Således henviser han til forskningsresultater, hvor der er tydelig evidens for intersektionalitet mellem for eksempel etnicitet, køn og klasse, når det handler om elevers målopfyldelse. Ikke mindst disse resultater peger på behovet for forskning, der kan udvikle mere nuancerede beskrivelser af uddannelsesmæssige successer og fiaskoer, og hvor der netop fokuseres på skæringspunkter mellem etnicitet, køn og socioøkonomisk baggrund eller mellem etnicitet, særlige behov og køn. For eksempel viser undersøgelser i norske skoler, at drenge modtager 70 procent af de tildelte specialundervisningsressourcer, ligesom der er dokumentation for, at deres overrepræsentation i specialundervisningen skyldes adfærdsmæssige problemer (Haraldsvik & Bonesrønning, 2014) – en tendens, som også gør sig stærkt gældende i danske skoler og i de øvrige OECD-lande. Ambitionen om at rykke inklusionsdiskursen ud af det udelukkende specialpædagogiske felt til at omfatte alle grupper af børn, som af forskellige årsager diskrimineres i uddannelsessystemet, er i princippet i overensstemmelse med de forståelser af inklusion, som blandt andet udfoldes i inklusionseftersynets rapport, men i forhold til sine konkrete anbefalinger orienterer ekspertgruppen sig fortsat mod ”børn med særlige behov”: ”Ekspertgruppen har en forståelse af, at inklusion retter sig mod alle elever, men har i arbejdet med inklusionseftersynet haft fokus på elever med særlige behov, da der i opdraget til ekspertgruppen har været fokus herpå” (Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, 2016, s. 8). At der er en så stærk tendens til at knytte inklusionsbegrebet tæt til specialpædagogiske problemstillinger, har sine rødder i, at inklusion som pædagogisk begreb i udgangspunktet var et opgør med en dominerende opfattelse af, at børn med særlige behov (børn med behov for en særligt tilrettelagt indsats) måtte tilpasse sig uddannelsessystemets gældende normer og krav for at kunne få adgang. Når der således i Mitchells bog så tydeligt italesættes ”alle børn”, refererer det til en anden forståelse af inklusionsbegrebet, som dels placerer ansvaret for at undgå diskriminering på skolen og det system, skolen er forankret i, dels betragter de påkrævede fleksible strategier og undervisningsformer som værende til gavn for alle skolens børn – og altså ikke blot for dem med diagnosticerede særlige behov. Bogens berettigelse er som tidligere nævnt, at den tager fat på en evigt aktuel problematik, som er yderligere accentueret af den øgede globalisering, men med et nyt perspektiv, idet den argumenterer for, at grupper af børn og unge bliver diskrimineret i uddannelsessystemet af forskellige årsager, og at disse forskellige årsager både kræ-
16