Klima og bæredygtighed

Morten Hasselbalch

Michael Helt Knudsen

Klima og bæredygtighed

I SAMFUNDSFAGLIGT PERSPEKTIV

2. UDGAVE

Columbus

Klima og bæredygtighed © Forlaget Columbus og forfatterne 2025 2. udgave, 1. oplag

Fagredaktion: Peter Brøndum

Forlagsredaktion: Tine Stoltenberg Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Bodil Mulla

Tryk: Tarm Bogtryk

Printed in Denmark 2025

ISBN: 978-87-7970-885-3

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst og Node.

Forlaget Columbus Østerbrogade 54c 2100 København Ø Tlf. 35 42 00 51 www.forlagetcolumbus.dk info@forlagetcolumbus.dk

Indhold

Forord 8

Kapitel 1

Mennesket forandrer klimaet 12

1.1 Klimaforandringerne er en realitet 13

1.1.1 Klimahandling på alle niveauer 17

1.2 Lever vi i en antropocæn tidsalder? 18

1.2.1 Planetære grænser 21

1.3 Bæredygtighed og menneskeskabte klimaforandringer 22

1.3.1 Bæredygtighed i et historisk perspektiv 23

1.3.2 Grader af bæredygtighed 24

1.3.3 Bæredygtighedsbegrebets dimensioner 27

Kapitel 2

Klimasociologi 28

2.1 Hvordan opfatter og reagerer individet på klimaforandringerne? 29

2.1.1 Anthony Giddens og tre reaktionsmønstre på klimaforandringerne 31

2.1.2 Per Stoknes og kognitiv dissonans 33

2.1.3 Intentions-adfærds-kløften 35

2.2 Hvorfor ændrer vi (ikke) klimaadfærd? 37

2.2.1 Rational choice-teorien – de rationelle forklaringer 38

2.2.2 Pierre Bourdieu og de habituelle forklaringer 40

2.2.3 Interpersonlige forklaringer 47

2.2.4 Strukturelle forklaringer 51

2.3 Hvilken rolle spiller forbrug og livsstil i en tid med klimaforandringer? 53

2.3.1 Hvordan har vores forbrugskultur ændret sig? 54

2.3.2 Er vi på vej til at blive bæredygtige forbrugere? 59

2.3.3 Har vi frihed til at forbruge? 63

2.4 Hvilken rolle spiller klima-fællesskaber i kampen mod klimaforandringer? 71

2.4.1 Klimabevægelsers rolle i kampen mod klimaforandringer 73

2.4.2 Økolandsbyer, økofællesskaber og grønne nabofællesskabers rolle i kampen mod klimaforandringer 82

2.4.3 Hvordan spreder klimafællesskaber sig ifølge rhizomteorien 85

2.5 Klimaforandringer og samfundsforandringer 87

2.5.1 Lever vi i et risikosamfund? 87

2.5.2 Bruno Latour: Fokusér på det nære og jordiske 93

Kapitel 3

Klimaøkonomi 97

3.1 Den neoliberale vækstøkonomi 98

3.1.1 Neoliberalisme i teori og modeller 100

3.1.2 Vækstens dilemma: Økonomisk vækst og de planetære grænser 104

3.1.3 Vækstens dilemma: Økonomisk vækst og teknologiens åbenbaring 106

3.1.4 Vækstens dilemma: Klimaforandringer og ulighed 107

3.2 Grøn vækst: regulering af markedsøkonomien 116

3.2.1 Grøn vækst gennem strukturpolitik 125

3.2.2 Grøn vækst gennem kontraktiv finanspolitik 127

3.2.3 Grøn vækst gennem ekspansiv finanspolitik 133

3.3 Økologisk økonomi 138

3.3.1 Doughnutøkonomi 140

3.3.2 Hvad er doughnutten? 141

3.3.3 Syv principper for en fremtidig økonomi 143

3.3.4 Den danske doughnut 146

3.3.5 Doughnutten i praksis: case Amsterdam 150

3.3.6 Et kritisk blik på doughnutten 153

3.4 Modvækst 155

3.4.1 Den umulige vækst 156

3.4.2 Modvækst er også et politisk projekt 157

3.4.3 Kritik af modvækst 159

Kapitel 4

Klimapolitik 160

4.1 Hvad karakteriserer FN’s klimapolitik? 161

4.1.1 FN’s Klimapanel, IPCC 163

4.2 Hvad karakteriserer EU’s klimapolitik? 167

4.2.1 EU’s institutioner, og hvem beslutter hvad i forhold til klima 169

4.2.2 Hvordan træffer EU beslutninger? 172

4.2.3 EU’s indsats for at bekæmpe klimaændringer 173

4.3 Hvordan skabes den danske klimapolitik? 176

4.3.1 Eastons model og den danske klimalov 177

4.3.2 Demokratiets rolle i kampen mod klimaforandringerne 182

4.3.3 Valg og klimavalg 197

4.3.4 Hvad betød klimasagen for folketingsvalgene i 2019 og 2022? 198

4.3.5 Partiernes adfærd i teori og praksis 203

4.3.6 Vælgernes holdninger og adfærd 207

4.3.7 Vælgertyper og vælgervandringer 208

4.4 Hvilken rolle spiller de danske kommuner i udviklingen og implementeringen af klimatiltag? 209

4.4.1 Hvor meget CO2 udleder kommunerne? 210

4.4.2 Hvorfor foretager kommunerne forebyggende klimaaktiviteter? 210

4.4.3 Hvad gør kommunerne på klimaområdet? 211

4.4.4 Hvad oplever kommunerne som en udfordring for deres klimaindsats? 214

4.4.5 Klima og kommunevalg 215

Indeks 218

Billedliste 220

Forord

Bogen Klima og bæredygtighed – i samfundsfagligt perspektiv, 2. udgave er henvendt primært til A- og B-niveau i samfundsfag, men store dele af kapitel 2 og 3 og enkelte dele af kapitel 4 kan med fordel anvendes på samfundsfag C-niveau.

Bogen belyser, analyserer og diskuterer et af nutidens mest aktuelle, velbeskrevne og omdiskuterede emner – klimaforandringer – ud fra et samfundsfagligt perspektiv. d e samfundsfaglige perspektiver, vi har valgt, er sociologisk (kapitel 2), økonomisk (kapitel 3) og politisk (kapitel 4). Vi har valgt flere samfundsfaglige perspektiver, da vi mener, at problemstillingen omkring klimaforandringer og bæredygtig udvikling er så kompleks at forstå og løse, at den kræver flere analysevinkler. Indholdet i kapitel 2, 3 og 4 kan i stor udstrækning anvendes til at dække kernestofområderne sociologi og politik på både A-, B- og C-niveau i samfundsfag. I bogens kapitel 3, som omhandler det økonomiske perspektiv på klimaforandringerne, afdækkes, hvordan vækstøkonomien på et makroøkonomisk niveau fungerer eller ikke fungerer i en tid med klimaforandringer, for derefter at åbne for en redegørelse og analyse af nyere økonomiske tankegange og teorier. d ette valg betyder, at kapitlet er re-

levant og anvendeligt at inkludere på samfundsfag A-niveau. Kapitlet tager også en mikroøkonomisk vinkel ved at analysere og vurdere udvalgte økonomiske reguleringsinstrumenter i kampen mod klimaforandringerne og for en bæredygtig grøn omstilling.

Foruden brugen af bogen i den samfundsfaglige undervisning har vi tilstræbt, at den også lægger op til et samarbejde med flere fag, herunder naturgeografi, matematik, psykologi, engelsk og historie. I et samarbejde med naturgeografi kan der bringes relevant faglig viden om klima og klimaforandringer i spil, som kan fungere som fundament for at diskutere sociologiske, politiske og økonomiske bud på løsninger på klimaforandringer. d et er for eksempel nyttigt at have en grundlæggende forståelse af, hvorfor klimaet ændrer sig, og hvordan vi måler klimaforandringerne, før vi kommer med bud på, hvad vi kan gøre ved det. I forhold til matematik er oplagte samarbejdsflader konfidensintervaller og regressionsanalyser. For eksempel kan det undersøges, om der er en sammenhæng mellem individers køn, alder, uddannelse og bopæl og villigheden til at omlægge til en mere klimavenlig livsstil. Samarbejdet med psykologifaget kan give mulig-

hed for en dybere forståelse af det enkelte menneskes tanker og adfærd, som kan supplere sociologiens teorier, begreber og metoder. For eksempel kalder sociologien på en dybere forståelse af, hvorfor nogle mennesker er mere villige til at omlægge deres livsførelse i en mere klimavenlig retning end andre. Her kan psykologifaget være en faglig sparringspartner. Samarbejdet med engelsk kan eksempelvis bestå i USA’s eller en af delstaternes klimapolitik, og hvordan den adskiller sig fra klimapolitik i danmark. d er er også muligheder for et spændende fagligt samarbejde med historiefaget, hvis fag kan skabe et solidt historisk

fagligt fundament for at forstå FN’s og EU’s rolle i kampen mod klimaforandringerne i dag.

Til sidst i dette forord vil vi gerne rette en varm tak til Peter Brøndum fra Forlaget Columbus for faglig og redaktionel sparring. Vi vil også takke lektor i samfundsfag og historie Kevin Gjedde, d et frie Gymnasium, for faglig sparring.

København, 2025 Morten Hasselbalch Michael Helt Knudsen

Introduktion

Klimaforandringerne er en realitet. Årsagerne til, at klimaet forandrer sig, er både naturlige og menneskeskabte, men det er i forskningen efterhånden blevet slået fast, at de sidste 100 års klimaforandringer hovedsagelig har fundet sted på grund af menneskelig aktivitet. Denne bog vil ikke beskæftige sig med, hvordan vi som individer og som samfund tilpasser os klimaforandringerne, men i stedet beskæftige sig med, hvordan der kan ske en reduktion af klimagasser. Da denne bog er rettet mod samfundsfag, vil den ikke behandle de mange interessante naturvidenskabelige og teknologiske løsninger, som udvikles i disse år, ikke mindst på energiområdet, hvor der foregår en hastig omstilling væk fra brug af de fossile brændstoffer til de

grønne vedvarende energikilder, eksempelvis sol-, vind- og vandenergi. Bogen har derimod til formål at belyse klimaforandringerne med en samfundsfaglig vinkel, hvor der dels søges samfundsfaglige forklaringer på, hvorfor klimaet har ændret sig, dels identificeres samfundsfaglige løsninger på klimaforandringerne. Dette sker gennem tre centrale kerneområder i samfundsfag: sociologi, økonomi og politik, som samtidig fungerer som de tre overordnede analyseperspektiver på klimaforandringerne.

Sociologisk perspektiv

Klimaforandringer

Reduktion af klimagasser (mitigation) Tilpasning til klimaforandringerne (adaptation)

Samfundsfaglige forklaringer og løsninger

Naturvidenskabelige forklaringer og løsninger

Politisk perspektiv

Økonomisk perspektiv

Bogens opbygning

I bogens kapitel 1 diskuteres, hvorvidt menneskets enorme indflydelse på klimaet og naturen som helhed betyder, at vi er på vej ind i en ny geologisk tidsalder, som kaldes for den antropocæne tidsalder. Kapitlet gennemgår også begrebet bæredygtighed med det formål senere i bogen bedre at kunne forstå, om vi bør og kan leve mere bæredygtigt.

I bogens kapitel 2 undersøger vi individets klimaadfærd, herunder hvorfor nogle individer ændrer adfærd i en mere klimavenlig retning, imens andre ikke gør. I søgen efter disse forklaringer diskuteres sammenhængen mellem klimaforandringerne og individets forbrug og forbrugskultur. I kapitlet undersøger vi også, hvilken rolle miljø- og klimafællesskaber spiller for individets engagement i den grønne omstilling, samt disse fællesskabers indflydelse på den grønne omstilling i samfundet. Endelig analyserer kapitlet de mere overordnede samfundsforandringer med henblik på at forstå sammenhængen mellem samfundets forandringer og de klimaudfordringer, vi står over for i dag.

I bogens kapitel 3 beskrives de økonomiske tilgange, som har været herskende i det 20. århundrede. Tilgangene diskuteres efterfølgende med henblik på at forstå, i hvilken udstrækning disse tilgange formår

at indtænke den indflydelse, klimaforandringerne har på økonomien og den måde, vi tænker økonomi på. Kapitlet starter med den klassiske vækstøkonomi, hvorefter det belyses og diskuteres, om grøn vækst er en mulig kobling mellem vækst og miljø- og klimahensyn. d ernæst gennemgås og diskuteres den økologiske økonomiske teori d oughnutøkonomi samt modvækstteorien.

I bogens kapitel 4 beskriver vi den klimapolitik og de klimatiltag, der finder sted i FN, EU, danmark og på det kommunale niveau. Kapitlet indleder med en redegørelse for de klimapolitiske tiltag, som igennem tiden er etableret i FN. Herefter følger en beskrivelse og analyse af EU’s klimapolitik, og hvordan denne sammen med FN rammesætter den danske nationale og kommunale klimapolitik. Kapitlet vil efterfølgende redegøre for danmarks klimapolitik og analysere, hvilken rolle partier og vælgere spiller i tilblivelsen af den nationale klimapolitik. Her analyseres også, hvilken demokratisk indflydelse vælgerne og borgerne har på klimapolitikken, og om denne er tilstrækkelig set i lyset af de hastige klimaforandringer. Kapitlet vil endelig belyse, hvilken rolle de danske kommuner spiller i udviklingen og implementeringen af klimapolitikken.

Kapitel 1 Mennesket forandrer klimaet

• Hvad er status på de globale klimaforandringer?

• Lever vi i en antropocæn tidsalder?

• Hvad forstår vi ved planetære grænser, og hvor tæt er vi på at overskride disse?

• Hvordan defineres bæredygtighed, og hvordan indgår dets dimensioner i et samspil?

d ette kapitel har til formål at give en generel forståelse af de udfordringer, som klimaforandringerne stiller mennesker og samfund over for. Kapitlet vil først give et indblik i status på klimaforandringer og den rolle, vi mennesker spiller i de klimaforandringer, der bliver stadig tydeligere på Jorden.d ette indblik fører til en diskussion af, hvorvidt vi lever i en såkaldt antropocæn tidsalder, hvor mennesket er den forandrende kraft på Jorden, og hvor det bliver stadig sværere at holde sig inden for de grænser, planeten har, hvis vi ikke skal risikere uoprettelig skade på dens ressour-

Figur 1.1

Tippe-elementer

Northern Forest (spredning mod nord) r

Boreal permafrost (pludselig optøning)

Grønlands iskappe (tab)

Labrador-IrmingerSeas-Convection (kollaps)

cer. Kapitlet rundes af med en præsentation og diskussion af bæredygtighedsbegrebets historik, grader og dimensioner.

1.1 Klimaforandringerne

er en realitet

Indtil for få år siden blev klimaforandringer primært set som en udfordring for fremtiden. I dag er klimaforandringer i høj grad også en udfordring for nutiden. Man har ikke skullet følge meget med i medierne de seneste år for at vide, at vi gennemlever en tid, hvor temperatur- og

Arktisk vinter havis (kollaps)

Barentshavet (pludseligt tab af is)

Boreal permafrost (kollaps)

Northern Forest (sydlig tilbagegang)

Atlantic Meridional Overturning Circulation (AMOC) og Golfstrømmen (ophør)

Sahel vegetation og Vestafrikanske Monsun (bliver grønnere)

Amazonas regnskov (tilbagegang)

Regionale elementer

Globale elementer

Tipning bliver sandsynligt ved

1,5 - <2,0

2,0 - 3,7

3,7 - 6,0

>6 C° i global opvarmning

Ekstrapolare gletsjere (tab)

Vestantarktiske iskappe (tab)

Østantarktiske iskappe (tab)

Koralrev på lave breddegrader (uddør)

Østantarktiske subglaciale bassin (tab)

Klimaforandringerne sker ikke gradvist. I takt med at Jorden bliver varmet op, kan nogle af de vigtigste systemer – som havstrømme, iskapper, permafrost og regnskove – blive skubbet ud over et kritisk punkt, hvor forandringerne accelererer og bliver selvforstærkende. De systemer kaldes for ”tippe-elementer” (på engelsk: ”tipping elements”), og når de bliver skubbet ud over deres ”tippepunkt”, kan det udløse dominoeffekter, hvor vi mennesker ikke længere kan vende udviklingen. Figuren viser de mest kritiske af disse tippe-elementer, samt hvor stor en temperaturstigning der skal til, før de når deres tippepunkt. Det er især fire tippe-elementer, der er tæt koblet sammen, og som er afgørende for fremtidens klima og den verden, vi lever i: Grønlands iskappe, Amazonas regnskov, AMOC og Golfstrømmen samt Vestantarktis’ iskappe.

Kilde: Rockström et al., 2024 og www.concito.dk

klimarekorder falder på stribe, og hvor voldsomme vejrkatastrofer forårsaget af den globale opvarmning hærger i mange dele af verden.

Både herhjemme og globalt registreres i disse år de varmeste dage, årstider og år nogensinde målt. d e stigende temperaturer øger også frekvensen og styrken af storme, nedbør og tørke, og her sættes også rekorder på stribe. d e stigende temperaturer betyder også, at vandet i havene er blevet yderligere opvarmet, og som følge deraf er havniveauet steget. d e seneste ti år er det globale gennemsnit vokset med omkring 4,8 millimeter om året. d et er mere end en fordobling i tempoet, siden målingerne begyndte i 1993. d esuden optager havene mere Co2, og det er med til at gøre dem surere. d et påvirker fisk, koraller og andre arter. Varmere have betyder også mindre havis, og der måles i disse år mindre is end

1.2

Co2 i atmosfæren over de sidste 800.000 år

i ”normale” år. Verdens gletsjere lider også under de høje temperaturer, og vi oplever i disse år ”ekstreme” afsmeltningsår for gletsjere i Nordamerika og i Alperne. Alle områder rammes af klimaændringer, men de rammes forskelligt. d e globale temperaturstigninger er forskellige, hvor på Jorden man måler. Generelle tendenser er dog, at landområderne opvarmes hurtigere end havene, og at temperaturen stiger hurtigere i de polare egne end ved ækvator. Konsekvenserne af klimaforandringerne opleves også forskelligt fra land til land og fra region til region, og nogle steder er langt mere sårbare for disse forandringer end andre. Vi risikerer, at de stigende temperaturer påvirker Jordens store klimasystemer i en sådan grad, at vi ikke længere kan rette op på det. d isse systemer omtales bl.a. som “tippe-elementer”, der kan nå et “tippe-punkt” (figur 1.1).

Moderne data 2023 gennemsnit (419,3 ppm)

Iskernedata

Antal år før nutiden

Tidligere højeste niveau (330 ppm)

Figur

Figur 1.3

Global gennemsnitstemperatur og Co2-koncentration siden 1880

Temperatur CO2

Den vigtigste årsag til klimaforandringerne er drivhuseffekten. Visse gasser i Jordens atmosfære fungerer lidt som glasset i et drivhus ved at holde på varmen og forhindre den i at sive tilbage ud i rummet, og derved fører de til global opvarmning. Ser vi på udviklingen over de sidste ca. 150 år i grafen, er det tydeligt, at jo højere koncentration (ppm) af CO2 i atmosfæren, jo højere temperaturer. Stiger temperaturen, frigives flere drivhusgasser fra bl.a. tundraen, og dermed er en selvforstærkende effekt sat i gang.

Selvom hvert år ikke nødvendigvis er varmere end det forrige, grundet naturlige variationer i klimaet, så er den tydelige tendens, at udviklingen går mod en stadig varmere verden. Præcis hvor meget temperaturen vil stige i fremtiden, afhænger af scenariet og vores evne til at bekæmpe klimaforandringerne.

Mængden af drivhusgasser, der er hovedårsagen til den globale opvarmning, sætter også den ene rekord efter den anden og er i dag på det absolut højeste niveau i de sidste mange hundrede tusinder år (figur 1.2). d rivhusgasser som Co2, metan og lattergas ender i atmosfæren og bidrager til den drivhuseffekt, der får tempe-

raturen på kloden til at stige (figur 1.3).

Konsekvensen af de stigende drivhusgasudledninger vil vi komme til at mærke de næste mange generationer gennem fortsat stigende temperaturer.

2024 blev et skelsættende år. Her oplevede verden en temperaturstigning på 1,6 grader i forhold til før industrialiseringen, og året blev det varmeste nogensinde målt (figur 1.4). d et er en kritisk grænse for kloden og var en officiel målsætning i den internationale klimaaftale Parisaftalen fra 2015, hvor ønsket var at holde verdens temperaturstigning under 2 grader og så vidt muligt under 1,5 grader. Varmestigningen betyder dog ikke, at Parisaftalen

Figur 1.4

Jorden har krydset en kritisk grænse

Verden passerede i 2024 for første gang en temperaturstigning på 1,5 grader. Her var den globale gennemsnitstemperatur på 15,1 grader, 1,60 grader over perioden fra år 1850 til 1900. Opvarmningen er særligt accelereret de seneste 10 år, og alle år i det seneste årti er blandt de ti varmeste, der nogensinde er registreret.

Således var 2024 det varmeste år målt for alle kontinenter undtagen Antarktis, Australien og Asien. Europa oplevede i 2024 det klart varmeste år siden 1850, hvor det i år var 0,3 grader varmere end den tidligere rekord fra 2020. Europa er det kontinent, der opvarmes hurtigst.

På billedet ses temperaturen for 2024 fordelt på verdens lande i forhold til år 1850-1900, den såkaldte temperaturanomali.

ikke kan opfyldes, da opvarmningen skal måles over et gennemsnit på flere årtier, men det er en markant advarsel om, hvor stor opgaven er og bliver.

Årsagerne til, at klimaet forandrer sig, er både naturlige og menneskeskabte, men forskningen slår nu fast, at de sidste 100 års klimaforandringer hovedsageligt har fundet sted på grund af menneskelig aktivitet. FN’s internationale klimapanel IPCC er helt klare i den sammenfattende rapport fra 2023, der afslutter arbejdet med klimapanelets sjette vurderingsrapport (Ar6), hvor de slår fast, at:

“Menneskelige aktiviteter, primært gennem udledning af drivhusgasser, har utvetydigt forårsaget global opvarmning”.

d enne konklusion underbygges af et studie publiceret i tidsskriftet Nature Climate Change fra februar 2019, der dokumenterer, at vi på et Sigma5-niveau kan fastslå, at de klimaforandringer, vi ser nu, er menneskeskabte. Sigma5-niveau svarer til en statistisk sikkerhed på 99,99 procent, eller at der blot er 1 til 3,5 million sandsynlighed for, at klimaforandringer ikke er menneskeskabte.

I denne bog arbejdes der derfor ud fra to grundlæggende antagelser:

„ Klimaforandringerne er en realitet.

„ Menneskets adfærd og aktiviteter er hovedforklaringen på de klimaforandringer, der har fundet sted de sidste cirka 200 år.

1.1.1 Klimahandling på alle niveauer

reaktionerne på de stigende globale temperaturer og deres konsekvenser udmønter sig oftest i to overordnede strategier i kampen mod klimaforandringerne:

1) reduktion af drivhusgasudledningen (mitigation)

2) Tilpasning til klimaforandringerne (adaptation).

Hvor mitigation handler om at reducere udledningen af drivhusgasser, handler adaptation om at opbygge en kapacitet, der gør det muligt for samfundet at tilpasse sig de klimaforandringer, der allerede har fundet sted og vil komme i fremtiden.

Klimahandling er på dagsordenen fra den lokale borger til et globalt politisk niveau. Samtidig går det beviseligt den forkerte vej for klodens klima. d et får mange til at stille spørgsmålet om, hvorvidt det i virkeligheden er for sent at gøre noget ved klimaforandringerne, og om alle de tiltag, vi allerede har indført, overhovedet har haft en effekt.

Svaret til det første spørgsmål er ”nej”, det er ikke for sent at gøre noget ved klimaforandringerne. Hvis vi fortsætter med at udlede drivhusgasser som nu, vil temperaturen ifølge FN stige med 2,8 grader inden 2050. d et kan dog stadig lade sig gøre at holde temperaturstigningerne under de anbefalede 1,5 grader. Men det kræver, at vi globalt set reducerer de årlige udslip med 45 procent inden 2030. d et er åbenlyst en

stor udfordring for en verden, der i store træk har baseret sin økonomi og livsstil på fossile brændstoffer som olie, kul og gas.

Vi har dog gjort en del fremskridt for både at bremse og at imødegå klimaforandringerne. Blandt andet har vi nedbragt prisen på vedvarende energi (det er blevet billigere at producere og forbruge energi udvundet fra vind, vand og sol), og vi tager den i brug som aldrig før. og vi kan finde ud af at tilpasse os de allerværste konsekvenser af klimaforandringerne, hvis vi gør det smart. d et kommer til at koste os rigtig mange penge at vende udviklingen. Men selvom det koster mange penge at bekæmpe klimaforandringerne, så tyder alt på, at det er langt billigere at handle nu end at betale regningen for alle de fremtidige skader og tilpasning i en varmere verden.

Svaret på det andet spørgsmål er ”ja”. Alle de tiltag, vi har taget for at nedbringe Co2-udledningerne, har haft en effekt. Parisaftalen har bidraget til at styrke den globale klimaindsats. Temperaturprognoser fremsat før Parisaftalens vedtagelse var mere dystre end dem, vi ser i dag. d et indikerer, at verdens kollektive klimaindsats har en positiv betydning for kampen mod klimaforandringerne. Men vi er ikke i mål endnu. Verdens klimaindsats er endnu langtfra tilstrækkelig til at indfri Parisaftalens målsætninger. Selv hvis landenes reduktionsmål for 2030 indfries, estimerer FN’s miljøprogram, at den globale temperatur i dette århundrede vil stige til 2,5 grader over førindustrielt niveau.

q den antropocæne tidsalder beskriver den periode, hvor mennesket har erobret naturen og gennem konstante teknologiske landvindinger formået at udnytte dens ressourcer i en sådan grad, at selvsamme ressourcegrundlag for menneskets eksistens er truet. Fotoet viser mejetærskere i Brasilien i færd med at høste soja, der blandt andet eksporteres til danmark, hvor det anvendes som foder til danske grise.

tidsalder. Inden for den geologiske videnskab opdeles Jordens udvikling i lange epoker på millioner og milliarder af år, og det hører til sjældenhederne, at nye sådanne epoker defineres.

1.2 Lever vi i en antropocæn tidsalder?

Spørger man videnskaberne, handler den planetære krise, vi står midt i, ikke kun om klimaforandringer. d et er en større og mere omsiggribende krise, som berører mange dele af naturen, som har det til fælles, at deres tilstand er relateret til menneskehedens aktiviteter. d et har fået videnskabsmænd verden over til at foreslå, at vi er trådt ind i en såkaldt ”antropocæn”

Udtrykket ”antropocæn” blev for alvor sat på dagsordenen omkring årtusindeskiftet af den amerikanske biolog Eugene Stoermer og den hollandske kemiker og nobelprismodtager Paul Crutzen. d e argumenterer begge for, at antropocæn skulle erstatte holocæn som betegnelsen for den tidsalder, hvori vi befinder os, og anså betegnelsen som et udtryk for en erkendelse af, at menneskenes aktiviteter nu var af et sådant omfang, at de forårsagede globale ændringer i Jordens miljø og tilstand. På græsk betyder ‘anthropo’ ‘menneskelig’, og ‘kainos’ betyder ‘ny’, dvs. ”menneskets nye tid”. Siden introduktionen af begrebet antropocæn har forskere debatteret ideen på

tværs af videnskabelige discipliner. Argumenterne for at udnævne en ny tidsalder er mange. Koncentrationen af Co2 i atmosfæren stiger i et tempo, som er uden sidestykke i de seneste 66 millioner år. I dag er 96 procent af klodens pattedyr enten mennesker eller husdyr, og mange vilde arter er på vej til at uddø. Mennesket flytter flere sedimenter som ler, sand, grus og sten rundt på kloden end alle verdens floder tilsammen, og gennem vores intensive landbrug har vi desuden fordoblet mængden af kvælstof og fosfor i jorden. Med andre ord, mennesker fylder i dag så meget på planeten, at vi påvirker alle organiske systemer fra hav til jord til luft. En magtfaktor på niveau med havstrømme og meteornedslag, er argumentet.

Forskerne er lidt uenige om, hvornår den antropocæne tidsalder kan siges at begynde, men mange argumenterer for, at det er fra cirka år 1800, hvor den industrielle revolution for alvor tog fart. Andre argumenterer for, at den antropocæne tidsalder begynder i perioden 1950-2000, en tid ofte beskrevet som Den store acceleration. d et vil sige, at den for alvor tager fart i efterkrigstidsperioden, hvor den socioøkonomiske udvikling accelererede kraftigt, samtidig med at menneskets aftryk på Jordens systemer blev mere og mere tydelige. Tydeligt i perioden 1950-2000 var, at forbruget af naturressourcer, som hele den socioøkonomiske udvikling og fremgang er grundlagt på, blev overudnyttet, og det gjorde det tydeligt for alle, at denne udvikling ikke kunne fortsætte. Perioden efter år 2000 er ifølge den amerikanske klimatolog Will Steffen kendetegnet ved, at menneskeheden nu er tvunget til at vælge mellem en bæredygtig sti eller kollaps.

om der skulle udnævnes en ny officiel geologisk epoke, blev i foråret 2024 afgjort af International Union of Geological Sciences (IUGS). Afgørelsen lød, at der ikke var grundlag for officielt at udnævne en ny geologisk epoke. Hovedargumentet var, at normalt strækker geologiske epoker sig over millioner af år, og derfor er de 11.700 år, der er gået siden afslutningen af sidste istid og indledningen på den geologiske epoke, vi befinder os i nu (holocæn), slet ikke tid nok til at afgøre menneskets indflydelse på Jordens udvikling. det sidste ord i den sag er dog næppe sagt, da flere forskere allerede udfordrer beslutningen med nye beviser på menneskets påvirkning af Jorden.

Antropocæn er altså ikke officielt anerkendt som en formel geologisk epoke, men begrebet har bidt sig fast og er meget anvendt inden for bl.a. miljøvidenskab, geologi, geografi og samfundsvidenskab, samt ikke mindst blandt medier og meningsdannere på alle niveauer, til at diskutere menneskets indflydelse på planeten.

Man kan argumentere for, at bare det at foreslå og diskutere en navngivning af den tid, vi lever i, som antropocæn, betyder, at vi anerkender det afgørende verdenshistoriske ansvar for klodens fremtid, som vi, det moderne industrielle menneske, har. I dag er anvendelsen af ordet antropocæn almindeligt både i og uden for det videnskabelige samfund. I samfundsvidenskab anvendes begrebet antropocæn som en beskrivelse af, hvordan menneskelige aktiviteter og naturlige systemer påvirker hinanden.

At Jorden påvirkes markant af mennesket og vores aktiviteter, placerer et ansvar hos os som individer og samfund. Hvis ikke klimaforandringerne skal accelerere ud af kontrol, må vores forbrug og aktiviteter holde sig inden for bestemte rammer.

Figur 1.5

Udviklingen i de planetære grænser 2009-2023

2009

Klimaforandringer

Tab af biodiversitetFunktionel (regional biodiversitet)Genetisk (uddøde racer)

Ændret arealanvendelse (skovfældning m.m.)

Ferskvandsforbrug

Introduktion til nye stoffer (kemi, nanopartikler, gmo’er mv.)

Tab af ozon i stratosfæren

Atmosfærisk partikelforurening

Forurening af verdenshavene

Biokemisk kredsløb - Fosfor - Kvælstof

3 grænser overskredet

Klimaforandringer

Tab af biodiversitetFunktionel (regional biodiversitet)Genetisk (uddøde racer) 2015

Introduktion til nye stoffer (kemi, nanopartikler, gmo’er mv.)

Tab af ozon i stratosfæren

Ændret arealanvendelse (skovfældning m.m.)

Ferskvandsforbrug

Tab af biodiversitetFunktionel (regional biodiversitet)Genetisk (uddøde racer)

Ændret arealanvendelse (skovfældning m.m.)

Atmosfærisk partikelforurening

Forurening af verdenshavene

Biokemisk kredsløb - Fosfor - Kvælstof

4 grænser overskredet

Klimaforandringer

Ferskvandsforbrug

2023

Introduktion til nye stoffer (kemi, nanopartikler, gmo’er mv.)

Tab af ozon i stratosfæren

Atmosfærisk partikelforurening

Forurening af verdenshavene

Biokemisk kredsløb - Fosfor - Kvælstof

6 grænser overskredet

Siden 2009 har vi mennesker løbende overskredet flere af de grænser, som forskerne bag studiet har defineret for, hvornår vores pres på planeten går ind i en højrisikozone. I 2023 vurderer forskerne, at seks ud af ni planetære grænser er overskredet.

I litteraturen beskrives disse rammer ofte som, at planeten har nogle grænser, som er under voldsomt pres. d isse grænser kalder vi for ‘de planetære grænser’.

1.2.1 Planetære grænser

I en artikel fra 2009 i det videnskabelige tidsskrift Ecology and Society, samt i en artikel fra 2015 i det anerkendte tidsskrift

Science – begge med professor Kathrine richardson, Københavns Universitet, som en af hovedforfatterne – identificeres ni såkaldte planetære grænser, der defineres som de miljømæssige grænser, inden for hvilke menneskeheden sikkert kan operere for at undgå katastrofale miljøændringer og sikre, at kloden skal forblive et sikkert levested for mennesker og andre arter. d e planetære grænser beskriver altså, hvor grænserne for menneskelige aktiviteter går, hvis vi skal være nogenlunde sikre på, at Jorden fortsætter med at fungere, som den har gjort i mange år.

Forskningen inden for planetære grænser handler om ni processer eller komponenter, som beviseligt er blevet ændret af menneskelig indflydelse: klimaet, forsuring af havet, nedbrydning af ozonlaget, forbrug af ferskvand, udslip af reaktivt kvælstof og fosfor til miljøet, arealanvendelse, biodiversitet, partikelforurening af luften samt en kategori, der kaldes ”nye enheder”. d en sidste kategori dækker over nye menneskeskabte gasser og mikropartikler, som ikke før har eksisteret på Jorden, og som vi ikke rigtig ved, hvad der sker med, når de bliver sluppet fri. Hver af de ni processer har et såkaldt tipping point, hvilket refererer til værdier i vores miljø, som, hvis de overskrides, gør den tidligere tilstand uopnåelig. At holde sig inden for disse grænser er derfor afgørende for at opretholde Jor-

dens systemer og sikre et stabilt miljø for fremtidige generationer. o verskridelse af disse grænser kan føre til ændringer i klima og miljø, som ikke kan gøres om, og som kan true menneskers velvære. d rastiske ændringer vil ikke nødvendigvis ske fra den ene dag til den anden, men tilsammen markerer grænserne en kritisk tærskel for at øge risikoen for mennesker og de økosystemer, vi er en del af.

Figur 1.5 viser den udvikling, der er fundet sted med tilstanden af de ni planetære grænser. Tendensen er tydelig mod et stadig forværret billede af Jordens økologiske tilstand, og i 2023 er hele seks af de ni planetære grænser overskredet.

d e ni planetære grænser skal ses som indbyrdes forbundne processer. d et betyder, at et globalt fokus på klimaændringer alene ikke er tilstrækkeligt til øget bæredygtighed. I stedet er forståelsen af samspillet mellem de ni planetære grænser, især klima og tab af biodiversitet, centralt i såvel videnskaben som i tiltagene mod klimaforandringerne. Målet er at identificere grænserne og forsøge at få så mange ind i det grønne område, hvor menneskets levevis er bæredygtig.

Analysen af de planetære grænser vidner om, at menneskeheden i betydelig grad har indvirkning på ikke bare klimaet, men stort set alle Jordens centrale processer, og på mange områder direkte har en ødelæggende effekt på Jordens ressourcer (figur 1.6).

d iskussionen om, hvorvidt vi er trådt ind i den antropocæne tidsalder, er en understregning af, at vi som art langt ind i fremtiden vil befinde os i et tæt forbundet fællesskab med Jorden og dens ressourcer. Forskere har estimeret, at menneskehedens nuværende aktiviteter vil have en

Figur 1.6

For 10.000 år siden efter den sidste istid

For 5.000 år siden

Græsningsarealer Afgrøder

markant indflydelse på klodens klima 10.000 år ind i fremtiden. Hvor meget påvirkning, og med hvilken hastighed påvirkningen kommer til at foregå, afhænger af menneskeheden selv. Ændringer i klimaet er en af de planetære grænser, som har –og med al sandsynlighed får – stor betydning for mennesket og dets levevis. Klimaforandringerne står i forhold til stort set alt, hvad vi gør. d e kan forklares ved vores adfærd, og de kan løses ved vores handlinger. d erfor vil vi i de næste kapitler rette fokus mod menneskets sociologiske, økonomiske og politiske praksis.

1.3 Bæredygtighed og menneskeskabte klimaforandringer d et er veldokumenteret, at mennesket påvirker Jorden og dens naturressourcer på en negativ måde. d et er, hvad enten vi taler om plast i havet, luftforurening, skovrydning eller global opvarmning. Hastighe-

den, hvormed denne forurening sker, er accelereret gennem det sidste halve århundrede og har fået politikere, virksomheder, NGo’er og borgere til at argumentere for en mere bæredygtig udvikling, uden altid at være helt klar over, hvad begrebet egentlig indbefatter. En del af forklaringen kan være, at bæredygtighed ofte opfattes som et plusord, noget, som man bør stræbe efter, hvad enten målet med det er en reel bekymring for Jordens velbefindende, eller om det handler om noget mere egennyttigt som økonomisk gevinst for virksomheden, en mere ”politisk korrekt” identitet for individet, eller om at sikre genvalg hos politikeren. At betegne noget som bæredygtigt kan derfor have forskellige betydninger og tjene forskellige interesser, samt bruges til at retfærdiggøre en lang række personlige valg, kommercielle produkter og politiske handlinger. d erfor er det vigtigt at gøre sig klart, hvilken forståelse af bæredygtighed der er tale om, og hvilke krav der skal opfyldes,

Kilde: Kilde: Morten

O.A. Sommer, 2024: “Er mit liv bæredygtigt?”. Strandberg Publishing.

for at man kan tale om en bæredygtig udvikling i for eksempel et land, en økonomi, en industri eller et landbrug.

1.3.1 Bæredygtighed i et historisk perspektiv

I 1972 udgav “Club of rome” (på dansk “romklubben”, en uformel international sammenslutning af fremtrædende forretningsfolk og videnskabsmænd, dannet i 1968) bogen “The limits to Growth” (på dansk “Grænser for vækst”). Bogens vigtigste tese var, at det naturgrundlag, væksten bygger på, samtidig er vækstens begrænsning. Bogen sætter spørgsmålstegn ved den måde, vi har indrettet økonomien og samfundet på, da økonomien har en nedbrydende effekt på naturen og dens ressourcer i en sådan udstrækning, at udviklingen ikke vil kunne fortsætte, hvis vi skal overlevere Jorden i samme tilstand til næste generation, som vi selv modtog den. Selvom de menneskeskabte klimaforandringer også allerede dengang var en kendsgerning, var det ikke disse, der var forfatternes fokus. d erimod var der en lang række miljøproblemer, som allerede på det tidspunkt var synlige og målbare, og som op igennem 1970’erne og 1980’erne blev tydelige eksempler på, hvor hårdt den økonomiske vækst kunne gå ud over Jordens naturressourcer. På den globale skala var verden vidne til syreregn og skovdød, tømmerhugst og regnskovsrydning, og i danmark var der problemer på grund af overforbrug af gødning og iltsvind i de danske fjorde samt lukning af hundredvis af vandboringer på grund af overforbrug af pesticider.

d e mange miljøproblemer betød, at FN’s Verdenskommission for miljø og udvikling i 1987 udarbejdede rapporten “o ur Common Future” (på dansk ”Vores fælles

Figur 1.7

Svag og stærk bæredygtighed

Bevarelse af naturkapital

Svag Høj Lav

Grader af bæredygtighed

fremtid”). Kommissionen er også kendt som Brundtlandkommissionen og rapporten som Brundtlandrapporten, begge opkaldt efter den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland, der var formand for kommissionen.

Grundlaget for at bringe fokus på bæredygtighed skal som sagt ses i lyset af en bekymring omkring den hidtidige udvikling.

I rapporten skriver de blandt andet, at: “Vi låner af fremtidige generationers miljømæssige kapital uden at sikre, at vi kan indfri og tilbagebetale lånet”. Herved blev definitionen af bæredygtighed skabt. Bæredygtighed bliver i Brundtlandrapporten defineret som: ”en udvikling, hvor opfyldelsen af de nulevende generationers behov ikke sker på bekostning af fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov”. Med denne definition forsøger man at forene to modsatrettede udviklinger i samfundet, nemlig ambitionen om:

Stærk

Kilde: Troels

Kullberg, Per Kalvig & Mathilde Jørgensen, 2020: “Mineralske råstoffer, bæredygtighed og innovation”. MiMa og GEUS.

„ at skabe en mulighed for økonomisk vækst og velstand for alle verdens borgere

„ at forvalte naturgrundlaget varsomt og derigennem undgå miljøkriser og forringet adgang til naturressourcer.

Årsagen til at definitionen fik opmærksomhed og i dag er den mest anerkendte definition af begrebet, skyldes, at bæredygtig udvikling blev indoptaget af det internationale samfund og var basis for FN’s Miljø- og Udviklingskonference (riokonferencen) om Bæredygtig Udvikling i rio de Janeiro, Brasilien, i 1992. Her blev landene enige om nogle principper om og en politisk ramme for bæredygtig udvikling, herunder en handlingsplan, Agenda 21, der tager udgangspunkt i de lokale samfund, samt Klimakonventionen, Biodiversitetskonventionen og Erklæringen om Verdens Skove. Men både ved World Summit on Sustainable d evelopment i Sydafrika i 2002 og igen ved rio+20 Summit Meeting i rio de Janeiro i 2012, kunne det konstateres, at der på målene fra rio i 1992 om bæredygtig udvikling kun i meget begrænset omfang kunne registreres fremgang.

I 2015 udviklede FN de såkaldte Sustainable d evelopment Goals, som skal opnås i 2030. d ette gav anledning til en ny forståelse af bæredygtighed, som tager afsæt i begrebet det antropocæne. Som omtalt i afsnit 1.2.1 har forskningen påvist, at vi allerede har overskredet adskillige planetære grænser og er tæt på grænserne ved andre. d et har givet en forståelse af, at menneskets aktiviteter, herunder skabelse af økonomisk vækst, har nogle biofysiske begrænsninger, og at vi bliver nødt til at definere et såkaldt ”safe operating space”, en sikker operationszone, som et udtryk for,

hvor meget vi kan presse og påvirke naturen, før det går ud over planetens evne til at genvinde balancen. d enne udvidelse af bæredygtighedsbegrebet kan tydeliggøres ved at tale om grader af bæredygtighed.

1.3.2 Grader af bæredygtighed

o verordnet skelner man mellem to opfattelser af bæredygtighed: såkaldt svag og stærk bæredygtighed. Som vist i figur 1.7 skal bæredygtighed forstås som et kontinuum, der strækker sig mellem svag og stærk.

Svag bæredygtighed betyder, at det vigtigste er, at naturkapital bliver erstattet af menneskeskabt kapital. Svag bæredygtighed er baseret på ideen om, at beskyttelse af miljøet og vores naturressourcer er muligt inden for det nuværende økonomiske og politiske system, og at økonomisk vækst og bæredygtighed kan fungere samtidig og ikke modarbejde hinanden. d enne tolkning af bæredygtighedsbegrebet lægger derfor vægt på, at en udnyttelse af naturens ressourcer er acceptabel, hvis blot det understøtter den økonomiske vækst og teknologiske udvikling og dermed ikke stiller fremtidige generationer dårligere.

Et eksempel på svag bæredygtighed er, når politikere beslutter fortsat at tillade olieudvindinger i Nordsøen. d et sker ud fra argumentet om at skabe økonomisk vækst. Her tilgodeses hensynet til menneskeskabt kapital over den naturskabte kapital. Argumentationen er her, at så længe indkomsten fra udnyttelsen af naturressourcer bliver omdannet til menneskeskabt kapital, er udviklingen bæredygtig.

Ser vi derimod på stærk bæredygtighed, er udgangspunktet, at udviklingen ikke må føre til uoprettelige tab af naturressourcer. d er kan således siges at være planetære

grænser for, hvor meget ødelæggelse den økonomiske vækst må bringe med sig (se afsnit 1.2.1). Stærk grad af bæredygtighed betyder, at alle former for kapital (natur, menneskelig eller produceret kapital) ikke kan erstatte hinanden, indbyrdes eller udskiftes med noget andet. Hvis man for eksempel fælder en skov (naturkapital) for at anlægge en golfbane (produceret kapital), så kan det aldrig blive bæredygtigt, idet der nu mangler noget skov. og omvendt, når

Folketinget beslutter at genoprette mere natur til fordel for det dyrkede land, er det et udtryk for, at man prioriterer naturkapital over produceret kapital. lignende fokus

Figur 1.8

Et ubæredygtigt naturressourceforbrug?

på stærk bæredygtighed findes i de analyser, der foreligger omkring Jordens planetære grænser, og forslag til, hvordan man skal indrette samfund, så de planetære grænser ikke overskrides. Et eksempel er den økologiske økonomi, hvor der argumenteres for, at økonomisk vækst kun er bæredygtig, hvis den kan holde sig inden for visse grænser (se mere om økologisk økonomi i kapitel 3).

Jordens ressourcemæssige tilstand kan fortolkes forskelligt, afhængig af om man er tilhænger af svag eller stærk bæredygtighed. Ser vi på figur 1.8, som viser udviklingen af ressourceforbruget målt i antal jord-

De stiplede kurver viser den forventede udvikling i det økologiske fodaftryk ved henholdsvis uændret adfærd og ved en reduktion i CO2-udledninger på 30 procent. Højre akse viser hvor mange jordkloders ressourcer menneskehedens samlede ressourceforbrug svarer til. I slutningen af 1960’erne svarede det til 1,0 jordkloder, mens det i 2018 svarende til 1,7 jordkloder.

Kilde: Troels Kullberg, Per Kalvig & Mathilde Jørgensen, 2020: “Mineralske råstoffer, bæredygtighed og innovation”. MiMa og GEUS

Figur 1.9a

Typer af bæredygtighed

Økologisk bæredygtighed

Tåleligt

Økonomisk bæredygtighed

Retfærdigt

Bæredygtig

Levedygtigt

Social bæredygtighed

Figur 1.9b

Typer af bæredygtighed

SocialmangfoldighedGrønneogblåområde

Byens liv Byensrum

Identitet

Materialekredslø b Transport VaEnergi nd

Social Miljømæssi g

Arealanvendelse

ProjektøkonomiLangtidsholdbarhed Kommunual økonom i ErhvervogService

Økonomisk

Københavns Kommune har i deres ambition om en mere bæredygtig by, udviklet et holistisk byplanlægningsværktøj, som har fokus på 14 forskellige bæredygtighedshensyn.

de ressourceforbrug overstiger, hvad naturen kan nå at generere. Naturressourcerne reduceres således fra år til år. Tilhængere af svag bæredygtighed vil her argumentere, at kloder, kan vi se, at siden slutningen af 1960’erne har det økologiske fodaftryk været højere end det biologiske fodaftryk, hvilket vil sige, at menneskehedens samle-

Kilde: Troels

Kullberg, Per Kalvig & Mathilde

Jørgensen, 2020: “Mineralske råstoffer, bæredygtighed og innovation”. MiMa og GEUS; Thomas Birk og Niels Vinther, 2019: “GEOdetektiven”. Forlaget Lindhart og Ringhof.

det at forbruge ud over jordklodens kapacitet ikke nødvendigvis er problematisk, hvis blot det understøtter den økonomiske vækst og teknologiske udvikling og dermed ikke stiller fremtidige generationer dårligere. Tilhængere af stærk bæredygtighed vil derimod argumentere, at dette overforbrug af naturressourcer er kritisabelt og derfor straks må ophøre og naturressourcer genetableres af hensyn til de kommende generationers muligheder for at opfylde deres behov.

1.3.3 Bæredygtighedsbegrebets dimensioner

Selvom der har været en tendens til at betragte bæredygtighed som først og fremmest et miljømæssigt spørgsmål, blev begrebet i Brundtlandrapporten præsenteret som et bredt begreb, der ser på helheden i stedet for kun at fokusere på dets enkelte dele, og derfor både inkluderer sociale, økonomiske og miljømæssige aspekter, hvilket også er udgangspunktet for, hvordan vi forstår bæredygtighed i dag (figur 1.9a og figur 1.9b).

Økologisk eller miljømæssig bæredygtighed betyder, at udviklingen finder sted på en måde, som efterlader fremtidige generationer med de samme miljø- og naturressourcer til deres rådighed. Social bæredygtighed består i, at udviklingen sker gennem en bred deltagelse fra en befolkning, som får opfyldt sine menneskelige behov. Her er menneskers liv, adfærd og velbefindende afgørende for at skabe et bæredygtigt samfund. d enne dimension kommer oftest til udtryk i den fysiske planlægning af byer, hvor der tages hensyn til byens mangfoldighed og forskellige sociale og økonomiske ressourcer. Med økonomisk bæredygtighed forstås, at den næste gene-

ration overtager en sund og ikke gældsplaget samfundsøkonomi. Et eksempel på økonomisk bæredygtighed kunne være, når en virksomhed arbejder langsigtet og ikke kun tænker på den umiddelbare indtjening. d et gælder om at se på økonomien på langt sigt og ud fra et helhedsperspektiv, således at der ved langsigtede investeringer er større gevinster at hente. d et kan også være, når en virksomhed ikke kun sælger varer for at overleve, men sætter en pris på varerne, så virksomheden også bliver i stand til at kunne vedligeholde og udvikle sin produktion og virksomhed. Når der tales om økonomisk bæredygtighed, er det derfor vigtigt at forstå økonomi bredt.

Det bæredygtige samspil

Ved at koble de tre dimensioner af bæredygtighed skabes en bred forståelse af begrebet. Inddragelsen af alle tre dimensioner skaber fokus på den sammenhæng, der er imellem dem, og at de påvirker hinanden. d ette samspil ses blandt andet hos virksomhederne, hvor der i de senere år er kommet et større fokus på den såkaldte tredobbelte bundlinje. d et betyder, at virksomheder har fået øjnene op for, at det ikke længere er tilstrækkeligt at fokusere på den økonomiske bundlinje, profit, men at de for at tiltrække og fastholde kunder i konkurrence med andre virksomheder ser sig nødsaget til også at prioritere ansvaret over for mennesker (fx fattigdom, sociale hensyn, menneskerettigheder) og jordklodens velbefindende (fx bæredygtighed, klima og miljø). d et er i det lys, vi blandt andet skal se målsætningerne om Co2-neutralitet hos virksomheder som lEGo i 2030 og Mærsk i 2050.

Kapitel 2 Klimasociologi

• Hvordan opfatter og reagerer individet på klimaforandringerne?

• Hvordan kan vi forklare individets klimaadfærd?

• Hvilken rolle spiller forbrug og livsstil i en tid med klimaforandringer?

• Hvilken rolle spiller klimabevægelser i kampen mod klimaforandringerne?

• Hvilke centrale sociologiske teorier kan forklare de samfundsforandringer, som er knyttet til klimaforandringerne?

Kapitlets spørgsmål behandles på forskellige sociologiske niveauer, og der anvendes forskellige sociologiske teorier og begreber. Afsnit 2.1 handler om individets opfattelse af og reaktion på klimaforandringer. Afsnit 2.2 handler om individets klimaadfærd, hvor der søges forklaringer på, hvorfor nogle individer ændrer adfærd i en mere klimavenlig retning, mens andre ikke gør. Hvorvidt individets handlinger er klimavenlige eller ej, hænger tæt sammen med individets forbrugsadfærd (afsnit 2.3). Her analyseres sammenhængen mellem forbrug, forbrugskultur og klimaforandringer. Individet står imidlertid ikke alene i kampen mod klimaforandringer, men søger sammen i fællesskaber med samme værdier og holdninger. d isse fællesskaber behandles i afsnit 2.4. Her gives indsigt i, hvorfor individer samler sig i disse bevægelser, hvilke dynamikker der eksisterer i bevægelserne, samt hvilken indflydelse bevægelserne har på den grønne omstilling. I afsnit 2.5 analyseres de samfundsforandringer, der har fundet sted, og der gives en forståelse for sammenhænge mellem samfundets forandringer og de klimaudfordringer, vi står over for i dag.

2.1 Hvordan opfatter og

reagerer individet på klimaforandringerne?

Flere undersøgelser viser, at danskerne er bekymret for klimaforandringerne, og at emnet fylder i vores bevidsthed. d et ses blandt andet i en undersøgelse foretaget af ClimACT, Københavns Universitet i 2024, som i deres årlige klimabarometer-undersøgelser viser, at mere end 85 procent af danskerne er ”helt enige” eller ”ret enige” i, at klimaforandringerne er en alvorlig trussel (figur 2.1).

disse tal understøttes af en videnskabelig undersøgelse foretaget af ph.d. Andrea Veggerby lind. Undersøgelsen fra 2023 blandt 1.365 personer i den danske befolkning viser, at 76 procent ser klimaforandringerne som en substantiel trussel eller det, der er værre.

d er er imidlertid forskel på, hvem der er bekymret for klimaforandringerne. Andrea Veggerby lind deler danskerne op i seks grupper (figur 2.2). d enne opdeling giver et indblik i, hvem der skal kommunikeres til, hvis flere skal rykkes i en grønnere retning. d et er ifølge Andrea Veggerby lind ikke de mest bekymrede danskere,

Figur 2.1

De globale klimaforandringer ses som en alvorlig trussel

Helt enig Ret enig

Hverken enig eller uenig

Spørgsmålet stillet: “Hvor enig er du i følgende udsagn: ’De globale klimaforandringer er en alvorlig trussel’?” N = 1.364.

Kilde: ClimAct, Københavns Universitet & Aarhus Universitet, september 2024.

Figur 2.2

Hvordan opfattes klimaforandringerne?

De alarmerede. Opfatter klimaforandringer som en ekstremt farlig og presserende trussel. Er stærk tilhænger af ambitiøse individuelle handlinger og samfundsmæssige ændringer.

De vagtsomme. Opfatter klimaforandringerne som meget farlige og er højt motiverede for forandring.

De ambivalente. Opfatter klimaforandringer som meget farlige. Er tøvende over for adfærdsforandring og støtter omstilling.

De forsigtige. Opfatter klimaforandringer som en betydelig trussel, men har svært ved at se deres egen rolle i det. Ser også klimaforandringer som en global trussel, men mener ikke i så høj grad, at det vil påvirke dem selv, og viser mindre vilje til selv at ”ofre sig” for sagen. Har moderate holdninger og støtter omstilling.

De indifferente. Opfatter klimaforandringer som et fjernt problem. Svageste holdninger og laveste engagement.

De tvivlsomme. Har en tendens til at afvise, at klimaforandringer er menneskeskabte. Er imod klimainitiativer.

der skal kommunikeres til, hvis man gerne vil rykke danskerne i den grønne retning. d enne gruppe er allerede engagerede i klimakrisen og er villige til at fortsætte engagementet. I stedet giver det mening at fokusere på de tre midtergrupper: ”de ambivalente”, som opfatter klimaforandringer som meget farlige, men samtidig er tøvende over for adfærdsforandring, ”de forsigtige”, som gerne vil, men mangler drivkraft til at skabe forandring, og ”de indifferente”, som i mindre grad udtrykker en bekymring for klimaet.

Tilsammen udgør de tre grupper mere end halvdelen af befolkningen, og der er dermed et stort potentiale for forandring, hvis man kan nå ind til dem. For at skabe engagement for klimainitiativer hos disse grupper skal det gøres meget tydeligt,

hvorfor klimaforandringerne har relevans for netop deres hverdag og liv. Hvis man får rykket midtergrupperne i retning af ”de alarmerede” og ”de vagtsomme”, vil det ifølge studiets data være langt størstedelen af befolkningen, som bakker op om en grøn omstilling.

En interessant gruppe er derfor ”de ambivalente”. d e er nemlig lige så bekymrede for klimaet som ”de alarmerede” og ”de vagtsomme”, samtidig med at de ligger lige så lavt på villighed til handling og omkostninger forbundet til klimahandling og klimapolitik som ”de indifferente”. d ette er således en gruppe, som viser, at der sagtens kan være et modsætningsforhold mellem graden af bekymring og viljen til handling og vaneændring. d et peger på, at det ikke altid er nok at forklare alvoren i klimafor-

Kilde: Lind, A. V., Hallsson, B. G. og Morton, T. A., 2023: “Polarization within consensus? an audience segmentation model of politically dependent climate attitudes in Denmark”. I: Journal of Environmental Psychology, Volume 89, August 2023.

Figur 2.3

Vigtigste politikområder ifølge de danske vælgere ved folketingsvalget 2019, 2022 og Europaparlamentsvalget 2024

Folketingsvalg 2019

Miljø- og klimapolitik

Sundhedspolitik

Udlændingepolitik

Folketingsvalg 2022

Sundhedspolitik

Miljø- og klimapolitik Ældrepolitik

Miljø- og klimapolitik Forsvarspolitik

Integrationspolitik

andringerne, for det forstår langt de fleste, og det er også noget, som spiller en rolle for dem, når der skal stemmes til eksempelvis folketingsvalg og europa-parlamentsvalg (figur 2.3).

2.1.1 Anthony Giddens og tre reaktionsmønstre på klimaforandringerne

Efter at have set, at der er en bekymring i forhold til klimaforandringerne, er det interessant også at se på, hvordan individer reagerer på disse bekymringer. Ifølge den britiske sociolog Anthony Giddens kan der i befolkningen identificeres tre forskellige reaktionsmønstre på truslen om klimaforandringer (figur 2.4).

d et første reaktionsmønster er en vedholdende optimisme. Med dette begreb

forsøger Giddens at vise, at der for nogle er en optimistisk tro på fremtiden, og at klimavenlige handlinger er meningsfyldte. Individet vælger at handle på baggrund af en tro på, at det kan være med til at gøre en forskel gennem sit valg og sit forbrug. d et andet reaktionsmønster er, når individet ikke ændrer adfærd. d et beskriver Giddens som en pragmatisk accept. d et henviser til, at individet mener, at verden og de mange usikkerhedsmomenter, den rummer, ligger uden for menneskets kontrol. Vi accepterer tingenes tilstand og foretager os ikke noget videre. At vi venter med at gøre noget, til det er for sent, skyldes ifølge Giddens future discounting, dvs. at individet – bevidst eller ubevidst – nedvurderer fremtiden til fordel for nutiden. Vi kan simpelthen ikke rumme eller forestille os

Kilde: Voxmeter, 2022. Altinget 2024.

Figur 2.4

Reaktionsmønstre ved klimaforandringerne ifølge Anthony Giddens

Grundlæggende reaktionsmønster ved klimaforandringer

Ingen adfærdsændring – den pragmatiske accept

Ingen adfærdsændring – den kyniske pessimisme

Mere klimavenlig adfærd – den vedholdende optimisme

de fremtidige konsekvenser og deres størrelse, og derfor forholder vi os passive. d et kan for eksempel forekomme abstrakt at skulle forholde sig til, at hvis vi ikke får nedbragt Co2-indholdet i atmosfæren så og så meget, vil den globale gennemsnitstemperatur stige med 2-3 grader om 40 år. d isse betragtninger forsøger Giddens at indramme med begrebet Giddens’ para-

doks. Paradokset består ifølge Giddens i, at vi individer ikke handler, før vi kan mærke krisen for alvor, og der vil det ofte være for sent. d ermed er Giddens mindre optimistisk på individets vegne, og han har ikke en stor tiltro til, at individet vil være med til at stoppe klimaforandringerne gennem adfærdsændring. Et typisk argument i den sammenhæng er “hvad betyder det, at jeg,

Tekstboks 2.1

Menneskets udfordringer i forholdet til klimakrisen

“Hvis en gruppe psykologer var samlet i en hemmelig undersøisk base for at udtænke en krise, menneskeheden ville være håbløst dårligt rustet til at tackle, kunne de ikke have gjort det bedre end med klimaforandringerne. Vi har evolutionært udviklet os til at reagere kraftigere på trusler, der er umiddelbare og lette at forestille sig mentalt, snarere end på dem, der er fjerne og abstrakte; vi er mere følsomme over for forsætlige trusler fra specifikke mennesker, snarere end over for utilsigtede, der er resultatet af kollektive handlinger; vi er forfærdeligt dårlige til at gøre små ofre i nuet for at undgå store i fremtiden; vores opmærksomhed er fanget af fænomener, der ændrer sig dagligt, snarere end dem, der gradvist opbygges over år”.

Kilde: Solveig roepstorff (2022) “Klimapsykologi”. Citeret og oversat af Solveig roepstorff fra oliver Burkeman i The Guardian 8. juni 2025.

en enkelt person, ændrer noget i min klimaadfærd?”.

Giddens’ pointe er, at selvom mulighederne for adfærdsændring er der, fx tilgængelighed af kollektiv transport eller plantebaserede alternativer til kød, så ændrer individet ikke nødvendigvis adfærd, men lever i stor udstrækning videre, som om intet er hændt. d er foregår altså en pragmatisk accept af tingenes tilstand. d et tredje reaktionsmønster, Giddens identificerer, er den kyniske pessimisme d en kyniske pessimisme er, hvor individet bevidst fortrænger de risici, som er forbundet med individets levevis, og ligefrem gør grin med de forslag til ændret levevis, som individet møder.

