__MAIN_TEXT__

Page 1

M A G A S INE T OM


FRA RNE VE Y PRØ BETT PÅ


TAK Tak til jer, der kom og kommer her gennem en dramatisk tid. Vi ved ikke - mens vi skriver – hvordan verden ser ud, når du læser dette. Vi ved ikke, hvordan verden ser ud i morgen. Vi ved ikke, om vi har fyldte sale eller tomme sæder. Men vi ved, at vi sammen med jer har gennemlevet en tid uden sidestykke. Vi har mærket jeres kærlighed og jeres opbakning til teatret. I har købt billetter og er fortsat med at komme her, selvom det har krævet håndsprit og tålmodighed. I har vist os, at man godt kan grine bag masker og visir, og at man kan mærke nærhed og fællesskab, selvom de tomme sæder skaber fysisk afstand. Sammen har vi klaret afstand og aflysninger. Sammen har vi ønsket os og håbet på det bedste i en svær tid. Sammen har vi savnet at mærke pulsen i fællessindet; kroppen i flokken. Savnet og taknemmeligheden har også givet styrke. Den tvungne nærhedspause har fået os til at se, hvor forbundne vi er fra bagscene til bageste række. Hvor meget teater er os alle sammen. Og endelig har det vist os, hvor heldige vi er. For vi er her endnu, alle os på Betty. Vi er her sammen med alle jer, der gør det muligt. Tak fra alle os på Betty


Jeg danser med andre menneskers kroppe Billedet af Dorian Gray er Oscar Wildes eneste roman, til gengæld fik den en kæmpe betydning i hans eget liv og en varig plads i verdenslitteraturhistorien. Nu præsenteres romanen på scenen af Anna Balslev, som på kort tid har etableret sig som en teaterinstruktør med et mere end almindeligt godt blik for ungdommens blottede følelsesliv. A F D AV I D P E P E B I R C H F O T O : C AT H R I N E Z O R N

Hvem er du? ”Jeg er en ung kvindelig teaterinstruktør.” Hvordan er du blevet det? ”Da jeg var 14, fik jeg at vide, at jeg ikke kunne danse mere. Jeg havde danset ballet i ti år og var blevet god. Så god, som jeg kunne blive. Jeg er handicappet med muskelsvind, og min krop kunne ikke længere. Den havde peaket. Men jeg ville stadig gerne blive i kunsten.” Hvorfor? ”Jeg har altid elsket at se kunst, at omgive mig med kunst. Min familie har slæbt mig med til alle mulige museer og i teatret. Jeg har altid fået opbakning fra min familie, men som udgangspunkt kommer jeg ikke fra et sted, hvor det at være kunstner var en seriøs levevej. Kunst er en interesse, noget man har som hobby. Det har jeg da kæmpet lidt med.”

Hvorfor valgte du at blive instruktør? ”Fordi det er en anden måde at opleve kunsten på. Det gik op for mig, at man kan lave kunst uden at kunne bevæge sin egen krop. Det er smart. Jeg kan også godt lide at være leder af en proces – at kunne lege med andre menneskers kroppe. Det er faktisk den største luksus ved mit job.” Savner du dansen? ”På en måde er det at være instruktør som at være en anderledes danser. Jeg arbejder fysisk - sanseligt. Jeg har en interesse for andre menneskers kroppe – jeg kan bruge dem som redskaber. Jeg danser med dem.” Hvad har dit muskelsvind betydet for det arbejde? ”Jeg ser nok andre menneskers bevægelser lidt forstørret. Folk gør ting, der virker ulogiske for


mig, fordi jeg ikke selv kan de ting. Jeg er overopmærksom på andre menneskers bevægelser. Det giver mig en fordel, tror jeg.” Du har en meget markant rød tråd i dit arbejde, der handler om unge mennesker. Er det bevidst? ”Jeg har altid elsket coming-of-age-litteratur, men nej, det er ikke bevidst eller en plan. Jeg startede meget hurtigt med at arbejde med folks blottede følelsesliv, og ungdommen er det bedste tidspunkt at gøre det.” Hvorfor? ”Den unges perspektiv er uspoleret. Den manglende livserfaring gør, at ungdommen giver perfekte mikroskopiske blik ind i, hvad vi føler som mennesker, fordi man som ung står på yderpunkterne af følelserne.” Er du selv ung? Opfatter du dig som ung? ”Ja, det gør jeg, men jeg har også en voksende erfaring, der spolerer ungdommens frie følelser.”

Længes du efter at være ung? ”Jeg længes efter ikke at have så meget erfaring. Nu revurderer jeg alle følelser med min fornuft. Der er noget uspoleret over at være ung. Det er også det, der sker med Dorian – alle elsker ham, fordi hans følelser er uspolerede og umiddelbare. I ungdommen er hver eneste følelse den største følelse, fordi det er første gang, man føler den. Det længes jeg efter.” Interesserer du dig for den voksnes måske mere komplicerede følelsesliv? ”Ja bestemt. Det er også det, jeg beskæftiger mig med, kan man sige, men jeg bruger den unges følelser som billeder og som redskab, fordi de er så tydelige. Jeg interesserer mig for effekten af at bruge ungdommen som redskab. Men jeg laver jo ikke teater (kun) for unge mennesker.”

en er f tilling Fores m en del a o R s E t L IK skab U DV med Y T e T B E marbejd en d i sa enfon Bikub


Foto fra forestillingen. Skuespillere: Simon Bennebjerg, Peter Plaugborg og Christiane Gjellerup Koch. Fotograf: Emilia Therese

