Beboermagasinet #91

Page 50

Jurabrevkassen

?!

Juridisk brevkasse ved Boligkontoret Danmarks juridiske afdeling, jura@bdk.dk

?

Kære brevkasse Jeg har for noget tid siden installeret en varmepumpe i mit lejemål. Nu har min udlejer bedt mig om at fjerne den, hvilket jeg synes er meget uretfærdigt, da jeg mener, at jeg selv bestemmer over mit lejemål. Kan det virkelig være rigtigt, at de kan forbyde mig at have en varmepumpe? Hilsen Ole

!

Kære Ole Det følger af almenlejelovens §§ 35-36, at man som lejer har ret til at foretage sædvanlige installationer indenfor i sin egen bolig. Da størstedelen af en varmepumpe også sidder uden for boligen, hører opsætning af en varmepumpe ikke under installationsretten. Du skal have tilladelse af afdelings-/beboermødet til at opsætte en varmepumpe, og tilladelsen skal godkendes af dit boligselskab. Jeg anbefaler dig at tage kontakt til dit lokale afdelingskontor, så de kan hjælpe dig med at finde en løsning. Du kan finde dit lokale afdelingskontor på www.bdk.dk/om-boligkontoret-danmark/kontakt/afdelingskontorer/ Med venlig hilsen brevkassen

?

Kære brevkasse Jeg er meget generet af, at min underbo ryger i sin bolig for åbne vinduer samt udendørs på sin altan, idet røgen trænger op i min bolig og gør, at alle mine ting lugter frygteligt meget af røg. Mit boligselskab har oplyst mig om, at de ikke kan gøre noget ved problemet. Kan det virkelig være rigtigt? Hilsen Julie

!

Kære Julie Med mindre det fremgår specifikt af din boligafdelings vedtægter, at man ikke må ryge i og uden for sin bolig på fællesarealerne, så kan dit boligselskab ikke forbyde beboerne at ryge på altanerne. Det skyldes, at boligen anses for at være privat, og at man som beboer derfor har frihed til selv at indrette sig, som man vil. Med venlig hilsen brevkassen

?

Kære brevkasse Mit boligselskab har endnu en gang varslet forhøjelse af min a-contobetaling for varme. Det forstår jeg ikke helt, da jeg også sidste år fik hævet min a-contobetaling og samtidig har sænket mit forbrug. Jeg vil derfor vide, om det overhovedet er lovligt, og om mit boligselskab må tjene penge på den måde? Hilsen Annette

!

Kære Annette Først og fremmest er det vigtigt at understrege, at dit boligselskab ikke tjener nogen penge på at forhøje din a-conto-betaling til varme. De øgede udgifter skal dække de omkostninger, som det pågældende energiselskab opkræver dit boligselskab. Når din a-conto-betaling hæves for anden gang på to år, skyldes det, at energipriserne er steget markant, og at den seneste forhøjelse ikke var tilstrækkelig til at kunne dække dit forbrug med de nuværende energipriser. Dit boligselskab har ret til at hæve din a-conto-betaling i henhold til almenlejeloven, hvis udgiftsstigninger berettiger hertil. Når din a-conto-betaling hæves, er det også for at undgå, at du kommer til at stå med en stor efterregning, når det årlige forbrugsregnskab gøres op. Med venlig hilsen brevkassen

50 Beboermagasinet Boligkontoret Danmark


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.