Hvorfor denne bog?
Undervisningen er ved at være slut, og børnene i 2. klasse er i gang med at rydde op. Line, Andrea og Katrine taler om det kommende frikvarter. Mille kommer hen til pigerne og spørger, om hun må være med. Hun spørger tre gange, men ingen af pigerne svarer hende. Mille udbryder til sidst: ”Så svar mig dog på, om jeg må være med!” Andrea kigger på hende og siger bestemt: ”Jeg har sagt nej!” Pigerne går væk, og Mille råber efter dem: ”Andrea, hvorfor må jeg ikke være med?!” Line, Andrea og Katrine begynder hviskende at diskutere, om Mille må være med. Der tales både for og imod, men de beslutter sig for, at hun ikke må være med. Mille står i nærheden og kan derfor høre pigernes drøftelser og den endelige konklusion på hendes forespørgsel.
Igennem flere år har jeg som skole- og børneforsker foretaget observationer på tværs af forskellige situationer i skolen. Udgangspunktet har været problemstillinger som deltagelsesvanskeligheder, inklusion, mistrivsel og bekymrende skolefravær. For at udvikle viden om disse problemstillinger har jeg fulgt børnene i forskellige undervisningssammenhænge, i frikvartererne og de mellemrum, der opstår i løbet af en skoledag. Mellemrummene kan være overgange i undervisningen, som for eksempel oprydning som i ovenstående situation eller skift af lærer, fag og lokalitet, som kan medføre bevægelser rundt på skolen. Nogle skoler har lange gange og distancer, der skal tilbagelægges. I sådanne mellemrum kan der foregå meget blandt børnene, som har betydning for deres deltagelse og trivsel i skolen.
Når jeg følger børnene og observerer deres deltagelse og handlinger, får jeg værdifuld indsigt i, hvad vanskeligheder i skolen ser ud til at handle om og hænge sammen med. Jeg får blandt andet indsigt i, hvordan det, der kan ligne enkeltbørns vanskeligheder,
er forbundet med sociale dynamikker og samspil i klassens børnefællesskaber. For eksempel bliver det tydeligt, at Milles hyppige vrede, gråd og udadreagerende handlinger ikke alene er et spørgsmål om temperament, men også hænger sammen med de eksklusionsprocesser, der ofte udspiller sig på subtile måder blandt pigerne. Jeg bliver slået af, hvor meget af børns skoleliv vi ikke ser som voksne. Og hvor vigtigt det er, at lærere og pædagoger har mulighed og gode betingelser for at udforske sociale dynamikker og samspil i skolen og derigennem få indsigt i, hvorfor skolelivet bliver svært for nogle børn.
Observationer giver ikke alene indblik i, hvad der er på spil for børnene, og hvad vanskelighederne hænger sammen med. De gør det også muligt at få øje på det pædagogiske handlerum, der faktisk er i skolen i forhold til at ændre og forbedre deltagelsesbetingelserne for de børn, som er i mistrivsel og har vanskelige skoleliv. De mistrivselsproblematikker, som jeg har iagttaget, har ikke krævet en særlig viden eller ekspertise for at kunne handle, men almen lærer- og pædagogfaglighed. Med andre ord har det ikke været nødvendigt at hidkalde en ekspert som forudsætning for at kunne handle og skabe forbedringer for børnene. Til gengæld er det nødvendigt, at lærere og pædagoger har mulighed for at sætte deres faglighed i spil. Og ikke mindst, at de har mulighed for i fællesskab at forholde sig nysgerrigt, undersøgende og reflekterende til, hvordan skolens praksis har betydning for børnenes deltagelsesbetingelser og vanskeligheder. Der er med andre ord brug for undersøgelsesfællesskaber i skolen.
At arbejde i undersøgelsesfællesskaber skal ikke forstås som endnu en metode eller et nyt koncept, der skal implementeres i en travl skolehverdag. Det er ikke endnu en opgave, der skal løftes, eller et krav, der skal indfries. Undersøgelsesfællesskaber er en måde at understøtte, styrke og kvalificere det pædagogiske arbejde på, som man som lærer og pædagog allerede er involveret i. En pointe er, at undersøgelsesfællesskaber netop kan bidrage værdifuldt ind i skolens eksisterende arbejde. Samtidig er det også et arbejde, der skal understøttes af en undersøgende skolekultur med plads og rum til at dele spørgsmål, tvivl og faglige perspektiver.