2.1.2 Per Stoknes og kognitiv

dissonans

Psykolog Per Espen Stoknes har beskæftiget sig med, hvordan mennesket ender i den fortrængning, som Giddens nævner. Han mener, tilstanden bunder i det, han kalder for kognitiv dissonans. Med begrebet mener han, at der er en forskel mellem det, man tænker, at man bør gøre, og det, man reelt gør. I en sådan situation begyn-

der vores hjerner at komme med bortforklaringer. Man kan for eksempel sige til sig selv, at man skal holde op med at flyve, fordi det er dårligt for klimaet, men vennerne flyver jo ofte og mere end mig, og derfor må jeg også gerne flyve. Er vi i tvivl om, hvorvidt vi skal handle klimavenligt, kigger vi fornuftigt nok rundt på andre for at blive klogere, men observerer vi, at de ikke gør noget, kan vi risikere at konkludere ud fra andres mangel på reaktion, at der ikke er brug for en adfærdsændring. Dette kan også defineres som tilskuereffekten. Vi bliver således både tilskuer til klimakrisens udfoldelse, men også tilskuer til de klimahandlinger, andre måtte foretage sig. Tilskuereffekten bidrager til en spiral af manglende handling og indgriben, en form for sneboldseffekt, der kan forstærke følelser af håbløshed, der igen forhindrer os i at gøre noget. Men tilskuereffekten kan også bidrage til en form for normalisering af tingenes tilstand, hvad enten det er konsekvenserne af klimaforandringer eller den manglende reaktion på disse. d enne reaktion beskrives ofte som miljømæssig generationsbetinget hukommelsestab.

d et handler om den ligegyldighed, der kan opstå ved en langsom tilvænning til bestemte forhold. reaktionen handler om, at hver generation har mindre og mindre omgang med og relation til naturen og dermed ved mindre og mindre om det økosystem, de er en del af. d et betyder forringede forudsætninger for at registrere og handle på klimaforandringerne. d er mangler således en kollektiv hukommelse for, hvad det ”normale” udgangspunkt er.

Et helt konkret eksempel på dette var under den globale CoVId -19-lockdown i 2020. Her viste satellitbilleder og data, at den voldsomme luftforurening, der findes mange steder i verden, ikke er en uundgåelig selvfølgelighed. Sigtbarheden i nogle af verdens største byer var pludselig markant forbedret under pandemien, og det var ikke længere nødvendigt at gå med masker mod partikelforurening. luften var på ganske kort tid blevet væsentlig renere.

At folk rundtomkring i de store byer over årene har accepteret en dårligere og dårligere luftkvalitet, kaldes en habituering. En habituering er en helt basal læringsmekanisme, der finder sted, når vi har oplevet det samme tilstrækkeligt mange gange og i sidste ende holder op med at reagere på det. Vi gør en bestemt situation eller oplevelse til noget helt normalt, til en del af os selv (habituering). Beboerne i de store forurenede storbyer har med andre ord vænnet sig til luftforureningen og indordnet sig forholdene. resultatet af en sådan adfærd er, at hver generation accepterer en forringet og i tiltagende grad nedbrudt natur, miljø og klima som noget naturligt.

Hvor kognitiv dissonans, tilskuereffekten og miljømæssig generationsbetinget hukommelsestab ikke er ualmindelige fæ-

nomener, argumenterer Stoknes for, at det også kan føre til fænomenet ”denial” (benægtelse). Kognitiv dissonans kan føre til benægtelse på den måde, at mennesket har en evne til at leve, som om det aldrig har hørt om klimaproblemerne, eller at klimaforandringer er noget, der ikke vedrører dem. Benægtelse ses som en primitiv forsvarsmekanisme og er nært beslægtet med fortrængning, hvor fakta og kendsgerninger lukkes ude, og en benægtelse af, at noget ubehageligt, truende eller skræmmende finder sted. d er findes flere varianter af benægtelse. d et kan være med tavshed: “Flyet flyver jo alligevel, om jeg er med ombord eller ej”, og derefter er der stilhed. d et kan også være at holde fast i en overdreven optimisme: “Her er det koldt, hvem snakker om global opvarmning?” Eller at “klimaet har da altid forandret sig, hvad er problemet?”.

En variant kan også være at læse nyheder og information om klimakrisen på en så udvælgende måde, at de værste fakta bliver udeladt og dermed ikke findes, eller måske ligefrem fremsætte alternativ viden, som helt sætter spørgsmålstegn ved klimaforskningen. d isse benægtelser og forskydninger er en menneskelig forsvarsmekanisme, som ofte træder frem, når emnet klimakrise indgår i samtalen, og om, hvorvidt vi selv gør noget eller nok.

Når de, der er meget lidt interesseret i klimavenlig adfærd, eller de, der slet ikke ønsker at omlægge til klimavenlig adfærd, møder personer, som er meget interesserede og omlægger i stor stil til klimavenlig adfærd, indtræffer ofte fænomenet devaluering. Har man for eksempel en følelse af ikke at være klimavenlig nok i sine handlinger, kan mennesket ifølge Stoknes hurtigt føle, at ens egen personlighed tru-

Figur 2.5

Fordømmer vi de andres klimaholdninger?

Altid

Ofte

Nogle gange

Sjældendt

N = 4.342

es, og reagere ved at devaluere, dvs. nedgøre, dem, som foretager mange klimavenlige handlinger. d evaluering er en reaktion, der handler om, at man i overdreven grad hæfter sig ved det negative ved andre og leder efter fejl. d et kan få karakter af nedgørelse af andre og at tilskrive andre dårlige egenskaber og motiver. Et eksempel er den polariserede og ofte hårde debat omkring spisevaner. Mange veganere oplever had og kaldes ekstremister, lige så vel som kødspisere har oplevet at blive stemplet som ignoranter, som ikke bekymrer sig om klimaet. d evaluering som reaktion på klimakrisen er en psykologisk forståelig respons – for når vi devaluerer andre, er det for at fjerne fokus fra os selv – vi forsøger så at sige at overdøve eget ubehag.

Slet ikke Ved ikke

(EVA), 2025.

Hvis de er skeptiske omkring klimaforandringer

2.1.3 Intentions-adfærds-kløften

Det er ikke sjældent, at der er en kløft mellem, hvad vi mennesker ønsker at gøre og reelt gør. Der er et utal af eksempler på dette. Hvem kender ikke abonnementet til fitnesscenteret, som ikke bliver brugt; rygestoppet, som blev afbrudt; aftalen om kun at drikke alkohol i weekenden, men som så også lige blev udvidet til torsdag-fredag, osv. Vi mennesker er eksperter i uindfriede ønsker om at skabe forandringer. Dette gælder også på klimaområdet, hvor eksempelvis det vegetariske indtag ikke altid matcher ambitionen; antallet af flyrejser ikke blev erstattet af togrejser som håbet osv. Denne uoverensstemmelse mellem vores intentioner og vores reelle handlinger kaldes for intentions-adfærds-kløften. Selvom netop det at have intentioner ofte fremhæves i forskningen

Dansk

Hvis de går op i at leve klimavenligt

Hvis de gør ting, der belaster klimaet (fx flyver, spiser oksekød, køber nyt tøj)

Kilde:

som den mest afgørende faktor for, at handlingerne overhovedet sker – faktisk vigtigere end normer, holdninger, personlighedsfaktorer og risikovurdering – er intentions-adfærds-kløften så dyb, at vores succesrate med at omsætte intentioner til handlinger kun er 50 procent. Og de handlinger, vi så lykkes med, er tilmed de mindst indgribende ændringer. Vi har med andre ord lettere ved at spare på vandet og varmen end at fravælge kødet eller flyrejserne. Generelt peger forskningen på, at selvom vi er meget bekymrede over klimaforandringerne, har vi mennesker ikke let ved at omstille os selv og vores måde at leve på, særligt ikke når det gælder ændringer, som indbefatter noget, som vi skal give afkald på, noget, vi mister, og noget, der koster os noget (figur 2.6)

Hvordan kan vi så forklare kløften mellem intentionerne og handlingerne? Mennesket har en række kognitive bias, som skaber kløften mellem intentionerne og

Figur 2.6

det, vi reelt gør. Kognitiv bias er ubevidste overbevisninger, der kan få et menneskes billede af omverdenen til at afvige fra virkeligheden. En almindelig kognitiv bias er fænomenet tabsaversion d et betyder, at vi er utilbøjelige til at handle på en måde, der koster os på den korte bane, selvom vi godt ved, at der kan være store gevinster på langt sigt. Endda langt større gevinster end indsatsen. d et gælder også, selvom den manglende indsats nu vil betyde større omkostninger på længere sigt. Vi er med andre ord meget lidt villige til at miste noget nu og her. Et eksempel kunne være en husholdning, som blev præsenteret for to scenarier: 1. Hvis de ikke reducerer deres energiforbrug, vil deres årlige elregning stige med 1.000 kr. (tab). 2. Hvis de reducerer deres energiforbrug, vil de spare 1.000 kr. årligt (gevinst). På grund af tabsaversion er det mest sandsynligt, at husholdningen reagerer stærkere på den potentielle stigning i udgifter (tab) end på muligheden for at

Danskerne har svært ved at omsætte tanke til handling

Hvilke udfordringer oplever du i forhold til at leve mere klimavenligt?

Det er svært at vurdere, hvordan jeg bedst lever klimavenligt

Det er for dyrt

Jeg oplever, at mine handlinger ikke gør nogen forskel

Jeg har ikke noget klimavenligt alternativ

Det er for tidskrævende

Det interesserer mig ikke

Jeg ønsker ikke at leve mere klimavenligt

Dissonans – en forskel mellem det, man tænker, at man bør gøre, og det, man reelt gør. Voxmeter lavede i 2023 en national undersøgelse, der viste, at 78 procent af danskerne ikke har indtænkt klimaet, når de det seneste år har valgt mål for ferierejsen; 46 procent ved ikke, hvordan man lever klimavenligt; 37 procent synes, det er for dyrt at gøre det; 24 procent oplever, at klimahandlinger ikke gør nogen forskel; 17 procent kan ikke få øje på et klimavenligt alternativ, og 11 procent har bare ikke tid.

Kilde: Region Syddanmark, 2023.

spare penge (gevinst). d ette kan gøre, at de hurtigere ændrer deres adfærd for at undgå stigningen, end de ville for at opnå besparelsen. Tabsaversion kan også udnyttes i klimakampagner ved at fremhæve, hvad der vil gå tabt, hvis folk ikke handler (for eksempel tab af biodiversitet, stigende havniveauer), snarere end hvad der kan opnås ved at handle.

2.2 Hvorfor ændrer vi (ikke) klimaadfærd?

Hvor afsnit 2.1 mere generelt beskriver vores opfattelser af og grundlæggende reaktioner på klimaforandringerne, har dette afsnit til formål at give nogle årsagsforklaringer på individernes klimaadfærd. Ved hjælp af en række sociologiske teorier og begreber kan vi komme nærmere nogle forklaringer på, hvorfor nogle er villige til og i stand til at ændre adfærd, mens andre ikke er. I forlængelse heraf opstår spørgsmålet om, hvilken rolle individet bør og kan spille i løsningen af klimaudfordringerne.

Klimavenlig adfærd er defineret som en adfærd, der skader klimaet så lidt som mu-

Figur 2.7

Forklaringer på menneskers klimaadfærd

Teoretisk forklaringsramme

Min klimaadfærd kan forstås gennem …

ligt eller endda gavner klimaet. Klimaadfærd er bestemt af en række faktorer (figur 2.7).

d er kan være en vis positiv spillovereffekt fra én klimavenlig adfærd til en anden, og på den måde skabes en klimavenlig adfærd på flere områder. Med andre ord viser det sig, at når vi bliver bevidste om klimavenlig adfærd på ét område, begynder vi at tænke over også at agere klimavenligt på andre områder. d og er der også studier, der peger på risikoen for en negativ spillovereffekt, hvor ændring af én adfærd kan betyde, at der ikke bliver ændret i en anden adfærd. Vi er tilbøjelige til at overbevise os selv om, at når vi nu har foretaget en bæredygtig klimavenlig handling, så behøver vi ikke at foretage andre. d et er heller ikke usædvanligt, at vi ligefrem belønner os selv med andre ikke-bæredygtige handlinger, når vi nu har foretaget en bæredygtig handling. Vi har nok alle hørt nogen sige noget a la: ”når nu jeg har skåret ned på kødforbruget, er det okay med en ferie til Thailand”. d ette fænomen så vi, da dr-nyheder var taget til Københavns lufthavn i efterårsferien 2024,

Teorien forsøger at forklare … om min klimaadfærd er bestemt af …

Rationelle forklaringer … om det er en fordel for samfundet og især mig selv.

Habituelle forklaringer … min opdragelse og den kultur, jeg er formet af.

Strukturelle forklaringer … hvordan samfundet er indrettet og skaber rammen for mig og mine handlingsmuligheder.

Interpersonlige forklaringer … mine relationer til de mennesker jeg omgås.

hvor 30 procent flere var taget med flyveren på ferie i forhold til året før, for at spørge de rejsendes forhold til at vælge flyveren på rejsen. langt de fleste var velinformeret om det store Co2-aftryk, de var ved at sætte, men havde hver især deres forklaring på, hvorfor de kunne tillade sig denne ”luksus” i efterårsferien. langt de fleste forklaringer i dr-nyhederne gik på, at de i forvejen havde reduceret kødforbruget, købt elbil, tidligere på året taget toget på ferie osv. og derfor så det som retfærdiggjort at flyve sydpå i ferien. Med andre ord er de klimavenlige gevinster, der blev opnået i første omgang, blevet udvisket af efterfølgende ikke-bæredygtige handlinger.

2.2.1 Rational choice-teorien – de rationelle forklaringer

Antagelsen om, at individet er rationelt, dvs. er styret af fornuft, logik og materiel virkelighed, finder vi hos rational choice-

Figur 2.8

teorien. Teorien antager helt grundlæggende, at individet har bestemte præferencer (noget foretrækkes frem for noget andet), som det handler fornuftigt ud fra. Individets handlinger er her baseret på en evne til at foretage en afvejning af fordele og ulemper, først og fremmest for individet selv.

Spørgsmålet er, om rational choice-teorien kan forklare, hvorfor – eller hvorfor ikke – individet ændrer adfærd til en mere klimavenlig levevis. Ser vi på figur 2.8, er det tydeligt, at danskerne er villige til at foretage klimavenlige handlinger.

Spørgsmålet er, om villigheden er for egen vindings skyld. Ifølge Concitos klimabarometer 2022, hvor danskerne blev spurgt om, hvad der er den tungestvejende grund til, at danmark skal gøre en indsats mod klimaforandringerne, svarer danskerne først og fremmest, at vi skal være ansvarlige over for kommende generationer

Gør du selv noget for at reducere klimaforandringerne i dagligdagen?

Spørgsmål: I hvilken grad gør du selv noget for at reducere klimaforandringer i din dagligdag?

Note: Tallene summerer ikke til 100 på grund af afrundinger. Der er en statistisk signifikant forskel mellem mænd og kvinder (95 % signifikansniveau). N = 2.000. I mindre grad eller slet ikke

Kvinder Mænd

Kilde: Undersøgelse foretaget af Voxmeter for Region Syddanmark, 2023.

(figur 2.9). Tallene for 2024 er stort set uforandret. Ser vi i stedet på individets motivation for at gøre noget, observeres en større egennyttighed (at opnå en personlig fordel). Figur 2.10 viser her, at det primære motiv for at foretage klimavenlige handlinger er for at kunne spare penge.

d ette er i overensstemmelse med, hvad vi så under coronapandemien. Her var der markante adfærdsændringer, idet der var en personlig gevinst ved at ændre adfærd (ikke at blive smittet). En landsdækkende undersøgelse fra 2023 lavet af region Syddanmark viste, at 10 procent af dem, der inden for de sidste tre år har købt elbil, har

Figur 2.9

gjort det for at reducere klimabelastningen. 63 procent svarer, at de ikke har gjort det på grund af klimaet. 4 procent svarer ved ikke, og 22 procent ”Nej, men vil gøre det næste gang der skiftes bil”.

Ud fra dette eksempel kan det argumenteres, at købet af elbil mest er drevet af personlige fordele frem for en egentlig bekymring for klimaet. d enne tendens understøttes af en nylig undersøgelse fra 2024 fra Københavns Universitet, hvor 27 procent svarer, at den vigtigste grund til at mindske madspild er, at der kan spares penge. Kun 10 procent svarer, at de “ønsker at passe på klimaet”.

Hvorfor skal Danmark gøre en indsats mod klimaforandringerne?

Hvad mener du er de tungest vejende grunde til at vi i Danmark skal gøre en indsats mod klimaforandringer? (Max. tre svar). Svar giver samlet mere end 100 pct. på grund af flere svarmuligheder.

Ansvar overfor kommende generationer

At beskytte naturens levesteder og arter

Ansvar overfor verdens fattige og mest udsatte

At mindske risiko for krige og folkevandringer

At bidrage til vækst og beskæftigelse

God livskvalitet

Mener ikke, at der skal gøres en klimaindsats

Kilde: Concitos Klimabarometer (2018)

Figur 2.10

Hvad er det primære motiv for klimavenlig adfærd

Har du inden for de seneste tre år efterisoleret din bolig, købt lavenergi hvidevarer, brugt mere kollektiv transport frem for bil, undgået brug af standby strøm eller foretaget andre miljøvenlige tiltag for enten at spare penge eller skåne miljøet?

En kritik af rational choice-teorien går imidlertid på, at mennesker langtfra altid handler efter, hvad der er mest rationelt, altså hvad der bedst kan betale sig for det enkelte individ selv. Et eksempel på dette ses i tekstboks 2.2. d en 29. marts 2019 besluttede alle elever og ansatte på d et frie Gymnasiums ugentlige fællesmøde, på demokratisk vis (én person, én stemme) en rejsepolitik, der indbefatter et flyveforbud på studieture og andre skolerelaterede aktiviteter. d ette på trods af den kendsgerning, at alternativerne til fly – for eksempel bus og tog – i langt de fleste tilfælde ikke er lige så hurtige eller billige som fly. Her blev hensynet til klimaet prioriteret højere end transporttid og pris på rejsen, hvilket ifølge rational choice-teorien ville være et usandsynligt valg. ligeledes kunne dSB i 2024 rapportere om en stigning på 25 procent i antallet af passagerer i tog til udlandet. Professor i byplanlægning Malene Freudendal-Pedersen peger på, at et større fokus på at træffe

klimavenlige og bæredygtige valg, når det kommer til privat forbrug, er med til at sende flere folk på togrejser til udlandet. d ette på trods af, at togbilletter ofte er dobbelt så dyre som fly. rational choice-teorien kalder således på, at der også kan være andre forklaringer på, hvorvidt folk er villige til og i stand til at foretage mere klimavenlige valg.

2.2.2 Pierre Bourdieu og de habituelle forklaringer

En anden årsagsforklaring på menneskets klimaadfærd handler derfor om betydningen af de normer, værdier og ressourcer, vi har som mennesker. Her trækkes på den franske sociolog Pierre Bourdieu og hans begreber habitus, felt, kapital og livsstil. Bourdieu beskriver vaner som en del af individets habitus (tekstboks 2.3).

Habitus skabes i vores socialisering. Socialiseringsprocesserne kan finde sted i familien (primær socialisering) og i institutionerne (sekundær socialisering). Indivi-

Kilde:

Concitos Klimabarometer (2018).

Ja, primært for at skåne miljøet Ja, primært for at spare penge Ja, af andre årsager Nej Ved ikke

Tekstboks 2.2

Klimahensyn versus økonomisk fornuft

Debatindlæg: Studieture uden fly (uddrag)

Af Quri Palomino Janns

3. april 2019 i gymnasielærernes fagblad Gymnasieskolen.

Lad os lytte til de unge, også når det handler om klimaet. Jeg er gymnasielærer og underviser i spansk på d et frie Gymnasium i København. Skolen har netop besluttet, at jeg ikke længere må rejse til Spanien med mine elever. Eller, rettere sagt, det må jeg faktisk godt, men mine elever og jeg må ikke længere tage flyveren til d en Iberiske Halvø. Men det gælder ikke kun mine spanskhold. Vi må ikke længere tage flyveren, når vi skal på studieture. Både den obligatoriske 2. g-studietur, højniveau-turene i 3. g (heriblandt sprogturene til for eksempel Spanien, Frankrig eller Tyskland) og alle andre typer af ture skal foregå med alt andet en fly. d enne beslutning er ikke taget af pædagogiske, økonomiske eller sikkerhedsmæssige hensyn. d et handler om at skåne miljøet for den Co2, vi udleder pr. person, når vi rejser med fly. Når en klasse tager til london, udleder man pr. person cirka 219 kilo Co2, hvis turen går til Paris, er det 467 kilo Co2, eller når en klasse vælger at tage til Athen, bliver der brugt 730 kilo Co2 pr. person, osv. Ja, det lyder jo meget fornuftigt at passe på miljøet, men det går ud over vores rejser til destinationer, hvor man er “nødt til” at flyve på grund af afstand. da beslutningen blev taget på sidste uges skolemøde, gik der mange spørgsmål igennem mit hoved. Er vi ved at lukke os inde i vores egen lille klimavenlige “feel good boble”? Hjælper det overhovedet klimaet, at vi ikke må flyve mere? Er vi ved at lukke muligheden for mere faglighed, viden og kulturmøder? Er vi gang med at begrænse vores udsyn? Midt i min fortvivlelse og småbitterhed under skolemødet kom der en følelse af optimisme, stolthed og respekt over for eleverne på mit gymnasium. Fordi det var netop eleverne, som stemte for, at vi skulle have et totalt forbud mod at rejse med fly. Selv mine egne elever, som havde glædet sig siden 1. g til at tage til Sevilla nu til efteråret, stemte for dette forslag. Eleverne vil se handling nu for at redde miljøet. og det har jeg stor respekt for. Her tænker jeg, at vi, de “voksne”, om det så er forældre, lærere, politikere eller andet, skal lytte og respektere de unges bekymringer og beslutninger. og hjælpe dem med at omstrukturere og finde tid og plads til forandringer. På min skole er vi nødt til at tænke, at vi kan godt være faglige og danne vores elever, samtidig med at vi arbejder hen imod klimavenlige tiltag.

det er således udsat for en dobbeltsocialisering (figur 2.11).

Vi individer formes derfor gennem flere socialiseringsarenaer. o ver tid opdrages vi til at være på en bestemt måde, hvilket påvirker de handlingsmønstre og opfattelser af, hvorfor man skal handle eller ikke handle i bestemte situationer. I den proces nedprioriterer vi informationer, der ikke passer ind i vores forestillinger, og prioriterer i stedet det, vi instinktivt mener er rigtigt i forhold til det liv, vi lever, og dem, vi forholder os til og identificerer os med. Er vi i hjemmet og i skolen blevet fortalt, at det er vigtigt at slukke lyset og spare på vandet, er det sandsynligt, at disse ord er blevet omsat til en vane og handling. ligeledes er det sandsynligt, at det gives videre til næste generation. Et studie fra Sociologisk Institut ved Københavns Universitet peger på tydelige sammenhænge mellem

Tekstboks 2.3

Hvad er habitus?

Habitus er værdi- og normsystemer, kulturelle vaner eller holdningssystemer, som den enkelte og mange enkelte i fællesskab orienterer sig efter. Habitus er “de indlærte koder”, der ligger til grund for menneskers handlinger, de meninger, de har, og de valg, de træffer.

individets habitus og klimavenlig adfærd. I studiet konkluderes, at generelle politiske værdier og opdragelse spiller en afgørende rolle for holdningen til klimaforandringer. Studiets kvalitative del i form af interviews viser blandt andet, at de personer, som finder klimavenlig adfærd væsentlig – og udfører klimavenlige handlinger i dagligdagen – er blevet opdraget af deres forældre til det. Har du klimabevidste forældre, der taler om det gode og vigtige ved klimavenlige handlinger og/eller handler klimavenligt, er der stor sandsynlighed for, at du også tilegner dig klimavenlige værdier.

I hvilken udstrækning individet er bekymret for klimaet og har tilegnet sig klimamæssige værdier, og hvordan disse omsættes til klimahandlinger, hænger ofte sammen med individets kapitaler. Med Bourdieus begreb kapital forstås en værdi eller ressource, som individet er i besiddelse af. Kapitalen kan være økonomisk, kulturel og social (figur 2.12), og individet kan have mere eller mindre af den.

Særligt størrelsen af den kulturelle kapital er udslagsgivende for, hvor stærke de q Pierre Bourdieu (1930-2002). Fransk sociolog.

Figur 2.11

Dobbeltsocialisering

Daginstitutions personale

Figur 2.12

Bourdieus kapitalformer

Økonomisk kapital

Handler om indkomster og pengeressourcer (for eksempel ejendomme, værdipapirer osv.). Økonomisk kapital er den mest materielle og synlige af de tre kapitalformer.

Kulturel kapital

Handler om mængden af viden, uddannelse, information, dannelse og æstetiske dispositioner. Blandt andet giver kulturel kapital magt til at definere og dominere den kultur, der har magten i samfundet, ligesom kulturel kapital giver adgang til vellønnede jobs. Kulturel kapital kan antage tre former:

• En kropslig form: udtrykt igennem kropsgestikulationer, verbale udtryk (sproglige ytringer), smag og ”dannelse”

• En objektiveret form: udtrykt gennem kunst og kultur

• En institutionaliseret form: udtrykt gennem for eksempel uddannelse, eksaminer, titler, jobfunktioner osv.

Social kapital

Handler om slægtsrelationer (familien), vennerelationer, sociale forbindelser og andre former for sociale netværk

Kilde: Dion Sommer (2011): “Børn i senmoderniteten”, Hans Reitzels Forlag som gengivet i Peter Brøndum og Thor Banke Hansen (2017): “Luk samfundet op! 3. udgave”, Columbus.

Kilde: Peter Brøndum og Thor Banke Hansen (2017): “Luk Samfundet op”. 3. udgave. Forlaget Columbus.

Figur 2.13

Sammenhængen mellem uddannelseslængde og deltagelse i klimademonstrationer

Andre Ph.d.

Universitet

Færdiggjort ungdomsuddannelse

Ungdomsuddannelse

Grundskole

Fuldførte ikke grundskolen

N = 148.

Har dine forældre studeret på universitetet?

Ja, begge Ja, en af dem Nej Ved ikke

N = 148.

Når respondenterne blev spurgt, om deres forældre har gået på universitetet, svarede 40,3 procent, at begge deres forældre havde gået på universitetet, og kun 10 procent havde ingen forældre, der havde gået på universitetet.

Tekstboks 2.4

Hvad er et felt?

Man kan ifølge den franske sociolog Pierre Bourdieu opfatte noget som et selvstændigt felt, når et afgrænset socialt område eller en social arena i samfundet har sine egne spilleregler og sin egen logik. I forbindelse med klimaproblematikken er dette emne blevet noget, man i stor udstrækning forholder sig til som et selvstændigt område, og noget, man kan bruge til at positionere sig med i det sociale rum – dette være sig viden om klima, holdninger til klima eller gennem klimabevidst adfærd.

Joost de Moor et al., 2023: "Protest for a future

Composition, mobilization and motives of the participants in Fridays For Future climate protests on 2027 September, 2019, in 19 cities around the world".

Kilde:

Figur 2.14 Det generelle klimafelt

Tager ikke stilling

Sparer meget på vand

Handler

DE KLIMABEVIDSTE

Taler meget med fam. og venner om klima

Gør meget for at opsøge viden

Sparer meget på varme

Taler noget med fam. og venner om klima

Helt enig i boykot

Sparer meget på el

Sparer ikke på varme

Hverken for eller imod i boykot

DE HVERDAGSBEKVEMME

Taler ikke med fam. og venner om klima

Opsøger måske ikke viden

Opsøger ikke viden

Helt uenig i boykot

Handler ikke

klimavenlige værdier er, og om de omsættes til handling. d et ses blandt andet i et studie fra 2019, hvor uddannelsesniveauet blandt klimademonstranter og deres forældre til en stor Friday For Future-demonstration blev undersøgt. Undersøgelsen viste tydeligt, at deltagerne i demonstrationen er personer med lang uddannelse, og at disse personers forældre også har en lang uddannelse (figur 2.13).

Hvilken kapital og hvor meget kapital individet er i besiddelse af, har betydning

Tager stilling

DE LIGEGLADE

Sparer ikke på vand

Sparer ikke på el

for individets position i klimafeltet (tekstboks 2.4).

Figur 2.14 illustrerer, hvad der karakteriserer det generelle klimafelt. Her er der skitseret tre forskellige livsstilsgrupper: “de hverdagsbekvemme”, “de klimabevidste” og gruppen “de ligeglade”. relateres disse livsstilsgrupper til forekomsten og størrelsen af kapitalformer (lav, middel, høj), ses nogle sammenhænge (figur 2.15).

livsstil er ifølge Bourdieu både individernes søgen efter identitet og udformning

Kilde:

Concitos

Klimabarometer (2018).

af en livsform. Ser vi på livsstilsgruppen “de hverdagsbekvemme”, er der tale om en type, som er opmærksom på klimaproblematikken og af og til i dagligdagen gør en indsats for at handle klimavenligt, men heller ikke mere. d et er ikke et emne, der tit diskuteres med venner og familie, og heller ikke noget, man søger viden om. For mange personer i denne gruppe opleves emnet uoverskueligt, diffust og fjernt, hvilket gør det svært at tage stilling til og handle på. og hvis der handles klimavenligt, vurderes ofte den økonomiske gevinst ved at gøre det, og om det er nemt at indarbejde i hverdagen. Grunden til, at det er svært at indarbejde, er, at deres vaner, og i forlængelse heraf også deres habitus, er svær at forandre, og de kommer nemt til at hænge fast i dagligdagens velkendte rutiner.

o mvendt står det til med livsstilsgruppen “de klimabevidste”. d enne gruppe, som undersøgelser viser, der kommer stadig flere af, går meget op i klimaspørgsmålet og inkorporerer klimavenlige handlinger i deres hverdag. d et at leve klimavenligt er en vigtig del af deres overvejelser i forbindelse med forbrug. d e er vidende om klimaet og dets forandringer samt om de spørgsmål, der rejser sig i debatterne om emnet. d e taler meget om klimaet med andre og gør meget for at opsøge viden om emnet. d enne gruppe er typisk rig på kulturel kapital, og som tidligere nævnt viser studier, at jo længere uddannelse, des flere klimavenlige værdier.

d en sidste livsstilsgruppe er “de ligeglade”. d e er kendetegnet ved hverken at søge viden om klimaforandringer eller at foretage klimavenlige handlinger. Foretages

Figur 2.15

Livsstilsgrupper og deres kapitaler

Livsstilsgruppe

ift. klimaforandringer

De hverdagsbekvemme

Udgør 75 procent af de interviewede

De klimabevidste

Udgør 19 procent af de interviewede

De ligeglade

Udgør 6 procent af de interviewede

Kapital-o-meter

(hvor høj grad af kapital i de forskellige livsstilsgrupper. Lav, middel, høj)

Gruppen repræsenterer personer med: - middel kulturel kapital - middel økonomisk kapital

Gruppen repræsenterer personer med: - høj kulturel kapital

Gruppen repræsenterer personer med: - lav kulturel kapital - høj økonomisk kapital

Udarbejdet på baggrund af Peter Gundelach, Bettina Hauge og Esther Nørregard-Nielsen (2012): “Klimaets sociale tilstand”. Aarhus Universitetsforlag.

Da undersøgelsen er lavet i 2012, er der med den stigende interesse for klimaforandringsproblematikken og formidlingen af den grund til at tro, at procentdelen af ‘klimabevidste’ er betydelig højere i dag. Concitos Klimabarometer 2018 indikerer også dette, idet 54 procent mente “at vi må ændre på den måde, vi lever på, hvis vi skal begrænse klimaforandringerne”.

Figur 2.16

Forholdet mellem kapitaler, habitus, felt og klimalivsstil

Kapitaler Felter Klimalivsstil

Økonomisk

Kulturel

Social Habitus

klimavenlige handlinger alligevel, er handlingerne ikke et bevidst valg, men en utilsigtet konsekvens af en handling, hvis formål var noget andet. Samtidig er det også i denne gruppe, vi finder dem, der er meget tvivlende over for, om der overhovedet er tale om menneskeskabte klimaforandringer, eller sætter spørgsmålstegn ved, om det nu også står så galt til. d ette er klart den mest passive gruppe i forhold til klimahandlinger.

Sammentænker vi Bourdieus begreber kapital, habitus og felt med klimalivsstil, kan sammenhængen ses som illustreret i figur 2.16. Figur 2.16 skal forstås på den måde, at vi individer besidder forskellige mængder kapital. d et individ, hvis habitus for eksempel er rig på kulturel kapital (dvs. stor viden om klimaforandringerne) inden for et bestemt felt (klimafeltet), vil sandsynligvis være mere villig og i stand til at omstille sig til en mere klimavenlig livsstil end de individer, som kun besidder lidt eller intet af den kapital.

Klima Arbejde

Uddannelse Mad Religion De hverdagsbekvemme

De ligeglade De klimabevidste

2.2.3 Interpersonlige forklaringer

Det er grundlæggende og meget menneskeligt, at vi kigger på, hvad andre gør, siger og tænker, for derigennem selv at finde vores ståsted. Vi aflæser konstant adfærd, normer, sprogbrug og kropssprog hos andre i de sociale sammenhænge, vi befinder os i. Det gør vi for at være en del af flokken og ikke skille os ud. Vi lærer og udvikler os gennem social observation og samvær med andre. Vi begår os som regel i flere fællesskaber (for eksempel skolen, familien, arbejdet, til sport osv.).

I vores fællesskaber hersker der sociale normer for, hvordan vi bør tænke og opføre os. Sociale normer er en slags uskrevne regler for adfærd. Nogle er meget selvfølgelige, for eksempel at vige for barnevognen på fortovet eller rejse sig for de ældre i bussen. Andre er mindre selvfølgelige som udgangspunkt, men bliver normaliseret over tid. d et gælder for eksempel, når der hos virksomheder indføres kødfrie dage, og det at spise mindre kød bliver naturligt. Både formelle og uformelle normer påvir-

ker os altså til at være og handle på en bestemt måde. d ermed kan normer også have den funktion, at de påvirker os til at gøre noget andet, end vi egentlig havde i tankerne. Man taler i den forbindelse om normativ social påvirkning (figur 2.17).

Med normativ social påvirkning forstås det, at en person ændrer sin egen adfærd med det for øje at handle på en måde, som gruppen gør eller vedkommende tror, gruppen gør. Adfærden kan være klimavenlig eller ikke klimavenlig afhængig af gruppens værdier, normer og holdninger.

Et eksempel kan være en tur med vennerne til Hamborg. d u har af klimahensyn egentlig besluttet kun at tage tog og bus til dine rejsemål og har undersøgt, at det samlede tidsforbrug for rejsen kun er to timer mere med tog end med fly til Hamborg. d et koster dog 900 kroner tur/retur med toget i modsætning til flyet, som koster 499 kroner tur/retur. Men prisforskellen er ikke så afgørende en faktor for gruppen. d u

Figur 2.17

foreslår vennegruppen at tage toget, men på trods af at den økonomiske faktor ikke er afgørende, synes ingen alligevel interesserede, men er mere opsat på at gøre, som de plejer. d u giver dig og flyver med vennegruppen. Her handles i overensstemmelse med flertallet i gruppen. d et, at det er normen at flyve, er derfor én af forklaringerne på, hvorfor flyet vælges frem for andre transportmidler. Accepterer vi fællesskabets norm om at flyve på de årlige ture med vennerne, fordi vi gerne vil passe ind i fællesskabet, er vi ifølge teorien om lemmingeeffekten lemminge (tekstboks 2.5).

Kan man ikke identificere sig med normen om at flyve, kan det være svært at fortælle andre om de klimamæssige ulemper ved det at flyve og erklære et personligt stop for flyvning. Man forstyrrer den fælles norm og samhørighed omkring den, og man skal muligvis forklare fravalget af det at flyve. I værste fald bliver man latterliggjort eller lukket ude (socialt ekskluderet)

Konsekvenserne ved normativ social påvirkning

Afholdes fra at skifte til en mere bæredygtig levevis. Her menes, at man kan yde selvcensur, både hvad angår mening og holdning til mere klimavenlig adfærd. Dette kan resultere i, at man ikke foretager den klimavenlige adfærdsændring, man egentlig havde i tankerne. Herved bliver en klimavenlig værdi ikke omsat til klimavenlig handling.

Eksklusion fra fællesskaber. Her menes, at hvis en persons klimaværdier og holdninger til, hvordan man bør ændre adfærd i en mere klimavenlig retning, ikke anerkendes og accepteres i et fællesskab, kan dette betyde en stigmatisering og eksklusion fra fællesskabet.

Søgen mod fællesskaber med samme værdier og holdninger som en selv.

En eksklusion fra nogle fællesskaber betyder ofte en søgning mod andre fællesskaber. Her er der tale om fællesskaber, hvor ens meninger og holdninger accepteres eller ligefrem belønnes. Et uheldigt udfald af denne opdeling af fællesskaber kan være en manglende dialog og forståelse mellem fællesskaber. Det skaber rum for stereotypisering og skabelse af fordomme, og kan dermed grave kløfter mellem befolkningsgrupper.

Tekstboks 2.5

Lemmingeeffekten

En person kaldes en lemming, hvis vedkommende i en beslutningssituation følger de valg, som andre har truffet før, frem for at følge sin egen information. En lemmingeeffekt er en beslutningssituation, hvori de fleste individer opfører sig som lemminger. Man kan observere lemmingeadfærd i alle tænkelige situationer, og typisk begynder det med, at en eller to personer gør noget (for eksempel kigger op i luften), og alle forbipasserende starter med at gøre det samme. Man møder det også i medierne, hvor en journalist skriver en nyhed baseret på en enkelt eller to kilder, og så kopierer andre journalister bare historien uden nødvendigvis selv at opsøge en uafhængig kilde, som kan be- eller afkræfte historien.

Kilde: Vincent Hendricks og Camilla Mehlsen (2019): “lIKE”. Center for Information og Boblestudier (CIBS), Københavns Universitet.

af det fællesskab, som man er en del af i mange sammenhænge. En yderligere konsekvens heraf kan være, at man som ekskluderet person søger mod fællesskaber med samme værdier og holdninger som sig selv. Her kan man blive bekræftet i, at det, man mener og gør, er det rigtige. Vi mennesker har det bedst med at føle, vi hører til. Når vi alle følger en norm, så signalerer vi social samhørighed. Normer er dermed med til at definere en gruppeidentitet.

Studier viser imidlertid, at folk tror, de er omgivet af folk, som ikke er så bekymrede for klimaet som dem selv, eller slet ikke tænker på klimaforandringerne som noget, der vedrører dem. Fænomenet kaldes flertalsmisforståelse.

Som tidligere nævnt ser 85 procent af danskerne de globale klimaforandringer som en alvorlig trussel. På den baggrund er der måske ikke grund til ikke at tale om klimaforandringer med folk, eller indgå i en dialog om, hvordan man kan etablere en mere klimavenlig adfærd. Flertalsmis -

forståelser kan have den konsekvens, at de kan medvirke til at oprette eller opretholde en social norm om, at flertallet ikke bekymrer sig om klimaet. Undersøgelser lavet af forskere fra Cardiff University i 2017 om transportadfærd viser, at blandt dem, der kendte nogen, der var stoppet med at flyve, tilkendegav 50 procent, at de fløj mindre som resultat heraf. Et andet eksempel på dette fænomen vedrører normer omkring mad. I 2017 var der en gruppe forskere, der gennemførte et eksperiment på en amerikansk cafe. Når folk kom ind i cafeen, fik halvdelen besked om, at 30 procent af amerikanerne var begyndt at spise mindre kød. Hos den gruppe, der fik denne besked, var det dobbelt så sandsynligt, at de bestilte et plantebaseret måltid. I 2010 var det cirka 4 procent af danskerne, der spiste overvejende plantebaseret mad. I 2018 var tallet steget til 12 procent, og i 2023 til 20 procent. I 2010 var der 17 procent af danskerne, der havde en kødfri dag om ugen. I 2018 var det 32 procent, og i

q Flertalsmisforståelser kan således afholde folk fra at foretage klimavenlige adfærdsændringer.

2023 40 procent. I dette eksempel ses en gradvis normændring på området, hvor det i de senere år er blevet langt mere normalt at spise mindre kød.

Når normerne ændrer sig inden for flere klimavenlige områder – cykel i stedet for bil, tog i stedet for fly, plantebaseret i stedet for kød, solvarme i stedet for olieopvarmning – ja, så er det i stor udstrækning et udtryk for, at relationerne mellem mennesker er af betydning for den grønne omstilling.

Præcis hvor mange mennesker der skal ændre deres adfærd, før de sociale normer ændres – det såkaldte tipping point – har adskillige forskere forsøgt at besvare. Undersøgelser peger på alt fra 3,5 procent til 25 procent af alle mennesker som den andel, der potentielt kan påvirke, at alle an-

dre ændrer adfærd. En amerikansk undersøgelse af 300 ikke-voldelige protestbevægelser gennem de seneste hundrede år viste, at hvis 3,5 procent af befolkningen går sammen om at påvirke og udfordre eksisterende lovgivning, vil de skabe et tipping point. d et fænomen, at en minoritet kan overbevise en majoritet, kaldes også for minoritetsindflydelse. d en rumænsk-franske socialpsykolog Serge Moscovici viste allerede i en undersøgelse tilbage fra 1969, at minoriteter var i stand til at påvirke den større befolkning. d er var flere forklaringer på, hvad der skulle til for at påvirke majoriteten, men den vigtigste faktor var minoritetsgruppens vedholdenhed. #MeToo-bevægelsens indflydelse gennem 2010’erne og 2020’erne er et godt eksempel på dette, såvel som det

kan argumenteres, at de mange klimademonstrationer, som fandt sted over en længere periode op til folketingsvalget 2019, havde indflydelse på, at dette valg blev et ”grønt folketingsvalg” og efterfølgende blev døbt ”Klimavalget”.

Hvordan fælles normer og værdier har en effekt på klimaet, er undersøgt af forsker Maria Toft fra Københavns Universitet. Hun har undersøgt, hvordan forskellige øko- og klimafællesskaber finder sammen og er sammen, og hvilken effekt det har på deres klimaaftryk. Maria Toft påpeger, at en forudsætning for forandring er, at for at ændre adfærd må du have tro på, at andre også gør det. o mgås folk af den samme overbevisning om, at en klimavenlig adfærd er godt og virkningsfuld, har det en afsmittende effekt, som gør, at folk bliver mere klimavenlige og har lyst til at leve mere klimavenligt. Hendes granskning af grønne danske fællesskaber såsom økosamfund viser konkret, at fællesskabet

Figur 2.18

Barrierer for klimavenlig adfærd

Ønsker at leve mere klimavenligt

alene – altså uafhængigt af indkomst, politisk orientering, køn og så videre – kan bidrage med alt fra 1,5 til 3 ton reduktion årligt ud af den gennemsnitlige danskers Co2-fodaftryk på 11-12 ton per person (se afsnit 2.4).

2.2.4 Strukturelle forklaringer

“Jeg vil gerne være mere klimavenlig, men jeg føler mig forhindret.” Dette udsagn høres ikke så sjældent blandt danskerne. Når folks klimaadfærd analyseres, er det vigtigt at have for øje, hvilke strukturelle barrierer der kan være for, at de klimavenlige værdier omsættes til klimavenlig adfærd. Selv dem, der er i besiddelse af en række klimavenlige værdier, får ikke altid omsat dem til handling, og det skyldes nogle mere strukturelle begrænsninger i deres dagligdag (figur 2.18).

En af forklaringerne på manglende klimahandling, der ses af figur 2.18, er, at danskerne har svært ved at identificere kli-

Det er svært at vurdere, hvordan jeg bedst lever klimavenligt

Det er for dyrt

Jeg oplever, at mine handlinger ikke gør nogen forskel

Det er for tidskrævende

Det interesserer mig ikke

Jeg ønsker ikke at leve mere klimavenligt

Note: Danskere, der har svaret "ved ikke", er ikke vist her. N = 2.000.

Ønsker ikke at leve mere klimavenligt

Undersøgelse foretaget af Voxmeter for Region Syddanmark, 2023.

mavenlige alternativer. danskerne har her brug for hjælp til alternativer, hvilket er i tråd med en undersøgelse fra Voxmeter i 2023, der viste, at 73 procent af danskerne mente, at det er politikerne, som bør gøre mere for at håndtere klimaforandringerne. Blandt de tiltag, som danskerne ifølge undersøgelsen mener, at politikerne bør sætte i værk, er at investere mere i sol og vind (siger 71 procent), gøre det mere økonomisk fordelagtigt at handle klimavenligt (62 procent), satse mere på klimaforskning (60 procent) og give støtte til udvikling af teknologiske løsninger (58 procent). Alle disse tiltag peger i retning af et ønske om, at nogle større strukturer skal ændres, for at individet kan være mere klimavenlig, dvs. at det er samfundets opgave.

Adfærds-indvirknings-kløften kalder på strukturelle løsninger

At borgerne finder det afgørende, at det er politikerne, der gør det muligt at have en klimavenlig adfærd, kan blandt andet forklares ved fænomenet adfærds-indvirknings-kløften (”behavior impact gap”).

Den ungarske professor Maria Csutora bruger begrebet i sin forskning i bæredygtig adfærd til at belyse det fænomen, der opstår, når ens handlinger ikke synes at måle sig med den observerede effekt. Det er ikke sjældent, at man hører folk sige, at ”hvad betyder det, at jeg ene person lever klimavenligt?”.

Indvirkningen på klimaet, ved at jeg personligt foretager ændringer, kan synes forsvindende lille. Csutora har selv foretaget en række undersøgelser, som viser, at vores individuelle valg generelt har en meget lille effekt. Vi har meget svært ved at se den direkte effekt af vores klimavenlige handlinger, samtidig med at de personlige

konsekvenser ved at ændre klimaadfærd er meget håndgribelige og nu og her: d u skruer ned for varmen i dit hjem, og du får det koldere. d u flytter til en mindre bolig og får mindre plads. d u dropper bilen for til gengæld at vente på bussen eller cykle i regnvejr.

d e klimavalg, som for alvor vil betyde noget, vil med andre ord medføre et ubehag, som går ud over livskvaliteten her og nu – uden at give noget synligt tilbage her og nu. Csutora stiller således spørgsmål ved, hvor meget energi vi egentlig bør lægge i at ændre vores individuelle forbrugsvaner og adfærd i dagligdagen. I den forbindelse når hun frem til to konklusioner.

For det første, at det ikke er hensigtsmæssigt at placere løsningen på klimakrisen hos det enkelte individ, men at det sker langt mere effektivt ved strukturelle ændringer i en skala, som er politisk, lokalt, nationalt og overnationalt funderet. d er skal etableres lovgivning, der guider individet i en klimavenlig retning, og hvor der skabes incitamenter til at foretage klimavenlige handlinger – for eksempel ved afgifter og støtteordninger. For det andet konkluderer hun, at det er meget snævert kun at se på den individuelle Co2-reduktion som resultat af adfærdsændringen. Csutora mener, det er vigtigt at se på, hvordan én persons adfærdsændring påvirker andre personer. Hun peger på, at individer ikke lever ”som små isolerede øer”, men at vi mennesker meget let påvirkes af hinanden. Et interessant eksempel er vores stemmeafgivelse til folketingsvalg. Her udgør én stemme 0,000024 procent af alle stemmer. Ud fra den mikroskopiske procentandel kunne man ikke fortænke den enkelte vælger i at tænke “det gør alligevel ingen forskel, om jeg stemmer eller ej”. Men faktum

er, at ca. 85 procent stemmer til hvert folketingsvalg. Så måske handler det også om, hvad det er, vi er fælles om eller kan blive fælles om. Et eksempel på, at vi er enige om at være fælles om noget (ligesom ved at stemme til folketingsvalg), er økolandsbyer, økofælleskaber og grønne nabofællesskaber (afsnit 2.4), hvor folk inspirerer hinanden til mere klimavenlig adfærd.

2.3 Hvilken rolle spiller forbrug og livsstil i en tid med klimaforandringer?

At ændre adfærd i en mere klimavenlig retning er stærkt forbundet til vores forbrug, forbrugsadfærd og forbrugskultur. Udviklingen i forbrug skal forstås i sammenhæng med nogle større samfundsmæssige forandringer. Disse forandringer kan belyses gennem en beskrivelse af, hvad der

Figur 2.19

Anthony Giddens’ analyse af udviklingen fra det traditionelle over det moderne til det senmoderne samfund

Stærke tids- og rumbegrænsninger.

Samfundet er lokalt forankret, og individernes interaktioner er begrænset i tid og sted

Traditioner.

Traditioner fylder meget i identitetsforståelse og identitetsudviklingen

Mobilitet.

Reduceret mulighed for individualitet, selvudvikling og mobilitet. Dit lokalsamfund og den sociale arv bestemmer, hvem og hvad du bliver

Naturen.

Naturen som nødvendig for at opfylde de basale behov, og som en integreret del af dagligdagen og livet

En begyndende udlejring af traditionelle tids- og rumlige begrænsninger

Globalisering og forstærket udlejring af sociale relationer

Frisættelse fra traditioner, identitetsskabelsen sammensættes fra flere sider

Større grad af mobilitet, men fortsat mange traditionelle træk, der er bestemmende for identitetsudviklingen

Aftraditionalisering

Naturen som et input til det industrialiserede samfund og som middel til, at mennesket kan indfri sine mål om materielle goder

Høj grad af mobilitet og større spillerum for individualitet. Identiteten er konstant i udvikling, intet ligger fast, og meget er til forhandling. Der er høj grad af refleksivitet

Naturen betragtes som en uudtømmelig kilde, der uagtet miljømæssige konsekvenser skal opfylde menneskets umættelige behov. Naturen kommer mennesket til undsætning, når der er brug for hvile og fred i det stadigt accelererende samfund

ifølge Giddens kendetegner “det traditionelle samfund”, “det moderne” og “det senmoderne samfund”. Udviklingen er beskrevet i figur 2.19 og viser, at der i de seneste århundreder er sket en ændring i vores levevis og den måde, vores identitet skabes på, men også en ændring i vores forhold til naturen.

I det traditionelle samfund levede individet i stor udstrækning i, med og af naturen og dens ressourcer. I det moderne samfund betragtede individet mere naturen og dens ressourcer som input til en forarbejdning af varer i en industrialiseringsproces, med henblik på at give individerne arbejde og materielle goder at vælge imellem. d et senmoderne samfund er karakteriseret ved at være et videns- og informationssamfund, hvor vi i stor udstrækning har distanceret os fra de naturressourcer, som vores levevis er afhængig af. Vi har nærmest altid betragtet Jorden som en uudtømmelig kilde, der uden videre hensyn til miljø og klima skal opfylde menneskets stadigt stigende behov. d et syn på naturen og Jordens ressourcer har dels betydet, at menneskets forbrug er blevet distanceret fra naturen, dels at vi forbruger mere, end Jorden kan klare.

2.3.1 Hvordan har vores forbrugskultur ændret sig?

Forbrugerisme er en betegnelse, der anvendes for at beskrive forholdet mellem enkeltindividet (forbrugeren) og samfundet/markedet i en kapitalistisk markedsøkonomi. Man taler også om, at det kapitalistiske samfund er et forbrugersamfund. Ordet forbrugerisme begyndte at blive anvendt op gennem 1970’erne som betegnelse for Vestens opfattelse af forbrug som vejen til lykke.

Når vi her taler om en forbrugskultur, er det, fordi forbruget kan tage forskellige former, eksempelvis:

„ Forbrugskulturen i 1960’erne og 1970’erne, der var karakteriseret ved ukritisk brug-og-smid-væk-mentalitet „ Forbrugskulturen i 1990’erne, der var karakteriseret ved at forholde sig til politiske og miljømæssige problemstillinger.

Brug-og-smid-væk-mentaliteten eksisterer stadig, men i de senere år har forbrugskulturen taget en drejning, hvor varernes bæredygtighed, klimavenlighed, og hvorvidt den er fairtrade, er blevet væsentligt. Ikke

Tekstboks 2.6

Naomi Klein og David Abram om Vestens forbrugskultur

Naomi Klein: ”Jeg tror, at en af grundene til, at vores kultur finder det så svært at se klimakrisen i øjnene, hænger sammen med hastigheden i vores kultur. d et at vi lever i en kultur, som er adskilt fra naturen og fra gensidighedstraditionen i forhold til naturen. Alle kulturer har den tradition. Men de fleste af os i de velstående lande er adskilte fra den. d et handler altså ikke så meget om at opfinde noget nyt som at huske på de sider af vores kultur.”

Kilde: Interview med forfatter og miljøforkæmper Naomi Klein i Kristeligt dagblad, 1. december 2015.

David Abram: “Mennesket er denne utroligt specielle skabning, der adskiller sig fra resten af naturen, fordi vi har påtaget os en gudelignende ret til at manipulere og udnytte andre dyr, mineraler, klodens hud og knogler til vores egne formål. Vi relaterer os til naturen, som om vi slet ikke er en del af den. Som om vi ikke i ethvert aspekt af vores liv fra nyrernes funktion til den menneskelige psyke til vores følelsesliv og til det menneskelige intellekt er fuldstændig afhængige af, at biosfæren og økosystemerne er sunde, blomstrende og frodige. d et er selvfølgelig en form for vanvid.”

Kilde: “Interview med filosof david Abram”, Information, 19. juli 2017.

desto mindre er nutidens forbrug vokset til en sådan størrelse, at det udgør en risiko for klimaet.

Hvorfor forbruger vi ud over de reelle behov?

Ifølge sociologen Zygmunt Bauman var forbruget i de tidligere samfundsstrukturer ”behovets tjener”, det vil sige, at forbruget havde den simple funktion at sikre forbrugernes overlevelse, og det gjaldt både den biologiske og sociale overlevelse. Når behovene var dækket, var der ingen grund til at forbruge mere. Om end situationen for mange i det traditionelle samfund var præget af svære livsvilkår, var forbruget ofte også karakteriseret ved ikke at være styret af personlige lyster og frådseri, og

mådehold blev anset som noget positivt. Denne opfattelse af forbrug i det traditionelle samfund er væsentlig anderledes end forbrug i det senmoderne samfund.

I figur 2.20 ses Abraham Maslows behovspyramide fra 1943. d en kan bruges til at visualisere forbrugsformer i det traditionelle og senmoderne samfund. Maslows argument er, at behovene må opfyldes nedefra i pyramiden. Man må altså have dækket de basale behov for mad, vand, varme osv., før man kan gå i gang med at dække behovet for fysisk og social sikkerhed og ikke mindst kunne realisere sine personlige potentialer. Maslow opfattede de tre nederste niveauer som mangelbehov, der opstår, når den menneskelige organisme mangler noget.

q Zygmunt Bauman (1925-2017).

Polsk sociolog.

Figur 2.20

Maslows behovspyramide

* SR: Selvrealisering.

d e øverste to niveauer i pyramiden anså Maslow for at være fyldt af umættelige vækstbehov. Hvor de basale mangelbehov kan mættes, kan de to øverste behovsniveauer ikke mættes. d ette er en vigtig pointe for at forstå det senmoderne individs forbrugsmønster. Vi individer, der lever i det senmoderne 21. århundrede, lever, i modsætning til forfædrene i det traditionelle samfund, i et samfund, hvor de basale behov for langt de fleste mennesker er godt dækket ind. Generelt lægger det forbrug, vi har, ikke beslag på alle de penge, vi har til rådighed. Vi har således mulighed for at forbruge ud over de basale behov. Vi benytter os af denne mulighed og

Transcendens

Mening, Livets formål

Selvaktualisering

Behov for at realisere alle personlige potentialer Selvudvikling/kreativitet

Selvværdsbehov

Præstation, ansvar, indflydelse, egobehov.

Behov for at være et unikt menneske. Selvagtelse/påskønnelse.

Kærligheds- og tilknytningsbehov

Behov for at tilhøre en gruppe, modtage og give kærlighed Tilknytning og venskaber

Sikkerhedsbehov

De basale behov for social og økonomisk tryghed i en familie og i et samfund, der yder beskyttelse mod sult og kriminalitet Løn, forsikring, bolig

Fysiologiske behov

Et menneske må først og fremmest sikre sine behov for føde, vand, beklædning, beskyttelse.

SR*

stopper ikke nødvendigvis forbruget, selvom der sker en mætning af materielle goder, en såkaldt tingsforstoppelse, men fortsætter med at bruge penge på immaterielle goder som for eksempel oplevelser. Som det ses af figur 2.21, stopper vores forbrugsadfærd ikke ved kun at forbruge materielle goder, beskrevet som en transaktionsøkonomi, ej heller ved blot at købe oplevelser, kaldet oplevelsesøkonomi, men også ved at forbruge med henblik på at skabe længerevarende ændringer. Vi indgår i en såkaldt transformativ økonomi. d en transformative økonomi afspejler en forbruger, som ikke stiller sig tilfreds med relativt kortvarige stimuli i form af en oplevelse som at gå til en koncert, gå i bio -

grafen, få en massage eller snuppe en weekendtur til london eller Paris, men som har brug for at omdanne sig selv mere grundlæggende. I den transformative økonomi træder higen efter de materielle goder i baggrunden og ønsket om at ændre sig selv i forgrunden. Et eksempel kunne være en grundlæggende omlægning af livet, hvor huset i storbyen sælges, og lederjobbet opsiges, med henblik på at flytte på landet og leve et mere minimalistisk og ikke-materielt liv. Et meget omtalt og omdiskuteret eksempel på netop dette er Maj My Humaidan og hendes familie, der tog dette valg og formidlede de bevæggrunde for og de konsekvenser af dette valg for familien (tekstboks 2.7)

Figur 2.21

En forbrugskultur i forandringer

Transaktionsøkonomi

Vi handler med hinanden og er optaget af materielle goder. At eje ting bliver en velstandsmarkør. Lad det være bil, fjernsyn og en charterrejse.

Oplevelsesøkonomi

Over halvdelen af danskerne vil i dag hellere bruge penge på oplevelser end på ting. Vi har tingsforstoppelse, og derfor bruges penge på oplevelser som massager, kroophold, biografture, koncerter osv. Det er et udtryk for, at tiden bliver en vigtig vare – man forærer tid til hinanden.

Transformativ økonomi

Oplevelser er kortvarige, vi higer efter et liv i balance, hvor vi hele tiden har det godt. Vi vil transformeres til bedre mennesker med et bedre liv. Vi vil have erfaringer, man kan blive en anden af, noget mere vedvarende. Måske hersker der ligefrem en oplevelsesforstoppelse. Et eksempel er Nike Running Club, som tilbyder gratis træning for at transformere mennesket til noget andet, noget bedre.

Tekstboks 2.7

Ærø-Manifestet

Forfatter, foredragsholder og virksomhedsrådgiver Maj My Midtgaard Humaidan udgav i 2023 bogen ”Ærø-Manifestet”. Bogen beskriver, hvordan det kan give værdi at træde ud af den stressede hverdag, arbejde mindre og få mere tid til familien. Humaidan selv droppede livet med fuldtidsarbejde i Svendborg og flyttede med familien til en gård på Ærø efter en oplevelse af, at hun ikke kunne følge med i en stresset hverdag fyldt med arbejde, og hvor børnene blev afleveret i institutioner med pressede pædagoger: ”d et kan lyde banalt, men jeg tror faktisk, at vi er nødt til at stoppe op og reflektere over, om det, vi laver i hverdagen, er et udtryk for den, man er, så vi kan komme frem til et liv, vi er stolte af” udtalte hun som begrundelse for sit valg.

Humaidans bog satte gang i en ophedet offentlig debat, for kan man bare vende sig væk fra den danske samfundsmodel, hvor vi arbejder og betaler skatter for at kunne nyde velfærdsstatens goder, uden af det vil have konsekvenser for alle andre? d et var det spørgsmål, udlændinge- og integrationsminister Kaare dybvad Bek (S) stillede i sin bog ”Arbejdets land” fra 2023, der handler om værdien af arbejde og dets betydning for den danske velfærdsstat. I bogen kritiserer ministeren blandt andet Humaidan: ”Hvis alle lever som hun gør, så er hun godt klar over, at så vil vi gå i stå.” Som modsvar til ministeren udtalte Humaidan bl.a. at: ”Jeg bliver nødt til at opponere mod præmissen om, at vi kun kan bidrage til vores højtbesungne velfærdssamfund med skattekroner. ”Hvorfor er der ikke nogen, der taler om alle de penge, som vi kunne spare, hvis vi havde det bedre? Jeg kan ikke forstå, at det ikke er en grundlæggende samtale.”

Hun peger på, at børnene med mere tilstedeværelse fra forældrene også potentielt kan være bedre rustet til et langt liv, hvor de selv skal bidrage til samfundet.

Kilde: Mathias oldager (10. nov. 2023). ”Minister kritiserede populær forfatter: ’Hvis alle levede, som hun gjorde, så er hun godt klar over, at vi ville gå i stå’”, dr.dk.

Jeg forbruger, ergo er jeg – er vores identitet knyttet til vores forbrug?

Forbrugets formål er på mange måder gået fra at sikre overlevelse til at have en selvrealiserende og social betydning. I den proces har forbruget udviklet sig til en ret til at forbruge, uanset de reelle behov. Begrebet “behov” defineres her som en spændingstilstand, som hurtigt går i sig selv, når

behovet er tilfredsstillet. Her er forbrugersamfundets ypperste opgave således at opretholde spændingsmomentet. Og her anvendes reklamer i alle afskygninger, alle tænkelige steder, planlagt forældelse af produkter osv. De produkter, vi forbruger, giver mening for os socialt, praktisk og kulturelt, det er simpelthen blevet en del af vores identitet (tekstboks 2.8).

Når forbruget er blevet en del af vores identitet, er det lettere sagt end gjort at bede os skrue ned for forbruget.

Forbrugets rolle i identitetsdannelse kan være vigtig og ses som en positiv handling, der fungerer som social markør for, hvem du er, og hvor accepteret du er. Med forbrugets stigende betydning i fortællingen om, hvem du er, er lysten og retten til at forbruge blevet vigtigere for individet. Jeg forbruger, ergo er jeg, synes tidens mantra for mange at være.

Som det ses af figur 2.22, er vores identitet et resultat af forskellige processer.

Forbruget spiller en rolle i udviklingen af den personlige identitet. I denne identitetsform er opbyggelse af selvforståelse en betydningsfuld del. Hvordan fremstår jeg, og hvilken betydning har mit forbrug for min selvforståelse? Forbruget er således med til at holde vores identitet i live og vise, hvem vi er.

2.3.2 Er vi på vej til at blive bæredygtige forbrugere?

Den nyeste generation af købedygtige forbrugere er den såkaldte Generation Z, født ca. mellem 1996 og 2012. Det er en købe-

q ”I shop therefore I am”. Sådan udtrykte kunstneren Barbara Kruger sig tilbage i 1987. Udtrykket er inspireret af filosoffen Descartes, som i 1600-tallet sagde: ”Jeg tænker, derfor er jeg”.

Tekstboks 2.8

Hvad er identitet?

