Sampraksis og kvalitet i dagtilbud
Praksisglimt
fra Viborg Kommune
Micki Sonne Kaa Sunesen
Sampraksis og kvalitet i dagtilbud
Praksisglimt fra Viborg Kommune
Dafolo
Micki Sonne Kaa Sunesen
Sampraksis og kvalitet i dagtilbud
Praksisglimt fra Viborg Kommune
1. udgave, 1. oplag, 2025 © 2025 Dafolo A/S og forfatteren
Forlagsredaktion: Anne Marie Vinther Lemuchi og Rikke Friis Richter
Grafisk opsætning: Simon Zander
Illustrationer: Michael Eriksen
Grafisk produktion: JYPA, Aalborg
Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på de institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Forlagsekspedition:
Dafolo A/S
Suderbovej 22-24 9900 Frederikshavn Tlf. 9620 6666
E-mail: forlag@dafolo.dk www.dafoloforlag.dk
Varenr. 8348
ISBN 978-87-7234-516-1
Indhold
DEL 2 Praksisglimt
fra ressourcepædagoger og vejledere
Indledning til del 2: Praksisglimt fra ressourcepædagoger og vejledere
betyder psykologisk tryghed – og hvordan fremmer jeg dette?
DEL 3 Praksisglimt fra det pædagogiske personale
Forord
Af Anne Linder, psykolog og centerchef i Dansk Center for ICDP
For mig er begrebet sampraksis relativt nyt, og derfor var jeg lidt på udebane, da Micki spurgte om jeg havde lyst til at skrive forordet til denne bog ”Sampraksis og kvalitet i dagtilbud”. Men efter en gennemlæsning af manuskriptet, kunne jeg med det samme se en lang række paralleller til det, som jeg selv har været optaget af i mit arbejdsliv: at det handler om relationer – og i denne kontekst: de professionelle relationer.
I Mickis første bog ”Sampraksis – kollaborativ udvikling af dagtilbud” står det lysende klart, at de relationelle aspekter danner forgrund i alle bestræbelser på at udvikle dagtilbud. Med et fokus på kollaboration som vinkel på det professionelle samarbejde om dagtilbudsudvikling, står sampraksis som begreb utroligt stærkt. Dette gør den især set i lyset af de aktuelle udfordringer relateret til at skabe lærings- og deltagelsesmuligheder for alle børn i bredt sammensatte børnefællesskaber.
En lignende forståelse af samarbejdets muligheder er jeg stødt på hos den portugisiske filosof og sociolog Boaventura de Sousa Santos. I hans forståelse, refererer professionelt samarbejde til den fælles praksis, der skaber og opretholder en gruppes kulturelle og sociale virkelighed. Det er en dynamisk proces, hvor handlinger, normer, ritualer og traditioner gensidigt påvirker hinanden, og bidrager til gruppens fælles forståelse af verden. Denne vinkel på samarbejdets muligheder, men også kompleksitet, synes jeg matcher bogens væsen rigtig godt. Pointen er, at samarbejde ikke blot er at løse opgaver sammen. Samarbejde, når det fordybet og systematisk er en social bevægelse, medfører en forandring af selve den sociale virkelighed, som de involverede deltager i.
Efter mere end 40 år i pædagogikkens tjeneste, er min tid på arbejdsmarkedet ved at rinde ud. Jeg har i alle årene været optaget af relationsbegrebet – og ved gennemlæsningen af denne bog fik jeg en faglig ”åbenbaring”, for jeg oplevede, at alle bogens praksisfortællinger skrev sig helt tæt ind i relationsbegrebet. For relationer handler om de forbindelser og interaktioner, der eksisterer mellem mennesker. Disse relationer kan være professionelle, personlige eller sociale og er præget af tillid, kommunikation og gensidig forståelse.
Og som det beskrives i bogen, er der en tæt sammenhæng mellem sampraksis og relationer. Uanset om du er interesseret i praksisglimt fra ledere, ressourcepædagoger, vejledere eller fra det pædagogiske personale, så bliver det tydeligt, hvor betydningsfuldt sampraksis er for de relationelle forhold. Sampraksis former de relationelle forhold, fordi de fælles praksisser skaber en ramme for, hvordan mennesker interagerer. Men omvendt påvirker de relationelle forhold også sampraksis, fordi gode relationer bygger tillid og åbenhed, hvilket kan føre til mere effektive og inkluderende fælles praksisser.
Micki og jeg har kendt hinanden fagligt gennem mange år – men altid været engageret i lidt parallelle forløb, men ved at læse praksisfortællingerne i denne bog, står det lysende klart for mig, at begreberne sampraksis og relationer gensidigt forstærker hinanden. Fælles praksisser kan styrke relationer ved at skabe fælles identitet og forståelse, mens stærke relationer kan fremme udviklingen af nye praksisser og forbedre eksisterende.
Tak til Micki for at vise mig den tillid at læse med på manuskriptet og hans tro på, at jeg med mit relationsfokus kan være med til at vitalisere de nye pædagogiske begreber. Og ikke mindst tak til alle bogens forfattere. Tak, fordi I tog jer tid til at dele jeres faglige refleksioner, så vi alle kunne blive klogere og sammen fortsat arbejde på at skabe kvalitet i dagtilbud.