Bogen har til hensigt at inspirere lærere, pædagoger, ledere og andre professionelle i og omkring skolen til, hvordan de kan arbejde i undersøgelsesfællesskaber. Det er et forum, hvor observationer af børns deltagelse lægges frem til fælles drøftelse og refleksioner blandt skolens fagprofessionelle og eventuelt med inddragelse af andre fagligheder. I de fælles refleksioner bidrager de forskellige faglige perspektiver til, at
man sammen bliver klogere på problemerne og får øje på nye handlemuligheder. Undersøgelsesfællesskaber kan dermed ses som en vej til at arbejde med vanskeligheder i skolen og skabe skoleudvikling nedefra. Men det er også en måde, hvorpå man kan skærpe det pædagogiske blik og få øje på betydningen af egen faglighed og praksis.
At opdage de små skred
Når børn kommer i mistrivsel, sker det ikke fra den ene dag til den anden; det udvikler sig over tid. Det kan være forhold, som isoleret set og betragtet fra et voksenperspektiv kan forekomme ubetydelige, men som kan flette sig sammen og på sigt skabe mistrivsel i et barns skoleliv. Nogle forhold kan være åbenlyse, mens andre kan foregå mere i det skjulte og på tidspunkter og steder, hvor de voksne ikke har mulighed for at se, hvad der er i spil mellem børnene. Lektor Dorte Kousholt anvender begrebet ”udskillelsens glidebane” til at beskrive, hvordan forskellige processer over tid kan flette sig sammen og skabe en form for glidebane, hvor et barn ”glider” ud af skolens fællesskaber og til sidst udskilles (Kousholt, 2012). Det kan være små skred i en klasses sociale dynamikker, som kan starte en udskillelsens glidebane. Sådanne små skred kan være næsten usynlige fra et lærerperspektiv, men ikke desto mindre vigtige at få øje på, så der kan sættes andre processer i gang end udskillelse. Jo tidligere vi bemærker dem, jo nemmere bliver det at handle og skabe forandringer.
Flere studier af børn og unges deltagelse i skolens praksis peger på, at vi må blive bedre til at iagttage, opdage og forstå sociale dynamikker i skolens fællesskaber og hverdagsliv (Hedegaard-Sørensen & Grumløse, 2016; Holm Poulsen, 2021; Stanek, 2012; Testmann, 2021). For eksempel er læreres oplevelser af at mangle relevante handlemuligheder, når børn eller fællesskaber er i vanskeligheder, tæt koblet til deres muligheder for at udforske elevernes samspil gennem observationer (Højholt & Mardahl-Hansen, 2021). Observationer og analyser af sociale samspil giver skolens fagprofessionelle et bedre grundlag for at handle og håndtere de udfordringer, der opstår i klassefællesskabet og omkring enkeltbørn. Igennem observationerne bliver det muligt at få øje på små skred i de sociale dynamikker, inden de udvikler sig til en udskillelsens glidebane. Det er ikke en udforskning, der alene er bundet op på den enkelte lærer, men en udforskning, der finder sted i det, jeg her i bogen kalder undersøgelsesfællesskaber. Det vil sige et forum, hvor lærere sammen med kollegaer og andre samarbejdspartnere undersøger børns samspil og deltagelsesbetingelser med henblik på at blive klogere på praksis og sammen udvikle den.
Når konteksten bliver diffus
Det er en gængs praksis at afholde møder, når børn har det svært. Ofte er mødet det første skridt, når forhold omkring et barn vækker bekymring. Det er relevant at reagere og sammen prøve at forstå, hvad vanskelighederne handler om og kalder på af handlinger. Men i stedet for at møde en bekymring med bemærkningen ”lad os holde et møde” vil jeg pege på relevansen af, at vi i stedet siger ”lad os foretage nogle observationer”. Altså, at det første, vi gør, er at undersøge, hvad vanskelighederne handler om og hænger sammen med i den sociale sammenhæng, hvor lærere og pædagoger møder barnet. Når det er relevant, skyldes det, at det ellers nemt bliver barnet isoleret set, som bliver omdrejningspunktet for samtalen, og ikke den sociale sammenhæng, som vanskelighederne udspiller sig i. Der er en tendens til, at jo sværere vanskeligheder med og omkring et barn, jo mere skærpes fokus på barnet. Samtidig blegner de sammenhænge, som barnet og vanskelighederne er en del af. Observationerne har til hensigt at undgå denne tendens.
Når vi taler om vanskelighederne og prøver at forstå dem, sker det ofte på nogle generaliserede måder, hvor de kontekster, barnet og vanskelighederne er en del af, fremstår uklare og diffuse. Det sker for eksempel, når vi siger ting som: ”Der er næsten altid konflikter med hende i frikvarteret, fordi hun vil bestemme over de andre.”
Eller: ”Han er ukoncentreret i undervisningen, han rejser sig ofte og forstyrrer de andre.” I sådanne udtalelser fremgår konteksten, men det er en uklar kontekst, og dermed bliver det også uklart, hvad vanskelighederne er en del af. Psykolog Ole V. Rasmussen peger på, at når konteksten er diffus, bliver det barnet, der har vanskeligheder, eller børn, der er vanskeligheder med. Som et resultat af den forståelse kommer hjælpen til at rette sig individuelt og omfatter dermed ikke de rum, som børn er i vanskeligheder i (Rasmussen, 2004).