Med identitet forstås de træk ved en person, der tilsammen kendetegner eller afgrænser personen som forskellig fra andre. I denne betydning svarer begrebet på mange måder til individets personlighed og karakter.

stærk generation, hvoraf 93 procent køber tøj hver måned. For Generation Z, såvel som for befolkningen som helhed, gælder det, at en stor del af det tøj, de køber, kun bliver brugt meget få gange og derefter lever et liv i glemsel bagerst i skabet. Flere nyere danske undersøgelser vurderer, at mellem 30 og 70 procent af vores tøj ligger ubrugt hen, og at vi i dag bruger vores tøj 36 procent mindre, før det ryger ud igen, end vi gjorde i år 2000.

Andre undersøgelser viser imidlertid også, at Generation Z er optaget af bæredygtighed og genbrug og er skeptiske over for køb-og-smid-væk-kulturen. I en dansk undersøgelse fra 2022 angiver 87 procent af de unge mellem 18-30 år, at de generelt forbruger med hensyn til miljø og klima. dBA’s genbrugsindeks 2024 viser, at 90 procent af de 18-30 årige har handlet genbrug inden for det sidste år, og at det primært er

Figur 2.22

Individets identitetsformer

Den kollektive identitet

Skabes i fællesskab med andre, hvad enten det er fodboldholdet, din klasse eller din arbejdsplads. I disse fællesskaber deles normer og værdier, som er med til at forme din identitet. Du kan sagtens have flere kollektive identiteter og være mere eller mindre integreret i de enkelte fællesskaber

Den sociale identitet

Den handler om, hvordan omgivelserne opfatter individet, for eksempel vennerne, familien og klassekammeraterne.

I og med at vi alle søger anerkendelse og kan lide følelsen af at være vellidt, kan forventningerne fra omgivelserne påvirke individets adfærd

tøj, der er købt genbrugt (71 procent). Af forklaringer på, at denne aldersgruppe handler genbrug, svarer 80 procent af de adspurgte, at de gør det for at spare penge, lige over halvdelen fordi de gerne vil mindske overforbruget, og 48 procent svarer, at de handler brugt, fordi de gerne vil

Figur 2.23

Primære årsager til at købe genbrug

Den personlige identitet

Denne er foranderlig, og vi vælger i stor udstrækning selv, hvordan vi vil præsentere os for omverden. Man har sit eget selvbillede og selvforståelse, og forsøger at fremstå som sin egen. For eksempel gennem politiske holdninger eller forbrug

Jegidentiteten

Sammensat af vores genetiske arv og de tidlige års socialisering. Denne del er for eksempel bestemmende for, hvorvidt du er en rolig eller temperamentsfuld person

gøre noget godt for klimaet (figur 2.23).

Generation Z kan i dette lys meget vel blive en vigtig kraft bag en ændring af normerne for, hvad et bæredygtigt forbrug vil sige, og hvad vi skal forstå ved det gode og ønskværdige liv.

Få gode, brugbare ting, som ellers ville blive smidt ud Gøre noget godt for klimaet

Trives vi med en bæredygtig livsstil?

I Danmark er bruttonationalproduktet (BNP) tredoblet siden 1973, men ifølge World Happiness-databasen er danskernes ”lykkeindeks” blot vokset fra 7,9 til 8,1 i samme periode. Der er derfor ikke noget, der tyder på, at jo mere vi forbruger, jo lykkeligere bliver vi. Derfor er forskere nysgerrige på, hvordan andre, mere bæredygtige forbrugsformer påvirker menneskets trivsel og lykke.

lektor ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, Simon Elsborg Nygaard dokumenterer i sin forskning en sammenhæng mellem at leve bæredygtigt og trivsel. Han kommer frem til, at når vi har nået et vist materielt niveau, er de væsentligste faktorer for trivsel immaterielle. Hans forskning viser, at de immaterielle goder (såsom oplevelse af selvbestemmelse, kompetence og evnen til at forbinde os socialt med andre

q Black Friday – en årligt tilbagevendende indkøbsbegivenhed. Tilbagevendende er også debatten om, hvorvidt denne dag er et symbol på menneskers usmagelige overforbrug og enorme ressourcespild, eller om det er de mindre bemidledes mulighed for at få de materielle goder, som ellers er forbeholdt middelklassen og overklassen.

mennesker) forklarer 30-40 procent af menneskets samlede trivsel. derimod forklarer ressourceforbruget under 1 procent af forskellen i folks trivsel. Ifølge Simon Elsborg Nygaard betyder det, at hvis vi skal finde ud af at have gode liv, behøver det for det første ikke at gå igennem forbrug, og hvis det gør, kan det med lethed ske på en bæredygtig måde (genbrug, miljø- og klimavenlige transportformer osv.). Ifølge undersøgelsens konklusion tyder det altså på, at vejen til øget trivsel ikke sker via øget forbrug.

Figur 2.24

Forbindelse mellem bæredygtig adfærd og lykke

3

Bæredygtig adfærd medfører et renere miljø og et stærkere lokalsamfund

Bæredygtig adfærd

Lokalsamfund og miljø

1

Lykkelige mennesker er mere tilbøjelige til at have bæredygtig adfærd

2

Bæredygtig adfærd medfører større lykke for mennesker

Personlige træk og værdier

d et danske Institut for lykkeforsknings undersøgelser peger i den sammenhæng på, at de personer, som lever mere bæredygtigt ved at reducere mængden af deres affald, oplever højere livskvalitet:

„ Lykkelige folk er mere tilbøjelige til bæredygtig adfærd.

„ Bæredygtig adfærd fører ganske enkelt til større tilfredshed med livet. Det hænger sammen med, at handlinger som genbrug og reduktion af forbrug skaber trivsel og tilfredshed med livet.

„ En større lokal bevidsthed om at reducere mængden af affald giver smukkere

3

Et renere miljø og et stærkere lokalsamfund øger lykke

4

Bæredygtig adfærd og lykke er begge forårsaget af en fælles faktor såsom altrusime

og mere attraktiv natur og større sammenhold og dermed større trivsel. Det er således konsekvenserne af den bæredygtige adfærd, som her skaber lykke.

„ Der er større chance for, at mennesker, som drager omsorg for deres omgivelser, også selv er lykkelige og lever bæredygtigt.

I figur 2.25 opsummeres afsnittets hovedpointer om, at forbrugets formål og indhold har skiftet karakter over tid. Figuren skal læses på den måde, at forbrugeren i det senmoderne samfund ikke er én bestemt forbruger, men snarere er alle for-

The Happiness Research Institute (2015).

Lykke

mer for forbruger, hvor den bæredygtige forbruger er den nyeste forbrugertype. På trods af en bevægelse hen imod en livsstil båret af et mere bæredygtigt forbrug og bæredygtig livsstil som helhed, befinder vi os alligevel i en æra, hvor vores forbrug skaber klimaforandringer. Det giver anledning til at stille spørgsmålet, hvorvidt friheden til (over)forbrug, der langtfra kun tjener de basale behov, er en reel frihed? For hvem er det en frihed? Og er mit forbrug egentlig et privat anliggende?

2.3.3 Har vi frihed til at forbruge?

I diskussionen omkring forbrug og friheden til at forbruge opstår der nogle helt grundlæggende spørgsmål om, hvad vi har frihed og ret til, når det handler om for-

Figur 2.25

brug, over for pligt til at tæmme vores forbrugsadfærd af hensyn til klimaforandringerne. Sociologen Ulrich Beck mener, at jagten på den personlige frihed kan være risikabel i en globaliseret verden, hvor vi er gensidigt afhængige af hinanden, og hvor vores handlinger har konsekvenser for andre end os selv. Det betyder, at det, vi forstår som vores private forbrug, egentlig ikke er privat. Derfor kan der argumenteres for, at der i klimaets navn skal afgives noget personlig frihed til at forbruge for det større fællesskabs skyld.

Både i større danske og tyske byer er der vedtaget forbud mod ældre dieselbiler i bestemte områder af byen. Kritikere mener, at det er et angreb på den personlige frihed, hvis man ulovliggør disse dieselbi-

Udviklingen af betydningen af forbruget i forskellige samfundsformer

Senmoderne samfund

Moderne samfund

Traditionelle samfund

Forbrug som oplevelse

Forbrug som en del af identitetsdannelsen

Forbruget er så dybt indlejret i os, at der ikke reflekteres over, hvor forbruget kommer fra, hvad det består af, og hvordan det repareres

Forbruget får stigende betydning for klimaforandringerne

Politisk bevidste og bæredygtige forbrugere

Tid

ler, hvor andre argumenterer for, at hvis man forbeholder sig retten til at køre disse ældre dieselbiler, så opnår man at kunne køre i dieselbilen, men samtidig mister man friheden til ren luft – for sig selv og for andre. Ifølge sociologen Zygmunt Bauman indgår du så ikke i fællesskabets indsats mod partikelforurening i byerne eller mod klimaforandringernes acceleration. At gå glip af fællesskabets indsats mod klimaforandringerne er ensbetydende med at miste sikkerhed. Ud fra den argumentation er vi som mennesker nødsaget til at afgive noget af vores ”ret til at forbruge” i klimaets navn, og vil således i stedet opnå en frihed i form af sikkerhed og tryghed for os selv og fremtidige generationer.

q “Repair Café Danmark” er en non-profitforening, hvor alle arbejder gratis. Formålet er at facilitere og motivere frivillige, forbrugere, foreninger og kommuner til afholdelse af og deltagelse i Repair Cafeer og dermed reducere affald, ændre forbrugsmønstre og skabe viden om og lyst til grøn omstilling. En DR-beregning foretaget på baggrund af tal fra Danmarks Statistik viser, at danskernes udgifter til reparationer er faldet til det halve inden for de sidste 20 år. Der er med andre ord brug for at få danskerne til at reparere. Andre lande har mere strukturelt forsøgt at få folk til at foretage reparationer. Når franske forbrugere køber elektronik som smartphones og hårde hvidevarer, skal der medfølge klar information om produktets reparerbarhed og adgang til reservedele, og i Wien har man forsøgt at give tilskud til reparation, hvilket har resulteret i 35.000 reparationer og en CO2-besparelse på omkring 2.700 ton. I Sverige har man halveret momsen på reparation af cykler, tøj og sko, samt skatterabatter på reparation af hårde hvidevarer i hjemmet.

Nozick og friheden til at forbruge

Zygmunt Baumans forståelse af, at man skal erkende at skulle afstå noget af sin frihed, for eksempel i form af forbrug, står i modsætning til den liberale forståelse af frihedsbegrebet. Ifølge den stærkt neoliberale tænker Robert Nozick handler frihed om at være ”fri for noget”, for eksempel være fri for, at staten regulerer forbruget gennem skatter eller afgifter.

Nozick opererer her med et negativt frihedsbegreb. Han mener, at de eneste pligter, individet har over for andre, er de såkaldte negative pligter, som handler om, at man ikke må krænke andres ret til at have samme frihed, som man selv vil have. d erved har man pligt til at respektere andres rettigheder, men ikke et medansvar

q Byttestation på Vesterbro i København. Disse er der kommet flere og flere af, ligesom Facebook bugner med sider, der inviterer til bytte og genbrug. DBA’s genbrugsindeks 2024 viser en stigning fra 59 procent i 2016 til 81 procent i 2023 af danskere, som har handlet genbrug det seneste år. Aldersgruppen 16-30 år topper med 93 procent. DBA har som nyt angivet, hvad der er vundet i CO2 ved at købe genbrug. I 2023 har danskerne sparet klimaet for 58.263 tons CO2e ved at handle brugt på DBA frem for at købe tilsvarende varer fra ny. Det svarer til udledningen, hvis 397.989 danskere fløj tur/retur fra Stockholm.

for andres tilværelse, herunder at fremme deres muligheder.

d en negative frihedsforståelse, hvor der er en modstand mod regulering af individets frihed, herunder en regulering af forbrug, hænger nøje sammen med den neoliberale ideologi. Neoliberalismen tilskynder til at regulere samfundet efter markedet, således at statens ypperste opgave bliver at servicere markedet med henblik på økonomisk konkurrence og vækst. Heri ligger en forudsætning om, at menneskets frihed til at forbruge er ukrænkelig og derfor uforenelig med den moral og de politiske tiltag, der sigter efter at dæmpe markedsaktiviteten og forbruget. Kritikken af adfærdsregulerende indgreb i folks forbrug ved brug af afgifter og skatter kommer derfor også oftest fra neoliberale, som ser de statslige klimaregulerende indgreb som frihedsberøvende og i øvrigt også betragter retorikken om en mere klimavenlig adfærd som moraliserende.

q

Robert Nozick (1938-2002). Amerikansk filosof.

Tekstboks 2.9

Frigørelse og forbrugerisme

“En af de helt centrale figurer i kapitalismens selvforståelse og selvfremstilling i dag er frigørelsesfiguren, der på den ene side kræver individets ret til frihed fra alle begrænsende systemer, hierarkier og normer, og på den anden side viser vejen til frihed gennem forbrugerisme … Kapitalismen skifter status fra at være knaphedssamfundets garant for velstand til postknaphedssamfundets garant for frigørelse.”

Kilde: Mikkel Thorup og Christian olaf Christiansen (2006): “Kapitalisme som systemkritik og frigørelse”. I: www.turbulens.dk 1. april 2006.

Tekstboks 2.10

Liberalismens frihedsparadoks

Kernen i den liberalistiske ideologi er frihed. At det enkelte menneske stilles frit, fri fra staten og reguleringer. d et er en negativ frihedsforståelse. Centralt står også, at individets frihed ikke må praktiseres, hvis den skader andre. Spørgsmålet er, om individets frihed til at forbruge skader klimaet, og dermed også andre, i en sådan udstrækning, at det strider imod liberalismens frihedsideal? Her kalder vi dette fænomen for liberalismens frihedsparadoks.

Rawls og friheden til at forbruge

Over for det negative frihedsbegreb står det positive frihedsbegreb. Dette begreb blev først beskrevet af den engelske filosof John Stuart Mill, og det betegner muligheden og evnen til at udfylde ens potentiale. Den amerikanske filosof John Rawls byggede i det 20. århundrede videre på Mills tanker. rawls beskriver positiv frihed som friheden til at opnå visse mål, såsom materiel velstand, uddannelse, indflydelse og selvkontrol. Frihed er hos rawls fraværet af hindringer for, at individet kan opnå det mål, det ønsker. Således argumenterer han for, at forskelle mellem individer formindsker værdien af den individuelle frihed, da sådanne forskelle kan være en forhindring for, at individet kan opnå det, det egentlig vil. rawls var socialliberal og mente derfor, at løsningen ikke var en altomfavnende stat, men derimod en stat, der kan bidrage til at skabe mere lighed. Hans tanker er ofte blevet virkeliggjort i samfund gennem indførelse af skatter og afgifter, der har sikret en omfordeling af ressourcerne fra rig til fattig. rawls kalder dette princip for differensprincippet, som betyder, at sociale og økonomiske goder skal være ligeligt fordelt, medmindre en ulige fordeling er til gavn for alle. d erfor er denne forståelse af begrebet frihed også mest brugt af de socialdemokratisk orienterede meningsdannere og politikere.

Konflikten mellem den negative og positive forståelse af begrebet frihed er tydelig i et klimaforandringsperspektiv. Nogle mennesker er i kraft af deres position i samfundet bedre rustet end andre til dels at kunne tilpasse sig klimaforandringerne, dels at omstille sin hverdag i en mere klimavenlig retning. Tilhængere af det positive frihedsbegreb vil derfor argumentere

for, at individets forbrug, og frihed i det hele taget, skal reguleres af staten, for derigennem at sikre flest mulige frihed fra de konsekvenser, klimaforandringerne bringer med sig, samt sikre den enkelte en frihed til at kunne foretage klimavenlige forbrugsvalg. Tilhængere af det negative frihedsbegreb vil derimod argumentere for, at en sådan indgriben fra staten vil reducere borgernes frihed til at agere og forbruge, som de vil. Argumentet lyder, at hvis klimaforandringerne kræver det, vil mennesket automatisk og med sin egen frie vilje tilrettelægge sit liv derefter.

Sandel og kommunitarismen

Kommunitaristerne tager en tredje position mellem Nozick og Rawls. Kommunitarismen er en fællesskabsfilosofi, der opstod i USA i 1980’erne, og som bygger på en opfattelse af, at det ikke er individet, men fællesskabet, der er det primære i samfundet. Dette er en anden tilgang end Nozick og Rawls, som begge tager udgangspunkt i det fornuftige individ og i spørgsmålet om, hvorvidt individet er frit eller ej. Kommu-

q John Rawls (1921-2002). Amerikansk filosof.

Tekstboks 2.11

Socialismens frihedsparadoks

Mill og rawls argumenterede for, at forfølgelsen af positiv frihed kunne føre til en situation, hvor staten påtvinger folk en bestemt livsførelse, med den begrundelse at denne er den mest rationelle, og derfor er, hvad en person burde ønske sig, uanset om det er, hvad denne person faktisk ønsker sig. Spørgsmålet er, om vejen frem til sikring af individets frihed bør ske, eller kan ske, gennem tvang? Her kalder vi dette fænomen for socialismens frihedsparadoks.

nitaristerne mener ikke, at mennesket er et uafhængigt individ, der er i stand til at træffe selvstændige valg, men derimod afhængigt af at have nogle fælles meningsgivende rammer. Ifølge den amerikanske sociolog og kommunitarist Michael Sandel kommer de værdier, der former menneskelivet, fra samfundet og er ikke noget, individet er givet fra start (tekstboks 2.12). d erfor er for eksempel enigheden om at ændre til en mere klimavenlig adfærd noget, der opstår gennem menneskers deltagelse i værdibaserede sociale fællesskaber. d et giver livet mening og tilskynder mennesker til at handle moralsk i forhold til hinanden og det fælles bedste. Ifølge kommunitaristerne er der brug for meningsfyldte sociale fællesskaber, som er forankret i fælles etiske værdier. d isse værdier kan være retningsgivende for, hvad det vil sige at handle moralsk i forhold til

sine medmennesker i en tid med klimaforandringer. Kritikken af denne holdning kommer især fra liberalisterne, som for det første mener, at det er utopisk at tro, at man kan udstikke fælles moralske retningslinjer, da mennesker er forskellige, og at denne forskellighed netop er samfundets drivkraft. For det andet er det imod de grundlæggende liberale frihedsprincipper, at der er nogen, der skal gøre sig til dommer over for andre, når det handler om, hvilke moralske principper der skal fremelskes.

Tilbage står spørgsmålet om, hvordan vi indretter vores samfund, så det er i samklang med den menneskelige frihed. At leve i samfund kræver, at man tager hensyn til andre, at man begrænser sig selv, og at man ikke udøver sin fulde, ubegrænsede frihed. Så hvordan kan man være fri i et samfund, ikke mindst i samfund, som er påvirket af globale klimaforandringer?

Har vi pligt til mådehold, og hvem har pligt til det?

Siden industrialiseringen har vi været vant til at kunne forbruge, som vi vil, ja faktisk er vi af politikere og økonomer blevet tilskyndet til at forbruge. Jo mere, desto bedre. Tilskyndelsen har været af hensyn til økonomisk vækst. Budskabet om at forbruge står dog i skærende kontrast til de næsten daglige budskaber fra videnskabsfolk, debattører og miljø- og klimaorganisationer om, at vi bør forbruge mindre og ændre vores forbrug af hensyn til klimaet. Vi får konstant at vide, at vores forbrugsadfærd er risikabel, og at dette kan have konsekvenser for os selv og vores omverden. Det gælder alt fra, hvad vi spiser, til længden af vores bade, vores transportvaner, og hvor tit vi udskifter vores tøj og

Tekstboks 2.12

Michael Sandel om menneskelige fællesskaber

“Mennesket er nemlig ikke kun rationelt kalkulerende, som rawls antager. det handler også på basis af fælles mål og fælles fortællinger om det gode liv. d isse fortællinger er ikke logiske udledninger af ’en oprindelig tilstand’, men udspringer af konkrete menneskelige fællesskaber … Ægte solidaritet er ikke noget, der opstår som en social kontrakt indgået mellem rationelle individer. den opstår gennem deltagelse i værdibaserede sociale fællesskaber, som giver livet mening og tilskynder mennesker til at handle moralsk i forhold til hinanden og til samfundet som helhed”

(Michael Sandel (1982): “liberalism and the limits of Justice”, s. 27, 62. Cambridge University Press)

elektroniske udstyr. Vi bevidstgøres så at sige 24/7 om, at vores forbrug er af væsentlig betydning for planetens velbefindende nu og i fremtiden. Spørgsmålet er, hvorvidt vi som individ og fællesskab har pligt til at ændre vores forbrug, og om vi har pligt til at handle klimavenligt?

Ifølge den tidligere omtalte sociolog Zygmunt Bauman har individet pligt til mådehold (tekstboks 2.13). Bauman mener, at individet har et moralsk ansvar for de handlinger, der udføres, og derfor ikke kan undslå sig ansvaret for de forpligtelser, der knytter sig til de valg, det foretager. d ette er danskerne enige i. I Concitos Klimabarometer fra 2022 ses det, at 89 procent af danskerne mener, at det er borgerne, der har ansvaret for at bidrage med at håndtere klimaudfordringerne. En anden landsdækkende undersøgelse foretaget af region Syddanmark i 2022 går lidt dybere og viser, at dem, der mener, klimaforandringerne er alvorlige, i højere grad end dem, der ikke ser dem som så alvorlige, mener, at de selv har et ansvar, samt at dem med længere uddannelse i større udstrækning mener, det er et personligt ansvar (figur 2.26).

Et ofte anvendt argument for, at individet har et ansvar og en pligt, er, at samfundets løsninger og teknologiske landvindinger hverken er nok eller kan stå alene. Systemer består af individer, og alle større ændringer i samfundet begynder med, at nogle går forrest og imod strømmen. Politikerne kan gennem forskellige klimapolitiske tiltag understøtte en mere klimavenlig adfærd for individerne. For eksempel skabe økonomiske incitamenter (motivation) til at anvende ikke-fossile kilder (fx sol, vind, el) til opvarmning af huse og biltransporten. o mvendt kan der dog også

q Michael Sandel (født 1953). Amerikansk filosof.

Tekstboks 2.13

Hvad er pligt?

Forestillinger om pligt kommer blandt andet til udtryk i moralske principper som dette: “Gør mod andre, hvad du vil, at de skal gøre mod dig.” Pligt handler om relation til andre og til samfundet.

Bør det være staten og domstolene, der skal ’straffe’ pligtforsømmelse, eller er det medborgernes og de pårørendes pligt? o g har man pligt til at handle på nærmere bestemte måder inden for sit ansvarsområde? o g hvis et ansvarsområde for individet er at bekæmpe klimaforandringerne, er pligten så klimavenligt forbrug og klimavenlig adfærd?

argumenteres for, at det er mest sandsynligt at få politikerne til at foretage disse politiske tiltag, hvis borgerne er med på og først og fremmest forandrer sig selv og tydeligt efterspørger disse tiltag fra politikerne.

Kritikken af at individualisere ansvaret og pligten består blandt andet i, at ikke alle er i stand til at foretage mere klimavenlige og bæredygtige forbrugsvalg. Gentages budskabet om, at klimaindsatsen er individets pligt og ansvar, risikerer budskabet at ende kun som en mulighed for de mere privilegerede. Individuelle indsatser er nemlig grundlæggende et spørgsmål om, at individet har ressourcer nok, hvad enten det kommer til udtryk ved overskud af tid, økonomi eller viden. ressourceforskellen blandt individer kan betyde, at den bæredygtige eller klimavenlige adfærd bliver noget, der er ”elitært”, noget, som fortrinsvis foregår hos den lærde og ressourcestærke klasse. d ermed kan der opstå et skel mellem dem, der ændrer deres klimaadfærd, og dem, der ikke gør. d et er en potentiel konflikt, som på linje med andre politiske spørgsmål kan grave grøfter mellem befolkningsgrupper. og taberen vil her være klimadagsordenen, der risikerer ikke at få den nødvendige brede folkelige opbakning.

En anden kritik går på, at det er en potentiel afledningsmanøvre at placere ansvaret hos individet. Hermed menes, at placeres ansvaret for at handle klimavenligt hos individet, trækkes opmærksomhe-

Figur 2.26

Hvem har ansvaret for at håndtere klimaudfordringerne?

Dem, der mener klimaforandringerne er alvorlige mener i højere grad, at de selv har et ansvar

Helt eller delvist enig i, at jeg selv har et personligt ansvar

Hverken enig eller uenig i, at jeg selv har et personligt ansvar

Helt eller delvist uenig i, at jeg selv har et personligt ansvar

Særligt højtuddannede mener vi har et personligt ansvar for at reducere klimaforandringerne

Grundskole

Gymnasial uddannelse

Erhvervsuddannelse

Kort videregående uddannelse

Mellemlang videregående uddannelse

Lang videregående uddannelse

N = 1.999.

Kilde: Undersøgelse foretaget af Voxmeter for Region Syddanmark, 2023.

den væk fra det større politiske samfundsansvar for den grønne omstilling. En mere kritisk argumentation kommer ofte fra klimaaktivistgrupper, der mener, at politikerne ikke er ambitiøse nok, ikke gør nok og ikke omstiller tilstrækkelig hurtigt i kampen mod klimaforandringerne. d e mener, at ansvaret først og fremmest er det politiske fællesskabs pligt, og tager afstand fra at placere ansvaret hos individet (tekstboks 2.14).

2.4 Hvilken rolle spiller klimafællesskaber i kampen mod klimaforandringer?

Som en form for modsvar til individualisering af ansvaret samler mange klimabevidste borgere sig i klimafællesskaber. Som det ses af figur 2.27, opstår fællesskaber omkring klima og andre miljøspørgsmål på forskellige måder.

Fælles for de klimafællesskaber, som præsenteres i figur 2.27, er, at medlemmer ønsker forandring, og at de tror på, at foran-

Tekstboks 2.14

d en Grønne Studenterbevægelse om individualisering af klimaproblematikken

Den Grønne Studenterbevægelse: Det spørgsmål, vi ofte får til sidst i i nterviewet, trækker ordvekslingen ned på et personligt bøfniveau (uddrag)

Af Frida Simon Jahn, Kolja dahlin, Sarah Hellebek, Frederik roland, Esther Michelsen Kjeldahl, Casper Iversen, Janne Winther Jørgensen, Jeppe Høstgaard

Poulsen, d en Grønne Studenterbevægelse. Politiken 7. januar 2019

Klimakampen skal fra nu af være en fælles politisk kamp frem for et individuelt livsstilsprojekt …

… d et er gået godt for d en Grønne Studenterbevægelse i 2018. Ud over at skabe et handlekraftigt fællesskab for klimabekymrede unge over hele landet er det lykkedes os at bidrage til den danske klimadebat med et friskt, ungt perspektiv og med et budskab om, at klimakampen fra nu af skal være en fælles politisk kamp frem for et individuelt livsstilsprojekt.

d et er vigtigt for os som bevægelse ikke at fokusere på at fremme individuelle adfærdsændringer, da vi mener, der er betydelige strukturelle udfordringer i samfundet, som gør det vanskeligt for den enkelte at gøre særlig meget ved sit personlige klimaaftryk. Eksempelvis er det ofte langt dyrere at tage toget end at flyve på længere distancer, og det er bestemt ikke alle destinationer, det er muligt at rejse til med tog, da investeringer i infrastruktur ikke er blevet prioriteret i tilstrækkelig grad. d esuden mener vi, at det er kontraproduktivt for klimakampen at fokusere for meget på individuelle forbrugsmønstre, da det nemt bliver negativt og anklagende og, måske vigtigst af alt, fjerner ansvar fra de politiske magthaveres skuldre. d e politiske magthavere er trods alt dem, der kan tage de beslutninger, der skal til, for at vi kan nå målene i Paris-aftalen.

Alligevel bliver vi gang på gang adspurgt om vores individuelle forbrug, når vi repræsenterer den Grønne Studenterbevægelse i interviews og tv-debatter. ofte bliver denne type spørgsmål stillet til sidst i interviewet, hvilket fører til, at den afsluttende ordudveksling alligevel bliver trukket ned på et niveau om, hvorvidt vi som privatpersoner har fløjet eller spist bøf inden for den seneste tid. o m det er udtryk for oprigtig interesse i ungdommens levevis, om det er en form for ’undersøgende journalistik’ eller noget helt tredje, skal vi ikke gøre os kloge på …

… d enne måde at gå personligt til os på som repræsentanter for d en Grønne Studenterbevægelse er med andre ord at skyde forbi målet. Vi taler jo netop om, at det er svært at leve klimavenligt, som det ser ud lige nu, og kæmper netop en strukturel kamp for at gøre det lettere for alle – rig som fattig, ung som gammel – at leve klimavenligt.

dringer – hvad enten det er forandring i egen levevis og/eller at skabe klimapolitiske forandringer – kan ske. den grundlæggende tro på forandring kan beskrives gennem begrebet kollektiv self-efficacy. det handler om, at der i fællesskabet er en fælles tro på at kunne ændre noget sammen. Tror vi for eksempel på, at bæredygtige, klimavenlige handlinger i hverdagen og aktivisme reelt bidrager til at mindske klimakrisen, er der gode chancer for de også gør det. d et er ikke blot vores reelle evner, der afgør vores evne til at omlægge til en mere klimavenlig livsstil, men i høj grad vores opfattelse af disse evner. Pointen er, at vi skal understøtte vores tiltro til at kunne gøre en forskel – altså vores self-efficacy –da det vil motivere os til at handle klimavenligt, fordi vi har en opfattelse af, at det nytter noget. Netop klimafællesskaber kan understøtte og styrke opfattelsen af at gøre en forskel. Økolandsbyer, økofællesskaber og klimabevægelser er alle eksempler på, at forekomsten af kollektiv self-efficacy opmuntrer og motiverer til handling, men

Figur 2.27

Former for klimafællesskaber

Klimafællesskaber

også bekæmper handlingslammelse og afmagtsfølelse.

2.4.1 Klimabevægelsers rolle i kampen mod klimaforandringer

En klimabevægelse er defineret som en organiseret gruppe eller samling af individer eller organisationer, der arbejder for at fremme handling mod klimaforandringer og fremme miljømæssig bæredygtighed.

Som det ses af figur 2.28, findes der forskellige slags bevægelser, hvor én af dem er græsrodsbevægelser. Klimabevægelserne kan defineres som en græsrodsbevægelse.

De kan have forskellige nuancer i deres mål og midler, men fælles for dem er en målsætning om:

„ at bekæmpe klimakrisen nedefra og op, dvs. gennem involvering af befolkningen med henblik på at påvirke dagsordenen i en mere grøn retning

„ at påvirke én eller flere af disse enheder: borgerne, det politiske system, medier, uddannelsesinstitutioner og virksomheder.

Økolandsbyer

Økofællesskaber

Grønne Nabofællesskaber

Klimabevægelser

Note: Der er ikke en fast definition af klimafællesskaber, og hvilke måder disse organiserer sig på. Dette er fire af de mest kendte.

Figur 2.28

Sådan adskiller forskellige bevægelser sig fra hinanden

En generel betegnelse for bevægelser med bred folkelig opbakning. Målet er at skabe forandring gennem kollektiv handling, gerne i samarbejde med det etablerede politiske system. For eksempel arbejdsbevægelsen og højskolebevægelsen

En græsrodsbevægelse arbejder ofte mindre formelt organiseret og arbejder for én eller få sager. Det kunne for eksempel være en klimabevægelse. Nogle græsrodsbevægelser er spontane og har kort levetid, andre, for eksempel Greenpeace (siden 1971) og NOAH (1969), har været aktive i mange årtier

Et eksempel på en klimabevægelse, som opfylder disse i deres formålsparagraffer, er Den Grønne Ungdomsbevægelse. Bevægelsen skriver, at deres formål er: ”at skabe politisk handling på alle niveauer ved aktivt at kæmpe for systemforandring og bæredygtige alternativer til det samfund og den levevis, der sker på bekostning af miljøet, klimaet og mennesker”.

Midlerne, klimabevægelserne typisk anvender til at opfylde deres mål, er at:

„ mobilisere ressourcer uden for det etablerede politiske system

„ bruge alternative metoder og kanaler for at nå deres mål (fx demonstrationer og happenings, sit-ins, blokader)

„ involvere højt engagerede medlemmer og/eller frivillige

„ give medlemmerne og de frivillige stor indflydelse på, hvad og hvordan der skal påvirkes.

For at vise, hvilken rolle klimabevægelser spiller i forhold til det etablerede politiske system, kan figur 2.29 anvendes. Klimabe-

Er en slags græsrodsbevægelse, som står i særlig konflikt med det etablerede samfund. Det være sig myndighederne, magthavere og virksomhederne, men kan også være rettet mod samtidens normer. For eksempel ungdomshusbevægelsen og Extinction Rebellion

vægelser kan for eksempel sætte krav til det politiske system om at lovgive om udfasning af fossile energikilder eller dieselbiler. Hvis dette krav stilles, kan det politiske system imødekomme eller afvise. Hvad enten de imødekommer eller afviser, vil der være en eller anden form for feedback/ respons fra selvsamme klimabevægelser og befolkningen som helhed. Tendensen i de senere år har været, at dele af befolkningen har følt, at det politiske system ikke har været villigt til eller formået i tilstrækkelig grad at omstille Danmark til en grøn, klimavenlig nation. Det har fået mange til at kritisere politikerne og det politiske system og organisere deres utilfredshed i klimabevægelser.

Klimabevægelserne dannes omkring en ydre fjende – individet føler sin livsverden truet

Den tyske sociolog Jürgen Habermas har lavet en teori om de politiske og økonomiske systemers kolonisering af livsverdenen. Den kan her bruges til at forklare, hvordan

Figur 2.29

Klimabevægelserne og det formelle politiske system

Input

Klimabevægelser

Krav

Tilslutning

Kritik

Det politiske system

Outcome: effekten på omgivelserne og politikernes handlinger og beslutninger

Feedback fra omgivelserne

Output

Imødekommelse, afvisning eller undertrykkelse

q Græsrodsbevægelsen Greenpeace blandede sig i den politiske valgkamp den 11. maj 2019, hvor plakatopsætningen blev frigivet, ved at sætte ”valgplakater” op med prominente politikere fra den daværende regeringsblok. Politikerne er photoshoppet ældre for at vise, at når disse politikere bliver gamle, kan de komme til at skylde alle en undskyldning for ikke at have gjort mere for klimaet i tide.

Kilde: Kjeld

Mazanti

Sørensen (2013): “Protestbevægelser”. Forlaget Columbus.

individet i sin livsverden føler tab af kontrol over eget liv til det statslige system og markedskræfterne (systemverden) i en tid med klimaforandringer (figur 2.30).

Habermas argumenterer for, at staten i form af stadigt flere regler og markedet ved sit stærke fokus på profitskabelse og optimering fortrænger det, der er det væsentligste for mennesket, nemlig de nære relationer. d et er de nære relationer, der giver mening og identitet, og ved at bryde disse op skabes en følelse af menings- og identitetstab på individniveau, men også en følelse af tab af fælles normer og spilleregler på samfundsniveau. d et kan ifølge Habermas skabe utilfredshed, opbrud og protester mod det etablerede samfund. Folket organiserer sig i fællesskaber af utilfredshed i håb om at genskabe eller ge-

Figur 2.30

Systemets kolonisering af livsverdenen

STAT

Offentlige virksomheder, f.eks. domstole, Folketinget, administration

Mål: Størst mulig magt over politiske beslutninger

Handler rationelt

Systemverden

nerobre den tabte livsverden. Når folk føler, at politikerne mangler vilje til at iværksætte tilstrækkelige klimavenlige initiativer eller udviser manglende evne til at leve op til klimaaftaler, samt at markedet jager profit uden at tage hensyn til konsekvenserne, skabes en markant forværrelse af deres livsverden.

For nogle mennesker kan systemets overtagelse (kolonisering) af livsverdenen betyde en følelse af, at politiske beslutninger, eller mangel på samme, forhindrer dem i at leve det liv, de ønsker. Når flere er af samme opfattelse, søger de sammen med folk, som har samme følelser og holdninger. d er opstår altså grobund for en kollektiv organisering og protester, for eksempel protester mod en klimapolitik, man er uenig i.

Private virksomheder

Mål: Størst muligt økonomisk overskud

Handler rationelt

CIVILSAMFUND

Familie, venner, sociale netværk

Mål: Størst mulig indbyrdes forståelse Handler kommunikativt

MARKED

Livsverden

Klimabevægelser dannes om et fællesskab Når individer går sammen i utilfredshed og protest mod den eksisterende miljø- og klimaindsats, sker det i sociale grupper, altså i fællesskaber. Ordet fællesskab forbindes ofte med noget positivt, noget godt, noget rart. Hvem har ikke lyst til at være en del af et fællesskab, og hvem har lyst til at være uden for fællesskabet? Zygmunt

Bauman beskriver i sin bog “Fællesskab” fra 2001 den positive klang, der er knyttet til ordet fællesskab: “Hvem vil ikke ønske at være blandt venlige og medfølende mennesker, som man kan stole på, og hvis ord og gerninger man kan forlade sig på? Især for os – der lever i en tid, hvor konkurrencen og den stærkes ret er i højsædet, hvor alle synes at holde kortene tæt ind på kroppen, og næsten ingen lader til at stå på spring for at hjælpe os, hvor vore råd om hjælp bliver besvaret med opfordringer til selvhjælp”.

Ifølge Bauman er et fællesskab vigtigt for ethvert menneske, og han peger på, at det at være en del af et fællesskab er så betydningsfuldt, at vi mennesker faktisk i overvejende grad kun ”er noget” i kraft af, at andre mennesker ”gør os til noget”. At være en del af et fællesskab skaber en følel-

se af at høre til i en forsamling, hvor man i en eller anden udstrækning deler værdier, normer og holdninger med en gruppe af aktører. d er skabes og udvikles relationer, som er med til ikke blot at forme fællesskabet, men også de enkelte aktørers identitet. At være en del af et fællesskab er identitetsskabende. d er kan opstilles tre kriterier for, at vi kan sige, at der er et fællesskab (figur 2.31).

Når der indgås et fællesskab, opstår der en gruppeidentitet. Teorier, der vægter vigtigheden af, hvordan gruppeidentiteter konstrueres, kaldes teorier om kollektive politiske identiteter. Medlemmerne af klimafællesskaber identificerer sig med et fælles mål og mod fælles modstandere. d er opstår en konsensus, og der etableres sympati med fællesskabet og dets holdninger. d enne teori kaldes konsensusmobilisering. d enne konsensus er vigtig for en klimabevægelse for at opnå opbakning. Går folk aktivt ind i klimabevægelsen, taler man om, at der sker en aktivitetsmobilisering. Teorierne om kollektive politiske identiteter er optaget af bevægelsernes værdier, ideologier, visioner og opfattelser af verden omkring dem. d et er disse værdier, ideologier, visioner og opfattelser af

Figur 2.31

Kriterier for, at der er et fællesskab

Interaktion

Medlemmer af fællesskabet er sammen med hinanden regelmæssigt over tid.

Normer og værdier

Medlemmerne har nogle fælles normer og værdier, der er definerende for, hvordan man er sammen i fællesskabet.

Social identitet

Medlemmerne har en klar følelse af at høre til i fællesskabet og er i stand til tydeligt at skelne mellem os (fællesskabets medlemmer) og de andre (dem uden for fællesskabet).

verden, som klimabevægelsernes aktører dels tilslutter sig og mobiliserer sig omkring og dels anvender til at opbygge deres egen og gruppens identitet.

Som illustreret i figur 2.32 har klimabevægelser tre funktioner for individet. Hvor den fællesskabs- og identitetsdannende funktion fortrinsvis er rettet mod det enkelte individ og det nære, er funktionen som platform for at ændre samfundet og verden rettet mod omverdenen. Ser vi på den fællesskabsdannende og identitetsdannende funktion, fungerer klimabevægelserne gennem såkaldt præfigurativ politik, som handler om, at den ønskede forandring søges direkte realiseret gennem bevægelsen og dens aktørers egne beslutnings- og livsformer. Klimabevægelsernes aktører søger at styrke den sociale og politiske selvbevidsthed hos deres medlemmer og skabe ny erfaring og viden fra alternative måder at leve på. d vs. at deltagelse i klimafællesskaber også har den funktion enten at bekræfte de holdninger og normer, man allerede har, eller forfine dem i samme retning.

Klimaaktivisme og præfigurativ forandring

Igennem en del år har vi set en stor tilslutning til forskellige grønne bevægelser, herunder ikke mindst klimabevægelser. Både i form af sympati med bevægelsernes bud-

Figur 2.32

Klimabevægelsernes funktioner for individet

skaber og holdninger (konsensusmobilisering) og i form af aktiv deltagelse (aktivitetsmobilisering).

Hvis vi ser på de former for aktiviteter, klimabevægelserne udfører, spænder de vidt. Fra indlæg i aviser og på sociale medier til demonstrationer og mere direkte aktionsformer som blokering af trafikårer, afbrydelser af offentlige debatter og aktioner på virksomheder, samt sultestrejker. Alle har de til formål at skabe opmærksomhed om en sag og handle direkte på en sag, som bevægelsen mener, at politikerne ikke handler hurtigt nok på eller ikke godt nok på (tekstboks 2.15). Når tusindvis af europæiske aktivister hvert år samler sig ved miner i den såkaldte Ende Gelände-aktion i Tyskland for at bremse kulproduktionen, handler den direkte aktion om at vise, at der er et påtrængende problem (afviklingen af fossile industrier), som aktivisterne endnu ikke mener, at politikerne har vist tilstrækkelig villighed til at afvikle.

Med begrebet stridsrepertoire beskriver sociologen Charles Tilly (1929-2008) det spektrum af taktikker, der er til stede for aktivister et givent sted i en given tid. Ifølge Tilly indeholder repertoiret de taktikker, som tidligere har været succesfulde og dermed fungerer som fælles erfaringsgrundlag, aktivisterne kan trække på. Erfaringerne videreudvikles også, så aktionerne tager nye former, og andre ideer opstår.

Tekstboks 2.15

Den Grønne Ungdomsbevægelse

d en Grønne Ungdomsbevægelse (d GB) er en dansk ungdomsorganisation, der arbejder for klima- og miljøaktivisme. Bevægelsen består primært af unge mennesker, der ønsker at sætte fokus på og bekæmpe klimaforandringer samt fremme bæredygtig udvikling. d en Grønne Ungdomsbevægelse er kendt for at organisere demonstrationer, aktioner og kampagner for at påvirke både politiske beslutningstagere og offentligheden til at tage klimakrisen alvorligt. Billedet til venstre er fra en otte lang sultestrejke-aktion i oktober 2024, ude til højre ses et billede af bogen “En Grøn retfærdig Fremtid”, som bevægelsen udgav i 2022. Billederne viser spændvidden af måder, bevægelsen forsøger at øve indflydelse.

Nogle af de centrale mål og aktiviteter for d en Grønne Ungdomsbevægelse inkluderer:

• Klimaaktivisme: d GB organiserer og deltager i klimamarch, strejker og andre former for protester, hvor de kræver mere ambitiøse klimamål og handlinger fra regeringer og virksomheder.

• Politisk påvirkning: Bevægelsen arbejder på at lægge pres på politikere og beslutningstagere for at sikre, at klimapolitikker bliver prioriteret højt, og at der bliver taget konkrete skridt mod at reducere Co2-udledninger og beskytte miljøet.

• Bevidstgørelse: d GB fokuserer også på at oplyse og engagere andre unge om klimaforandringer og miljøspørgsmål gennem kampagner, workshops og uddannelsesinitiativer.

• Samarbejde med andre bevægelser: d en Grønne Ungdomsbevægelse samarbejder ofte med andre klimabevægelser, både nationalt og internationalt, for at styrke klimakampen og mobilisere en bredere bevægelse.

Bevægelsen blev dannet som en reaktion på den voksende bekymring blandt unge over manglende handling på klimafronten og er inspireret af globale klimabevægelser som Fridays for Future. Bevægelsen er en uafhængig, ikke-partipolitisk organisation, der samler unge på tværs af politiske overbevisninger med det fælles mål at sikre en bæredygtig fremtid.

Aktivisterne selv skelner ofte mellem symbolske aktioner og direkte aktioner. d e symbolske aktioner har til formål at presse på for mere klimahandling fra politikerne, hvor de direkte aktioner peger på konkrete problemer (for eksempel en kulminedrift eller udvidelse af en lufthavn) frem for at vente på at politikerne (måske) gør noget. Man tager således handling selv. d e direkte aktioner er således præfigurative aktioner, idet de skaber billeder af en alternativ mulig fossilfri fremtid. Præfigurativ politik tilbyder således en anden måde at tænke og praktisere forandring på, fordi den praktiserer fremtiden her og nu. “Vi forhindrer driften i kulminen for at vise, at vi ønsker en fremtid med andre vedvarende og bæredygtige energikilder”, kunne budskabet lyde. Præfigurativ politik er en måde at skabe forandring “uden om” staten, som her betragtes som en myndighed,

q Ende Gelände er en årligt tilbagevende begivenhed i Tyskland, som samler tusindvis af miljø- og klimaaktivister fra hele verden i kampen mod den fossile industri.

der ikke formår at levere tilstrækkelige indsatser på klimaområdet.

Både symbolske og direkte aktioner kan involvere elementer af civil ulydighed som politisk virkemiddel. Civil ulydighed er defineret som en bevidst, ikke-voldelig overtrædelse af loven, udført med det formål at protestere imod eller ændre en bestemt lov eller politisk praksis i samfundet, som anses for uretfærdig. d ette er en definition af civil ulydighed, som vi for eksempel finder hos John rawls, der mener, at civil ulydighed kan forsvares i ”tilnærmet retfærdige samfund” (nearly just societies). Ifølge rawls aner-

kender de, der deltager i civil ulydighed, at deres handlinger er lovbrydende. loven brydes med henblik på at forbedre loven og dermed i respekt for loven (retstilstanden). d e ulydige er parate til at tage straffen for deres lovbrud. Civil ulydighed bruges ofte som en form for social eller politisk aktivisme for at bringe opmærksomhed til vigtige sager og skabe forandring.

Bevægelser som Nødbremsen og Extinction rebellion er kendt for at gøre brug af civil ulydighed. Extinction rebellion startede i oktober 2018, som et internationalt systemkritisk aktivistnetværk med en fælles forståelse om, at man optræder fredeligt og ikke-voldeligt under demonstrationerne og gerne udøver civil ulydighed i klimaets navn. Extinction rebellion er et fællesskab, som har til formål at tilbyde en platform for mennesker, som ønsker at ændre samfundet og verden i en anden og mere bæredygtig retning. Aktivisterne i Extinction rebellion identificerer sig med

et fælles mål og mod fælles modstandere, en ydre fjende. Fjenden er ofte forurenende og naturødelæggende virksomheder eller politikere, som bevægelsen langtfra ser gøre nok for at undgå katastroferne. d erfor bruger bevægelsen gerne civil ulydighed i kampen for en bæredygtig fremtid.

Anton Jäger og hyperpolitik: fra protest til manglende forandringer

At nogle mener, at der er et behov for civil ulydighed, kan ses som et tegn på, at de føler deres ønsker om forandring ikke bliver imødekommet. Den belgiske idehistoriker

Anton Jäger har sat sig for at forstå, hvorfor den store politiske interesse og engagement i ikke bare klimaspørgsmål, men også i emner som racisme, wokeness og

q Extinction Rebellion udfører ofte civile ulydighedsaktioner i protest mod den måde, verden behandler naturen på, herunder klimaet.

krige ikke giver sig udslag i tilsvarende konkrete politiske forandringer.

d en enorme politiske interesse og engagement, som han har undersøgt, er taget til siden midten af 2010’erne, og han kalder det for hyperpolitisering. Men det er ifølge Jäger en politisering, der mest er kendetegnet ved at være overfladisk og symbolsk – en form for ”politisk teater”, der ikke har reel magt bag. I sin analyse af hyperpolitisering skelner Jäger mellem politisering og socialisering. Hvor politisering ifølge Jäger handler om, at spørgsmål og konflikter bringes ind i den politiske sfære og behandles gennem institutioner som parlamenter, partier og lovgivning, så handler socialisering derimod om at bygge stærke fællesskaber og skabe en dybere samhørighed, som vi kender fra for eksempel fagforeninger og større grønne organisationer som Greenpeace. Jäger hævder i den sammenhæng, at vi i dag mangler lignende stærke organisationer, som kan kanalisere politiske interesser effektivt videre og presse politikerne til handling. d en socialisering, sådanne organisationer varetager, er blevet svækket, og det fører ifølge Jäger til, at der sker en spredning af politisk energi uden retning. Hans pointe er, at der er opstået en ubalance mellem politisering og socialisering forstået på den måde, at nutidens politik er præget af en overpolitisering (hyperpolitisering), hvor alt bliver et spørgsmål om debat, men uden en tilsvarende styrkelse af sociale fællesskaber eller institutioner, der kan omsætte debatten til handling i form af egentlig politisk lovgivning. løsningen er ifølge Jäger, at der er nødt til at være mere socialisering og mindre overfladisk politisering, og det skal ske gennem en styrkelse og genopbygning af

sociale institutioner og fællesskaber, der kan kanalisere den politiske interesse og engagement, borgerne har, til konkrete handlinger. o m dette er muligt for de mere veletablerede grønne fællesskaber, vil vi se nærmere på i næste afsnit.

2.4.2 Økolandsbyer, økofællesskaber og grønne nabofællesskabers rolle i kampen mod klimaforandringer

Undersøgelser fra Københavns Universitet viser en vækst i antallet af folk, der deltager i fællesskaber tematiseret omkring en bæredygtig og klimavenlig livsstil. Der er i perioden 2015-2023 blevet etableret 25 nye ”økofællesskaber” i Danmark. I 2024 blev der registreret i alt 35 økolandsbyer, og der er sket en stigning i antallet af ”grønne nabofællesskaber”, hvor der i 2023 var mere end 230, og nye kommer til på ugentlig basis.

Selvom økolandsbyer, økofællesskaber og grønne nabofællesskaber har visse forskelligheder, bidrager de alle til en mere bæredygtig livsform, hvor der er enighed om, at det at leve bæredygtigt er godt og vigtigt (konsensusmobilisering) (figur 2.33). Interviews med en række beboere fra studiets forskellige grønne fællesskaber viser, at folk deltager, fordi de gerne vil være med i et grønt fællesskab, hvor de kan dele deres frustrationer over naturens og klimaets tilstand og samtidig møde mennesker med samme værdier, som også ønsker at omstille deres hverdagsliv, lokalmiljø og samfundet til noget grønnere. Mange af de interviewede personer finder det svært at gøre det alene og søger derfor andre at gøre det med.

Beskrivelsen af disse fællesskaber og eksemplet fra en økolandsby i tekstboks 2.16 viser, at netop disse fællesskaber opfylder kriterierne for et fællesskab.

Figur 2.33

Hvad karakteriserer økolandsbyer, økofællesskaber og grønne nabofællesskaber?

Former for fællesskaber

• Typisk etableret for årtier siden.

• Etableret af borgerne selv (bottom-up-tilgang).

• Findes ofte i landlige egne.

• Ofte mere radikale og ideologiske i deres måde at leve bæredygtigt på. At leve bæredygtigt er et mål i sig selv.

• Aktiviteter: grønne fællesmåltider, madkorporativer, repair-cafeer, upcycling-workshop, byttedage, økologiske grøntsagshaver osv.

• Typisk etableret inden for nyere tid.

• Ofte etableret, faciliteret og støttet af kommuner (topdown-tilgang) eller eksisterende økolandsby-medlemmer (sidetilgang).

• Findes ofte i sub-urbane områder.

• Mere pragmatiske i deres måde at leve bæredygtigt på. At leve bæredygtigt anses ofte som en ekstra bonus.

• Aktiviteter: grønne fællesmåltider, madkorporativer, repair-cafeer, upcycling-workshop, byttedage, økologiske grøntsagshaver osv.

• Typisk etableret inden for nyere tid.

• Etableret af borgerne selv (bottom-up-tilgang) og ofte inspireret af medlemmer fra økolandsbyer og økofællesskaber.

• Ca. ¼ findes i mindre byer på landet (mindre end 5.000 indbyggere), ¼ i mindre nabolag i større byer, og ½ findes på kommunalt niveau og dækker både landdistrikter og byområder.

• Mere spontan og sag-tilsag-tilgang med forskelligartede bæredygtige handlinger, ofte uden videre systematisk tilgang til, hvordan bæredygtigt liv skal leves.

• Aktiviteter: grønne fællesmåltider, madkorporativer, repair-cafeer, upcycling-workshop, byttedage, økologiske grøntsagshaver osv. Ofte er det ikke alle aktiviteter, der finder sted.

Kilde: Nielsen-Englyst, C. og Gausset, Q, 2024: “From countercultural ecovillages to mainstream green neighbourhoods—a view on current trends in Denmark”: I. www.nature.com, 16. juli 2024.

Kriterierne er, at medlemmer af fællesskabet er regelmæssigt sammen, i og med at de bor sammen. At de deler normer og værdier, som er definerende for, hvordan man er sammen i fællesskabet, og at medlemmerne har en kollektiv identitet, hvor de har en klar følelse af at høre til i fælles -

skabet. d en stigende tilslutning til sådanne grønne fællesskaber kan i forlængelse heraf tolkes som et udtryk for, at flere fokuserer på, hvad jeg selv kan gøre, og mindre på, hvad andre kan gøre for dig. Ud over at dele værdier og normer har medlemmerne også en relativt ens socioøkonomisk profil.

Tekstboks 2.16

Den selvforsynende landsby

d en Selvforsynende landsby ligger på Sydfyn og blev etableret i 2004 på og omkring den 250 år gamle Højgård med tilhørende 15 hektar jord. I dag er der 24 parcelhusgrunde, der er beboet. d et er en økolandsby og et levefællesskab, hvor 36 voksne og 45 børn deler alt fra matrikel til mad, hverdag, fritid og landbrug. Formålet er at leve et bæredygtigt liv, og fællesskabet hedder den Selvforsynende landsby, fordi den gerne vil være selvforsynende, hvor det giver mening for beboerne. d e er for eksempel selvforsynende med fødevarer, energi, byggeri og arbejdskraft. Beboerne har deres private boliger, men mødes dagligt i fælleshuset, som er en gammel trelænget gård, „Højgården“. Her foregår fællesspisning, affaldssortering, tøjbytte, bogdeling og fødevarefællesskab. d et er desuden her, beboerne for eksempel kan booke landsbyens delebil, låne fælles gæsteværelser, hente post i dueslag eller holde landsbyens samlende møder, nytårsfesterog meget andet.

Til spørgsmålet om, hvilke ændringer der sker hos beboerne, når de indtræder i fællesskaber, svarer en beboer: “Jeg er overrasket over, hvor meget mine vaner har ændret sig, efter at jeg er flyttet hertil. Det er kommet af sig selv, at jeg hovedsagelig spiser økologisk, spiser mindre kød og spiser mere lokalt produceret.” Netop det med at indgå i et grønt fællesskab har fået mange beboere til at få øjnene op for de fordele, der ligger i at gå sammen i fællesskaber. En beboer udtaler: “Det giver energi at tage del i fællesarbejdet. Mens jeg gør en lille del, gør mange andre også en lille del, og sammen får vi lavet en hel del.”

Kilde: Quentin Gausset, Simon Westergaard lex, Karina H.B. Jensen, d itlev Nissen og Julia Bjerre Hunt (2019): “Vigør – fortællinger fra den grønne frontlinje”. Forlaget Ingerfair.

En kortlægning fra 2022 af økofællesskaber i danmark viser, at beboere, der vælger en fællesskabsorienteret livsstil, generelt har et højere uddannelsesniveau og højere indkomster end den gennemsnitlige dansker. d enne særlige segmentering kan delvis skyldes, at etableringen af danske økosamfund og bofællesskaber overvejende har været baseret på en bottom-uptilgang, der kræver højere end gennemsnitlig social og økonomisk kapital. Ved genudlejning og gensalg af boliger er der også en

tendens til at rekruttere beboere, der ligner de nuværende beboere. d en husstand, der flytter ind, skal (i nogle tilfælde) godkendes af fællesskabet, hvilket typisk kræver flere møder ansigt til ansigt. d en potentielle køber introduceres til fællesskabets kollektive infrastrukturer og regler, og vedkommende skal overbevise økobeboerne om, at han/ hun vil være et godt medlem og vil deltage aktivt i kollektive aktiviteter.

På den ene side er det en styrke, at beboerne er ens og deler et fælles værdisæt,

hvilket letter fælles handlinger og mere bæredygtige valg. På den anden side kan dette også bremse udbredelsen af økosamfundsmodellen til andre segmenter af den generelle befolkning, selvom de også kunne have et stort behov for mere fællesskabsorienterede boligformer og livsstile. I modsætning hertil accepterer grønne nabofællesskaber alle: jo flere deltagere, desto bedre. Hvis der er for mange, kan det grønne nabofællesskab opdeles i mindre enheder. Nabofællesskaber udviser, ligesom økolandsbyer og økofællesskaber, ofte en form for social homogenitet. Men da de fleste grønne nabofællesskaber er større områder med flere tusinde indbyggere, er de uundgåeligt mere mangfoldige end økolandsbyer og økofællesskaber. En udfordring ved at være en del af disse fællesskaber kan være, at man alt andet lige afgiver ”egen-suverænitet” og personlig frihed til fællesskabets regler og værdier. d et kan være en stor omkostning, som man skal være klar til for at træde ind i medlemskabet.

2.4.3 Hvordan spreder klimafællesskaber sig ifølge rhizomteorien

Der er forskellige teoretiske tilgange til at forstå, hvorfor klimafællesskaber udvikler og spreder sig. Én teori er rhizomteorien. Rhizomteorien er udviklet af den franske filosof Gilles Deleuze og psykoanalytikeren Félix Guattari, som præsenterede konceptet i deres bog ”A Thousand Plateaus: Capitalism and Schizophrenia” fra 1980. Teorien bygger på metaforen om et rhizom, som er en planteform, hvor rødderne vokser horisontalt og forbindes på mange måder uden en fast hierarkisk struktur. Rhizomteorien kan bruges til at forstå, hvordan klimafællesskaber spreder

sig, i og med klimafællesskaber ofte udvikler sig med inspiration fra andre klimafællesskaber. Der er således horisontale forbindelser, hvor forskellige fællesskaber med en række initiativer og ideer knytter sig sammen, men uden central styring eller hierarki. Nedenfor listes en række måder, hvorpå rhizomteorien kan forklare udviklingen og spredningen af klimafællesskaber.

a. Ikke-hierarkisk og decentralt netværk. Ligesom et rhizom vokser uden en central ”stamme”, spreder klimafællesskaber sig ofte gennem en decentraliseret struktur. Der er sjældent én stor organisation, der styrer fællesskabet, men snarere en række små initiativer, der forbinder hinanden. Hvert fællesskab kan eksistere selvstændigt, men er ofte samtidig en del af et større, globalt netværk. For eksempel kan lokale klimagrupper i forskellige lande arbejde på deres egne projekter (fx økologisk landbrug, Greenpeace eller Extinction Rebellion), men de selvsamme aktører er også en del af en bredere global klimabevægelse, der deler ressourcer, information og strategi.

b. Multiplicitet og mangfoldighed. Rhizomer er karakteriseret ved multiplicitet og mangfoldighed – forskellige rødder kan vokse i mange retninger på samme tid. Klimafællesskaber følger en lignende struktur, da de omfatter mange forskellige typer af aktører (for eksempel Den Grønne Ungdomsbevægelse, Grønne Nabofællesskaber, økolandsbyer). Disse aktører arbejder på forskellige måder, for eksempel gennem direkte handlinger, vidensdeling, politisk pres eller uddannelse, men de er alle forbundet gennem en fælles sag. Klimafællesskaber blomstrer netop på grund af denne

mangfoldighed, hvor mange små handlinger sammen skaber store forandringer.

c. Forbindelse uden grænser. I et rhizom kan enhver del forbindes med en hvilken som helst anden del, og denne åbne, netværksbaserede tilgang er central for klimafællesskaber. Sociale medier, digitale platforme og globale netværk spiller en central rolle i, hvordan klimabevægelser spreder sig. Ideen er, at aktivister og organisationer let kan forbinde sig, uanset geografi eller kultur, og danne alliancer eller dele ressourcer. For eksempel kan en klimabevægelse i Sydamerika inspirere eller samarbejde med grupper i Europa eller Afrika, og dette skaber nye former for samarbejde og gensidig støtte, der overskrider traditionelle grænser og magtstrukturer.

d. Tilknytning for forandring. Rhizomer er fleksible og tilpasser sig ændringer. Dele kan dø ud, og nye kan vokse op, uden at hele systemet bliver ødelagt. På samme måde er klimafællesskaber i stand til at reagere hurtigt på ændringer i politiske, sociale eller miljømæssige forhold. Nogle initiativer kan stoppe, men bevægelsen som helhed tilpasser sig og skaber nye retning-

er baseret på de udfordringer, de står over for. Når et klimafællesskab mister støtte eller bliver mødt med modstand, kan andre dele af bevægelsen vokse frem, hvilket gør hele klimabevægelsen modstandsdygtig og i stand til at overleve og tilpasse sig skiftende omstændigheder.

e. Uforudsigelig spredning. I et rhizom vokser og spreder systemet sig på uforudsigelige måder, og det samme kan siges om klimafællesskaber. Nye grupper, projekter og ideer kan dukke op pludseligt og vokse hurtigt gennem digitale platforme eller lokal mobilisering. For eksempel kan en lokal protest blive global via sociale medier, som vi har set med bevægelser som Fridays for Future eller Extinction Rebellion.

Samlet set kan rhizomteorien hjælpe os med at forstå, hvordan klimafællesskaber ikke er en topstyret, lineær bevægelse, men snarere et komplekst netværk af uformelle forbindelser, hvor ideer, handlinger og initiativer spredes uforudsigeligt og organisk. Dette gør dem i stand til at vokse hurtigt, reagere fleksibelt på udfordringer og samle kræfter på tværs af forskellige kontekster og grænser.

q Ingefær er et rhizom, fordi det er en underjordisk stængel, som vokser horisontalt og fungerer som et lagringsorgan for næringsstoffer og energi. Rhizomer, i modsætning til rødder, har evnen til at sende skud og rødder ud fra sine knopper, og dermed kan de vokse både horisontalt under jorden og producere nye planter. Et rhizom bliver ofte brugt som et billede på, hvordan klimafællesskaber udvikler og spreder sig.

rhizomteorien formår dog ikke at forklare, hvordan økosamfund har inspireret Grønne Nabofællesskaber, og den formår heller ikke at tage højde for den pludselige spredning af netop disse nabofællesskaber. For at forstå, hvorfor antallet af grønne nabofællesskaber boomer i danmark, kun tre år efter at det første blev skabt, kan man bruge tipping point-teorien, som forklarer pludselige forandringer ved, at et bestemt fænomen har nået et kritisk punkt i sin udbredelse. Tipping point er det øjeblik, hvor en ide, adfærd eller kulturel egenskab krydser en tærskel og spreder sig overalt. Fremkomsten og den hurtige spredning af grønne nabofællesskaber kan opfattes som resultatet af at have nået et kritisk udbredelsespunkt, for eksempel gennem mediedækning af klimakrisen, eller ved at kunne trække på en kritisk masse af ildsjæle, der er i stand til at samarbejde om at organisere kollektiv handling.