OSCAR WILDE og hans eneste roman Oscar Wilde har skrevet en række skuespil – og en enkelt roman Billedet af Dorian Gray. Bogen skabte stor forargelse, da den udkom i 1891. Allerede inden da havde redaktøren renset manuskriptet for de 500 ”værste” ord, og Wilde havde selv censureret teksten yderligere. Bogen blev beskyldt for at være amoralsk og Oscar Wilde for at være hedonist. Dette fik Wilde til at skrive et forsvar for kunsten og kunstneres rettigheder, et litterært manifest, som er blevet berømt i sig selv og som fungerer

som forord til bogens senere udgivelser. Wilde opponerer mod den moralske bedømmelse af hans litteratur: ”Bøger er velskrevne eller dårligt skrevet. Det er alt.”, som han siger. Men Oscar Wilde var homoseksuel i en tid, hvor det blev betragtet som ”uanstændig omgang mellem mænd” og var ulovligt. Derfor var det nødvendigt at nedtone de homoerotiske følelser mellem de tre mandlige hovedpersoner. ”The love that dare not speak its name”, kaldte Oscar Wildes kæreste Lord Alfred Douglas deres kærlighed. I originalmanuskriptet siger Basil til Dorian: »Sandt nok, jeg har tilbedt dig med langt

flere romantiske følelser, end en mand nogensinde bør nære over for en ven. På en måde har jeg aldrig elsket en kvinde«. Den passage blev skåret fra inden udgivelsen. Her indfører han i stedet koden »personlighed« og lader Basil sige: »Fra det øjeblik, jeg mødte dig, havde din personlighed den mest utrolige indvirkning på mig«. På trods af omskrivelserne bliver bogen brugt som bevisførelse i sagen mod Wilde og var med til at sikre domsfældelsen. En retssag, som blev igangsat på initiativ af Lord Alfred Douglas’ far og som sendte Oscar Wilde i fængsel til to års hårdt straffearbejde for ”grov uanstændighed”.


Anna Balslev Uddannet instruktør fra Den Danske Scenekunstskole i 2019. Allerede mens Anna Balslev gik på skolen, debuterede hun som instruktør med forestillingen Færdig med Eddy på Betty Nansen Teatrets anneksscene EDISON i 2018.


BILLEDET AF DORIAN GRAY PREMIERE 16. JANUAR 2020 Den unge, smukke Dorian får malet sit portrætbillede. Da han ser billedet, indser han, at hans skønhed kun er et forgængeligt pust. Han skal aldres, visne og til sidst dø, mens maleriet vil forblive uforandret. Dorian indgår en pagt om evig ungdom mod, at portrættet ældes i stedet for ham selv. I billedet parkerer han sig selv, sine handlinger – og sin dårlige samvittighed.


T E L L I T S E G LI

OG

T E D N I S E G LI


I 2020 præsenterede vi teatrets første danseforestilling nogensinde, Bonnie & Clyde. Nu bliver der igen bevægelse i ordene, når holdet bag forestillingen Mørkt forår vækker Unica Zürns ikoniske roman fra 1969 til live. Koreograf Sebastian Kloborg, instruktør Amanda Ginman og musiker Lydmor har ambitioner om at skabe en helt ny stilart ved at mikse det, de hver især kan med krop, ord og musik. Her svarer instruktør og koreograf på, hvad de kan give hinanden. A F D AV I D P E P E B I R C H F O T O : K A S P E R L Ø F T G A A R D

Amanda Ginman og Sebastian Kloborg har arbejdet sammen flere gange tidligere. Amanda har inviteret Sebastian ind i hendes prøverum, når hendes forestillinger har haft brug for ekstra kropslighed, og Sebastian har konsulteret Amanda, når han som koreograf har haft brug for et dramaturgisk rygstød. Nu er de sammen. Ligestillet og ligesindet. Sammen med lydkunster og musiker Lydmor skal de forsøge at mødes og trække teatret et sted hen, det ikke har været før. Hvad er det, I laver nu? Sebastian: ”Vi bygger selvfølgelig videre på det, vi har lavet før, men her er vi jo sammen som koreograf og instruktør i et helt prøveforløb. Og det glæder jeg mig meget til”. Amanda: ”Ja, her har vi et fuldt forløb, hvor vi sammen med Lydmor og resten af holdet skal forløse et forestillingskoncept. Og så er der en pointe i, at der er to skuespillere og to dansere på scenen, der besøger hinandens verdener for at skabe et formsprog i det overlap. Det er halvt dans og halvt skuespil, en sammensmeltning af de to – men måske først og fremmest noget tredje.” Hvad er målet? Amanda: ”Mørkt forår handler sindssygt meget om at blive fri ved at gå ind i sit mørke, i det her tilfælde en ung kvindes ekstatiske, begærlige og

