvis den fortsat skal brænde; man kan brænde sig på den; og med ilden kan der både opstå noget nyt og fjernes noget eksisterende.
16 DOF SPEKTRUM l SEPTEMBER 2021
Panden mod muren Ildsjælen brænder for noget og går på med krum hals, men for de fleste vil der være barrierer undervejs. Evas forskning viser, at når ildsjælene er bevidste om, hvilke barrierer de er oppe i mod, så er sandsynligheden for at lykkes langt større. Men måske opdager man først barriererne, når man rammer panden mod muren og ikke kan komme videre – og hvad så? Her ramte Eva noget, som mange i aftenskolerne nok kan genkende. Et projekt, en idé, et ønske om udvikling stopper eller løber ud i sandet, uden at man nødvendigvis kan sætte fingeren på, hvorfor. Mange drømme og visioner er stoppet her, projektet blev lagt i skuffen eller smidt ud, og måske blev den brændende flamme lidt mindre. Men hvad er det egentlig for barrierer, og hvordan kan man, så at sige, opdage dem på forhånd?
Myten om ildsjælen Den hårdføre myte om, at ildsjæle arbejder alene og får ting til at ske alene, punkterer Eva med fasthed i stemmen: ”Der skal være et fællesskab bag det”, og uddyber, at samspillet mellem ildsjælen og den organisation og de mennesker, vedkommende er en del af eller tæt på, er en nødvendig faktor for at lykkes.
Aftenskolens ildsjæl kan findes på alle niveauer, men hvis ønsket om forandring skal have gennemslagskraft, skal ildsjælen inddrage og engagere andre. Det kræver, at ildsjælen er god til at kommunikere og har en vis karisma, som kan aktiveres i arbejdet med at rekruttere det rette fællesskab.
Ingredienser: Tid, sted og placering Evnen til at placere sig på det rigtige sted, med det rigtige emne, på det rigtige tidspunkt, med den rigtige opbakning, er helt central for ildsjælen som forandringsagent. Eva sammenligner det med en bølge, som ruller, når der er samlet vand nok. Man skal time sin entre, ikke komme for tidligt og ikke komme for sent. Tænker man tilbage på kuldsejlede projekter gennem tiden, vil vi nok alle kunne genkende noget af billedet. Man var for tidligt ud, man var for sent ude, man var alene om at se problemet, man kunne ikke engagere de mennesker, der havde en god position i feltet og så videre. Og hermed nærmer vi os nogle af de mange gode refleksioner, som landsmødets deltagere bød ind med. Hvordan kan man for eksempel overkomme den barriere, der hedder ’tid som ressource’? Man kan hurtigt brænde sit lys i begge ender, hvis man både er en ildsjæl og samtidig skal have driften til at fungere. Og