2.5 Klimaforandringer og samfundsforandringer

Klimaforandringerne udgør en risiko for menneskets og andre arters levevis. Der hersker efterhånden stor enighed om, at menneskets indflydelse på Jordens atmosfære og ressourcer er kritisk. Vi presser Jordens grænser til det yderste, og flere af dem er overskredet (figur 1.5). Menneskets overudnyttelse af Jordens ressourcer vender tilbage mod os som en boomerang. Vi konstruerer samfund, hvor vi selv skal forholde os til de konsekvenser, vi skaber, og de konsekvenser ser med klimaforandringerne ud til at være alvorlige. Men hvad er det for centrale samfundsforandringer, som kan belyse den situation, vi står i nu?

2.5.1 Lever vi i et risikosamfund?

En af de sociologer, der forsøger at forstå dette, er Ulrich Beck, som vi tidligere har nævnt i kapitlet. Han beskriver og analyserer de globale forandringer, verden har gennemgået siden industrialiseringen. Beck beskriver industrisamfundet som det første moderne, som han mener, vi i stor udstrækning har forladt, men dog heller ikke helt har frigjort os fra. Vi lever ifølge Beck i dag i det andet moderne, som han også kalder risikosamfundet. Risikosamfundet mener han, er opstået på grund af fem forandringsprocesser:

„ Globaliseringen

„ Intensiveret/radikaliseret individualisering

„ Den globale miljøkrise

„ Kønsrollerevolutionen

„ Den tredje industrielle revolution.

Her fokuserer vi på den globale miljøkrise. Denne krise, hvorunder vi også identificerer problemstillingen omkring klimaforandringerne, indrammer Beck ved brug af sit begreb risikosamfundet. Det grundlæggende ved risikosamfundet er, at der hersker en generel usikkerhed, som mennesket gennem videnskab og rationalitet har fjernet sig fra. Beck eksemplificerer dette ved udviklingen af atomkraftteknologi.

Det har på flere måder været et positivt bidrag til menneskehedens historie, som en effektiv og CO2-neutral energikilde, men efterfølgende har det vist sig at bringe en række uheldige konsekvenser med sig (for eksempel atomkraftulykken i 1986 på Tjernobyl Atomkraftværket i det daværende Sovjetunionen, i dag Ukraine).

Beck beskriver denne type katastrofer som uintenderede følgevirkninger. Uinten-

Figur 2.34

q Efter ulykken på Tjernobylkernekraftværket i 1986 spredtes radioaktive stoffer med vinden til mange lande. Stofferne følger med nedbøren til jordoverfladen, hvor de optages i fødekæderne og ophobes i planter, dyr og mennesker. På grund af vindretningen blev blandt andet Sverige og Norge ramt, hvilket fik konsekvenser for produktionen af rensdyrkød. Det lav, som rensdyrene lever af, havde ophobet radioaktive stoffer.

Top-5-risikoområder i World Economic Forums ”Risk Reports”, 2007-2020, sandsynlighed og påvirkning

Økonomisk risici

Inklusive finanskrise , arbejdsløshed, skatteunddragelse, stigende energipriser

Miljørisici

Inklusive fejlslagen klimapolitik, ekstremt vejr, menneskeskabte miljøkatastrofer, tab af biodiversitet

Geopolitiske risici

Inklusive konflikter mellem lande, terrorangreb, sammenbrudte stater, masseødelæggelsesvåben

Sociale risici

Inklusive ufrivillige migration, vandog fødevarermangel, social uro, smitsomme sygdomme

Teknologiske risici

Inklusiv cyberangreb, datasvindel og -tyveri, nedbrud af it-infratruktur, negative konsekvenser af ny teknologi

Kilde: MandagMorgen, januar 2020.

derede følgevirkninger er risici, som man ikke havde forudset kunne opstå. d et er de risici, som pludselig indtræffer i samfundsudviklingen, når samfundet skifter karakter, og der opstår en fare, som blandt andet radioaktivt udslip ved Tjernobylulykken. Når disse risici omtales og får det internationale samfunds opmærksomhed, og bringes ind i samfundets økonomiske og videnskabelige argumenter, medfører det samfundets indtræden i risikosamfundet. Beck påpeger, at et samfund først er et risikosamfund, når to betingelser er opfyldt:

1. At risici produceres 2. At disse risici gøres til et problem.

Et eksempel herpå er, at blot fordi et samfund forurener atmosfæren med CO2, så er det ikke nok til at kategorisere det som et risikosamfund. Det er først, når forureningen får den brede offentligheds opmærksomhed og gøres til et centralt problem, at samfundet overgår til et risikosamfund. Med andre ord er der i industrisamfundet altid sket en CO2-udledning, men det er først i de sidste 30-40 år, at konsekvenserne af udledningen er blevet så tydelige, at verdenssamfundet har reageret. Videnskaben og efterhånden også den bredere offentlige debat har efterfølgende påpeget problemerne ved global opvarmning, hvilket blandt andet har fået politikere til at forholde sig seriøst til problemstillingen. Ved FN’s klimaforhandlinger i Kyoto i 1997 blev det for første gang anerkendt på globalt plan, at man var nødt til at tilsidesætte hensyn til arbejdspladser og økonomien som helhed for at bekæmpe risikoen for yderligere global opvarmning. Klimaforandringsproblematikken er således et tydeligt eksempel på, at vi lever i et risikosamfund.

Klimaforandringerne er globale, derfor er det hele verdens ansvar For bedre at kunne tolke nutidens udfordringer, for eksempel klimaforandringerne, udviklede Beck sin teori om risikosamfundet med begrebet verdensrisikosamfundet. Beck konstaterer, at verden er blevet mere global. Handlinger foretaget ét sted i verden har således konsekvenser for andre steder og mennesker i verden. Vi lever på én fælles jordklode, hvor der sker en konstant udveksling af varer, ideer, forurening, informationer og mennesker hen over landegrænser og kontinenter. Vi er på mange områder blevet gensidigt påvirket og afhængige af hinanden.

Globaliseringsbegrebet tydeliggør, at Co2-udledninger fra ét bestemt menneske eller én bestemt nation ikke kun har konsekvenser for disse (tekstboks 2.17).

Co2-udledning er ikke lokalt bundet, det er en handling, som har globale konsekvenser. risici er i globaliseringens tidsalder ikke længere lokale eller nationale, de er ikke forankret i et bestemt territorium, men er globale og frygtes globalt. d e trænger også ind i mange afkroge af vores liv. risici er omnidimensionelle, som Bech udtrykker det. d e trænger ind i alle dimensioner af samfundet: politiske, økonomiske, kulturelle og sociale, og disse risici er svære at ignorere og præcist lokalisere. Informationerne om klimaforandringernes konsekvenser når imidlertid ud til os mennesker. Beck argumenterer for, at klimaforandringerne først bliver særligt tydelige, når de iscenesættes af medierne. d et er igennem en fremhævelse af for eksempel konsekvenserne ved klimaforandringer (visualiseret i medierne ved smeltende gletsjere, voldsomme storme, ekstrem tørke med mere), at bekymringer verden over

Tekstboks 2.17

Globaliseringsbegreber

Definition af globalisering:

Globalisering kan defineres som den proces, hvorigennem samfund forbindes med hinanden på en sådan måde, at begivenheder og tilstande i én del af verden i stigende grad har konsekvenser for befolkninger og samfund langt borte.

Globaliseringens dimensioner:

Globalisering foregår i mindst fem dimensioner. d e foregår samtidig og med forskellig hastighed og styrke. Set i et klimaperspektiv synes der gennem et tættere internationalt samarbejde at foregå en større politisk og økologisk globalisering, hvor man forsøger at opnå enighed om Co2 udledningers størrelse og de vedvarende energikilders andel af energiforbruget.

Glokalisering:

Er en sammentrækning af begreberne globalisering og lokalisering og udtrykker, at globalisering ikke er en énvejsproces. Begrebet blev introduceret af roland robertson som betegnelse for den proces, der sker, når kulturelle, politiske, økologiske og økonomiske globale tendenser tolkes lokalt og indlemmes i de lokale kulturelle særpræg.

for alvor skabes. Så selv om det enkelte menneske eller den enkelte nation ikke selv har oplevet en konsekvens af klimaforandringerne, kan landene og deres borgere ikke undgå at blive konfronteret med konsekvenserne i medierne, og det skaber bekymring blandt borgerne.

Som det ses af figur 2.35, er danskerne nogle af dem i EU, som bekymrer sig mest over klimaforandringerne. 35 procent af danskerne betragter klimaforandringerne som den største trussel, verden står over for. d et er en stigning på 6 procentpoint siden 2017. I samme undersøgelse betragtede otte ud af ti af de 1.000 danskere, der er blevet interviewet, klimaforandringerne som et ”meget alvorligt problem”. d et er

fire procentpoint over EU-gennemsnittet og en stigning på 14 procentpoint siden samme undersøgelse i 2015. d ermed understreges det, at bekymringen er stigende i danmark.

Vi skal have tillid til eksperterne på klimaområdet i et risikosamfund

Befolkningen verden over er bekymret over klimaforandringer, men det er også en global problemstilling, som både er svær at forstå og svær at finde løsninger på. Derfor er det også svært at sætte ord på, hvad det lige præcis er, der bekymrer, eller hvad man skal være bekymret over i fremtiden.

For at gøre det forståeligt for borgerne er det ifølge den engelske sociolog Antho -

Figur 2.35

Danskerne bekymrer sig meget om klimaforandringerne

N = 28.000.

Spørgsmålet stillet: ”Hvilket af de følgende opfatter du som værende det største problem i verden?” (pct. – klimaforandringer).

ny Giddens, som vi tidligere har nævnt i kapitlet, nødvendigt dels at stille en kvalificeret viden om klimaforandringer til rådighed for befolkningen, dels at vi har tillid til, at nogle ekspertsystemer kan sætte denne viden i system og anvende den til at etablere kloge løsninger. Ifølge Giddens er der i samfundet utallige ekspertsystemer, som holder samfundet kørende. Når man

tager rejsen fra Kastrup til london, træder man fra første minut ind i ekspertsystemer. Hele processen fra transporten til lufthavnen til ombordstigningen og selve flyvningen er kun mulig, fordi der er velfungerende vejkonstruktioner og trafiklyssystemer, indtjekningssystemer, billetkontrolsystemer, flytrafikovervågning og viden om flyenes færden og sikkerhed. Alle disse

Tekstboks 2.18

Tør vi lade være med at lytte til eksperterne?

“Hvis flere eksperter siger, at der er øget risiko for, at en ny finanskrise er på vej, så vil jeg skynde mig at sælge ud af aktiebeholdningen. der er en risiko for at tabe penge, den er jeg ikke villig til at løbe. Jeg er ikke villig til at satse på, at eksperterne tager fejl, og at jeg ved bedre end dem.”

“Når klimaeksperterne siger, at der er risiko for, at klimaet løber løbsk, så er jeg heller ikke villig til at løbe den risiko. Jeg er ikke villig til at satse på, at eksperterne tager fejl, og jeg ved bedre. Jeg er slet ikke villig til at løbe den risiko, det er, at fundamentet for liv forringes for mig og mine børn. Jeg ønsker ikke at spille hasard om vores fremtid.”

Kilde: Majken Bilslev-Jensen i www.zetland.dk 31. januar 2019.

ekspertsystemer gør det muligt at rykke ud af den lokale kontekst og bevæge sig frit omkring. Men det betyder også, at man skal have tillid til eksempelvis sikkerhedskontrollen, flyvelederen, mekanikerne, der sørger for, at maskinen kan flyve, og piloten. Man kan ikke være vidende om alle forholdene på sin vej og må således stole på ekspertsystemerne. d ette er helt det samme med klimaforandringerne. Vi kan ikke være vidende om alle de komplekse mekanismer, der foregår i vores klima, så vi er afhængige af, at der for eksempel er nogle klimaforskere, vi stoler på (tekstboks 2.18).

Zombietænkning

Da klimaforandringer både er en kompleks og grænseoverskridende problematik, mener Ulrich Beck, at løsningerne nødvendigvis også må være globale. Det betyder ikke, at nationale tiltag ikke er væsentlige, da de tilsammen udgør en global handling, men at tro, at den enkelte nationalstat kan løse globale problemer

som klimaforandringer, er ifølge Beck utopisk. Dette kalder Beck for zombietænkning, hvormed der menes, at vi ser nationalstaten som en zombie, en størrelse, der egentlig er afgået ved døden, men som alligevel lever videre i vores hoveder. Ifølge Beck må vi bevæge os væk fra teorien om nationen som en container, der er ideen om et bestemt nationalt samfund på et bestemt territorium, som var den måde, nationalstaten blev opfattet på i industrisamfundet. I stedet for denne containerorden skal nationer begynde at tænke mere kosmopolitisk (internationalt orienteret). Denne kosmopolisering, understreger Beck, er endnu mere afgørende, i og med at risici – klimaforandringerne – produceres i de mere velhavende lande, men rammer de fattige lande, hvor tørke, oversvømmelser og sygdomme forstærker eksisterende menneskelig sårbarhed. Det er med andre ord ikke alene de fattigste landes ansvar at håndtere klimaudfordringerne, men et fælles globalt ansvar. Beck mener af den grund ikke, at vi alle bør være

verdensborgere, det ser han som både utopisk og uhensigtsmæssigt, men erkender, at vi hverken er verdensborgere eller statsborgere, men begge dele. Hans vision er altså ikke en vision om en fælles verdensstat, men at mennesker både er medborgere i nationalstater og medlemmer af et kosmopolitisk fællesskab af verdensborgere. Klimaforandringerne er en ny alvorlig risiko, der understreger, at vi lever i et risikosamfund. Beck ser dog muligheder. Han mener, at løsningerne skal findes i transnationale eller kosmopolitiske aftaler og samarbejder, og måske har han ret, hvis vi betragter FN’s rolle som politisk leder i kampen mod klimaforandringerne som succesfuld.

2.5.2 Bruno Latour: Fokusér på det nære og jordiske

Bruno Latour er noget mere pessimistisk på menneskehedens vegne end Ulrich Beck og ser slet ikke den kosmopolitiske tilgang som en seriøs løsning på klimaforandringerne. Han mener ikke at kunne se den transnationale og globale solidaritet, men snarere en solidaritet, som har været i tilbagegang siden 1980’erne.

Bruno latour beskriver, hvordan eksperterne og eliten på dette tidspunkt observerede, at Jordens ressourcer ikke var uudtømmelige. Eliten forstod eksperternes analyse af klimaforandringernes alvor, og hvilke begrænsninger de ville bringe med sig. Eliterne gjorde sig derfor klar til at forlade drømmen om en fælles verden og skar hurtigst muligt alle bånd til solidariteten over og lod markeder deregulere og uligheden eksplodere, alt imens de benægtede klimaforandringerne, for at købe sig selv tid. latour mener, at det globale sammenhold er markant nedadgående, og ek-

(1947-2022). Fransk sociolog, antropolog og filosof.

semplificerer det med begivenheder som Brexit og valget i 2016 af den amerikanske præsident d onald Trump. latour hævder, at valget af Trump og den nationalt orienterede politik, han står for, er et symptom på en flugt fra verdens reelle problemer såsom klimaudfordringerne. d en amerikanske præsident d onald Trump besluttede den 1. juni 2017 at trække USA fra Parisaftalen om bekæmpelse af klimaforandringer. Ifølge latour skal denne udtrædelse af Parisaftalen ses som, at det globale klimaproblem ikke er et amerikansk problem. Trump gentog i øvrigt udmeldelsen af Parisaftalen ved hans anden tiltrædelse som præsident i januar 2025, efter at hans forgænger Joe Biden havde meldt USA ind i Parisaftalen igen ved sin tiltræden i januar 2021. På den måde fulgte Trump den tidligere amerikanske præsident George H.W. Bush, som i 1992 ved rio de Janeiro Earth Summit i Brasilien udtalte: “o ur way of life is not negotiable.” denne tanke om “the american way”, “make America great again” og “America

q Bruno Latour

first” fik fornyet energi ved valget af donald Trump i 2016 og igen i 2024. latour ser Trump, Brexit og en række europæiske landes nationalt orienterede politik som et varsel om en ny tid, hvor vi ikke kan tage for givet, at der er en fælles opbakning til at arbejde for at løse globale problemstillinger. latour tydeliggør sine pointer: “denne nye begejstring for grænser blandt dem (UK og USA), der engang prædikede grænsernes systematiske afmontering, indikerer allerede afslutningen på en vis forestilling om globaliseringen”. latour argumenterer for, at landene er sig selv nærmest, og indoptager de dele af globaliseringen, som er brugbare for dem selv, imens konsekvenser ved globaliseringen, for eksempel klimaforandringerne, henlægges som de andres ansvar. Ifølge latour er globaliseringen mest af alt til

q Samsø, Danmarks første ø, der er 100 procent selvforsynende med vedvarende energi. De vedvarende energikilder er vindkraft, biobrændsel, solvarmeanlæg og halmfyrede fjernvarmeværker.

gavn for de velhavende, hvis privilegier hviler på en tanke om ubegrænset vækst uden hensyn til miljø og klima, og for dem, der ikke nyder godt af privilegierne, skaber globaliseringen en følelse af utryghed, og som resultat heraf søger disse grupper mod det nationale og lokale.

Jorden kalder på Samsø Hverken globaliseringen i form af globale politiske løsninger eller det at lukke sig bag de nationale døre er ifølge Latour svaret på den klimakatastrofe, vi står i, og som

Tekstboks 2.19

Samsø – et CO2-neutralt samfund

I 1997 blev det offentliggjort, at Samsø, som den første ø i landet, skulle være ’danmarks Vedvarende Energi-Ø’. Med sine 3.700 indbyggere havde Samsø vundet en konkurrence om at få lov til blive danmarks første ø baseret 100 procent på vedvarende energi.

Præmissen for projektet var, at der ingen økonomiske midler fulgte med; at det skulle laves med kendte teknologier; og at det skulle baseres på bred folkelig opbakning.

d et sidste var ikke så nemt til at starte med. Budskabet faldt ikke umiddelbart i god jord hos beboerne, som netop var ramt af en lukning af et slagteri med tabet af 100 arbejdspladser til følge. d et blev dog muligheden for en økonomisk gevinst ved omlægningen til vedvarende energi, der skulle ende med at få folk overbevist om projektet. Bare ti år senere var Samsø 100 procent selvforsynende med vedvarende energi. Samsingerne har imidlertid selv skullet engagere sig og personligt investere. d e 11 vindmøller på Samsø har krævet en investering på 300 millioner kroner. 3.700 samsinger har personligt investeret 70 procent af de i alt 440 millioner kroner, der er investeret i vedvarende energi. I 2003 kunne Samsø så åbne verdens største havvindmøllepark. d et betyder ikke blot, at Samsø kan forsyne sig selv med elektricitet fra møllerne, de kan også eksportere til Jylland.

I 2013 lancerede Samsø en ambition om at blive 100 procent fossilfri inden 2030. “Samsø 3.0” hedder planen. Vejen dertil er blandt andet en udskiftning af bilparken. Selv om det først skulle ske i 2020, nåede Samsø Kommune allerede i 2016 målet om at udskifte halvdelen af kommunens bilpark med elbiler. d en gradvise udfasning frem mod 2030 betyder, at Samsøs samlede drivhusgasudledninger vil være begrænset til at udgøre mellem 0,6 og 2,5 tons Co2e pr. person, hvilket er på linje med IPCC’s anbefalinger, og betydeligt under det danske gennemsnit på 17 Co2e pr. indbygger.

Samsøs udvikling til at være en Co2-neutral ø er et eksempel på, at det er systematiske forandringer, der rykker noget. Sådanne forandringer er mulige på grund af folkelig deltagelse og lokalt økonomisk ejerskab i alle faser fra idé til implementering, monitorering og videreudvikling.

Kilde: http://raastof.ve.dk; www.bios.au.dk

vi ifølge forskerne kun har set begyndelsen på. Latour mener, at vi helt skal gentænke forståelsen af, hvad vi er (bør) være fælles om. Gennem en analyse af tre aktu-

elle fænomener: klimaforandringer, ulighed og migrationsstrømme, kommer

Latour frem til, at alle tre fænomener bunder i samme problem: at vi har vækstet os

ud over jordens bæreevne og som konsekvens heraf er førstehåndsvidne til, at klimaet ændrer sig, en stigende ulighed og større migrationsstrømme. På den måde er ikke kun samfundets udsatte, men os alle, ved at blive fortrængt på vores fælles klode. Vi er uden territorier. Territorieløsheden er blevet det nye fælles menneskelige vilkår, og det vi skal arbejde med. De rige landes modernisering opnået igennem århundreders koloniseringsproces har altid været på bekostning af andres land. Det, som ifølge Latour til gengæld er nyt, er, at vi, de moderne, nu ligger under for samme grundvilkår, fordi klimaforandringerne viser os, at Jorden ikke kan understøtte visionen om fortsat modernisering.

løsningen for latour er, at vi netop erkender territorieløsheden, at konsekvenserne ved klimaforandringerne vedrører os alle på kloden og derfor er et ansvar for os alle. Vi skal erkende, at territorieløsheden er et nyt vilkår, en universalitet. løsningen er ifølge latour, at vi derfra finder tilbage til det, han kalder det terrestriske (det

jordnære), i lokalområdet, og skaber et levedygtigt liv sammen med dem, som lever tæt omkring os. d et kræver, at vi er ærlige om, hvad der er af interesser, behov og ønsker for vores levevis. d et er netop denne proces, som mange klimafællesskaber har været igennem, men som også har fundet sted i flere årtier på den danske ø Samsø. Samsøprojektet er et eksempel på latours løsningsmodel (tekstboks 2.19).

Man kan sige, at latour formentlig ønsker en generalisering af Samsøprojektet, en global udbredelse af, hvordan Samsø har indrettet sig. I latours optik bliver vi nødt til at arbejde sammen på den måde, som man har formået det på Samsø. Identificere fællesskaber og løfte i flok og anvende de lokale bæredygtige ressourcer, der er tilgængelige. Begrebet terrestrisk omfavner ifølge latour det, der sker på Samsø, og hvad der bør ske på global skala. Vi skal finde frem til og sammen finde ud af, hvilket territorium der er beboeligt, og hvem vi kan dele det med.

Kapitel 3 Klimaøkonomi

• Hvad er vækstøkonomi, og hvordan har den domineret den økonomiske tænkning?

• Grøn vækst – hvordan kan vi med økonomiske instrumenter bekæmpe klimaforandringerne?

• Hvad er økologisk økonomisk teori, og hvordan kan den ses som en modreaktion mod vækstøkonomien?

• Hvad er doughnutøkonomi, og hvordan forsøger den at balancere menneskelig trivsel og en sund økonomi med bæredygtig udnyttelse af Jordens ressourcer?

• Hvad er modvækst, og hvordan udfordrer den den hidtidige økonomiske tænkning?

I afsnit 3.1 vil vi først se på den såkaldte vækstøkonomiske tankegang, der har domineret det økonomiske verdensbillede de sidste godt 70 år. Hvilke økonomiske teorier grunder vækstøkonomien i, og hvad er dens fokus? Vi vil også se nærmere på den kritik, der er af den vækstøkonomiske tankegang, særligt med fokus på dens konsekvenser for klima og miljø. Afsnit 3.2 omhandler grøn vækst, som kan ses som en måde at tilpasse markedet, så det tager hensyn til miljø- og klimaforhold. I afsnit 3.3 ser vi nærmere på den økonomiske teoriretning, der hedder økologisk økonomi. Ved en gennemgang af den økologiske økonomiske teoriretning doughnutøkonomi ser vi på, hvordan den økonomiske aktivitet kan holde sig inden for de planetære grænser og menneskelig trivsel. Det afsluttende afsnit 3.4 gennemgår modvækst, som det mest markante opgør med tidens fokus på økonomisk vækst. Modvækst er et tankesæt, der gør op med

Figur 3.1

dogmet om, at økonomisk vækst er selve nøglen til trivsel og fremgang samt selve forudsætningen for en positiv samfundsudvikling. Modvæksttankegangen foreslår alternativer, der prioriterer bæredygtighed, lighed og livskvalitet over økonomisk vækst.

3.1 Den neoliberale vækstøkonomi

Inden for de sidste 90 år er den globale økonomi vokset enormt (figur 3.1). Industrilandenes produktion målt i bruttonationalproduktet (BNP) er i perioden vokset med et gennemsnit på 1-2 procent om året. I Danmark har vi siden 1970’erne i gennemsnit produceret omkring 1,9 procent mere end året før – det svarer til, at produktionen er fordoblet på 36 år.

En økonomisk situation med stærk stigning i BNP kalder man for et økonomisk

1965 = 100

Eurokrisen 2010-2016

Højkonjunkturen i 00’erne

Højkonjunkturen i 1990’erne

Cornonakrisen

Finanskrisen 2007-2009

IT-krisen 2000-2002

Højkonjunkturen i 1980’erne Krisen 1990-93

1. oliekrise

2. oliekrise

Højkonjunkturen i 1960’erne

Kilde: Henrik Kureer, 2023: “International Økonomi A”. Forlaget Systime.

opsving, og sker det flere år i træk, taler man om en højkonjunktur. o mvendt, hvis BNP kun stiger med højst 1 procent –eller måske ovenikøbet falder – kalder vi det enten for lavkonjunktur eller økonomisk krise. Er krisen mere alvorlig, og et BNP falder to eller flere kvartaler i træk, er der tale om en såkaldt økonomisk recession. Hvis det er en meget alvorlig krise over en længere periode, bruges udtrykket økonomisk depression. Som det ses af figur 3.1, har den økonomiske udvikling mest af alt været opadgående, men der er perioder med tilbagegang i økonomien.

Særligt fire større økonomiske kriser skiller sig ud: depressionen i 1930’erne, oliekrisen i starten af 1970’erne, finanskrisen 2007/08 og coronakrisen 2020/21. Fælles for de to førstnævnte økonomiske kriser er, at der efterfølgende fandt såkaldte paradigmeskift sted i den økonomiske teori, altså at ud af kriserne startede en ny økonomisk tænkning, der skulle erstatte den, der tilsyneladende havde ført verden ind i den pågældende krise.

op til 1930’erne havde der været en stærk tro på det frie marked. Men børskrakket i New York i 1929 og den efterfølgende periode benævnt ”den store depression” medførte en så omfattende og vedvarende arbejdsløshed, at datidens økonomer begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, om det frie markeds selvregulering og den udbredte opfattelse af, at staten ikke bør intervenere (gribe ind) i markedsmekanismen (såkaldt “neoklassisk laissez faire-økonomi”), var det teoretiske fundament, som økonomien skulle hvile på. d en nye økonomiske tænkning, der fulgte efter den økonomiske depression, kalder vi keynesianismen, opkaldt efter dens idémand, den engelske økonom John

Maynard Keynes. I hans økonomiske teori blev staten givet en større rolle, hvor den blandt andet aktivt kunne gribe ind og blande sig i samfundsøkonomien med det mål at stimulere efterspørgslen og genskabe beskæftigelsen og sikre den fordeling af de nye velfærdsgoder, som markedet ikke havde kunnet klare alene. 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne blev de helt store årtier for keynesianismen, hvor den blev understøttet af høje økonomiske vækstrater, en høj beskæftigelse og en markant stigning i velstanden. d e offentlige udgifter, som andel af BNP, steg også betydeligt i perioden, og det gjorde skattetrykket også. 1960’ernes højkonjunktur og høje økonomiske vækst betød ikke kun, at lønningerne blev skruet op, men også inflationen. At danskerne generelt fik flere penge mellem hænderne, førte til et voksende privatforbrug, der krævede en stor import fra udlandet, hvilket belastede betalingsbalancen (defineret som pengestrømme mellem et land og udlandet).

Sammenholdt med den stadig voksende og stadig dyrere velfærdsstat og et boligmarked, der var overophedet, opstod der det, vi kalder for økonomiske balanceproblemer. I begyndelsen af 1970’erne, da den første oliekrise ramte, fulgte hurtigt en økonomisk recession, samtidig med at inflationen fortsatte ufortrødent opad. d et betød stigende arbejdsløshed, og snart blev situationen uholdbar, og hurtigt blev den keynesianske økonomiske teori og politik kritiseret fra flere sider. Fra slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne blev det i stedet neoliberalismen, som blev den nye mainstreamøkonomi. d en havde sit teoretiske fundament baseret på deregulering og et liberaliseret marked.

Figur 3.2

Forskelle på klassisk økonomi, neoklassisk økonomi, keynesianisme, neoliberalisme

Dimension

Tidspunkt Sent 1700- og 1800-tallet

Slutningen af 1800-tallet

Hovedtænkere

Adam Smith, David Ricardo, John Stuart Mill

Syn på markedet

Statens rolle

Alfred Marshall, Léon Walras

Markedet reguleres af naturlige love (udbud og efterspørgsel)

Minimal rolle –sikre lov og orden

Syn på vækst Kapitalakkumulation og arbejdsdeling driver væksten

Markedet balancerer sig selv og allokerer ressourcer effektivt

Begrænset rolle – kun korrigere markedssvigt

Teknologi og individuel optimering driver væksten

Hvor det 20. århundredes to første økonomiske kriser begge affødte ny økonomisk tænkning (henholdsvis keynesianisme og neoliberalisme), så stod der ikke umiddelbart en afløser klar efter den næste større økonomiske krise, finanskrisen (2007-08) og coronakrisen (2020-21). d et betød imidlertid ikke, at den neoliberale økonomi ikke blev udfordret. Allerede fra 1970’erne blev der sat spørgsmålstegn ved økonomisk vækst som endegyldigt mål. d er blev sat spørgsmålstegn ved, om dette mål kunne opnås eller skulle opnås, uagtet at denne måde at tænke økonomi lagde et stigende pres på miljøet og klima. d erfor har økonomiske teorier, der forsøger at in-

1930’erne og frem Midt 1900-tallet og frem (især 1970’erne og 1980’erne)

John Maynard Keynes

Markedet er ustabilt og kræver statslig intervention

Aktiv rolle for at stabilisere efterspørgslen

Offentlige investeringer og efterspørgsel fremmer vækst

Friedrich Hayek, Milton Friedman

Markedet er den bedste ressourceallokator, hvis det er frit

Minimal rolle –fremme konkurrence og beskytte ejendomsret

Markedsliberalisering og globalisering skaber vækst

korporere de indvirkninger, vores økonomiske aktiviteter har på naturen, herunder klimaet, fået øget opmærksomhed og indflydelse i de senere år. En række af disse teorier går under betegnelsen økologisk økonomisk teori (se afsnit 3.3).

3.1.1 Neoliberalisme i teori og modeller

For at forstå den økologiske økonomis kritik af den neoliberale økonomi, skal vi dog først forstå neoliberalismen. Neoliberalisme bygger på tanker fra både den klassiske og neoklassiske økonomi. Hvor den neoklassiske økonomi mest var optaget af at beskrive (deskriptiv), hvordan økonomien

Tekstboks 3.1

Hvad er et bruttonationalprodukt?

FN besluttede ved dets stiftelse i 1945, at handel på tværs af lande er nøglen til fred. For at kunne iværksætte et sådant system var man nødt til at sammenligne økonomier på tværs. FN identificerede måleenheden bruttonationalprodukt (BNP), der var udtænkt af økonomen Simon Kuznets. BNP er en opgørelse af alle produkter og ydelser, der er blevet købt for penge i en periode, typisk et år, både af personer, virksomheder og staten. d et bliver kaldt økonomiens størrelse.

Tekstboks 3.2

Danmarks samfundsøkonomiske mål

fungerede, er neoliberalismen normativ, det vil sige optaget af, hvordan økonomien bør indrettes. Målet for den neoliberale økonomi er økonomisk vækst målt i BNP (tekstboks 3.1).

Ideen er, at ved et konstant stigende BNP vil befolkningen blive mere velhavende, forbruge mere og dermed trives bedre. Vækst i BNP blev efterhånden en nødvendighed og hovedmålet for politikerne og står fortsat centralt som et af danmarks seks officielle samfundsøkonomiske mål (tekstboks 3.2).

Til spørgsmålet om, hvordan økonomien bør indrettes for at nå målet om økonomisk vækst, henter neoliberalisme blandt andet inspiration hos de klassiske liberalister Adam Smith (1723-1790) og david ricardo (1772-1823) og deres ideer om de frie markedskræfter, det selvregulerende mar-

1. Økonomisk vækst Økonomisk vækst betyder, at produktionen skal øges. d et bygger på en antagelse om, at produktionen er grundlaget for vores velstand. Et lands samlede produktion betegnes som bruttonationalproduktet (BNP), og økonomisk vækst er altså ensbetydende med en stigning i BNP. Hvis væksten i BNP er 2 procent eller højere, betegner vi det med højkonjunktur. Har vi en vækst i BNP mellem 0 og 2 procent, betegner vi det med lavkonjunktur. og er væksten i BNP negativ og altså under 0 procent, betegner vi det som afmatning eller minusvækst.

2. Fuld beskæftigelse/lav arbejdsløshed

3. Lav og stabil inflation

4. Udligning af sociale forskelle

5. Ligevægt på betalingsbalancen

6. Hensyn til miljøet

Mål 2-6 er ikke uddybet her. For uddybning henvises til lene Nibuhr Andersen og Jakob Sinding Skött (2016): “Økonomibogen”. 1. udgave. Forlaget Columbus.

Figur 3.3

Sammenhæng mellem verdenshandel og BNP

Ændring i væksten i verdenshandlen ( i procent)

Ændring i global BNP vækst (i procent)

ked, arbejdsdeling for at øge effektiviteten samt en adskillelse af staten og markedet. Ved en indførelse af disse ideer skulle landene handle uforstyrret og bedst muligt med hinanden med det formål at skabe økonomisk vækst. Sammenhængen mellem handel og vækst i BNP synes at være tydelig (figur 3.3).

d erudover henter neoliberalismen også inspiration hos de neoklassiske vækstteorier udarbejdet af Simon Kuznets (19011985) og robert Solow (1924-2023). Kuznets’ arbejde, især hans kurve over sammenhængen mellem økonomisk vækst og ulighed (se Kuznets-kurven i figur 3.4), er blevet brugt af neoliberale som en indirekte legitimering af midlertidig ulighed under vækstprocessen. Med dette menes, at der muligvis vil forekomme ulighed i starten som konsekvens af den økonomiske vækst, men at den vil blive mindre over tid.

Kuznets-kurven

Den økonomiske Kuznet-kurve, hvor det beskrives, hvordan uligheden (y-aksen) først stiger med stigende indkomst pr. indbygger (x-aksen), for derfor at falde igen. Dermed antager figuren, at ulighed er en økonomisk nødvendighed, i hvert tilfælde i en periode, før det igen udligner sig.

Kilde: Jakob Glenstrup Jensby og Peter Brøndum (2015): “Ulighedens mange ansigter”. 1. udgave. Forlaget Columbus.

Figur 3.4

Kuznets’ overordnede pointe er, at uligheden steg med stigende indkomst i starten, men over tid faldt den igen. Neoliberale økonomer hævder ofte, at markedsfrihed og vækst automatisk vil reducere uligheden i det lange løb, hvilket er knyttet til en fortolkning af Kuznets’ teori. Sådan forholder det sig imidlertid ikke helt, når vi kigger på nyere tid, hvilket bl.a. har bidraget til, at der i eksempelvis økologisk økonomi er taget højde for, at uligheden ikke må stige (se afsnit 3.3).

Ud over Kuznets så forklarer vækstteoretikeren robert Solow, at det er den teknologiske udvikling, som spiller en helt afgørende rolle for den økonomisk vækst. Ifølge Solow skal der derfor ske en mere effektiv udnyttelse af kapital og arbejdskraft gennem produktivitetsudvikling samt en investering i den teknologiske udvikling for at fremme produktiviteten (et mål for forholdet mellem produktion og anvendt arbejdskraft udtrykt ved produktion pr. person pr. time). d en teknologiske udvikling skal ifølge Solow sikre en langsigtet

Figur 3.5

positiv økonomisk udvikling (figur 3.5).

Værd at hæfte sig ved her er, at økonomiens forbrug og nytte af miljø- og naturressourcer ikke er tænkt med i modellen. Solow og andre samtidige økonomer anså naturens ressourcer for uudtømmelige. d erfor indgår kun faktorerne arbejde, kapital og teknologisk udvikling i Solows vækstmodel. da de første miljøkriser senere blev tydelige, ændrede Solow ikke sin model, men gjorde sig en række nye overvejelser. Blandt andet fremførte Solow, at hvis det er let at erstatte naturlige ressourcer med andre typer af ressourcer, så er det i princippet ikke noget problem, men hvis der skulle vise sig definitive grænser for, hvor meget man kan få ud af ressourcerne (i dag ofte beskrevet som planetære grænser), så er katastrofen uundgåelig.

Neoliberalistisk klimapolitik

Efter 1970’ernes økonomiske krise fik den neoliberale økonomiske teori for alvor medvind. Både som teori, men også i praksis, hvor dens tankesæt blev en betydelig

Langsigtet økonomisk udvikling ifølge Solows vækstmodel Output

Langsigtet vækst Lavkonjunktur

Højkonjunktur

Lavkonjunktur

Kilde: Mogens Hansen, 2019: “Økonomiske teorier”. Forlaget Columbus.

del af mange politikområder. Det gjaldt også miljø- og klimapolitikken. Neoliberalistisk klimapolitik kan forstås som en politik, der bygger på markedsbaserede løsninger, teknologisk innovation og minimal statslig indblanding. Denne tilgang afspejler kernen i neoliberalismen, der vægter økonomisk vækst, frie markeder og den private sektors rolle som drivkraft for samfundets udvikling, også når det gælder løsning på klimaudfordringer. Her er nogle eksempler på, hvordan denne politik viser sig i praksis:

1. Markedsløsninger og handel med CO2-kvoter: Et eksempel er EU’s kvotehandelssystem, hvor virksomheder får tildelt eller køber CO2-kvoter, som de kan handle med. Dette skaber et marked for udledningsrettigheder, hvor prisen på CO2 sigter mod at motivere virksomheder til at reducere deres udledninger. Den neoliberale logik består i, at reduktion af drivhusgasser overlades udelukkende til markedskræfterne. Man antager således, at økonomiske incitamenter skaber reduktion i CO2-udledning.

2. Privat sektor og teknologisk innovation: Neoliberal klimapolitik fokuserer på teknologiudvikling som løsningen på klimaproblemer. Staten støtter måske forskning i og udvikling af grønne teknologier, men det er virksomheder, der skal implementere og udbrede løsningerne. Et eksempel er investeringer i vedvarende energi, som sol- og vindkraft, via offentligt-private partnerskaber.

3. Frivillige tiltag og selvregulering. Mange neoliberalistiske klimapolitikker overlader ansvaret til virksomheder og enkeltpersoner. Dette kan indebære frivillige

bæredygtighedsinitiativer eller CO2kompensation. Eksempler er danske virksomheder som Velux og Danfoss, som investerer i grøn energi og udsteder klimamål uden krav fra staten. Om det handler om branding for virksomheder eller en reel interesse for grøn omstilling, er her sagen uvedkommende.

4. Afkobling af vækst og CO2-udledning. Neoliberal klimapolitik fremmer ideen om ”grøn vækst”, hvor økonomisk vækst kan fortsætte, mens miljøpåvirkningen reduceres. Et eksempel er politikker, der fremmer energieffektivitet og investering i teknologi for at reducere CO2-udledningen. (Læs mere om grøn vækst i afsnit 3.2.)

3.1.2 Vækstens dilemma: Økonomisk vækst og de planetære grænser

Den engelske økonom Tim Jackson udgav i 2009 bogen “Prosperity Without Growth” (”Velstand uden vækst”). Her argumenterer han, at vi står i et dilemma, “vækstens dilemma”, hvor den økonomiske vækst på den ene side undergraver miljøet gennem klimaforandringer og ødelæggelse af økosystemer, mens væksten på den anden side er nødvendig for at opretholde velstand, beskæftigelse og finansiering af velfærdsstaten. I bogen præsenterer Jackson den såkaldte IPAT-ligning, der beskriver, at den miljømæssige påvirkning (I) – for eksempel i form af CO2-udledning – er produktet af, hvor mange vi er (P), hvor rige vi er (A), og hvilken teknologi (T) vi udfolder produktion og forbrug med. Hvis (I) har en grænse, der skal respekteres – for eksempel at være CO2-neutral i 2050 – så kan man regne på, hvor mange der er plads til på kloden, med hvilket forbrug og baseret på hvilken teknologisk effektivitet. Regne-

Tekstboks 3.3

IPAT-ligningen

IPAT-ligningen beskriver forholdet mellem på den ene side miljøpåvirkning og på den anden befolkningsstørrelse, velstand og en teknologifaktor, som angiver miljøpåvirkning pr. enhed af BNP. IPAT kan ses som et redskab til at få begreb om og diskutere sammenhænge mellem miljøpåvirkning, befolkningsstørrelse, velstand og teknologisk formåen. Selve ligningen ser således ud:

I = P · A · T (Impact = Population · Affluence · Technology

Hvor (I) er miljøpåvirkning (målt i forskellige enheder alt afhængig af miljøproblemet, man ønsker at undersøge); (P) er befolkningstallet; (A) er velstand målt i BNP pr. person; og (T) er en teknologifaktor (målt i miljøpåvirkning pr. enhed af BNP).

Som eksempel herpå kan vi tage danmark i perioden 2006-2021. Her voksede landets befolkning med 7 procent fra 5,46 millioner til 5,85 millioner mennesker. Samtidig steg velstanden målt på BNP med 10 procent fra 342.500 kr. til 377.800 kr. pr. indbygger. Hvis teknologien var konstant, ville Co2-udledningen derfor være steget med 18 procent. d et interessant er dog, at Co2-udledningen faldt med ca. 36 procent. danmark ændrede altså sin teknologifaktor, så landets påvirkning blev mindre end væksten i befolkningen og velstand.

Kilde: Sommer, M. (2024) Er mit liv bæredygtigt? Strandberg Publishing.

stykket viser, at der skal en dramatisk teknologiforbedring til, hvis der skal være plads til mange flere mennesker med stadig større forbrug. I det lys anbefaler Jackson, at man skal begynde at tillade at skrue ned for (A), det vil sige væksten, og befolkningens størrelse (P), så den teknologiske udvikling (T) ikke er den eneste faktor, som kan bringe den miljømæssige påvirkning (I) ned (tekstboks 3.3).

Bekymringen om de miljø- og klimamæssige konsekvenser ved den økonomiske vækst deles af mange, heriblandt danske forskere. I 2018 skrev 301 danske forskere under på et brev henvendt til politikerne. d et grundlæggende budskab var, at de økonomiske teorier, der hidtil har væ-

ret anvendt, har spillet fallit, når det handler om at løse de miljømæssige udfordringer, verden står over for. Forsker Jesper Jespersen ytrer lignende bekymringer i sin bog “Vækstøkonomi på Vildspor” fra 2019, hvor han argumenterer for, at en vækstøkonomi, hvor markedskræfterne mere eller mindre har frie tøjler, ikke kan løse klimaproblemerne. Ifølge Jespersen har vækstøkonomien og de frie markedskræfter ikke været i stand til at passe på de fælles goder, der hedder miljø og klima, tværtimod (tekstboks 3.4). d e omkostninger, vores økonomiske aktiviteter har haft for natur og miljø, er ifølge Jespersen stort set blevet ignoreret, fordi økonomisk vækst har haft førsteprioritet.

Tekstboks 3.4

Hvad er et fælles gode?

Fælles goder er varer eller tjenester, som er rivaliserende. d et betyder, at en persons forbrug ikke kan forbruges af en anden. d et kan for eksempel forekomme ved forbrug af begrænsede naturressourcer som sjældne mineraler, som indgår i elektroniske produkter. Hvis forbrugeren udelukkende tænker på at tilfredsstille egne behov, er der risiko for, at der ikke er naturressourcer til rådighed for andre mennesker og de fremtidige generationer. Er forbruget forbundet med udledning af drivhusgasser, hvorved det skaber klimaforandringer, er der en risiko for, at kloden og dens ressourcer efterlades i en værre tilstand, end den blev modtaget. Økonomer omtaler en sådan situation som et kollektivt handlingsproblem og et billede på en markedsfejl, som det internationale samfund bør regulere for. Betales der ikke for den markedsfejl, der hedder drivhusgasudledning og dertilhørende klimaforandringer, er der tale om, at forbrugeren free-rider. Forbrugerne betaler simpelthen ikke for den skade, den gør.

3.1.3 Vækstens dilemma: Økonomisk vækst og teknologiens åbenbaring Vi har tidligere stiftet bekendtskab med Simon Kuznets og Kuznets-kurven, som hævder, at den teknologiske udvikling i kølvandet på industrialiseringen vil medføre, at der opstår en større lighed. Kurven er blevet overført til en såkaldt miljømæssig Kuznets-kurve (figur 3.6).

Anvendt på sammenhængen mellem indkomst per indbygger og forurening beskriver den miljømæssige Kuznets-kurve, hvordan stigende velstand over tid først vil medføre en stigende forurening, men efter at have nået et ”turning point” vil forureningen falde, jo mere indkomsten pr. indbygger stiger. Budskabet i kurven er, at økonomisk vækst ikke behøver at betyde en ødelæggelse af miljøet. d erfor handler det ikke om at bremse udviklingen, men om at styrke de teknologiske løsninger på miljø- og klimaproblemer. d en teknologi-

Figur 3.6

Den miljømæssige Kuznets-kurve

Forurening

Forurening forværres

Forurening forbedres

Indkomst pr indbygger

ske udvikling gør det også muligt at producere med mindre miljø- og klimabelastning. d et kunne eksempelvis være filtre, der reducerer Co2-udslip hos virksomhe-

Figur 3.7 Hockeystaven

der, eller partikelfiltre på benzin- og dieselbiler. d en overordnede – og optimistiske –konklusion med den miljømæssige Kuznets-kurve er, at et stigende velstandsniveau er muligt uden de større miljø- og klimakonsekvenser på grund af de teknologiske løsninger. Ydermere argumenteres, at den fortsatte økonomiske vækst er en forudsætning for at løse miljø- og klimaproblemerne.

Hockeystaven i figur 3.7 henviser til den forhåbning, der er til, at teknologien skal sikre, at danmark når klimamålene. d enne teknologioptimisme kan spores tilbage til robert Solow, som mente, at den vigtigste kilde til økonomisk vækst og et bedre samfund var teknologisk udvikling, men også spores til den miljømæssige Kuznets-kurve. Anvendelse af den miljømæssige Kuznets-kurve har imidlertid givet anledning til kritik og deler vandene mellem dem, som mener, at økonomisk vækst –med særlig tiltro til, at teknologien gør den grøn – er løsningen på klimaforandringerne (tilhængere af Kuznets-kurven),

Der er forskellige måder at nå målet om 70 procent reduktion af CO2 på. De seneste danske regeringer går efter den såkaldte hockeymodel (som her er den grønne tykke kurve), hvor reduktionerne først kommer i slutningen af årtiet. Særligt venstrefløjspartier og grønne organisationer ønsker i stedet, at reduktionerne bliver fundet hurtigere og år for år (den sorte tynde kurve), da man er usikker på, om de teknologiske løsninger, man håber på skal hjælpe os i mål i 2030, når at være i stand til det.

og dem, som ser den økonomiske vækst som selve årsagen til klimaforandringerne, og at vi ikke kan vente på, at teknologien (måske) hjælper os med at nå klimamål. Forskernes modelfremskrivninger peger imidlertid på, at på global skala er det usandsynligt, at absolut afkobling mellem BNP-vækst og aftryk på naturen (figur 3.16) vil ske selv med de mest optimistiske antagelser om teknologiens udvikling. Én forklaring på, hvorfor det er sådan, er den såkaldte rebound-effekt, som går ud på, at hvis teknologiske forbedringer giver mere effektiv ressourceudnyttelse og dermed besparelser, så vil en betydelig del af besparelserne typisk resultere i øget forbrug, og så er man lige vidt.

3.1.4 Vækstens dilemma:

Klimaforandringer og ulighed

Ulighed skal forstås som forskelle mellem mennesker, hvad angår levevilkår og livschancer. Det kan også udtrykkes på den måde, at du og jeg er ulige, hvis en af os har eller er i stand til at få fat i en efter-

Figur 3.8

Elefantkurven –

Stigende indkomst i vækstøkonomier, hovedsagligt Kina

De fattigste som er udelukket fra vækst

Blomstrende global elite

Tilbagegang i den udviklede verdens middelklasse

På x-aksen ses verdens befolkning rangordnet efter indkomst og opdelt i 20 fem procent-grupper (ventiler). På y-aksen angives den samlede stigning i realindkomst i perioden. Opgjort på husholdning som enhed.

tragtet ressource, som den anden ikke kan få fat i. Forskellen kommer ofte til udtryk i, hvordan fordelingen af samfundets ressourcer er. Er ressourcerne koncentreret hos få, vil det komme til udtryk ved en stor forskel med rig og fattig. Dette kalder vi økonomisk ulighed og i målingen af denne, anvendes gini-koefficienten (figur 3.9). Uligheden kan observeres mellem lande, men også mellem befolkninger internt i landene (tekstboks 3.5).

Tilbage i 2016 skrev den serbisk-amerikanske økonomiprofessor Branko Milanovic bogen “Global Inequality”. Her præsenterede han en figur, der senere er blevet kaldt for “elefantkurven”, fordi grafen ligner omridset af en elefant. Figuren fik stor omtale, da den i én figur formåede at illustrere, hvordan indkomsten var fordelt i verden.

Figur 3.8 skal læses på den måde, at man skal forestille sig, at hele verdens be-

folkning stilles op på en lang række – på figurens x-akse. Helt til venstre står de fattigste i verden, og helt til højre er placeret de rigeste i verden. Befolkningen er klumpet sammen i 20 grupper á 5 procent (så det tilsammen bliver 100 procent). Gruppen helt til venstre består af de fattigste 5 procent i verden (den første prik). Næste gruppe står på 10 procent-pladsen og er den næstmest fattige gruppe (den anden prik), osv. Yderst til højre finder vi den rigeste 5 procent – markeret ved 95 procent-pladsen. Endelig har Milanovic vist en prik for de rigeste 1 procent og de rigeste 0,1 procent helt yderst. Grafen viser nu, hvor stor en stigning i realindkomst de forskellige befolkningsgrupper har oplevet i perioden 1988-2008 – målt i faste priser (y-aksen). d en fattigste gruppe (markeret ved 5 procent på x-aksen) har i den lange periode haft en samlet stigning i realindkomsten

Kilde: Branko Milanovic, (2016): “Global Inequality”. Harvard University Press.

Tekstboks 3.5

Faldende global ulighed, men stigende ulighed i de mest folkerige lande

Stigende ulighed i de mest folkerige lande (uddrag)

Analysen (på baggrund af data fra World Inequality database) viser, at de 26 lande med mere end 50 millioner indbyggere tilsammen havde næsten 6 milliarder medborgere i 2015, altså cirka 75 procent af verdens befolkning. Af disse havde 17 lande med tilsammen 4,9 milliarder indbyggere stigende ulighed, mens otte havde faldende ulighed i perioden 1980-2020. Et enkelt land, Etiopien, havde uændret ulighed.

Men hvad mere er: Blandt de 17 lande med stigende ulighed er der ti lande, som har stærkt stigende ulighed med en tilvækst i ginikoefficienten på mere end 10 procent. d ette gælder for de fire folkerigeste lande: Indien, Kina, USA og Indonesien. d esuden gælder det for Japan, rusland, Tyskland, Italien, Sydafrika og Storbritannien. Tilsammen har disse lande 3,9 milliarder indbyggere, altså næsten halvdelen af verdens befolkning.

d e ni lande med faldende ulighed har tilsammen godt 1 milliard indbyggere (altså en ottendedel af verdens befolkning). Heraf har 211 millioner (2,6 procent af verdens befolkning) haft stærkt faldende ulighed. disse omfatter Tyrkiet, Thailand og Myanmar.

Vi kan altså trygt sige, at de fleste verdensborgere bor i lande med stigende ulighed. Mange – sandsynligvis over halvdelen – bor i lande med stærkt stigende ulighed. d ette aktualiserer i høj grad den ovennævnte problematik om de dårligdomme, som følger af henholdsvis international ulighed mellem landene og national ulighed inden for de enkelte lande: eksempelvis lavere levealder og dårligt fysisk og psykisk helbred generelt, høj kriminalitet og lav tryghed.

Kilde: Jens lehrmann rasmussen (5. december 2023). ”Uligheden stiger i de fire mest folkerige lande – men hvad betyder det for uligheden i hele verden?”, globalnyt.dk.

på 15 procent, hvor den rigeste 0,1 procent yderst til højre til sammenligning har tjent 65 procent mere. Efter Milanovic’ studie blev afsluttet, er der sket ændringer i den globale ulighed. I 1980 var den globale ulighed ca. 0,67, i år 2000 ca. 0,71 og i 2022 ca. 0,67. d en globale ulighed er således på niveau med 1980, men dog faldet, siden den toppede i år 2000. d erimod viser den seneste udvikling i formuekoncentrationen hos de rigeste 1 procent i verden, at

denne gruppe fortsætter med at øge deres andel af den globale indkomst, hvilket understøtter elefantkurvens pointe om, at de rigeste høster en uforholdsmæssig stor del af væksten.

Klimaforandringer rammer den globale økonomi. Studier præsenteret i tidsskriftet Nature i 2024 og studier fra University of Exeter i 2025 viser, at alene den allerede indtrufne globale opvarmning vil medføre et BNP-tab pr. person på 19 procent inden

Figur 3.9

Ulighed målt som en ginikoefficient

Gini-koefficienten

af ind k omstmassen (i procent)

45-grader linjen viser det helt lige samfund, hvor 10 % af befolkningen tjener 10 % af indkomsten

Lorenz-kurven viser den faktiske fordeling af indkomster i landet

Andel af befolkningen (i procent)

Figur 3.10

Fald i BNP på grund af klimaforandringer

Den sorte diagonale linje illustrerer, hvordan fordelingen af indkomster vil se ud, hvis indkomsterne var ligeligt fordelt i befolkningen. Den grønne kurve (Lorenz-kurven) illustrerer modsat, hvad den faktiske indkomst er. Uligheden måles som en Gini-koefficient, som findes som forholdet mellem arealet (A) i forhold til hele arealet (A+B). Sidder én person på hele indtægten i et land, er Gini-koefficienten 1 eller 100 procent (stiplet linje); er alle lige, er Gini-koefficienten 0 eller 0 procent (den sorte linje). Gini-koefficienter siger imidlertid ikke noget om indkomstniveauet i samfundet, ligesom den ikke siger noget om udveksling af naturalier.

Grafen viser de estimerede tabsfremskrivninger i et opvarmningsscenarie baseret på nuværende politikker.

2050, såvel som det vurderes, at den globale økonomi vil stå med et BNP-tab på 50 procent mellem 2070 og 2090 som konsekvens af klimaforandringerne (figur 3.10).

Klimaforandringerne og konsekvenserne af dem rammer lande forskelligt. langt de fleste lande rammes negativt, men også for nogle lande er der en positiv effekt.

Kilde: Jakob Glenstrup Jensby og Peter Brøndum (2015): “Ulighedens mange ansigter”. 1. udgave. Forlaget Columbus.

Kilde: Institute and Faculty of Actuaries, 2025.

Figur 3.11

Stigning/fald i BNP på grund af klimaforandringer i år 2049

Procentvise ændring i indkomst per indbygger i forhold til et klima uden aftryk på indkomsten

Forskning peger på, at det er de rige lande, der først og fremmest kan få en positiv økonomisk effekt ud af klimaforandringerne (figur 3.11).

d e rige lande har økonomiske ressourcer til at investere i den grønne omstilling, og de har økonomiske ressourcer til at investere i forskellige former for klimatilpasning. d erimod kan det for et fattigt udviklingsland få store konsekvenser, hvis det rammes af klimaforandringer, da de ikke kan investere samme beløb i grøn omstilling eller i klimatilpasningen. Samtidig er disse lande ofte placeret på breddegrader, som rammes eller vil komme til at blive ramt hårdest af klimaforandringerne. FN’s miljøprogram UNEP skønner, at de udviklingslande, der allerede mærker klimaforandringerne eller i fremtiden bliver ramt af dem, er nødsaget til at bruge 140-300 milliarder dollars årligt i 2030 og 280-500

milliarder dollars i 2050 på at tilpasse sig og beskytte sig mod klimaforandringer. ligeledes vurderer FN’s internationale arbejderorganisation Ilo, at ”varmestress”, dvs. en reduceret evne til at arbejde under stadigt stigende temperaturer, i 2030 vil resultere i et produktionstab på 2.400 milliarder dollars, og at tabene fortrinsvis vil ramme de fattige lande.

I en artikel fra april 2019 i tidsskriftet

Proceedings of the Academy of Science påviser en række forskere fra Stanford University, at klimaforandringerne har fået uligheden mellem landene til at stige. d e dokumenterer blandt andet, at de velstående lande, hvis fortsatte vækst i stor udstrækning hviler på en afbrænding af fossile brændstoffer, generelt oplever forbedrede levevilkår, hvorimod de lande, der udleder mindst Co2, mærker forværrede vilkår på grund af klimaforandringerne (figur

Figur 3.12

Landenes følsomhed over for klimaforandringer

Drivhusgasudledning

Påvirkningsgrad overfor klimaforandringerne

Et verdenskort over, hvor følsomme de forskellige lande er over for klimaforandringer, viser tydeligt, at det er de mere velstående lande, som er mindst følsomme, og de fattige lande, som er mest følsomme. Dertil viser kortet, at samtidig er det de mest velstående lande, som udleder flest drivhusgasser og er den primære årsag til konsekvenserne i de klimafølsomme lande. Er et land markeret som gult, betyder det, at der er ligeligt forhold mellem landets belastning af klimaet og følsomheden over for klimaforandringer.

3.12). d en gennemsnitlige Co2-udledning per indbygger for borgere i Niger er 0,1 ton Co2, mens den for en amerikaner er 16,6 ton. Som et af verdens fattigste lande er personer fra Niger imidlertid langt mere tilbøjelige til at opleve de katastrofale konsekvenser end den gennemsnitlige amerikaner på grund af eksisterende miljøforhold og begrænsede økonomiske ressourcer til at tilpasse sig en varmere ver-

den. Samtidig bemærkes det, at i perioden 1990-2019 har den fattigste halvdel af verdens befolkning ansvaret for 8 procent af de globale udledninger, mens verdens 10 procent rigeste står for 50 procent af de totale udledninger. Ud over betydningen af et lands ressourcer til at tilpasse sig klimaforandringer og investere i en grøn omstilling, er det, som nævnt, også af betydning, hvor på kloden landet er placeret.

Høj

Lav Lav

Høj

danmark er placeret på breddegrader, som påvirkes mindst af klimaforandringerne. d et er ikke usædvanligt at opleve lande som danmark, Sverige, Norge og Grønland, beliggende i et specifikt geografisk område, få en decideret økonomisk gevinst ved stigende temperaturer, i kraft af at der for eksempel kan produceres afgrøder, som ikke tidligere var muligt. Grønland har eksempelvis oplevet en markant vækst i salget af lokalproducerede kartofler, som ikke tidligere har været muligt at dyrke på Grønland.

Forskerne fra Stanford eksemplificerer forskelle i konsekvenser af klimaforandringerne med eksempler fra Indien og danmark. Hvor Indien har været vidne til en 31 procent lavere vækst i BNP/indbygger, har danmark i samme 50-årige periode (fra 1961) haft en vækst i BNP/indbygger på 15,5 procent takket være et mere gunstigt klima. d et samlede resultat er ifølge forskerne fra Stanford, at de menneskeskabte klimaforandringer har dæmpet den økonomiske vækst hos lande tæt på ækvator, imens de har øget den økonomiske vækst i lande, som ligger langt væk fra ækvator.

Branko Milanovic (s. 108) kommer frem til en lignende sammenhæng mellem klimaforandringer og økonomisk vækst. Milanovic konkluderer ud fra sin forskning, at det er selve væksten i de velstående lande, der forhindrer de fattige i at udvikle sig. Han argumenterer for, at det, at mange fattige lande er stagneret i deres udvikling, ikke længere kun kan forklares ud fra disse landes dårlige position i handelskæden (for eksempel at fattige lande sælger råvarerne billigt videre til mere velstående lande, som forarbejder råvarerne med stor fortjeneste), men også skal forklares ud fra konsekvenserne af væksten i de rige lande.

d e rige landes vækst og de dertil afledte udledninger af drivhusgasser forringer levevilkårene i de fattige lande. På den måde kan der argumenteres for, at uligheden i levevilkår mellem fattige, klimaudsatte lande og velstående, klimamæssigt mere begunstigede lande vil øges og skabe en form for klimauretfærdighed.

Klimauretfærdighed og den geosociale

klassekamp

Begrebet klimauretfærdighed henviser netop til den uretfærdige fordeling af klimaforandringers konsekvenser og ressourcer på tværs af lande og befolkningsgrupper. Begrebet bruges ofte til at fremhæve, hvordan klimaforandringer påvirker forskellige grupper rundtom i verden uretfærdigt, hvor nogle samfund, især i udviklingslande, lider mest under klimakatastrofer som oversvømmelser, tørker og ekstremt vejr, på trods af at de bidrager mindst til drivhusgasudledninger. Forskeren Lucas Chancel fra Paris School of Economics undersøger i artiklen ”Global Carbon Inequality over 1990-2019”, hvordan den rigeste 1 procent af verdens befolkning i denne periode har været ansvarlig for omkring 15 procent af de samlede globale CO2-udledninger. Til sammenligning har de fattigste 50 procent kun stået for omkring 8 procent af udledningerne (figur 3.13).

o rganisationen oxfam International dokumenterer, at allerede 10 dage ind i 2025, dvs. den 10. januar, er datoen for, hvor verdens rigeste 1 procent har opbrugt deres andel af Co2, som kan bruges af en gennemsnitsverdensborger, hvis den globale opvarmning ikke må overstige 1,5 grader, som er målet i Parisaftalen. Ifølge oxfam vil det til sammenligning tage den fattigste halvdel af Jordens befolkning 1.022

Figur 3.13

Hvem udleder CO2?