afgrundsdybe indre mørke, og den kompleksitet, synes jeg kun, vi kunne indfange scenisk ved at arbejde mellem genrerne. Der er sekvenser i forestillingen, der udelukkende er krop, fordi nogle ting fortæller vi bedst sådan” Sebastian Kloborg er vokset op i Det Kongelige Teaters Bournonville-tradition med en far, der var balletmester og en mor, der var danser. Alligevel er det ikke den klassiske ballet, der trækker. For tiden. ”Balletten har den fantastiske egenskab, at der er koreografier, der er 150 år gamle. Altså den samme musik og de samme trin. Det accepterer vi som publikum. I skuespillet og i operaen er der meget større tradition for, at der er radikale ændringer. På den måde er det spændende for mig at bevæge mig over i et felt, hvor vi VIRKELIG søger noget nyt,” siger han. Amanda Ginman er forholdsvis nyuddannet instruktør (fra Malmö Teaterhögskola i 2018) og har arbejdet både som dramaturg, dramatiker og instruktør. For hende er det helt rigtigt at arbejde med noget andet end ord. Noget mere end ord. ”Jeg arbejder altid meget med kroppen som instruktør. Jeg er optaget af sprog, ord og af at mine forestillinger har en intellektuel klarhed, men jeg arbejder lige så meget med et irrationelt niveau, der er kroppene på scenen, der


kommunikerer med kroppene i salen. Når skuespillerne kan formidle en følelse eller situation, så den rammer dem, der sidder i salen, uden at sige noget, så bliver det vildt. Sebastian er optaget af at have teksten som guide og arbejder som koreograf meget narrativt. Vi er på den måde forelskede i, hvad hinanden og hvad vores kunstarter kan. Det bliver Mørkt forår rigtig meget født ud af; at lade de verdener mødes.” Hvordan kan du, Sebastian, bruge ordene? ”Det er en kæmpe inspiration. Dansere og skuespillere er vilde på forskellige måder. Danserne skal have deres trin for at blive sat i gang. Det har været interessant at se, hvordan spillerne er meget mere frit afsøgende. De kan give bud og fortolkninger.” Lærer du noget af det? ”Ja, helt klart. Man skal stole på sine performere – hvis vi kan give dem nok, så kan de komme med et bud, der overrasker. Og det har været fedt at se, hvor lidt der skal til for, at der kan blive skabt noget uventet.” Hvad lærer du, Amanda? ”Danserne inspirerer mig til at gå efter at skabe en forestilling, som tilskuerne forstår på et intuitivt plan fremfor udelukkende intellektuelt. De lærer mig, hvordan jeg som instruktør kan skabe rammerne for, at dansernes kroppe kan udtrykke sig på en ærlig og reel måde: Hvor vi ikke “bare” koreograferer dem, men hvor de selv arbejder skabende.” Og hvad er det så, I kan sammen? Sebastian: ”Dans og kropslighed er to forskellige ting. Vi ved alle sammen, hvad dans er, men vi glemmer måske, hvad kropslighed og kropskontakt er. For mig skal det komme fra et sted – og derfor er teksten vigtig. Det skal være en bevægelse, der har en årsag. Bare at stå og lave fede og flotte bevægelser – det er det kedeligste, der findes. Så det, vi kan sammen, er mere end dans. Mere end skuespil. Men jeg ved ikke, hvad det hedder.”


Jenny Rossander, aka Lydmor, er komponist, DJ, danser, sanger, sangskriver og producer. Med sin catchy electropop-sange og energiske og visuelt medrivende koncerter har hun opnået stor anerkendelse og opmærksomhed – også uden for Danmarks grænser. Januar 2021 udsender hun nyt album, Capacity, et konceptuelt og kontrastfyldt værk, der kredser om køn, kærlighed, skyld og frigørelse.

MØRKT FORÅR PREMIERE 19. FEBRUAR 2021 En pige vokser op i Berlin med en fjern far og et anstrengt forhold til sin mor. Pigen afskyr det feminine generelt – specifikt sin egen krop - og forguder det maskuline og mandlige, der er forbundet med en dragende mystik. Den står på mørk seksualitet, selvdestruktion og manipulation, når Unica Zürns roman i denne forestilling bliver tilsat stjernekoreograf og Lydmor.


Det sidste års tid har et kollektiv af kunstnere eksperimenteret sig frem til, hvordan Selma Lagerlöfs kærlighedskomplekse roman Kejseren af Portugalien kan blive til teater. Vi har i VORES BETTY-magasinet fulgt skabelsesprocessen og er nået til tredje og sidste afsnit, som har fokus på skuespillet – og skuespiller Maria Rossing. A F D AV I D P E P E B I R C H

Foto fra Livstidsgæsterne (2020) fotograf: Emilia Therese.

J

SK


JEG VIL ALTID GERNE KUBBES


Sidst i halvfemserne lå skuespiller Maria Rossing en sommerdag på et håndklæde i Enghaveparken på Vesterbro i København. Hun lå og græd ned mellem græsstråene. Der var hedebølge. Hun græd over Jan. Over Jans sind, der langsomt opløstes af hjertesorg. Maria havde mødt Jan på siderne i den bog, hun holdt mellem hænderne under solen. Selma Lagerlöfs Kejseren af Portugalien. ”Det var kærlighedsbeskrivelsen, der ramte mig. Den handler om en mand, der får sit første barn. En datter. Og føler, at kærligheden i ham bliver født dér. Jeg græd over den endeløse karakter, den her kærlighed har. Og at den forkrøbler ham. I Enghaveparken var jeg nået til slutningen. Og den skal jeg ikke afsløre … men den ramte mig. Og det gør den stadig.” I historien fra den svenske landlige underklasse går Jans sind i stykker, da det går op for ham, at hans eneste datter fjerner sig fra ham af lyst. Det er ikke bare et vilkår. Det er vilje. ”Det var pudsigt at græde i bagende sol. Det kan jeg huske. Og så kan jeg huske, at det føltes betydningsfuldt. Det er i hvert fald blevet sådan et Kennedymoment for mig. Jeg kan genkalde mig præcis, hvordan det var at opleve den her historie, selvom det er så længe siden,” fortæller hun i dag. Mere end tyve år senere har hun læst de samme ord, den samme fortælling mindst ti gange. Tyve gange? Flere? Hun græder stadig over den, men nu har den fået ny betydning. En utraditionel arbejdsproces har tvunget Maria Rossing til at se på det, hun uden tøven kalder sin favoritbog, fra nye vinkler. Mere om det senere – først skal vi med til workshop. FÆLLESSKABETS POTENTIALER Gulvet er støvet og sort. Der hænger ni slidte, hvide tragtlamper rundt langs væggen, otte af dem lyser. I hjørnet har en eller anden glemt et vakkelvornt staffeli. Der er ti personer i lokalet. De sidder i en halvcirkel på en stol hver – ikke to stole er ens. Det er så langt fra smukke, oplyste scenebilleder, som det kan blive. Og så alligevel. For det er her i det lånte og slidte øvelokale, scenekunsten i