At etablere undersøgelsesfællesskaber, hvis udgangspunkt er observationer af barnets deltagelse blandt andre børn og voksne i konkrete situationer, kan bidrage til at tydeliggøre konteksten. Observationerne kan gøre det muligt at forstå vanskelighederne i den sociale sammenhæng, som de opstår og udvikler sig i. Vi kan med andre ord få blik for, hvad der er på spil for barnet i de konkrete situationer, og som er med til at begrunde konflikterne i frikvartererne og den forstyrrende deltagelsesform i undervisningen. For eksempel kan vi blive opmærksomme på, hvordan skolens struktur, organiseringen af undervisningen, samarbejdet mellem eleverne og de sociale dynamikker i fællesskaberne har betydning for de vanskeligheder, der udvikler sig for enkeltelever. Men ikke mindre vigtigt kan vi også få øje på situationer,
som adskiller sig fra det problemmættede billede. Gennem observationerne kan vi få indsigt i, hvad vi med fordel kan gøre henholdsvis mere eller mindre af. Vi kan blive mere bevidste om, hvad god pædagogik er, og hvordan den kan udvikles med henblik på at komme alle børn i møde – også de børn, der har vanskelige skoleliv.
Bogens anliggende og opbygning
Hensigten med denne bog er at præsentere en tilgang, hvor det at observere og forholde sig nysgerrigt, undersøgende og analyserende til samspil og sociale dynamikker bliver en naturlig del af skolens arbejde. Ikke som et vedhæng til undervisningen, men som et centralt aspekt af at udvikle og forbedre skolens undervisningspraksis og elevernes deltagelsesbetingelser. Ved at inddrage egne observationer vil jeg vise, hvilken nødvendig viden om børns skoleliv vi kan få, når vi foretager observationer af skolens sociale situationer fra et børneperspektiv. En indsigt, der forhåbentlig kan vise relevansen af et sådant undersøgende arbejde i skolen og bidrage til, at de første skridt henimod at prioritere og organisere undersøgelsesfællesskaber tages. Det er oplagt at tage udgangspunkt i situationer, hvor der i forvejen er to voksne til stede i undervisningen. Det kan for eksempel være lærere og pædagogers samarbejde eller som en del af en co-teachingstruktur.
Bogen er tiltænkt lærere og pædagoger i skolen og ikke mindst skolens ledelse. At skabe undersøgelsesfællesskaber og dermed en undersøgende skolekultur, hvor børneperspektivet står centralt, kræver ledelsesmæssig opbakning og prioritering. Tanken er, at bogen læses og drøftes i fællesskab. Det kan være i mindre fællesskaber på skolen som for eksempel klasse- eller årgangsteamet, men hvis der skal skabes en undersøgende skolekultur, skal man have hele skolen med. Her kan det også være relevant at indtænke PPR eller andre ressourcepersoner.
Bogen er opbygget i korte og overskuelige kapitler, der gør det muligt at dykke ned i det faglige indhold i forbindelse med en kursusdag eller et personalemøde. Hvert kapitel ledsages af nogle spørgsmål, der kan lede til drøftelser af skolens nuværende praksis, børnesyn og tilgange i arbejdet med børn i vanskeligheder. Samtidig åbner spørgsmålene for nye veje at gå i arbejdet med at skabe deltagelsesmuligheder og trivsel for alle børn. Bogen tilbyder forslag til, hvordan en undersøgende skolekultur kan skabes, dyrkes og kultiveres blandt andet ved at lade små observationer være en del af personalemøderne.
I forbindelse med mine oplæg og kurser på skoler hører jeg jævnligt skolens ressourcepersoner sige, at de som et led i deres arbejde foretager observationer. Men de
fortæller også, at observationerne ofte ikke kommer længere end til deres notesbog. Eller endda blot bliver flygtige iagttagelser, som ikke bliver nedskrevet og genstand for fælles drøftelser, selv om de indeholder vigtige informationer om børns skoleliv og de vanskeligheder, der viser sig her. Jeg hører også blandt skolens personale fortællinger om, at det at observere børnene og hinandens praksis har svære kår, fordi man som lærer og pædagog kan blive sårbar i den proces. Man kan føle sig udstillet og utilstrækkelig, når en kollega observerer ens undervisning og iagttager vanskelige situationer. Og så får jeg selvfølgelig også bemærkninger om, at det er svært – ja, nærmest umuligt at prioritere et sådant arbejde blandt alle de opgaver, som skolen skal klare.