Top 10 %

dage at bruge sin årlige andel af Co2-budgettet, hvis klimamålene fra Parisaftalen skal overholdes.

Klimauretfærdighed adresserer både miljømæssige, økonomiske og sociale aspekter og omhandler ofte behovet for retfærdige løsninger, hvor de mest ansvarlige aktører tager større ansvar for at hjælpe dem, der er mest påvirket. Et eksempel på et land, som står med store klimaudfordringer, er Bangladesh. Bangladesh er et lavindkomstland med over 170 millioner indbyggere, og det er et af de mest udsatte lande over for klimaforandringer. Bangladesh ligger lavt og har en kystlinje på omkring 580 km, hvilket gør det ekstremt sårbart over for stigende havniveau. Havniveauet i området forventes at stige med op til 1 meter inden 2100. d ette vil kunne

De rigeste 10 % er ansvarlige for halvdelen af CO2-udledningen

De fattigste 50 % er ansvarlige for 8 % af CO2-udledningen

oversvømme op mod 17 procent af Bangladesh og påvirke omkring 20 millioner mennesker i kystområderne. o p mod 30 procent af landbrugsjorden i Bangladeshs kystområder kan blive ubrugelige inden for de kommende årtier, hvilket truer fødevareproduktionen og levegrundlaget for landmænd. Hvert år mister Bangladesh store landarealer til havet og floderne, hvilket tvinger tusindvis af mennesker til at migrere. Verdensbanken vurderer, at klimarelaterede hændelser vil tvinge op til 13,3 millioner bangladeshere til at forlade deres hjem inden 2050. d et anslås samtidig, at Bangladesh hvert år mister omkring 2 procent af sit BNP på grund af klimarelaterede katastrofer. d ette tal forventes at stige, hvilket belaster et land, hvor ressourcerne allerede er knappe. d isse tal

Kilde:

L. Chancel, 2022: “Global Carbon Inequality over 1990-2019”. A. Khalfan et al., 2023. “Climate Equality:

Planet for the 99%”.

Figur 3.14

Danmarks klimabistand og klimaskader

Skader fra 1972 til 2024 Dansk klimabistand fra 2011-2022

Indtægter fra 1972-2050*

*Indtægter er et sammenlagt beløb: 544 mia. kr. i tidligere indtægter (siden 1972) plus 58 mia. kr. i fremtidige indtægter (indtil 2050) til den danske stat fra olie og gas (ialt 602 mia. kr.).

Note: Beregninger foretaget af forskeren Richard Heede fra den uafhængige organisation Climate Accountability Institute indikerer, at de fossile brændsler, Danmark har udvundet i Nordsøen, har forurenet klimaet så meget, at det vil påføre verden skade for samlet 235 milliarder kroner fra klimakatastrofer som oversvømmelser, skovbrande, hedebølger og tørke. Det er ni milliarder kroner hvert år frem til 2050 (fra 2023). Danmark betalte i 2023 2 milliarder.

fremhæver Bangladesh som et af de lande, som lider under klimauretfærdighed, da det med et Co2-aftryk på blot 0,56 ton Co2 per indbygger årligt ikke bidrager nævneværdigt til klimaforandringer, men alligevel bærer en stor del af konsekvenserne. d en franske antropolog Bruno latour analyserer med henvisninger til netop Bangladesh koblingen mellem klimaforandringer og ulighed. latour mener at kunne identificere, at der er kommet en ny form for klassekamp, en geosocial klassekamp, som handler om, at social og økonomisk ulighed i samfundet er tæt forbundet med de globale klimaforandringer, hvor det er de fattigste i bestemte geografiske områder, der rammes hårdest af klimaforandringerne. Ud over at de fattigste befinder sig nederst i samfundet, så står de samtidig i centrum af klimaforandringernes konsekvenser. d ertil påpeger latour,

at de industrialiserede lande, historisk set, har udledt store mængder drivhusgasser og fortsat har et højt klimaaftryk, men alligevel ikke bærer en tilsvarende andel af byrden, når det kommer til de skadelige virkninger (figur 3.14).

Bangladesh kan ses som et kerneeksempel på en geosocial klimauretfærdighed. Som én form for løsning på klimauretfærdigheden ser latour en større omfordeling af ansvar og ressourcer, hvor de lande og grupper, der historisk har forårsaget klimaforandringerne, bør påtage sig en større del af byrden for at støtte de lande og samfund, der er mest sårbare. Ideen om, at de rige lande skal bidrage til de fattige lande, er, som det nævnes i tekstboks 3.6, allerede nedskrevet i FN, og selvom FN-medlemslandene ikke lever op til egne mål om klimabistand, gives der stadig milliardbeløb hvert år til fattige lande i det globale syd

Tekstboks 3.6

FN om klimaulighed og klimaretfærdighed

Siden FN skabte sin rammekonvention om Klimaforandringer (UNFCCC) i 1992, har der været en grundlæggende politisk anerkendelse af uligheden. I UNFCCC’s grundtekst står der blandt andet, at arbejdet for at stabilisere klimaet udgjorde et “fælles, men differentieret ansvar”. d ette princip anerkender, at der er store forskelle på landes ansvar for drivhusgasser i atmosfæren, og at dette afspejler størrelsen af landes industrier. Tilsvarende var deres ansvar for at investere i løsninger, kompensere udsatte lande og reducere også forskellige – hvor de rigeste lande må holde for. Ved CoP16 i København i 2009 gav verdens rigeste lande et løfte om, at klimabistanden til de fattigste og mest klimaudsatte lande skulle være “new and additional”. d e rigeste lande lovede samtidig, at den årlige støtte skulle stige til samlet 100 milliarder dollars årligt i 2020. Et mål, som de rige lande ikke indfriede. Princippet om at kompensere fik igen en central placering i Parisaftalen fra 2015. Her blev ansvaret udvidet til at være “fælles, men differentieret og ud fra respektiv kapacitet”, hvilket indikerer, at alle rige lande – med penge og ressourcer – har ansvaret for at gå forrest med finansiering og klimaløsninger. Igen ved CoP29 i Aserbajdsjan i november 2024 var emnet centralt. Her skulle parterne i Parisaftalen sikre, at finansieringen på verdensplan i stigende grad bringes i overensstemmelse med Parisaftalen, så der kan investeres i indfrielsen af et nyt såkaldt ”kollektivt kvantificeret klimafinansieret mål” (NCQG), hvor verdens lande blandt andet forsøgte at blive enige om et nyt mål for klimastøtte til udviklingslandene.

Kilde: Hunt, o. og Jacobsen, S. (2024). “Grøn global ulighed: debatten om klimaretfærdighed”. I: Hansen, S., Krøijer, S. og Tønder, l, 2024: Grøn samfundsteori. Hans reitzels Forlag.

til dels at tilpasse sig de allerede eksisterende konsekvenser af klimaforandringerne, og dels til at omlægge energiproduktionen fra fossile energikilder til vedvarende energikilder. danmark er et af de lande, som giver mest klimabistand i procent af BNP, men som det også ses af figur 3.14 står det ikke mål med de skader, danmark har påført, og de indtægter, danmark har fået fra olie- og gasproduktionen.

3.2 Grøn vækst: regulering af markedsøkonomien

Det fænomen, at vi tager udgangspunkt i en økonomisk model, hvor vækst fortsat er målet, men at vi via regulering ønsker, at væksten skal ske uden stigning i miljøbelastningen, kaldes grøn vækst. Som mange måske tror, har en neoliberalistisk økonomi ikke til formål at frigøre sig fra statslig indblanding. Staten skal derimod være med til at skabe og opretholde et marked, mens den ikke skal blande sig i,

hvordan markedet fungerer. Når vi taler om grøn vækst, er der derfor tale om en fortsat væksttankegang, hvor målet er vækst, men hvor staten er med til at sikre, at den sker bæredygtigt uden at skade klima og miljø.

Miljøet og naturen understøtter økonomien på tre måder. For det første leverer naturen en række uundværlige råstoffer som input til produktionen. For det andet er vi så heldige, at miljøet op til en vis grænse (som vi ofte overskrider) er i stand til at absorbere og uskadeliggøre en række af de spildprodukter, som vores produktion og forbrug uundgåeligt skaber. For det tredje beriger naturen os med nogle herlighedsværdier og rekreative tjenester, som er en direkte kilde til velfærd. Mere grundlæggende leverer naturen nogle centrale livsunderstøttende økosystemtjenester, der kan sikre os ren luft, rent vand, en dyrkbar landbrugsjord, et stabilt klima, m.m. Når vores økonomiske aktivitet svækker naturens evne til at levere disse tjenester, går det direkte ud over vores velfærd og økonomi her og nu, men det mindsker også

q Selvom ideen om grøn vækst går tilbage til 1970’erne, blev den særlig udbredt under den økonomiske krise i 2008-2009, hvor den blev lanceret som markedsøkonomiens arvtager af blandt andre internationale organisationer som OECD og EU. Grøn vækst udtrykker en utvetydig vækstoptimisme. Begrebet lover ikke blot, at vækst og miljøforbedring kan gå hånd i hånd, men at de rent faktisk kan styrke hinanden.

økonomiens fremtidige evne til at tilfredsstille vores materielle behov. d et er i det lys, vi skal forstå, at der i de forgangne årtier er opstået nye ideer til, hvordan økonomien kan indrettes, så den ikke ødelægger den naturkapital, den hviler på.

Målet med grøn vækst er at skabe en økonomi, hvor naturressourcer udnyttes effektivt, og miljøpåvirkningen reduceres, samtidig med at samfundets velstand og udvikling øges. d en miljømæssige påvirkning fra økonomisk aktivitet, herunder forurening og Co2-udledning, skal således minimeres, blandt andet gennem en overgang til vedvarende energikilder, grønne teknologier og bæredygtig produktion.

Tekstboks 3.7

Grøn vækst og de økologiske kriser

Grøn vækst skal være en hel Rubiks terning (uddrag)

”Forskeren Timothée Parrique bruger rubiks terning som billede på debatten om grøn vækst (Parrique 2024). Absolut afkobling af drivhusgasudledninger svarer til, at man har løst blot én side af terningen. Men ligesom en rubiks terning har flere sider, er der også flere økologiske kriser. og ligesom med terningen vil tiltag rettet mod at løse klimakrisen påvirke de andre økologiske kriser. Man kan derfor ikke påstå, at væksten er grøn, hvis løsningen på klimakrisen består i skovrejsning i fattige lande eller storskalaproduktion af biomasse, som medfører et øget pres på verdens biodiversitet. ligesom en rubiks terning kræver, at man løser alle sider på én gang, må kriteriet for grøn vækst være, at den respekterer alle dimensioner af de økologiske kriser, anfører Parrique.”

Kilde: Jens Friis lund (2024). “Vækstfortalerne og deres kritikere: ’d ebatten om kapitalisme i den grønne omstilling’. I: Kjær, S. H. et al: Grøn samfundsteori, Hans reitzels Forlag.

Ingen grøn vækst (uddrag) ”olivier d e Schutter (FN’s specialrapportør) beskriver forhåbningen om at gøre fortsat økonomisk vækst bæredygtig – kaldet grøn vækst – via renere teknologier og mere ressourceeffektiv, mindre affaldsskabende produktion. »d en tilgangs begrænsninger er imidlertid nu ved at blive tydelige,« noterer han og henviser til den række af studier, der dokumenterer vanskelighederne med at realisere såkaldt afkobling mellem på den ene side bnp-vækst og på den anden side ressourceforbrug og miljøbelastning.

Hvor afkobling lykkes, er den ofte kun relativ – miljøbelastningen vokser langsommere end bnp, men vokser. og hvis den er absolut – bnp stiger, og miljøbelastning falder – så er det kun på isolerede områder eller for langsomt til at sikre miljømål. d e Schutter henviser til en undersøgelse af 36 oECd -lande, hvoraf 11 præsterede absolut afkobling mellem bnp og drivhusgasudledning i perioden 2013-19. Afkoblingen foregik imidlertid for langsomt til at sikre landenes efterlevelse af Parisaftalens 1,5-graders klimamål.

»Baseret på deres afkoblingspræstationer i den undersøgte periode ville det tage disse 11 lande i snit 223 år at reducere deres 2022-udledninger med 95 procent, og ved udløbet af det tidsrum ville de i processen i snit have afbrændt 27 gange deres respektive fair nationale andel af det globale Co2-budget, der er tilbage efter 2022,« inden for 1,5-gradersmålet, hedder det i rapporten til FN-rådet. de Schutter gengiver også konklusionen fra FN’s klimapanel IPCC om, at de 23 lande ud af 116, som havde præsteret afkobling i tidsrummet 2015-18, havde opnået

det ved at kombinere skift i energikilder og større effektivitet med udflytning af særligt Co2-belastende produktioner til andre lande, der således overtog dele af deres klimabelastning.

»Absolut afkobling er ikke tilstrækkeligt til at undgå, at det tilbageværende Co2-budget inden for 1,5-graders- eller togradersgrænsen for global opvarmning bliver opbrugt, og at klimasammenbrud sker,« lyder et citat fra IPCC i d e Schutters gengivelse.

»den grønne vækst finder ikke sted,« konkluderer han. »Endskønt introduktionen af grønne teknologier og modeller for cirkulær økonomi bør accelereres, så vil de ikke i sig selv levere løsninger i det omfang og med den hastighed, der er nødvendig.’”

Kilde: Jørgen Steen Nielsen (2024). “FN-rapportør i frontalangreb på væksten”. I: Information 11. juli 2024.

Figur 3.15

Forskel på kobling, relativ afkobling og absolut afkobling

Kobling

BNP

Miljøbelastning

Relativ afkobling

BNP

Miljøbelastning

Absolut afkobling BNP

Miljøbelastning

Eksemplerne har alene til formål at illustrere forskellen for de tre typer sammenhænge mellem vækst i BNP og miljøbelastning, så derfor er der ikke indsat enheder på akserne. I praksis måles BNP i DKK, og miljøbelastningen vil have forskellige enheder alt efter typen af miljøbelastning, eksempelvis energiforbrug i kW eller CO2-udledning i kilo eller m3.

Hovedideen med grøn vækst er således at kunne levere en fortsat økonomisk vækst, samtidig med at der sker en mindre miljøbelastning, for eksempel målt i Co2-udledning. denne situation hedder absolut afkobling og ses i scenarie c i figur 3.15.

Scenariet har længe udspillet sig i danmark og flere andre europæiske lande. For danmarks vedkommende er det dog vigtigt at vide, at udledningerne forbundet med import af biomasse (fx træpiller) ikke er en del af de forbrugsbaserede opgørelser, hvilket

Kilde: Kasper Damgaard Johansen, 2021: “Teknologi og samfund". Columbus Forlag.

Figur 3.16

Sammenhæng mellem BNP og CO2-udledning

Indeks

CO2e-udledning fra dansk økonomi Økonomisk vækst (BNP)

Note: Indeks. 1990=100.

Verdens BNP og CO2-udledninger, 1990-2030

Alle scenarier

STEPS APS NZE

I et scenarie baseret på de nuværende politiske rammer (kaldet Stated Policies Scenario eller STEPS) accelererer svækkelsen af sammenhængen mellem BNP og CO₂-udledninger på tværs af regioner, inklusive Mellemøsten og Sydøstasien. Dette medfører, at de globale CO₂-udledninger topper betydeligt før 2030 i STEPS-scenariet, selvom det globale BNP fortsat vokser. Dog er den markante svækkelse af båndet mellem BNP og CO₂-udledninger, som det ses i STEPS-scenariet, ikke tilstrækkeligt til at nå de globale klimamål. Det, der er nødvendigt, er at bryde denne sammenhæng fuldstændigt. Dette sker i APS-scenariet (Announced Pledges Scenario), hvor alle lande fuldt ud opfylder deres nationale energi- og klimamål, og endnu hurtigere i NZE-scenariet (Net Zero Emissions by 2050), som repræsenterer den vej, der skal til for at begrænse den globale gennemsnitstemperaturstigning til 1,5 grader over det præindustrielle niveau i 2100. Temperaturstigningen var imidlertid 1,6 grader over det præindustrielle niveau allerede i 2024, såvel som vi så en stigning på 1,1 procent i den globale udledning i i CO2

Kilde: Danmarks Statistik.

BNP og CO2-udledning i forskellige regioner

Regioner hvor udledningerne er faldende og BNP-væksten stigende

USA EU

Japan og Korea

Australien og New Zealand

CO2-udledning BNP

Regioner hvor udledningerne og BNP-væksten er divergerende

Kina Indien Afrika Latinamerika

CO2-udledning BNP

Regioner hvor udledningerne og BNP-væksten begge er stigende

Sydøstasien Mellemøsten

CO2-udledning BNP

Tekstboks 3.8

Ingen virksomheder har overskud, hvis naturkapitalen medregnes

I BNP er der ingen forskel på, om du passer en stor børneflok eller tager en lur. Ingen af delene er prissat eller tæller med i BNP. BNP fortæller os om nyt, der bliver produceret, ikke noget om vedligehold, dvs. at passe på de mennesker, ting og natur, der allerede eksisterer. d et skaber vækst at købe modermælkserstatning, ikke at amme. d et skaber vækst at købe en ny trøje, ikke at lappe den gamle. d et skaber vækst at fælde træerne og lave bænke, ikke at lade træet stå. Både vedligehold af mennesker og ubrugt natur ses som værdiløst i BNP. Vi skriver ingen steder, hvad vi mister, når vi tager tid og træer fra mennesker og planeten og sælger dem som produkter. Alle de ting, der ikke har en pris, er ikke noget tab. Vi er blevet rigere på ting, men fattigere på alt det, der ikke kan tælles. Konsulentfirmaet Trucost blev i 2013 bedt om at opgøre mængden af “ikke-prissat naturkapital”, dvs. ting som rent vand, ren luft og alle de ressourcer, virksomheder bruger, men ikke betaler for. Trucost kom frem til, at de sektorer, de analyserede, tilsammen brugte for 4,7 billioner dollars (32.188.749.000.000 kr.) af klodens ressourcer uden at betale for dem. Ikke én af de i top 20 mest ressourceopslugende sektorer ville have overskud, hvis de skulle betale markedspris for de ressourcer, de bruger, og den natur, de ødelægger. d isse sektorer har kun profit, fordi naturen er gratis. Men vi ser det ikke. Vi kan ikke se, hvad vi mister, når vi mister noget, der ikke har en pris.

Kilde: Holten, E. (2024). Underskud. Politikens Forlag.

gør det tvivlsomt, om der er tale om en absolut afkobling. dertil er det centralt at forholde sig til, hvorvidt den absolutte afkobling er tilstrækkelig i forhold til de målsætninger, der er aftalt i Parisaftalen. Studier viser, at danmark i perioden 2005-2015 præsterede en tilstrækkelig afkobling til at leve op til Parisaftalens 1,5-gradsmålsætning, men dog ikke 2-gradersmålsætningen.

Situationen relativ afkobling betyder, at miljøpåvirkningen stiger langsommere end økonomien. d et ses for eksempel i lande og regioner som Kina, Australien og latinamerika, hvor der for andre lande, for eksempel Indien, Singapore og Slovakiet, samt regionerne Sydøstasien og Mellem-

østen ses en direkte kobling mellem et voksende BNP og stigende Co2-udledning. Som det også ses i figur 3.16, er fremtiden lidt usikker på globalt plan, da det i stor udstrækning afhænger af, hvorvidt verdens lande formår at implementere deres klimapolitik og nå målsætningerne. d et, der også er værd at bemærke ved figur 3.16, er, at der kun vises sammenhængen mellem BNP og Co2, ikke det bredere aftryk på naturen, for eksempel biodiversitet og forsuring af havene.

Markedsfejl og eksternaliteter

At der som udgangspunkt overhovedet tales om et behov for at gribe ind i en økonomi, bygger på en altovervejende accept af, at klimaforandringerne anses for at være en af de største markedsfejl, verden nogensinde har set. Klimaforandringer kan kaldes en markedsfejl, fordi de omkostninger, der er ved de stigende temperaturer, ikke er indregnet i prisen på de varer, der er produceret med en udledning af drivhusgasser til følge. Dermed er produktionen af varen den direkte årsag til den globale opvarmning. Produktionen af varer sker naturligvis af en grund, nemlig fordi forbrugeren efterspørger varerne. Den globale opvarmning og de følgende klimaforandringer kaldes i det økonomiske fagsprog for negative eksternaliteter.

Figur 3.17

Begrebet henviser til eksterne omkostninger ved virksomheders produktion, der har negative omkostninger for tredjeparter. Skulle påvirkningen være til gavn for tredjeparter, er der tale om positive eksternaliteter. De klimaforandringer, der er en konsekvens af virksomheders udledning af drivhusgasser, er altså ikke en direkte omkostning for virksomhederne, men de har og vil have konsekvenser for resten af samfundet. Det er med andre ord nuværende og fremtidige generationer, som betaler prisen for udledningen af drivhusgasser.

Figur 3.17 viser en udbuds- og efterspørgselskurve, hvor der er skelnet mellem den privatøkonomiske pris og den samfundsmæssige pris. Krydset mellem den samfundsmæssige udbudskurve (lilla) og efterspørgselskurven (sort) giver således

Udbuds-efterspørgsels-kurven med samfundsmæssige eksternaliteter

Kr

Korrekt pris ved privatmængde

Samfundsmæssig pris

Privatøkonomisk pris

Samfundsmængde

Privatmængde

Samfundsmæssig udbudskurve

Efficienstab

Virksomhedens egen udbudskurve

Efterspørgsel

Mængde

Kilde:

den reelle samfundsmæssige pris og mængde. d ette punkt kaldes optimal ligevægt. Krydset mellem virksomhedens egen udbudskurve (gul) og efterspørgslen (sort) er den privatøkonomiske pris. d ette punkt kaldes markedsligevægt. Forskellen på virksomhedens egen udbudskurve og den samfundsmæssige udbudskurve skyldes, at den private virksomhed ønsker at tjene så meget som muligt, det vil sige profitmaksimere, og derfor ikke tager højde for udledningen af forurening, det vil sige den samfundsmæssige påvirkning. d et grønne felt viser efficienstabet, såfremt de samfundsmæssige omkostninger ikke er medregnet. d ette efficienstab kaldes også for eksternaliteten. I tilfælde, hvor der er tale om en

Figur 3.18

forurening, for eksempel Co2-udledning, som ikke er medregnet i den privatøkonomiske pris, er det en negativ eksternalitet. Klimaforandringerne kan således siges at være et eksempel på, at markedet fejler, nårdet fungerer på egen hånd uden at forholde sig til de omkostninger, der er forbundet med dets produktion. Tilhængere af markedskræfterne vil dog argumentere for, at det kun er et spørgsmål om tid, før markedet selv vil korrigere for fejlene. langt de fleste politikere ønsker dog i en eller anden udstrækning at korrigere for de negative eksternaliteter gennem lovgivning. d er kan fra statens side både korrigeres på produktionssiden (udbud ved strukturpolitik) og forbrugssiden (efterspørgsel ved finanspolitik).

Udvalgte økonomiske instrumenter til at nedbringe negative eksternaliteter

Økonomiske instrumenter til nedbringelse af negative eksternaliteter

Grøn indikerer konkrete strukturpolitiske tiltag. Rød indikerer kontraktive finanspolitiske tiltag. Blå indikerer ekspansive finanspolitiske tiltag.

Målbare standarder

Carbon Fee and Dividend (klimabidrag og bonus)

Afgift på CO2

Statstilskud, de såkaldte subsidier

Offentlige investeringer i infrastruktur til grøn energi

3.2.1 Grøn vækst gennem strukturpolitik

Strukturpolitik har til hensigt at regulere økonomien med henblik på at skabe vækst på langt sigt. De centrale politikker i strukturpolitikken har typisk været arbejdsmarkeds-, erhvervs- og forskningspolitik, hvor fokus har været på Danmarks konkurrenceevne. Senest kan man sige, at også klimaet indgår som et væsentligt fokus i strukturpolitikken, hvor det handler om at indrette samfundets love og regler på en sådan måde, at der sikres et overordnet hensyn til klimaet i de rammer, der gives eksempelvis erhvervslivet. Man kan overordnet sige, at der i den økonomiske politik indgår en prioritering af, at den økonomiske vækst ikke må ske på bekostning af klimaet, men i hensyntagen til eller forbedring af klimaforholdene.

Målbare standarder – et eksempel på strukturpolitik

Målbare standarder er i den forbindelse et eksempel på strukturpolitik. Målbare standarder refererer til klart definerede og specifikke kriterier, der kan bruges til at vurdere eller evaluere en præstation, et produkt eller en proces. Disse standarder gør det muligt at måle fremskridt og sikre, at resultater opfylder fastsatte krav eller forventninger. I en klimapolitisk kontekst kan en målbar standard være, at virksomheder skal reducere CO2-udledningen med 20 procent inden for de næste 5 år. Det vil naturligvis begrænse udledningen, men det vil samtidig forøge virksomhedens produktionsomkostninger.

Kritikere vil her argumentere for, at det kan lede til lavere vækst i virksomheden, der vil betyde fyring af medarbejdere og dermed også til en belastning af samfunds -

økonomien, da flere ender på kontanthjælp eller dagpenge, og færre betaler skat. Fortalere for målbare standarder vil derimod argumentere for, at en mere klimavenlig produktion i sidste ende faktisk vil komme virksomheden til gode, da den dermed kan markedsføre sig som grøn og mere bæredygtig og derved kan øge sit salg til stadig mere bevidste forbrugere. denne form for strukturpolitik kaldes for interventionistisk strukturpolitik, da der argumenteres for, at staten griber ind (intervenerer) og regulerer de økonomiske strukturer.

Carbon Fee and Dividend – et eksempel på strukturpolitik

En anden strukturpolitik er den såkaldte Carbon Fee and Dividend (CFD), også kendt på dansk som ”CO2-afgift og udbytte/kompensation”. Denne afgiftsmodel, der blev foreslået af professor David Gordon Wilson fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) i kølvandet på oliekrisen i 1973, har fået stigende opmærksomhed de senere år. Det er en model, der har til formål at reducere CO2-udledninger, samtidig med at man minimerer økonomiske forstyrrelser for forbrugerne. Et eksempel på ”carbon fee” er en CO2-afgift pålagt fossile brændstoffer (kul, olie, gas) ved deres udvinding eller import, baseret på den mængde CO2, disse brændstoffer ville udlede ved forbrænding. Denne afgift skaber et økonomisk incitament (en motivation) for virksomheder og enkeltpersoner til at reducere deres CO2-aftryk ved at bruge renere energikilder.

Samtidig peger modellen på, at der skal være et udbytte (”dividend”). Her tænkes, at indtægterne ved Co2-afgiften bliver tilbagebetalt direkte til befolkningen i form af et regelmæssigt udbytte eller betaling (figur

3.19). dette har til formål at opveje eventuelle stigninger i energipriser, som kan blive pålagt forbrugerne på grund af Co2-afgiften. I 2020 vedtog den danske regering en grøn skattereform, som blandt andet indeholdt forhøjede afgifter på Co2-udledning. En del af overskuddet fra Co2-afgifterne blev brugt til at lette skatten på arbejde, så skattebyrden blev flyttet fra arbejdsindkomst til forurening. dette betød, at danskerne kom til at betale mere for udledningen af Co2, men samtidig opleve skattelettelser i andre dele af deres økonomi.

Et andet eksempel er energiafgifter, som tilbageføres gennem grøn omstilling. Nogle af de indtægter, der kommer fra energiafgifter og Co2-afgifter, bliver investeret i grøn omstilling, herunder støtte til vedvarende

Figur 3.19

CO2-afgift og udbytte/kompensation

En periodisk stigning i CO2-afgiften hjælper med at nå klimamålene

3. Klimaudbyttet føres tilbage i det økonomiske kredsløb

energikilder som vindkraft og solenergi. dette kan indirekte komme danskerne til gode ved at reducere omkostningerne ved grøn energi og skabe arbejdspladser i grønne sektorer. Formålet med dette system er således på samme tid at gøre Co2-udledende aktiviteter dyrere, samtidig med at man tilskyndes til skift mod grønnere alternativer, samtidig med at man sikrer, at husstande ikke bliver økonomisk belastet af stigende energipriser. For at skabe et retfærdigt system, der er opbakning til, vurderes det, at den økonomiske kompensation skal overstige de øgede omkostninger.

Kritikere af CFd -modellen peger imidlertid på en række udfordringer. Som det er tilfældet med andre typer af afgifter, er der med Co2-afgifter risiko for, at et land, der

1. En CO2-afgift lægges på fossile brændsler

Priser på fossile brændsler og CO2intensive produkter stiger

Klimavenlige produkter og transport med lav CO2-udledning bliver mere konkurrencedygtige

2. Statens indtægter fordeles ligeligt blandt borgerne

Særligt individer og familier med lav indkomst kompenseres

indfører afgiften, skader landets egen handel, hvis ikke også andre lande indfører afgiften. derfor peger flere på, at afgifter som minimum bør implementeres på et overnationalt niveau, eller at man kunne lægge en told på varer importeret fra lande, der ikke har en lignende afgift. Et andet kritikpunkt handler om, at Co2-afgifter kan ramme lavindkomstgrupper hårdere, da disse grupper bruger en større del af deres indkomst på energi og transport. Selvom tilbagebetalingen i form af ”dividende” skal kompensere for dette, er der bekymringer om, hvorvidt det er nok til at dække de stigende leveomkostninger for de mest sårbare befolkningsgrupper. Ikke alle vil have samme forbrugsmønstre, så nogle vil opleve større økonomiske belastninger. Et tredje kritikpunkt handler om, hvorvidt tilbageførslen til forbrugeren rent faktisk sker i tilstrækkelig grad og på den ønskede måde. Tag for eksempel flyafgiften, som blev implementeret i januar 2025, hvor den politiske aftale

Figur 3.20

Former for finanspolitik

lyder, at en stor del af statens indtægter her går til ældre i form af en ældrecheck – det vil sige til et helt andet område. At pengene ikke går tilbage til den grønne omstilling eller forbrugeren, kan potentielt skabe utilfredshed blandt borgerne.

3.2.2 Grøn vækst gennem kontraktiv finanspolitik

Finanspolitik har modsat strukturpolitik til formål at regulere samfundsøkonomien og specielt efterspørgslen på kort sigt ved at regulere statens indtægter (skatter og afgifter) og udgifter (offentlige ydelser og investeringer). Finanspolitik kan være ekspansiv eller kontraktiv (figur 3.20).

Hvor den ekspansive har til formål at stimulere økonomien (for eksempel i en periode med lavkonjunktur), har den kontraktive til formål at bremse økonomien (for eksempel i en periode med højkonjunktur). Finanspolitik kan også bruges til at dirigere økonomien og samfundet i en

Sænke statens indtægter (skattelettelser/afgiftssænkning)

Øge statens udgifter (øge offentlige investeringer)

Øge statens indtægter (skattestigning/afgiftsforøgelse)

Sænke statens udgifter (sænke offentlige investeringer)

bestemt retning. For eksempel er det for mange politikere ønskeligt at fremme den grønne omstilling ved brug af afgifter, herunder Co2-afgifter. Hermed får finanspolitikken et strukturpolitisk sigte. Hermed forstås at en Co2-afgift får den samlede efterspørgsel på afgiftsbelagte varer til at falde (kontraktiv finanspolitisk redskab) og der sker en stigning i efterspørgslen på de varer som ikke er Co2-belastende, hvilket medfører en grøn omstilling (strukturpolitisk ændring).

CO2-afgifter – et eksempel på kontraktiv finanspolitik

Regeringer kan gribe ind og korrigere for negative produktions-eksternaliteter ved at lægge afgifter på enten virksomhedernes produktion eller på borgernes udledning af drivhusgasser. Danmark besluttede eksempelvis i 1993, at staten kan regulere CO2-udledninger med afgiftspålæggelse. CO2-afgifter betales til staten af alle danskere via deres forbrug af eksempelvis elektricitet, naturgas, olie og benzin. Pålæggelse af en CO2-afgift betyder, at der til staten betales et fast beløb per ton CO2, der udledes. En sådan afgift kaldes også for punktafgift og er udtryk for et kontraktivt finanspolitisk tiltag. Virkninger af en CO2afgift ses i figur 3.21.

d et, der er værd at bemærke i figur 3.20, er den blå kasse. Hvor de grønne kasser viser de konkrete økonomiske udfald af en afgiftspålæggelse, viser den blå kasse, at der er en klimagevinst at hente ved tiltaget. Finder afgiftspålæggelsen sted under en højkonjunktur, vil det sandsynligvis være det rigtige tiltag at foretage, for at økonomien ikke skal overophede, hvorimod tiltaget økonomisk set kan forekomme uhensigtsmæssigt i lavkonjunktur. Be-

tragter vi situationen i et koordinatsystem, vil vi se udbudskurven forskyde sig opad med afgiftsbeløbet (figur 3.22).

d et vil betyde, at virksomhederne vil producere mindre, M2, og at forbrugerne vil betale en højere pris, P2. d en grundlæggende ide med en Co2-afgift er, at det er forureneren, der betaler for den skade, forurenerne gør på miljøet og klimaet. Man siger, at de omkostninger, der er forbundet med at udlede Co2, bliver internaliseret af virksomhederne (markedet) og forbrugerne, da de nu betaler en højere pris. Formålet med en Co2-afgiftspålæggelse er at få de producenter, som har et stort Co2-udslip, til at afsøge mulighederne for at nedbringe Co2-udslippet gennem en mere effektiv udnyttelse af energien (for eksempel producere diesel- og benzinbiler, der kører længere på literen, eller overgå til elbil-produktion). For forbrugeren vil varens højere pris dreje forbrugernes efterspørgsel over på varer, som ikke forurener så meget, da disse nu er mere konkurrencedygtige. d isse forventede ændringer hos producenterne og forbrugerne kan ses i figur 3.22 og 3.23. Figur 3.23 viser, at en afgift på udledning af Co2 vil forskyde udbudskurven opad til U + afgift, samtidig med at den vil begrænse den negative eksternalitet, som er knyttet udledningen af Co2. S o1 forskyder sig dermed til S o2, og der opstår en ny ligevægt ved M2, P2.

Vi kan blive endnu klogere på, hvorvidt forbrugernes efterspørgsel kan forventes at ændre sig ved en Co2-afgift, ved at anvende begrebet elasticitet (tekstboks 3.9).

Fossile brændstoffer, for eksempel benzin til vores biler, er en såkaldt nødvendighedsvare, hvilket betyder, at den for mange mennesker er en nødvendig vare i hverdagen. d et betyder, at prisen på benzin ikke

Figur 3.21

Virkninger af CO2-afgift på diesel- og benzinbiler

CO2-afgift på diesel- og benzinbiler

Figur 3.22

Afgifter på produktion

Faldende efterspørgsel på diesel- og benzinbiler

Faldende beskæftigelse

BNP falder

Importen falder

Inflationen falder

Mindre udledning af CO2

Skatteindtægter falder, og overførsler stiger

Afgift

Oprindelige ligevægt

Figur 3.23

Afgift på udledning af Co2

SO=sociale omkostningskurve, også kaldet den samfundsmæssige udbudskurve.

PO=private omkostningskurve.

Oprindelige ligevægt

Nibuhr Andersen og Jakob Sinding Skött (2016): “Økonomibogen”. 1. udgave. Forlaget Columbus.

Kilde: Lene

er altafgørende for, om man tanker bilen eller ej. En vare som benzin kalder vi derfor for en prisufølsom eller prisuelastisk vare. d et vil sige, at en afgiftspålæggelse på fossile brændstoffer ikke nødvendigvis får virksomheder og forbrugere til at vælge alternativer i den udstrækning, som det ønskes. lad os følge eksemplet med benzin og beregne priselasticiteten.

I vores eksempel stiger prisen på benzin fra 9 kroner/liter til 10 kroner/liter på den lokale tankstation. d er er et fald i mængde af benzin solgt denne dag fra 2.100 til2.000 liter. regnestykket vil se således ud:

Tekstboks 3.9 Hvad er priselasticitet?

Elasticitet er et mål for, hvor følsom efterspørgslen er over for forandringer i en af de faktorer, der påvirker den. Hvor følsom efterspørgslen er, afhænger af:

„ Ændringer i pris (priselasticitet)

„ Ændringer i forbrugernes indkomst

„ Ændringer i prisen på en anden vare eller tjeneste.

Trin 1: Den procentvise mængdeændring er:

Trin 2: Den procentvise prisændring er:

Trin 3: Beregning af priselasticiteten:

Priselasticiteten af efterspørgslen er ca. -0,43. Dette betyder, at for hver gang prisen stiger med 1 procent, falder mængden af solgt benzin med ca. 0,43 procent. d en negative værdi betyder derfor, at der er et omvendt forhold mellem pris og efterspurgt mængde. d et vil sige, at jo billigere benzin er, jo mere køber vi. Men generelt angiver en priselasticitet med en værdi på mindre end 1, at en prisændring medfører relativt lille forandring i den efterspurgte mængde. d et giver også mening med det valgte eksempel. Nok vil nogle bilister lige tanke bilen op, hvis prisen falder, men de fleste vil nok ikke lade sig påvirke af et prisfald på 1 kr. d et samme kan man tænke med den omvendte situation, altså

Figur 3.24

Priselasticitet på markedet for benzin

Tekstboks 3.10

Fra fossile biler til elbiler

Så meget kan du spare ved at skifte til elbil (uddrag)

Spar Nord, 1. februar 2024:

”2023 blev året, hvor danskerne for alvor skiftede benzin- eller dieselbilen ud med elbilen. 143.000 danskere kørte ifølge tal fra danmarks Statistik i september måned i år [2023] i en personbil drevet af el, og det er en stigning på hele 70 procent siden september sidste år [2022].

d et er dog ikke kun af klimahensyn, at interessen for elbiler er stigende. der er nemlig også gode økonomiske grunde til at skifte benzin og diesel ud med watt, viser beregninger foretaget af Spar Nord og Bilbasen. Ifølge beregningerne er totalomkostningerne ved at eje en elbil i gennemsnit hele 39 procent lavere end ved en dieselbil, mens det tilsvarende er 35 procent lavere end ved en benzinbil.

Ifølge de seneste tal fra danmarks Statistik [2023] pendler danskerne i gennemsnit 44,4 kilometer til og fra arbejde. Ifølge Spar Nords og Bilbasens beregninger koster det i gennemsnit godt 107 kroner per tur at køre frem og tilbage til arbejde i en elbil, mens en tilsvarende tur koster 164 kroner i en benzinbil og 167 kroner i en dieselbil. Ved en gennemsnitlig kørsel på 20.000 kilometer om året, løber det op i en årlig besparelse på knap 26.000 kroner med udgangspunkt i en pris på 2,16 kroner per kW.”

Figur 3.25a og 3.25b

Krydselasticitet for substituerende goder (diesel/benzinbil versus elbil)

(a) Markedet for diesel/benzinbiler

(kr)

en prisstigning på benzinen. d e fleste bilister vil nok alligevel bruge bilen, selvom der forekommer en prisstigning på 1 kr. Benzin er en nødvendighedsvare og derfor prisuelastitisk (se også figur 3.24).

I og med at en afgiftspålæggelse på benzin af en sådan størrelse sandsynligvis ikke vil få bilister til at købe betydeligt mindre benzin, kan der argumenteres for, at der samtidig fra politisk side skal skabes incitamenter til at vælge en mere grøn transportmåde. En mere grøn transportmåde kunne være at få flere folk til at cykle, tage bus eller tog. Men i og med at mange er udfordret af lange transportkilometer eller manglen på offentlig transport, kan der også politisk skabes bedre muligheder for at skifte til nuludledningsbiler. En måde kunne være en afgiftsreduktion på nuludledningsbiler, eller at det gøres billigere at lade elbilen op.

(b) Markedet for elbiler

(kr)

At erstatte nogle goder (her nuludledningsbiler og billig opladning) med andre (her benzin- og dieselbiler), kan belyses ved krydselasticitet. Krydselasticiteten måler, hvor meget efterspørgslen efter en vare eller tjeneste ændrer sig som resultat af en ændring i prisen på en anden vare eller tjeneste. Varer eller tjenester, som tilfredsstiller samme behov hos forbrugerne, har en høj, positiv krydselasticitet. d ette gælder for eksempel med dieselbil og benzinbil over for elbil.

Figur 3.25a og 3.25b viser, hvordan et prisfald fra Pmon til Pmar for elbiler (figur 3.25a) påvirker efterspørgslen negativt på dieselbiler og benzinbiler, hvor den efterspurgte mængde falder fra M1 til M2 (figur 3.25b).

Mængde (biler pr. dag)

Mængde (biler pr. dag)

Pris

Pris

Tekstboks 3.11

Thomas Piketty og en progressiv beskatning

d en franske økonom Thomas Piketty har et alternativt forslag om en progressiv klimaskat knyttet til den enkelte forbruger. Ifølge Piketty kunne den foregå sådan, at køb af op til fem tons Co2 ikke udløser nogen skatter. Her betaler du kun for, hvad for eksempel din togtur koster, ikke noget ekstra for udslippet af drivhusgasser. Men når vi når over fem tons, bliver der lagt klimaskat på. Procentdelen af den skat bliver så højere og højere i takt med stigende udledning, indtil skatten er så høj, at det nærmest ikke giver mening at udlede mere. Ifølge Piketty giver denne progressive beskatning mening, da det er de velhavende, der har klart det største Co2-aftryk og derfor også bør betale mere. Piketty mener, at det bør ske både nationalt mellem rige og fattige borgere, såvel som internationalt mellem rige og fattige lande. Med andre ord bør byrden ved at håndtere klimaændringer ifølge Piketty bæres mest af dem, der har ressourcerne til det – samtidig med at de mindst privilegerede beskyttes og støttes i den grønne omstilling. En vigtig del af Pikettys model for progressiv klimabeskatning er, at indtægterne fra skatten bør omfordeles til fordel for de fattigere segmenter af befolkningen. Han foreslår, at indtægterne kan bruges til at finansiere grøn omstilling og støtte dem, der er mest sårbare over for klimaforandringer, såsom lavindkomstgrupper, der ofte rammes hårdest af ekstreme vejrforhold og stigende energipriser.

3.2.3 Grøn vækst gennem ekspansiv finanspolitik

Det foregående afsnit handlede om, hvordan man kunne begrænse CO2-udledningen ved anvendelse af afgifter (kontraktiv finanspolitik). Nu vil vi se på, hvordan ekspansive finanspolitiske tiltag med grønt sigte kunne se ud. Ekspansiv finanspolitik har til formål at stimulere økonomisk aktivitet ved at øge den samlede efterspørgsel. Ekspansiv finanspolitik kan bruges til at støtte den grønne omstilling ved at øge offentlige udgifter og investeringer i grønne teknologier og initiativer. Formålet er ikke kun at stimulere økonomien på kort sigt, men også at skabe en bæredygtig langsigtet økonomisk vækst og reducere klimabelastningen. Der er en række finanspolitiske

tiltag, som kan foretages for at fremme den grønne omstilling (figur 3.26). Vi vil her behandle to af dem:

„ Statstilskud, de såkaldte subsidier

„ Offentlige investeringer i infrastruktur til grøn energi.

Ét ekspansivt finanspolitisk tiltag er subsidier. Danmark (og mange andre lande) har i årevis givet økonomisk støtte til både den fossile industri (for eksempel olieindustrien) og til vedvarende energi (for eksempel sol- og vindenergi). Det har været for at være konkurrencedygtig i den fossile industri, og det har været en metode til at få etableret og udvikle vedvarende energikilder. Danmark har i de seneste årtier haft

Figur 3.26

Ekspansive finanspolitiske grønne tiltag

Subsidier til vedvarende energi (f.eks. sol- og videnenergi)

Ekspansiv finanspolitiske grønne tiltag

Skattefradrag og skatteincitamenter for grønne investeringer

Offentlige investeringer i grøn energi

Grønne offentlige indkøb

Offentlige forskningsmidler til grøn innovation

Figur 3.27

Globale investeringer i ren energi og fossil energi

For hver dollar der investeres i fossilt brændsel, investeres der næsten to dollars i ren energi.

Stigende efterspørgsel på vare og tjenester til den grønne omstilling

Beskæftigelse

CO2-udledning

Fossilt brændsel Ren energi

særligt fokus på de vedvarende energikilder og givet tilskud til både udvikling og installation af energikilderne for at reducere omkostninger for både producenter og

forbrugere med det formål at skabe incitament til at investere i de grønne energikilder. Det har i stor udstrækning virket og skabt en stigning i investeringer i grønne

Kilde: World Energy Investment, 2024.

Figur 3.28

Statsstøtte til industri i udvalgte lande, andel af BNP

Statsstøtte til industrien, andel af BNP

Statsligt salg af jord og ejendomme til under markedsprisen

Støtte via statslige investeringsfonde

Statsgaranterede lån under markedprisen

Andre skattefordele

Statsstøtte til forskning og udvikling

Skattefordele baseret på forskning og udvikling

Direkte statsstøtte

teknologier og energikilder i Danmark, hvor 45 procent af al energi i 2023 kom fra vedvarende energikilder. Tallet var i 2011 ca. 22 procent. Det Internationale Energiagentur (IEA) oplyser, at hvor investeringer i de grønne teknologier på globalt plan kun steg med 2 procent om året de første fem år efter vedtagelsen af Parisaftalen i 2015, er tallet siden 2020 steget med 12 procent årligt takket være både statslig støtte i mange lande og øget fokus på bæredygtighed fra investorer. 2017 var året, hvor investering i ren energi oversteg investeringer i fossil energi (figur 3.27)

Hvor subsidier har den fordel, at de kan fremme en bestemt udvikling, har det også en konkurrenceforvridende konsekvens.

Kina har i de seneste år givet massiv statsstøtte til sine industrier (figur 3.28), herunder stor statsstøtte til elbilproduktionen.

den kinesiske støtte til deres elbilmarked har betydet flere og billigere elbiler på markedet, men det har også udfordret den amerikanske og europæiske bilproduktion, som

har mærket en skarp konkurrence. reaktionen fra USA har været flere. dels besluttede USA i 2024 at lægge 100 procent afgift på kinesiske biler, så de bliver dyrere og dermed mindre attraktive for amerikanerne, og dels øget den statslige støtte til den amerikanske produktion af elbiler. I USA vedtog man i august 2022 The Inflation Reduction Act, som bød på over 360 milliarder dollar til den grønne sektor, blandt andet til opsætning af 120.000 vindmøller og 950 millioner solpaneler, men også et indirekte tilskud til elbil-køberne, som kan trække op til de første 79.000 kr. af udgiften til en elbil fra i skat. Man er også opmærksom på de udfordringer, der er ved den store efterspørgsel på batterierne til elbilerne. I USA er flere større startupvirksomheder blevet etableret med det formål at genbruge materialer fra brugte batterier. de nye virksomheder er blandt andet finansieret via 335 millioner dollars i offentlig støtte.

EU-medlemslandene besluttede allerede i 2020 med “EU’s genopretningspakke” at

Tyskland

Kilde: Kiel Institute of World Economy, 2024.

Figur 3.29

Ændringer i udbud, efterspørgsel og pris på elbiler ved statsstøtte

Pris pr. enhed

Efterspørgsel Udbud

Ligevægtspris

Nyt større udbud pga. statsstøtte

Ny lavere ligevægtspris

Udbudt mængde

Figur 3.30

Øget efterspørgsel på kul skaber prisstigninger

støtte deres bilproduktion. Her lød det, at mindst 37 procent af pakkens 6.000 milliarder euro skulle bruges til grøn omstilling, hvoraf transportsektoren var klart den sektor med størst støtte. I figur 3.29 ses, hvordan en statsstøtte har indvirkning på udbuddet og efterspørgslen på elbiler. Et andet ekspansiv finanspolitik-tiltag er offentlige investeringer i infrastruktur til grøn energi. regeringer kan øge de offentlige udgifter ved at investere i infrastruktur, der understøtter den grønne omstilling. d ette kan omfatte:

„ Udbygning af elnettet for at kunne håndtere mere vedvarende energi fra sol- og vindkraft.

Efterspørgsel stiger

DKK pr. Ton (CIF-priser)

Efterspørgsel

DKK pr. MWh

Udbud

Kulpris Gns.pris

Tekstboks 3.12

Den grønne kapitalisme falder fra hinanden

Uddrag af Rune Møller Stahl, 2024. ”Den grønne kapitalisme falder fra hinanden”, politiken.dk 17.12.2024

”Vi oplever i disse år en dybere krise med den markedsstyrede tilgang, der præger denne grønne politik. Vi ved, at installationen af massive mængder af vedvarende energiinfrastruktur er nødvendigt for at løse klimakrisen. Men de faktiske investeringsbeslutninger overlader vi til private firmaer og kapitalfonde, der skal kunne se attraktive profitmuligheder, før de har lyst til at smide penge efter byggeriet. og er markedsforholdene ikke rigtige, som i de seneste år, med stigende renter og råvarepriser, så er grøn energi simpelthen ikke attraktivt nok, og investorerne tager deres penge andre steder hen.” (…)

”En stor del af kapitalejernes manglende lyst til at investere skyldes, at elprisen ofte falder under det rentable på grund af den øgede effektivitet i den grønne energiproduktion. I en sådan situation er det ikke attraktivt for investorer at bygge yderligere vindmølleparker.” (…)

”Store vedvarende energiprojekter er afhængige af, at man investerer mange penge nu, mens indtjeningen kommer via salg af strøm over en mangeårig periode, typisk 30 år. For at investeringen skal være attraktiv nok til at virksomhederne, og deres investorer vil smide penge i det, skal prisen være høj nok til at tilbyde et forventet afkast, der er konkurrencedygtigt i forhold til andre potentielle investeringer. Næsten hvert eneste år kan man se, at afkastet på fossil energi er højere end vedvarende, og derfor er dér, hvor pengene flyder hen.” (…)

”Finanskapitalismens natur gør den grundlæggende uegnet til at håndtere klimakrisen. d et er en model, der er afhængig af kortsigtet profit, og derfor prioriteres projekter, der hurtigt giver højt afkast. Grøn omstilling kræver derimod langsigtede investeringer og løsninger, der kan være usikre og måske ikke giver økonomisk gevinst i flere årtier. d erfor er der også brug for en langsigtet planlægning af energiområdet, hvor statens rolle ikke blot er reduceret til at give tilstrækkelige incitamenter, til at private investorer finder det attraktivt at træde til.” (…)

”På trods af årelange løfter kan man se, at den grønne kapitalisme ikke har været i stand til at rejse den nødvendige kapital til at bygge de vindmøller, solceller og jernbaner, som skal udgøre grundlaget for den grønne økonomi. Verdens kapitalmarkeder har set på klodens fremtid og konkluderet, at den er en dårlig investering.”

„ Investering i elbil-ladeinfrastruktur, der gør det lettere for flere at skifte til elbiler ved at sikre tilgængelighed af ladestationer.

„ Offentlig transport: Øgede investeringer i elektrificering og udbygning af offentlig transport (for eksempel elbusser og elektrificerede tog) for at reducere CO2-udledningen fra privatbilisme.

Der har i EU og Danmark været stort fokus på at udvide antallet af elbil-ladestandere. EU har givet støtte til anlæggelse af 1 million offentlige ladestandere senest i 2025. I Danmark er der afsat 65 millioner kroner til en pulje, der skal medfinansiere offentligt tilgængelige ladestandere på private arealer. Private aktører kan ansøge om tilskud på op til 25 procent af anlægsomkostningerne ved etablering af ladestandere.

Er ekspansive finanspolitiske grønne tiltag nok?

Selvom investeringer i grøn energi for længst har overhalet investeringer i fossil energi, er der dog også bekymringer at spore. En ustabil verdensorden har fået lande til at bibeholde kulkraftværker og endda fortsat støtte dem økonomisk. Adskillige EU-lande – Tyskland, Frankrig, Holland, Spanien, Italien, Grækenland, Tjekkiet og Østrig – har valgt at forlænge levetiden for kulkraftværker for at reducere gasforbruget som konsekvens af krigen i Rusland/Ukraine. Den øgede efterspørgsel på kul har drevet prisen på kul op (figur 3.30) og dermed skabt øget incitament til at genåbne ellers lukkede kulminer og ligefrem åbne nye.

d ertil ledsages skiftet fra gas til kul og jagten på nye gasleverandører også af et

øget forbrug af en anden fossil energikilde, nemlig olie. På grund af stigende gaspriser foranlediget af det manglende udbud fra særligt rusland har flere lande valgt at skifte til olie. Flere hedebølger på tværs af blandt andet de syd- og centraleuropæiske lande har samtidig betydet en øget afbrænding af olie til elproduktionen. d e højere temperaturer har simpelthen øget behovet for el til at drive aircondition og anden køling samt til, at elproduktionen fra både atomkraft og vandkraft i Europa lider under hedebølger. d isse er eksempler på feedbackmekanismer, hvor klimaændringer driver det fossile energiforbrug i vejret og dermed dels fremmer yderligere klimaændringer og dels bremser udviklingen i rene energikilder. Ikke desto mindre er det Internationale Energiagentur (IEA) optimistisk. I deres årlige rapporter forventer de, at efterspørgslen på den fossile energi på globalt plan vil toppe i år 2030. Men med en ustabil verdensorden er det et scenarie forbundet med en betydelig usikkerhed.

3.3 Økologisk økonomi

“Endeløs økonomisk vækst er ikke mulig på en planet, der ikke vokser”. Så enkelt er grundsætningen for den økonomiske teoriretning, som kaldes for økologisk økonomi. Som det blev gennemgået i den første del af dette kapitel, er den vækstcentrerede tænkning dybt forankret i vores økonomiske forståelse. Vi hører om det hele tiden. Det går godt, når BNP vokser, mens recession giver store bekymrede overskrifter og får politikere til at opfordre danskerne til et større forbrug. Vi skal have “gang i hjulene igen”, og det får vi ved et øget forbrug. Logikken er, at jo mere vi forbruger, jo flere kommer i arbejde, og jo

flere kan derfor forbruge mere, og så vokser økonomien.

Naturen er ikke en del af disse sammenhænge, selvom vi ved, at den leverer nok så mange naturressourcer, og at vores forbrug kan mærkes på naturen. Naturen er hidtil blevet betragtet som noget ”derude”, noget, der står uden for økonomien, men som alligevel tæller med indimellem. For eksempel tæller en miljøskadelig produktion positivt, mens skaderne ikke trækkes fra. d er trækkes heller ikke noget fra, når produktionen reducerer landets mængder af naturressourcer.

Økologisk økonomi vender dette vækstparadigme på hovedet og siger, at økonomien blot er en bestanddel, mens økosystemet er helheden, og at det er økonomien, der må internaliseres og indordne sig, så

Tekstboks 3.13

Kan vi prissætte miljøet?

den opererer inden for planetens begrænsede rammer.

I modsætning til traditionel neoklassisk økonomi, som fokuserer på økonomisk vækst og profitmaksimering, og som forsøger at prissætte miljøet, er økologisk økonomi optaget af, hvordan økonomisk aktivitet påvirker og afhænger af naturlige ressourcer og økosystemer. Tilgangen anerkender, at planetens ressourcer er begrænsede, og derfor arbejder økologisk økonomi med at finde balance mellem menneskelig aktivitet og naturens bæreevne. Økologiske økonomer analyserer emner som ressourceforbrug, klimaændringer, tab af biodiversitet og de sociale konsekvenser af økonomiske systemer. Målet er at udvikle en økonomi, der fungerer inden for økologiske grænser og sikre langsigtet bæredygtighed for både mennesker og miljø.

Uddrag af Jørgen Steen Nielsen (23.11.2023). ”Tidligere vismand: økologisk økonomi er vejen frem for en presset planet” information.dk

”Peter Birch Sørensen nævner som eksempler på, at forbrugerne ikke blot er rationelt styrede af prissignalet, påvirkningen fra reklamer, ligesom mennesker ikke altid er så selviske i deres valg, som neoklassisk økonomi antager. d et betyder, at også miljøøkonomiens metoder til at prissætte miljøet – forstået som individers vilje til at betale for et miljøgode – ifølge økologiske økonomer har mange begrænsninger.

At sætte priser på miljøet giver heller ikke mening, når man nærmer sig et kritisk tipping point eller absolut udtømning af en naturressource, for så stiger prisen pludselig mod uendelig.

Så i stedet for at læne sig op ad prismekanismen som redskab til at sikre beskyttelse i den slags situationer bør man ifølge økologisk økonomi tage afsæt i forsigtighedsprincippet og bruge kvantitative grænser for stofstrømme til at holde afstand til kritiske tipping points.”

Figur 3.31

Økonomiforståelsen i det 20. århundrede

Pris

Udbud

Efterspørgsel

Mængde

Kate Raworth ser den traditionelle økonomiforståelse som meget simpel. Det skal forstås sådan, at den er reduceret til, at noget er prissat, andet ikke, og det, der er prissat, sker udelukkende på baggrund af forholdet mellem udbud og efterspørgsel og ud fra en opfattelse af, at mennesket er det unikke rationelle menneske (Homo economicus) i toppen af pyramiden, hvis eneste og altoverskyggende målsætning i livet er vækst.

3.3.1 Doughnutøkonomi

En af de økologiske økonomer, der forsøger at beskrive, hvordan en økonomi kan fungere inden for de planetære grænser, er den britiske økonom Kate Raworth fra Oxford University. Hun har udarbejdet en såkaldt doughnutmodel, der udstikker syv principper for en fremtidig økonomi. Principperne er udarbejdet ud fra en opfattelse af, at det ikke er jagten på økonomisk vækst, der er i fokus, men derimod et mål om menneskelig trivsel og bæredygtighed. Formålet med økonomisk aktivitet burde ifølge Raworth være at opfylde alle menneskers behov inden for en bæredygtig udnyttelse af de ressourcer, Jorden stiller til rådighed for os. I stedet for økonomier, der skal vokse, uanset om de får mennesker til at trives, så har vi ifølge Raworth brug for økonomier, der får os til at trives, uanset om de vokser. Hvis det skal lykkes, betyder det, at vi skal ændre vores opfattelse af, hvad økonomien er, hvordan den virker, og hvad formålet i sidste ende er med den (figur 3.31).

Kate raworth er som udgangspunkt ikke optaget af, om BNP går op eller ned. d et skal ikke forstås, som om hendes økonomiske model er imod vækst, men en vækst, der kun måles i BNP, siger ifølge raworth intet om, hvordan mennesker har det, om de trives, er sunde og raske, og om de får mad på bordet. Økonomien skal handle om at skabe balance, om at imødekomme alle menneskers behov inden for planetens grænser. Målestokken for, hvordan vi opnår den balance, kan dermed ikke bare være penge. Vi skal i stedet have andre målestokke i spil, der kan fortælle os, hvad Jorden kan bære. I lyset af at vi kan se ind i en fremtid, hvor Jorden ikke længere kan forsyne os med rent vand, ren luft og fødevarer, tager raworth et opgør med de gamle økonomiske teorier, modeller, kurver og grafer, der ifølge hende ikke viser en bæredygtig vej ud af de problemer, verden står over for i disse år.

Kilde: Kate Raworth, 7th OECD World Forum on Well-being, Rom, Italien. 24 november 2024.

Figur 3.32

Doughnutmodellen

Mangler Overskridelse

Forsuring a fhavene

Luftforurening Kemiskforurening

3.3.2 Hvad er doughnutten?

Kate Raworth illustrerer sin økonomiske model som en doughnut, og den grundlæggende ide med den form er, at det både giver et klart mål for den økonomiske udvikling og nogle grænser for den. Kate Raworth vil populært sagt have mennesket ind i doughnutten.

Som det ses af figur 3.32, består doughnutten af to koncentriske cirkler, som definerer de ydre grænser, som den succesfulde økonomi ikke må falde uden for. Bunden udgøres af 12 sociale indikato -

rer baseret på FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling fra 2015 (figur 3.34) – opstillet som en række enkle mål, som et samfund ikke kan falde under, hvis dets borgere skal kunne leve nogenlunde ordentlige liv med mad, rent vand, boliger, sanitet, energi, uddannelse, sundhedspleje og demokrati. Enhver, der måtte bo i hullet i midten af doughnutten, er i en tilstand af fattigdom og afsavn af de mest basale menneskelige goder.

d oughnuttens ydre ring består af Jordens miljø- og klimamæssige grænser (i

Kilde: Kate Raworth: Exploring doughnut economic: What on Earth is the Doughnut?

Figur 3.33 Global Doughnut

Udtynding af ozonlaget

Luftforurening

Tab af biodiversitet

Klimaforandringer

Det miljømæssige loft

Det sociale fundament

Ændret brug af landjorden

Forsuring af havene

Overskridelse Mangler

Kemisk forurening

Ferskvandsforbrug

Kvælstof- og fosforkredsløb

Figur 3.34

FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling

Økonomi

Samfund

Biosfære

FN’s Verdensmål kan betragtes som en bryllupskage. De enkelte mål er ikke adskilte, men hænger sammen (pilen i midten), hvor det nederste lag af ”kagen” – biosfæren – er helt grundlæggende for realiseringen af de andre samfundsmål og økonomimål.

kapitel 1 omtalt som de planetære grænser). Hvis denne grænse overskrides, medfører det klimaændringer, nedbrydning af ozonlaget, forurening af vandressourcer og luft, tab af biodiversitet og en generel degradering af Jordens ressourcer. o mrådet mellem de to ringe – selve doughnutten –er det “økologisk sikre og socialt lige rum”, hvor menneskeheden skal stræbe efter at leve. Sagt på en anden måde, så skal økonomien på den ene side være stor nok til at dække alle menneskers behov, men på den anden side ikke være så stor, at den ødelægger naturgrundlaget og dermed underminerer fremtidige generationers muligheder for at nyde et lignende velstandsniveau. Målet skal være et “sikkert og retfærdigt rum” inden for doughnuttens cirkler, hvor mennesket kan leve og agere. Ifølge raworth bør formålet med økonomien være at hjælpe mennesket med at komme ind i rummet og blive der. Både top som bund i doughnutten kan kvantificeres (gøres op i tal/mængde), så man kan give en status på, hvorvidt en økonomi holder sig inden for doughnuttens ramme. I øjeblikket overtræder verden begge linjer – milliarder af mennesker lever stadig i hullet i midten, mens vi overskrider planetens grænser med vores nuværende økonomiske tilgang (figur 3.33).