sin aller-ærligste form bliver til. Yderst i halvcirklen sidder hun, Maria Rossing. Håret er samlet i en løs knold. Tøjet er afslappet og sort. Hun klemmer øjnene sammen og nikker undseeligt, mens instruktør Elisa Kragerup taler om den scene, de skal til at prøve. Med tryk på prøve, for de er slet ikke nået til at øve endnu. Alt er stadig sprødt, luftigt og afsøgende. I 2019 ansøgte – og fik - Betty Nansen Teatret en bevilling fra Bikubenfonden til at udforske fællesskabets potentialer i konkrete udviklingsaktiviteter, hvor mange fagligheder og kunstnere er medskabende på lige fod. Et af resultaterne af bevillingen er ved at blive til her på det støvede sorte gulv. Vi er til en af en række afsøgende workshops, hvor forestillingen udvikles i fællesskab helt fra start. BEVIDSTE EKSPERIMENTER Maria Rossing blev uddannet fra Statens Teaterskole i 2002 og blev hurtigt ansat i ensemblet på Det Kongelige Teater. Ti år senere blev hun en del af mini-ensemblet Det Røde Rum, hvor en helt ny tilgang til teaterprocesserne skulle genopdage scenekunsten. Ikke genopfinde. Elisa Kragerup, der dengang netop var debuteret som instruktør, var en del af kollektivet, og hun satte fra begyndelsen, sammen med instruktør Rune David Grue og et hold af faste skuespillere og scenografer, kursen mod det ukendte. Væk var den alvidende og dominerende alfainstruktør. Nu skulle scenekunsten leges frem gennem workshops og kollektive processer. En form, som både Kragerup og Rossing har dyrket siden. Og således også i dag, hvor holdet arbejder med Selma Lagerlöfs 100 år gamle tekst. Den tekst, der fik Maria til at græde i græsset og siden flyttede permanent ind i hendes litterære tankegods. Der er kontakt mellem Kragerup og Rossing gennem rummet. Lydløst, frit flydende kontakt, som der kan være mellem mennesker, der kender hinanden godt. ”At være skuespiller – også under en instruktør, der har besluttet sig for det meste på forhånd – kan være ensomt. Det er mig, der skal give et bud på en rolle. På hvordan en rolle kan, eller skal spilles. På en måde har jeg jo arbejdet meget lidt traditionelt, kan man sige. Altså jeg


Foto fra Orlando (2018) fotograf: Natascha Thiara Rydvald


Forfatter Selma Lagerlöf

Der er premiere på Kejseren af Portugalien i 2021. Forestillingen er en del af den samlede proces, der kaldes BETTY UDVIKLER, hvor forestillinger udvikles på tværs af kunstarterne over længere stræk med workshopforløb og kollektive tanker.


har selvfølgelig prøvet det. Også mange gange. Men allerede i Det Røde Rum begyndte vi ret bevidst at eksperimentere med formater. Hvis man bruger den samme proces om og om igen, så er der begrænsninger for, hvordan resultatet kan blive. Der er også ting, man simpelthen ikke har tid til, hvis det hele skal nås på de der almindelige seks uger, der normalt bruges til at få en forestilling op at stå. Og vi fandt hurtigt ud af – i Det Røde Rum - at der er en masse godt at hente, når man åbner et materiale sammen.” DEN ØDELAGTE TEKST Hvordan gjorde I? Og gør I? ”Workshop-arbejdet er dét at mødes om et materiale, hvor der ikke er noget, der er besluttet endnu. Hvor der ikke er en kongstanke fra en instruktør eller en scenograf, som definerer måden, man kommer til at beskæftige sig med materialet.” Men hvad så med fagligheden? Du skal vel ikke til at være lysdesigner? Eller instruktør? ”Nej. Og det skal ikke forstås som, at fagligheden er udvisket, og alle er lige gode om alt. Jeg tror, at jeg som skuespiller læser for eksempel den her Kejseren af Portugalien lidt anderledes, end en instruktør gør. Jeg læser den med henblik på at spille, men jeg vil altid gerne skubbes til. Og når der er åbnet for, at scenografen gerne må skubbe til mig, og jeg gerne må skubbe til instruktøren, så giver det nogle helt nye oplevelser.” Og det er netop disse anderledes oplevelser med Kejseren af Portugalien, der har gjort indtryk på Maria Rossing. Og som har mudret det billede, der blev skabt i Enghaveparken. ”Man ødelægger den jo lidt, når man skærer den i skiver, som vi gør. Altså beskæftiger sig fagligt og fælles med den. Men den kan tåle det. Jeg har opdaget nye ting i den nu. Det er blevet meget markant det der med, at man kan læse romanen fra flere positioner. Altså man kan læse den fra datterens synspunkt. Så er det én historie. Og så man kan læse den fra Jans. Så er det en anden.”