Alle disse indvendinger, usikkerheder og tvivlsspørgsmål er relevante og har haft betydning for indholdet i denne bog. Det er på sin vis enkelt og ligetil at etablere undersøgelsesfællesskaber. Og så alligevel ikke. Skolens hverdagspraksis er kompleks og fyldt med opgaver, som skal løftes. For at kunne håndtere denne kompleksitet ser jeg undersøgelsesfællesskaber som en væsentlig forudsætning. Undersøgelsesfællesskaber er et vigtigt forum i forhold til at udvikle og forbedre skolens praksis. Særligt for de børn, der har vanskelige skoleliv. Bogen tilbyder en indsigt i, hvordan undersøgelsesfællesskaber kan forstås, organiseres, udvikles og prioriteres i en travl skolehverdag. Det gør den gennem følgende kapitler:
Kapitel 1 sætter fokus på selve begrebet ”undersøgelsesfællesskaber”, og hvad der ligger i henholdsvis ”undersøgelse” og ”fællesskaber”. En central pointe i kapitlet er, at der i undersøgelsesfællesskaber skal være plads til forskellige perspektiver og uenighed, så praksis ikke risikerer at stivne i fastlåste forståelser og handlemønstre.
Kapitel 2 fortæller historien om Nikolaj og er dermed et eksempel på, hvordan børn kan lades i stikken, hvis praksis stivner i fastlåste forståelser og selvfølgeligheder.
Gennem observationer af Nikolajs skolehverdag viser kapitlet, at en nysgerrig udforskning af skolens hverdagsliv har potentiale til at rokke ved etablerede forståelser og derigennem bidrage til nye forståelser og handlemuligheder.
Kapitel 3 præsenterer nogle grundforståelser i det undersøgende arbejde, der har betydning for, hvordan man foretager observationer og det observationsmateriale, man får skabt. Kapitlet udfolder forståelser af, at børns vanskeligheder grundlæggende må begribes som noget, børn er i, og at deltagelsesbegrebet kan hjælpe os til at se vanskelighederne i en social sammenhæng. Børneperspektivet beskrives som en vej til at undersøge skolelivet og de vanskeligheder, der udvikler sig for nogle børn.
Kapitel 4 omhandler den stille mistrivsel illustreret gennem observationer af Frejas skoledag. Kapitlet illustrerer, hvad man kan få øje på, når man foretager observationer informeret af de grundforståelser, der er præsenteret i det forrige kapitel. Gennem observationer og analyser peger kapitlet peger på, at den stille mistrivsel hænger sammen med skoleorganiseringer, og hvordan der kan ske en slags forstærkning med de nuværende strukturer og praksisser.
Kapitel 5 beskriver de første skridt i etableringen af undersøgelsesfællesskaber. Kapitlet har særligt fokus på den sårbarhed, fagprofessionelle kan opleve, når der foretages observationer af deres praksis. Der peges i den forbindelse på at skabe tryghed gennem klare aftaler samt på at tydeliggøre en fælles platform, hvor vanskeligheder forstås som skolevanskeligheder. Dertil må man kende den præmis, at set fra et børneperspektiv kan de voksne se besynderlige ud.
Kapitel 6 sætter fokus på observatørrollen, dens opgave og dilemmaer. Der stilles spørgsmål til, hvordan man skaber en tydelighed i observationsopgaven, hvorvidt og hvordan man følger børnene og ikke mindst til de etiske problemstillinger, der knytter sig til et sådant følgeskab. I den forbindelse præsenterer kapitlet begrebet ”situeret etisk sensitivitet”, der peger på, at ens handlinger må tilpasses ud fra en særlig sensitiv fornemmelse for det vigtigste i en given situation.
Kapitel 7 giver en indføring i, hvordan man kan skabe gode rammer for refleksion og analyse af observationerne med plads til forskellige faglige perspektiver. Afslutningsvis ligger kapitlet op til en øvelse, hvor man i grupper forestiller sig at være en del af et undersøgelsesfællesskab, der sammen analyserer observationer.
Kapitel 8 retter opmærksomheden mod ledelsesaspektet i relation til at etablere og understøtte undersøgelsesfællesskaber som en bæredygtig del af skolens pædagogiske praksis. Kapitlet beskriver tre pejlemærker i rammesætningen af det undersøgende arbejde, man som ledelse kan sigte efter for at give arbejdet retning, mening samt sikre tid og rum til at foretage observationer og sammen reflektere over dem.
Kapitel 9 beskriver, hvordan observationer fra et børneperspektiv kan danne udgangspunkt for og kvalificere børnesamtaler. Observationerne gør det muligt, sammen med barnet, at forholde sig nysgerrigt og undersøgende til, hvad der er på spil i en given situation. Derfra kan man gå fra det konkrete til det mere generelle.