3.3.3 Syv principper for en fremtidig økonomi

Men hvordan skal vi foretage springet fra traditionel til ny økonomisk tænkning?

Kate Raworth identificerer syv områder, vi skal nytænke, eller hvad Raworth kalder for de ”syv principper for en fremtidig økonomi”.

Princip 1: Sæt et nyt mål

Der skal ifølge Raworth gøres op med vækstøkonomiens ensidige fokus på et evigt stigende BNP, der blandt andet er blevet anvendt til at retfærdiggøre ulighed i indkomst og velstand samt et betydeligt overforbrug og udpining af Jordens naturressourcer. Hun argumenterer for, at vi skal gå fra et billede af vores samfund som en stadigt stigende BNP-kurve over tid til en økonomisk model, der kan opfylde alle menneskers behov inden for de begrænsninger, som vores planets sundhed sætter, altså den såkaldte doughnut, som blev gennemgået ovenfor.

Princip 2: Se det store billede

Ifølge Raworth har den neoliberale økonomi domineret såvel den økonomiske som den politiske tænkning, siden den blev etableret i efterkrigstiden og for godt 40 år siden blev en del af den dominerende politiske verdensorden. Hun beskylder den neoliberale verdensordens fortælling om markedets effektivitet, statens inkompetence, husstandens husholdning og fælledens tragedie (tekstboks 3.14) for at have bidraget til at skubbe mange samfund mod socialt og økologisk sammenbrud. Raworth mener, at vi skal tænke på økonomi på en ny måde, som passer til vores tid. Hun siger, at økonomien ikke kan fungere alene, men er afhængig af både mennesker og naturen omkring os. Derfor skal økonomien samtænkes med familiers arbejde og omsorg samt den natur, der omgiver os, og som vi er så afhængige af.

Princip 3: Plej det menneskelige

Ifølge Raworth, og mange andre, eksisterer det karikerede rationelle økonomiske menneske Homo economicus ikke i virkeligheden,

og vi kan derfor ikke bygge vores forståelse af økonomien på hende/ham. Og værre er det ifølge Raworth, at når vi får fortalt, at Homo economicus er som os, så begynder vi faktisk at blive mere som hende/ham, altså tænker på os selv og maksimerer vores forbrug, og det skader både vores samfund og planeten. Ifølge Raworth er den menneskelige natur langt rigere end dette: Vi giver til hinanden, vi er indbyrdes afhængige, og vi er som mennesker dybt indlejret i den levende verden. Det er på tide at sætte denne nye forståelse af menneskeheden i centrum for økonomisk teori, så økonomien kan begynde at pleje det bedste af menneskets natur. Hvis vi gør det, er der en langt større chance for at trives sammen.

Princip 4: Få styr på systemerne

Da økonomi i det 19. århundrede blev udtrykt i love og modeller skabt af økonomer, blev der ifølge Raworth samtidig skabt en smalsporet tankegang og rigide økonomiske modeller. Disse formåede ikke at begribe økonomiens kompleksitet. Det skal det 21. århundredes økonomer gøre op med ved at forstå, at økonomien er kompleks, og at økonomien skal styres og forvaltes som et system i evig forandring.

Princip 5: Udform til fordeling

Ifølge Raworth var der i det 20. århundredes økonomiske forståelse en indlejret forståelse af ulighed, som det eksempelvis er udtrykt i Kuznet-kurven, der laver den antagelse, at det skal blive værre, før det bliver bedre, og i sidste ende vil den økonomiske vækst rette op på tingene. Raworth er kritisk over for denne forståelse af ekstrem ulighed og argumenterer med, at det har vist sig, at det ikke er en økonomisk lov eller nødvendighed – det er snarere,

hvad hun kalder “en designfejl”. Derfor må økonomer i det 21. århundrede erkende, at der er mange måder at designe økonomier på, og at disse økonomier skal fordele den værdi, de skaber. Det gælder indkomst, og det gælder også på sigt velstand i form af eksempelvis jordejerskab, virksomheder og teknologi.

Princip 6: Læg vægt på det vedvarende

Kuznet-kurvens forståelse af ulighed (som vi var inde på tidligere i kapitlet) har indvirket på vores økonomiske forståelse af det miljø, der omgiver os. Det er ideen om, at forureningen/klimabelastningen skal stige, før den kan falde, og her er det igen den økonomiske vækst, der til sidst vil rette op på forureningen og klimabelastningen. Her er Raworths argumentation igen, at heller ikke denne antagelse er en lov, men derimod resultatet af en industri, der er designet forkert. Det 21. århundrede kræver derimod en økonomisk tænkning, der lægger vægt på det vedvarende, så der skabes en cirkulær økonomi i stedet for den lineære økonomi, vi ser i dag.

Princip 7: Vær skeptisk omkring vækst Mainstreamøkonomien ser den uendelige økonomiske vækst i BNP som en nødvendighed. Jordens ressourcer vokser dog ikke uendeligt. Og ifølge Raworth er prognoserne for BNP-væksten i mange højindkomstlande flade, og det åbner en krise i den vækstbaserede økonomi (figur 3.35). I dag har vi økonomier, der skal vokse, uanset om de skaber trivsel eller ej. Hvad Raworth argumenterer for, er økonomier, der skaber trivsel, uanset om de vokser. Ændringen i opfattelsen af økonomien, som værende fri for afhængigheden af vækst, fordrer en agnostisk (en mere yd-

3.14

Begrebet ”Tragedy of the Commons” (oversat til dansk: fælledens-/fællesskabets tragedie) udspringer af en artikel fra 1968 i tidsskriftet Science af den amerikanske økolog og mikrobiolog professor Garrett Hardin. Hardin beskrev, hvordan man tidligere forvaltede det areal i landsbyen, der i fællesskab var ejet af landsbyens beboere. Her blev der sat kvæg ud til græsning. denne praksis gik godt, da forholdet mellem antallet af kvæg, der græssede, og mængden af græs var bæredygtigt, men efterhånden som landsbyens beboere satte mere og mere kvæg ud, blev arealet afgræsset, og kvæget begyndte at dø. resultatet var snart, at der ikke var mere kvæg, landsbyens beboere blev fattigere, og inden længe enten døde eller forlod beboere landsbyen, der til sidst forsvandt. Moralen er, at mens alle landsbyens beboere havde en individuel interesse i det fælles areal, var der til gengæld ingen, der følte et ansvar for at få det til at fungere på en bæredygtig måde, så alle kunne nyde gavn af det, samtidig med at man også sikrede det fælles areal for de kommende generationer. Hardins teori er siden blevet brugt og misbrugt som argument både for øgede privatiseringer og liberaliseringer og for øgede nationaliseringer og statslige kontrolmekanismer som eneste farbare vej til at opnå bedre kontrol med det fælles gode.

Kilde: Information, 23. december 2009.

Figur 3.35

Vækst i BNP i procent om året i Danmark, EU og USA, 1961

Den årlige vækst i BNP svinger betydeligt i perioden. Der kan dog identificeres en tydelig generel nedgang i vækstraterne.

myg) holdning til vækst, og den opfordrer os til at undersøge, hvordan vores økonomier – som i øjeblikket er økonomisk, politisk og socialt afhængige af vækst – kunne lære at leve med eller uden den.

3.3.4 Den danske doughnut

Med doughnutmodellen er det muligt for forskere at vurdere, hvordan et enkelt land evner at sætte menneskelige behov og miljømæssige grænser i centrum for økonomien. I en undersøgelse foretaget af tre forskere fra University of Leeds indsamlede man data for velfærdsindikatorer og

Figur 3.36

Ingen lande lever i doughnutten

miljøbelastninger for 150 lande for at kunne udpege de lande, der er tættest på at finde en balance mellem ressourceforbrug og velfærd. Der var ikke et eneste land, som var i stand til at klare sig godt på den sociale skala og på samme tid er inden for planetens grænser med hensyn til miljømæssig bæredygtighed (vist ved doughnutten i øvre venstre hjørne i figur 3.36).

Generelt viser data, at de rige lande ligger uden for de planetære grænser, mens de fattige lande ligger for lavt i forhold til den menneskelige velfærd.

Hvis vi retter blikket mod den danske doughnut, så scorer danmark godt på de

Ingen lande lever i doughnutten, som er markeret med en grøn ring i det øverste venstre hjørne af figuren.

Dvs. ingen lande er i stand til at opfylde de menneskelige behov (y-aksen) inden for de planetære grænser (x-aksen). Dette på trods af en markant stigning i det globale BNP (tilstødende figur til venstre). Costa Rica er et af de lande der kommer tættest på.

VIETNAM

sociale faktorer. På tidspunktet for studiet lå danmark kun en smule under beskæftigelsesmålet, men siden har beskæftigelsestallene været rigtig gode. danmark ligger solidt over på samtlige andre fastsatte sociale grænseværdier som ernæring, livstilfredshed, sanitet, lighed, demokrati, social sikkerhed og uddannelse. Vores veludbyggede velfærdsstat har dog en miljømæssig høj pris. Co2-udledning, kvælstof og fosforbelastning og en række andre miljøbelastninger skæmmer den danske doughnut (se danmarks doughnut i figur 3.36). På Co2-udledninger ligger danmark hele syv gange over maksimumniveauet, mens det ser stort set lige så slemt ud med hensyn til kvælstof og fosforbelastning. raworths argument her ville være, at rige lande som danmark ikke nødvendigvis har brug for mere vækst for at sikre velvære. Hvad vi har brug for, er en mere ligelig fordeling af

ressourcer og i særlig grad et opgør med vores strukturelle afhængighed af økonomisk vækst. Målet er at bevare det niveau af livstilfredshed og folkesundhed, mens man får særligt Co2-udledninger, men også alle de andre miljøbelastninger ned.

Et af de lande, der ser ud til at klare sig bedst i undersøgelsen, er Vietnam. landet opnår høj score i relativt mange af de sociale indikatorer og på samme tid kun overskrider en enkelt af de miljømæssige belastninger. d er har dog været en del diskussion om, hvorvidt Vietnam egentlig har skabt en økonomi i en ressourcemæssig balance, eller om opgørelsesmetoden formår at vise det korrekte billede af et lands påvirkning af naturen. d et sidste har man sidenhen og ikke mindst i danmark forsøgt at rette op på med udviklingen og implementeringen af det såkaldte Grønne Nationalregnskab (tekstboks 3.15).

Tekstboks 3.15

Det Grønne Nationalregnskab

Baggrunden for ønsket om et grønt nationalregnskab i danmark i slutningen af 2010’erne var, at en ensidig brug af traditionelle økonomiske mål, først og fremmest BNP, medfører en fare for, at politiske og administrative beslutninger ikke i tilstrækkeligt omfang tager hensyn til omkostningerne ved udtømning af ressourcer og forandringer i miljøet. d et er ofte blevet nævnt, at grunden til, at vi har så store miljø- og klimaproblemer, er, at vi behandler naturressourcer, som om de er gratis. Vi kommer til at bedrive rovdrift på naturen, netop fordi vi ikke værdisætter den. d ette har længe været erkendt og kritiseret, ikke bare af miljøorganisationer, men også af organisationer som FN, EU, Verdensbanken, oECd med flere. d et grønne nationalregnskab kan ses som et supplement til det traditionelle, rene økonomiske nationalregnskab og kan give et bredere og mere dækkende billede af såvel den økonomiske som miljømæssige udvikling. d e nye regnemodeller blev lanceret i 2023 og viste, at det danske samfund taber mellem 200 mia. og 300 mia. kr. om året på grund af skader på klima, miljø og biodiversitet. Her er nogle kendetegn ved et grønt nationalregnskab:

Inddragelse af naturkapital:

„ Traditionelle nationalregnskaber, såsom BNP, fokuserer på menneskeskabt kapital og forbrug. Grønt nationalregnskab inkluderer naturressourcer som skove, vand, jord og mineraler som en del af et lands samlede kapital.

„ Eksempel: Værdien af biodiversitet og rent vand bliver opgjort.

Omkostninger ved miljønedbrydning:

„ Grønt nationalregnskab inkluderer de økonomiske konsekvenser af miljøskader som forurening, tab af biodiversitet og udtømning af naturressourcer.

„ Eksempel: Hvis skovrydning fører til tab af CO2-optagelse, beregnes omkostningerne ved den øgede CO2-udledning.

Justering af BNP:

„ Traditionel BNP-vækst kan være positiv, selv hvis den opnås på bekostning af miljøet. I grønt nationalregnskab justeres BNP ved at trække miljøomkostninger fra eller tilføje værdien af bæredygtige miljøforbedringer.

„ Eksempel: Hvis et land øger sit skovdække, tilføjes dette som en positiv faktor i det grønne regnskab.

Måling af bæredygtighed:

„ Grønt nationalregnskab inkluderer indikatorer for bæredygtig udvikling, såsom:

y ressourceforbrug pr. indbygger

y Co2-udledning pr. BNP-enhed

y langsigtet evne til at bevare naturkapitalen.

Et grønt nationalregnskab er et redskab, der kan indgå i vurderinger og analyser af, om den udviklingsvej, samfundet gennemgår, er bæredygtig, hvorvidt væksten i produktionen og miljø og klimabelastningen følges ad, eller om vi som samfund bliver bedre til at producere og forbruge på måder, der belaster naturen mindre. Et grønt nationalregnskab er ikke det samme som et grønt BNP, men det kan være et skridt på vejen til at udregne et grønt BNP for danmark. d en grundlæggende beregning i det grønne BNP består i, at man trækker omkostningerne ved miljøbelastninger fra det traditionelle BNP og lægger værdien af miljøgoder oveni. d et betyder eksempelvis, at hvor en dansk fabriks produktion kun tæller positivt i det traditionelle BNP, så skal dens miljøbelastning (eksempelvis Co2-udledning ved produktionen) trækkes fra, når det grønne BNP beregnes. o mvendt så skal miljøgoder, som eksempelvis rent drikkevand eller ren luft, der i det traditionelle BNP ikke regnes med, lægges oveni, når det grønne BNP beregnes.

Bruttonationalprodukt, BNP Grøn disponibel nettoindkomst Disponibel nettoindkomst

Danmarks økonomiske udvikling siden 1990 opgjort på bruttonationalprodukt (BNP), nettonationalindkomst og det nye 'grønne BNP' - den grønne nettonationalindkomst. Medregner man alt det, vi skylder naturen for at have tæret på dens ressourcer, ligger vi 200-300 mia. lavere end vores officielle nationalindkomst. Kilde: Peter Birch Sørensen, Ole Gravgård Pedersen og Jette Bredahl Jacobsen, 2024: "Udviklingen i Danmarks grønne nettonationalindkomst 1990-2020. I: tidsskriftet 'Økonomi og Politik', Årg. 97 Nr. 1 (2024).

3.3.5 Doughnutten i praksis: case Amsterdam

Mange byer har taget doughnutmodellen til sig og bruger den som udgangspunkt i planlægningen og udviklingen af byer. Amsterdam har været pioner i at anvende doughnutøkonomien som en ramme for byudvikling. Inspireret af Kate raworths doughnutmodel vedtog byen at bruge doughnutmodellen som en ramme i 2020 i samarbejde med d oughnut Economics Action lab (dEAl). Byen har brugt denne tilgang til at balancere sociale behov med miljømæssige begrænsninger, og det har formet deres politikker og strategier på flere niveauer, blandt andet bæredygtige initiativer på tværs saf sektorer som byggeri, energi og transport (figur 3.38). Inden for byggeri har Amsterdam haft et særligt fokus på cirkulært byggeri, hvor materialer genbruges, og affald reduceres.

Figur 3.38

Amsterdams doughnutmodel

For eksempel udvikles nye bygninger med genbrugsmaterialer, og der er mål om at reducere brugen af nye materialer med 50 procent inden 2030. Helt konkret fremmer Amsterdam genbrug af materialer fra nedrivningsprojekter, hvor mursten, træ og beton genanvendes i nye byggeprojekter, og hvor materialer bliver dokumenteret og registreret i digitale databaser (materiale-pas), så de kan spores og genbruges i fremtiden (tekstboks 3.16). d ertil skal nye bygninger designes, så deres komponenter nemt kan skilles ad og genbruges. d ette mindsker spild og forlænger materialernes livscyklus. Byen har for eksempel investeret i udvikling af ”cradle-to-cradle”-principper i arkitektur, hvor alt designes til at kunne genbruges uden affald.

For at sikre, at de mange bæredygtige ambitioner føres ud i livet i Amsterdam, har byen lavet en række lovgivninger og

Social bæredygtighed

• Sikre, at alle borgere har adgang til besale behov som bolig, uddannelse, sund og arbejde

• Reducere ulighed og fremme social inklusion

Miljømæssig bæredygtighed

• Minimere byens miljømæssige fodaftryk ved at reducere ressourceforbrug og CO2-udledning

• Arbejde inden for planetens grænser ved at bevare bloddiversitet og minimere affald

• Anvende Doughnut-modellen til at forstå hvordan byens aktiviteter påvirker både lokale og globale miljø og samfund

Lokal handling med globalt ansvar

ordninger, der fremmer bæredygtig byudvikling. d er er introduceret krav om, at byggeprojekter skal minimere affald og maksimere genbrugsmaterialer, hvor det kræves, at en vis procentdel af materialer i nye byggeprojekter skal være genanvendte. ligeledes skal byggeprojekter rapportere, hvor mange ressourcer der bruges, og hvor meget affald der produceres, for at overholde byens krav. Endeligt giver Amster-

qI 2023 udkom manualen “Doughnut for Urban Development”. Blandt andre Amsterdam og København har besluttet at lave byudviklingsstrategier med doughnutøkonomi som styringsredskab og inspiration. Bogen er ifølge redaktørerne en manual til at udvikle bydele og bygninger til at være både socialt og planetært bæredygtige.

dam økonomisk støtte til virksomheder, der investerer i cirkulære teknologier og materialer.

Samlet set viser eksemplet fra Amsterdam en holistisk tilgang til byudvikling, hvor både sociale og miljømæssige hensyn vægtes lige, men også hvor der skabes en konkret ramme for handling, der kan bruges af både offentlige myndigheder, virksomheder og borgere. Amsterdam har vist,

I 2024 blev doughnut-modellen brugt i mere end 90 byer verden over. Verdenskortet viser et udpluk af de byer.

Kilde: Kate Raworth, 7th OECD World Forum on Well-being, Rom, Italien. 24 november 2024.

Saldanha

Pirkanmaa

Tekstboks 3.16

Doughnutmodellen i praksis: to projekter fra Amsterdam

Buiksloterham er et tidligere industriområde i det nordlige Amsterdam, som er blevet omdannet til et eksperimentelt byområde baseret på cirkulære principper.

d et fungerer som et ”living lab” for bæredygtig byudvikling.

„ Cirkulært byggeri:

y Gamle bygninger og infrastrukturer fra området er blevet demonteret, og deres materialer er genbrugt. For eksempel er betonfundamenter blevet knust og anvendt som grundlag for nye bygninger.

y Nye bygninger er designet med genbrugelige og modulære komponenter for at sikre fremtidig genanvendelse.

„ Infrastruktur:

y regnvand opsamles og genanvendes lokalt, og der er etableret innovative kloaksystemer, der muliggør genbrug af næringsstoffer.

y Energiproduktionen i området er baseret på vedvarende kilder som sol og vind.

„ Fællesskab:

y lokale beboere og virksomheder er inddraget i at udvikle området som et eksperiment for, hvordan cirkulær økonomi kan fungere i praksis. Inddragelse har særligt været i udviklingsfasen gennem workshops, dialogmøder og offentlige høringer. disse arrangementer fokuserede på at samle ideer og input fra beboerne om, hvordan området skulle formes. dette inkluderede alt fra bygningernes design til fællesområdernes funktioner. Flere af projekterne i Buiksloterham er i øvrigt beboerdrevne, hvilket betyder, at grupper af beboere selv har stået for at planlægge og realisere bæredygtige løsninger. For eksempel har beboere samarbejdet om energiløsninger som fælles solcelleanlæg og deling af ressourcer som elbiler, samt haft en stemme i at vælge materialer og teknologier, der bruges i deres boliger, og i at udvikle strategier for affaldshåndtering og energiforbrug.

Kilde: Circular Buiksloterham, lokaliseret d. 29.04.2025 på: www.metabolic.nl/projects/ circular-buiksloterham/

De Ceuvel er et tidligere skibsværft, der er blevet forvandlet til et bæredygtigt kontorfællesskab og kulturcenter. d et er kendt som et af de mest ikoniske eksempler på cirkulær økonomi i praksis.

Kerneelementer:

„ Genbrugsmaterialer: y Gamle husbåde, der var planlagt til skrotning, blev ombygget til kreative kontorlokaler. d isse bygninger er placeret på land og omkranset af en grøn infrastruktur.

„ Selvforsynende systemer:

y Alle bygningerne er udstyret med solpaneler, hvilket gør området selvforsynende med elektricitet. d er er over 150 solpaneler fordelt på de genbrugte husbåde, som fungerer som kontorer og arbejdsrum. d isse solpaneler producerer energi til både de enkelte bygninger og fællesarealer. overskudsenergi kan endda deles mellem beboerne eller bruges i andre projekter inden for området.

y Et lokalt rensningssystem renser spildevand ved hjælp af planter (phyto-remediation), der også hjælper med at afgifte den forurenede jord.

„ Innovative designløsninger:

y Fokus på at maksimere energieffektivitet og reducere ressourceforbrug.

y Hele området er designet som et eksperimentarium for bæredygtige teknologier og fungerer således også som et populært mødested og en inspirationskilde for besøgende fra hele verden.

Kilde: d e Ceuvel: A cleantech playground, lokaliseret d. 29.04.2025 på www.metabolic.nl/ projects/de-ceuvel/

hvordan doughnutøkonomi kan anvendes som en praktisk ramme for at skabe bæredygtige byer. d eres tilgang har inspireret andre byer som København, Bruxelles og Berlin til at overveje lignende strategier. d ette markerer et skifte mod en økonomisk model, der fremmer både social retfærdighed og miljømæssig bæredygtighed. Spørgsmålet er, om man fremover kan overføre lokale succeshistorier til en større national skala.

3.3.6 Et kritisk blik på doughnutten

Raworths doughnutøkonomi har fået stor omtale i medier verden over, og hun har været gæstetaler ved de største institutioner, på universiteter og bredt i civilsamfundets regi. Modellen har vakt stor interesse mange steder, og mange organisationer på alle niveauer arbejder nu målrettet med doughnutmodellen. De neoliberalisti-

ske økonomer er dog noget mere skeptiske. Der er en forståelse for kritikken af den traditionelle økonomiske tænkning, men der er samtidig en klar bevidsthed om, at problemerne sagtens kan håndteres ved brug af de eksisterende økonomiske værktøjer, for eksempel ved at sætte en pris på nogle af de miljømæssige eksternaliteter. Den generelle modstand mod modellen, også fra universitetsverdenen, har fået Raworth til at forudse, at den nye økonomi først vil blive praktiseret og derefter udviklet som teori.

d en anerkendte serbisk-amerikanske økonom Branko Milanovic har været en af de førende kritikere af doughnutmodellen. Han er enig med Kate raworth i, at lighed er et ideal, men fundamentalt uenig i, at man kan opnå det mål uden vækst (tekstboks 3.17).

Tekstboks 3.17

Er der huller i doughnutten? En samtale mellem Branko Milanovic og Kate Raworth

BM: Branko Milanovic

KR: Kate Raworth

BM: 1. kritik: Bogen anerkender ikke, at det globale BNP skal stige betydeligt for at afslutte fattigdom.

Kr: Jeg er uenig. d en centrale forudsætning for doughnut-økonomi er, at menneskehedens mål for det 21. århundrede skal være at afskaffe fattigdom for alle, og gøre det inden for den levende planets ressourcer. At sikre, at alle i verden lever langt over doughnuttens sociale fundament (hvad angår sundhedspleje, uddannelse, boliger, mad, vand, energiforbrug, mobilitet osv.), vil naturligvis føre til en stigning i den økonomiske aktivitet og dermed i det globale BNP.

BM 2. kritik: Nuværende” grønne “innovationer er marginale, og deres fremskridt er minimalt i forhold til” hvad der skal ske.

Kr: Jeg kunne ikke være mere enig. Hvis jeg troede, at “grøn” innovation allerede foregik i den nødvendige skala, ville jeg nok ikke have følt mig tvunget til at skrive bogen. Men fem fakta (eller synspunkter) om verden drev mig til at gøre det:

„ Afskaffelsen af fattigdom og deprivation over hele verden vil sandsynligvis føre til en betydelig stigning i ressourceforbruget.

„ Menneskehedens kollektive pres på mange af Jordens livsunderstøttende systemer er allerede kritisk eller overdreven.

„ Højindkomstlande og enkeltpersoner har en moralsk forpligtelse til at skabe et økologisk rum, så andre har chancen for at leve liv uden afsavn, samtidig med at man beskytter jordens ressourcer, der er fundamentale for menneskets overlevelse.

„ Der er ingen tegn på, at noget højindkomstland afkobler den endeløse vækst i BNP fra ressourceforbruget og det økologiske fodaftryk på et niveau, der nærmer sig det, der er krævet.

„ Den mainstream-økonomiske tankegang – som der undervises i på universiteter og praktiseres i institutioner over hele verden – mangler stadig at adressere dette dilemma.

„ Mit forsøg på at løse det, som du ved, er at advokere for en økonomisk tankegang, der fokuserer på at skabe økonomier, der er designet som værende regenerativ og fordeler og samtidig at overvinde højindkomstlandenes strukturelle afhængighed af endeløs BNP-vækst.

BM 3. kritik: Bogen skildrer globaliseret kapitalisme som værende gået ind i en mere samarbejdende og mildere fase – men faktisk omfavner folk stadigt større kommercialisering, hvilket fører til et selvcentreret, penge- og succesorienteret samfund.

Kr: Jeg tror bestemt ikke, at kapitalismen er kommet i en, som du siger det, “mere mild og mere samarbejdende fase” (du må lave sjov!). I stedet ser jeg alternative former for økonomisk organisering, der opstår – i modsætning til kapitalismens ekstraktive drive – som i open source-design, platform-samarbejde og de kreative fællesskaber.

Måske er vores forskellige synsvinkler dette: d u tror, at menneskeheden indtil videre er gået ind i kapitalismen, at folk er blevet uigenkaldeligt motiveret af egeninteresse alene. Jeg er simpelthen uenig og ser beviser for det modsatte hver dag, på gaden og i nyheder fra hele verden.

BM: 4. kritik: Bogen beskriver en verden, der mangler store sociale modsætninger, og henviser til et ‘vi’ på 7,3 milliarder mennesker, der ikke eksisterer: I virkeligheden bekæmper forskellige klasser og nationale interesser hinanden.

Kr: Jeg er uenig: Bogen anerkender absolut den betydelige rolle, magtrelationerne mellem sociale grupper spiller. og ja, samtidig tror jeg meget, at der er et ‘vi’ på 7,3 milliarder mennesker: d et er ‘vi’ af homo sapiens, den mest dominerende art på planeten, hvis kollektive aktiviteter har givet anledning til en ny epoke på jorden, den antropocæne.

Vækstcentreret tænkning er så dybt forankret i økonomien, at det er blevet det vand, vi svømmer i, men som jeg argumenterer for i bogen, så tror jeg, at det har en dyb indflydelse på det økonomiske verdenssyn og skaber en forventning om og tro på mulighederne for endeløs BNP-vækst, selv i de rigeste lande, og selv om der ikke er tegn på, at det kan forenes med at bevare jordens livsunderstøttende systemer, som vi (ja, vi) alle afhænger af.

3.4 Modvækst

Doughnutøkonomien accepterer økonomisk vækst, men kun hvis den er bæredygtig og ikke skader miljøet eller mennesker. Modvækst, eller degrowth, er mere radikal i sin kritik af vækstøkonomien og foreslår en aktiv reduktion af økonomisk produkti-

on og forbrug i rige lande for at mindske pres på miljøet og forbedre livskvaliteten. Modvækst ser økonomisk vækst som en grundlæggende årsag til miljøødelæggelse og sociale problemer. Modvækst foreslår alternativer, der prioriterer bæredygtighed, lighed og livskvalitet over økonomisk

vækst. Det er et tankesæt, der gør op med ideen om, at økonomisk vækst er selve nøglen til trivsel og fremgang, selve forudsætningen for en positiv samfundsudvikling.

Bevægelsen opstod i slutningen af det 20. århundrede som en reaktion på den økologiske krise, stigende ulighed og de sociale udfordringer, som bevægelsen hævder, er forbundet med en konstant vækstdrevet økonomi. d en franske økolog André Gorz lancerede begrebet modvækst (décroissance) tilbage i begyndelse af 1970’erne og argumenterede, at ikke bare er en konstant vækst umulig, i længden bidrager det heller ikke til den menneskelige trivsel. d isse to aspekter af vækstkritikken står stadig centralt i modvækstforskningen i dag. d et er disse to aspekter, vi vil behandle her.

3.4.1 Den umulige vækst

Hvis vi vil forstå, hvorfor eksponentiel (konstant stigende) økonomisk vækst på sigt er urealistisk, kan vi tage et simpelt eksempel: Forestil dig en økonomi, der vokser med 2,8 procent om året. Det virker måske ikke voldsomt, men denne vækstrate betyder, at økonomien fordobles på 25 år, bliver fire gange større på 50 år og hele 16 gange større efter 100 år. I dag udvinder verdensøkonomien ifølge FN 92 milliarder tons naturressourcer årligt –omtrent fire gange mere end på det tidspunkt, hvor Gorz introducerede tanken om modvækst. Dette overforbrug har allerede ført til, at flere af Jordens planetære grænser er blevet overskredet. Kan vi derfor forestille os, at økonomien om 100 år vil være 16 gange større end i dag? Ifølge modvækstteorien er forestillingen absurd. Selv tanken om en økonomi, der blot fastholder sin nuværende størrelse, synes

ifølge modvækstfortalerne umulig inden for de planetære grænser.

Som nævnt i afsnit 3.2 er begrebet grøn vækst blevet fremhævet som en løsning på klima- og biodiversitetskriserne. Grøn vækst bygger på ideen om, at økonomisk vækst og miljømæssig bæredygtighed kan forenes, hvor markedsløsninger og teknologisk innovation gør det muligt at afkoble vækst fra dens skadelige miljøpåvirkninger. Modvækstforskningen forholder sig dog stærkt kritisk til denne opfattelse og påpeger, at der ikke findes videnskabeligt belæg for, at absolut afkobling kan realiseres globalt og inden for den nødvendige tidsramme. Selvom teknologiske fremskridt kan forbedre energieffektivitet og reducere udledning per enhed produceret, er det ikke tilstrækkeligt til at modvirke den samlede stigning i Co2-udledninger, som eksponentiel vækst medfører, hævder modvækstforskerne. Statistisk set fortsætter atmosfærens Co2-indhold med at nå nye højder trods omfattende teknologiske og markedsdrevne tiltag (figur 3.39).

Fortalere for modvækst peger også på de sociale og menneskelige omkostninger ved en økonomi, der konstant stræber efter vækst. Modvækstfortalere anerkender, at den globale velstand er steget, og at mange millioner er blevet hevet ud af fattigdom fra den sidste halvdel af 1900-tallet og frem til i dag. Men de påpeger også, at den vækstdrevne økonomi skaber enorme uligheder mellem både individer og lande og øger arbejdsmarkedets intensitet, hvilket resulterer i stress og udbrændthed for mange. d esuden argumenterer modvækstfortalerne, at politiske vækstinitiativer ofte har en social slagside. Når regeringer forsøger at stimulere vækst ved at reducere lønninger, forringe sociale ydelser eller skære

Figur 3.39

Sammenhæng mellem verdens BNP og CO2-koncentration i atmosfæren 1979-2023

Y = 0,827*x+336

= 0,975

i velfærden, skaber det usikkerhed og stress for store dele af befolkningen og underminerer flertallets trivsel. Ifølge modvækstfortalerne udfordres ikke kun vækstens bæredygtighed, men også dens retfærdighed og relevans. For at sikre en fremtid inden for planetens grænser og med fokus på livskvalitet fremhæver modvækst behovet for radikale ændringer i vores forståelse af økonomisk succes.

3.4.2 Modvækst er også et politisk projekt

For at omsætte modvækstteorien til praksis argumenterer modvækstfortalerne for, at man først og fremmest må erkende, at økonomisk vækst ikke er en løsning på klimakrisen (som fx neoliberalismen og grøn vækst-tilgangen argumenterer for), men er klimakrisens primære årsag. Det betyder

ikke, at man er modstandere af nye og grønne teknologier og energiformer, men mere, at nøglen til at løse tidens kriser er, at vi ændrer måden, hvorpå hovedparten af os lever i de rige lande. Modvækst indebærer en frivillig og kontrolleret nedskalering af produktion og forbrug i de velhavende lande for at mindske det globale pres på ressourcer og energi. Samtidig anerkender man, at økonomisk udvikling stadig er nødvendig i fattigere lande. Visse sektorer, som uddannelse og bæredygtig energi, bør dog styrkes frem for at blive reduceret, da de bidrager til social og miljømæssig bæredygtighed. d et er vigtigt at forstå, at modvækst ikke handler om at fremprovokere en recession eller økonomisk krise. ligeledes kan hverken de faldende vækstrater i oECd -landene eller de samfundsmæssige

Figur 3.40

Modvækstens principper og mål

Område

Økonomisk fokus

Traditionel vækstøkonomi

Maksimering af BNP

Forbrug

Øget forbrug

Arbejde

Lange arbejdstider

Miljø Udnyttelse af ressourcer

Måling af succes Økonomisk vækst

Social ulighed

Ofte stigende ulighed

nedlukninger under covid-19-pandemien ses som eksempler på modvækst. d isse situationer har været uplanlagte og påtvungne, hvilket strider imod ideen om en velovervejet og frivillig omstilling. Visionen bag modvækst er at skabe økologisk bæredygtige og socialt retfærdige samfund gennem demokratiske forandringer. d et handler ikke om blot at skære ned på det eksisterende, men om at skabe samfund, der bygger på andre værdier end de nuværende, hvor konkurrence og grænseløs vækst dominerer. I stedet sigter man mod samfund præget af moderat tempo, tilstrækkelighed, fællesskab og en omsorgsfuld tilgang til både mennesker og natur. Modvækstbevægelsen foreslår i den for-

Modvækstøkonomi

Stabilisering eller reduktion af BNP

Mindsket og mere bæredygtigt forbrug

Kortere arbejdstiders og mere fritid

Bevaring og regenerering af naturen

Livskvalitet og lykke

Fokus på retfærdighed og omfordeling

bindelse en række konkrete politikker for at realisere disse visioner. disse inkluderer støtte til lokale og sociale virksomheder, borgerløn, reduktion af arbejdstiden og begrænsninger på aktiviteter med store miljøpåvirkninger som flyrejser og reklamer. Finansiering kan blandt andet ske gennem høje skatter på luksusvarer med stort Co2-aftryk samt på store indkomster og formuer, da omfordeling ses som en central del af omstillingen. Bevægelsen understreger, at omstillingen ikke alene afhænger af statslige og internationale politikker. den kræver også ændringer på individ- og samfundsniveau, hvor folk ændrer deres livsstil inden for områder som arbejde, transport, forbrug og bolig. disse tiltag kan skabe en

positiv dominoeffekt gennem fællesskaber og netværk. lokale initiativer og græsrodsbevægelser spiller derfor en afgørende rolle i omstillingen til modvækst.

3.4.3 Kritik af modvækst

Modvækst har som ide tiltrukket opmærksomhed, fordi den udfordrer det vækstorienterede økonomiske paradigme (tankegang) og adresserer problemer som klimakrise, ressourceknaphed og ulighed. På trods af dens ambitioner er der betydelig kritik af modvækst fra både økonomer, politikere og andre samfundsaktører. Kritikken retter sig mod dens praktiske gennemførlighed, dens økonomiske og sociale konsekvenser samt dens globale relevans.

„ Manglende realisme og gennemførlighed. Et af de hyppigste kritikpunkter mod modvækst er, at det anses for politisk og praktisk urealistisk. At reducere produktion og forbrug kræver omfattende strukturelle ændringer, som vil møde modstand fra både politiske beslutningstagere og befolkninger. Gennemførligheden indebærer også en globalt koordineret indsats, hvilket er vanskeligt med forskellige politiske systemer, økonomisk udviklingsniveau og nationale prioriteter.

„ Social accept. Befolkninger i velhavende lande er vant til høj levestandard, og der er ofte begrænset vilje til at reducere forbrug eller ændre livsstil. Forsøg på at indføre modvækstpolitik kan føre til sociale protester.

„ Risiko for økonomisk ustabilitet. Økonomisk vækst er grundlaget for mange moderne samfund, for eksempel til at sikre beskæftigelse og finansiering af velfærd. Et skift væk fra vækst kan

derfor risikere at føre til økonomisk ustabilitet, herunder en stigende arbejdsløshed som følge af reduktion i produktion og forbrug.

„ Finansiering af velfærd. Vækst genererer skatteindtægter, som finansierer offentlige tjenester som sundhed og uddannelse. Hvis væksten stopper, kan det skabe finansieringsproblemer for velfærdsstater, som sandsynligvis vil medføre dybe diskussioner om, hvilke velfærdsområder der skal prioriteres og med hvilken størrelse finansiering.

„ Manglende relevans for udviklingslande. Modvækstkritikere påpeger, at bevægelsen primært fokuserer på velhavende lande og overser udviklingslandes behov for økonomisk vækst. Mange udviklingslande er afhængige af vækst for at reducere fattigdom og forbedre levevilkår samt sikre politisk stabilitet. At forvente, at disse lande reducerer deres økonomiske aktivitet, kan opfattes som uretfærdigt og urealistisk. Dertil lyder kritikken, at netop udviklingslande kan have brug for vækst for at investere i bæredygtig teknologi og infrastruktur, hvilket er nødvendigt for at reducere deres miljøpåvirkning.

„ Teknologisk optimisme som alternativ. Nogle kritikere argumenterer for, at modvækst undervurderer potentialet i teknologi til at løse miljøproblemer. Selvom afkobling endnu ikke er opnået fuldt ud, mener mange, at teknologiske fremskridt i energieffektivitet og vedvarende energi kan gøre det muligt at opretholde vækst uden at ødelægge miljøet. Mange kritikere ser simpelthen modvækst for alt for pessimistisk.

Kapitel 4 Klimapolitik

• Hvad karakteriserer FN’s klimapolitik?

• Hvad karakteriserer EU’s klimapolitik?

• Hvordan skabes den danske klimapolitik?

• Hvilken demokratisk indflydelse har borgerne på klimapolitikken?

• Hvilken rolle spiller de danske kommuner i udvikling og implementering af klimatiltag?

Dette kapitel har til formål at forstå den klimapolitik og de klimahandlinger, der foretages på forskellige politiske niveauer – fra det globale FN-niveau til det lokale kommunale niveau (figur 4.1), og som i store træk sætter rammerne for og regulerer såvel klimaadfærd som klimaøkonomi, som er gennemgået i de to forrige kapitler. Kapitlet vil begynde på det overnationale niveau (FN og EU) med en redegørelse og analyse af, hvordan disse politiske institutioner arbejder med klimapolitik, og hvordan de aftaler og den lovgivning, der besluttes her, sætter rammerne for den danske nationale og kommunale klimapolitik. Danmarks nationale klimapolitik vil også blive behandlet med henblik på at skabe en forståelse af, hvilken rolle politiske partier, vælgere og befolkningen som helhed spiller i tilblivelsen af den nationale klima-

Figur 4.1

Kapitlets klimapolitiske analyseniveauer

politik. Kapitlet vil endelig belyse, hvilken rolle de danske kommuner spiller i udvikling og implementering af klimapolitik.

4.1 Hvad karakteriserer FN’s klimapolitik?

En udledning af drivhusgasser ét sted i verden har konsekvenser for andre steder i verden. Klimaforandringerne er en global problematik, som har sociale, politiske og økonomiske konsekvenser, og derfor skal de også løses med konkrete tiltag, som kan virke på tværs af grænser. I årtier har det internationale samfund gennem De Forenede Nationer (FN) (tekstboks 4.1) med politiske mål forsøgt at bekæmpe klimaforandringerne. Lige siden den første internationale miljøkonference, Stockholmkonferencen i 1972, har der væ-

Tekstboks 4.1

Historien om FN

d e Forenede Nationer (FN), på engelsk United Nations (UN), blev officielt grundlagt den 24. oktober 1945, umiddelbart efter afslutningen på anden verdenskrig, og det er da også budskaber om fred, sikkerhed og international samarbejde, der dengang som nu er FN’s pejlemærker. FN havde ved grundlæggelsen 51 medlemmer, herunder danmark. Medlemstallet steg støt i årtierne derefter, særligt i form af tidligere kolonier, der efterhånden fik selvstændighed. Efter Sovjetunionens og Østblokkens opløsning i årene omkring 1990 steg antallet af medlemslande igen betydeligt. I dag har FN 193 medlemslande, samtidig med at de palæstinensiske selvstyreområder og Vatikanstaten, samt en række internationale organisationer, har observatørstatus i FN.

ret et stadig stigende fokus på det internationale samarbejde på miljø- og klimaområdet. På konferencen 1972 blev FN’s miljøerklæring, ”Declaration on the Human Environment” – også kaldet Stockholmdeklarationen, vedtaget (figur 4.2). Deklarationen peger på menneskehedens forpligtelse over for natur og miljø. Ved konfe-

rencen blev FN’s Miljøprogram, UNEP, oprettet. Siden da har FN spillet en stadig vigtigere og central rolle i kampen mod de menneskabte klimaforandringer. De forsøger nemlig at samle FN’s medlemslande om aftaler, der skal nedbringe CO2-udledningen og hjælpe de lande, der allerede er under pres fra et klima under forandring.

Figur 4.2

Tidslinje over centrale FN-klimapolitiske tiltag

1972

Stokholmkonferencen

FN’s første miljøkonference.

Formål:

• nedsætte CO2-udslip

• klimatilpasningsstrategier

1988

FN’s klimapanel (IPCC) etableres

IPCC etableres på baggrund af rapporten ”Vores Fælles Fremtid”, der blev udgivet i 1987.

Formål:

• at formidle videnskabelig viden om klimaforandringer, både årsager, konsekvenser og løsninger

1994

FN-konvention træder i kraft med etablering af årlige

COP-møder

Conference of the Parties (COP) har til formål at:

• evaluere fremdriften i kampen mod klimaforandringer

• forhandle bindende aftaler

• om nedbringelse af klimagasudledninger og finansiering af denne opgave

Tekstboks 4.2

Conferences of the Parties (COP)

CoP-møderne har fundet sted årligt siden 1995. CoP er det øverste organ for konventionen, og det er den højeste besluttende myndighed. det er en sammenslutning af alle de lande, der er parter i konventionen. CoP mødes hvert år, medmindre parterne beslutter andet. CoP har til formål at evaluere fremdriften i kampen mod klimaændringer. Møderne har samtidig til formål at forhandle sig til stadigt mere ambitiøse aftaler om nedbringelse af drivhusgasser og ikke mindst finansieringen af denne opgave.

Mange FN-organisationer er aktivt engagerede og involverede i forskellige områder og aspekter af klimaændringerne. I dette afsnit vil vi se nærmere på den vigtigste organisation, IPCC, og den rolle, de udfylder, samt de aftaler, der på globalt plan skal reducere udslippet af de klimaskadelige drivhusgasser.

4.1.1 FN’s Klimapanel, IPCC

Den mest centrale spiller i det internationale arbejde med klimaforandringer er

FN’s Klimapanel, IPCC (Intergovernmen-

tal Panel on Climate Change). IPCC blev etableret i 1988 af de to FN-organisationer United Nations Environment Programme (UNEP) og World Meteorological Organization (WMO). Etableringen af panelet skete på baggrund af rapporten ”Vores Fælles Fremtid”, der blev udgivet i 1987, og som for første gang satte global bæredygtighed på den politiske dagsorden (se også kapitel 1, afsnit 1.3.1).

Klimapanelets formål er at gennemgå og vurdere den nyeste viden om såvel naturlige som menneskeskabte klimaændringer

1997 2015

Kyotoaftalen (COP3)

Første juridisk bindende internationale aftale.

Formål:

• juridisk bindende reduktionsmål

• etablering af system med handel af CO2-kvoter

Parisaftalen (COP21)

195 lande bliver enige om en ny klimaaftale.

Formål:

• globale temperaturstigninger skal holdes under 2 grader.

• finansiering af grøn omstilling i fattige lande med 100 mia. årligt fra 2020.

• overvågning og indberetning af CO2udledning

Tekstboks 4.3 Kyotoprotokollen

Kyotoprotokollen blev underskrevet i 1997 og er en international aftale, der skal reducere udslip af skadelige drivhusgasser. Kyotoprotokollen er den første juridisk bindende internationale aftale med særlige forpligtelser. Aftalen er et tillæg til FN’s rammekonvention om klimaændringer, også kaldet Klimakonventionen, der blev underskrevet på verdenskonferencen for miljø og udvikling i rio de Janeiro (Brasilien) i 1992. Kyotoprotokollen blev vedtaget i december 1997 i Kyoto (Japan). d en blev først gyldig den 16. februar 2005. d erefter ratificerede 55 parter aftalen. Kyotoprotokollen har 192 parter (191 lande og EU). d e vigtigste punkter i Kyotoprotokollen er:

„ De rige lande skal reducere udledningen af drivhusgasser.

„ Landene kan handle med klimakvoter.

„ Landene får strafrenter, hvis de ikke reducerer tilstrækkeligt.

Kritik

Kyotoprotokollen er blevet kritiseret for ikke at være ambitiøs nok og for, at målene for reduceringen af Co2-udslip er for små og kortsigtede. Protokollens forpligtelser ligger da også langt under de målsætninger, som FN’s klimapanel anbefaler. Kyotoprotokollen er også blevet kritiseret for at skævvride fordelingen i forhold til målestokken for reduceringen af udslip. Målestokken blev sat til 1990, hvad der favoriserer nogle lande, mens andre står dårligere. Et land som rusland (daværende Sovjetunionen) havde for eksempel en industri på det tidspunkt, der forurenede meget, mens et land som Japan for længst havde gennemført kraftige tiltag for at reducere deres Co2-udslip.

lande, der historisk set har haft moderate Co2-udslip, som Indien, Brasilien og Kina, er ikke ramt af kravene i aftalen, til trods for at deres udledning af drivhusgasser allerede da var i kraftig vækst. Aftalen omfatter heller ikke den internationale fly- og skibstrafik, der er ansvarlig for en væsentlig del af de globale drivhusgasudledninger. også USA’s manglende deltagelse gjorde, at mange betragtede aftalen som mislykket, med tanke på, at landet stod for 20 % af verdens Co2-udslip. Samtidig valgte Canada at trække sig fra Kyotoaftalen.

d et var tiltænkt, at Kyotoprotokollen skulle løbe fra 2005 til 2012, indtil en ny klimaaftale var forhandlet på plads. d et var dog først ved CoP21 i Paris, at en ny bindende klimaaftale blev forhandlet på plads. Parisaftalen trådte i kraft i 2020 og derfor er Kyotoaftalen ikke længere gældende.

Kilde: Globalis.dk: Kyotoprotokollen, lokaliseret 29.04.2025 på: https://globalis.dk/ konventioner/miljoe-og-klima/kyoto-protokollen

og deres potentielle miljømæssige og samfundsøkonomiske konsekvenser. d erudover arbejder panelet også med mulighederne for at begrænse udledningen af drivhusgasser. Panelet driver ikke selv forskning eller dataindsamling, men gennemgår og vurderer den videnskabelige litteratur produceret af forskere fra hele verden. Ud fra alle disse forskningsresultater vurderer panelet enigheden blandt forskerne, betydningen af resultaterne, og med hvilken sikkerhed resultaterne kan rapporteres. På baggrund af gennemgangen af den videnskabelige litteratur udgiver panelet med fem til syv års mellemrum de såkaldte Assessment reports, der er panelets opsummering af forskningen i klimaforandringer og de konsekvenser, de har. Siden udgivelsen af den første Assessment report (Ar1) i 1990, to år efter etableringen af IPCC, har klimapanelet spillet en afgørende rolle i den internationale klimapolitik. d en første Assessment report (Ar1) dannede grund-

q COP15 i København 2009, med daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) som præsident for klimatopmødet, var udset til at forhandle en aftale på plads, der skulle videreføre Kyotoprotokollen. Men efter 12 dages forhandlinger endte klimatopmødet i en ikkebindende hensigtserklæring, den såkaldte Copenhagen Accord. Mødet blev for mange et symbol på manglende resultater, politisk dødvande og store forskelle mellem de forskellige landes interesser og blev af nogle kritikere døbt Brokenhagen Accord. Det var en tendens, der fortsatte på de følgende COP-møder. Først med Parisaftalen kom der igen en stor international aftale.

lag for dannelsen af United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC). d enne FN-konvention blev vedtaget i rio de Janeiro ved det såkaldte Earth Summit (United Nations Conference on Environment and d evelopment) i 1992 og har til formål at mindske den globale udledning af drivhusgasser, særligt for de industrialiserede lande, og bekæmpe den

globale opvarmning. Konventionen indeholdt dog ikke bindende krav for de lande, der underskrev. Konventionen trådte i kraft i 1994, og siden har der årligt været afholdt de såkaldte Conferences of the Parties (CoP) (tekstboks 4.2).

d e efterfølgende Assessment reports har alle bidraget stærkt til vigtige skridt i den internationale klimapolitik. Således dannede Second Assessment report (Ar2) i 1995 grundlag for forhandlingerne af den såkaldte Kyotoprotokol fra 1997 (tekstboks 4.3), mens Third Assessment report (Ar3) fra 2001 satte fokus på klimaændringernes konsekvenser og den tilpasning, vi vil blive tvunget til at foretage. Fourth Assessment report (Ar4) dannede grundlaget for en opfølgende international aftale til Kyotoprotokollen, hvor målet om maksimalt 2 °C temperaturstigning i 2100 relativt til det førindustrielle niveau blev fastsat, mens Fifth Assessment report (Ar5) lagde op til den vigtige Parisaftale i 2015. Sixth Assessment report (Ar6) blev udgivet i 2023. d en konkluderer, at mennesket gennem drivhusgasudledninger utvetydigt har forårsaget den globale opvarmning. FN’s nuværende generalsekretær, António Guterres, kommenterede på rapporten, at den var en “code red for humanity”. Altså en så alvorlig og drastisk forværret trussel, at den er at opfatte som en nødsituation.

Parisaftalen

I december 2015 blev 196 parter (195 lande og EU) enige om en ny juridisk bindende klimaaftale ved COP21 i den franske hovedstad, Paris. Aftalen blev døbt Parisaftalen, og den var historisk i den forstand, at så godt som alle verdens lande bakkede op om en ganske ambitiøs plan

for at nedbringe verdens CO2-udslip og bekæmpe de menneskeskabte klimaforandringer (tekstboks 4.4).

Parisaftalen trådte i kraft i november 2016, men gjaldt først fra 2020, hvor den erstattede Kyotoaftalen. Klimaplanerne i Parisaftalen indeholder reduktioner, som dækker over 95 procent af de globale udledninger af drivhusgasser. Til sammenligning omfattede Kyotoprotokollen fra 1997 kun 38 lande og under 15 procent af de globale udledninger. d e lande, der ikke er med i Parisaftalen, straffes ikke, da aftalen bygger på frivillighed. lande kan således trække sig fra FN-aftaler uden at blive “straffet”. At det er sådan for samarbejdet i FN, skyldes, at dette samarbejde er mellemstatsligt, mens samarbejde mellem EU’s medlemslande inden for EU på en række områder er overstatsligt. d et mellemstatslige betyder, at de regler, der bliver vedtaget, alene forpligter staterne, og hvis de ikke synes om de forpligtende aftaler, kan de forlades. d erimod betyder et overstatsligt samarbejde, at man i for eksempel EU kan lave regler, der har direkte virkning på medlemslandene, og at medlemslandene ikke kan stå uden for aftalerne uden konsekvenser. d et skyldes, at ved et overstatsligt samarbejde afgiver et land suverænitet (selvbestemmelsesret), mens landet ved mellemstatsligt samarbejde beholder den fulde suverænitet og selv kan vælge, om de vil være med eller ej.

Per november 2024 har 196 parter (195 lande og EU) underskrevet Parisaftalen, og 194 parter har ratificeret den. At ratificere en aftale vil sige, at de regeringer, som har forhandlet aftalen, endnu en gang skal acceptere aftalen, efter at denne er godkendt i landenes parlamenter. For at en aftale eller en traktat er bindende, kræves det, at lande-

Tekstboks 4.4

Parisaftalens hovedpunkter

Parisaftalen er en international traktat indgået af de 196 medlemslande i FN’s klimakonvention, United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC), der juridisk forpligter de lande, der har underskrevet den, til at handle for at bekæmpe klimaændringerne. Aftalens hovedpunkter er en række målsætninger, medlemslandene skal arbejde hen imod:

„ Begrænsning af den globale opvarmning til betydeligt under 2 °C, helst til 1,5 °C, sammenlignet med temperaturniveauet før den industrielle revolution.

„ CO2-reduktionen skal i gang med det samme, og de globale drivhusgasudledninger skal toppe så hurtigt som muligt og derefter hurtigt falde. Målet er, at udledningen af drivhusgasser i perioden 2050-2100 skal tilbage på et niveau, hvor det, der udledes, skal kunne optages af træer, planter og havet, således at der opstår en balance mellem udledningen og optaget af drivhusgasser.

„ De rige lande skal hjælpe de fattige lande med lån og penge til at finansiere omstilling til grøn energi. Fra 2020 skal der hvert år findes 100 milliarder dollars til dette arbejde. Desuden blev der ved COP29 i 2024 vedtaget et nyt mål for finansiering til de fattige landes klimaindsats for perioden efter 2025.

„ Alle lande skal bruge det samme globale system til at overvåge og indberette deres CO2-udledninger. Det skal være et transparent regelsæt for, hvordan man opgør landenes klimaindsats. Regelsættet skal sikre, at man kan følge med i, om landene holder, hvad de har lovet, og samtidig gøre det muligt at vurdere de samlede fremskridt i forhold til aftalens langsigtede målsætninger. Deltagerlandene forpligter sig til at fremlægge nationale reduktionsbidrag –det vil sige at bidrage til den globale reduktion i udledningen af drivhusgasser. Deltagerlandene mødes hvert femte år for at opdatere klimamålene. Og med samme tidsinterval skal de enkelte lande opdatere deres klimaplaner.

„ Målene kan kun opjusteres.

„ Hvert andet år skal landene rapportere til FN, hvordan det går med at nå klimamålene.

ne ratificerer den. de to lande, der endnu ikke har ratificeret aftalen, er Eritrea og Irak. Selvom de har underskrevet aftalen, mangler de at gennemføre de nødvendige nationale procedurer for ratificering.

4.2 Hvad karakteriserer EU’s klimapolitik?

EU er efter Kina og USA den tredje største udleder af drivhusgasser og ansvarlig for ca. 12 procent af verdens udledning af drivhusgasser. Energisektoren i EU står for ca. ¾ af udledningerne efterfulgt af land-

q Den amerikanske præsident Donald Trump annoncerede sin hensigt om at trække USA ud af Parisaftalen i juni 2017. Den blev dog ikke formaliseret før den 4. november 2020, én dag efter præsidentvalget, som Joe Biden vandt. På den første dag af sin periode annoncerede Biden sin hensigt om at genindtræde i Parisaftalen. På den første dag af Trumps anden periode i januar 2025 beordrede Trump tilbagetrækningen fra Parisaftalen igen, da han ønsker at øge USA’s produktion af fossile brændstoffer. Umiddelbart efter Trumps seneste annoncering meddelte den amerikanske milliardær Michael Bloomberg, at han sammen med en række andre filantroper vil dække USA’s bidrag til rammerne omkring Parisaftalen. Også under Trumps sidste embedsperiode (2017-2021) valgte Michael Bloomberg at dække USA’s bidrag. USA betalte i 2024 et beløb svarende til omkring 52 millioner kroner til organisationen bag rammeaftalen, UNFCCC.

brugssektoren og industrien med ca. 10 procent hver, mens affaldssektoren står for den resterende del. Inden for EU er de fem største udledere Tyskland, Frankrig, Italien, Polen og Spanien. Klimaforandringerne påvirker allerede Europas borgere og økonomi på flere forskellige områder, afhængigt af regionen. Konsekvenserne viser sig i form af tab af biodiversitet, skovbrande, faldende afgrødeudbytte og højere temperaturer, ligesom de også påvirker befolkningens sundhed. Det Europæiske Råd vurderer, at ekstremt vejr og klimarelaterede hændelser de seneste 40 år har medført økonomiske tab på over 487 mia. € i EU. De økonomiske omkostninger som følge af oversvømmelser i Europa overstiger i gennemsnit 5 mia. €

om året, samtidig med at skovbrande hvert år forårsager skader for ca. 2 mia. € i EU. Ekstremt vejr og klimarelaterede hændelser kostede mellem 1980 og 2020 over 138.000 mennesker livet i EU.

For at forebygge de alvorligste konsekvenser af klimaændringerne og de medfølgende betydelige menneskelige og økonomiske konsekvenser har EU underskrevet FN’s rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og dermed forpligtet sig til at begrænse stigningen i den globale middeltemperatur til højst 2°C i forhold til det førindustrielle niveau, som det er aftalt i Parisaftalen.

EU’s klimapolitik har til formål at sikre fælles målsætninger, der gør EU mere klimavenligt. EU har fælles klimamål for

blandt andet drivhusgasser, vedvarende energi og effektiv brug af energi. EU’s klimapolitik hænger tæt sammen med energipolitikken og sigter efter at gøre EU mindre afhængigt af fossile brændstoffer som kul og olie. d et skal ske gennem: mindre udledning af drivhusgas, større andel af vedvarende energi fra for eksempel sol, vand og vind samt mere effektiv brug af energi.

Man kan overordnet sige, at EU’s klimapolitik går to veje: d en ene handler om de forpligtelser, EU har over for internationale aftaler, især i FN-regi; den anden handler om de enkelte medlemslandes forpligtelser over for EU – den såkaldte interne byrdefordeling.

EU har længe været verdens frontløber i den grønne omstilling og i ambitionen om at reducere Co2-udledningen. Siden EU i 1996 tilsluttede sig målet om højst 2 °C stigning i den gennemsnitlige temperatur, har EU været den drivende politiske

kraft, som har skaffet international opbakning til 2 °C-målsætningen i Parisaftalen i 2015. Set i lyset af EU’s betydelige bidrag til den globale udledning af drivhusgasser er der også internationalt en forventning om, at EU går forrest i kampen mod klimaforandringerne.

4.2.1 EU’s institutioner, og hvem beslutter hvad i forhold til klima

EU er i 2025 en union med 27 medlemslande. Det vil sige, at EU ikke er en stat, men heller ikke et mellemstatsligt samarbejde, hvor de regler, der vedtages, alene forpligter staterne (for eksempel handelsaftaler mellem to eller flere lande). EU er et overstatsligt samarbejde og kaldes ofte for en føderation. Føderalisme betyder ”forening” på latin og henviser her til et organisationsprincip, hvor en gruppe af stater indgår i et fællesskab om at regere (figur 4.3).

EU som føderation er tydeligt på klimaområdet. Klimaområdet er et af de politi-

Figur 4.3

EU som føderation

Stat

Her er lovgivning og administration samlet på et sted.

EU som føderation

EU er en blanding af nationalstater, der selv styrer over fx. politik, militær og skat, og et supranational samarbejde, der kan bestemme over staterne på fx. klimaområdet.

Mellemstatsligt samarbejde

Aftaler indgået mellem suveræne stater. Det kan være handelsaftaler blandt to eller flere nationalstater.

Figur 4.4

EU’s opbygning

Det Europæiske Råd

Primær opgave: At tilføre samarbejdet fremdrift

Ministerrådet

Primær opgave: At vedtage lovgivning

Repræsentanter: Medlemsstaterne

Domstolen

Primær opgave: At dømme i tvister

Europa-Parlamentet

Primær opgave: At vedtage lovgivning

Repræsenterer: EU’s borgere

Kommissionen

Primær opgave: At fremsætte og forvalte lovgivning

Repræsentanter: EU’s interesse

Figur 4.5

Magtens tredeling i EU

Lovgivende magt

Parlamentet og Ministerrådet

Udøvende magt Kommissionen

ske områder, hvor det meste af lovgivningen er flyttet fra det danske Folketing til EU. På dette område prioriteres det internationale samarbejde, blandt andet i EU, da klimaproblemerne ikke blot er grænseoverskridende, men globale af natur. Når de enkelte lande udleder Co2, så har det betydning for hele verden. EU består pri-

Dømmende magt EU-domstolen

mært af fem store institutioner (figur 4.4).

I EU er det særligt tre af disse institutioner, der tager sig af klimaproblematikken, nemlig Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet (figur 4.5).

Kommissionen er EU’s udøvende magt. Kommissionen består af en kommissionsformand og én kommissær fra hver af EU’s

Kilde: Rune Valentin Gregersen (2019): ”Miljøpolitik”, Systime [ibog]

medlemslande. I danmark er traditionen, at statsministeren sikrer, at flertallet i Folketinget ikke er imod udnævnelsen af den danske kommissær. Kommissærerne fungerer som en slags ministre for hver deres ressortområde. Kommissæren med ansvar for klima har magt til eksempelvis at fremsætte lovforslag, forvalte EU’s lovgivning, overvåge, at medlemslandene overholder deres forpligtelser, og forhandle aftaler med lande uden for EU. I perioden fra 2009 til 2014 var danske Connie Hedegaard (K) EU-kommissær for Klima og fra 2024 er dan Jørgensen (S) EU-kommissær for Energi og bolig, der i høj grad også relaterer sig til klimaområdet.

Ministerrådet er EU’s lovgivende magt. Ministerrådet består af ministre fra de en-

kelte medlemslande. EU’s ministre med ansvar for klima- og energipolitikken mødes jævnligt og diskuterer fælles retningslinjer for EU’s klima- og energipolitik.