Hvad er det, I gør, som er så anderledes end andre teaterprocesser? ”Det er tid, der er det mest markante. Det er tidsspændet. Vi mødes ikke hver dag – eller hver uge, men vi har nedslagspunkter over en lang periode. Og så er der forskellige nøglepersoner, der kan arbejde grundigt med de erfaringer, vi har fået til workshoppen mellem de nedslag.” Hvad er det værste ved den her proces? ”Det er det samme, som også er det bedste. Man kan ikke få lov til at vise det, man kan. Alt det gode, man kan. Man er et redskab for en undersøgelse. Det er nok især Elisa, der har redskabet i hånden. Som styrer det. Men vi har alle sammen en andel. Der er en fælles erfaring. En fælles indsigt. Et fælles udgangspunkt og et fælles ejerskab. Jeg har for eksempel ingen ambitioner om at være god til de her workshops. Om at være en god skuespiller. Og det er faktisk hårdt. Det er hårdt at stå hver dag og ikke være det. Man vil gerne. Det vil man jo. Man vil gerne være god. Og her bliver det først godt, når vi alle sammen ikke prøver.” Til workshoppen er skuespillerne samlet på gulvet. Elisa Kragerup giver stikord med smil i stemmen. Hun opfordrer skuespillerne til at sige noget, som Jan ALDRIG kunne finde på at sige. Til at gøre noget, som han aldrig ville gøre. Og i det sker det mellem skuespillerne. Ikke hos hver enkelt. Pludselig opstår energien i det tomme rum mellem de fire kroppe på gulvet. Skuespillet er kollektivt. Der er teater i rummet.


Foto fra En SkÌrsommernats Drøm (2019) Fotograf: Emilia Therese


Foto: Asta Nielsen i Hamlet (Svend Gade, Heinz Schall, DE, 1921) Det Danske Filminstitut

Betty Nansen Teatret 2002 Trine Dyrholm i �4:48 Psykose� Foto: Hansen-Hansen.com


SINDSSYG KUNST PR foto fra filmen Girl, Interrupted (1999)

I bogen og i den kommende forestilling Kejseren af Portugalien er vi vidne til et sind, der gradvist korrumperes af vrangforestillinger. Hovedpersonen Jan bliver gal. Gal af kærlighed. Men Jan er langt fra den eneste gale i kunsten, gennem tiden har vi mødt et mylder af ”tosser” i billedkunst, litteratur, teater og film. Hvorfor er det, at den gale er så yndet en genstand for kunsten? A F D AV I D P E P E B I R C H

Den nok mest kendte gale karakakter er Shakespeares Hamlet, en mand, der er så gal, at han spiller gal. George Büchners Woyzeck mister forstanden af det ydre pres, der bliver lagt på ham, mens det for hovedpersonen i Sarah Kanes 4:48 Psykose er en depresssion, der driver hende til det yderste. Gale er vel også de to vagabonder Vladimir og Estragon, der venter på en vis Godot, som efter alt at dømme kun eksisterer i deres fantasi. Men hvad er det ved de gale, der fascinerer kunstnere? Ifølge kulturforsker og -skribent Torben Sangild handler det om det gode drama: ”Myten om den romantiske og moderne kunstner har det til fælles med den gale, at de er undtagelsesmennesker, der ser verden fra andre vinkler end spidsborgeren med sine snusfornuftige floskler. I den gales rablerier kan kunstneren finde en original poesi, i den gales tanker en kritisk stemme, i den gales handlinger en tragisk undergang, der borger for et godt drama,” forklarer han.


PR-foto fra filmen Gøgereden (1975)

I litteraturen finder vi psykiske lidelser i rigt mål fra Hemmingway til Steen Steensen Blicher og i nyere tid Christel Wiinblad. ”Jeg synes, det er vigtigt at sætte fokus på, hvad der er såkaldt ’sygt’. Mentale problemer er en stor del af vores samfund, men det er ikke noget, man ønsker at tale for meget om ude i virkeligheden. Vi har som samfund skabt én måde at indrette os på, og dem, der ikke indordner sig efter reglerne, ser vi skævt til. Her synes jeg, at litteraturen er en redning, fordi vi kan få nye perspektiver på verden ved at se den gennem andres øjne,” sagde Wiinblad til dagbladet Information i 2016. I Miloš Formans berømte film Gøgereden lader Randle Patrick McMurphy sig indlægge på et psykiatrisk hospital for at slippe for fængsel. Her møder vi en flok skæve og sprælske skøre, som måske ikke er så skøre igen, måske er de bare mennesker, som samfundet ikke har kunnet rumme.