God læselyst.
Sampraksis og kvalitet i dagtilbud
Bogens indhold er skrevet af nogle af Viborg Kommunes mange pædagogiske medarbejdere, vejledere og ledere
Indledende praksisglimt
Af Micki Sonne Kaa Sunesen
Denne bog er skrevet med afsæt i et udviklingsarbejde, som er afviklet i alle dagtilbud i Viborg Kommune 2024 og 2025. I udviklingsarbejdet har vi arbejdet med fælles fokus på at skabe lærings- og deltagelsesmuligheder for alle børn i dagtilbud. Der er naturligvis mange faktorer, som spiller ind i forhold til, om man lykkes med det. Derfor har vi i dette udviklingsarbejde valgt at rette blikket mod de professionelles samarbejde om fælles praksisudvikling via fælles forberedelse, udførelse og evaluering. Som praksisnært greb til dette har vi arbejdet ud fra de principper, som vi genkender fra sampraksis. Sampraksis udspringer af det, vi fra skoleområdet genkender som co-teaching, og kan derfor defineres som samarbejde mellem to eller flere professionelle om fælles forberedelse, udførelse og evaluering. Integreret i dette samarbejde ligger invitationer til at have fælles fokus på børnenes læring, men også deres egen professionelle læring og via dette fokus: dagtilbuddets samlede udvikling. Som en del af samarbejdet kan de professionelle vælge at gøre brug af en eller flere af de såkaldte seks organiseringsformer, dvs.
1. Stationsorganisering.
2. Parallel-organisering.
3. Én leder, én assisterer.
4. Én leder, én observerer.
5. Mange/få organisering.
6. Fællesorganisering (Sunesen, 2023a).
Fra studier på både skoleområdet og dagtilbudsområdet viser det sig, at brugen af disse organiseringsformer giver de professionelle en fælles reference i
deres indbyrdes kommunikation om, hvordan de skal orkestrere børnegrupper, men også hvordan de i pædagogiske processer får bragt den fælles pulje af viden og kompetencer, som de har adgang til i deres makkerskaber og team, i spil. Sampraksis kan derfor snarere forstås som en måde at strukturere og organisere det fordybede og professionelle samarbejde på end som en pædagogisk metode.
Forud for udviklingsarbejdet i Viborg Kommune er der gjort erfaringer med sampraksis rundt omkring i de danske kommuner. Særligt har man i Høje Taastrup Kommune integreret det som en del af arbejdet i det pædagogiske udviklingsteam. Dette arbejde er også beskrevet i bogen Sampraksis i dagtilbud. Erfaringer fra pædagogiske vejledere (Sunesen, 2025a) og i en artikel i tidsskriftet Kognition og pædagogik (Sunesen, 2024). Udviklingsarbejdet i Viborg adskiller sig ved at involvere samtlige dagtilbud i kommunen og indtager dermed førstepladsen, hvad angår volumen. Også internationalt er dette bemærkelsesværdigt, da der ikke andre steder i verden er gjort erfaringer med sampraksis i en så omfattende organisatorisk skala.
Udviklingsarbejdet i Viborg Kommune indebærer, at samtlige pædagogiske medarbejdere har deltaget i fem kursusdage over en periode på syv måneder. På disse kursusdage er de blevet præsenteret for grundtankerne i sampraksis gennem oplæg og har samtidig været i dialog med kolleger på tværs af dagtilbud. Mellem kursusdagene har de arbejdet med sampraksis i egen og fælles praksis med et fokus, de selv har valgt i samarbejde med makkere og team.
Derudover er der lavet samme slags forløb for kommunens ressourceteam og vejledere samt for alle dagtilbudsledere. Især dagtilbudsledernes forløb har været omfattende, da det har omfattet forberedelse af hele forløbet i eget børnehus, deltagelse i kursusdage, sparringer i lederteamet samt forskellige arrangementer med refleksion over det datamateriale, som er genereret undervejs. Efter kursusperiodens afslutning er der arbejdet videre med sampraksis i egne børnehuse på den måde, som man lokalt finder bedst.
Indholdet af denne bog er skrevet af nogle af pædagogiske medarbejdere, ressourcepædagoger, vejledere og ledere, som har deltaget i forløbet. Jeg har begrænset mine bidrag til de introducerende afsnit, hvor jeg præsenterer
Sampraksis og kvalitet i dagtilbud
kapitlerne. Jeg synes, at denne tilgang er vigtig – af særligt tre grunde. For det første kan det være en relevant del af den professionelle læreproces at formulere med egne ord, hvad man har arbejdet med, og hvilke potentialer og barrierer, der har været i dette arbejde. For det andet synes jeg, at dette greb bidrager med autentiske praksisbilleder på, hvad sampraksis går ud på, hvordan tilgangen kan anvendes i praksis, og hvilke muligheder og barrierer de involverede oplever. Som læser gives man på den måde et tilnærmelsesvist ufiltreret indblik i praksis fra første række. For det tredje synes jeg, at det er vigtigt, at professionelle med tæt berøring til praksisfeltet bidrager til udviklingen af professionen. Hvis professionen skal udvikles, er det mit ståsted, at det bør ske i tæt dialog mellem forskere og praktikere, som med hver deres kompetencer kan bidrage til, at de professionelle forståelses- og handlemuligheder kan forgrene sig og knopskyde i nye retninger. Dette udviklingsarbejde og denne bog er et eksempel på, hvordan dette kan føres ud i livet.