Europa-Parlamentet er også EU’s lovgivende magt. d et er EU’s pendant til det danske Folketing, men med en mere begrænset magt. Antallet af valgte parlamentsmedlemmer fra hvert EU-land aftales før hvert valg og er baseret på princippet om degressiv proportionalitet, hvilket betyder, at hvert medlem fra et større land repræsenterer flere mennesker end et medlem fra et mindre land. Europa-Parlamentet består efter europaparlamentsvalget i juni 2024 af 720 folkevalgte politikere (figur 4.6), der er inddelt i forskellige politiske grupper efter politisk tilhørsforhold/

Figur 4.6

De 720 europaparlamentarikere fra efter europaparlamentsvalget 9. juni 2024

Selvom antallet af pladser i Europa-Parlamentet er 720, vil der til tider være færre medlemmer til at udfylde pladserne. Det skyldes overgangsperioder. I ovenstående optælling er der 719.

ideologi, ikke nationalitet, der har repræsentanter fra mange lande.

4.2.2 Hvordan træffer EU beslutninger?

Det er EU’s traktater, altså de juridisk bindende aftaler, der er indgået mellem EU-landene, der fastlægger, hvad der træffes beslutninger om, og hvem der har beslutningskompetencen. Den oftest anvendte beslutningsprocedure i EU er den almindelige lovgivningsprocedure (figur 4.7).

Figur 4.7

Et eksempel på lovgivningsproceduren i EU er fastsættelsen af EU’s krav om reduktion af Co2-udledning fra nye biler (figur 4.8). d et er et godt eksempel på, hvordan EU kommer frem til en lovgivning, som er gældende for medlemslandene. Ikke alle beslutninger i Parlamentet og Ministerrådet ender som en forordning, som er lovgivning fra EU, der skal implementeres direkte i de enkelte medlemslande. Er der tale om et såkaldt EU-direktiv, bliver lov-

Lovgivningsprocedure i EU . -

1. EU-Kommissionen fremsætter forslag til lovgivning

Det er EU-Kommissionen, der har den såkaldte initiativret i EU’s beslutningsproces og dermed som hovedregel har eneretten til at fremsætte lovforslag. Det gør de dog ikke alene men benytter sig i udstrakt grad af diverse udvalg, hvor eksperter, medlemsstater, regionale og lokale myndigheder og diverse interesseorganisationer, eksempelvis NGO’er, er repræsenteret. Egentlige offentlige høringer om forskellige problemstillinger finder også sted, så Kommissionen kan blive så oplyst som muligt inden et nyt lovforslag fremsættes.

2. Rådet og Europa-Parlamentet vedtager lovgivningen

Den almindelige lovgivningsprocedure indebærer, at Europa-Parlamentet og Rådet begge skal godkende et forslag, før det er vedtaget. Et forslag kan gennemgå op til tre behandlinger, hvis der ikke kan opnås enighed ved den første behandling.

3. Medlemslandene har hovedansvaret for at gennemføre EU-beslutningerne

Hovedparten af EU-lovgivningen bliver administreret og gennemført af medlemslandene. Det sker i de fleste tilfælde ved, at EU-beslutningerne bliver skrevet ind i den nationale lovgivning og bliver gennemført og håndhævet på samme måde som almindelige nationale love. I nogle tilfælde siger man, at EU-lovgivningen har direkte virkning, hvilket betyder, at den er gyldig, uden at den behøver at blive skrevet ind i den nationale lovgivning. Hvis et medlemsland ikke lever op til de love, der er sat af EU, kan det pågældende land bringes for EU-domstolen, der derefter foretager en vurdering af, hvorvidt landet lever op til forpligtelserne.

Figur 4.8

EU-aftale om mindre CO2-udledning fra nye biler

Kommissionen, november 2017. Kommissionen fremsætter lovforslag om, at de europæiske biler skal udlede 30% mindre CO2

Parlamenter, oktober 2018.

Parlamentet opjusterer kravet til 40% i 2030, som et flertal stemmer for

Ministerrådet, 6. oktober 2018. Ministerrådet bliver enige om en lov om, at europæiske biler skal udlede 35% mindre CO2 i 2030

Parlamentet og Ministerrådet, 10. oktober – 17. december 2018. De går i forhandling og bliver enige om 37,5% CO2 i 2030

Forordning i Ministerrådet, 15. april 2019. Det vedtages, at de europæiske biler i 2030 skal udlede 37,5% mindre CO2. Loven har direkte retsvirkning i medlemslandene

forslaget sendt til afstemning i det nationale parlament. Et direktiv er en retsakt, som er bindende, men medlemslandene har dog selv mulighed for at tilpasse deres egen nationale lovgivningspraksis. d vs. at fx danmark selv kan vælge de midler, som skal tages i anvendelse for at indfri direktivets mål (tekstboks 4.5). I eksemplet i figur 4.8 gik beslutningsprocessen ikke så let. For det første var Kommissionens forslag ikke så ambitiøst som forventet af flere medlemslande og miljøorganisationer. danmark og flere andre lande havde presset på for at stille et forslag i Kommissionen om 40 procent reduktion af Co2 fra nye biler, men blev mødt af modstand fra

flere bilproducerende lande, blandt andet Tyskland. d ertil skal det mindre ambitiøse udlæg fra Kommissionen også ses i lyset af, at 2 ud af 125 medlemmer af Kommissionens arbejdsgrupper kommer fra uafhængige miljøorganisationer. resten er lobbyister for industrielle interesser.

4.2.3 EU’s indsats for at bekæmpe klimaændringer

I juli 2021 trådte den europæiske klimalov i kraft (tekstboks 4.6). Det betyder, at alle EU-lande nu er retligt forpligtet til at nå de fastsatte klimamål. Klimaloven fastlægger rammerne for tiltag, som EU og medlemsstaterne skal træffe for gradvis at re-

Tekstboks 4.5

Forordninger og direktiver

En forordning er en bindende retsakt, og forordninger skal følges i alle enkeltheder i hele EU. Et direktiv er derimod en retsakt, der fastsætter et mål, som EU-landene skal opnå. og så er det op til de enkelte lande at lave deres egne love for, hvordan disse mål skal opnås. Typisk inden for to-tre år. Ifølge Justitsministeriet er 11,25 procent af al dansk lovgivning direkte eller indirekte påvirket af EU. Tallet dækker over, hvor stor en del af den nationale lovgivning der i et eller andet omfang henviser til, at man implementerer EU-direktiver. Men tallet fanger ikke de EU-forordninger, der også påvirker dansk lov, men som ikke bliver stemt igennem i Folketinget. lægger man forordningerne oveni, kan tallet være op til 50 procent.

ducere emissionerne og i sidste ende opnå klimaneutralitet. De mål, der er i EU’s klimalov, er dermed i overensstemmelse med det tilsagn, som EU og dets medlemsstater gav, da de tilsluttede sig Parisaftalen i 2015. da overgangen til en klimavenlig økonomi vil kræve store offentlige og private investeringer, har EU-landene bl.a. forpligtet sig til at bruge 30 procent af EU’s langsigtede budget for 2021-2027. For at sikre, at klimaomstillingen er retfærdig, har EU vedtaget en ordning for retfærdig omstilling for at yde finansiel og teknisk støtte til de regioner, der er mest berørt af overgangen til en lavemissionsøkonomi. Til det formål skal der mobiliseres op til 90 mia. €. EU er sammen med medlemsstaterne samtidig verdens største donor af den klimafinansiering, der støtter klimarelaterede tiltag i udviklingslandene for at lette den grønne omstilling og tackle klimaændringernes skadelige virkninger.

EU’s klimaindsats spænder vidt, men det mest centrale er, at EU fastlægger de overordnede mål for reduktion af drivhusgasudledningerne i medlemsstaterne. d e centrale instrumenter, EU anvender, er:

„ EU’s kvotehandelssystem, der dækker udledninger fra de såkaldte kvotebelagte sektorer

„ Nationale reduktionsmål for sektorerne uden for kvotehandelssystemet, de såkaldte ikke-kvotebelagte sektorer.

De kvotebelagte sektorer omfatter:

„ Energiproduktion: El- og varmeværker

„ Tung industri: Fx cement-, stål-, papirog kemikalieproduktion

„ Luftfart: Flyvninger inden for EU, Norge, Island og Liechtenstein.

De kvotebelagte sektorer er omfattet af EU’s kvotehandelssystem (EU ETS). Kvotehandelssystemet går grundlæggende ud på, at store miljø- og klimabelastende virksomheder, i alt omkring 11.000 anlæg i de 30 lande, køber eller bliver tildelt kvoter for, hvor meget drivhusgas de må udlede. I Danmark er omkring 360 virksomheder omfattet. Virksomheder i de kvotebelagte sektorer skal rapportere deres udledninger årligt, og hvis en virksomhed har overskydende kvoter, kan den sælge dem. Hvis den har behov for flere kvoter, kan den købe

dem på markedet. Det fungerer dermed som et markedsbaseret instrument til at reducere drivhusgasudledninger på en omkostningseffektiv måde. EU’s kvotehandelssystem dækker i alt ca. 40 procent af EU’s samlede drivhusgasudledninger.

De ikke-kvotebelagte sektorer omfatter områder, som typisk består af mere diffuse og mindre koncentrerede udledninger.

Disse reguleres gennem nationale mål, den såkaldte Effort Sharing Regulation (ESR).

De ikke-kvotebelagte sektorer inkluderer:

„ Transport: Vejtransport og andre ikke-luftbårne transporter

„ Landbrug: Husdyrbrug og brug af gødning, der udleder metan og lattergas

„ Bygninger: Opvarmning og nedkøling af boliger og kontorer

„ Affald: Udledninger fra lossepladser og affaldsforbrænding

„ Mindre industrier: Små virksomheder, der ikke er omfattet af ETS.

q Den 21. april 2021 kunne Formand for Europa-Kommissionen, Ursula Von der Leyen, i selskab med USA’s klimaudsending John Kerry (tv.) og Kommissær for klima Frans Timmermans (th.) annoncere, at EU-Parlamentet havde vedtaget EU’s nye klimalov.

Regulering af de ikke-kvotebelagte sektorer finder sted ved, at hvert EU-land har bindende nationale mål for reduktion af udledninger i de ikke-kvotebelagte sektorer. Disse mål er fastlagt på baggrund af det enkelte lands økonomiske kapacitet (BNP pr. indbygger). Landene skal implementere nationale tiltag, som fx fremme af vedvarende energi, elektrificering af transport eller energieffektivisering i bygninger.

Tekstboks 4.6

EU’s klimalov

Med vedtagelsen af EU’s klimalov i april 2021 blev målet om et klimaneutralt EU i 2050, fremsat af d en Europæiske Grønne Pagt, juridisk bindende. det betyder, at EU-institutionerne og medlemslandene er forpligtede til at træffe og implementere nødvendige initiativer for at opnå målet. Vedtagelsen af klimaloven hæver ambitionerne for reducering af drivhusgasser og gør det lettere for europæiske borgere og virksomheder at planlægge overgangen til klimaneutralitet.

Helt konkret fastlægger klimaloven, at der skal opnås en nuludledning af drivhusgasser for EU-landene i 2050. d ette ønskes gennem en reducering af Co2-udledninger, investering i grønne teknologier og ved at beskytte det naturlige miljø.

Yderligere omhandler EU’s klimalov:

„ En forøgelse af EU’s mål for reducering af drivhusgasudledninger fra 40 % til mindst 55 % inden 2030

„ En forpligtelse for EU-institutioner og medlemslandene til at opnå målene

„ Overvågning af fremskridt på EU og nationalt niveau, som fra 2023 revurderes hvert femte år med henblik på at sikre fremskridt.

For at understøtte og sikre en bæredygtig transformation af EU hen imod klimaneutralitet i 2050 vil Europa-Kommissionen udarbejde et forslag til et reduktionsmål for 2040. d ertil vil de offentliggøre et ”drivhusgasbudget”, der fastlægger, hvor stor en mængde drivhusgasser der maksimalt må udledes uden at underminere de forpligtelser, der blev vedtaget i forbindelse med Parisaftalen. reduktionsmålet for 2040 vil således bl.a. fastlægges på baggrund af ”drivhusgasbudgettet”.

Kilde: rådet for Grøn o mstilling, lokaliseret 29.04.2025 på https://rgo.dk/et-groent-eu/ eus-klimalov/

4.3 Hvordan skabes den danske klimapolitik?

Mens de overordnede rammer for Danmarks klimapolitik besluttes i FN-regi og den EU-lovgivning, som Danmark har været med til at vedtage, bestemmes den nationale klimapolitik også af den lovgivning og de aftaler, som det danske Folketing vedtager. Folketinget har således mulighed for at vedtage lovgivning, som er mere am-

bitiøs end de forpligtelser, FN-aftaler lægger op til, eller som EU-lovgivningen dikterer. Helt centralt står den danske klimalov, som Folketinget vedtog i 2020 (tekstboks 4.7), og som sætter rammerne for den danske klimapolitik.

Hovedformålet med klimaloven er, at danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70 procent i forhold til niveauet i 1990, og at danmark

skal være et klimaneutralt samfund i senest 2050. Klimaloven sætter en række rammer, som forpligter den nuværende og fremtidige klimaministre til konkret handling. d er blev i 2021 lavet en lov om et indikativt delmål om 50-54 procent reduktion i 2025 i forhold til 1990, og senest i løbet af 2025 skal danmark have et nyt klimamål, denne gang for 2035. Klimarådet (tekstboks 4.8) foreslår, at danmark i 2035 skal have reduceret sin Co2-udledning med 80 til 90 procent i forhold til udledningen i 1990 for realistisk at kunne sigte mod klimaneutralitet i 2050 og opnå Parisaftalens målsætning om maksimal temperaturstigning på 2 grader.

Målene i den nyeste klimalov er et resultat af både beslutninger om specifikke nationale mål, og at danmark har forpligtet sig til at bidrage til at opfylde en række internationale aftaler på klimaområdet i FN og EU.

q Daværende klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) kunne 6. december 2019 præsentere en bred, historisk politisk aftale om en ny klimalov, der slog fast, at Danmark skal reducere udslippet af drivhusgasser med 70 procent i 2030. Aftalen blev vedtaget i Folketinget 18. juni 2020.

4.3.1 Eastons model og den danske klimalov

Initiativet og vedtagelse af både klimaloven fra 2014 og 2020 kom fra partier i Folketinget, dvs. det foregik i det etablerede danske politiske system. Politik defineres af den canadiske politolog David Easton som “en autoritativ fordeling af værdier med gyldighed for et samfund”. Det betyder, at der i samfundet skal træffes beslutninger om fordelingen af værdier – både de materielle og immaterielle – og de, der gør det, skal have magt (autoritet) til at gennemføre beslutningerne, så de kommer til at gælde i samfundet.

Easton har opstillet en model (figur 4.9), der opfatter politik som en dynamisk proces, hvor befolkningen, medier, organisationer osv. forholder sig til de beslutninger, som det politiske system tager. Nogle vil støtte forslagene, andre vil stille krav om ændring af forslagene eller stille helt nye forslag. d enne del kaldes inputsiden. På baggrund af disse inputs eller egne ideer (‘withinputs’) leverer politikerne outputs (for eksempel vedtagelsen af en Co2-afgift). d isse outputs vil der blive givet feedback på af borgere, organisationer osv. Nogle af disse aktører kræver forbedringer, mens andre er tilfredse og støtter.

Støtten er i figur 4.9 delt op i tre. Støtten til det politiske fællesskab henviser til en grundlæggende opbakning til staten. d enne er væsentlig for overhovedet at kunne have en nationalstat at være fælles om. lige så væsentlig er støtten til styreformen. d et kan være bekymrende for et land, hvis borgerne ikke bakker om demokratiet eller det repræsentative demokrati som styreform, men i stedet ønsker et autokrati, hvor magthaverne er selvvalgte

4.9

Eastons model af det politiske system

eller udpeget. d erimod er det i et demokrati ikke usædvanligt, at borgerne ikke støtter styret (den siddende regering) og ønsker udskiftning. Udskiftningen af en regering i et demokrati sker ved valg – i danmark mindst hvert fjerde år.

Vi kan anvende Eastons model til at analysere, hvordan den danske klimalov blev foreslået og besluttet. I figur 4.10 ses, at forslaget om en klimalov fra 2010 adskiller sig fra forslagene i 2014 og 2020 på ét bestemt punkt. d et første forslag fra 2010 er et beslutningsforslag (ses ved anvendelse af bogstavet B i navnet B 135). d et er et beslutningsforslag stillet af politikere fra Enhedslisten, som sidder i Folketinget, men ikke i regeringen. d e fremsætter et forslag til folketingsbeslutning om en klimalov, dvs. at de pålægger regeringen at fremsætte forslag til Folketinget om en dansk klimalov. regeringen fremsætter forslaget, men som det ses i figur 4.10, forkastes beslutningsforslaget. I 2014 og 2020 er der tale om et lovforslag (ses ved anvendelse af bogstav l i navnet l 161 i 2014 og l 117 i 2020) stillet af den siddende rege-

Figur

Kilde: David Easton: A Systems Analysis of Political Life, s. 32 som gengivet i bl.a Peter Brøndum og Thor Banke Hansen (2017): “Luk samfundet op”. 3. udgave. Forlaget Columbus.

Figur 4.10

Vejen

til klimaloven 2020

Forslag og forslagsstiller Procedure

I 2010 (første forslag til klimalov)

B 135

Forslag til folketingsbeslutning om en klimalov.

Forslaget stillet af Per Clausen (EL), Line Barfod (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL)

Miljø- og Planlægningsudvalget

• Fremsættelse af forslag

- Beslutningsforslag som fremsat

- Fremsættelse

• 1. behandling

- 1. behandling

• Udvalgsbehandling

- Bilag

- Henvendelser

- Spørgsmål og svar

- Samrådsspørgsmål

- Betænkninger

• 2. behandling

- 2. (sidste) behandling

· Afstemning

Klimalov 2014

L 161 Forslag til lov om Klimarådet, klimapolitisk redegørelse og fastsættelse af nationale klimamålsætninger. Forslaget stillet af klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (RV) Klima-, Energi- og Bygningsudvalget

• Fremsættelse af forslag

- Lovforslag som fremsat

- Fremsættelse

• 1. behandling

- 1. behandling

• Udvalgsbehandling

- Bilag

- Henvendelser

- Spørgsmål og svar

- Samrådsspørgsmål

- Betænkninger

• 2.behandling

- 2.behandling

- Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

• 3. behandling

- 3. behandling

· Afstemning

- Forslag som vedtaget

Klimalov 2020 (i vedtagelsesproces)

• Aftale om klimalov af 6. december 2019 fremlægges

• 10. januar 2020: Høring sendt til 96 organisationer, foreninger og uddannelsesinstitutioner

• 3. februar 2020: Høringssvar indgivet.

• Slut februar 2020: Lovforslag behandles i Folketinget.

Udfald

Beslutningsforslaget forkastet, idet

50 (S, SF, RV og EL) stemte for, 60 (V, DF, KF og LA) imod

Lovforslaget vedtages. 63 stemmer for forslaget (S, RV, SF, EL, KF) 48 stemmer imod forslaget (V, DF, LA) 0 stemmer hverken for eller imod forslaget

Tekstboks 4.7

Klimaloven 2020

d en danske klimalov fra 2020 (officielt: lov om klima) er en af de mest ambitiøse klimalove i verden og danner grundlaget for danmarks arbejde med at bekæmpe klimaforandringer. Klimaloven blev vedtaget i juni 2020 med bred politisk opbakning. Kun liberal Alliance og Nye Borgerlige stemte imod. loven sætter en ramme for danmarks klimapolitik og fastlægger bindende mål for reduktion af drivhusgasudledninger. Klimaloven gør det juridisk bindende for regeringen at nå de fastsatte mål. Hvis målene ikke opfyldes, skal regeringen forklare Folketinget hvorfor, og hvilke nye tiltag der vil blive iværksat. Formålet med klimaloven er at sikre, at danmark bidrager aktivt til at begrænse global opvarmning i overensstemmelse med Parisaftalen. de centrale målsætninger i klimaloven er:

„ Danmark skal reducere sine drivhusgasudledninger med 70 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990.

„ Danmark skal senest i 2050 være klimaneutral, hvilket betyder, at landet ikke må udlede mere drivhusgas, end det kan optage eller kompensere for.

Klimaloven fastlægger en række mekanismer for at sikre, at målene nås:

„ Regeringen skal hvert år fremlægge en klimaindberetning for Folketinget. Indberetningen skal vurdere, om Danmark er på rette vej til at opfylde målene, og hvilke yderligere tiltag der er nødvendige.

„ Regeringen er forpligtet til at udarbejde årlige klimahandlingsplaner, som beskriver konkrete tiltag for at reducere drivhusgasudledningerne. Handlingsplanerne omfatter alle sektorer, herunder energi, transport, landbrug og industri.

„ Klimaloven åbner mulighed for at opstille delmål for bestemte sektorer eller tidsperioder for at sikre kontinuerlig fremdrift.

Klimarådet skal årligt følge op på, om den til enhver tid siddende regering er på rette vej mod at opfylde klimamålene med den førte politik, og om de foreslåede tiltag er økonomisk og miljømæssigt bæredygtige. rådet udarbejder årlige rapporter med anbefalinger til regeringen.

Klimaloven lægger vægt på offentlighedens inddragelse i klimapolitikken, ligesom der opfordres til dialog med borgere, erhvervsliv og organisationer for at sikre bred opbakning og engagement i den grønne omstilling.

Klimaloven giver mulighed for at justere mål og metoder, hvis nye videnskabelige resultater eller internationale aftaler kræver det. For eksempel kan nye teknologier eller ændrede EU-regler påvirke danmarks klimamål.

Tekstboks 4.8

Klimarådet

Klimarådet er et uafhængigt ekspertorgan, der er nedsat for at fremme den uvildige rådgivning om klimaindsatsen til klima-, energi- og forsyningsministeren. Klimarådet bidrager med faglige anbefalinger, der hviler på uafhængige analyser med udgangspunkt i det overordnede danske klimamål om at gennemføre omstillingen til et klimaneutralt samfund i 2050. d et vil sige et ressourceeffektivt samfund, hvor udledninger af drivhusgasser kompenseres gennem et tilsvarende optag af Co2 fra atmosfæren. Klimarådet ser på, hvad de bedste løsninger er for danmark på kort, mellemlangt og langt sigt under hensyntagen til danmarks rolle som foregangsland, konkurrenceevne, velstand, social balance og muligheder for fortsat vækst og udvikling til gavn for borgernes velfærd.

Klimarådet er nedsat som følge af klimaloven, der beskriver rådets opgaver. I klimaloven står der, at Klimarådet skal:

„ bistå klima-, energi- og forsyningsministeren ved fastsættelse af nationale klimamålsætninger

„ årligt afgive anbefalinger til klima-, energi- og forsyningsministeren om klimaindsatsen, vurdere, om regeringens klimaindsats anskueliggør, at de danske klimamål nås, og give status for Danmarks opfyldelse af internationale klimaforpligtelser

„ kommentere den årlige klimastatus og -fremskrivning

„ udarbejde et virkemiddelkatalog

„ bidrage til den offentlige debat

„ etablere et klimadialogforum, som skal bistå Klimarådet i deres arbejde.

En væsentlig del af rådets arbejde foregår i dialog med interessenterne på klimaområdet – både for at indhente den nyeste faktuelle viden om udviklingen inden for blandt andet teknologier og analyser, men også for at høre interessenternes holdninger og forslag til, hvordan udviklingen frem mod et klimaneutralt samfund kan tilrettelægges. d et medvirker til, at Klimarådets arbejde bygger på solid viden om virkeligheden for aktørerne på området.

Klimarådet skal bestå af otte menige medlemmer, samt en formand, der alle udpeges for en fireårig periode. Klimarådet indstiller selv kandidater til ledige poster i rådet, hvorefter de udpeges af den til enhver tid siddende minister på klima- og energiområdet.

Kilde: Klimarådet, lokaliseret 29.04.2025 på https://klimaraadet.dk/da/om-klimaraadet

ring (i 2014 S, SF, rV og i 2020 S). lovforslagene vedtages både i 2014 og 2020. I Eastons model har det politiske system vedtaget klimalov i 2014 og 2020, og borgere og organisationer har leveret feedback.

4.3.2 Demokratiets rolle i kampen mod klimaforandringerne

Ofte bliver det diskuteret, om det repræsentative demokrati er i stand til at skabe et bæredygtigt samfund for fremtidige generationer. Her går diskussionerne blandt andet på, om klimakrisen er så kompleks, at det kun er uddannede eksperter, som kan forstå og beslutte de rigtige løsninger. Er det overhovedet muligt for politikere at træffe så langsigtede beslutninger, når de også skal tænke på næste valg? Bør borgere, som ikke skal tænke på at blive genvalgt, i stedet inddrages mere i debatter og beslutninger, og ikke mindst i lyset af, at klimaforandringer i stadig større udstrækning synes at have stor påvirkning på borgernes hverdag? For at belyse borgernes demokratiske indflydelse på klimapolitikken foretages fire nedslagspunkter:

„ Det repræsentative demokrati og klimakrisen

„ Trepartsaftaler

„ Borgerforslag

„ Klimaborgerting.

Det repræsentative demokrati og klimakrisen

Demokrati betyder ”folkets styre” (demos = folk, krati = styre) og kan have flere former (figur 4.11).

I danmark har vi repræsentativt demokrati. Vi vælger 179 politikere til at repræsentere os. Borgernes indflydelse er her valget af politikere, som ved folketingsvalg

sker minimum hvert fjerde år. Vi vælger ikke, hvem der skal danne regering, være statsminister eller minister for klimaområdet – det afgør politikerne selv. d et repræsentative demokrati har været udbredt i Vesten i århundreder og har som styreform muliggjort en samfundsform, hvor den generelle velstand er blevet bedre, og samtidig beskyttet og/eller udvidet frihedsgraderne for den enkelte borger. En stigende økonomisk vækst har medvirket til det repræsentative demokratis legitimitet og skabt folkelig opbakning. Væksten har imidlertid også betydet en øget udvinding af naturens ressourcer, herunder fossile brændstoffer. repræsentative demokratier i det globale nord er således ansvarlige for mere end 90 procent af verdens Co2-udledninger. d enne udvikling viser sig nu at have vidtrækkende konsekvenser for mennesker og natur. d et er i det lys, at vi skal forstå særligt tre kritikpunkter af det repræsentative demokrati i et klimaperspektiv:

„ Langsommelighed

„ Kortsigtethed

„ Udemokratisk.

Et kritikpunkt af det repræsentative demokrati er, at det er langsommeligt: Leverer de valgte politikere den rigtige og tilstrækkeligt omfattende klimapolitik til tiden? Det repræsentative demokrati kritiseres ofte for at være for langsomt til at reagere på krisesituationer som klimaforandringer. Politiske beslutninger skal forhandles mellem mange aktører og kan forsinkes af valgcyklusser, hvor kortsigtede interesser og politikernes egne ønsker om genvalg prioriteres over langsigtede løsninger. Klimakrisens presserende karakter kræver

Figur 4.11

Demokratiformer

Repræsentativt demokrati

Beslutninger træffes af repræsentanter valgt ved regelmæssige valg

Direkte demokrati

Beslutninger træffes ved folkeafstemninger, hvor alle stemmer

ofte hurtige handlinger, som det repræsentative demokrati ikke nødvendigvis kan levere.

Et andet kritikpunkt handler om kortsigtethed. I og med at det gældende princip i det repræsentative demokrati er, at der skal være regelmæssige valg (i danmark minimum hvert fjerde år), vil politikere i håbet om at blive genvalgt have en tendens til at prioritere emner, som optager vælgerne nu og her. d et kunne være bedre økonomi eller bedre adgang til velfærdsydelser. Anderledes er det med klimapolitikker. d et er et politikområde, hvor de politiske tiltag ofte påvirker borgerne nu og her (for eksempel Co2-afgift), men som gerne skulle have en effekt på den lange bane. d et vil sige, at borgerne påvirkes af tiltaget, men mærker ikke effekten af det nu og her. Sådanne tiltag er noget sværere at sælge til vælgerne i en valgkamp end en skattelettelse eller prioritering af en ny bro.

Et tredje kritikpunkt handler om, at de politiske beslutninger kan være udemokratiske. Med dette menes her, at det repræsentative demokrati kan skabe en følelse af, at der er en afstand mellem de politiske

Deltagelsesdemokrati

Beslutninger træffes af dem, som aktivt deltager i fælles anliggender

Deliberativt demokrati

Beslutninger træffes ved fælles rådslagning og konsensus

beslutningstagere og borgerne. Klimapolitik, som ofte indebærer komplekse tekniske løsninger og langsigtede mål, bliver af mange borgere opfattet som fjerntliggende og svært at relatere til i deres dagligdag. d ette kan føre til en følelse af, at politiske beslutninger på området bliver truffet ”ovenfra” uden tilstrækkelig dialog med befolkningen. Manglen på inddragelse mindsker borgernes følelse af ejerskab over klimapolitiske beslutninger, hvilket kan resultere i lavere opbakning til nødvendige, men ofte upopulære klimatiltag som for eksempel øgede afgifter, begrænsninger på privatbilisme eller ændringer i energiforsyning. d ette kan være en særlig udfordring, idet en effektiv grøn omstilling kræver bred folkelig støtte og deltagelse. Som det kan ses af figur 4.12, viser en undersøgelse fra 2024, at over halvdelen af danskerne ikke var tilfredse med Folketingets og lokalpolitikeres indsats på klimaområdet. også knap halvdelen af danskerne tilkendegav i samme undersøgelse, at politikernes arbejde med den grønne omstilling ikke afspejler borgernes bekymringer for klimaforandringerne.

Kilde: Tønder, L, 2024: “Kan demokrati skabe en bæredygtig fremtid for alle? Debatten om demokratiets rolle i den grønne omstilling”. I: Tønder, L. et al., 2024: Grøn teori. Hans Reitzels Forlag.

Figur 4.12

Danskernes tilfredshed med politikernes klimahandling

Meget tilfreds

Nogenlunde tilfreds

Ikke særligt tilfreds

Overhovedet ikke tilfreds

Ved ikke

Spørgsmålet stillet: Er du tilfreds med Folketingets og lokalpolitikernes indsatser for at håndtere klimaforandringerne for tiden?

N = 1.364. Undersøgelse foretaget september 2024.

Trepartsaftaler, en demokratisk konstruktion?

Én måde at give borgerne en større demokratisk stemme i udviklingen af klimapolitikker kan være gennem trepartsaftaler. Begrebet trepartsaftale har sin oprindelse i den såkaldte ”danske model” og betyder, at arbejdsmarkedets parter og regeringen sætter sig sammen om at løse væsentlige samfundsudfordringer.

Den Grønne Trepart er den første trepartsaftale på klimaområdet (tekstboks 4.9). Trepartskonstruktionen hviler på ideen om neokorporatisme, hvor staten og forskellige interesseorganisationer arbejder tæt sammen med henblik på at finde fælles løsninger på fælles udfordringer. I Den Grønne Trepart er interesseorganisationerne primært Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening. Neokorporatismen lægger derudover vægt på både beslutningstagning og implementering af politikker, hvilket sikrer, at de aftalte løsninger også bliver gennemført i

I høj grad

I nogen grad

I mindre grad

Slet ikke

Spørgsmålet stillet: I hvilken grad synes du, at politikernes arbejde med den grønne omstilling afspejler borgernes bekymringer for klimaforandringerne?

N = 1.364. Undersøgelse foretaget i september 2024.

praksis. Grundideen er, at store og vigtige beslutninger træffes bedst, når regeringen og de centrale private aktører samarbejder om at skabe løsninger.

d er er mindst to gode grunde til at etablere et neokorporatistisk samarbejde. For det første dæmper det modstanden hos interesseorganisationerne, deres medlemmer og befolkningen som helhed. Ved at skabe en organiseret dialog med organisationerne, hvor deres holdninger og budskaber høres og integreres i politiske aftaler, mindskes sandsynligheden for offentlig modstand og uforudsigelige protester. Ved inddragelse af borgernes stemmer skabes således også en form for medejerskab af ideer og politikker hos organisationerne, deres medlemmer og sympatisører blandt almindelige borgere. For det andet er der sandsynlighed for, at de politikker, der i sidste ende udformes, er de bedst mulige, i og med interesseorganisationer ofte besidder ekspertise og praktisk indsigt. En neokorporatistisk ramme skaber med andre

Kilde: ClimAct, Københavns Universitet, 2024.

Tekstboks 4.9

Den Grønne Trepart

I juni 2024 indgik regeringen, danmarks Naturfredningsforening, landbrug & Fødevarer og en række andre organisationer en aftale, som hedder Aftale om et Grønt danmark, men som regel kaldes for d en Grønne Trepartsaftale. d enne aftale havde som mål at finde en fælles løsning på Co2-udledninger fra landbruget gennem en ny afgift. Aftalen blev i november fulgt op af en politisk aftale indgået mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti, radikale Venstre, Konservative og liberal Alliance, som skal implementere aftalen. d et betyder, at der er et bredt politisk flertal bag trepartsaftalen.

Hovedpunkter i den politiske aftale:

„ Mindst 400.000 hektar landbrugsjord, hvilket er 15 procent af det nuværende danske areal, skal ikke længere dyrkes intensivt, men i stedet blive til skov, vådområde og natur.

„ 250.000 hektar ny skov skal etableres.

„ Et mål om 20 procent beskyttet natur i 2030 og syv nye naturnationalparker.

„ Klimaafgift på landbruget.

„ En plan for, hvordan kvælstofudledning skal reduceres.

Kilde: www.regeringen.dk; www.dn.dk

ord mulighed for policy innovation, det vil sige styrker udviklingen for, at nye ideer skabes og finder vej ind i de politiske beslutningsprocesser, og derved bringes forskellige perspektiver og specialviden ind. Konkret i forhandlingerne om d en Grønne Trepartsaftale var der undervejs dybe uenigheder mellem parterne. regeringen spillede en dobbeltrolle som både facilitator og aktør med egne politiske mål, herunder at opnå støtte fra både landbrugssektoren og klimabevidste vælgere. Venstre kæmpede hårdt for at sikre landbrugets opbakning, mens Socialdemokratiet og Moderaterne pressede på for en aftale, der kunne levere resultater for de mange vælgere, der vægter klimaet højt. land-

brug & Fødevarer fokuserede på økonomi og arbejdspladser, hvor danmarks Naturfredningsforening fokuserede på klima og miljø. resultatet blev en række kompromiser, som alle parter måtte acceptere. d isse magtkampe blev håndteret med en neokorporatistisk rammesætning, hvor regeringen skabte en demokratisk platform for dialog og forhandling. Målet var således at skabe løsninger i fællesskab på demokratisk vis. En af grundantagelserne i neokorporatismen er, at når repræsentanterne for de berørte parter har været med i en beslutningsproces, vil de berørte (fx landmænd og medlemmer af danmarks Naturfredningsforening) opfatte beslutningerne som legitime og have tillid til, at beslutnin-

Figur 4.13

Direkte og repræsentativt demokrati

Direkte demokrati

Folket

Folket

træffer ved folkeafstemning (referendum)

Repræsentativt demokrati fremsætter forslag (folkeinitiativ)

Folket

vælger

Repræsentanter træffer

gerne vil varetage deres interesse. o m disse berørte aktører føler sig hørt og repræsenteret, vil den kommende tid vise.

Borgerforslag, et brugbart demokratisk redskab?

Hvor det neokorporatistiske setup i Den Grønne Trepart nok skaber demokratisk indflydelse, foregår det stadig ved, at borgernes interesse kanaliseres gennem nogle interesseorganisationer, som repræsenterer dem. I et mere direkte demokrati har borgerne direkte indflydelse på beslutningerne. Den direkte indflydelse kan ske på to måder (figur 4.13).

For det første ved et referendum (folkeafstemning), hvor befolkningen deltager direkte i den politiske beslutningsproces på den måde, at en beslutning, der er vedtaget eller påtænkes vedtaget af Folketinget, gøres til genstand for en afstemning blandt vælgerne. Et eksempel på en folkeafstemning er, da danskerne i juni 2022 gik til stemmeurnerne og stemte om at afskaf-

Beslutninger

Beslutninger

Beslutninger tages i Folketinget

Beslutninger

fe danmarks forsvarsforbehold over for EU. Et andet eksempel er i de schweiziske kantoner (delstater), hvor de stemmeberettigede borgere samles under åben himmel for at stemme om love og budgetter. Her kan alle komme til orde, og afstemning sker ved håndsoprækning.

d en anden måde, den direkte indflydelse kan ske på, er ved folkeinitiativ. Et folkeinitiativ er en demokratisk mekanisme, hvor borgere kan tage initiativ til at få et emne behandlet af myndighederne eller sat til folkeafstemning. d et kan for eksempel ske ved at fremsætte et borgerforslag, som med de nødvendige 50.000 underskrifter bliver behandlet i Folketinget (tekstboks 4.10).

Borgerforslagsmodellen tilføjer en dimension til det repræsentative demokrati, ved at borgerne har mulighed for at få indflydelse på, hvad de folkevalgte politikere skal diskutere og eventuelt vedtage. Men det er stadig de valgte repræsentanter, der har beslutningsmagten.

Tekstboks 4.10

Hvad er et borgerforslag?

Borgerforslag er en ordning, hvor borgere har mulighed for at samle støtte til et politisk initiativ og efterfølgende få fremsat et beslutningsforslag i Folketinget. Borgerforslag er et forslag, som en borger og mindst tre medstillere (som alle har stemmeret til folketingsvalg) stiller. Hvis 50.000 personer (med stemmeret til folketingsvalg) støtter forslaget, og det overholder reglerne for borgerforslag, overgår det til Folketinget. Her vil det blive korrekturlæst og sat ind i en skabelon for beslutningsforslag, som de ser ud i Folketinget.

Beslutningsforslaget kan herefter blive behandlet i Folketinget som et almindeligt beslutningsforslag. Borgerforslag oprettes og støttes på hjemmesiden www.borgerforslag.dk. o rdningen er en forsøgsordning og blev etableret i januar 2018. Forsøgsordningen skal evalueres senest i folketingsåret 2019-2020.

Kilde: www.ft.dk

Tekstboks 4.11

Borgerforslag om en ny klimalov

En lang række miljøorganisationer stillede i januar 2019 et borgerforslag om en ny klimalov. Forslaget fik i løbet af kort tid mere end 65.000 personlige underskrifter. I og med at forslaget fik mere end 50.000 stemmer, blev forslaget taget op i Folketinget. Folketinget tog positivt imod borgerforslaget, og med få ændringer lavede politikerne det til et beslutningsforslag. det daværende regeringsparti Venstre havde imidlertid en række spørgsmål til beslutningsforslaget, hvorfor behandlingen blev udskudt på ubestemt tid. S-regeringen, der blev valgt ved folketingsvalget i juni 2019, indledte i september 2019 forhandlinger med de øvrige partier i Folketinget om en ny klimalov, som var meget identisk med borgerforslaget. Aftalen om en klimalov faldt på plads i december 2019 med et stort flertal af Folketingets partier og blev endeligt vedtaget i juni 2020.

Spørgsmålet er, om borgerforslagsmodellen er en reel udvidelse af borgernes indflydelsesmuligheder. Et succeskriterie for et borgerforslag er ikke nødvendigvis at få en lov igennem, men også at få dagsordensat og diskuteret emner i befolkningen samt at få budskaber ud gennem me-

dierne. Netop borgerforslaget om en ny klimalov fra 2019 (tekstboks 4.11), stillet af en række større miljø- og klimaorganisationer, fik enormt meget omtale og har formentlig i en eller anden udstrækning dels påvirket borgernes holdninger, dels presset politikerne til at forholde sig til forslaget.

Tekstboks 4.12

Borgerforslag på forskellige niveauer

EU

„ Borgerforslaget skal omhandle et emne, hvor EU har lovgivningskompetence. Det kan fx dreje sig om miljø og sundhed. Initiativtagerne skal danne en ”borgerkomité” bestående af mindst 7 borgere fra mindst 7 forskellige EU-lande. Hvis initiativet godkendes, har initiativtagerne 12 måneder til at indsamle mindst 1 million underskrifter fra borgere i mindst 7 EU-lande. EU-Kommissionen arrangerer herefter en offentlig høring i EU-Parlamentet og mødes med initiativtagerne, hvorefter det offentliggør inden for 6 måneder sin beslutning om at følge forslaget.

Nationalt

„ Borgerforslag blev indførst i 2018. Hvis et forslag opnår mere end 50.000 støttere overgår det til behandling i Folketinget.

Regionalt

„ Der er ingen lovgivning, der pålægger regionerne at indføre borgerforslag. Det er op til de enkelte regioner.

„ Eksempel Region Sjælland. Bor man i Regionen, så kan man stille et borgerforslag, som politikerne i Regionsrådet kan debattere på regionsrådsmøderne, der afholdes cirka en gang om måneden. Et forslag skal have opbakning fra 5.000 borgere inden 180 dage for at blive taget op til politisk behandling.

Kommunalt

„ Der er ingen lovgivning, der pålægger kommunerne at indføre borgerforslag.

Kommunerne har dog ret til at indføre en sådan ordning som en del af deres kommunale selvstyre.

„ Eksempel Frederikssund Kommune. Som borger med fast bopæl i Kommunen kan man oprette et borgerforslag. Hvis forslaget får mere end 300 støtter på 90 dage skal politikerne i Byrådet tage stilling til forslaget. Forslagsstilleren præsenterer selv forslaget for Byrådet.

På den måde fungerer borgerforslagsmodellen som en måde, hvorpå organisationer på en og samme tid kan udøve lobbyisme og være talerør for mange mennesker.

Borgerforslaget om en ny klimalov er et såkaldt substantielt forslag. Substantielle

forslag står i højere grad personerne bag forslaget nært (fx at stress bør anerkendes som en arbejdsskade, udskolingselever skal møde senere i skole, eller forslaget om en ny klimalov). Selvom langt de fleste borgerforslag er substantielle forslag, er der

Tekstboks 4.13

Forskellen på et borgerting og borgersamling

Et borgerting er et permanent deliberativt borgerorgan med løbende udskiftning af borgere, der rekrutteres på baggrund af en bred borgerlodtrækning. Et borgerting kan i princippet arbejdet med en lang række meget forskellige spørgsmål.

En borgersamling er et midlertidigt borgerorgan, der opløses igen, når borgersamlingens anbefaling er givet videre til de folkevalgte. En borgersamling har typisk ét mere specifikt emne, de behandler.

Kilde: https://borgersamling.dk/omborgersamling

også en del protestforslag. Protestforslag er ofte karakteriseret ved at være en protest mod noget snarere end et konkret forslag om forandringer i samfundet. d et kan give omtale, men er sjældent med til at ændre lovgivningen, hvilket reducerer borgerforslagsmodellen til endnu en kanal til at udtrykke utilfredshed. Et eksempel på et protestforslag er et forslag om “Stop for mink- og chinchillaavl: Forbyd pelsdyravl for dyrenes skyld”.

En svaghed ved borgerforslagsmodellen er, at mange borgerforslag ligner hinanden. Eksempelvis er der op imod et folketingsvalg tmange forslag, der handler om valget og valgplakater. Forslagene er så nært beslægtede med hinanden, at de potentielt kan tage underskrifter fra hinanden og dermed gøre det sværere for hvert enkelt forslag at nå op på de krævede 50.000 underskrifter. En anden svaghed ved modellen er, at sandsynligheden for, at folketingspolitikerne rent faktisk implementerer borgerforslaget, er lille. Hvis forslaget når 50.000 underskrifter, skal de debattere forslaget, men mere er de ikke forpligtet til. En tredje svaghed kan være kvaliteten af forslagene. Nogle forslag virker

useriøse og uigennemtænkte og kan således have en negativ effekt på, om befolkningen tager borgerforslagsmuligheden seriøst og har lyst til at anvende den. En fjerde ulempe kan være, at mange forslag er stillet af personer med erfaring som professionelle aktører på Christiansborg, i partierne eller hos organisationerne i danmark. I den kritik ligger, at borgerforslagsmodellen tilgodeser samfundets stærkeste, som i forvejen har en stemme, og ikke de borgere og grupper, der har svært ved at blive hørt.

Klimaborgerting som en demokratisk udvidelse?

Et af de kritikpunkter ved det repræsentative demokrati, som vi så tidligere i dette afsnit, gik på, at det ikke er demokratisk nok forankret i befolkningen. Her forstået som, at det repræsentative demokrati og det direkte demokrati ikke i tilstrækkelig grad giver borgerne en stemme i, hvordan vi politisk skal tackle klimaforandringerne. En måde, der kan skabe nye og bedre forbindelser mellem borgerne og beslutningstagerne, er ved at skabe en udvidet ramme for den folkelige deltagelse i klimapolitik-

Tekstboks 4.14

Definition af det deliberative demokrati

d eliberation betyder overvejelse, rådslagning. I et deliberativt demokrati vægtes det, at borgerne har mulighed for at diskutere fælles anliggender, før der træffes beslutninger. Jo flere synspunkter og holdninger der udveksles, desto bedre.

ken. Dette er blevet gjort ved at etablere et såkaldt nationalt klimaborgerting i 2020. o prettelsen af et klimaborgerting er et eksempel på et deliberativt demokratisk tiltag (tekstboks 4.14) og er i danmark blevet gjort i forbindelse med ”Aftale om Klimalov” fra 2019. Formålet var, at borgerne i højere grad kunne få deres stemme hørt i tilrettelæggelsen af danmarks klimapolitik, således at de kunne være med til dels

Figur 4.14

at identificere allerede eksisterende interesser, men også at skabe en fælles forståelse, der kunne styrke den kollektive handlekraft, samt udbygge det individuelle ejerskab til fælles beslutninger. Klimaborgertinget kan ses som en “forstærkning” af det repræsentative demokrati, vi kender i danmark i dag. d et repræsentative består i, at nogle helt almindelige borgere skal repræsentere resten af befolkningen i et klimaborgerting. Forstærkningen består i, at man får borgernes holdninger i spil, som sammen med inviterede eksperter tilsammen kan opkvalificere klimapolitikken.

Mellem 2020-2022 blev der i danmark etableret et klimaborgerting. Klimaborgertinget havde til formål at inddrage et repræsentativt udsnit af den danske befolkning i tilrettelæggelsen af dansk klimapolitik. Borgertinget bestod af 99 medlemmer, der blev tilfældigt udvalgt, så de repræsenterer den danske befolkning på tværs af køn, uddannelse, geografi og erhverv. Medlemmerne havde til opgave at debattere og give anbefalinger om de dilemmaer, som

Relationen mellem et klimaborgerting, Folketinget og befolkningen

Danmarks befolkning

Valg Lodtrækning

Stiller beslutningsforslag Rådgiver

Klimaborgertinget Folketinget

Udarbejdet

med inspiration fra Andreas Møller Mulvad, Anton Grau Larsen og Christoph Houman Ellersgaard, 2017: “Tæm Eliten”. Informations Forlag.

er forbundet med klimaudfordringerne. d iskussionerne byggede på faglige oplæg, fælles debatter og afstemninger. For at støtte medlemmerne af klimaborgertinget i diskussionen af dilemmaer og de spørgsmål, som klimakrisen stiller det danske samfund, blev der løbende indkaldt eksperter til at holde oplæg og deltage i paneldebatter. I alt 200 timer blev brugt i weekender og aftener på sådanne dialoger, debatter og oplæg. d iskussionerne blev gennemført inden for de rammer, som også gælder for klimaloven, nemlig at klimaindsatsen skal ske under hensyntagen til sunde offentlige finanser, omkostningseffektivitet, beskæftigelse, bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft. Senere i processen var det i højere grad medlemmerne selv, der skulle præge, hvilke dilemmaer de ønskede at diskutere. Klimaborgertinget endte med i 2022 at levere 117 anbefalinger til politikerne. Forskningsgruppen d emocratic Innovations in a Green Transition fra Institut for Statskundskab, Københavns Universitet har evalueret klimaborgertinget og dermed set på mulighederne for udbredelse og bedre brug af klimaborgerting i den grønne om-

q Københavns Kommune etablerede i 2023 et klimaborgerting, der skal løbe over en treårig periode. Københavnernes klimaborgerting har til opgave at undersøge, udfordre, indhente viden, prioritere, arbejde med værdier og komme med deres anbefalinger omkring Københavns grønne omstilling til politikerne i Borgerrepræsentationen.

stilling. d e konkluderer, at klimaborgertinget bør ses som et supplement til det repræsentative demokrati, da klimaborgertinget ikke alene kan imødegå mange af demokratiets nuværende udfordringer, men det kan være med til at udvikle civilsamfundet og borgernes engagement i den grønne omstilling mere generelt. d er peges både på positive effekter og udfordringer ved danmarks nationale klimaborgerting. Af positive effekter fremhæves:

„ Større repræsentation af den danske befolkning, i og med at medlemmerne af klimaborgertinget blev fundet ved lodtrækning (se afsnit på de kommende sider).

„ Tilfældigt udvalgte borgere, som sidder i en bestemt periode i klimaborgertin-

get, har ikke som folketingspolitikere den dagsorden at skulle blive genvalgt, hvilket kan betyde, at deres holdninger og anbefalinger ikke er præget af politisk strategi og populisme.

„ Større ejerskab hos medlemmer over de politiske beslutninger, der bliver taget.

„ Større engagement både under og efter deltagelse i klimaborgertinget i den grønne omstilling.

Af udfordringer fremhæves:

„ Svag kobling til det politiske system. Skepsis vedrørende klimaborgertingets evne til at påvirke den politiske beslutningsproces, i og med at klimaborgertinget var givet et svagt mandat.

„ Svag kobling mellem klimaborgertinget og organisationer og interessenter i civilsamfundet samt aktører i den private

Figur 4.15

Klimaborgertingets indflydelse

Direkte bindende implementering af anbefalinger

Stor indflydelse

sektor. Et samarbejde med disse aktører i udviklingsprocessen af anbefalinger er en medvirkende faktor til, om politikerne er lydhøre over for klimaborgertingets anbefalinger.

Klimaborgertinget i Danmark var givet det mandat, der hedder at give anbefalinger til politikerne. Politikerne var ikke forpligtet til at følge anbefalingerne. Klimaborgertinget var givet et svagt mandat og havde således en relativt lille indflydelse på klimadagsordenen og klimapolitiske tiltag (figur 4.15).

d er er i øjeblikket (2025) ikke et aktivt nationalt klimaborgerting i danmark. Til gengæld nedsatte Københavns Kommune i 2023 et klimaborgerting, der skal løbe over en treårig periode.

også internationalt vokser interessen for klimaborgerting på såvel nationalt som

Juridisk bindende forpligtelse til at svare på anbefalinger

Betinget bindende implementering af anbefalinger

Eksplicit, men ikke juridisk bindende forpligtelser til at svare på anbefalinger

Politikerne har ingen forpligtelse til at svare på anbefalinger

Danmarks nationale klimaborgertings mandat er ikke-bindende

2. fase forpligtet til at svare på anbefalinger

Lille indflydelse

1. fase ingen forpligtelse til at svare på anbefalinger

Kilde: Udarbejdet på baggrund af Tønder, L. 2024: “Kan demokrati skabe en bæredygtig fremtid for alle?

Debatten om demokratiets rolle i den grønne omstilling”. I: Tønder, L. et al.: Grøn samfundsteori –tanker til en økologisk krisetid. Hans Reitzels Forlag.

Tekstboks 4.15

Klimaborgerting i andre lande

Frankrig: La Convention Citoyenne pour le Climat (CCC)

Baggrund: I 2019 etablerede den franske regering dette klimaborgerting som en reaktion på de gule vestes protester og den stigende utilfredshed med politiske klimainitiativer.

Formål: CCC skulle udvikle forslag til at reducere Frankrigs Co2-udledning med mindst 40 procent inden 2030 sammenlignet med 1990-niveauet, alt sammen på en socialt retfærdig måde.

Proces: 150 tilfældigt udvalgte borgere, repræsentative for den franske befolkning, blev inviteret. de mødtes over syv weekender mellem 2019 og 2020. Eksperter hjalp med at informere og moderere diskussionerne.

Resultat: CCC fremlagde 149 anbefalinger, hvoraf mange blev vedtaget i lovgivning, herunder forbud mod kortdistanceflyvninger, hvor tog er et alternativ, og krav om energieffektivitet i bygninger.

Irland: Citizens’ Assembly on Climate Action

Baggrund: Irland har en stærk tradition for borgerforsamlinger, og deres klimaborgerting blev oprettet i 2016 som en del af en bredere indsats for at adressere komplekse nationale spørgsmål.

Formål: Undersøge, hvordan Irland kan blive ledende i kampen mod klimaforandringer, og fremsætte anbefalinger til politikerne.

Proces: Klimaborgertinget bestod af 99 borgere og en uafhængig formand. Borgerne mødtes i weekenden over en længere periode, hvor de lyttede til eksperter, diskuterede emner og formulerede anbefalinger.

Resultat: Klimaborgertinget foreslog en række konkrete tiltag, herunder oprettelsen af en national Co2-afgift og investeringer i vedvarende energi. Mange af deres anbefalinger blev indarbejdet i Irlands klimahandlingsplan, og deres arbejde førte til øget brug af borgerting i Irland.

kommunalt niveau. lande som Frankrig, England, Irland, Skotland, Spanien og Tyskland har alle gjort brug af klimaborgerting inden for de seneste år (tekstboks 4.15).

Lodtrækningsdemokrati – Skal klimaborgertingets medlemmer udvælges tilfældigt?

Som det fremgår af afsnittet ovenfor, er repræsentanterne i klimaborgertinget ikke folkevalgte repræsentanter, men er fundet ved tilfældig udvælgelse ud fra en række kriterier. Disse tanker kan forekomme be-

synderlige og uforenelige med de demokratiske tanker og praksisser, vi er vant til, men de er hverken nye eller så kontroversielle, som man skulle tro. Tankerne bag lodtrækningsmodellen går helt tilbage til Aristoteles og det gamle Athen og er blevet praktiseret siden oldtiden.

d en franske politolog og grundlægger af den moderne retsstat, Montesquieu, videreførte Aristoteles’ tanker og beskrev i 1700-tallet disse tanker med ordene: “Valg ved lodtrækning ligger i demokratiets natur, valg ved afstemning ligger i den aristokratiske styreform.” Med det mente han, at lodtrækning ville give borgerne et rimeligt håb om at kunne yde indflydelse på sit fædreland og ikke blot overlade ansvaret til en aristokratisk elite.

d en belgiske kulturhistoriker david Van reybrouck skrev i 2013 en opsigtsvækkende bog: “Against Elections: The Case for d emocracy“ (på dansk “Imod valg – til forsvar

Figur 4.16

for demokratiet”), hvor han bygger videre på Aristoteles’ og Montesquieus tanker og fremlægger argumenter for, at det er en god ide at etablere et borgerting ved tilfældig lodtrækning blandt borgerne. Van reybrouck kalder denne form for repræsentativt demokrati for et aleatorisk-repræsentativt demokrati (af alea, latin for “terning”). I modsætning hertil står det danske Folketing, hvor repræsentanter er kommet til ved valg. d ette betegnes som det elektorale repræsentative demokrati. Van reybroucks argumenter for at foretage lodtrækning blandt borgerne til et borgerting går blandt andet på, at de, der sidder i demokratisk valgte parlamenter, som det danske Folketing, langtfra ligner befolkningen, hvad angår uddannelse og erhverv. For eksempel har ca. halvdelen af Folketingets medlemmer i disse år en lang videregående uddannelse, hvorimod det kun gælder for ca. 15 procent af den dan-

Lodtrækning som politisk instrument i fortiden

(462-322 f.kr.)

Mål - fremme politisk ligeværd - inddrage så mange borgere som muligt i styret

For hvem 30.000-60.000 borgere (= 10-24 procent af indbyggerne)

Lodtrækning

Ved udnævnelse af de vigtigste styrende organer:

- 500-mandsrådet

- Folkedomstolen (6.000 personer)

- Magistraterne (600 personer)

(1268-1797)

- undgå konflikter mellem adelige familier ved udnævnelse af øverste leder

600-1.600 medlemmer af rådet (= 0,6-1,2 procent af indbyggerne)

Ved udnævnelse af øverste leder:

- Sammensætning af valgkomiteer til udnævnelse af dogen (hersker)

(1328-1530)

- undgå konflikter mellem rivaliserende fraktioner

7.000-8.000 borgere (= 7-9 procent af indbyggerne)

Ved udnævnelse af de vigtigste styrende organer:

- Lovgivende råd

- Regering (Signoria)

- Repræsentantskabet

Venedig

Firenze

Kilde: David Van Reybrouck, 2015: “Imod valg –et forsvar for demokratiet”. Gyldendal.

ske befolkning mellem 25 og 64 år. ligeledes er kønsfordelingen i Folketinget skævvredet til fordel for mænd med ca. 60 procent mænd og 40 procent kvinder, hvorimod den er tæt på ligelig i befolkningen. Folketinget er altså i praksis væsentlig anderledes sammensat end den befolkning, de repræsenterer. Kritikere af det misforhold mener, at Folketingets politikere derfor ikke altid har øje for de udfordringer, de forskellige lag og grupper i befolkningen har. Kritikerne mener, at politikerne i Folketinget er en lille elite, som er optaget af at varetage egne eller ligesindedes interesser og derfor dårligt egnet til at træffe beslutninger på vegne af mennesker, som er betydelig anderledes end dem selv. Spørgsmålet er, hvordan fordelene og ulemperne ved det aleatorisk-repræsentative demokrati skal vægtes. Vil det være hensigtsmæssigt med et borgerting eller mere specifikt et klimaborgerting, der fungerer som det ene kammer af to i det politiske system? Måske kan en kombination af det aleatorisk-repræsentative demokrati og det elektorale repræsentative demokrati være med til at fremme den grønne omstilling, nå målene i klimaaftalen fra Paris og måske også være en del af løsningen på den repræsentationskrise, som det repræsentative demokrati i danmark er i? Spørgsmålet er, om det er metoder til at sikre demokratiet, for at kunne sikre klimaet, for i sidste ende at sikre demokratiet?

Borgersamlinger: Borgerinddragelse i kommunens klimapolitik?

Det deliberative demokrati er på det kommunale niveau noget mere udbredt end på det nationale plan. Mange af kommunerne nedsætter de såkaldte borgersamlinger (tekstboks 4.13), når nye kommunale tiltag

skal diskuteres. Da det at lave klimaplaner er komplekst og går på tværs af forskellige politikfelter (fx miljø/klima, økonomi, erhverv og infrastruktur), er kommunerne meget interesserede i, at både borgere, virksomheder og organisationer inddrages. Ved at inkludere de forskellige aktører fås mange forskelligartede inputs til klimaplanernes indhold. Kommuner har ofte en politik, der går på at inddrage borgerne, og gerne så tidligt i projektfasen som muligt. Argumentet er, at borgmestre og politikere i byrådet får flere kvalificerede inputs til deres arbejde, når borgerne inddrages, og ved at inddrage dem tidligt i processen styrkes demokratiet. Ligeledes opnår borgerne også en form for ejerskab, når de bliver inviteret indenfor fra start. De føler, de bliver hørt og opnår indflydelse, ikke blot på, hvor eksempelvis vindmøllerne skal stå, men også, hvorvidt kommunen overhovedet skal opsætte vindmøller.

Ejerskab over hele processen giver en form for ansvarsfølelse for, at projekterne bliver en succes. d et kan betyde større engagement hos borgerne, såvel som mindre modstand mod de projekter, der føres ud i livet. Tendensen er, at lokalpolitikerne bruger mindre tid i de traditionelle faste udvalg og i stedet udvikler politikker og strategier sammen med borgerne i opgaveudvalg, der løbende nedsættes af kommunalbestyrelsen. o pgaveudvalgene er formaliseret, men også midlertidige og løber kun, indtil den aftalte opgave er løst, hvorefter de nedlægges igen. Med direkte deltagelse af borgere og andre interessenter sikrer opgaveudvalgene bedre muligheder for samarbejdsdrevet innovation og bedre samlet rådgivning til kommunalbestyrelsen. Borgernes inddragelse i opgaveudvalgene er således en struktureret og formaliseret

Figur 4.17

Fordele og ulemper ved det aleatorisk-repræsentative demokrati

Repræsentation. Lodtrækning skaber en gruppe af borgere, som i langt større udstrækning repræsenterer befolkningen, hvad angår uddannelse, køn, alder, etnicitet m.m.

Magt og egeninteresse. Et andet argument er, at borgere, der er valgt ved lodtrækning, ikke har valgt Folketinget af egeninteresse eller for at opnå magt. Hvis politikere af egen fri vilje vælger at vie 10-15 år eller mere af deres liv til politik i Folketinget, er det ud fra dette argument kun muligt, hvis du selv ønsker magten i meget høj grad. Men meningen med demokrati er, at magten skal gives til folket. Derfor er de, der mindst vil politik (og i Folketinget), dem, der er mest egnet. Eller sagt på en anden måde: De, der sidder i Folketinget, er dem, der er mindst egnet.

Flere nuancer i politik. Med forskellige sociale udgangspunkter vil de udvalgte ved lodtrækning tilsammen nå frem til løsningsforslag, som er mere nuancerede og til det fælles bedste. Det vil således hjælpe politikerne med at gennemføre forandringer, som vil berøre mange vælgergrupper, herunder bane vej for en grøn omstilling, der tager hensyn til flest mulige grupper i samfundet.

Penge betyder mindre. Afgørende for at blive præsident i USA er, at du har penge til at føre en valgkamp. Det kan være midler fra egen lomme, men også at du modtager private donationer fra enkeltpersoner eller virksomheder. Dem med de rette forbindelser kan således siges at have en fordel. Ved lodtrækning findes ’almindelige borgere’, hvis entre på den politiske scene ikke afhænger af donationer, eller hvor rig du er, og som så heller ikke føler, at de skal give igen, når de er kommet til magten, som potentielt kan føre til udemokratiske handlinger.

Kompetence-argumentet. Politik er kompliceret og kræver stor viden om det politisk system og om samfundet generelt. Ved lodtrækning fås mennesker, som ikke nødvendigvis har den viden og uddannelse, der skal til.

Tids-argumentet. Hvis man trækker lod, får man en masse folk ind, der er optaget af strømningen i tiden lige nu, for eksempel klimaspørgsmål. Partierne og deres opstilling af kandidater lægger en dæmper på den lyst og sikrer en bedre kontinuitet. Partierne er gode til at få os til at tænke i pakker, dvs. at tingene hænger samme på tværs af politiske emner, i stedet for bare at tænke i enkeltsager.