Og hvad med Batman? Er han blot opstået i den skøre milliardær Bruce Waynes fantasi om at hævne sine forældres død? Eksemplerne står i kø og listen, er så lang, at det er en udbredt morsomhed, at hvis man vil komme i betragtning til en Oscar, så skal man helst spille skør. Spørg bare Kathy Bates (Misery), Nicole Kidman (The Hours), Angelina Jolie (Girl, Interrupted) eller Leonardo DiCaprio (Hvad så, Gilbert Grape?). Men det er ikke kun repræsentationen af den gale, der fylder i kunsten. Gale kunstnere er også rigt repræsenteret i kulturhistorien. Alle kender Van Goghs skrøbelige sind, og mange kender den århusianske kunstner Ovartaci. Navnet er en omskrivelse af ’Overtossen’ og er kunstnernavnet for kunstneren Louis Marcussen, som var indlagt på psykiatriske afdelinger gennem 56 år. En af nutidens allerstørste kulturikoner er den japanske kunstner Yayoi Kusama, der over hele


PR-foto fra filmen Misery (1990)

Van Gogh Self Portrait (1889)

verden trækker tusinder og atter tusinder ind til sine repetative (og Instagramvenlige) mønstre. Hun har været permanent (frivilligt) indlagt på et psykiatrisk hospital, siden hun forlod New Yorks pop-kunst-scene i halvfjerdserne. Har du været på kunstmuseet Louisiana for nylig, er der stor chance for, at du har billeder af hendes prikker på din telefon. De berømte malerier beskriver hun selv som illustrationer af hallucinationer, hun har oplevet, siden hun var barn. Tilbage står spørgsmålet om, hvad det er, vi fascineres af, når vi betragter de gale? For lidt over 100 år siden skrev Freud om Psykopatiske tegn på scenen. Han behandlede spørgsmålet om, hvad vi som tilskuere får ud af at se folk blive skøre. Freuds teori var, at vi er fascineret af gale karakterer, fordi de hjælper os med at udtrykke vores egne undertrykte impulser. Og mon ikke, han havde ret i det?

Et godt stykke, skrev Freud, fremkalder ikke blot en nydelse af befrielsen, men også modstand mod det. Denne modstand er nøglen. I begyndelsen af Kejseren af Portugalien er vores hovedperson Jan et normalt fungerende menneske, hvis begrebsverden ligner den, vi kender. Vores egen. Vi genkender ham, hans mønstre og referencer som vores egne. Men så sker der noget, mens vi bevæger os gennem historien. Vi er vidne til, at Jan bliver sindssyg – og om noget får det os frydefuldt til at føle os normale. Som en kulturelites bud på De unge mødre, beskuer vi noget, der ikke er os. Heldigvis. Måske er svaret på, hvad vi fascineres af et nyt – og frygteligt banalt spørgsmål: Hvem er det, der er tosset?


I’m

I’m I’m

the the the

pe

rfe ct gu y

pe

rfe ct gu y

pe

rfe ct gu y


Gentlemandens hævn De kalder sig incels og mødes i fællesskaber på nettet, hvor de deler deres vrede. De er især vrede på kvinder, som de synes skylder dem sex og kærlighed. Instruktør Liv Helm og dramatiker Nanna Cecilie Bang prøver med forestillingen The Supreme Gentleman at forstå det uforståelige: Hvordan unge mænd ender som kvindehadere og massemordere. Forestillingen handler om en af internettets kønskrigere og er inspireret af den virkelige historie om et incel-mord. AF MAIA KAHLKE LORENTZEN


“You girls have never been attracted to me. I don’t know why you’ve never been attracted to me. But I will punish you all for it. It’s an injustice, a crime, because I don’t know what you don’t see in me. I’m the perfect guy. And yet you throw yourselves at all these obnoxious men, instead of me, the supreme gentleman. I will punish all of you for it.” Solen rammer Elliot Rodger i ansigtet gennem bilruden, mens han indspiller sin sidste YouTube video, som han kalder ‘retribution’ (gengældelse). Det er 23. maj 2014 og den 22-årige studerende har besluttet sig for, at det er dagen for gengældelsen. Han kører ud i byen Alta Vista i Californien på et planlagt hævntogt mod de kvinder, der har afvist ham og de mænd, der er i stand til at vinde deres gunst. Rodger når at dræbe seks mennesker, heriblandt tre af sine samboer, og såre 14, inden politiet finder ham i bilen, hvor han har begået selvmord. Elliot Rodgers angreb bliver modtaget med vanlig sans for sensation i mainstream medierne, der gyser over hans kvindehadske manifest og YouTube videoer.

Men på mere obskure internetsider som 4chan og undersider på Reddit hyldes Rodger som en helt. Rodger var nemlig selverklæret ‘incel’, en person i ufrivilligt cølibat. Incel-subkulturen består af mænd, der er vrede og frustrerede over ikke at kunne få seksuel og romantisk opmærksomhed af kvinder. For mange mænd, der deler hans frustrationer og hans syn på kvinder, er han en inspiration: Han er underhunden, der endelig tager hævn over det samfund og de kvinder, der afviser ham. Med Rodgers angreb er en internet-legende født. På anonyme online fora som incels.me kan man forenes med andre ‘ufrivilligt cølibate’ i et rigt fællesskab af konspirationsteorier, bittert kvindehad, outrerede teorier om, at det at fraholde mænd sex er “omvendt voldtægt”, forslag om kvindelig sex-værnepligt og generel nedgørelse af kvinder. De forskellige incel-fora udvikler et helt vokabularium, der udtrykker deres verdensbillede. Kvinder hedder ‘foids’ eller ‘roasties’, hvis de har haft mange seksuelle partnere. Attraktive og seksuelt succesrige mænd og lækre kvinder kaldes for ‘Chads’ og ‘Stacys’. Der dyrkes også omfattende voldsfantasier mod både de kvinder, der afviser dem og de mænd, der har succes. For nogle incels er de digitale voldsfantasier ikke nok. Der er begået mindst seks massedrab af selverklærede incels siden 2014. 44 mennesker er døde. I 2018 kører en ung mand en varevogn ind i en menneskemængde i Toronto, dræber ti og sårer 15 personer. Inden angrebet skrev han en Facebook-opdatering, hvor han dedikerer angrebet til ‘The Supreme Gentleman Elliot Rodger’. I Canada betragter man nu incels som en terrortrussel, og efter det seneste drab, begået af en incel, blev gerningsmanden anklaget under landets terrorismeparagraf. Vi har endnu ikke oplevet et incel-angreb i Danmark. Det tætteste er et skoleskyderi i Aarhus i 1992, hvor en stærkt psykisk uligevægtige evighedsstuderende skød og dræbte to kvindelige medstuderende med et oversavet jagtgevær i skolens kantine. I sine dagbøger skrev han inden drabene, at han ville ‘myrde et par værdiløse søer, der skal betale for de ar, jeg render rundt med’.


Maia Kahlke Lorentzen er ekspert i digital dannelse, online had-fællesskaber og digital chikane. Hun har fulgt manosfæren i mange år og er en erfaren taler og oplægsholder, samt forfatter til bogen Kan Trold Tæmmes? om trolling og debatkultur i den digitale tidsalder.

Alligevel er incel-fænomenet omdrejningspunktet for adskillige danske radioprogrammer og tv-udsendelser, der er udgivet flere krimier med incel-mordere - og nu kommer også teaterstykket. Der er masser af både fascination og gys i historierne om internetkrigerne. Men hvis vi kun gyser, overser vi, hvordan de spejler helt grundlæggende ting i vores egen kultur og forståelse af køn, kærlighed og magt. Vi gyser - men vi forstår det også. Og det er muligvis det mest skræmmende af det hele. Idéen om, at kvinder skyldte ham deres opmærksomhed, og at det er med rette, at han kan tillade sig at være vred og hævngerrig over ikke at blive elsket, er ikke en idé, der opstod i Elliot Rodgers hoved ud af det blå. De fortællinger, som incels dyrker, findes i en mere renskuret form i hjertet af vores mainstream kultur. Vi ser hver dag film, tv-serier, litteratur, musik, pop-psykologi udbrede, at kvinder foretrækker

‘bad boys’, at sex og kvindelig opmærksomhed er et grundbehov, mænd skal have opfyldt for at fungere, og at vold er en forventelig og rimelig maskulin reaktion på forsmåelse. Når vi spørger os selv, hvordan nydelige unge mænd ender som radikaliserede internetkrigere, kvindehadere og massemordere, så kender vi sandsynligvis en del af svaret - hvis vi tør at kigge på det. en er tilling de med s e r o F arbej om en s t i sam skab Teater, og I K L E R V us Aarh E T T Y U D ed m B f e a d j l de arbe . i sam enfonden b u ik B

THE SUPREME GENTLEMAN PREMIERE 27. MARTS


Danske Esther står i billedkunstlokalet på sin amerikanske skole i 2001, da alarmen lyder. Hun er 11 år og flyttet til New York året forinden. Det samme var dramatiker Nanna P. Tüchsen, da flyene ramte de to tårne 11. september 2001. Tyve år efter har hun skrevet en forestilling om Esther og terrorangrebet, der ændrede alt. A F D AV I D P E P E B I R C H

Er du Esther? ”Nej, det er jeg ikke.”

Hvad er 9/11 for dig? ”Et vendepunkt.”

Hvem er Esther, så? ”Hun er dansk immigrant i USA. Hun er ti år, da familien flytter til USA og 11, da 9/11 sker. Hun bor i en forstad til New York City.”

Hvem var du før 9/11? ”Jeg var et barn …”

Hvad er dit forhold til Esther? ”Forestillingen er jo ikke en privat forestilling, men en personlig forestilling forstået på den måde, at jeg selv boede med mine forældre og søster i USA i de år, hvor 9/11 og de første eftervirkninger af det angreb skete, så jeg kan trække på mine egne følelser og erfaringer. Jeg kom i puberteten samtidig med at flyene ramte de to tårne.” Hvordan ser Esther ud? ”Esther er mange ting. Hun er terrorist og arkitekt og nationalist, og så er hun også bare en lille pige på 11.”

Hvem blev du efter? ”Et barn der havde oplevet, at verden kan være kompleks og farlig. Jeg blev mere ængstelig og mere angst – der var flere af mine venners forældre, der døde. Jeg forstod lige pludselig, at man kan miste sine forældre. Konkret betød det for eksempel, at vi havde øvelser i, hvad vi skulle gøre, hvis skolen blev ramt af et terrorangreb. Det gjorde, at jeg var angst hver gang, der gik en alarm. Men det betød også, at jeg lidt mistede min plads i verden. “Either you’re with us or against us,“ sagde Bush, men det er svært at være 100 procent amerikaner, når ens forældre er fra et andet land.” Hvordan ser 9/11 ud? ”Det er et billede af frit fald.

GENERATION 9/11 handler om at få sit første kys efter 11. september. Om at føle sig fremmed i det land, man bor i, og om at få grineflip, fordi Williams far pludselig går med pistol. Og om at være vokset op med den skelsættende begivenhed, der har været med til at forme os som de mennesker, vi er i dag. bliv Fore stil er s me kabt i lingen dM s bliv ung amarb oP er i e tea nstr ark o jde uer tret g e s t Ann dire a kt f aM alze ør, r.

Og vi er stadig ikke landet. Vi ved stadig ikke, hvad den fulde konsekvens af det terrorangreb er endnu. Det er en spiral, der bliver ved og ved – og ingen ved, hvornår den slutter.” Hvordan lyder 9/11? ”Som to tårne bygget af klaverer, hvor man kan spille højere og højere. Det bliver mere og mere skingert, desto højere, man kommer op i tårnet.” Hvor sidder 9/11 i din krop? ”I maven. Der er en konkret replik fra forestillingen, som nok er det mest personlige, der er kommet med. Og det er, at jeg har to tårne i maven, som bliver ved med at vokse” Og det har Esther - og det har du? ”Ja …”

GENERATION 9/11 PREMIERE 11. SEPTEMBER 2021


BETTY TIL VÆGS På Betty Nansen Teatret skaber vi scenekunst. Sådan skal det være. Men vi elsker også billedkunst. Derfor har vi genoplivet en Betty Nansen-tradition, hvor teatret arbejder tæt sammen med tidens dygtigste kunstfolk om en kunstplakat, der skabes af en ny billedkunstner hvert år. Nu er der nu tre plakater at vælge imellem. Anika Loris La primadonna in a nutshell, Morten Scheldes Great Expectations, og Mie Olise Kjærgaards Two Shadow Standing (on a chair with eyeball headmask). Kun st p l akat og e ern r tr y k t i A e k o s te r 14 1ubes trøg format p 9 kr. et/m å 15 0g at p Pla apir . sam katerne arbe kan k jd form spartne øbes ho s vo atar r For res ts p a m at bar c e .d A r ts og b k pace , elle i l l et r ko n t / åbni or in i vores n g st den ider for ne.

 B ETTY NANSEN TEATRET 2020/2021

KUNSTPLAKAT#3 MARIE OLISE

Mie Olise Kjærgaard fortæller, at hendes værk er blevet til efter prøverne på to af sæsonens forestillinger, Livstidsgæsterne og Kejseren af Portugalien, hvor hun var med. ”Bettys arbejdsform, hvor man tør arbejde eksperimenterende og prøvende, er meget inspirerende, og jeg har prøvet at have den samme tilgang i mit maleri. Der er også referencer til stykkerne i billedet, som jeg håber, er genkendelige.”


Anika Lori forklarer om sit værk, at det forestiller en Primadonna eller en Don på scenekanten, indhyllet af magi og mystik foran et publikum, hvor dramaet ruller derudaf. ”Jeg synes, at det er en skøn kulturoplevelsestidslomme, man kan tage med sig hjem i privaten og mindes en dejlig stund. Og så kan jeg også godt lide tanken om, at kunsten kommer ud til folket i de små hjem og fortæller videre på historien.”

Morten Schelde siger om sit værk, at han har valgt at tegne salen, fordi det er hjertet af teatre - det er her, hvor tingene faktisk sker. ”Men jeg har ladet salen være tom og kaldt værket Great Expectations for at fange og forstørre den stemningen af forventning, der ligger hos publikum og skuespillere, inden en forestilling begynder.”


VI ER OS. OS ALLE SAMMEN. VI ER PUBLIKUM OG SKUESPILLERE. VI ER FORAN, BAGVED OG PÅ SCENEN. VI SKABER SAMMEN. VI GÅR I TEATERET SAMMEN. DERFOR HÅBER VI, AT DU OGSÅ VIL VÆRE SAMMEN MED OS I FÆLLESKABET VORES BETTY. Her får du særtilbud til sneak peeks, hemmeligheder, overraskelser og invitationer til særarrangementer - og fordi du er en del af os, er der altid gratis kaffe, når du kommer forbi. 10 BETTY’ER og en tandlæge Kirsten Vi er 27.829 personer, der er med i VORES BETTY. Vi er allerflest Metter. Til gengæld er vi kun én Orla, én Charlie, én Dodo og en ”tandlæge Kirsten”. 10 af os deler fornavn med huset og hedder Betty. De fleste af os bor i Københavnsområdet, men én ser ud til at bo i Rusland, 14 sidder i Helsingør og 10 bor nord for Limfjorden. Vil du også være med?

M e på ld d el i b te ler s ett g ind y ks te end nan gra n t af s e d i n B E T n s e n .d i s m e - TY s* k m e til ail fte med r 12 ad 04 res fulg se t

* Sms’en koster alm. sms-takst. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at skrive til os på vores@bettynansen.dk


BILLEDET AF DORIAN GRAY AF OSCAR WILDE

EN FARLIG STR ÆBEN EFTER DET L ÆKRE LIV P R EM IER E 16 . JA N UA R

MØRKT FORÅR

DER ER INTET SÅ R ÅT SOM EN UNG K VINDES L ÆNGSEL P R EM IER E 19. F E BRUA R

THE SUPREME GENTLEMAN EN AF INTERNET TETS KØNSKRIGERE P R EM IER E 27. M A R T S

KEJSEREN AF PORTUGALIEN

SELMA L AGERLÖFS K ÆRLIGHEDSKOMPLEKSE ROMAN P R EM IER E 9. A P R IL

GENERATION 9/11

WOULD EVERYBODY PLEASE GO TO THE CANTEEN? P R EM IER E 11. S EP T E M BE R

Køb billetter på

BETTYNANSEN.DK eller 70 272 272

BETTY NANSEN TEATRET Frederiksberg Allé 57 1820 Frederiksberg C

EDISON

Edisonsvej 10 1856 Frederiksberg C

Profile for Betty Nansen Teatret

Betty Nansen Teatret - sæsonmagasin - forår 2021  

Betty Nansen Teatret - sæsonmagasin - forår 2021