Bogen er delt op i tre dele. Del 1 er skrevet af ledere, del 2 af ressourcepædagoger og vejledere, og del 3 af pædagoger. Enkelte bidrag er skrevet i et samarbejde mellem ledere og pædagoger. Formen er helt kort. Hver bidragsyder er inviteret til at skrive omkring to sider til bogen. Fordelen ved det er, at læseren gives en slags praksisglimt, dvs. en række korte vidnesbyrd fra praksis, som er nemme og hurtige at læse. Ulempen er, at meget af det, som danner kontekst for dette praksisglimt, kun er kort beskrevet – om overhovedet. Dette har vi tænkt som en invitation til at læseren kan digte aktivt med via egen faglighed og forestillingsevne. På den måde er der også et ”sam” mellem forfatterne og læserne. Dette stilistiske træk er usædvanligt for fagbøger og er på den måde en modig handling, som spiller op mod de akademiske konventioner for, hvordan fagbøger skal se ud. Vi tager chancen og krydser fingre for, at læseren er med på ideen om faglig formidling i form af praksisglimt.
I de forskellige indførende afsnit bliver der henvist til en spørgeskemaundersøgelse. Dette er den spørgeskemaundersøgelse, som vi brugte til at undersøge de involveredes udbytte, herunder oplevede potentialer og barrierer i arbejdet med sampraksis. Samlet set har 409 respondenter besvaret spørgeskemaundersøgelsen, herunder 325 pædagogiske personaler (svarprocent på 52,7), 43 ledere (svarprocent på 86) og 41 ressourcepædagoger og vejledere (svarprocent
på 74,5). Ud over denne undersøgelse er der også foretaget en række andre delundersøgelser, herunder dialogiske processer med ledere og ressourcepædagoger med henblik på fortolkning af data fra spørgeskemaundersøgelsen. Samtidig er det en særlig kvalitet, at resultater fra spørgeskemaundersøgelsen også er formidlet i en peer-reviewet forskningsartikel (Sunesen, 2025b). På den måde ser vi her formidling af resultater fra udviklingsarbejdet i skikkelse af både forskning (forskningsartikel) og praksisglimt (denne bog).
Bogen indskriver sig i to af tidens store dialoger, nemlig dialogen om inklusion og dialogen om kvalitet i dagtilbud (VIVE & EVA, 2025). Bogens synspunkt på kvalitet i dagtilbud har jeg valgt at beskrive i introduktionen til del 1, som rummer praksisglimt fra ledere. Her præsenteres den forståelse af kvalitet, der ligger til grund for bogen.
Bogens illustrationer er lavet af Michael Eriksen. Disse tegninger har til formål at understøtte formidlingen af centrale pointer fra de forskellige afsnit. Samtidig kan tegningerne også bruges som afsæt for dialoger om bogens indhold mellem læserne af den. På den måde kan både tekster og billeder forstås som ligeværdige bidrag. Hvor praksisglimtene i form af tekster bidrager med korte og autentiske vidnesbyrd fra hverdagen, åbner de tegnede illustrationer op for en flerhed af fortolkninger og dermed en variation af dialoger om sampraksis og de muligheder, der kan være i denne form for professionelt samarbejde.
Bogen henvender sig til alle, der er i berøring med og har interesse i dagtilbud som praksisfelt. Den kan med udbytte læses af dem, som søger konkrete bud på, hvordan sampraksis kan gøres i fællesskab. Men den kan også læses af dem, som søger inspiration til og viden om, hvad der sker, når aktører i dagtilbud samler sig og arbejder i afstemt og fælles retning. Netop fordi bogen er skrevet af praktikere, er det min overbevisning, at bogen også henvender sig til kommende praktikere, dvs. studerende på fx pædagoguddannelsen.
Det er mit håb, at bogen læses som et bidrag til udviklingen af dagtilbudsområdet, ikke som det endegyldige og selvtilstrækkelige svar på alverdens udfordringer på dagtilbudsområdet. Sampraksis handler primært om, hvordan de professionelle kan samarbejde på en systematisk og fordybet måde – med
Sampraksis og kvalitet i dagtilbud
fælles pædagogiske intentioner om børnenes behov og forudsætninger for læring og deltagelse. Det vil for ethvert dagtilbud være relevant også at arbejde med andre faglige fokusområder end dette. Vi kommer fx ikke uden om, at fokus på pædagogisk relationsarbejde og børns leg er vigtige indikatorer for kvalitet i dagtilbud. Denne viden skal i så fald sammentænkes med de ideer og logikker, som vi ser i sampraksis.
Jeg ønsker dig rigtig god læsning.
Micki Sonne Kaa Sunesen.