Magt er vigtigt. Lysten til at have magten kan også ses som noget positivt.

For at få det afgørende ord som politiker skal du kæmpe dig frem til at have en position – du skal have magt. Jagten på denne magt over, hvad der skal gælde for Danmark og danskerne, er en vigtig motivation for at kunne lave forandringer. Magt kan her ses som en katalysator for forandring. Respekt om den lovgivende magt. Det er Folketinget, der lovgiver. Det er Folketingets medlemmer, der er demokratisk valgt til at lovgive i Danmark, og der er intet over Folketinget. Et indirekte udpeget borgerting kan ikke og skal ikke have ansvar for lovgivningsarbejdet.

Fordele Ulemper

måde at inddrage borgerne på. En anden måde, kommuner inddrager borgerne på, er de mere uformelle borgermøder og workshops.

4.3.3 Valg og klimavalg

I den danske grundlov står der, at der skal afholdes valg til Folketinget mindst hvert fjerde år. Ved et folketingsvalg er det vælgerne, der afgør, hvem der får et sæde i Folketinget. 179 politikere (fire af dem er repræsentanter fra Færøerne (2) og Grønland (2)) sidder i Folketinget. De valgte politikere bliver valgt til at repræsentere folket. Det kaldes et repræsentativt demokrati. Vi som borgere vælger ikke, hvem der skal danne regering og være statsminister, det finder partierne i Folketinget selv ud af. Denne demokratiske styreform er dermed anderledes end den, man har valgt i eksempelvis USA.

Her afgør vælgerne direkte, hvem der skal være præsident, hvorefter præsidenten udpeger den regering, han/hun vil stå i spid-

Figur 4.18

sen for. Den amerikanske demokratiform kaldes et præsidentielt system.

Uanset hvilken af de to demokratiske styreformer der anvendes, er vælgerne basis for demokratiet. For at stemme skal du i danmark være fyldt 18 år og have dansk statsborgerskab og bopæl i landet. d et krav opfyldte cirka 4,27 millioner danskere ved valget til Folketinget i 2022.

langt de fleste stemmeberettigede danskere stemmer til folketingsvalget. d et svinger typisk mellem 83 og 88 procent, hvilket er en af de højeste stemmeprocenter i Europa.

Som det ses i figur 4.18, er der sammenhæng mellem, hvor mange stemmer et parti får, og hvor mange mandater (pladser) partiet får i Folketinget. Princippet bag denne fordeling kaldes afspejlingsteorien og er princippet bag den valgmåde – forholdstalsvalg – vi har i danmark. Her er det gældende, at partiernes andele af pladserne i Folketinget skal have samme indbyrdes

Fordeling af stemmer i procent og mandatfordeling efter folketingsvalget juni 2022

Folketingsvalg 2022: Procentfordeling

Soc.dem (A )

Rad. V. (B )

Kons. (C )

Nye B. (D )

SF (F )

Lib. Alliance (I )

Kri.dem. (K )

Moderat. (M)

DF (O)

Frie Q (Q)

Venstre (V)

Dan.dem. (Æ)

Enhedslisten (Ø)

Alternativet (Å)

Folketingsvalg 2022: Mandatfordeling

Soc.dem (A )

Rad. V. (B )

Kons. (C )

Nye B. (D )

SF (F )

Lib. Alliance (I )

Kri.dem. (K )

Moderat. (M)

DF (O)

Frie Q (Q)

Venstre (V)

Dan.dem. (Æ)

Enhedslisten (Ø)

Alternativet (Å)

forhold som andele af stemmer i hele landet, altså ”afspejle” dette. Alle kandidaterne til Folketinget opstiller i lokale kredse landet over, så man både sikrer en tæt kontakt mellem folketingskandidater og vælgere, og at alle dele af danmark er repræsenteret på pladserne i Folketinget. Hvor mange mandater der kan vindes i hver kreds, er nøje matematisk beregnet, således at der tages højde for kredsens befolkningsstørrelse og det geografiske områdes størrelse.

I USA og Storbritannien er valgmåden anderledes. Her anvendes flertalsvalg i enkeltmandskredse. Her deler man landet op i kredse (for eksempel de nuværende 650 valgkredse i Storbritannien), og den, der får flest stemmer i en kreds, vinder kredsen og kommer i parlamentet. resten af de afgivne stemmer i kredsen går tabt. Man kalder også denne metode for “winner takes it all”.

I USA og Storbritannien vil der være en tendens til, at det er de store partiers kandidater, der bliver valgt. Ikke fordi der ikke er mange partier i USA og Storbritannien, der er som i danmark flerpartisystem i begge lande, men i særligt USA ender det med, at få partier har en reel indflydelse. I langt de fleste tilfælde har vi i danmark mindretalsregeringer, dvs. at regeringen har mindre end halvdelen af mandaterne i Folketinget. d et betyder, at de som udgangspunkt har sværere ved at få gennemført deres politik, da de må hente støtte hos de andre partier i Folketinget for at få gennemført noget. d erimod kan der argumenteres for, at i og med at flere politiske partier har indflydelse, bliver flere stemmer hørt, og processen dermed er mere demokratisk.

4.3.4 Hvad betød klimasagen for folketingsvalgene i 2019 og 2022?

Valget til Folketinget i 2019 blev døbt “Klimavalget”, da netop dette enkeltstående emne overskyggede alle andre i valgkampen (tekstboks 4.16). Men hvordan så det så ud ved folketingsvalget i 2022? Det har forskerne Søren Damsbo-Svendsen og Johannes Andersen undersøgt. De konkluderer, at også ved folketingsvalget i 2022 var det vælgernes opfattelse, at klimaforandringer er den største udfordring i vores tid. Dykker man ned under de overordnede konklusioner, viser det sig dog, at der eksisterer nogle generelle partipolitiske skillelinjer. Her er venstrefløjens vælgere mest optaget af at gøre noget ved udfordringerne her og nu, mens vælgere på højrefløjen enten slet ikke ønsker at gøre noget eller satser på, at fremtidige teknologiske løsninger, bl.a. atomkraft, vil løse udfordringen. Ved valget i 2022 var klimaforandringer siden 2019 blevet et emne, de fleste politiske partier var enige om at løse politisk. Derfor fik klimaet en birolle i vælgernes valg af parti og i særdeleshed i, hvilken blok man som vælger valgte at give sin stemme.

Ifølge teorien om postmaterialistiske værdier (tekstboks 4.17) er en af de centrale antagelser, at vores grundlæggende behov – vores personlige sikkerhed, økonomiske tryghed, ernæring, mv. – skal være nogenlunde dækket, før vi har overskud til at bekymre os om værdipolitiske spørgsmål som eksempelvis klima- og miljøspørgsmål. Med store internationale kriser som covid 19-pandemien (2019-2021) og ruslands invasion og krig i Ukraine (2022-) burde man derfor se, at danskernes bekymring for klimaforandringer var blevet mindre central. damsbo-Svendsen og Andersens undersø -

Tekstboks 4.16

Klimavalget 2019

Folketingsvalget i juni 2019 blev af mange observatører døbt ”Klimavalget”, da emnet blev valgets altoverskyggende emne og endte med at blive den drivende kraft bag danmarks historiske og ambitiøse klimalov i 2020. d er er flere årsager til, at klima fyldte meget for politikerne op til folketingsvalget i 2019 – nok vigtigst af alt, at klimaet var det, som de fleste vælgere tilkendegav optog dem mest. Klimaet havde også fået stor opmærksomhed i pressen i årene op til valget i kraft af adskillige alarmerende rapporter fra anerkendte institutioner og organisationer, herunder FN’s klimapanel, IPCC, der gang på gang understregede, hvor alvorlige klimaforandringerne var, og at de i høj grad var menneskeskabte. også stadig flere klimarelaterede katastrofer rundtomkring i verden fik sat klimaet højt på dagsordenen hos såvel vælgerne som politikerne.

Flere partier kom med klimaudspil i månederne op til valget i 2019, og emnet fyldte i debatterne på tv. Partiernes klimaudspil handlede i 2019 blandt andet om partiernes Co2-reduktionsmål. Socialdemokratiet vandt valget i 2019 og dannede en ren S-regering. Partiet fremlagde sammen med sine støttepartier, SF, Enhedslisten og radikale Venstre, et såkaldt forståelsespapir med en målsætning om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 i forhold til 1990-niveau. Alternativet støttede målsætningen, og snart fulgte d et Konservative Folkeparti, dansk Folkeparti, liberal Alliance og Venstre trop. Af alle Folketingets partier var det kun Nye Borgerlige, der ikke støttede Co2-reduktionsmålet. I december 2019 fremlagde S-regeringen et udkast til en ny klimalov. Med undtagelse af Nye Borgerlige støttede alle Folketingets partier op om aftalen, som blev vedtaget i juni 2020.

Ikke kun politisk var der stor enighed om klimamålene. En undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Kantar Gallup i september 2019 for Berlingske blandt 1.016 danskere viste, at 70 procent af danskerne var enige i Co2-reduktionsmålet.

gelser viser dog, at klimaet fortsat var vigtigt for de danske vælgere. Som en mulig forklaring på, hvorfor klimaforandringer ikke var druknet i covid-19 og krig i Europa mellem 2019 og 2022, foreslår forskerne, at klimaforandringerne i netop denne periode gjorde opmærksomme på sig selv ved temperaturrekorder og ekstreme vejrbegivenheder i danmark, i vores umiddelbare nærområder og i særdeleshed ude i verden.

Klimaforandringerne, der tidligere havde været noget, vi skulle frygte ude i fremtiden, var pludselig uhyggeligt aktuelt og nærværende.

danskernes fortsatte bekymring for klimaforandringerne giver sig udtryk i de data, undersøgelsen fandt frem til. I 2019 var 72 % af befolkningen enige i, at klimaforandringerne er vor tids største udfordring, mens dette tal var steget til 74 % ved

Tekstboks 4.17

Postmaterialisme

Postmaterialisme er en teori udviklet af den amerikanske politolog ronald Inglehart i 1970’erne, hvor han argumenterede for, at værdier i et samfund ændrer sig i takt med nye generationer og økonomisk udvikling. I samfund præget af fattigdom, konflikt og økonomisk usikkerhed er der fokus på materielle værdier som fysisk overlevelse, økonomisk sikkerhed, lov og orden. I modsætning hertil vil der i velstående samfund, hvor basale behov som mad, husly og sikkerhed er opfyldt, være fokus på postmaterielle værdier som menneskerettigheder, ligestilling og miljø- og klimabevægelser.

Kritikken af teorien om postmaterialisme kan sammenfattes i tre generelle punkter:

„ Økonomiske kriser kan vende udviklingen: Når samfund oplever recession eller usikkerhed, kan folk vende tilbage til de materielle prioriteter.

„ Ikke alle dele af verden følger samme udvikling: I fattigere lande er materielle behov stadig dominerende.

„ Værdier er ikke altid stabile: Folk kan skifte mellem materielle og postmaterielle værdier afhængigt af deres livssituation.

Figur 4.19

Andel af partiernes vælgere, der er enige i, at klimaforandringerne er vor tids største udfordring

2019 2022

Note: N = 1.988 for 2019 og N = 2.749 for 2022. Vægtet. ”Ved ikke”-svar tæller med i andelen, der ikke er enige.

Kilde: Damsbo-Svendsen, S. og Andersen, J. (2024): Klima er vigtigt for vælgerne, især i fremtiden, i: Hansen, K. M. og Stubager, R. (2024): Partiledernes kampen om midten –Folketingsvalget 2022. Djøfs Forlag.

Figur 4.20

Vælgernes holdninger til klimaforandringer og klimapolitik, 2019 og 2022 (pct.)

Klimaforandringerne er vor tids største udfordring

Jeg er utryg for, at klimaforandringer vil få konsekvenser for mig og mine nærmeste

De virksomheder, der udleder mest CO2, skal beskattes hårdere for at bremse klimaforandringerne

Den økonomiske vækst bør sikres gennem en udbygning af industrien, også selv om det kommer i strid med miljøinteresser

Der skal afsættes flere offentlige ressourcer til at beskytte klimaet

Det bliver nødvendigt at indføre atomkraft, hvis Danmark skal klare fremtidens energibehov

Indsatsen for at forbedre miljøet må ikke gå så vidt, at den skader erhvervslivets konkurrenceevne (uenig)

Jeg er villig til at gå ned i levestandard for at beskytte klimaet

Salg af nye benzin- og dieselbiler skal forbydes inden for 10 år

Vi må stole på, at klimaforandringerne kan håndteres med ny teknologi

Note: N = 2.221 for 2019 og 2.747 for 2022. Vægtet ”Ved ikke”-svar er ikke medregnet. Højere andele er overordnet set ”grønnere” for alle spørgsmålene. For fjerde og syvende udsagn om vækst og konkurrenceevne vises således andelen, der er helt eller delvist uenige. Holdningen til en CO2-skat er for 2019 baseret på det mere generelle udsagn ”Der bør indføres en skat på CO2-udledning for at bremse klimaforandringerne”, hvilket betyder, at stigningen fra 2019 til 2022 skal fortolkes med forsigtighed.

valget i 2022. Ser vi på, hvordan partiernes vælgere fordeler sig på dette spørgsmål (figur 4.19), er det tydeligt, at der i alle partier er en bekymring for klimaforandringer, men også, at der fra partierne til højre, over midten til partierne til venstre er en stadig stigende opfattelse af, at klimaforandringerne er vor tids største udfordring.

Mens tre ud af fire vælgere er enige i, at klimaforandringer er vor tids største udfordring (figur 4.20), så er der ikke enighed blandt vælgerne og partierne om, hvornår og hvordan denne udfordring skal løses.

Nogle vil yde en personlig indsats her og nu for et bedre klima, mens andre vil satse på, at den teknologiske udvikling, herunder en stigende tilslutning blandt vælgere

Kilde: Damsbo-Svendsen, S. og Andersen, J. (2024): Klima er vigtigt for vælgerne, især i fremtiden, i: Hansen, K. M. og Stubager , R. (2024): Partiledernes kampen om midten –Folketingsvalget 2022. Djøfs Forlag.

Figur 4.21

Gennemsnit af partiernes vælgeres klimapolitiske holdninger

Panel A: Handlingsorienterede klimapolitiske holdninger

Panel B: Afventende, teknologioptimistiske klimapolitiske holdninger

Note: Samlet N = 2.531 og N = 2.398. 95 pct. konfidensintervaller. Vægtet.

Figur 4.22

Typologi over politiske profiler i klimadebatten 2019 og 2022

Jeg er villig til at gå ned i

Klimaaktivisten

Engageret klimaforkæmper, der både vil satse på den personlige og den samfundsmæssige indsats

2019: 29 pct.

2022: 28 pct.

Den offervillige

Ikke enig

Klimabekymret vælger, for hvem kampen for klimaet først og fremmest er et personligt anliggende, hvor alle kan gøre en forskel.

2019: 26 pct.

2022: 23 pct.

Note: Samlet N-2019 = 1.815 og N-2022 = 2.424. Vægtet.

Teknooptimisten

Optimistisk vælger, der satser på, at teknologiske landvindinger senere vil gøre en afgørende forskel.

2019: 25 pct.

2022: 30 pct.

Den passive

Uengageret vælger, der ikke er optaget af klimaforandringer eller politisk klimahandling.

2019: 20 pct.

2022: 20 pct.

Kilde: Damsbo-Svendsen, S. og Andersen, J. (2024): Klima er vigtigt for vælgerne, især i fremtiden, i: Hansen, K. M. og Stubager, R. (2024): Partiledernes kampen om midten –Folketingsvalget 2022. Djøfs Forlag.

Kilde: Damsbo-Svendsen, S. og Andersen, J. (2024): Klima er vigtigt for vælgerne, især fremtiden, i: Hansen, K. M. og Stubager, R. (2024): Partiledernes kampen om midten –Folketingsvalget 2022. Djøfs Forlag.

til atomkraft, i fremtiden vil løse udfordringen. I figur 4.21 kan vi se, at det er de selverklærede klimavenlige partier på venstrefløjen, der er mest for en handlingsorienteret tilgang til klimaforandringerne, mens partierne til højre er mest for den afventende teknologioptimistiske holdning. Midterpartiernes vælgere placerer sig i en mere uklar position, hvor der både er fokus på det handlingsorienterede, men også en vis afventende holdning, hvor der ventes på teknologiske løsninger.

damsbo-Svendsen og Andersen konkluderer på deres studie ved at opstille en typologi over de politiske profiler i klimadebatten 2019 og 2022. Ved at krydse den handlingsorienterede tilgang med den teknologioptimistiske tilgang får de fire vælgertyper: klimaaktivisten, teknooptimisten, den offervillige og den passive (figur 4.22). Ser vi på udviklingen over tid, ser vi, at klimaaktivisten og den passive er uforandret mellem valgene i 2019 og 2022. Til

Tekstboks 4.18

gengæld er der signifikant flere vælgere, der i 2022 er teknooptimist, og signifikant færre, der er offervillige. Hvis man dykker ned i typernes sociale profil, er teknooptimisten mest udbredt blandt unge og ældre mænd og mindst blandt yngre kvinder. Anderledes ser det ud med den offervillige, der er mest udbredt blandt yngre kvinder, unge mænd ligger omkring gennemsnittet, mens de ældre kun er svagt repræsenteret.

4.3.5 Partiernes adfærd i teori og praksis

Langt størstedelen af de 179 folketingspolitikere er traditionelt medlem af et politisk parti (tekstboks 4.18). Det er muligt at være medlem af Folketinget uden at være medlem af et parti, som en såkaldt løsgænger. At være løsgænger betyder, at man stiller op til folketingsvalg uden et partipolitisk tilhørsforhold. Man bliver også løsgænger, hvis man i løbet af en valgperiode ikke længere ønsker at være medlem af det

Hvad er et politisk parti, og hvad er dets opgaver?

Et politisk parti kan defineres ved, at en gruppe mennesker, der har nogenlunde ensartede holdninger til og visioner om samfundets udformning og udvikling, organiserer sig i en enhed (et parti) med henblik på at stille op til valg, vinde valg og bevare magtpositioner.

Politiske partier har til opgave at:

„ være bindeled mellem vælgerne og det politiske system

„ rekruttere og uddanne nye borgere, som ønsker at være aktive i politik

„ fremføre interesser fra grupper i samfundet

„ sammenfatte og kombinere interesser og videreføre dem på måder, der gør det muligt at lave beslutninger (love)

„ formulere idéer, mål og visioner for samfundet, for eksempel hvordan en grøn omstilling kan udformes

Tekstboks 4.19

Klimaafgift på flyrejser

SVM-regeringen vedtog sammen med Enhedslisten og SF i juni 2024 efter halvandet års tilløb en afgift på flyrejser. Afgiften trådte i kraft 1. januar 2025.

d er er tre satser: Europæiske flyvninger har nu en afgift på 30 kroner, mellemlange rejser 250 kroner og lange rejser 300 kroner per billet. Afgiften vil sige løbende og lander i 2030 på henholdsvis 50, 310 og 410 kroner. I gennemsnit svarer det til 100 kroner per billet.

Afgiften forventes at indbringe cirka 1 milliard kroner årligt. d et er blevet besluttet, at knap halvdelen skal gå til tilskud til grønne brændstoffer, så dansk indenrigsflyvning bliver klimaneutral i 2030, mens den anden del skal gå til ældrechecken.

parti, man er valgt ind for, og ikke melder sig ind i et andet parti. Til trods for at der indimellem er løsgængere i Folketinget, er det de politiske partier, der fungerer som den absolutte primære platform for politikeres adgang til Folketinget.

En af de politiske partiers opgaver er at formulere ideer, mål og visioner for samfundet. d en opgave fik en særlig rolle ved folketingsvalget særligt i 2019, men også i 2022, hvor det især handlede om at formulere ideer, mål og visioner for samfundet på klimaområdet.

Ét er naturligvis, hvilke ambitioner og mål en regering og de andre partier i Folketinget har, noget andet er, hvordan de vil nå Co2-reduktionsmålet. og lige præcis her hører enigheden blandt Folketingets partier ofte op. d e kan have vidt forskellige holdninger til, hvordan målet skal nås, som grundlæggende handler om partiernes forskellige ideologiske fundament.

Et tiltag, som de fleste partier de seneste par år har forholdt sig til, og som tydeliggør deres forskellige veje til at nå målsætningen, er klimaafgifter. d vs. spørgsmålet om, hvorvidt afgiftspålæggelse på varer eller ydelser er en farbar vej at gå for at reducere klimaforandringernes fortsatte udvikling. Et eksempel på en afgiftspålæggelse, der var stor diskussion om, men som endte med en aftale, er klimaafgift på flyrejser, der trådte i kraft 1. januar 2025 (tekstboks 4.19).

Nogle partier i Folketinget har haft en klimapolitik i mange år, mens andre først inden for de sidste år er begyndt at forholde sig konkret til klimaspørgsmålet. Ved klimavalget til Folketinget i 2019 eksploderede opmærksomheden på klimaspørgsmålet, og partierne var – uanset om de havde en klimapolitik eller ej – nødsaget til i en eller udstrækning at forholde sig til emnet. For de partier, som allerede havde udformet en detaljeret klimapolitik, betød det ikke nogen bemærkelsesværdig ændring i deres adfærd, hvorimod de partier, som endnu ikke havde forholdt sig til emnet, fik travlt med at gøre det. d e partier, der ikke forholdt sig til emnet, blev straffet ved at miste stemmer. d er skete for mange partier en partiadfærdsændring op til, under og efter folketingsvalget 2019. Til at forklare et eksempel som dette og generelt, hvorfor partierne ændrer adfærd, findes de

såkaldte partiadfærdsmodeller, som vi kan bruge til at forklare partiernes adfærd. Politologen Kaare Strøm har i den sammenhæng udarbejdet en teori (figur 4.23), hvor partier inddeles i tre typer: office seeking, vote seeking og policy seeking:

„ Office seeking betyder, at partiet vægter at få plads i regeringen.

„ Policy seeking er de partier, som primært går efter at få gennemført deres politik.

„ Vote seeking er dem, der har et stærkt fokus på at få så mange stemmer som muligt.

Alle partier er naturligvis interesseret i så mange stemmer som muligt, men der er forskel på, hvor langt partierne vil gå på kompromis med deres ideologi og politik i jagten på stemmer. Dansk Folkeparti (DF) er eksempelvis kendt for at være et parti, som er tro mod sin politik og ideologi. De står ved deres udlændingepolitik og ældrepolitik og går sjældent på kompromis på disse politikområder. Ved folketingsvalget i 2019 handlede valget som sagt meget om klima. Klimapolitik havde hidtil ikke været et højt prioriteret emne hos DF, og de tog i valgkampen til både europaparlamentsvalget (26. maj 2019) og folketingsvalget (5. juni 2019) af og til afstand til den megen omtale, klimaet havde fået de forgangne år og fik i selve valgkampen. Ytringer som “klimatosser” og “vi skal jo snart være veganere allesammen” fra prominente DF-politikere fik meget omtale i medierne. DF fik både et dårligt europaparlamentsvalg og folketingsvalg, og flere af DF-politikerne udtalte efter europaparlamentsvalget, at DF havde sovet i timen og ikke havde formået at gribe og forholde sig

Figur 4.23

Kaare Strøms typologi

til et emne, der tydeligvis optog vælgerne. Egentlig gjorde DF blot det, som de plejer, det vil sige fokuserede på deres kernepolitikområder som udlændingepolitik og ældrepolitik – de var policy seeking. Vælgerne, derimod, var tilsyneladende mere optaget af klimadagsordenen. Det var én blandt flere forklaringer på, at DF mistede mange vælgere ved de to valg.

d erimod havde flere andre politiske partier travlt med enten at formulere en klimapolitik eller fremhæve den klimapolitik, de havde haft på hylden i årevis. d e partier, som evnede dette, blev tilsyneladende belønnet med mange flere stemmer. d e var i stor udstrækning vote seeking. d ette kunne for eksempel ses ved den succes, en række grønne partier i EU fik ved europaparlamentsvalget 2019, og den succes, d et radikale Venstre fik ved folketingsvalget 2019. d en grønne dagsorden havde Socialdemokratiet og Mette Frederiksen også, men de havde også ministerposter i sigte. d e havde fokus på office seeking, på at få regeringsmagten og statsmi-

Stemmer

Office seeking Vote seekning

Taburetter

Figur 4.24

Molins model

Ydre faktorer: Fx klimaforandringernes hastige udvikling og kon sekvenser

Interesse Ideologi Strategi

Interessefaktor: Kernevælgere Aktive medlemmers interesse

Styrer de politiske beslutninger

Troværdighed og sympati som politisk person

Opinionsfaktor: Hensyn til vælgerreaktionen

Popularitet Forventet vælgerreaktion

Kontinuitet Hensyntagen på længere sigt

Parlamentarisk faktor Hensyn til andre politiske partier Partiernes standpunkttagen

Personfaktor Politisk personlighed og dømmekraft

Valg af standpunkt

Til at belyse partiernes adfærd kan også anvendes en anden partiadfærdsmodel, nemlig Molins model (figur 4.24). Med udgangspunkt i modellens venstre side er der nogle ydre faktorer, som sætter gang i en partiadfærd hen imod et valg af standpunkt. En ydre faktor kan være klimaforandringer.

Et parti som Alternativet, som er meget optaget af klimaspørgsmål, følger i stor udstrækning modellens øverste del. Partiet følger sin interesse, sin ideologi og appellerer i stor udstrækning til sine kernevælgere.

Partiet oplevede ved folketingsvalget i 2015, at de “ejede” klimaspørgsmålet og “bestemte” den måde, der skulle tales om emnet på. Alternativet havde de stærkeste holdninger til klimaemnet, de havde så at sige issue ownership. Partiet fik imidlertid ikke så mange stemmer ved folketingsvalget i 2019 og endnu færre i 2022, hvilket blandt andet skyldes, at også mange af de andre partier havde fremlagt en omfattende og ambitiøs klimapolitik. de klimainteresserede vælgere havde med andre ord flere partier med en tydelig klimapolitisk dagsorden at vælge imellem. Alternativet havde ikke længere ejerskab over klimaemnet.

Et andet eksempel på anvendelse af Molins model er dansk Folkepartis adfærd efnisterposten. Partiet kunne derfor ikke give klimaspørgsmålet al deres opmærksomhed, men skulle også være tydelig omkring deres politik på andre områder.

Kilde: Videreudvikling af Johannes Andersen: Samfundet som oplevelse, Systime 1994, side 121-123

ter folketingsvalget i 2019. Som tidligere nævnt erkendte dansk Folkeparti efter valget, at de havde fokuseret for lidt på klimaemnet. d erfor præsenterede partiet på deres landsmøde i september 2019 et klimaudspil, hvor de blandt andet nævnte, at de var parate til at underskrive en klimalov, der definerer en målsætning i 2030 på 70 procent Co2-reduktion. dF endte også med at stemme for den nye klimalov.

4.3.6 Vælgernes holdninger og adfærd Partiernes adfærd hænger nøje sammen med, hvilken adfærd vælgerne har. Igennem det meste af 1900-tallet var det for partierne relativt forudsigeligt at identificere og tale til vælgerne. Socialdemokratiets vælgere var i stor udstrækning arbejderne, landmændene stemte på Venstre og de bedrestillede borgere på Det Konservative Folkeparti. Man vidste, at var man faglært ar-

Figur 4.25

Fordelingspolitik og værdipolitik

Venstreorienteret – stor omfordeling

bejder på skibsværftet, var Socialdemokratiet dem, som med sikkerhed ville kæmpe for ens rettigheder. Derfor stemte man på dem. I dagens Danmark er lønmodtagernes rettigheder og vilkår væsentligt forbedret, og velfærdsstaten er udbygget i en sådan grad, at du stadig kan opretholde et rimeligt anstændigt liv, selvom du ikke har et arbejde. Derfor stemmes der ikke længere kun ud fra, hvordan partier forholder sig til spørgsmål knyttet til arbejdslivet, herunder spørgsmål om arbejdstid, skat på arbejde, arbejdsløshedsunderstøttelse, kontanthjælp osv. Disse spørgsmål handler om, hvordan samfundets goder skal fordeles – såkaldt fordelingspolitik. En række mere værdipolitiske spørgsmål har i de senere årtier tiltrukket vælgernes opmærksomhed, for eksempel indvandring, retspolitik, miljøpolitik, klimapolitik og senest sikkerhedspolitik. Hvilke værdier der skal karakterisere

Venstreorienteret værdipolitik

Højreorienteret – lille omfordeling

Højreorienteret værdipolitik

Analysen bygger på, at et parti nu engang er de vælgere, partiet har. Analysen placerer partierne på baggrund af deres vælgeres svar og bygger således på en præmis om, at partiernes holdninger svarer til summen af deres vælgeres synspunkter. Kilde: www.altinget.dk

det danske samfund, kaldes værdipolitik. Hvor nogle fordelingspolitiske og værdipolitiske skillelinjer bliver lavet ud fra en analyse af partiprogrammerne, er partiernes placering i figur 4.25 lavet ud fra, hvad vælgerne synes. Vælgernes adfærd er derfor bestemmende for partiernes placering. Begge metoder placerer imidlertid partierne på næsten samme måde på den fordelingspolitiske og værdipolitiske linje.

Spørgsmålet er dog, hvorvidt klimaområdet kun er et værdipolitisk spørgsmål. Som vi så i tidligere afsnit, har Klima-, energi- og forsyningsministeriet siden valget i 2019 fået en mere central og tværministeriel rolle, idet de fleste ministerier nu i større udstrækning skal indtænke klimamæssige hensyn. d et gælder, uanset om det handler om konkrete drivhusgasudledninger, flere sociale hensyn i forbindelse med byplanlægning eller økonomiske overvejelser om udgifter og indtægter i den grønne omstilling. d et betyder, at klima ikke kun er et spørgsmål om værdier, men også en integreret del af diskussionen om, hvordan goderne skal fordeles i samfundet. Politiske tiltag, hvis formål er at reducere udledning af drivhusgasser, men hvor vejen dertil går gennem en stigning i afgifterne på fossile brændstoffer eller kød, eller nedsættelse eller fritagelse af afgifter på elbiler, kommer i virkeligheden til at handle om fordelingspolitik.

4.3.7 Vælgertyper og vælgervandringer Nogle vælgere stemmer på det samme parti ved hvert valg – de er såkaldte kernevælgere. Andre skifter løbende mellem partier, alt efter hvor de mener, deres interesser bedst bliver varetaget – de kaldes marginalvælgere. Resultatet af, at ikke alle stemmer på det samme parti hver gang, kaldes

en vælgervandring. Vælgervandring betyder, at en del af vælgerne stemmer anderledes ved et valg i forhold til det foregående valg. Der kunne registreres en del vælgervandring mellem partierne, men også mellem blokkene, ved folketingsvalget i både 2019 og 2022.

Partierne har også en særlig opmærksomhed rettet mod at få fat i marginalvælgerne. oftest lægges der en offensiv strategi for at få marginalvælgerne indfanget. d et viste sig særligt ved folketingsvalget 2019, at marginalvælgerne først og fremmest skulle indfanges ved, at de politiske partier adresserede klimaspørgsmålet. d ette blev afgørende for, hvor meget politikerne forholdt sig til klimaspørgsmålet under valgkampen.

de partier, der ikke adresserede klimaspørgsmålet ved folketingsvalget i 2019, tabte tilsyneladende kampen om marginalvælgerne. Klimaspørgsmålet var for vælgerne ikke blot et forbigående emne (issue). Vælgerne viste ved dette folketingsvalg, at de var issue voters, som er en type vælger, som træffer sit politiske valg på baggrund af de politiske partiers og kandidaters holdninger til et eller flere helt bestemte politiske emner. og ved valget i 2019 var dette emne i særdeleshed klima, og de partier, som ikke så det, blev straffet med færre stemmer, hvorimod de partier, som adresserede emnet, blev belønnet. Valget indikerede, at vælgerne gik efter position issue, hvilket vil sige stemte på det eller de partier, som lå tættest på den holdning, som de fandt vigtigst (bekæmpelse af klimaforandringer).

Ved valget i 2022 reagerede vælgerne ikke i samme udstrækning med position issue på klimaspørgsmålet, men vægtede i højere grad valens issues. Valens issue betyder, at partierne så at sige mener nogen-

lunde det samme, det vil sige er enige om et standpunkt (fx målsætningen om 70 procent Co2-reduktion), hvorfor vælgerne i stedet vurderede, hvordan partierne vil nå frem til målsætningen. Jo mere de danske partier mener det samme og kommer til at ligne hinanden på målsætningerne, desto stærkere vil midlerne til at nå målsætningen indgå i vælgernes overvejelser, når stemmeafgivningen skal foretages.

4.4 Hvilken rolle spiller de danske kommuner i udviklingen og implementeringen af klimatiltag?

Parisaftalens artikel 12 beskriver, at offentligheden i bred forstand skal have ret til at deltage aktivt i processen omkring opfyldelsen af aftalens målsætninger vedrørende klimaændringer. Det er med andre ord fra politisk side besluttet, at alle samfundets aktører skal inddrages i kampen for at nå de internationale forpligtelser og de nationale målsætninger. Det er blandt andet indført i Parisaftalen ud fra en forventning om, at offentlighedens deltagelse i beslutningsprocesserne er med til at fremme accepten af den efterfølgende lovgivning på klimaområdet. Kommunerne spiller her en særlig rolle, idet de er tæt på borgerne, virksomhederne, landbruget og foreningslivet.

Så hvor borgerinddragelse spiller en mindre rolle i udviklingen og implementeringen af klimaindsatser på det overnationale og nationale niveau, er der på kommunalt niveau lagt op til en langt større inddragelse af borgerne. På trods af at kommunerne lovgivningsmæssigt kun er pålagt en enkelt konkret indsats på klimaområdet (i planloven angives det, at det er en lovbunden opgave, at kommunerne skal lade oversvømmelse og erosion indgå i den fysiske planlægning), har langt de fleste kommuner en politik på området og har iværksat adskillige handlingsplaner for at reducere CO2-udslippet og tilpasse sig klimaforandringerne. Disse handlingsplaner udarbejdes i mange kommuner med stor inddragelse af borgerne. Kommunernes klimaindsatser er i fokus i dette afsnit. Vi vil mere konkret undersøge seks spørgsmål:

„ Hvor meget CO2 udleder kommunerne?

„ Hvorfor foretager kommunerne forebyggende klimaaktiviteter?

„ Hvad gør kommunerne på klimaområdet?

„ Hvad oplever kommunerne som en udfordring for deres klimaindsats?

„ Hvordan påvirker klimaområdet kommunalvalg?

Figur 4.26

Hvilke motiver ligger til grund for kommunernes klimapolitik

4.4.1 Hvor meget CO2 udleder kommunerne?

For at kommunerne nemmere kan lave deres energi- og klimaregnskab og derved skabe indblik i, hvor stor en indsats de skal gøre, har Energistyrelsen udviklet et værktøj, der viser en oversigt over CO2-udledning i Danmark fordelt på landets kommuner. Det er således muligt at se kommunens samlede udledninger og udledninger pr. indbygger og sammenligne med andre kommuner. Der er naturligvis stor forskel på de enkelte kommuners samlede CO2-udledning, da det afhænger af kommunens areal, arealanvendelse og indbyggertal, men der er bemærkelsesværdigt stor forskel på de enkelte kommuners CO2-udslip pr. indbygger.

Årsagerne til de store forskelle er mange. For det første har bykommuner som København og Frederiksberg mange etageejendomme, som kræver mindre energi til opvarmning end fritliggende boliger. For det andet er disse kommuner næsten fuldt dækket af fjernvarme, hvilket ikke kun skyldes en stærk grøn ambition, men også økonomisk fornuft. En tredje grund er, at bykommuner ikke dyrker landbrug til at brødføde sin egen eller resten af landets befolkning og derfor ikke selv udleder drivhusgasser fra landbruget. For det fjerde foregår meget af den transport, der skal til, for at byens arbejdspladser og handel kan fungere, uden for kommunegrænsen og tæller dermed ikke med i bykommunens klimaregnskab. Endelig bør man også forholde sig til københavnernes og frederiksbergernes forbrug. Borgerne og virksomhederne har et forbrug, som trækker på hele kloden, og disse udledninger overstiger det, der indgår i de fleste byers Co2-regnskaber. det er således ikke helt ligetil at kalde en by

som København for grøn, blot fordi kommunen kan udvise pæne tal i de forskellige grønne regnskaber. Ud over de nævnte grunde til forskelle i Co2-udledninger i forskellige kommuner er der selvfølgelig også forskel på, hvor stor en klimaindsats der foretages i de enkelte kommuner.

4.4.2 Hvorfor foretager kommunerne forebyggende klimaaktiviteter?

Ser man på motiverne for, at kommunerne iværksætter en klimapolitik, kan de inddeles i tre overordnede kategorier: økonomiske, politiske og idealistiske motivationsfaktorer (figur 4.26).

På trods af at kommunerne stort set ikke er bundet op på nogen klimalovgivning, det vil sige har en “skal-opgave”, når det handler om at foretage forebyggende klimaaktiviteter, betragter de fleste kommuner det som deres moralske pligt at bidrage til at reducere Co2-udslippet. d e betragter det som en “bør-opgave” at være med til at bekæmpe de globale klimaforandringer. d enne begrundelse kategoriseres som en idealistisk motivationsfaktor. Flere undersøgelser peger på, at kommuner vægter, at de har et socialt ansvar for at reducere Co2-udslippet. Undersøgelserne peger imidlertid også på, at kommunerne indtil videre også har været meget optaget og motiveret af at skabe et grønt renommé, som de kan bruge til at synliggøre sig selv over for borgere, virksomheder og andre kommuner. Mange kommuner vil gerne tiltrække nye borgere og virksomheder samt være frontløbere på det grønne område. d ette kaldes for en politisk motivationsfaktor. ligeledes foretager kommunerne også nogle økonomiske overvejelser, når de igangsætter klimatiltag. d et handler for kommunen om at kunne spare pen-

Tekstboks 4.20

Planlov om klimatilpasning

Som konsekvens af store og ødelæggende oversvømmelser i flere europæiske lande vedtog EU i 2007 et ”oversvømmelsesdirektiv”. direktivets formål er at mindske de negative konsekvenser af oversvømmelser ved at fastlægge retningslinjer for vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen. EU-landene har vurderet, at dette formål nås ved at udarbejde risikostyringsplaner, der fokuserer på forebyggelse, sikring og beredskab. danmark har implementeret EU’s oversvømmelsesdirektiv med en række krav til kommuneplanlægningen. d et er desuden en national interesse, at alle kommuner udpeger områder, der kan blive udsat for oversvømmelse eller erosion, og at kommuneplanen indeholder retningslinjer for etablering af afværgeforanstaltninger til sikring mod oversvømmelse eller erosion ved planlægning af byudvikling, særlige tekniske anlæg, ændret arealanvendelse mv. i de udpegede områder.

Kilde: https://planinfo.erhvervsstyrelsen.dk

ge ved for eksempel at foretage energirenovationer på offentlige bygninger og i det hele taget foretage investeringer, som giver grøn vækst i lokalområdet. d isse er økonomiske motivationsfaktorer. d isse har ofte været behæftet med en grad af egennyttemaksimering, hvormed der menes, at kommunen først og fremmest har foretaget klimahandlinger ud fra, hvad der økonomisk og politisk er en gevinst for dem selv. d erfor er det heller ikke overraskende, at kommunernes klimatiltag i stor udstrækning finder sted inden for de opgaver, de selv varetager. d et handler om energibesparelser (i for eksempel byggeri og vejbelysning), affaldshåndtering og fjernvarme. d isse tiltag er karakteriseret ved at være “trygge” tiltag, der ikke umiddelbart skaber utilfredshed blandt kommunens borgere og virksomheder, at være politisk nemme at gennemføre (politisk flertal i byrådet) og at være økonomisk rentable. For at opfylde Parisaftalens målsætninger er der dog brug

for, at kommunerne udvider deres klimaindsats til andre områder, for eksempel landbrug og transport. d isse områder har kommunerne kun i meget lille grad beskæftiget sig med, da de ofte skaber heftige diskussioner og uenighed blandt borgerne.

4.4.3 Hvad gør kommunerne på klimaområdet?

Med planlovsændringen den 1. februar 2018 fremgår det, at det er en lovbunden opgave, at kommunerne skal have en politik på klimatilpasningsområdet (tekstboks 4.20).

I 2011 havde 72 procent af kommunerne en klimahandlingsplan. I 2025 har alle danske kommuner en klimahandlingsplan. Udviklingen viser med al tydelighed, at klimaområdet er blevet en velintegreret del af kommunernes politik både med hensyn til at reducere kommunens klimaaftryk og til at tilpasse sig til de klimaforandringer, der allerede er aktuelle eller er på vej. Fi-

Figur 4.27

Eksempler på kommunale klimatiltag i Danmark

I Halsnæs Kommune har man i Frederiksværk lavet en højvandssluse, der beskytter byen mod høje vandstande i Roskilde Fjord.

Roskilde Kommune har elbusser på alle interne buslinjer.

I Køge Kommune bliver overskudsvarme fra fabrik til fjernvarme i både Køge Kommune og Solrød Kommune.

Helsingør Kommune tilbyder Energitjek til borgere, så de ved, hvordan de kan renovere deres boliger og på den måde få et lavere energiforbrug.

Allerød Kommune er med i et Carbon20 netværk – et netværk af 50 virksomheder, der deler viden om bæredygtige muligheder.

Rudersdal Kommune har nedsat sit CO2-aftryk fra skolebygninger med 20 % over fem år.

I Frederiksberg Kommune er Forsyning den første virksomhed i verden, der har elbiler, som kan levere strøm tilbage til elnettet. Det giver ekstra grøn strøm, når der er pres på elnettet i aftentimerne, og i stedet lader elbilerne op, når der er rigelig grøn strøm om natten.

Ti bytteskabe i boligforeninger, hvor man kan stille ting, man ikke længere har brug for, så andre kan få glæde af dem. Det skal gerne være med til at mindske forbruget.

Albertslund Kommune har sammen med syv andre kommuner i hovedstadsområdet været en del af projekt ”test en elcykel”, for at få flere til at cykle og dermed udlede mindre CO2. I alt deltog 1681 i projektet, og tilsammen tilbagelagde de mere end 884.000 km på et år. Det svarer til, at hver pendler i gennemsnit cyklede 526 kilometer og dermed reducerede sit CO2-udslip med 91,5 kilo – blot ved at skifte bilen ud med en elcykel. Projektet har haft en række positive effekter på testpersonernes sundhed og skabt varige forandringer i borgernes transportvaner. Et år efter testperioden er mere end en tredjedel fortsat med at cykle minimum tre dage om ugen, og de tilbagelægger tilsammen næsten 2.000.000 km om året.

Udarbejdet

Kilde:

på baggrund af rapporten fra Realdania, 2018: “Klima100 –100 klimaløsninger fra de danske kommuner”

Tekstboks 4.21

Lokale klimaplaner – godt eller skidt?

Professor: Københavns nye klimaplan kan gøre det dyrere at nå vores nationale klimamål

Af lars Gårn Hansen, professor og medlem af d e Økonomiske råds formandskab I: Altinget, 5. februar 2024. Forkortet af forfatterne.

Kommuner og offentlige institutioner fører i stigende grad deres egen klimapolitik. For eksempel, har næsten alle danske kommuner sat klimamål, og mange gennemfører tiltag, der skal reducere de drivhusgasudledninger som borgere, virksomheder og kommunens egen drift forårsager.

Umiddelbart skulle man tro, at lokal klimapolitik understøtter den nationale klimapolitik og de nationale klimamål. Men gør den det? d et korte svar er nej. d et primære resultat af lokal klimapolitik er, at det bliver dyrere at nå de nationale klimamål.

d et skyldes, at når en kommune fører klimapolitik, har den ikke mulighed for at bruge den samfundsøkonomisk billigste regulering: En drivhusgasafgift. I stedet må man benytte langt dårligere målrettede reguleringer som reduceret hastighed, færre parkeringspladser, regulering af borgernes opvarmningskilder med videre. Eksempelvis er den samfundsøkonomiske omkostning ved at reducere hastigheden fra 130 til 100 km i timen på 11.500 kr./ ton Co2, som skal sammenlignes med højest 1100 kr./ton Co2 ved at benytte en drivhusgasafgift.

d en type instrumenter kan være velegnede i forhold til trafiksikkerhed og støjgener, men de er ikke velegnet til at føre klimapolitik. omvendt benytter den nationale klimapolitik i betydelig grad drivhusgasafgifter. d e både er et effektivt værktøj og sikrer samtidig, at drivhusgasudledningerne bliver reduceret, der hvor det er samfundsøkonomisk billigst.

Endvidere ændrer den kommunale indsats ikke i sig selv på de nationale klimamål. Et sandsynligt resultat er derfor ikke færre drivhusgasudledninger, men at de samme nationale mål nås med lempeligere national regulering for eksempel en lavere sats for drivhusgasafgiften. d er er således en stor risiko for, at den kommunale indsats ikke reducerer de samlede danske drivhusgasudledninger, men at hovedresultatet er, at det bliver dyrere at nå de nationale klimamål.

Hvis hovedmotivationen for en kommunes klimatiltag over for borgere og virksomheder er at støtte op om den nationale klimapolitik, bør kommunerne genoverveje deres klimamål. På det nationale niveau er man langt bedre i stand til at føre klimapolitik over for borgere og virksomheder med omkostningseffektive reguleringstiltag, end det er muligt for eksempelvis kommuner.

gur 4.27 viser et lille udpluk af de mange klimatiltag, der er iværksat i de danske kommuner.

d er har gennem årene været igangsat og drevet en række initiativer, der skulle engagere til, støtte og promovere klimatiltag i de danske kommuner. Et af de mest udbredte var “Klimakommuner”, som danmarks Naturfredningsforening lancerede i 2007 og afsluttede i 2021. I projektet lavede kommunerne aftaler med danmarks Naturfredningsforening om at nedbringe deres Co2-udslip med mindst to procent om året. Ved projektets afslutning var 71 ud af 98 kommuner en klimakommune.

En af arvtagerne fra Klimakommune-projektet er dK2020, der er et klimapartnerskab mellem realdania, Kl og de fem regioner samt C40 og Concito. Projektet fik de sidste danske kommuner med ombord, således at det nyeste skud på stammen, “Klimaalliancen” mellem realdania og de fem regioner, i 2024 bestod af alle danske kommuner.

Umiddelbart synes det faktum, at kommunerne tager ansvar for kampen mod klimaforandringer og understøtter den nationale klimapolitik og de lokale klimamål, som et positivt tiltag. d er har dog været kritik af den lokale klimapolitik for, at den fordyrer opfyldelsen af de nationale klimamål (tekstboks 4.21).

4.4.4 Hvad oplever kommunerne som en udfordring for deres klimaindsats? Udviklingen og implementeringen af klimaindsatser er imidlertid ikke uden udfordringer for kommunerne. Særligt årsager som manglende økonomisk kapacitet, konkurrence fra andre politiske dagsordener, manglende borgerinddragelse og opbakning hos borgerne samt utilstrækkelig na-

tional rammeregulering skaber udfordringer for kommunerne.

Her vil vi kort berøre de to sidste punkter: 1. manglende inddragelse af borgerne og 2. utilstrækkelig national rammeregulering:

„ Mange kommuner gør en stor indsats for at inddrage borgerne. Men kommunerne peger samtidig også på, at der er udfordringer forbundet med borgerinddragelse. Eksempelvis oplever kommunerne, at borgerne nedlægger protester, hvis klimaindsatserne påvirker lige netop dem, for eksempel når vindmøller bliver placeret, hvor de kan se dem. Kommunerne har hidtil arbejdet meget med at gøre rammerne for borgerne bedre på nogle relativt nemme områder, for eksempel forbedre cykelforholdene og tilbyde rådgivning om energieffektivisering i hjemmet. Sådanne tiltag modtages typisk positivt hos borgerne. Borgerne reagerer imidlertid anderledes, når det handler om placering af vindmøller, solcelleanlæg eller biogasanlæg. Kommunerne bliver fra national side eksempelvis bedt om “at finde mulige vindmølleplaceringer”. Det skaber imidlertid store lokale diskussioner med borgerne og borgerne imellem om, hvor mange vindmøller der skal placeres, og hvor de skal placeres. Ud over at det kan skabe splid i lokalbefolkningen, kan det også danne basis for skepsis, når nye klimatiltag præsenteres. Det er, når klimaindsatsen rykker tæt på borgerne og deres privatliv, at der opstår skepsis eller decideret modstand.

„ En anden udfordring hos kommunerne er den utilstrækkelige rammeregulering. Med dette menes, at kommunerne mangler retningslinjer og lovgivning for, hvad der skal gøres i den grønne omstilling, og hvordan det skal gøres. Et eksempel på manglende national rammeregulering er energieffektiviteten i de offentlige bygninger. Der blev derfor fra national side afsat en såkaldt lånepulje på 100 millioner kroner til at finansiere energirenovering i kommunale og regionale bygninger 2021-2024. Da potentialet for energieffektivisering af kommunale bygninger er stort, og det vil være en effektiv måde at reducere kommunens CO2-udledning på, kan man derfor undre sig over, at aftalen nøjes med at give kommunerne mulighed for frivilligt at energieffektivisere frem for at stille krav. Hvis potentialet i kommunerne skal udnyttes fuldt ud, peger undersøgelser på, at kommunerne har brug for en

Figur 4.28

Stemmeprocent ved kommunalvalg

samlet national strategisk ramme at orientere sig efter. Også de økonomiske rammer fra statens side er ifølge mange kommuner utilstrækkelige.

Concito understreger, at Danmark med sine mange kilometer kystlinje og mere end 1 million beboere inden for en afstand af én kilometer fra kysterne er følsom over for klimaforandringer, hvorfor særligt disse kystkommuner er udfordret økonomisk.

4.4.5 Klima og kommunevalg

Valg af medlemmer til kommunalbestyrelser (og regionsråd, som dog ikke behandles her) skal ifølge den kommunale og regionale valglov afholdes hvert fjerde år. Valget bliver altid afholdt den tredje tirsdag i november i valgåret. Medlemmerne af kommunalbestyrelsen vælges for 4 år. Alle, der er fyldt 18 år og har fast bopæl i kommunen, kan stemme. Hvis man ikke er statsborger i et EU-land eller i Island, Norge el-

Kilde: Danmarks Statistik.

ler Storbritannien, skal man have haft fire års forudgående fast bopæl i Danmark. Hvis man har lov til at stemme ved et kommunalvalg, så kan man også stille op til valg til kommunalbestyrelsen, hvis man ikke har tabt sin valgbarhed, fx ved en dom. Ved det sidste kommunalvalg i 2021 faldt valgdeltagelsen med 3,6 procentpoint til 67,2 procent. d et er under gennemsnittet siden 1970, som er 70,1 procent, hvis man fraregner valget i 2001, som blev afholdt samme dag som valg til Folketinget og derfor havde markant højere valgdeltagelse (figur 4.28). d et er andet kommunalvalg i træk, at valgdeltagelsen falder. Ifølge en rapport fra Kasper Møller Hansen, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet om valgdeltagelsen ved kommunal- og regionalvalget 2021 kan der spores en betydelig ulighed i valgdeltagelsen, eksempelvis:

„ De unge vælgere mellem 21-29 år havde en valgdeltagelse på blot 53 procent, mens de 70-79-åriges lå på næsten 80 procent.

„ Kvinder havde en valgdeltagelse på 69 procent og mænd på 65 procent.

„ De længst uddannede havde en valgdeltagelse på 80 procent, mens de med grundskole lå på 56 procent.

„ En person i arbejde havde en valgdeltagelse på 68 procent, mens en person på kontanthjælp havde en valgdeltagelse på 35 procent.

„ Etniske danskeres valgdeltagelse var 72 procent.

„ Vælgere fra nye EU-lande havde en valgdeltagelse på 13 procent.

Ifølge Kasper Møller Hansen er noget af uligheden i valgdeltagelsen social bestemt. Det betyder eksempelvis noget for valgdeltagelsen, om man har nogen at stemme sammen med og diskutere politik med. For eksempel viser studiet, at unges valgdeltagelse falder drastisk, når de flytter hjemmefra. Det samme gør sig gældende, når man mister en ægtefælle. De store forandringer i livet har altså en markant betydning for valgdeltagelsen, men Møller Hansen understreger dog, at uligheden mellem grupper er så store og varierer så meget fra kommune til kommune, at der også er mange andre faktorer, der påvirker valgdeltagelsen. Det drejer sig bl.a. om den demokratiske sociale arv, altså hvorvidt ens forældre stemmer eller ej. Således viste studiet, at de 18-åriges valgdeltagelse lå på 84 procent, hvis deres mor stemmer, men kun på 30 procent, hvis hun ikke stemmer. Sågar kan man se, at for de 70-årige med en nulevende mor var forskellen på 8 procentpoint.

Kommunalvalget 2021 var et klimavalg En meningsmåling blandt 1.500 vælgere, som analyseinstituttet Electica foretog for Klimabevægelsen i Danmark i forbindelse med kommunalvalget 2021, viste, at valget med god grund har fået titlen som Danmarks første klimakommunalvalg. Selvom det stadig var velfærdsemner som sundhed, ældrepleje og børn, der havde højest prioritet for vælgerne, så viste undersøgelsen, at klimaet og den grønne dagsorden var “helt” afgørende eller “i høj grad” havde indflydelse på, hvor 32 procent af vælgere, der stemte ved kommunalvalget, satte deres kryds. Samtidig viste undersøgelsen, at klimaet og den grønne dagsorden er et emne, der mobiliserede vælgerne på tværs af partiskel, dog med betydelige forskelle

partierne imellem. Således havde klimaet og den grønne dagsorden ”helt” eller ”i høj grad” haft indflydelse på, hvor 72 procent af Enhedslistens vælgere satte deres kryds, mens klima og natur har haft indflydelse hos 17 procent af De Konservatives og 24 procent af Venstres vælgere. Endelig var klima og natur “helt” eller “i høj grad” afgørende for 31 procent af Socialdemokratiets og 48 procent af De Radikales vælgere for, hvem de stemte på.

At kommunalvalget 2021 blev et klimavalg, understøttes af en undersøgelse foretaget af Voxmeter for Momentum blandt et repræsentativt udsnit af danskere op til kommunalvalget i 2021, der viste, at klima og miljø blev et stadig vigtigere emne for, hvor vælgerne ville sætte deres kryds, jo tættere de kom på kommunalvalget. Klima og miljø var det emne, som flest angav som førsteprioritet, mens hele 39 procent havde det i deres top tre, hvilket kun blev overgået af emnet ældrepleje. Tilbage i 2013 var andelen blot 12 procent. d et var især de unge og kvindelige vælgere, der prioriterede klima og miljø som vigtigt. d et var måske ikke overraskende, at kommunalvalget blev et valg, hvor klimaet stod højt på vælgernes dagsorden. Som tidligere beskrevet var folketingsvalget 2019 et klimavalg, og den nationale klimahandling, der blev efterspurgt af vælgerne ved det valg, blev nu også efterspurgt lokalt trods covid 19-krise og vigtige emner på velfærdsområdet.

Til trods for at kommunalvalget 2021 blev set som et valg, hvor klimaet og den grønne dagsorden var i fokus, så var selve valgresultatet lidt mere tvetydigt. I tiden op til valget var der flere historier fra hele landet om borgeres modstand mod opsætning af vindmøller, solceller og biogasan-

læg på kommunens område. Nogle af de borgmestre og lokalpolitikere, der kastede sig ind i kampen for disse grønne tiltag, tabte lokal opbakning, mens andre politikere vandt på denne kamp i andre kommuner. En undersøgelse af otte kommuner fra netmediet Klimamonitor viste dog, at der var en generel tendens til, at omdiskuterede planer om solceller og vindmøller har kostet stemmer for de lokale partier bag planerne. d er er et tydeligt dilemma blandt politikerne i kommunen, når de ambitiøse klimaplaner skal føres ud i livet, for hvad er vigtigst at bruge ressourcerne på: den grønne omstilling, der kan medføre støj-, syns- og lugtgener, eller velfærd for kommunens borgere, der skal stemme ved næste kommunalvalg?

Klimatilpasningen i danmark rummer tydeligvis enorme udfordringer, men også store muligheder. Mange kommuner ser i disse år på, hvordan de kan bruge naturen som et aktiv til at skabe klimatilpasning. d er bygges klimatilpasningsprojekter op omkring etablering af nye naturområder eller en anderledes indretning af landskaber for derigennem at skabe rekreativ værdi. Nyanlagte skateparker kan fungere som oversvømmelsessikring i byerne, og anlæggelse af grønne rekreative områder kan være til gavn både for kommunens indbyggere og for klimaet. Argumentet fra flere kommuner og de grønne organisationer er, at klimahandling og velfærd ikke behøver at udelukke hinanden, men i høj grad kan samskabes.

A

absolut 119 adfærds-indvirknings-kløft 52 afkobling 119 afspejlingsteorien 197 aktivitetsmobilisering 77 aleatorisk-repræsentativt demokrati 194 antropocæn 18

B

Bauman, Zygmunt 55 Beck, Ulrich 64 borgerforslag 186

Bourdieu, Pierre 40 bruttonationalproduktet 98

C

Carbon Fee and Dividend (CFD) 125 cirkulært byggeri 150 civil ulydighed 80 cradle-to-cradle 150 Csutora, Maria 52

D

danske model 184 denial 34 depression 99 devaluering 34 differensprincippet 67 direkte aktion 80 direkte demokrati 186 direktiv 174

Indeks

E

efficienstabet 124 ekspertsystem 91 elasticitet 128

elektoralt repræsentativt demokrati 194

F

Fælledens tragedie 145 fælles gode 105 flerpartisystem 198 flertalsmisforståelse 49 flertalsvalg i enkeltmandskredse 198 føderalisme 169 folkeinitiativ 186 fordelingspolitik 207 forholdstalsvalg 197 forordning 174 future discounting 31

G

geosocial klassekamp 115 Giddens, Anthony 31 Giddens’ paradoks 32 grønne nationalregnskab 148 Grøn trepart 184 grøn vækst 116

H

Habermas, Jürgen 74 habituering 34 habitus 40 hockeystaven 107

højkonjunktur 99 hyperpolitisering 82

I

ikke-kvotebelagt sektor 175 interpersonlig forklaring 47 interventionistisk strukturpolitik 125

IPAT-ligning 104 issue voters 208

J

Jackson, Tim 104 Jäger, Anton 81

K

kapital 42 kernevælger 208 keynesianisme 99 klimaborgerting 190 klimauretfærdighed 113 kobling 122 kognitiv dissonans 33 kognitive bias 36 kollektiv self-efficacy 73 konsensusmobilisering 77 kosmopolisering 92 krydselasticitet 132 Kuznets, Simon 102 kvotebelagt sektor 174

L

Latour, Bruno 93 lavkonjunktur 99 lemmingeeffekt 48

M

marginalvælger 208 markedsfejl 123 markedsligevægt 124

Maslows, Abraham 55 mellemstatsligt 166 Milanovic, Branko 108 miljømæssig generationsbetinget hukommelsestab 33

miljømæssig Kuznets-kurve 106

mindretalsregeringer 198 minoritetsindflydelse 50 Molins model 206

N negative eksternaliteter 123 negativ spillovereffekt 37 negativt frihedsbegreb 65 neoklassisk laissez faireøkonomi 99 neokorporatisme 184 neoliberalismen 99 normativ social påvirkning 48 Nozick, Robert 65

O

oplevelsesøkonomi 57 optimal ligevægt 124 overstatsligt 166 overstatsligt samarbejde 169

P

Parisaftalen 166

Piketty, Thomas 133 planetære grænser 21 policy innovation 185 politisering 82 position issue 208 positive eksternaliteter 123 positivt frihedsbegreb 67 positiv spillovereffekt 37 postmaterialistiske værdier 198

præfigurativ politik 78 pragmatisk accept 31 primær socialisering 40 prisuelastisk 130 protestforslag 189 punktafgift 128

R

Rational choice-teorien 38

Rawls, John 67

Raworth, Kate 140 rebound-effekt 107 recession 99 referendum (folkeafstemning) 186 relativ afkobling 122 repræsentativt demokrati 182 rhizomteorien 85 risikosamfund 87

SSandel, Michael 68

sekundær socialisering 40 social norm 47

Solow, Robert 102

Stoknes, Per Espen 33

stridsrepertoire 78

Strøm, Kaare 205 strukturel forklaring 51 subsidier 133 substantielt forslag 188 symbolsk aktion 80

Ttabsaversion 36 teknologioptimisme 107 terrestriske 96 territorieløshed 96

Tilly, Charles 78 tilskuereffekt 33 tipping point 50

tipping point-teorien 87 transaktionsøkonomi 57 transformativ økonomi 57 trepartsaftale 184

V

vækstens dilemma 104 vælgervandring 208 værdipolitik 207 vedholdende optimisme 31 verdensrisikosamfund 89

Z zombietænkning 92

økologisk økonomi 138

Billedliste

forside: Jannis Grosse/Imago Images/Ritzau Scanpix

s. 18: alffoto/Getty Images

s. 33: Wulffmorgenthaler

s. 42: Bernard Lambert/Wikimedia Commons

s. 50: Shirin Ørberg

s. 54: Wulffmorgenthaler

s. 56: Mariusz Kubik/Wikimedia Commons

s. 59: Barbara Kruger/F Delventhal/Flickr

s. 61: Sebastiao Moreira/EPA/Ritzau Scanpix

s. 64: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

s. 65: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

s. 66: Martha Holmes/Getty Images

s. 67: Frederic Reglain/Getty Images

s. 69: Fronteiras do Pensamento/Flickr

s. 70: Jesper Myrthue

s. 75: Greenpeace

s. 79ø: Den grønne ungdomsbevægelse

s. 79n: Caroline Mahler Lundsteen

s. 80: Tim Wagner/350.org

s. 81: Alexander Savin/Flickr

s. 86: Wikimedia Commons

s. 88: Shone/Getty Images

s. 93: Kokuyo/Wikimedia Commons

s. 94: Peter Leth/Flickr

s. 117: MEE KO DONG/Shutterstock

s. 151ø: Arkitektens Forlag

s. 151n: Doughnut Economics Action Lab

s. 165: Mads Nissen/Ritzau Scanpix

s. 168v: Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix

s. 168h: Sean Gallup/Staff/Getty Images

s. 175: Olivier Hoslet/AFP/Ritzau Scanpix

s. 177: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

s. 191: klimaborgerting.kk.dk