Byttemarkeder Af Nicholas Krøyer Blok, Mandag Morgen Sustainia En social innovativ ide af nogle studerende, der for fire år siden i en baggård startede en bevægelse for mere samarbejde mellem borgere. Og det ville aldrig have været lykkedes uden nye partnerskaber mellem borgere, virksomheder og det offentlige. Da vi afholdt det første byttemarked i Aarhus i oktober 2010, forventede vi kun 50 personer ville deltage og bytte deres gamle dvd’er og bøger for noget bestik og kjoler. Der dukkede dog hele 1.000 deltagere op, i følgeskab med pressen, og vi havde tydeligvis ramt noget rigtigt her. I dag er det en social virksomhed, der sælger byttemarked-konceptet til kommuner og virksomheder, med økonomisk støtte fra staten og affaldsbranchen, og vi har været med til at påvirke den nye ressourcestrategi fra regeringen. Vi har afholdt verdens største byttemarked på Rådhuspladsen i København i forlængelse af modeugen, og frivillige byttemarkeder har spredt sig som en bevægelse over hele landet, fra Slagelse til Silkeborg. Hvad skete der? Som medstifter af byttemarkederne ser jeg én primær faktor til successen. Partnerskaber. Da vi startede projektet aftalte vi, at alle var velkomne til at byde ind med forbedringer, og konceptet var frit for alle at kopiere og bruge i andre henseender. Vi ønskede ikke ejerskab, men i stedet gav vi fuld råderet til alle der ville lave deres egne byttemarkeder. Det er stadig en af de styrende kræfter bag byttemarkederne, da en del tid i sekretariatet går med gratis rådgivning til frivillige, der vil lave deres eget byttemarked. Der går også meget tid med at pleje de mange byttemarked-grupper på facebook, hvor de fleste byer har fået deres egen, og sekretariatet sætter frivillige sammen med kommunen og andre aktører, for at få gang i bytningen. De kommuner som er gået i samarbejde med byttemarkederne, har ikke kun fået et hyggeligt arrangement, der sætter fokus på affald som en ressource. De har også været nødt til at indgå i nye partnerskaber med ildsjæle, frivillige organisationer og virksomheder. Det har presset kommunerne til at gå i dialog med folk de normalt ikke ville have talt med, og har styrket kommunens kontakt til deres indbyggere. Det har skabt en bedre samarbejdsvilje mellem myndighed og borgere. Det kræver tålmodighed at arbejde sammen med mange personer, men det kan betale sig i sidste ende, da man har et fælles mål, som alle føler ejerskab for. Som det afrikanske ordsprog siger: ’Hvis du gerne vil gå hurtigt, så gå alene, hvis du gerne vil gå langt, så gå sammen.’
78
