4 minute read

Nye avlsmål med fokus på overlevelse

Stærkt samarbejde om at forbedre avlsfremgangen og optimere det genetiske arbejde

Af Lene Tingleff

Advertisement

De nye avlsmål, som Landbrug & Fødevarers sektor for Gris netop har fastsat i samarbejde med branchen for at sænke pattegrisedødeligheden, giver rigtig god mening.

Det er der enighed om hos direktør Hans Aarestrup, Dansk Svineavl, DSA og sekretariatsleder Kasper Gade Panduro, fra foreningen DanBred Opformering, DBO.

De mener begge, at de nye avlsmål kan styrke pattegrisenes overlevelse, og at branchen har valgt at sætte fokus på de helt rigtige avlsmål i den store ændring i avlsprogrammet, der i juni 2022 blev sat i værk.

Fremover vil der blive kigget på pattegrisenes genetiske evner til overlevelse, soens genetiske evne til at få sine pattegrise til at overleve og på kuldstørrelsen. - Avlsmålene revideres løbende, men det her er en markant ændring, som kan få stor betydning. Det er et avlsmål, der giver god mening på mange måder. Dødeligheden har været for høj, det skal vi selvfølgelig have gjort noget ved, og det giver god mening både økonomisk og politisk, understreger de begge. - Når vi vælger noget og forfølger det, så når vi det, og vi vil komme i mål med en større overlevelse og flere pattegrise, der kommer til fravænning, siger Hans Aarestrup.

Vi når i mål

Det er sektorbestyrelsen i Landbrug og Fødevarer Gris, som i sidste ende bestemmer avlsmålene, men Dansk Svineavl og DanBred Opformering, giver naturligvis løbende sin mening til kende, da det er i vores stalde vi først ser virkningen af avlsmålene. Det gælder både fordele og ulemper, påpeger Hans Aarestrup.

DanBred er det største svineavlssystem i Danmark og et af verdens mest effektive avlssystemer, som har til formål at udvikle svin, som giver danske svineproducenter det bedste grundlag for optimal produktion, og er interesseorganisation for opformeringsbesætningerne.

Dansk Svineproduktion har konstant stor avlsfremgang, og via meget omfattende registreringer og beregningsmodeller i avls- og opformeringsbesætningerne er indsatsen veldokumenteret. Der arbejdes hele tiden med nye avlsmål og på at optimere. - Valide data er afgørende for både avlerne og opformeringsbesætningerne, og vi har et meget tæt og godt samarbejde om det her, hvilket er årsagen til, at vi er nået så langt og med succes kan levere dansk genetik til hele verden, siger Kasper Gade Panduro. - Vigtige avlsmål har hidtil været bl.a. udnyttelse af foder, klimaaftryk, sundhed, øget produktivitet og sociale egenskaber, og her har vi rykket rigtigt meget. Nu er der så stor fokus på at sænke pattegrisedødeligheden, og det kommer vi også til at nå i mål med, understreger de to avlseksperter. ●

- Vi kommer til at rykke på de nye avlsmål om sænket pattegrisedødelighed, forsikrer Hans Aarestrup, direktør for Dansk Svineavl og Kasper Gade Panduro, sekretariatsleder i DanBreed Opformering.

Her tæller fagligheden

Hans Aarestrup er vendt tilbage til svinebranchen efter seks år som direktør for Bæredygtigt Landbrug

Efter seks år som direktør for Bæredygtigt Landbrug er Hans Aarestrup vendt tilbage til den danske svinebranche, hvor han i februar 2022 blev direktør for Dansk Svineavl med kontor på Karetmagervej i Fredericia. - Mit arbejde i Bæredygtigt Landbrug har været meget politisk, og det har båret præg af holdninger, meninger, diskussioner og politiske kampe. Det har været meget spændende og en utrolig vigtig opgave, men jeg har savnet respekt for fagligheden fra det politiske plan. Nu ser jeg frem til mit nye job, som i meget høj grad bygger på viden og faglighed, siger han.

Han er skiftet tilbage til den branche, som har oprindeligt kom fra, oprindeligt i rådgivningsbranchen inden for svineproduktion og gennem 16 år som direktør for Danske Svineproducenter. - Da jeg fik muligheden for at komme til at stå i spidsen for Dansk Svineavl, var det et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Her har vi et system, hvor de faglige argumenter tæller, og jeg er glad for at vende tilbage til et område, hvor jeg har en erfaring og kan bringe min faglighed i spil.

Verdens bedste grise

Organisationen Dansk Svineavl er en vigtig del af det nationale danske svineavlssystem, og er en vidensbase inden for svin. Dansk Svineavls medlemmer producerer nogle af verdens bedste avlsdyr, som sælges verden over.

Foreningen repræsenterer 22 avlere, der forestår avlsarbejdet. De har godt 6.200 avlssøer fordelt på Lancrace, Yorkshire og Duroc samt knapt 20.000 opformeringssøer, som producerer ca. 120.000 renracede avlsdyr og ca. 155.000 krydsningspolte. Avlsbesætningerne er godkendt af Seges, Landbrug & Fødevarer Gris og DanBred.

Der samarbejdes med en række organisationer og sammenslutninger inden for branchen, bl.a. DanBreed Opformering, DOB. Det er en interesseorganisation for opformeringsbesætninger, der varetager de faglige og kommercielle interesser for de 55 besætninger. - Avlsbesætningerne er kernen i vores avlssystem, og vi står meget stærkt på det globale marked. Vores dyr er utroligt gode, og vi kan konstatere, at Danmark er helt i front, når det gælder avlsdyr, lyder det fra Hans Aarestrup, der afløser Niels Rohrberg som direktør. ●

Fakta – Hans Aarestrup

● 55 år og bor i Fredericia sammen med sin ægtefælle, Birthe Aarestrup. ● Stammer fra Vejlby på Nordfyn, hvor han er opvokset på en gård. Uddannet som agronom fra

Den Kgl. ● Veterinær- og Landbohøjskole. ● 1993: Chefrådgiver Svinerådgivning Nord-Vest. ● 1997: Afdelingsleder i svineproduktion Agri Nord. ● 2000: Direktør Danske Svineproducenter. ● 2016: Direktør Bæredygtigt Landbrug. ● 2022: Direktør Dansk Svineavl.

This article is from: