
1 minute read
Grøn dannelse Af Rane Baadsgaard Lange
Grøn dannelse
Af Rane Baadsgaard Lange, Vestjyllands Højskole
Advertisement
Højskolens fader, N.F.S. Grundtvig, levede i en brydningstid. Hans folkeoplysning handlede om at klæde bønderne på til at blive medborgere i det spæde danske demokrati og han satte dannelse af det hele menneske på dagsordenen. Nutidens udfordringer kalder på begge dele, men nu med grønt fortegn.
Dannelse berører både krop, sind og ånd, og den manifesterer sig gennem de små og store valg i hverdagen. Vi skal have fat i os selv fra et dybere sted. Vi skal have fat i hinanden, for det er livet i fællesskab der gør forskellen. Ofte skal en mere bæredygtig livsform dog opleves for at blive til en reel handlemulighed og her har uddannelsesinstitutionerne et ansvar. Det pædagogiske spørgsmål bliver derfor, hvordan vi kan røre mennesker i hjertet og bygge livskraftige fællesskaber, så det bliver meningsfuldt at slå ind på vejen mod et mere bæredygtigt samfund?
I over 15 år har Vestjyllands Højskole arbejdet målrettet på at skabe undervisningstilbud i økologi og bæredygtighed, omlægge driften og lave demonstrationsprojekter. Kursisterne kan vælge fag, hvor der arbejdes med grøn omstilling, social innovation, mad og fødevarekvalitet. Højskolen har investeret i en vindmølle, solfangeranlæg og jordvarme, hvilket gør driften CO2-neutral. På de tilstødende jorde er anlagt en økologisk forsøgshave, der drives af frivillige. De hjemmedyrkede grøntsager bruges i skolens økologiske køkken, som dagligt giver kursisterne en kulinarisk oplevelse i særklasse. Sidste skud på stammen er at bygge bro til universiteterne, så højskolen kan blive rugekasser for fremtidens forskere og grønne iværksættere. Dette har blandt andet resulteret i et samarbejde med Center for Entreprenørskab og Innovation ved Århus Universitets, FOSIA og DANSIC Alumni omkring et intensivt kursus i ’Bæredygtig og social innovation’ i sommeren 2014.
Grøn dannelse på Vestjyllands Højskole kobler det æstetiske, kreative og bæredygtige så grøn omstilling bliver sjovt, smagfuldt og interessant at fordybe sig i. Men der er brug for et fælles ’remtræk til virkeligheden’. Andre højskoler og uddannelsesinstitutioner må også tage fat og udvikle en ’bæredygtighedens pædagogik’, gerne sammen med virksomheder og lokalsamfund. Vi er kun lige begyndt.